Nordiske myter og sagn: Krist og de gamle guder

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Nordiske myter og sagn Vilhelm Grønbech 1927 MYTER Krist og de gamle guder Da Hvidekrist kom til Norden, tog han al ære fra de gamle guder, så at nogle af dem blev lige så usle og vrange i sindet som deres gamle fjender jætterne. Krist var en ærekær gud, og han tålte ikke at der blev talt vel eller endog blot skånsomt om andre end ham selv, fordi det var ham som havde skabt himmel og jord og vundet menneskene frelse og Himmerig ved sin kamp med djævelen. Han var så nidkær om sin egen ære, at han forfulgte sine fjender efter døden og kastede dem i det brændende Helvede, og det var syv gange værre end det fæleste Niflheim, hvor nidinger som edbrydere og lønmordere havnede; det nyttede ikke en mand overfor Krist, at han havde levet mandigt og hæget om sin ære, ti han blev givet i djævelens vold, hvis han ikke havde vist kristenguden al ære og havde holdt de bud om faste og helligdage og bønner som Krist pålagde, og hans tjenere, præsterne, vidste rede på. Det var da ikke mange som fortrøstede sig til at stå imod en herre som havde en sådan magt, og dertil kom at de hørte han havde hærskarer af engle, som var mere sejrsæle end alle guder og diser. Og folk tog også mærke af at gode konger og store stridsmænd som Olaf Tryggvesøn og Olaf Hellige bekendte sig til Krist og fik lykke af ham både i fred og krig. Disse to konger var så fromme og hengivne mod kristenguden, at de ikke vilde tåle nogen mand i deres rige som ikke gav ham al ære og viste sit oprigtige sindelag ved at smæde aserne; og når de hørte om folk der holdt fast ved den gamle tro, skyede de ingen umage for at få dem døbt eller aflivet. For mange mænd var det ikke let at forbande hvad de nys havde holdt højt i ære, og der fandtes adskillige i Norge der hellere tålte de pinsler som Olaferne i deres iver for at fremme Krists ære lod gå over hans fjender, end de afsvor de magter som de var blevet indviede til i deres barndom. En sådan Kristtrodser var høvdingen Eyvind Kinnrifa. Da han engang i hine bevægede tider var på besøg hos sin ven Hårek fra Thjotta, lod Olaf Tryggvesøn ham overfalde og gribe. Kongen talte først venligt til ham og bad ham med blide ord om at lade sig døbe; da det ikke hjalp, tilbød han Eyvind store gaver og forleninger, og endelig truede han ham med pinsel og død, men Eyvind holdt uanfægtet fast ved sit nej. Da lod kongen et fad med gløder sætte på hans bug, så at den sprængtes, og så spurgte han ham for sidste gang om han vilde tro på Krist inden sin død, Men Eyvind svarede: "Nej, jeg kan aldrig tage mod dåben, ti mine forældre viede mig som barn til guderne; dem har jeg tjent med hengivenhed alle mine dage, og de har hjulpet mig og gjort mig til en mægtig høvding; nu er jeg så fast bunden til dem med hele min sjæl og min lykke, at jeg ikke kan sige mig løs." Og dermed døde Eyvind. Halfred Vanrådeskjald elskede Olaf Tryggvesøn over alle mænd i verden og lod sig af kærlighed til ham døbe; men hans hjerte hang altid i hemmelighed ved den gamle sæd, og han syntes aldrig om at høre guderne smædede. Han sagde, at folk behøvede ikke at sige noget ondt om guderne, fordi de ikke troede på dem, og en dag da der faldt spotteord i hallen om gammel skik, sang han et lille vers, som lød omtrent sådan: "I fordums tid har jeg med lyst dyrket Hlidskjalfs herre selv, og han var aldrig sen til svar; men nu har mennesker andre skikke og en anden lykke." Da kongen hørte det, blev han vred og forlangte at Halfred skulde digte noget som kunde bøde på dette onde vers. Da sang Halfred: "Odin til glæde har folk digtet i hele verden, skønne