Norske Folke-Sagn - Sanct Olaf

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. sep. 2021 kl. 19:56 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norske Folke-Sagn


Sanct Olaf


av Andreas Faye





"Der sad den Jette og Hulder med Gammen
Og tømte det gyldne Horn tilsammen,
Alt før St. Olaf kom her til Nord
Og styrted’ de Jetter dybt ned i Jord."
Gurri Kunnan.


Indledning

Helgenskulptur av Olav den hellige fra ca. 1250. Skulpturen er fra den forsvunne stavkirken som nå er erstattet av Fresvik kirke i Sogn og Fjordane. Kulturhistorisk Museum. Commons.

Hedenskabets Fortrængelse af Christendommen var en saa gjennemgribende og mærkelig Forandring, at den længe maatte leve i Folkets Minde. Dog vilde Sagnene gjennem Aarhundreders Flugt udentvivl være forstummede, hvis de ei havde havt en Mand, hvortil de kunde knytte sig, og udvortes Gjenstande, der bevarede dem fra Forglemmelse. Denne Mand var Sanct Olaf, der saa at sige er bleven Folkets Helt, og endnu lever i dets Minde, medens kun faa og ufuldstændige Sagn hist og her lyde om hans ligesaa gjeve Formænd og Efterfølgere. Vi ville derfor noget nøiere betragte denne Mand, for siden desto lettere at kunne indsee Grunden til hans store Ry. Han er født 995. Hans Fader var Harald Haarfagers Ætling, Harald Grændske, og hans Moder Aasta Gudbrandsdatter fra Oplandene. Han blev fostret af sin Stedfader Sigurd Syr paa Ringerike, hvor han i sit tredie Aar blev døbt af Olaf Tryggvason, der selv stod Fadder til ham. I sin Ungdom drev han om paa Vikingsfærd, hvor han erhvervede sig megen Erfarenhed og Krigerdygtighed. Understøttet af formaaende Frænder satte han sig ved Klogskab og Vaabenmagt i Besiddelse af sit Fædrenerige Norge, over hvilket han i 15 Aar regjerede med megen Kraft og Anseelse. Hans Bestræbelse gik fornemmelig ud paa fuldkommen at indføre den christne Religion, som efter Olaf Tryggvasons Død igjen var kommen i Forfald; men hans Voldsomhed, Herskesyge og Strenghed gjorde ham saa forhadt, at han blev forjaget af sine misfornøiede Undersaattere og maatte flye til Garderike. Olaf, der i Modgangs Skole begyndte at blive hellig, stod allerede i Begreb med at drage til Jerusalem, da Olaf Tryggvason i Drømme bød ham at vende tilbage til Norge. Han fulgte Opfordringen og rykkede med en Hær ind i Trøndelagen, hvor han i et heftigt Slag paa Stiklestad i Værdalen blev overvunden og dræbt, den 29de Juli 1030. Strax efter Olafs Drab begyndte allerede Rygtet om hans Hellighed og de Undergjerninger, der skulde være indtrufne ved Liget, at omtales blandt Almuen, og da Olafs heftigste Modstandere, Thorer Hund og Einar Thambarskjelver, bekræftede Rygtet, gik det snart over til Folketro. Olafs Lig, som Bonden Thorgils paa Stiklestad havde begravet i en Sandbanke, blev atter opgravet, og da Legemet siden efter et Aars Forløb befandtes uforandret, og hans Haar og Negle endog meentes at være voxede, erklærede Olafs Hofbiskop Grimkell, understøttet af den myndige Einar Thambarskjelver, Olaf for at være en hellig Mand, og Almuen bestemte derpaa, at Olaf var en sand Helgen. Hans Legeme blev af hans Søn, Kong Magnus den Gode, i et kosteiigt Skrin sat paa Clements-Kirkens Høialter i Nidaros, hvor det saavelsom siden i den prægtige Christkirke (den nuværende Domkirke i Throndhjem) skal have bevirket mange Undergjerninger. St. Olafs Fest den 29de Juli blev ved Lov bestemt at høitideligholdes over det hele Land som den fornemste Høitid, og | Kirker til hans Ære reistes selv i Constantinopel. Pilegrime vandrede skareviis til St. Olafs Skrin, og Legender om Krøblinger, der her fik deres Sundhed tilbage, og andre Undergjerninger, bleve snart utallige (See Fornmanna Sögur VC. 248

St. Olafs Skrin, der var af Sølv, indlagt med Guld og Ædelstene, (hvoraf en eneste kostede Erkebisp Walkendorf 20 Læster Smør), blev ved høitideliige Leiligheder, som paa St. Olafs aarlige Festdag og ved Kongevalg, baaren i Procession af 60 Mænd (Hakon Hakonsons Saga Gap. 198, 199), og var for Geistligheden og Domkirken en rig Indtægtskilde. Den sidste Erkebiskop Olaf Engelbretsson førte det med sig til sit faste Slot Steinviksholm, hvor det efter Erkebispens Flugt faldt i Hænderne paa den opsendte danske Befalingsmand Christoffer Hvitfeld, der ved Jens Tillufson Bjelke sendte St. Olafs Skrin, som veiede 6500 Lod forgyldt Sølv, et andet Sølvskrin, hvor Helgenens Skjorter bleve bevarede, og mange andre Kostbarheder til det danske Skatkammer. (See kongl. Qvittering, der findes i Schønings Thrond hjems Domkirkes Beskr. Anhang S. 84).

