Norske skjalde (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
Den islandske litteraturs historie
Heimskringla Reprint
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Første tidsrum, 800–1100

Norske skjalde


I den ovenfor nævnte skjaldefortegnelse findes navne på endel skjalde, der ellers er så godt som ganske ukendte, men som har været omtrent samtidige med den ældste skjald, Brage. Det er Erpr lútandi, Ormr óframi, Fleinn, Rögnvaldr og fl. Om den første hedder det, at han havde begået et drab på indviet grund og skulde dræbes; han digtede da om kong Saur (hundekongen) og fik sit hoved. Det er den ældste Hovedløsning, vi kender.


Denne Erpr er noget ældre end Brage, ti denne siges at have været gift med hans datter. At alle de her nævnte personer er historiske, er vist næppe tvivlsomt.


Af störst betydning er Bragi enn gamli Boddason. Brage er sikkert en historisk person; det at han bærer digtergudens navn har intet i så henseende at sige; man finder også f. eks. Iðunn brugt som kvindenavn i den ældste historiske tid. Brages levetid kan fastsættes til den første halvdel af det 9. årh. omtrent, eftersom han sættes i forbindelse med fyrster, der levede i denne tid; således først kong Björn i Sverrig på Haugr, der uden al tvivl er samme person som den kong Bern i Birca (Bjarkø-købstaden), der levede der i Ansgars tid ved 829; om ham skal Brage have digtet et kvad, hvormed han løste sit liv; en antydning dertil findes virkelig i et halvvers under hans navn. Der har altså af en eller anden grund været uvenskab mellem dem. Da Björkøen var en almindelig søgt handelsplads, forklarer det på det bedste Brages besøg der. Fremdeles sættes Brage i forbindelse med kong Hjörr, fader til de to isl. landnamsmænd, Geirmund og Hámund, der bægge havde tilnavnet 'helskind'; Hjörs hustru havde ombyttet sine to mørkladne sönner (tvillinger) med en tjænestekvindes lødlyse sön, men Brage opdagede forholdet og bevægede hende til at give slip på tjænestekvindens sön og tage sine egne tilbage. Endvidere er der forbindelse mellem ham og Ragnarr Sigurdsson, hvem overleveringen har, med rette eller urette, kaldt lodbrog; også dette fører til den samme tid. Endelig sættes han i genealogisk forbindelse med visse slægter i Norge og på Island og slægtleddene fører atter til det samme. At bestride disse genealogiers rigtighed kan ikke med grunde lade sig göre. Brage har udentvivl levet på Vestlandet i Norge; derved forklares f. eks. at han ikke sættes i forbindelse med Halvdan svarte.


Det er for bemærket, at man har betvivlet ægtheden af de ham tillagte vers. Om indholdet se straks nedenfor. I formel henseende står disse digtrester på et meget gammelt standpunkt, idet de viser drotkvædet versemål ikke fuldt normeret på alle punkter; kun de 6 stavelser i linjen er fastslåede. Rimbogstavernes antal er også stadig 3, men den sidste af disse, hovedstaven, står ikke altid hos Brage i linjens første ord; foran den går ikke så sjælden et ubetonet ord; dette findes i poesien efter 900 så godt som aldrig, kun undtagelsesvis. Dernæst har rimenes art og stilling en mærkelig karakter; en mængde både lige og ulige linjer er for det første rimfrie; helrim findes et par gange i ulige linjer, hvad der ikke har meget at betyde; mere sigende er at halvrim findes meget ofte i lige linjer, hvilket senere er banlyst fra det normerede drotkvædet; det sidste rim findes nogle få gange i den 3., i stedenfor 5., stavelse i linjen; ja, de rimende stavelser står ikke altid i samme linje, men er fordelte på to. Allerede dette er et afgjort vidnesbyrd imod at sætte disse således beskafne vers til det 10. årh., til en tid, da versformen var bleven så stræng; antagelsen af bevidste forfalskninger er för omtalt som höjst usandsynlig. Den metriske form forklares allernaturligst ved at antage, at disse vers tilhører en ældre tid end andre eksisterende normale vers. Hertil kommer at dette netop støttes ved indholdet, idet digtbrudstykkerne handler om skjoldbilleder. Versenes sprog indeholder intet, der strider imod en så gammel tilblivelse. Selve fremstillingen, der er overordenlig jævn og ligefrem, uden subjektive udtalelser, peger også hen til en meget gammel tid. »Digteren viser sig som den þulr-agtige erfarne vismand, der med uforstyrrelig ro meddeler simpelt og uden omsvøb endel af sin rige viden«. Versene minder i det hele meget om et digt som Loddfáfnismál. Brages kenninger er i det hele meget ligefremme og lidet kunstlede; de fleste er kun to-leddede, undtagelsesvis flerleddede som den, der er omtalt s. 27.