lød vore gamle frænders kvad; det er svært at vende kærligheden til had, ti Odins styre var mig dyrt og godt; men nu tjener vi jo Krist." Da talte kongen strængt til Halfred, fordi han hang så stærkt ved guderne, og han forlangte at digteren skulde formilde ham ved en bedre vise. Da sang Halfred: "Jeg har fornægtet Odins navn, som det lød i hedentid, når man hilste hans hellige, sejrgivende ravne, og guden listelig sad og smedede sine egne planer stærke med krigernes hyldestjubel." Men kongen var endnu langtfra tilfreds og sagde at han måtte digte endnu bedre. Da sang Halfred mørkt: "Så lad Freyr og Freyja være mig gramme, så lad Njørds hellige lunde være mig fjærne, lad Odin og Tor gå i ledtog med troldene, så beder jeg til Krist og Gud alene om miskund. Gudesønnens vrede er mig tung at bære, ti han har af sin fader fået al magt på jord." "Det er et godt digt," sagde kongen, "eller i hvert fald bedre end ingenting; men du må digte et vers til." Da sang Halfred: "Vor konge har for skik at forbyde mennesker at blote; alle nornernes ord, som før var dyre og hellige, skal nu regnes for intet; alle mænd lader Odins slægt i stikken, og jeg nødes til at forlade Njørds frænder for at tilbede Krist." Om kongen blev tilfreds med Halfreds sidste bekendelse, får vi ikke at vide. Halfred levede og kæmpede så frejdigt som sine forfædre et stormfuldt liv igennem; men der var altid en hemmelig ufred i ham siden hans dåb, og denne ufred bryder ud i hans dødsstund halvt som sjælekval, når han synger: "Nu kunde jeg dø i denne stund uden at klage, om jeg vidste min sjæl var frelst. I min ungdom havde jeg en hvas tunge; jeg ved at hver mand skal dø og jeg ved jeg ikke er bange for noget uden eet, og det er Helvede, men Gud råder for hvor jeg skal ende mine dage." Der var nogle få stormænd som holdt på at Krist vel kunde forliges med de gamle guder, ligesom aserne havde fundet sig vel i at der fandtes andre guder i verden, og at hvert folk trøstede sig til de magter som det havde arvet fra sine fædre. En sådan mand var høvdingen Helge Magre, som havde gøtisk kongeblod i årerne; hans fader havde tilkæmpet sig et rige i Irland, og Helge blev opfostret i Vesten og lærte der at agte de kristnes gud. Helge troede på Krist, men når det gjaldt sørejser og andre vigtige foretagender, påkaldte han Tor. Kristne folk sagde om ham og hans lige, at de var blandede i deres tro. Men de fleste så snart, at de måtte vælge mellem de gamle guder og den ny, og de kunde ikke tage fejl af at Krist var den stærkeste, og at hans engle med St. Mikael i spidsen var mere end jævninge med diserne. Fra arilds tid havde man holdt drikkelag for gudernes ansigt; og sådan var skikken ved disse blot eller offergilder, at hornet først blev båret frem bredfyldt for høvdingen i højsædet; han udtalte sin velsignelse over drikken, og sagde at den skulde være til godt år og fred i landet, og derefter drak han først ud. Så gik hornet fra mand til mand ned langs bænkene hele hallen rundt, hver mand drak sin nabo til og gjorde høvdingens velsignelse til sin, før han rakte det til sin sidemand. Det var alle frænders pligt at samles og i samdrægtighed holde denne fest til alles lykke og vel. Da kristendommen kom i landet, blev drikken viet til Krist og Jomfru Maria og Olaf eller andre helgener; folk drak ligesom før til godt år og fred, men lagde til: Krist og hans hellige mænd til lov og pris og os til Guds miskundhed både her og hisset. Både konge og bisp vågede ivrigt over at ingen kristen mand forsømte at give Krist denne ære og sig selv velsignelsen. I de nye love stod der strænge bud om at ingen måtte fordriste sig til at blote til de gamle