Da de Svenske i Aaret 1564 havde indtaget Throndhjem, fandt de af St. Olafs Kostbarheder kun hans Hjelm, Sporer og en Trækiste, hvori hans Legeme gjemtes[1]. Hjelmen og Sporerne førte de med sig til Sverige, hvor de endnu opbevares i St. Nicolai Kirke i Stockholm; men Kisten lod de tilbage i en Kirke (Flyum Kirke?) i Størdalen, efterat de havde faaet ud de Sølvnagler, som de Danske havde levnet. Efter de Svenskes Fordrivelse blev St. Olafs Legeme og Kiste ført tilbage til Domkirken, hvor den samtidige Absalon Pedersson Beyer bevidner, at St. Olafs Lig fandtes heelt og holdent i en muret Grav 1567, og "hans Blod sjunes i denne Dag udi en Lade og kan aldrig udslettes ved Vand eller Menniskers Hænder." (Suhms Samlinger 2, 1, 60, 61. Schønnings Beskr. over Domkirken 161). Det følgende Aar blev imidlertid paa kongelig Befaling St. Olafs Lig tildækket med Jord.

St. Olafs Helligdom er forstyrret, selv hans Gravsted er glemt; men end lever hans Navn, som følgende Sagn ville vise, i det norske Folks Minde[2]. Rundt om i Landet findes Spor af St. Olafs Færd og Underkraft. Kilder fremvældede, hvor han tørstede, og fik helbredende Kraft, naar han drak; Klipper revnede paa hans Bud, og Sunde dannedes paa hans Vink; Kirker reistes og Troldene fandt i St. Olaf en ligesaa farlig Fiende, som de tilforn havde havt i den stærke Thor, hvis røde (flammende?) Skjeg han endog arvede. Paa flere Steder seer man endnu Trold, som paa St. Olafs Bud forvandledes til Steen.

Ogsaa udenfor Norge har St. Olaf længe levet i Folkesagn. I Danmark (Thieles danske Folkesagn 1, 32) og i Sverige veed man endnu paa mange Steder at fortælle om St. Olaf og Trold, som han forvandlede til Steen. Da saaledes Kong Olaf engang reiste forbi Dalby Kinke i Värmland blev han af et Trold tiltalt saalunde:


"Kong Olaf med dit pipuga Skägg!
Du segler for när min Badstuguvägg."


hvortil han strax svarede:


"Du Trøll med din Råck och Ten
Skal bli i Sten
Och aldrig mere göra Skeppare Men."
Fernovs Beskr. over Varmeland 223. Afzelius 2, 50.


Paa Shetlandsøerne beretter Hibbert, at Indbyggerne endnu i det 18de Aarhundrede paastode, at have faaet deres gamle, da allerede tabte Lovbog af "St. Olla," om hvem de vidste vidunderlige Ting at berette i de Sange, som de kaldte "Vissacks." Et færøisk Sagn tilskriven St. Olaf, at Færøerne nu ingen Skov have. St. Olaf spurgte nemlig nogle af Øboerne, om de havde Skove hjemme. Mændene, der meente, at han spurgte saa, fordi han vilde gjøre Paalæg, svarede Nei! "Det blive saa," sagde Kongen, og i samme Stund sank de færøiske Skove. (Thiele 3, 52).

Spørge vi om Oprindelsen til mange af disse vidunderlige Sagn, da maae vi søge den i det samme Ubekjendtskab med Naturen oig dens Virkninger, og Lyst til at finde en Grand til Alt, hvad der tycktes Sælsomt, der har frembragt de mange Sagn om overnaturlige Væsener. Hvad Hedenskabet tilskrev Valhals Guder og den understærke Thor, overførte udentvivl de kloge katholske Geistlige og med dem de første Christne til Asalærens vældige Betvinger St. Olaf, hvis Øxe erstattede Thors Mjølner, og hvis i Sagnene berømte Ganger, Tordengudens Bukke[3], Olafs egen Navnkundighed, fromme Pilegrimes Eventyr og Munkelegender gjorde efterhaanden St. Olaf til den Helt, som den overtroiske og uvidende Almue troede istand til at udføre selv det Urimeligste. hvorpaa vi allerede i Afsnittet om Jøtuler og Trold have seet Exempler.

St. Olaf dræber Trold og bygger Kirker

I gamle Dage, da St. Olaf drog omkring fra Bygd til Bygd for at indføre Troen paa Christus og opbygge Kirker istedetfor de hedenske Gudehuse, gjordes ham megen Modstand og Hinder baade af hans egne Undersaatter, som slet ikke vilde døbes, og af de Trold, Jutuler og Gjøgrer, som boede i Mængde rundt om i Fjeldene. Troldene kunde ikke fordrage St. Olaf; han gjorde ofte Korsets Tegn, og det kunde de paa ingen Maade lide, og desuden byggede han mange Kirker og Lyden af disses Klokker fik de ingen Ro for. De gjorde ham derfor al den Hinder, de kunde; men nogen Magt med ham fik de ikke, fordi Kongen var for hellig. Men naar St. Olaf mødte dem, forvandlede han dem til Steen, og saadanne Stene, som have været Trolde før de vovede sig i Kast med St. Olaf, kan man see rundt om i Landet. En slig Steengjøger staaer f. Ex. i den nordre Krogklev, der Veien gik i de Dage. Som St. Olaf reiste nedigjennem sprang hun ud af Fjeldvæggen med en stor Trugbøl paa Ryggen og skreg:


"St. Olaf med dit brede Skjeg
Du rider saa nær min Kjeldervæg."
St. Olaf saa paa hende og svarede:
"Stat du der i Stok og Steen
Til jeg kommer her tilbars igjen."