De vers, der haves under Brages navn, kan for det meste alle henføres til et hovedkvad, Ragnarsdrápa, hvilket navn for såvidt er mindre rigtigt som det ikke handler om Ragnarr — der i digtet kaldes »Sigurds sön« — personlig, men om de billedlige fremstillinger, der fandtes på et pragtskjold, Ragnar havde givet ham, vistnok sendt ham ved en mand, Ravnketil, der tiltales i det første vers; jfr. omkvædet: »Ragnar gav mig skjoldet og (med) mange fortællinger (sagnfremstillinger)«. Der er for det første bevaret 2 gange 4½ vers, der omhandler Sörle og Hamdirs angreb på kong Jörmunrekk og deres fald (jfr. Hamðismál; der findes en mærkelig overensstemmelse, der dog kan være tilfældig), samt Hjadningekampen (Högnes og Hedins kamp »på øen« i anledning af Hildr, der her fremstilles som den troldkyndige). Hertil kan fremdeles henføres nogle halvvers om Tors kamp med midgårdsormen, i ialt 7, foruden et par vers og halvvers endnu om Gefjun og Sællands opplöjning osv. Et halvvers, der næppe har tilhørt dette digt, hentyder, som bemærket, til Brages hovedløsning. Endelig tillægges der ham et par løse vers, hvoraf det ene om Hjörs sönner (i fornyrdislag) intet indeholder, hvorfor det skulde være uægte; det andet findes i en mere mistænkelig forbindelse; det skal være et svar på en »jættekvindes« versformede spörgsmål, da Brage engang kørte gennem en skov. Verset indeholder omskrivninger på en »digter«. (Derimod er det vers, jættekvinden skal have fremsagt, sikkert senere lavet som et sidestykke til Brages).


Alt i alt er Brages vers i flere henseender interessante nok, ikke mindst netop ved deres ærværdige alder og dertil svarende primitive karakter og ædle simpelhed.


Efter Brage kommer vi til en gruppe af skjalde, der er knyttede til kong Harald hårfagre selv. Han står så at sige selv i spidsen, og der er næppe grund til at betvivle, at han har været i istand til at forme vers. Der haves under hans navn et halvvers i en meget primitiv form (drotkv.), der indeholder en bebrejdende udtalelse om hans mjödlystne mænd; dette vers besvaredes af Tjodolf, der netop var kommen for at forlige Harald med Snefridssönnerne. Desuden haves et vers af en Snæfriðardrapa, et sörgedigt over Snefrid; det er digtet i apokoperet drotkvædet; om denne versform i virkeligheden er så gammel, er tvivlsomt; i øvrigt indeholder verset, der ånder tung elskovssmærte, intet, der beviser dets uægthed.


Som för bemærket, er Harald måske den, der har æren af at have sat hirdskjaldevæsnet i system. »Af alle sine hirdmænd hædrede kongen mest sine skjalde; de havde plads i det andet höjsæde [modsat kongen]. Inderst af dem sad Auðun illskælda; han var ældst af dem og havde været Halvdan svartes, kong Haralds faders, skjald« hedder det i Egilssaga. Af Torbjörn hornkloves digt ser vi deres udstyr og anseelse, der godt svarer til sagaens ord. I skjaldefortegnelsen findes følgende 6 skjalde ved hans navn: Auðun illskælda [først, fordi han var ældst], Þorbjörn hornklofi, Ölvir hnúfa, Þjóðólfr or Hvini, Úlfr Sebbason, Gutthormr sindri [der sikkert var den yngste].