guder eller vie sine ejendele til deres beskyttelse, og at alle skulde brygge øl og holde gilde Krist og hans hellige til ære og lov, og den som ikke vilde gøre ret, skulde drives af landet som en gudløs niding. Således tog Krist al magt fra de gamle guder og lod deres venner smage deres kraftesløshed, når de havde at gøre med kristne mænd. Da Olaf Tryggvesøn før slaget ved Svold så Erik Jarl stævne frem med Tors billede i stavnen, sagde han: "Der kan vi vente os en hård dyst, for det er norske mænd ligesom vi som er om bord; men der er ingen fare for at jarlen skal få bugt med os, så længe han sejler under det afgudsbillede." Men da det led ud på dagen, faldt Tor, og der skød et kors op i hans sted, og da Olaf så det og kampen gik ham for alvor imod, sagde han: "Gud vil have at denne jarl skal vinde Norges rige, og det er ikke så underligt, nu da han har sat en anden til at værge stavnen på sin skude." Dengang Olaf Hellige kæmpede sin sidste kamp ved Stiklestad, hjalp det ham ikke at han fylkede sine mænd under korset og gav feltråbet: "Fremad, kongsmænd, korsmænd, kristmænd!" men Krist viste sin magt bagefter ved at give ham oprejsning som helgen, så at han blev Norges himmelkonge og kunde give både gode år og fred til dem der bad ham. Han blev skrinlagt i Trondhjem, og der skete år for år alt flere mirakler ved hans ben. I den første tid prøvede de gamle aser at sætte sig op mod den nye gud sydfra, men de var blevet så svage og afmægtige, at de næppe kunde håbe på mere end at drille de kristne og vinde en lille spas over dem, og selv den ringe glæde blev som oftest fordærvet for dem ved de gejstlige mænds påpasselighed, så at de kun fik forsmædelse for deres umage. Engang lå Olaf Tryggvesøn på gæsteri ved Øgvaldsnæs og holdt påskefest der. En aften kom der en enøjet gubbe til gården og gav sig i snak med kongen. Olaf havde stor morskab af at høre på ham, ti han kunde berette om helte og bedrifter fra gamle dage, og hans forråd af fortællinger slap aldrig op. Kongen spurgte ham i talens løb hvor navnet Øgvaldsnæs kom fra, og manden vidste straks besked på at næsset var opkaldt efter en Kong Øgvald, og han kunde opregne hele hans historie. "Om ham kender jeg også noget besynderligt," sagde han, "denne Øgvald var en vældig kæmpe, han havde en ko, som han havde viet og gjort stærk ved hellig blotning, han førte den altid med sig, for at den skulde bringe ham lykke, og han regnede dens mælk for at være meget helsebringende. Og deraf kommer det mundheld, som du nok kender og måske ofte selv har brugt, at karl og ko skal følges ad. Da kongen døde, blev han begravet i en høj og koen i en ved siden af, og på graven er sat de bautastene som du ser stå derhenne." Olaf blev mere og mere optaget af gæstens selskab, og hvor meget han end hørte vilde han gerne høre mere; næppe havde han fået svar på et spørgsmål, førend han kom til at tænke på et nyt, og sådan lagde han slet ikke mærke til at det led ud på natten. Biskoppen mindede ham gang på gang om at det var på tide at gå i seng, men kongen blev stadig siddende. Da han endelig lagde sig, kunde han ikke give slip på gubben, men bad ham sætte sig ved sengekanten og tale med ham. Biskoppen lå en stund og hørte på deres samtale; så sagde han bestemt: "Nu synes jeg det er tid at sove." Kongen sukkede og gav gæsten afsked, og han sov ind og snorkede ganske forfærdeligt efter det. Så snart han vågnede, spurgte han efter sin ven fra om aftenen, og fik den besked at han var ikke til at finde. Kongen så at biskoppen var ved at klæde sig på, og spurgte om det allerede var ottesangstid. "Ja, det er ottesangstid," svarede biskoppen. Lidt efter kom køkkensvendene