Og Gjøgren staaer der den Dag i Dag er.


Da St. Olaf kom til Gaarden Steen, vilde han bygge op en Kirke der, fordi hans Moder, som de sige, boede der. Dette syntes en Gjøger (Gyger), som havde sit Hjem i Fjeldet Gyrihaugen ligeoverfor (Navnet har det efter Gygeren) ikke om. Hun spurgte derfor Kongen om han turde give sig i en Veddeprøve med hende; "inden du bliver færdig med Kirken din, skal jeg have lagt en Steenbro over Steensfjorden," sagde hun. Det havde St. Olaf Lyst at prøve og svarede ja; men før hun endnu var halv færdig med Broen hørte hun Klokkerne fra St. Olafs Kirke, for da var han alt færdig med den. Saa blev Troldet saa rasende, at hun greb de Stene, hun havde baaret sammen til Brobygningen og kastede dem fra Gyrihaugen tvertover Fjorden efter Kirken; men ingen af dem traf. Da blev hun saa arrig, at hun sled af sig det ene Laarbeen og slyngede det efter Taarnet. Der er ikke Nogen, som rigtig veed, hvordan det gik til; Nogle sige, at det tog Taarnet med, Andre at hun sigtede for høit. Men det vide Alle, at Benet foer ned bag Kirken i en Sump, for der giver det den Dag i Dag en fæl Stank fra sig og derfor kaldes Sumpen Gjøgerputten endnu.


Anm. (Mundtligt og meddeelt). De Stene hun kastede efter Kirken fandtes for ikke længe siden paa Nabogaarden Moes Marker. Den af Gjøgren begyndte Bro er nu fuldendt. I St. Olafs Kirke holdt man længe Gudstjeneste hver St. Hans Dag; men for omtrent 150 Aar siden brændte Kirken af ved Lynild. De skjønne Ruiner trodsede endnu længe Tidens Ødelæggelser og Folk vide at fortælle fra deres Bedsteforældre, hvorledes disse som Børn vare med at smykke den brystfældige Kirke med Blomster og Grønt til St. Hansdags-Festen. Det var nu i den Tid, man troede at skylde de viede Stene Ærbødighed. De Tider ere nu forbi. For nogle Aar siden blev denne ærværdige Kirkeruin næsten jevnet med Jorden. Sagnene om Trold som Olaf forvandlede til Steen ere almindelige. Paa Fjeldet Gallerne i Leirdal i en Skraaning, som kaldes St. Olafs Bjerg, sees en Gjøger med Mand og Hund, der paa Olafs Bud bleve j forvandlede til Steen. Sammenlign Indledningen og Sagnet om Troldet paa Hornelen.

St. Olaf og Vatnaas kirke

Det såkalte Vatnåsskrinet er et 45 cm høyt relikvieskrin fra 1200-tallet som trolig har norsk opphav. Det er i dag i Nationalmuseets middelaldersamling i København. Detalj fra den ene langside med den tronende Kristus mellom sine apostler. Nationalmuseet i København. Foto: Orf3us, 2013. Commons.

I en trang Dal, indesluttet af steile Fjeldvægge i Sigdal staaer en lille og gammel Lovekirke, hvor der kun holdes Gudstjeneste engang om Aaret, nemlig Søndagen efter St. Hansdag. En Mængde Mennesker fra de omliggende Bygder samles her ved denne Leilighed, og Syge offre da i en gammel Offerskaal for at faae deres tabte Helbred tilbage. Paa Kirkedøren staaer Fanden afmalet med Horn og Kløer. Kirken kaldes Vatnaas, og skylder ifølge Sagnet St. Olaf sin Oprindelse. Da Kong Olaf nemlig drog om i Landet for at indføre den christne Tro, kom han ogsaa til Sigdal. Efter lykkeligen at have christnet Indbyggerne, begav han sig paa Jagt med Nogle af sit Følge. Paa denne Jagt forvildede Kongen og hans Mænd sig saaledes, at de hverken vidste frem eller tilbage. Modig og tørstig kom han endelig ind i en trang Dal, hvor han steg af sin Hest, og gjorde det Løfte, at hvis han her fandt Vand, vilde han paa Stedet lade bygge en Kirke. Neppe var dette sagt, saa sprang der flux en Kilde ud af den haarde Klippevæg. Kongen og hans Mænd, der vare nær ved at vansmægte af Tørst, bleve Alle saare glade, og drak af Hjertenslyst. Kong Olaf gjentog sit Løfte, og vilde vende sin Hest for at ride videre, da han i et hosstaaende Træ fik Øie paa en Tiur, Han havde allerede spændt sin Bue, men see! da faldt hans Blik paa en lille Kirke af puurt Guld. Efter denne Model bød nu Kongen, at man just paa dette Sted skulde reise en Kirke, og kalde den "Vatnaas Kirke." I Fjeldene ved Kilden seer man endnu Mærker af St. Olafs Hest.


Anm. Meddeelt. Et andet Sagn fortæller, at en Jæterdreng engang fandt en lille Kirke af Jern, og, at man paa Stedet, hvor den var funden, byggede Vatnaas Kirke. See Kraft 2, 331. Om Vatnaas Kirke see Biskop Jens Nilsens Optegnelser 1580 i norsk Vidensk, Selsk. Skrift. 1, 45. 64.