Auðun illskælda var Halfdan svartes og Haralds hirdskjald. I øvrigt ved vi så godt som intet om ham. I en lille saga, Skáldasaga, af sen oprindelse og udsmykket, men som dog sikkert indeholder en historisk kærne, pådrog Auðun, Ölvir og Torbjörn sig kongens vrede engang ved deres opførsel mod en rig og smuk enke; denne lokker dem til et foregivet møde om natten, men de bliver indespærrede hver på sit sted; Enhver af dem digter et vers, der anføres i sagaen, men versene er meget forvanskede. Kongen får det hele at vide og pålægger skjaldene til straf en farlig rejse til Sverrig. Det hele er ret morsomt fortalt. Foruden det nævnte vers haves et halvvers af Auðun, hvori han synes at klage over, at man har røbet hans forhold til Ulfr Sebbasons digt (se ovf. s. 87); Auðuns kvad om kongen kaldtes på grund heraf Stolinstefja, og det antydes, at kongen en stund har været vred på ham. Auðuns anseelse viser, at han tiltrods herfor næppe har været nogen dårlig digter i og for sig, men vi er ude af stand til at bedömme ham som sådan.


Þorbjörn hornklofi er en af hovedskjaldene fra denne tid, som vi heldigvis kender mere til som skjald. Om hans herkomst og liv vides så godt som intet. Ifg. en antydning i Skáldasaga kunde man antage, at han stammede fra Oplandene. Og sikkert er det, at han i lang tid har opholdt sig ved kongens hird. Af hans digte kendes, foruden verset i Skáldas., levninger af et stort digt om Harald hårfagre; det er i kilderne uden navn; man har kaldt det Haraldskvæði. Det er forfattet i ikke ganske regelmæssig málaháttr og i samtaleform; de talende er en valkyrje, der spörger, og en ravn, der svarer; denne ramme er krigersk nok og har åbenbart en indre forbindelse med en del af digtets indhold. Efter en kort indledning, hvori Haralds krigerfærd omtales (»vi — ravnene — har fulgt ham, siden vi kom ud af ægget« — »Fylkeren vilde, dersom han ene måtte råde, holde sin julefest ude på skibene og kæmpe«) følger en levende og morsom skildring af Hafsfjordslaget — hvor digteren ikke helt kan lade være med at spotte modstanderne: »de, som var sårede, stak hovedet ned mod kølen og lod deres bag stikke i vejret« — »de kloge mænd løb med skjoldene på ryggen henover Jæderen — med sten blev de slåede — og tænkte på deres mjöd«. Men resultatet blev, at »valen, bestemt til Friggs enöjede husbond, lå der på stranden; vi glædedes over den bedrift«. Dernæst omtales Haralds giftermål med den stolte, danske Ragnhild, for hvis skyld han vragede alle norske piger. I den sidste del af brudstykket findes de prægtige skildringer af kongens hird, dens dristige mænd, bersærkerne og ulvhednerne, skjaldene, ja de fremmede göglere, der gör mange latterligheder bl. a. ved hjælp af en øreløs hund, forbigås ikke. Her giver skjalden aldeles fortræffelige kulturskildringer, som vi ellers vilde savne. Digtet er et sjældent farverigt og muntert kvad. Den metriske form er ikke strængt overholdt og enkelte ljóðaháttsvers er indblandede, som det synes på grund af samtaleformen. Det er ikke let at bestemme digtets tilblivelsestid; lige efter Hafsfjordslaget er det næppe digtet, da der jo synes at måtte være gået en rum tid fra dette til kongen havde fået sig en så prægtig hird; mange år behøver dog heller ikke at forudsættes.