ind og meldte at der var kommet en gammel mand ind til dem; han havde set på kødet og sagt: "Det er magert sul at sætte på kongens bord en slig højtidsdag; nu skal jeg skaffe jer kød som passer til kongen," og dermed havde han taget to tykke og fede oksebove frem; dem havde svendene kogt sammen med det andet kød. Kongen forstod at den gamle mand var den samme som havde besøgt ham om aftenen, og befalede at svendene straks skulde gå ud og brænde alt kødet og kaste resterne i havet, så at de var sikre på at intet af den djævelens mad kom på bordet. "Det er ikke noget menneske, men den lede selv i Odins skikkelse som har været på besøg hos os," sagde kongen og gik til kirke. Engang havde Kong Olaf været helt nordpå i Saltdalen på Hålogaland for at hjemsøge en forstokket hedning, Raud, som boede deroppe. Det var hårdt at komme ind til ham, ti Raud vidste ud fra sin djævelske visdom at kongen var i vente; der stod dag og nat en vældig storm ud af fjorden, og Olaf kunde let ud fra den visdom Gud indskød i ham, skønne at det var Raud som ved djævelske kunster havde sat de storme op til at stå vagt om hans gård. Men biskoppen gik frem med stav og skrud og stillede sig i stavnen, stænkede med vievand og røgede med røgelse og lod ro til i det samme, og da brød Guds kraft et hul i stormen, så at Olafs skib gik igennem og de andre skibe kunde følge efter i dets kølvand og have smult vand i den rende kongen lavede, mens søen føg på begge sider af dem, så at de ikke engang kunde se fjældene til styrbord og bagbord. På den måde overvandt Olaf al trolddommen og kom frem, sådan at han kunde omringe Rauds gård om natten og overmande ham, inden han kunde få bjerget sig. Kongen tilbød ham ædelmodigt, at han skulde få lov til at beholde sin ejendom, hvis han vilde tage ved troen og lade sig døbe, men Raud var halsstarrig og nægtede at gøre det gode, og da lod Olaf ham få den retfærdige død han fortjente, og tvang en hugorm ind i ham gennem munden. Først vilde ormen ikke ind, fordi Raud blæste imod den, og som den troldmand han var, havde hans pust ikke ringe kraft; men kongen satte ormen i en lur og opvarmede luren fra enden af, og så gik ormen løs på trolden og åd sig tværs igennem ham. Raud havde en mængde guld og kostbarheder og våben, som nu tilfaldt Olaf, og kongen tog også hans drageskib og styrede det selv ud af fjorden. Da han kom sejlende ned langs kysten for en let brise, så han en mand stå på en klippeodde, og manden råbte ud og bad om de vilde forbarme sig over ham og tage ham med sydpå. Olaf holdt så tæt ind under land, at manden kunde springe om bord. Han var en ung, firskåren knøs og havde rødt skæg. Så snart han var kommet om bord, begyndte han at gantes med folkene og byde dem til at prøve kræfter med ham, og mens de brødes, var han fuld af lystighed og påfund og rap i munden, så at der blev en latter og munterhed fra for til agter. Alle skulde de prøve at tage livtag med ham, og det blev til des større morskab, som han havde vældige kræfter. Da han havde været hele mandskabet igennem, så han på dem og sagde: "I er nogle ringe stakler til at bemande så godt et skib for ikke at tale om at tjene så herlig en konge. Dengang Raud styrede dragen her, var der andre karle om bord, sådan en purk som jeg var slet ikke med for at gøre nytte, men blot for at fornøje de andre og give et godt råd engang imellem; men her blandt jer er jeg jo en hel kraftkarl." Kongen spurgte ham om han kunde fortælle nyt og gammelt, og manden svarede at der var næppe den ting kongen vilde spørge om, uden at han kunde give besked, og han begyndte at fortælle løs, så at kongen syntes tiden gik som en dans. "Fortæl også