St. Olaf og i Vaaler

Paa sine Reiser omkring i Landet for at indføre den christne Tro, kom St. Olaf ogsaa gjennem Soløerdalen til Gaarden Vaaler, der ligger ved Glommens østre Bred. Paa denne Gaard holdt St. Olaf Thing, og efter nogen Vægring fik han Almuen til at love, at den Gud, som Kongen dyrkede, ogsaa skulde være Folkets, og at den gamle Tro skulde vige for den nye. Ligesaa blev der paa Kongens Forslag afgjort, at en Kirke skulde opbygges her som paa andre Steder, hvor den nye Lære var antagen. Men om Stedet, hvor den skulde opføres, blev der en stor Tvist. Da spendte St. Olaf sin Bue, udskjød en Piil og erklærede, at hvor den faldt ned skulde Kirken opføres. Kongen stod ved den Kilde paa Gaarden, som endnu bærer St. Olafs Navn, og Pilen faldt ned i et nær ved Glommens Strandbred liggende VaaI[4]. Her blev nu bygget en Trækirke, der tilligemed Gaarden og Sognet af St. Olaf blev kaldet Vaaler. Denne Kirke, til hvem Syge og Døende pleiede at offre Gaver, stod indtil 1805, da en ny Kirke blev bygget, i hvis Ornamentkiste endnu findes en mangedobbelt viret Jernspending, som kaldes St. Olafs Spending. Denne Spending bavde nemlig siddet i den Grime, hvormed Kongens Hest var bundet paa Vaaler og til en Erindring havde St. Olaf efterladt den i Kirken.

Samme Hest vandede Kongen i den krystalklare Kilde, der ingensinde udtørres om Sommeren eller fryser om Vinteren, og som bærer St. Olafs Navn. Fordum tilskreves den undergjørende Kraft. Syge nedlagde i den Penge og andet Sølv for at gjenvinde deres Helbred; og stor Ulykke mener man, forestaaer den, som vover at forgribe sig paa disse Helligdomme. For faa Aar siden var det Skik, at den kirkesøgende Almue paa hver første Høitidsdag kappedes om at komme først til Kilden, og det ansaaes for en Ros for den, der først kunde vande sin. Hest i St. Olafs Kilde. (Meddeelt, Sammenlign den norske Huusven, 2den Halvaargang No. 6).

St. Olaf bygger Eivindsviks Kirke

Olavskjelda på Krossteigen i Eivindvik John Erling Blad, 2008. Commons.

Da St. Olaf drog om i Landet for at udrydde den hedenske Overtro, kom han ogsaa til Eivindsvik i Sogn, og her opholdt han sig paa det Sted, hvor Prestegaarden nu staaer, og lod da opreise de tvende gamle Steenkors, som endnu findes. Han lod Folket kristne og bød det at bygge en Kirke. Paa Gaarden Virkesdal boede paa samme Tid en Høvding ved Navn Thorstein. Han gik just og slog Hø med sin Langaarv paa Virkesdalsmyrene, da Kongens Bud kom, og bød, at han skulde lade sig christne og være med at bygge en Kirke. Thorstein blev saa opbragt ved dette Forlangende, at man endnu i vore Dage tydelig kan see dybe Furer i Myrene efter hvert Hug med Langaarven, som han nu førte vred i Hu. Endelig slængte han den bort, greb Øxen og svor, at kunde ikke det Træ, han nu huggede, tjene til Dørstolpe i Kirken, vilde han ikke gjøre et Hug mere i St. Olafs Kirke. Som sagt saa gjort. Træet blev fældet, og Thorstein bar det selv som en Stok i Haanden hen til Kongen, der med Glæde lod den tilhugge og indsætte til Dørstolpe i Kirken. Olaf var imidlertid ikke ganske fornøiet med Thorstein. Medens Arbeidet stod paa, havde han nemlig forsynet sig med et stort Hestelaar og derpaa vilde han ei give Slip, uagtet Kongen gjorde ham alvorlige Forestillinger derimod. Thorstein lod alt andet, som Olaf fortalte ham om den hvide Christ, staae ved sit Værd; men at han ei skulde faae Lov til at spise sit Hestekjød, det kunde han ei begribe. Flere af Sognets Bønder regne sig endnu i Slægt med denne Thorstein.


Anm. Budstikken 5, 500. Fast enhver Bonde i Sognet veed at fortælle dette Sagn. Paa Eivindsviks Prestegaard findes to gamle Steenkors, hvorom Munkene i gammel Tid gjorde deres Omgange paa begge Korsmesser. I Korsene findes en Mængde ind sprengte Knoppe, der ligne Haggel. St. Olaf har skudt dem ind. Suhms Saml. 2, 3. 40.


St. Olaf og hans Broder

Oluf Konning og hans Broder
De trættes dem om Norges Skjer.
"Hvilken af os bedst segle kan
Han skal være Konge i Norges Land."
St Olafs Vise.


Kong Olaf var engang i Kintserviik tilligemed sin Broder Harald. Hiin havde et Skib, som hedte Ormen den Glade, denne et, som bar Navnet Ormen hiin Lade. Brødrene kom dengang overeens om, at den, som først kunde naae Throndhjem, skulde være Konge, Harald stak strax i Søen; Olaf derimod biede hele 3 Dage, for at høre Prædiken og dog kom han til Throndhjem før sin Broder.