Torbjörns andet hovedkvad er Glymdrápa, (krigs-) larmens drape, et kvad om Haralds kampe fra begyndelsen af, med undtagelse af Hafsfjordslaget, der jo allerede var behandlet, altså måske det første personlig-biografiske digt. Kun godt og vel 7 vers er bevarede, altså kun en lille del af digtet, der sikkert har været et stort kvad. Da digtet omtaler Haralds vesterhavstog, kan det næppe være digtet för mod årh.s slutning. Det har båret sit navn med rette. Det er ganske vist stivere i form — drotkvædet — end det andet digt, og det har mange tildels lange kenninger, men disse er fortræffelig sat sammen og ordvalget er udmærket. Der er allerede her mærkelig glat flydende vers, skönt ikke som Halfreds f. eks. Der er en original kraft og flugt i Torbjörns veltalende og malende kampbeskrivelser.


Ölvir hnúfa kender man noget til fra Egilssaga. Han var en sön af en mægtig mand Berðlu-Kåre, Kveldulfs ven og svigerfader. Sammen med dennes sön Torolf var han på vikingetog, men hans deltagelse i dem fik en brat afslutning; ved et gilde så han engang den fagre jarledatter Sólveig, som han blev hæftig forelsket i; han bejlede til hende, men hendes brødre vilde ikke give ham hende til ægte; han var under hendes stand. Da holdt han op med vikingetog og sluttede sig meget nöje til kong Harald og var hos ham vistnok til sin død. Han siges at have digtet mange elskovskvad om Solveig, men de er desværre alle tabte. Ölvir fik lejlighed til hos Harald — i anledning af Torolfs forhold til denne — at vise sit trofaste, djærve sind. Han er i det hele fra karakterens side en overmåde tiltalende skikkelse. Desværre haves intet af hans digte, undt. 2 linjer, der synes at være af et Torskvad (kamp med midgårdsormen) eller mulig snarere af et skjoldkvad, og så verset i Skáldasaga.


Þjóðólfr or Hvini eller enn hvinverski. Denne skjalds tilnavne må vel forklares så, som at han har stammet fra og boet i fjorden Hvinir (Kvinesfjorden) på Agðir (Norges sydligste del). Men vi ved intet om hans liv i øvrigt i enkelthederne. Af et halvvers — svar på Haralds ovenfor nævnte — fremgår det, at han tidligere havde deltaget i kongens krigstog. I sine senere år har han levet på sin gård, hvor han vides at have fostret en af Snefridssönnerne, Gudrød ljome; han har nydt stor anseelse og han fik kongen forligt med disse hans sönner. Gudrød druknede engang i storm udfor Jæderen, han vilde ikke opsætte rejsen, tiltrods for en stærk advarsel af sin fosterfader — i et drotkvædet vers. Tjodolf har også været nöje knyttet til en fætter af kong Harald, Rögnvald heiðumhár (-hærri), der så at sige var hans nabo. Det var om denne at han digtede et af sine hovedkvad, Ynglingatal, Ynglingernes slægtregister. Det er et genealogisk digt (i kviðuháttr), hvori skjalden opregner Rögnvalds forfædre i lige linje til Yngve, d. v. s. den upsalske stamfader for Ynglingerne, hvoraf en gren ifølge sagnet overførtes til Norge og grundlagde den norske kongeslægt. Det vides i øvrigt ikke, hvorledes digtet begyndte. Det skal, ifg. Snorre, have opregnet 30 af Rögnvalds forfædre — hvor han dog sikkert selv medregnedes —, men der mangler i så fald versene om de 3 første. Snorre fortæller i øvrigt, at det om hver konge angav hans »dødsmåde og begravelsessted«. Han har fortjænesten af at have opbevaret så at sige alt, hvad der haves af digtet, omtr. 54 hele og halve vers; desværre er Snorre gået meget vilkårlig tilværks m. h. t. hvad der er optaget; undertiden har han kun ét vers, som oftest 1½ eller 2, undtagelsesvis mere (2½); der mangler åbenbart på ethvert punkt noget, eftersom også de bevarede vers ikke altid svarer til Snorres egen indholdsangivelse. Digtet må have været temlig langt, hvis der f. eks. har været 3 vers om hver, og mindre kan det næppe have været; hvor udførlig skjalden har behandlet Rögnvald selv, kan ikke vides. Digtet er især i sagnhistorisk henseende meget vigtigt. At Tjodolf selv skulde have lavet slægtregistret, er næppe troligt; i så henseende har han vistnok taget et forhåndenværende grundlag. Han har — noget möjsommeligt vistnok — samlet hvad der i overleveringen fandtes om disse gamle sagnkonger, hvorom der har været mange og måske modstridende beretninger. Hans vigtigste kilde var 'de frode mænd', han ofte siger at have spurgt. Opgaven var at finde, hvad der var det sandsynligste, og derudaf vælge, hvad skjalden havde brug for; hans metode er åbenbart kritisk. I øvrigt kan man ikke nærmere angive Tjodolfs selvstændige behandling af stoffet, på grund af mangel på parallelt stof; ved sammenligning med Ares slægtregister (også Ynglingerne) finder man et par afvigelser, men deraf kan der ikke sluttes synderligt. Arten af digtets indhold bevirker, at noget videre indblik i skjaldens sjæl og digteriske ævne ikke er muligt; kun ses hans forskeriver og hans forskerredelighed klart. Enkelte tilløb til lyrisk udmaling findes, men de er få. Der er få digte, hvorom der er skrevet så meget som dette. S. Bugge har hævdet, at det er af en yngre Tjodolf i slutningen af det 10. årh. Herimod har bl. a. G. Storm skrevet og hævdet dets ægthed med så gode grunde, at det er vanskeligt at gendrive dem. Nogle forskere har især i den første del villet se — ikke sagnhistoriske konger, men — guder og gudemyter (Noreen, Schück), men alt dette er meget subjektivt og usikkert. Schück har tillige — og det har, litteraturhistorisk set, större interesse — for endel strofers vedkommende søgt at påvise, hvilke vers der er tabte, og i hvilken orden de bevarede vers skulde opstilles. Forsøget er dog næppe lykkedes helt. G. Vigfússon udtalte den mærkelige påstand, at den fyrste, digtet gjaldt, ikke var Rögnvald, men Harald hårfagre selv, men denne antagelse er ganske vilkårlig.