noget fra gamle dage," sagde kongen. Manden var straks beredt og sagde: "Jeg kan begynde med at fortælle om det land vi nu sejler forbi; det var i gamle dage befolket af jætter, men af en eller anden grund vandrede de alle heden, så at der kun blev to jættekællinger tilbage; derpå begyndte folk at drage ind i ødemarken og dyrke den op, men de havde en frygtelig nød og plage af disse to jættekvinder, lige til de fik bistand af dette røde skæg og denne gode hammer." Og i det samme grinede han mod kongen og kastede sig pilsnart ud over rælingen. Kongen undredes over hvor fræk den lede fanden var, at han turde vise sig ved højlys dag; deraf kunde man lære, at kristne mænd altid skulde tage sig i agt for den ledes underfundighed og stadig mærke sig til Gud med korsets tegn, sagde han. Senere vilde Olaf bygge et drageskib som var større end noget fartøj man hidtil havde set i Norge, og satte sine bedste tømmermænd og skibsbyggere til arbejdet. De slæbte tømmer og planker sammen og smedede søm, men da de skulde i gang med at rejse spanterne, gik arbejdet i stå, fordi de ikke trods al søgen kunde finde noget tømmer som var stort nok til at lægge kølen med. Mens de en dag stod og funderede midt i tømmeret og sømmene, kom der en gammel, enøjet mand og spurgte om det gik godt med skibsbygningen; de svarede at det ikke gik sådan fra hånden som det skulde, fordi de ikke kunde finde noget køltræ til så stor en skude. "I har sagtens ledt overalt," sagde han, "men vil I ikke alligevel komme hen og tage en lille stolpe i øjesyn, som jeg har slæbt herhen, og se om den ikke kunde bruges." De spurgte hvad han hed, og han sagde: "Jeg hedder Forne fra Trøndelagen, og kongen kender mig godt, for jeg er en god ven af ham." De fulgte så med manden ned til vandet, og der lå en lille båd med en uhyre bjælke på slæb; de rullede den op i havstokken og så at der havde de netop det tømmer de behøvede, og syntes det var en nyttig karl, den gamle. De spurgte ham hvad han skulde have for stolpen, men han svarede at han vilde ikke forlange nogen pris for det kongen skulde have, de kunde blot tage den, hvis de havde brug for den, så kunde han altid hente en belønning, når han trængte til den. Derpå roede han tilfreds sin vej. Ved bordet fortalte tømmermændene Olaf om den glade overraskelse de havde haft; han spurgte hvad manden hed, og da han hørte at han kaldte sig Forne, sagde han: "Den mand kender jeg slet ikke, lad mig se bjælken." Kongen gik rundt om den og så nøje på den; pludselig satte han foden på et sted og sagde: "Kom med en økse og hug her," og da de gjorde det, vrikkede en edderorm sig ud af stammen. "Det har ikke været nogen anden end den lede Odin, denne Forne," sagde kongen, "han vilde have at vi skulde gå til bunds alle sammen i åben sø; men nu skal det onde han tænkte, med Guds hjælp blive til det gode," og derpå lod han biskoppen vie bjælken og bad dem trøstigt lægge kølen. Og de lagde kølen og rejste Ormen Lange. Engang kom der også en ukendt mand til Olaf Hellige og bad om at blive optaget i hirden. Manden kaldte sig Gæst. Om aftenen lod kongen ham hente til sin seng og spurgte ham om han kunde fortælle noget om gamle dage, og manden var både klog og frittalende og havde meget at berette om hedenfarne konger og deres gerninger. Da de i nogen tid havde underholdt sig om gamle stormænd og høvdinger, spurgte Gæst hvilken af disse konger Olaf helst vilde have været, hvis han havde haft valget. Kongen svarede, at han ikke ønskede at være en hedning, lige meget om det var en konge eller ikke. "Det forstår sig," sagde Gæst, "at du ikke vil være nogen anden end du er, men jeg mente blot, hvem vilde du helst ligne