Anm. Schnabels Hardangers Beskr. 40. Ligheden mellem dette Sagn og Visen, om St. Olaf, der findes i 100 udvalgte danske Viser, S. 173 og danske Viser fra Middelalderen 2, 8, er saa stor, at man let falder paa den Tanke, at enten Sagnet har givet Stof til Visen, eller at Visen er bleven localiseret. Efter Visen maatte dog St. Olaf, førend Veddestriden tog sin Begyndelse, overlade Harald sit Skib Ormen hiin Snare eller Glade, og tage hans Oxen hiin Lade. Allerede Peder Syv viser, at Veddestriden mellem Brødrene er uden historisk Grund, men mener, at Viserne om St. Olaf tyde hen paa hans Flugt for hans Fiender. Ved Byglandsfjord i Sætersdalen viser man en Odde, som St. Olaf overseilede, da han paa sin Fart til Throndhjem seilede omkap med Harald. (Mundtlig). 10 NFL, 63.


St. Olaf danner Korssund

St. Olafs lange Ophold paa Eivindsviks Prestegaard, hvor han lod prædike for sig, tykkedes hans Broder Harald, der endnu var ung, saa langvarigt, at han besluttede at reise forud Nordefter. Medens Harald om Skivenesset gjennem Vilnesfjorden stævnede til Sauesund, hørte St. Olaf saa mange og lange Prædikener, som han lystede, og stak derpaa i Søen for at indhente Broderen. Istedetfor nu at gjøre den lange Omvei, som Andre maatte, holdt han lige paa Land og see Fjeldet aabnede sig, og der, hvor der tilforn var fast Land, blev nu et Sund, som den Dag i Dag kaldes Korssund, Sit Navn fik Sundet efter det 6 Alen høie Steenkors, der blev opreist til Minde om denne St. Olafs store Undergjerning.


Anm. Budst. 5, 499. Paa Vildbergheien i Sørum paa Romerike er en lang gjennem Fjeldet gaaende Gang, med lodrette Vægge og myrlændt Bund, som kaldes St. Olafs Gang, da Fjeldet efter Sagnet saaledes aabnede sig, da han engang kom ridende. I et Fjeld i Ombli og ved Fanekleven i Sætersdalen, seer man endnu Mærker efter St. Olafs Skibskjøl, da han engang tog sig en Seiltour derop. (Meddeelt).


St. Olaf og Troldet i Hornelen

Saa seglede de over Skaaner Knolde,
Til Steen bleve de sorte Trolde.
Ud’ staaer Kjærling med Rok og Teen:
"Sancte Oluf! hvi segler du os til Meen?
Sancte Oluf med dit røde Skjeg!
Hvi segler du gjennem min Kjeldervæg?"
Sancte Oluf sig tilbage saa:
"Stat Du der, bliv til Kamp hiin graa."
St. Olafs Vise


Det for sin Høide bekjendte, og af Brødrene Frimann besjungne Fjeld, Hornelen paa Bremanger, hang tilforn fast med Marøen, hvorfra det nu adskilles ved et Sund, der ligesom Korssund skylder St. Olaf sin Oprindelse. Da St. Olaf engang kom seilende, bød han Klipperne vige tilside, for at han kunde komme igjennem. Dette skjedde flux; men i det samme Øieblik sprang et Trold ud af Fjeidet og skreg:


"Siig du Mand med det røde Skjeg,
Hvi splitter Du saa min Klippeveg?"
St. Olaf svarede paa Stand:
"Stat Trold nu evig der i Steen,
Saa gjør Du ei nogen Mand meer Meen."


Som sagt saa gjort. End seer man det forstenede Trold paa Hornelens Top.


Anm. Budst. 6, 567. Denne Begivenhed henføres i den anden Vise om St. Olaf udtrykkelig til "Hornelummer", der udentvivl er Sagnets Hornelen. Hvad der er sagt om Ligheden mellem Sagnet og Viserne ved St. Olaf og hans Broder gjelder og her. Ligesaa uheldige vare de stakkels Trold, naar de paa andre Steder traf sammen med denne deres Arvefiende. Ligeoverfor Romsdalshorn ligger saaledes et Fjeld, Troldtinderne kaldet, hvis Takker ere Levninger af de Trold, som St. Olaf her forvandlede til Steen, da de vilde forhindre ham at drage til Romsdalen for at prædike Christendommen. (Schønnings Reise 2, 128).


St. Olaf i Gudbrandsdalen

St. Olaf havde engang Trætte med en anden Konge om Riget; men endelig bleve de saa forligte, at St. Olaf skulde faae alt det Land, han med sin Hest kunde over fare. Fra Store-Hove i Faaberg red han afsted, men ved Taarm paa Dovrefjeld blev han saa træt, at han ei kunde komme videre. Her endte han derfor sin Reise, og skrev paa en Steen, at her var hans Riges Grændse.


Anm. Budst. 2, 576. Et lignende Sagn fortælles om Gudbrand, der paa en Nat med en Brand i Haanden gjennemred den hele Dal, som efter ham blev kaldet Gudbrandsdal. Efter Fundin Noregr hedte han Brand, men blev af sin Fader Raum helliget Guderne og derfor kaldet Gudbrand. Da St. Olaf christnede Gudbrandsdalen, skjenkede han Fiskevandet Tessun til Eieren af Gardmo i Lom, for at faae Lov til at bygge en Kirke paa hans Grund. Paa Sønstenes viste man længe en ældgammel Stue, hvori Olaf overnattede medens han christnede Lom.


St. Olaf og St. Halvor

Paa en Reise fra Kjøbenhavn til Norge gjorde St. Olaf og hans Broder St. Halvor det Løfte, at den af dem, som kunde erholde et Kongerige, skulde bygge en Kirke. Da St. Olaf siden blev Konge i Norge, lod han bygge Ytterby Kirke i Bahus, og kaldte den op efter St. Halvor.


