Nordiske myter og sagn: Balders død

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Nordiske myter og sagn Vilhelm Grønbech 1927 MYTER Balders død Af alle de ulykker som hændte for guderne, var ingen større end Balders død. Det hændte at Balder havde svare drømme. Da han fortalte guderne hvad han havde drømt, holdt de råd og enedes om at slutte en pagt med alle væsener i verden, at ingen af dem skulde volde Balder nogen fortræd. Frigg tog alting i ed, fra ild og vand til jern og alskens malme, fra jord og sten til dyr og orme, og de lovede alle at de ikke vilde gøre Balder nogen skade. Da guderne var blevet trygge, fandt de på at forlyste sig med at skyde til måls efter Balder; guden stod op midt iblandt dem, nogle skød efter ham, andre huggede eller kastede med sten. Og de syntes godt om at de havde fundet en ny leg, som de kunde udmærke sig i. Da Loke så hvad aserne havde for, blev han fortrydelig over at Balder stod der uskadt af alle våben. Han tog sig skikkelse som en kvinde og gik til Frigg, og da Frigg så kvinden komme, spurgte hun hvad aserne tog sig for. Loke svarede at aserne havde en leg for, de skød alle til Balder og morede sig ved at se alle skud glide af ham. Da sagde Frigg: "Hverken malm eller træ kan gøre Balder nogen skade, alle har jeg taget dem i ed." Kvinden frittede hende ud og spurgte: "Er det alle ting som har svoret at skåne Balder?" men Frigg svarede: "Nej, der vokser en lille urt vest for Valhal, den hedder mistelten, den syntes mig for spæd til at nogen ed kunde kræves af den." Dermed gik kvinden sin vej, men Loke trak misteltenen op og gik derhen hvor guderne var forsamlede. Odins søn Hød stod yderst i kredsen; ti han var blind. Loke sagde til ham: "Hvorfor skyder du ikke efter Balder som alle de andre?" Hød svarede: "Det kommer af at jeg ikke kan se hvor Balder står, og desforuden har jeg intet våben." Loke sagde: "Du skal gøre som de andre og vise Balder samme ære som de; skyd efter ham med denne kvist, og jeg skal hjælpe dig at sigte derhen hvor han står." Hød tog misteltenen og skød efter Balder, som Loke viste ham, og pilen gennemborede guden, så at han faldt til jorden og var død, og større ulykke er aldrig nogen tid hændt blandt guder eller mennesker. Da Balder var falden, blev aserne stumme og hænderne sank magtesløse ned, den ene stod og så på den anden. Alle havde de samme sindelag mod den der havde øvet dåden, men ingen kunde tænke på hævn inden for det fredhellige sted. Da endelig deres tunge løsnedes og de søgte efter ord, brød gråden frem i steden for, så at de ikke kunde udsige for hinanden hvor stor en sorg de havde. Men Odin tog sig sorgen nærmest, ti han vidste bedst hvor meget guderne havde mistet med Balder. Da aserne kom til sig selv, tog Frigg til orde, og spurgte om der var nogen blandt aserne som vilde vinde hende til sin bedste ven for stedse ved at ride ned ad vejen til Hel og prøve om han kunde træffe Balder og byde Hel løsepenge for at slippe ham hjem til Asgård. Da stod Odins søn Hermod op og bød sig frem til rejsen. Guderne tog Odins egen hest, Sleipner, og ledte den frem til Hermod, og han steg op og red bort. Men aserne tog Balders lig og bar det ned til stranden. Balder havde ejet et prægtigt skib, der hed Hringhorn, det vilde aserne sætte i vandet og rede til hans bålfærd der om bord; men de kunde ikke få skibet til at skride på rullestokkene. Da måtte de sende bud til jættehjem efter gygen Hyrrokin. Hun kom ridende på en ulv med en hugorm til tømme, og da hun sprang af hesten, kaldte Odin fire bersærker til for at vogte dyret, men de kunde ikke holde ulven, førend de slog benene fra den. Hyrrokin gik frem til skibets forstavn og tog blot et ryk i den, da for det ud, så at der slog ild op af rullestokkene og hele jorden skjalv. Derover blev Tor så vred, at han hævede hammeren, og han havde slået hendes pande ind på stedet, om ikke alle aserne havde bedt for hende. Nu bar de Balders lig ud på skibet, og da hans hustru Nanna så det, brast hendes hjerte af sorg; de lagde hendes lig ved siden af hendes husbonds og tændte bålet. Imens stod Tor og viede det ved at svinge sin hammer over det, og som han stod der, løb en dværg, som hed Litr, ind mellem benene på ham; Tor ramte ham med foden, så at han fløj ind i ilden og brændte med. Til den bålfærd samledes en stor skare fra alle kanter. Odin var kommet med Frigg og valkyrjerne og sine ravne, Freyr var agende i sin kærre med galten som forspand, Heimdal red sin hest Guldtop, og Freyja kørte med sine katte. Også rimturser og bjergriser stod og så til. Balders hest blev ført op på bålet, sadlet og optømmet, og ovenpå lagde Odin sin egen ring, Draupner, den som hver niende nat drypper otte tunge ringe. Hermod red ni nætter gennem dybe, skumle dale. Han kunde intet se i mørket, førend han kom til øen Gjød og red ud på Gjallarbroen, som er beslået med lysende guld. Der sad en mø som hed Modgun, og vogtede broen. Hun spurgte rytteren: "Hvad er dit navn og hvad er din æt? I går red fem fylker døde mænd over broen, men den gungrer mer under dig ene mand end under alle dem; du har ikke heller hvide kinder som dødninge; hvorfor rider du ad vejen til Hel?" Hermod svarede: "Jeg skal ride til Hel for at finde Balder; har du måske set Balder komme forbi?" Modgun sagde: "Ja, Balder er redet over Gjallarbroen; vejen til Hel går nedad mod nord." Så red Hermod, til han nåede Hels led; der steg han af og spændte buggjorden fast, satte sig derpå op og jog sporerne i hesten. Og den sprang over grinden, så at ikke en af hovene slog imod stavene. Han red frem til salsdøren og steg af, og da han kom ind i hallen, så han sin broder sidde i højsædet. Der blev Hermod som gæst om natten, men om morgenen fortalte han Hel hvor stor en sorg der var blandt aserne, og bad hende om hun vilde lade Balder fare med ham hjem. Hel svarede: "Nu skal vi prøve om Balder er så elsket som man siger; hvis alt i verden, levende og dødt, vil græde over ham, da skal han vende hjem til aserne, men blive hos Hel, om nogen siger nej og ikke vil græde." Da stod Hermod op, og Balder fulgte ham ud af hallen, og han gav ham ringen Draupner med til Odin som en mindegave; Nanna sendte et slør og desforuden andre gaver til Frigg og en fingerring til hendes terne Fulla. Hermod red vejen tilbage, til han nåede Asgård, og der fortalte han alt hvad han havde hørt og set. Straks skikkede aserne sendemænd ud over alverden med den bøn til levende og døde, at de skulde græde Balder op fra Hel. Alle gjorde som aserne bad, mennesker og fæ, jord og sten, træ og malme, - det forstår alle som har set tingene græde, når de bringes fra frost ind i varme. Da sendebudene havde udrettet deres ærinde alle vegne og var på vejen hjem, traf de en gyge siddende i en hule. Hun sagde at hun hed Tøk, og de bad hende græde Balder op fra Hel. Men hun svarede: "Tøk skal græde tørre tårer over Balders bålfærd, den gamles søn gjorde mig intet godt i live og ikke heller i døden; lad Hel vogte hvad hun har."