Tjodolfs andet — drotkvædede — hoveddigt er Haustlöng (egl. »Efterårslang«, vistnok fordi han har digtet det i løbet af et efterår). Det er et skjoldkvad, digtet om fremstillingerne på et pragtskjold, den historisk godt afhjemlede Torleif spake — vismanden, som Ulfljot rådspurgte i anledning af den ældste islandske lovgivning — havde foræret Tjodolf; digtets stev angiver udtrykkelig dette. Af dette kvad haves omkr. 20 vers; deraf handler de 13 om Iduns bortførelse ved jætten Tjasse og hvad dermed står i forbindelse, de 7 om kampen mellem Tor og stenhovedjætten Hrungnir. Digtet har sikkert været betydelig længere. Her får man et ganske anderledes levende billede af skjalden selv. Hans skildringer er anskuelige og kraftige og udmærket sete. Men især er hans kenninger og ordvalg (adjektiver) udsøgt. Hvert ord er velovervejet og begrundet i den skildrede begivenhed eller situation, f. eks. »den sultne jætte åd grådig — oksens kød —, indtil byttets bevarende Ty (Loke), med det grundig tænkende sind slog ham ovenfra med stangen«; her er »byttets bevarende Ty« en så passende betegnelse for Loke som ønskeligt; han så nødig, at jætten skulde få det bedste; tillige indeholder den en begrundelse af Lokes hug mod jætten; også ordene »med det grundige (dybttænkende) sind« er her vel anbragte. Således er det helt igennem. Skjalden er i det hele veltalende og digtet er mere flydende end Glymdrápa; i henseende til verseformen er det meget regelret på ethvert punkt, undt. m. h. t. rim i de ulige linjer; dem har Tjodolf enkelte gange forsömt. Digtets mytologiske indhold er af stor betydning og er benyttet af Snorre.


Endnu går der under Tjodolfs navn nogle vers — om Harald — i fornyrðislag, men de er næppe ægte. Ifg. Skáldatal har han digtet om kongen; her antydes også andre digte, f. eks. om Hakon jarl Grjotgardsson, men de er tabte.