af de gamle konger?" "Jeg har jo sagt at jeg ikke vilde ligne dem," svarede Olaf, "men hvis jeg skulde sige noget, vilde jeg helst have Hrolf Krakes dyder, vel at mærke sådan at jeg beholdt min kristendom." Gæst spurgte hvorfor han helst vilde ligne Hrolf, han var dog for ingenting at regne mod en anden høvding, der havde sejret i hver eneste kamp og tilmed kunde give andre sejre. Så rejste kongen sig op og tog bønnebogen for at slå den i hovedet på Gæst og sagde: "Dig vilde jeg nødigst ligne, din lede Odin." Men inden Olaf fik brugt sin bønnebog, sank Gæst derned hvor han var kommet fra. Hvis troldene havde tænkt at de skulde få bedre kår, nu da deres gamle fjender, aserne, blev drevet ud af landet, blev de højlig skuffede. Da Hakon Jarl var faldet, blev der oppe i Namdalen et sådant uvæsen af trolde, at folk næppe kunde holde sig på gårdene. Men Olaf Tryggvesøn og hans biskop for flittigt rundt i bygderne med kors og relikvier og stænkede klipper og skove med vievand og rensede ved Guds hjælp landet. Troldene sad ude i deres huler og klagede sig ynkeligt. En havde været ude for at gøre skade på kongens mænd, men da han gav sig i brydekamp med dem, var der en som krammede ham, så det sved som om han havde fået glødende jern i siden. En anden trold havde påtaget sig skikkelse af en dejlig pige og havde båret hornet frem i kongshallen, men kongen havde hældt drikken ud over ham, så at han blev svedet med sin egen edder, og endda bagefter slået ham i hovedet med hornet og gjort ham sådan legemsskade, at han aldrig vilde forvinde det til sin dødedag. Alt det fik man at vide ved at et par dristige hirdmænd havde været ude i fjældene og luret uden for jættehulen, hvor troldene sad sammen om ilden og klagede deres nød for hinanden. Sidenhen fik jætter og trolde lige så gæv en modstander i Olaf Hellige, som de havde haft i Tor. Han brugte sin økse på dem med samme kraft og virkning som Tor havde brugt sin hammer, og de lærte snart at frygte Olafs røde skæg lige så meget som Tors. ________ I Norge blev omvendelsesværket først for alvor begyndt af Olaf Tryggvesøn i årene lige før år 1000, og ved tiden omkring Olaf Helliges død år 1030 var hele landet kristnet. På Island blev kristendommen indført ved en Altingsbeslutning år 1000, og med det år var hedenskabet forsvundet, i den betydning at der ikke længer var nogen der dyrkede de gamle guder i steden for Krist. Men dengang missionærerne kom til Norge og Island, havde allerede mange lært Krist og fortællingerne om hans liv og sejr at kende gennem deres egne eller deres frænders krigstog og købmandsfærd i Vesten. Om de tider da den gamle og den nye tro brødes i sindene, har vi en beretning i historien om Tidrande, som diserne dræbte. Hall var en islandsk høvding, som boede på gården Hof i Alptafjorden. Hans ældste søn, Tidrande, var en meget lovende yngling; Hall sendte ham udenlands for at lære sæd og skik, og alle vegne hvor han kom, vandt han mennesker ved sit ædle væsen og sin mandige opførsel. Da han kom hjem, syntes folk at han var vokset i alle henseender, han var blevet en større mand, men han var stadig lige indladende og venlig mod alle, fattige såvel som rige, og man mærkede aldrig noget tegn på at han tænkte højt om sig selv. Derfor sang alle hans pris både på fædrenegården og ude i bygden. Hall havde en velprøvet ven som hed Torhall, han var almindelig anset for sin klogskab og fremsynthed. Torhall opholdt sig netop hos Hall, da sønnen kom hjem, og Hall undrede sig lidt over at Torhall altid tav stille, når talen faldt på Tidrande, og spurgte ham om han havde andre tanker om sønnen. "Nej," sagde Torhall, "Jeg sætter ingenlunde Tidrande