Anm. Oedmanns Beskr. S. 100. En Legende beretter, at Halvard Vebjørnson, (St. Halvard) var en Frænde[5] af St. Olaf. Han skal have boet paa Gaarden Huseby ved Drammen, men blev myrdet og kastet i Dramselven. Da hans opflydte Lig siden skal have foraarsaget Underkurer, blev han erklæret for at være en Helgen, og Kirker reistes til hans Ære. St. Halvards Skrin stod i St. Halvards Kirke i Oslo, og 15de Mai var indviet til hans Ære.


St. Olaf paa Moster

Avtalesteinen ved Moster gamle kirke. Foto: Knut Rage, 2020.

Paa Moster Kirkegaard staaer en Steen med et Hul i. Dette fremkom derved, at St. Olaf i sin Harme stak sit Spyd gjennem Stenen, fordi Almuen ei var flittig nok til at høre Messe i Kirken. I dette Hull bandt han derpaa sin Hest, hvis Bidsel har efterladt et kjendeligt Mærke i Stenen. I en anden Steen udenfor Kirkegjerdet sees Spor af Kongens Fod, da han fra Kirketaget sprang ned for at tugte en uvorn Bygmester. (Budst, 7 Aarg. 345, Suhms Saml. 2, 3. 34).

St. Olafs Piil

Paa Store-Standdal ved Jørgensfjordens Bred paa Søndmør sees en lang krum Steenstøtte, der ligger i lige Linie med et Hul i et nærliggende Fjeld. Stenen er St. Olafs Piil, som han skjød med saadan Kraft, at den gik tvert igjennem Fjeldet, hvoraf Hullet i samme er fremkommet.


Anm. Strøms Søndmørs Beskr. 2, 309. Hvad der i Nordlandene tilskrives en Jutul henføres her til St. Olaf.

St. Olaf og hans Hest

I det høie Haaberg ved Øidnevandet i Valle boede i fordums Dage et Bjergtrold eller en Gubbe, der tvert over Vandet lod sætte et Gjerde af Jern, som hindrede Laxen i at komme længere op. Naar man derfor paa nogen av de ovenfor liggende Gaarde fik en Lax, blev det anseet som et Forvarsel paa, at En maatte være feig. Engang kom St. Olaf ridende til dette Vand. Da han ei vilde ride omkring, satte han med Hesten i eet Spring over Vandet, hvor det er smalest. End seer man i Fjeldet Spor af Hestens vældige Fødder. Der hvor det dristige Spring skede er Vandet omtrent 300 Skridt bredt, og Klipperne paa begge Sider steile. Paa begge Sider af Framvarenvand i Vandsø paa Lister findes ogsaa tydelige Spor af St. Olafs Hest, der sprang 400 Skridt fra den ene Klippe til den anden. Ved denne Leilighed maatte St. Olaf erkjende, at en god Hest ei er at foragte; thi ved dens Hjelp undgik han Fanden selv, som var efter ham og gjerne vilde have sin Klo i den hellige Mand.


Anm. Top. Journ. 12, 20, 13, 17. Endnu dristigere var det Spring, Helgenen vovede i Jørgensfjord, hvor han sprang fra et Fjeld til et andet, uagtet Frastanden er omtrent 1000 Alen. I Fjeldene sees endnu Mærker efter Springet. (Budst. 6, 613). Ved Fogstuen paa Dovre i Drivdalen sammesteds og paa utallige Steder rundt om i Landet vises Spor af St. Olafs Ganger.

St Olafs Kilder

Da St. Olaf engang blev forfulgt gjennem Karmsund og en anden fiendtlig Flaade ventede paa ham nord ved Sletten[6], roede Kongen med sit Skib ud til Skyllingstad og lod her sit Fartøi trække igjennem Brækkedalen, der fordum havde været et Sund, som skilte Nordvestpynten af Karmøen fra dens øvrige Fastland, men som efterhaanden havde opfyldt sig med Tang og Sand og dannet den nuværende Myrdal. Han lagde derpaa sit Skib i Vikingstadvaagen indtil hans Fiender vare dragne bort. Under Arbeidet med Dragens Trækning tørstede Kongen og hans Folk bitterlig og kunde intetsteds i Nærheden finde Vand. Da stak Olaf sin Haand ind i Bakken paa Dalens sydøstre Side og strax sprang det deiligste Kildevand frem. Olaf bød denne Kilde aldrig udtørres, og den flyder siden Vinter og Sømmer, og Mange ere ved dens Vand helbredede for Øiensvaghed. Paa samme Flugt mener man det var, at St. Olaf kom til Veibust ved Vegsund og drak af den Kilde, som derfor endnu bærer hans Navn. Denne Kilde stod i gamle Dage i saadan Anseelse, at Folk fra alle Kanter strømmede her sammen for at hente eller drikke dens Vand, og da Enhver, som besøkte Kilden, gjerne satte et lille Træ kors ved den, saa kunde man ofte paa engang tælle mere end 400 saadanne rundt om St. Olafs Kilde.