Om Úlfr Sebbason vides intet udover hans slægtskabsforhold til Auðun; altså skulde han være noget ældre end rækkefølgen i Skáldatal lader formode; der skal have eksisteret en saga om ham og en jarl Kvígr, der er ubekendt. Der er intet bevaret af hans digte.


Endelig er der Gutthormr sindri. Denne, der kaldes en fornem mand, siges ifg. Snorre at have opholdt sig hos kong Harald og — senere — hos dennes sön, Halfdan svarte. Han havde besunget dem bægge, men ikke villet modtage nogen lön derfor; derimod havde han betinget sig opfyldelsen af en eventuel bön. Da der opstod strid mellem fader og sön, fordrede han, at de skulde forliges, og de opfyldte hans ønske. Hans efterkommere findes ned igennem tiderne; de har vist altid indtaget en fremragende stilling. Af de antydede digte om Harald og Halfdan er intet bevaret. Derimod er der nogle vers tilbage af en Hákonardrápa om Hakon d. gode; deri omtales Hakons bedrifter til og med slaget på Rastarkalv 955; da der intet høres om skjalden senere, f. eks. i anledning af Stordslaget eller derefter, må det antages, at Gutthormr er død i tidsrummet mellem 955 og 960. Digtet er ret flydende og kenningerne betegnende, men temlig sammensatte.


För og efter 900 levede og virkede jarlen Torf-Einarr Rögnvaldsson, stamfaderen til de kraftige Orknøjarler. Han hævnede sin indebrændte fader ved at dræbe Halfdan höjfod, Harald hårfagres sön; efter det digtede han 5 vers i frit drotkvædet; de er meget kraftige i tonen og ikke uden bidende ironi og en vis kold spot.


Noget yngre er digterinden Jórunn skáldmær, om hvem intet vides, uden at hun har digtet et kvad, Sendibítr, hvoraf nogle få vers er bevarede; hun omtaler deri »Sindres lov«, og er vel altså en (yngre) samtidig af Gutthormr.


Anonymt er Eiríksmál, et af Gunhild foranstaltet arvekvad om Erik blodøkse, digtet vistnok snart efter hans fald 954 (el. 950?). Af digtet, der er forfattet i et blandet versemål, er der kun begyndelsen bevaret; Odin vågner i Valhal og byder at rydde hallen til modtagelse af en tapper kriger, der er på vejen. Brage siger, at det brager som om Baldr kom tilbage. Odin opfordrer de to gamle sagnhelte, Sigmund og Sinfjötle, at modtage Erik, hvem Odin netop vænter. Sigmund modtager Erik og spörger om hans følge. Erik svarer, at der er 5 konger foruden ham selv; men her slutter brudstykket. Det er et stort tab, at der ikke haves mere af dette flot anlagte og pompøst begyndende digt. Hvorvidt det er norsk eller islandsk er umuligt at afgöre.