lavere end andre gør, men jeg er ikke sikker på at du har så lang tid til at glæde dig over ham, og så bliver din sorg stor nok, selv om jeg ikke har øget hans ros." Da det led ud på sommeren, blev Torhall tavs og indesluttet. Hall spurgte ham hvad der trykkede ham, og Torhall svarede at han havde bange anelser om det tilstundende høstgilde: "Det kommer mig for, at der vil blive dræbt en eller anden som har noget at varsle om fremtiden." "Den drøm behøver du ikke at gøre dig bekymringer om," sagde Hall, "den kan jeg tyde; jeg har en okse gående, som jeg plejer at kalde Spåmanden, fordi den er klogere end andre kreaturer; nu vil jeg slagte den til høstgildet, og så skal det nok blive os alle til ære og glæde, som mine gilder plejer." Torhall svarede: "Det jeg sagde, betød ikke at jeg var bange for mit eget liv; jeg aner blot, at der vil ske noget underligt og betydningsfuldt, men hvad det er, kan jeg ikke få klarhed over." Hall blev urolig og mente at det måske var bedre at opsætte gildet, men Torhall sagde at det var ingen nytte til; hvad der skulde ske, det vilde ske. Der blev nu gjort store forberedelser og indbudt mange gæster som sædvanlig, men da tiden kom, faldt det ind med så ondt vejr, at der var mange som ikke nåede frem til Hof første dag. Om aftenen da folk satte sig til bords, sagde Torhall, at han vilde råde alle til at holde sig roligt inden døre den nat, hvad der end hændte, ellers kunde der ske en stor ulykke. Hall formanede dem til at lægge sig Torhalls advarsel på sinde; ti det var aldrig tomme ord der kom fra hans mund. Om natten, da folk var faldet i søvn, slog det på døren, men alle derinde lod som de sov. Det bankede anden og tredie gang, men da sprang Tidrande op og sagde at det var en skam at lade folk stå ude; det kunde være gæster som havde haft en lang og hård rejse. Han tog sværdet i hånden og gik ud, men da han kom til døren, var der ingen udenfor. Så gik han ud for at spejde op over vejen, om der kom nogen ridende, og mens han stod og lyttede, hørte han hestetramp nordfra. Han vendte sig og så der ni mørkklædte kvinder ride ned mod gården med draget sværd i hånden. I det samme dundrede der også hestehove sydfra, og der kom ni lyse kvinder ridende på hvide heste. Tidrande vendte sig for at gå ind og melde hvad han havde set, men inden han nåede døren, var de mørke kvinder kommet imellem, og de gik løs på ham med blanke våben. Han værgede sig længe, men kvinderne var for stærke. Torhall var sovet fra støjen og mærkede ikke da Tidrande gik ud. Lidt efter vågnede han og kaldte og spurgte om Tidrande sov. Der kom intet svar, og Torhall stod straks op og sagde: "Vi har sovet længe nok og vist for længe." De gik nu ud for at søge efter knøsen, og da de kom ud, var det frostvejr og klart måneskin; lige uden for døren fandt de ham liggende hårdt såret. Han kunde netop fortælle hvad der var sket, inden han døde. Hall spurgte sin ven hvad han tænkte om det som var hændt, da Tidrande ikke havde nogen fjende. Torhall svarede: "Jeg ved ikke, men jeg tænker, at det har været eders ættefylgjer. Det aner mig, at der vil komme en ny tro og sæd til landet. Nu tænker jeg mig, at eders gamle diser vidste deres tid var omme, og vilde have bod for den forsmædelse der kommer over dem, og de andre, nye diser vilde hjælpe Tidrande, men nåede ikke frem i tide." Hall lagde sin søn i høj efter gammel sæd, men han tog sig Tidrandes død så nær til hjerte, at han ikke længer kunde trives på Hof, men flyttede sin gård. Kort efter kom Olaf Tryggvesøns hirdpræst, Tangbrand, til Island og prædikede om den mægtige Krist og hans stærke engle, og Hall var blandt de første som tog ved den nye tro.