Oddrunes Klage (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Oddrunes Klage.


[I Originalen Oddrúnar-Grátr. See den store Udg. II. 335-60, 944-46. Jfr. Saga-Bibl. II, 81, hvorved jeg dog maa anmærke, at Forfatteren af Volsunga-Saga synes ligesaalidet at have kjendt eller benyttet denne Sang som den næstforegaaende, thi der, hvoraf man har sluttet det modsatte, nemlig Brynhildes Spaadom om Gunnars ulykkelige Kjærlighed til Oddrune, er et öjensynligt Uddrag af det 3die Qvad om Sigurd Str. 56 (S. 78-79) men ikke af Oddrunes Klage. Ogsaa det Træk, at alle Slanger i Ormetaarnet bleve, paa een nær, neddyssede ved Gunnars sidste Harpespil, læses udtrykkelig i Slutningen af denne Eddas korte prosaiske Beretning, kaldet Niflungernes Mord (her foran S. 105[1].]


OM BORGNY OG ODDRUN.

Heidrek hed en Mand.[2] Hans Datter hed Borgny. Hendes Elsker[3] hed Vilmund. Hun kunde ikke föde Börn, förend Oddrun, Atles Söster, kom hende til Hjelp. Hun havde været Gunnars, Giukes Söns, Kjæreste. Om denne Fortælling har man digtet fölgende:


1. I gamle Sagn
Jeg siges hörte[4]
Hvorledes Qvinden
Kom til Morgenland;[5]
Ingen kunde
Over Jord
Yde Hjelp
Heidreks Datter.


2. Det spurgte Oddrun,
Atles Söster,
At den Mö havde
Haarde Veer.
Fra Stalden hun tog
Sorte (Ganger)
Bidslet til Ridt,
Sadel paa den lagde.[6]


3. Over jævn Jordvej
Lod hun Hesten rende,
Til höjtknejsende
Hall hun naaede;
Sadlen hun kasted
Af den smækkre Ganger;
Ind gjennem hele
Huset hun gik,[7]
Og hun af Ord
Allerförst det sagde:


4. "Hvorom tales mest
her blandt Folk,
Hvad er hedest[8]
I Hunners Land?"


5. BORGN. "Her ligger Borgny
Nedtrykket af Smerter,
Oddrun! din Veninde
See om du kan hjelpe!"


6. ODDR. "Hvilken Hövding har
Lyde (dig) tilföjet?
Hvi ere Borgnys
Veer saa haarde?"


7. BORGN. "Vilmund heder den
Högförernes[9] Ven —
Han i varmt Lagen
Möen indhylled
Hele fem Vintre;
For Fader hun det skjulte!" — —


8. Ej troer jeg de talte
Mere end dette —
Mild hun gik at sidde
For Möens Knæe.
Höjt goel[10] Oddrune,
Stærkt goel Oddrune
For Borgny kraftfulde
Tryllesange. —


9. En Mö og Dreng da monne
Muldvej betræde,[11]
Blide Börn, som Högnes[12]
Banemand avled. —
Dette talte den
Dödsyge Qvinde,
Saa at hun intet
Ord för sagde:


10. "Saa hjelpe dig,
Hulde Vætter
Frigga og Freya[13]
Og flere Guddomme,
Som du fra mig
Fjærnede Nöden!"


11. ODDR. "Ej jeg mig nedlod
Til dig at hjelpe,
Fordi du det var
Værd nogensinde.
Jeg lovede og holdt
Hvad fordum jeg sagde,
At jeg allevegne
Hjelpe skulde
Naar Ædlinge
Arv omskifted.[14]


12. BORGN. "Rasende er du Oddrun!
Og afsindig,
At mig af oprört Sind
De fleste Ord du sagde —
Da jeg dig
Fulgte paa Jorden
Som om tvende Brödres
Börn vi vare."


13. ODDR. "End jeg mindes hvad
Du en Aften talte,
Da for Gunnar
Drik jeg laved.
Du sagde sligt
Derefter ej skulde
Nogen Mö hændes
Uden mig alene." —


14. Da sig nedsatte
Sörgmodig Qvinde,
Af megen Harm,
Sit Uheld at fortælle.


15. "Opammet jeg blev
I kongelig Sal,
Omhyggelig plejet
Efter Hövding-Bud[15]
I Faders Hus
Livet jeg nöd
Kun fem Vintre,
Medens han leved.


16. Disse sidste Ord
Sagde han,
Den mödige Konning,
Förend han döde:


17. Mig bad han udstyre
Med röden Guld
Grimhildes Sön[16]
I sydligt Land til Ægte;
Ej vilde, han sagde,
Til Verden födes
En herligere Mö,
Hvis Skjæbnen sligt ej spildte.


