Odense betyder Odins vi

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Odense betyder Odins vi
– og hvad kan vi så bruge den oplysning til?

af Carsten Lyngdrup Madsen
2019

Artiklen har tidligere været bragt i
Religion - Tidsskrift for Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF.

Vor viden om førkristen religion i Norden har vi fra:

• skriftlige kilder
• arkæologiske fund
• folketro og sagn
• stednavne

De skriftlige kilder – først og fremmest digtene i Den ældre Edda, de mytologiske afsnit af Snorres Edda og visse dele af de islandske sagaer – bliver flittigt benyttet og citeret i værker om førkristen religion. Myterne er fortalt og genfortalt et utal af gange og alene den kendsgerning, at begge eddaerne og de islandske sagaer er blevet nyoversat inden for de seneste fem år, viser betydningen af dem . Arkæologiske fund som kilde er mere og andet end afbildningen af Tor på Hørdumstenen eller Odin på Gotlandske billedsten. Museernes særudstillinger som fx "Mosens guder" eller "Viking og Hvidekrist" og arkæologiske forskningsprojekter som fx Nationalmuseets "Førkristne kultpladser" med udgravningerne ved Tissø viser, at der i disse år er stort fokus på, hvad arkæologien kan lære os om den gamle religion. Mindre opmærksomhed er der derimod blevet rettet mod kildeværdien af de to sidste punkter: folketro og stednavne. Måske fordi materialet er så enormt og derfor vanskeligt at håndtere. Ikke desto mindre skal vi i denne artikel rette blikket mod nogle af vore stednavne og forsøge at afgøre, om de reelt kan kaste lys over de gamle guder og kulten omkring dem.

Studiet af stednavne

Ligesom synet på de skriftlige kilder ikke er det samme i dag, som det var for 50 år siden, har også synet på stednavne som kilde ændret sig over tid. Lidt forenklet kan man sige, at opfattelsen er gået fra ukritisk til hyperkritisk til genopdagelse. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var der stort fokus på stednavne som en vigtig kilde i religionshistoriske spørgsmål. Men i 1950’erne begyndte der at lyde kritiske røster fra flere forskere, som mente, at stednavne blev anvendt alt for vilkårligt. I de følgende årtier tog kritikken til med det resultat, at forskere i vid udstrækning undlod at inddrage stednavne i deres studier. Omkring årtusindskiftet begyndte der dog at blæse nye vinde. Stednavneforskningen kom ud af skammekrogen og blev genstand for nye studier. Allerede i 1986 havde den danske stednavneforsker Bente Holmberg appelleret til mere forskning i stednavne med religionshistorisk relevans. Den nordiske sammenslutning af navneforskere Norna afholdt i 1990 en tværfaglig konference under overskriften Sakrale navne. Blandt deltagerne var ikke blot Bente Holmberg men også to af de mest fremtrædende svenske navneforskere Stefan Brink og Per Vikstrand. På mange måder blev denne konference skelsættende, for med den indledtes en ny type forskning, som skulle genskabe respekten for den udskældte disciplin.

Den nye stednavneforskning understreger bl.a, nødvendigheden af tværfaglighed. Ved at inddrage arkæologiske fund, skriftlige kilder, runestenstekster og historisk viden kan vi få et helt andet udbytte af stednavne. Den arkæologiske forskning kan til dels rekonstruere samfundsstrukturen, herunder lokalisere centralpladser i landskabet. Med stednavne kan der føjes nye facetter til denne rekonstruktion fx ved at udpege placeringen af kultpladser eller tingsteder.

Den sproglige udfordring

At arbejde med stednavne er en sproglig disciplin. Hvis man ignorerer dette eller ikke forstår at tolke navnet korrekt, kommer man på glatis. I virkeligheden var det dette, som gik galt for nogle af de første stednavneforskere. Derfor var en del af kritikken også berettiget.

For at nå frem til den rigtige tolkning af et navn, må man tilbage til navnets ældste form – dets kildeform. Når vi i Himmerland støder på navnet Vognsild, så har det hverken noget med vogn eller sild at gøre. Ifølge navnets ældste form – Othensild – er det en sammensætning af Odin + hillæ; hillæ er et gammelt dansk ord, som vi i dag kender fra ordet hylde, her dog i betydningen 'gudehus af træ' eller 'træstillads til gudebilleder'. Derfor skal Vognsild ifølge Dansk Stednavneleksikon tolkes som "Gudsdyrkelsesstedet der er indviet til Odin". – At man ikke altid kan tage navnenes umiddelbare betydning for pålydende kan der gives mange eksempler på. Torsminde på Vestkysten sigter ikke til Tor men til torsk. Torø ved Assens har heller ikke noget med Tor at gøre men med en gammel naturbetegnelse thora, der betyder en forhøjning. Torskov ved Århus kan sigte til Tor, men det kan lige så vel referere til personnavnet Tord eller plantenavnet torn, tjørn.