Eyvindr Finnsson skáldaspillir er den sidste egenlige norske skjald, man kender — bortset fra de senere konger, der digtede. Han var af höj byrd, nemlig en datterdattersön af selve kong Harald hårfagre; det var derfor naturligt nok, at han sluttede sig så inderlig til sin kongelige frænde, Hakon den gode. På den anden side var han en sönnesön af den ovf. (s. 97) nævnte hövding Berðlu-Kåre. Mærkeligt nok høres der intet om Eyvind för han optræder for og under Stordslaget 961; og da kan han næppe have været under 50 år, da han kort efter klager over den begyndende alderdom. Senere end omkr. 910 er han næppe født, og det passer godt til hans faders alder. Uden tvivl har Eyvind för denne tid boet på sin fædrenegård på Hålogaland. Efter at Hakon var død, vilde han intet have at göre med de lidet afholdte og lidet vindende Gunhildsönner. Da deres skjald, Glúmr, hoverede over Hakons fald, svarede Eyvind med et vers, der var lidet smigrende for Gunhildsönnerne; senere stiklede han til dem for deres gærrighed; man sagde, at de skjulte deres guld i jorden, men »i Hakons dage bar vi guldringene på vore arme, glade og frejdige«, siger skjalden. Dette førte til fjendskab med Gunhildsönnerne; de blev dog forligte; Harald gråfeld siges at have fordret en kostbar guldring af Eyvind, der var et gammelt familjeklenodie; det stemte ham ikke venligere. Eyvind vilde ikke på nogen måde blive Haralds hirdmand og trak sig tilbage til sin gård, hvor han boede til sin dødsdag. Endnu engang, ifølge en enkelt kilde (Fagrskinna), træffes han hos Hakon jarl, ved Jomsvikingeslaget (986); det var naturligt, al han med glæde sluttede sig til denne, der så at sige havde hævnet Hakon d. gode. Imidlertid må Eyvind være død ikke længe efter, ialfald för Olaf Tryggvasons ankomst til Norge (995). Eyvind er en overordenlig sympatetisk personlighed. Ærlig, redelig og tro, dertil standhaftig, rask og beslutsom var han i al sin færd. Han »tjænte kun én herre — legte aldrig med to skjolde«, ytrer han selv engang i et vers. Ualmindelig smukt er det skudsmål, som kong Hakon gav ham för Stordslaget i anledning af den af ham givne ufredsmelding: »ikke vilde du melde det, hvis det ikke var sandt«; en sagabearbejdelse kalder ham også »en brav mand«, og tilföjer »og en klog mand«. Hans tilnavn betyder sikkert »skjaldefordærveren«, tilvisse et påfaldende tilnavn. Det tager sigte på det ydre, på, at Eyvind i to af sine digte meget stærkt efterlignede to ældre digte, nemlig Ynglingatal og Eiríksmál, både m. h. t. indretning og versemål; også verbale lån kan eftervises. Det er denne temlig påfaldende afhængighed af ældre digte, der — måske hos hans modstandere — har skaffet ham det lidet smigrende tilnavn, som han i hvert fald kun tildels har fortjænt. Hans sön var hövdingen Hárekr i Þjótta, der også var skjald (to vers bevarede). Af Eyvind kendes hovedsagelig to digte.


Hákonarmál, en lovsang om den afdøde Hakon d. gode, vistnok forfattet kort efter Stordslaget. Odin sender valkyrjer ud for at indbyde Hakon. De træffer ham lige för kampens begyndelse; han og hans rustning beskrives — »han spøgte med sine mænd, den muntre fyrste, han skulde værge sit land; han stod der med guldhjælmen«, hedder det bl. a. — et prægtigt billede af skjaldens kongelige ven. Derpå følger en smuk og kraftig skildring af kampen — som valkyrjerne naturligvis har deltaget i; efter den hører Hakon dem sige, at nu skal han til Valhal, uagtet han har vundet sejr. Det er Hakon ikke rigtig tilfreds med. De rider hjem til Valhal. Odin opfordrer Hermod og Brage til at modtage kongen. Hakon kommer, men mener, at Odin er ham lidet huld. Brage betager ham imidlertid enhver frygt i så henseende. Hakon vil dog beholde sin rustning og — »da, hedder det videre, erfaredes det, hvor godt kongen havde skånet helligdommene«. Endelig udtaler digteren en i stærke udtryk holdt ros over Hakon og slutter med et vers, der tildels er lånt fra Hávamál: »Fæ dør, frænder dør, land ødes og folk forgår; siden Hakon drog til de hedenske guder, lider mangen mand nød og elende«. Digtet er ypperlig anlagt og udført. Først i formel henseende. Eyvind bruger ljóðaháttr i de dialogiske partier, men málaháttr i beskrivelsen af kampen med naturlige overgange midt i versene for og efter málahátt-partiet. Uagtet han således efterligner Eiríksmál, er hans brug af versemålene bevidst kunstfærdig og står således, såvidt ses kan, höjere end i Eiríksmál. Dernæst benytter han Hermod og Brage (istf. Sigmund og Sinfjötle), atter med en bevidst tanke; det er krigermodets og skjaldedigtningens repræsentanter, der her virker i skön forening og symbolsk. Eyvind er ialfald en meget selvstændig efterligner. Hvad indholdet selv angår, er han sikkert endnu mere selvstændig. Inderligt og smukt er det billede især, han giver af kongen, der kun opfylder sin pligt ved at kæmpe for sit land, men gör det med glæde. Bitter-vemodig er følelsen af det store tab, land og folk har lidt. I én henseende er det billede, Eyvind giver os af Hakon, ikke historisk; det er når han vil give det udseende af, at Hakon var vel lidt af Odin; selv nærede Hakon angst i så henseende; vi finder her en hentydning til Hakons trosforhold. Han var jo kristen, men var bleven tvungen til at opgive kristendomsforkyndelsen i Norge. Ikke desto mindre lader Eyvind, troende hedning som han selv var, Hakon have »skånet« hedninge-templerne, hvilket næppe er det rigtige udtryk. Eyvind vil med andre ord fremstille Hakon som én, der i trossager var jævngod med andre hedninger; han vil på en måde rense ham for den plet, som Hakon i disses öjne måtte have.