18. Brynhilde i Buret

Borden, handtered;

Om sig hun havde[17]
Lande og Folk; —

Södt slumred Jorden,

Og Himlen foroven,

Da Fafners Drabsmand

Borgen kjendte.


19. Da med vælsk Klinge

Kampen blev fört,

Og den Borg opbrudt

Som Brynhilde ejed.[18]
Ej længe det vared

(Som underligt ej var)

För den hele Svig[19]
Hun opdaged.


20. Haardt lod hun sligt

Hævnet vorde,
Det vi alle have
Overflödig prövet;
Hvert Land skal det spörge
Hvor Mennesker boe,
At selv hun med Sigurd
Sögte Döden.


21. Men jeg Gunnar,

Ringes Uddeler,

Kom til at elske
Som Brynhild det skulde. —
Men han Brynhilde
Bad Hjelm tage.
Sagde han Valkyrie[20]
Vorde burde.[21]


22. Atle de röde
Ringe böde,
Og min Broder
Böder ej smaa;
End for mig han[22] böd
Femten Gaarde,
Granes Siders Byrde,
Hvis tage sligt han vilde.


23. Men Atle sagde

Sig aldrig ville

Saadant Gods[23] modtage

Af Giukes Sönner.
Dog vi ikke kunde
Elskov modstaa,
Og mit Hoved
Heltens mödte.


24. Af min Slægt

Mange fortalte

At os tilsammen

Truffet[24] de havde,

Men Atle sagde
At jeg aldrig vilde
Mig Lyde paadrage
Eller Last udöve;
Dog sligt ingen skulde,
For anden Mand,
Forsværge naar
Det Kjærlighed gjelder! —


25. Sine Svende
Sendte Atle
Over mörke Skov
Mig at friste;
Og der de kom
Hvor de komme ej burde,
Da i et Lagen
Os vi tilhylled.


26. Dem vi röde
Ringe böde,
At de sligt ej skulde
Til Atle sige;
Men de i Hast
Hjem sig skyndte
Og hurtigen ham
Det hele fortalte. —


27. De for Gudrune
Dulgte alt,
Skjönt meget heller
Hun det vide burde. —


28. Guldskoede Heste
Hörte man trave
Da Giukes Sönner
I Gaarden indrede[25] — —
De[26] af Högne
Hjertet skare,
Men den anden i
Ormegaarden kasted! —


29. End en Gang
Var jeg draget
Til Geirmunds[27] Hjem
Gilde at berede. —
Herlig Fyrste
Harpen slog,[28]
Han meente det,
Den höjbaarne Konning
At ham jeg kunde
Komme til Hjelp.


30. Fra Hlesey[29]
Hörte jeg
Hvor hisset de stride
Strænge klange.


31. Terner jeg bad

Berede sig skulde,[30]
Ædlingens Liv

Bjerge jeg vilde.

Over Sundet Færgen

Flyde vi lode
Til jeg saa alle
Atles Gaarde.


32. Ud kom da Atles
Arme Moder[31]
I bugtet Fart —
Forbandet hun være!
Ind hun sig grov
Til Gunnars Hjerte,
At jeg ej kunde
Ædlingen bjerge.[32]


33. Tit siden derover
undredes jeg,
At jeg, en Qvinde, Livet
Kan beholde,
Da fast jeg troede
At tappreste Kjæmpe
Elsket som
Mig selv jeg havde.


34. Du sad og lytted
Mens jeg sagde dig
Mangen Vanskjæbne,
Min og Andres Lod! —
Efter eget Sind[33]
Lever enhver — —
Nu er Oddrunes
Klage til Ende." —