Nordisk Forskningsinstitut har oprettet en database med mere end 200.000 danske stednavne med gode søgefunktioner. Ved hvert navn anføres de ældste kildeformer, en analyse af navnets efterled/endelse og ved mange af navnene gives tillige forslag til tolkning. Se adressen i tekstboksen.

Myte og kult

Guldbrakteat fundet på Fyn. Runeteksten er svær at tyde, men indeholder navnet Hávi, der betyder ”den Høje” og er et af Odins mange navne. På motivet ses en kriger på sin hest talende til en fugl. Er dette Odin på hesten Sleipner i samtale med en af sine ravne?

I de fleste fremstillinger af førkristen religion er det ofte fortællingerne om guderne – myterne – som er det altoverskyggende indhold og måske står de endda alene. I undervisningsmateriale i folkeskolen er dette ikke ualmindeligt. Derfor har de fleste danskere en vis basisviden om de nordiske guder og deres bedrifter, om verdens skabelse og det afsluttende ragnarok. Men der høres ikke meget om, hvordan man praktiserede sin tro i tiden før kristendommen. Hvor og hvordan man dyrkede sine guder. Det er bl.a. disse spørgsmål stednavnene kan være med til at kaste lys over.

Guder i landskabet

I jernalder og vikingetid møder vi i Norden en udbredt tro på helligsteder i naturen. Flere religions- og stednavneforskere har påpeget, at mennesker i førkristen tid har haft en ganske anderledes opfattelse af det omgivende landskab, end vi har i dag. Landskabet har haft en mytisk dimension. En høj var ikke blot en høj, men var måske Frejas høj. En mose ikke blot en mose, men en offermose. En lund ikke blot en lund, men gudernes lund. Sjælland var pløjet ud af Sverige og trukket til sin nuværende beliggenhed af gudinden Gefion. Læsø var hjemsted for havjætten Ægir (Hlér) osv. Vi i den vestlige verden betragter for en stor del natur og landskab blot som en økonomisk ressource, siger Stefan Brink. Vore forfædre derimod så den som en "eksistentiel partner", hvor steder var ladet med mytiske, kultiske og ærefrygtindgydende kræfter, steder, som erindrede dem om en "religiøs forbindelse." Med dette syn på landskabet er det derfor heller ikke overraskende, om der kan findes spor efter guderne i navne og stedbetegnelser.

I mytologien er Odin den øverste af guderne og i stednavnene dukker han op i alle dele af landet. Odense på Fyn, Oddense i Salling, Onsild i Himmerland, Oens i Østjylland, Vojens og Vonsild i Sønderjylland og Onsved og Onskilde på Sjælland m.fl. – Det mest kendte stednavn med Odin er Fyns hovedstad Odense – oprindeligt Othinswi, Odins vi. Vi er betegnelsen for et helligsted og byen Odense kan være vokset op omkring dette helligsted og taget navn efter det. Odenses position som et religiøst magtcentrum fremgår måske også af et par andre navne, som ganske vist ikke knytter sig til Odin men til Tor. Syd for bydelen Næsby har tidligere ligget en lille sø, Næsbyhoved Sø, hvori der lå en lille skovbevokset holm. Denne holm hed Thorslund. Ordet lund betyder almindeligvis blot en lille skov, men Lisbeth Eilersgaard Christensen påpeger, at ordet i sammensætninger med et hedensk gudenavn snarere har betydningen ”hellig skov”, hvorefter hun tilføjer: ”Navnet bærer således erindringer om eksistensen af endnu en hedensk religiøs lokalitet; en skov viet til guden Thor, der sandsynligvis har været i funktion som sådan i den sene del af jernalderen eller vikingetiden.” Før søen blev tørlagt lå der ikke langt fra Thorslund endnu en holm – Viholm – som måske udgør den tredje kultplads ved Odense.