Anm. Meddeelt. Sagn om Kilder, der bære St. Olafs Navn og skylde ham Tilværelse, findes overalt i Landet. Ved Tveten i Raabygdelauget ligger St. Olafs Kilde, der aldrig mangler Vand og sprang frem, da Helgenen just var tørstig. (Top. Journ. 11, 21). I St. Olafs Kilde paa Dofrerosten skal han have vandet sine Heste, (Budstikken 3 Aargang 106, lignende Sagn 2 Aarg. 565). I Valders findes flere saadanne Kilder (ibi. 263). Paa Sæteren Retilla ved Krogkleven seer man endog ved St. Olafs Kilde Mærke efter hans Hestes Hov. (Top. Journ. 30, 138). Ved Venesund paa Helgeland findes St. Olafs Kilde, hvis Vand Almuen anseer for helbredende. I Romsdalshorn viser man endnu en Sprække, hvoraf Vand flyder, hvilken Sprække kaldes St. Olafs Sværd, thi han hug den for at faae Vand til sine Heste (Schønnings Reise 2, 127). I Bahus findes et lignende Mærke af St. Olafs Sværd og mange Kilder, som bære hans Navn. (Afzelius 2, 50). I Tryssil findes St. Olafs Kjem (Top. Journ. 23, 81). I Heggeland, Annex til Moland i Thelemarken, findes saavel St. Olafs Kilde som Mærke efter hans Hestes Hov. (Meddeelt).


St. Olafs Snushorn

Da St. Olaf paa sin Flugt gjennem Norddalsfjorden vilde tage sig en Prise Tobak, men ikke kunde faae Noget ud af sit Snushorn, blev han saa vred, at han slyngede Hornet op mot Fjeldsiden, og forvandlet til Steen er det der at see den Dag i Dag under Navn af St. Olafs Snushorn.


Anm. (Strøms Beskr. over Søndmøre 2, 251). At Tobak først flere Aarhundreder efter St. Olafs Tid blev bekjendt i Europa, gjør Intet til Sagen. Det kan derimod tjene som Exempel paa Almuens store Tro paa Helgenen, selv i sildigere Tider.

St. Olaf og Søormen

Da St. Olaf flygtede ind til Valdalen, og fra Valdalsviken bøiede ind ad Fjorden, mødte han en Søorm, der gjorde alle hans Mænd forsagte. Kongen lod sig derimod ikike skrække, men løb hen til Forstavnen af sit Skib, greb Ormen og kastede den op mod Fjeldsiden, hvor den forvandlet til Steen endnu minder om St. Olafs Underkraft.


Anm. Strøm 2, 272. Ved Gaarden Borgerud paa Ringerike sees i Fjeldet en Lignelse af en bugtet Orm med 3 Hestesko over Hovedet, der tilskreves St. Olafs Hest, som her ihjeltraadte en Orm, der mødte Kongen paa hans Reise. (Top. Journ. 30, 158).


St. Olafs Fjeldreise

Da St. Olaf paa sin Flugt kom til Valdalsviken forlod han sine Skibe og tog tilfjelds for at undgaae sine Fienders Forfølgelser. Paa Langbrækka, en Steenurd, der ligger i Nærheden af Gaarden Sylt, staaer et gammelt Trækors, kaldet St. Olafs. Efter gammel Skik vedligeholdes dette af Indbyggerne, der fortælle, at St. Olaf sad paa dette Sted, og med Vemodighed saa, hvorledes de Skibe, som havde bragt ham til Valdalen, brændte i lys Lue i Valdalsvilken, efterat han selv havde ladet sætte Ild paa dem, for at de ei skulde falde i hans Fienders Hænder. Med Møie banede han sig Vei over den steile og fæle Skjersurd, og naaede mødig og sved det Sted, hvor paa hans Opmuntring opryddedes Gaarden Grønningen, som den Tid var øde. Da en kjølende Vind her just forfriskede ham, gjorde han det Løfte, at Gaarden aldrig skulde fattes Vind, hvilket er Aarsag i, at det stedse blæser paa dette Sted, og til Minde om at han her tilbragte Natten, lovede han, at Kornet aldrig skulde fryse paa denne Gaard, og derfor lider Kornet her endnu sjelden Skade af Frosten.


Anm. Strøm 2, 267. Strøm forklarer alle disse Vidunder af naturlige Aarsager. Her komme vi ind paa Historiens Gebeet. Allerede de 4 foregaaende Sagn minde om den Vei, som Olaf, forladt af Venner og forfulgt af uforsonlige Fiender, ifølge Historiens Vidnesbyrd (Olafs Saga C. 198 o.s.v. hos Snorre) maatte tage ind ad disse Fjorde. Snorre beretter, at han landede i Valldalen, hvor han lod sætte sine Skibe op og reiste sit Telt paa Sullt. Her indfandt de omkringboende Bønder sig tilligemed Høvdingen Bruse, som boede paa Mære, og tilbøde Kongen deres Tjeneste. Herfra vilde han begive sig til Lessø; men Veien var ufremkommelig. Da han kom til et Sted som hedte Arossbrekken, hvilte han sig en Stund og saa ned paa Fjorden. "Der staaer endnu fra den Tid 2 Kors paa Brekken, hvor Kongen sad." Med megen Kraftanstrengelse og ei uden Hjelp af Undergjerning fik man Vei banet over den fæle Sefsurd til det Sted, som nu kaldes Olafs Heller, hvor Kongen vaskede sig i et Kildeveld, hvis Vand siden helbreder baade Mennesker og Qvæg. Paa en Sæter, som heder Græningar, tilbragte Olaf Natten, efterat have fordrevet de Trold og Vetter, som her grasserede. Ved Afskeden sagde Kongen til Bruse: "Her skal nu bygges en Gaard, og den Bonde, som her kommer til at boe, skal aldrig savne sit Livs Ophold, og aldrig skal Kornet her fryse, om det saa fryser baade oven- og nedenfor Gaarden."