Eyvinds andet hovedkvad, Háleygjatal, hvoraf der kun haves nogle få og usammenhængende rester, er en endnu mere direkte efterligning af Ynglingatal. Det er digtet til Hakon jarls ære, idet det opregner hans forfædre, de håløgske jarler og konger, omtr. på samme måde som Ynglingerne opregnes i Tjodolfs digt. Hele rækken kendes andensteds fra. Til slutning har digtet handlet om Jomsvikingeslaget og Hakons magt og anseelse derefter. Der er mange verbale efterligninger, og digtet var næppe så selvstændigt som Hákonarmál.


Endnu nævnes et digt, en drape om alle Islændere; hermed må menes en drape om de vigtigste, samtidige islandske hövdinger. Eyvind var beslægtet og besvogret med flere af dem, men den egenlige anledning til digtet kendes ikke. Islænderne lönnede ham kongeligt, med et stort og meget kostbart sølvspænde, som han engang under et uår til sin sorg (han siges at have været fattig) måtte sønderhugge og anvende som betalingsmiddel.


Endelig haves endel (godt og vel 12) løse vers af ham; de fleste angår Stordslaget og forholdet til Gunhildsönnerne; de er alle fortræffelig digtede og viser på forskellig måde Eyvinds karakter og stemninger.


Både af Olaf Tryggvason og Olaf d. hellige haves, vistnok fuldstændig ægte, vers; ligeledes af Magnus d. gode. Men Harald hårdråde overgår alle andre både ved sin skjaldebegavelse og forståelse af skjaldenes betydning. Om ham er en mængde skjalde grupperede, og dog skal han have været meget vanskelig m. h. t. antagelsen af hirdskjalde. Han havde et fintmærkende øre for de metriske fuldkommenheder og fejl. Der haves mange små anekdoter derom; »skjaldepoesien var for ham en uudtömmelig kilde til underholdning og morskab, hvad enten det var øjeblikkets kvikke småfrembringelser eller hele digte, ældre såvelsom yngre«. Foruden nogle løse vers digtede han en flokk på 16 vers — hvoraf nogle er i behold —, gammensvers kaldes den; de handler om hans rejser og enkelte oplevelser, men hvert vers endte med det samme linjepar (etslags omkvæd): »dog vil den guldprydede mø i Garderige ikke vide noget af mig«. Der sigtes til kongedatteren Ellisif, hvem han senere ægtede. Disse vers er meget kvikke og fulde af lune. Lige för sin død digtede han et par vers. Harald har en lignende betydning som Harald hårfagre i 9. årh.


Hermed er de vigtigste norske skjalde i dette tidsrum nævnede. Om Gisli Sursson se senere. Der er endel flere navne og småvers. Det er ret ejendommeligt, at fornyrðislaget synes at være stærkt brugt i Norge til denslags vers og mere end på Island.


Hertil kan endnu föjes, at »en syderøsk kristen mand« (Nordmand) kort för 1000 digtede et kvad om det mærkelige havfænomen, der kaldes »havgjærdinger« — hvorom Kongespejlet meddeler oplysninger —; et par småbrudstykker haves af denne Hafgerðingadrápa. Det er det ældste digt, der kendes forfattet i hrynhent versemål.