Noter

  1. Tydeligst indsees dette ved Sammenligningen af hine Steder med dem i Volsunga-Saga, som lyde saaledes (S. 114 hos Rafn l. c.): "Gudrun skal blive gift med Atle mod "sin Villie. Oddrun skal du önske dig, men Atle vil forhindre det. Da ville I begge have lönlige Sammenkomster og hun vil elske dig, men Atle skal svige dig" o. s. v. samt (S. 136): "Gunnar slog Harpen… — og saavidt bragte han det med sin Kunst at alle Ormene sov ind, undtagen en Ögle, stor og skrækkelig; den kröb til ham og gravede sig ind med sin Braad indtil den stang i hans Hjerte, og saaledes lod han sit Liv med megen Heltemod." Jfr. Atlaqv. Str. 32-33 og Atlam. Str. 62 (i den kh. Udg.) Sagaskriveren anmærker ikke engang, at Atles Moder havde forvandlet sig til Öglen, hvilket han dog vel havde gjort, hvis han havde kjendt nærværende Digt. Af dette og andet mere er det indlysende, at den Samling af Eddadigtene, som Volsunga-Sagas Forfatter har benyttet, tildels har manglet nogle af de som findes i vor Cod. reg. og tildels atter har indeholdt adskillige andre, som vi ikke mere have.
  2. Andre: Konge. Den berömte Heidreks Slægt hörte til de germaniske Gother, og dette Navn peger da maaske her til en saadan Oprindelse af Sagnet.
  3. Fridill er egentl. Masc. til Fridla, Frilla (Frille) af Fridr som oprindelig betydede Kjærlighed, Venskab, og siden Fred.
  4. See Saga-Bibl. II, 132-33.
  5. Orig. Mornaland; G. Magnæus gjætter og at det kunde betyde Mähren (Moravia). I det 11te Aarh. kaldte Islænderen, Illuge i en Vise, de Egne, som Harald Haardraade havde undertvunget: Sunnlönd, ɔ: "sydlige Lande, hvor Budles Sön (Atle) gav sine Svogre (det berygtede sidste) Gjæstebud." Hkr. III, 60. VI, 149.
  6. Alt dette lader maaake Digteren hende selv gjöre for at antyde saa stor en Skynding, at hun ikke vilde bie efter en Tjener, til hvis Forretninger sligt ellers hörte.
  7. ɔ: Til de inderste Værelser.
  8. Maaske man for hlæs burde læse hlægst ɔ: latterligt, mest til Spot. Det hele sigter vist til Oddruns nu röbede Vanære.
  9. Falkejagt synes kun da at være bleven brugt af de Store.
Jfr. foran S. 54.
  10. ɔ: sang; jfr. III, 142 (bruges mest om Tryllesange, deraf kaldede Galdre).
  11. ɔ: kom til Jorden.
  12. Om Giukes berömte Sön menes her, kunne vi ikke sige. I det Tilfælde maa Vilmund have været en af Atles Krigere eller Hofsinder.
  13. I lignende Tilfælde paakaldte ogsaa Romerne saavel 
Juno Lucina som Maanegudinden Diana.
  14. ɔ: ved Födselen (da Arvegangsmaaden stedse forandres).
  15. Kan og oversættes saaledes: i alskens Herlighed, til Brud for en Ædling.
  16. ɔ: Gunnar.
  17. ɔ: besad, befalede over.
  18. Denne Beretning synes at stemme overens med Vilk. S.
Kap. 148. hvor det fortælles at Sigurd opbröd Jernporten paa 
Brynhildes Slot og ihjelslog dets Vogtere.
  19. Ved Sigurds Forklædning som Gunnar og Frierie i hans Navn.
  20. E. O. Önskemö. Jfr. S. 42-43, 55.
  21. Man skulde tro at disse 4 Linier handlede om en ældre 
Begivenhed. Her maa de, jevnförte med Strophens förste Hælvte,
 tilkjendegive: at Gunnar allerede elskede Oddrune medens Brynhilde levede, var allerede bleven kjed af sin Kone og bad hende 
at vende tilbage til hendes forrige Skjoldmö-Stand. Dette modsige dog de övrige gamle Fortællinger.
  22. ɔ: Gunnar.
  23. I Orig. Mundr, nemlig Brudeskat (forsaavidt som den efter den ældste fra Österlandene indförte Skik, gaves af Frieren til Brudens Fader.
  24. El. grebet, overrumplet.
  25. Efter Atles forræderiske Indbydelse.
  26. ɔ: Atles Mænd.
  27. Navnet Geirmund forekommer ikke allene i det gamle Tydskland, men ogsaa (formodentlig som gothisk) i det hedenske Lithauen.
  28. Saa höjt, at Oddrune kunde höre det i en lang Frastand.
  29. Eller Hliesey, Hléssey. Her kan ikke det danske Hlésey (nemlig Læssöe) menes. Liesi, Lihesi hed en Egn eller By blandt Ostfrankerne i gamle Dage. Endnu findes i Saxen Stederne Lösnig, Lefsa o.s.v.
  30. ɔ: til hurtig Bortreise.
  31. Hun har saaledes ikke været Oddrunes Moder; — her menes vel at hun ved Trolddom har forvandlet sig til en Ögle. See Indledn.
  32. See her foran S. 105. Den yngre Eddas udförligere Fortælling S. 142, samt Rafns Vols. S. S. 136.
  33. El. for sin Kjærlighed, sine Elskede.