St. Olaf i Lexdalen

Sagnet fortæller, at St. Olaf skal have tilbudt Lexdalens Indbyggere at skaffe dem en Bro over Lexdalsvandet, naar Enhver blandt dem vilde give ham et Kalveskind; men da de ikke vilde, saa blev der ingen Bro. Paa Kubjørga-Aas findes en stor Steen, som man kalder St. Olafs Stol og paa Gaarden Limdskind i Vukku Sogn, findes en Ager, som kaldes St. Olafs Ager, fordi Kongen med sin Hær hvilede paa dette Sted. (Med deelt og Top, Journ. 12, 150).

St. Olafs Skaal og Bæger

I Nærheden af Stiklastad paa et Fjeld, som kaldes Klingen, over hvilket Veien fra Lex- til Værdalen falder, laae tilforn to Stene, af hvilke den mindste, der er flad oventil og aflang nedentil, samt omtrent 1 3/4 Alen i Gjennemsnit, kaldes St, Olafs Skaal. Nogle mene, at den fik dette Navn deraf, at St. Olaf paa sit sidste Tog fra Lexdalen til Værdalen spiste paa denne Steen, Andre sige, at han havde i Sinde at udhule den til en Skaal, hvori han dog blev hindret ved Fiendens Ankomst. Baade denne Steen og en anden, der kaldes St. Olafs Køvle eller Bæger, ere nu bragte hen til den i Nærheden liggende Gaard Bjertnes. Paa Klingen findes ogsaa en Bæk, hvoraf St. Olaf paa sin Reise drak, hvilket gav dens Vand en saa særdeles Kraft, at man rundt om i Værda len lod hente Vand fra denne Bæk, (Top. Journ. 12, 85. Hermoder 2, 224).

Stiklestad

Strax vestenfor den høie Bakke, paa hvilken St. Olafs Støtte staaer, ligger Stiklestads Kirke paa et lavt og sumpigt Sted. Man havde i Sinde at bygge den paa Øvre-Stiklestad; men hvad man byggede om Dagen blev øm Natten flyttet til det Sted, hvor Kirken nu staaer. Det Slag, hvori Kong Olaf faldt, stod ifølge Sagnet paa Gaarden Vestre-Stiklestad, hvor en Mark endnu kaldes Slagaakeren. Paa denne findes en Kjæmpehaug, hvori St. Olaf før Slaget skal have bevaret sin Skat. Andre berette, at denne derimod findes i den strax nedenfor Støtten liggende Spillehaug, saa kaldet af det Spil og den Musik, der stundom høres i den. I Følge Sagnet skal St. Olaf være falden paa det Sted, hvor Slaget stod; men hans Lig skal være bragt derfrå og did hen, hvor Støtten nu staaer. Her stod paa den Tid et lille Lade, hvori St. Olafs Lig for det første blev forvaret, Paa vestre Stiklestad findes en stor Gravhaug, der kaldes Dagringshaugen, hvilket Navn minder om Dag Ringsson, der, som bekjendt, kjæmpede med i dette Slag. (Top. Journ. og meddeelt).




Fotnoter

  1. Denne Trækiste var udentvivl en af de Kister, hvori St. Olafs Sølvskrin bevaredes. Hvor St. Olafs Rustning, hans Øxe Hell, hans Spyd, hans Fane, som en Engel skal have leveret ham, da han sov paa det Sted, hvor han blev Martyr o. m., ere blevne af, vides ei.
  2. Da Christian IV paa sin Vardøhusreise 1599 kom i et Bondebryllup ved Bergen, drak Bønderne ham til med St. Olafs Skaal. I Finland helligholdes endnu St. Olafs Dag med adskillige Skikke. Riises Archiv for Historie og Geographi 2, 98.
  3. De mange Afbildninger, der i de katholske Tider udentvivl fandtes i de mange St. Olaf helligede Kirker, ere nu for det meste tilintetgjorte; men af de Efterretninger, som vi have om dem, forestiltes Helgenen i Almindelighed med sin Stridsøxe i Haanden og trædende paa et Trold eller Drage. (Top. Journal 23, 81). I Bergens Museum findes en mærkelig Processions-Fane, som fordum fandtes i Ladvigskirke i Sogn og hvorpaa St. Olafs Billede i fuld Rustning, trædende paa en Drage, er afbildet. I Marien-Kirke i Lübeck har jeg seet et gammelt, men meget smukt Maleri, hvis Hovedfigur er St. Olaf i fuld Rustning med Stridsøxen i Haanden og en kongelig Kappe over Skuldrene. Med den ene Fod træder han paa en Drage, der dog har et Menneskehoved. I det Kollmanske Kapel i samme Kirke findes ligeledes en Afbildning af St. Olaus. Uagtet Helgenen i flere af mine skriftlige Kilder nævnes St. Ole, har jeg dog kaldet ham med hans rette oldnordiske Navn St. Olaf, der af Bønderne som oftest udtales "St. Ola".
  4. Vaal kalder Almuen en Mængde Træstammer, Rødder og Qviste, der sammendynges i en Hob, for siden at opbrændes. Det svarer vel til det oldnordiske Vølr, der betyder en Kjep, en Stok. St. Olaf i Vaaler.
  5. Halvards Moder var Thorny, Søster til Olafs Moder Asta. (Fornmanna Sogur V, 6. 267).
  6. Sagnet synes at angaae hans Flugt efter Kampen i Boknarsund med Erling Skjalgsson. Snorres Olafs Saga Cap. 186.