Tors popularitet fremgår ikke blot af de mange sagn og fortællinger, som er bevaret om ham, men også af et meget stort antal stednavne, hvori hans navn indgår. Der findes flere stednavne med Tor end med noget andet gudenavn. Der er dog den særlige udfordring med disse navne, at personnavne som fx Tord eller Tore ligger så tæt på Tor, at det ikke altid kan afgøres, om et stednavn indeholder det ene eller det andet navn. – Skulle man nævne nogle danske stednavne med Tor, hvor stednavneforskere udtrykker sig ret sikkert, kunne det være det tidligere nævnte Thorslund ved Odense, hvor der i forvejen fandtes et kultsted, Torslunde ved Tåstrup eller Torslunde ved Rødby, der indeholder de samme elementer: Tor og den angiveligt hellige lund, hvor Tor må være blevet dyrket. Det samme kan siges om Thors Mose på Fyn. Flere Torsager-navne er måske endnu et udtryk for tordengudens popularitet blandt bønderne. I sin afhandling om stednavne i yngre jernalder sammenfatter Eilersgaard Christensen, at "sakrale -ager-navne tolkes som udtryk for steder viet til de pågældende guder eller steder, hvor kultiske aktiviteter har fundet sted, men det understreges, at dette ikke er ensbetydende med, at ager kan tolkes i betydningen ’kultplads’ i disse navne."

Tollundmanden – død ved hængning og lagt i mosen. Et offer til guderne?

Frej og hans søster Freja er frugtbarhedsguder. Selv om Frej i sagnhistorien særligt knyttes til Sverige, viser danske stednavne, at han også har haft sine tilhængere her i landet. Da søskendeparrets navne er så ens, kan det være vanskeligt at afgøre, om et stednavn bygger på den ene eller den anden. Til gengæld er der ingen personnavne, som kan forstyrre. I Danmark og Sverige har navne med Frej (Freyr) udviklet sig til det korte Frø, og Freja (Freyja) til Frøa. Det er navne med disse forstavelser, som vi skal holde øje med. Den gamle herredsbetegnelse for det sønderjyske herred – Frøs Herred – har navn efter Frej, men da der kun findes enkelte stednavne med Frø i Frøs Herred, må vi antage, at der har været mere markante Frej-lokaliteter, hvis navne er blevet udvisket af tiden. Frøsmose mellem Ringsted og Sorø har også taget navn efter Frej. Navnet er kendt fra Knytlinga saga, hvor det skrives Freysmosi. Selv om her kun er marker i dag, lå der før i tiden en betydelig mose her, som altså blev knyttet til Frej. Med vort kendskab til jernalderens moseofringer af både mennesker, dyr og genstande, er det ikke vanskeligt at forstå mosen som et kultsted. Naturnavnene Frøsbjerg og Frøshøj ved Stenløse peger på Frej, mens Frølunde på Vestsjælland og Frølund i Midtjylland indeholder gudinden Frejas navn. Som ved Thorslund må vi i disse navne forstå efterleddet lund som en hellig lund viet til Freja. Også det fynske højdedrag Frøbjerg Bavnehøj har navn efter Freja og kan have været kultsted for Freja.

Også nogle af de mindre fremtrædende guder dukker op i stednavnene. Guden Njord genfinder vi i navne som Nærum og Nærå. Balders navn finder vi i Baldersbrønde og Boldesager. I Norge og Sverige findes et meget stort antal lokaliteter, som er opkaldt efter den ellers ret anonyme gud Ull. I Danmark derimod er Ull så godt som fraværende i stednavne – kun Ulfborg og Ulbjerg har været diskuteret. Til gengæld er guden Tyr helt fraværende i Sverige og kun at finde to steder i Norge, hvorimod det er stærkt repræsenteret i danske navne, fx Thisted, Thise, Tibirke, Tilst, Tirslund, Tisbjerg, Tissø, Tislund, Tisvilde. – Sådanne regionale forskelle ville vi ikke kende til, om ikke det havde været for stednavnene. Troen på Tyr har stået stærkt i Danmark.

Den mest dominerende gud i Danmark har dog været Odin. Herom skriver stednavneforskeren Kristian Hald: "The Danish place-name material of sacral significance is in itself comparatively small, but the summary just given shows that we can at any rate draw one important conclusion for the history of religion from it. It is that a single god, Odin, played a completely dominant role in the public cult. It was Odin who was worshipped in the vi and the temples, while the old divinities of fertility, worshipped by the ordinary farming population, had to be content with primitive cult-places out in woods and groves. Such concentration on the cult of a single god is unparalleled in the other Scandinavian countries."

Kultstedsbetegnelser

Det er imidlertid ikke kun stednavne, som indeholder et gudenavn, der kan have religionshistorisk betydning. Også navne, som rummer betegnelsen for et kultsted, er yderst relevante. De vigtigste kultstedsbetegnelser i Norden er hørg, hov og vi. I de ældste skriftlige kilder optræder alle tre som betegnelser for et førkristent kultsted. De kendes bl.a. fra flere af Eddaens gudedigte. Men de bliver også ved med at dukke op blandt vore stednavne. Derfor må vi kende betydningen af disse ord.

Ordet hørg er et fællesgermansk ord, som betegner en stensætning eller stenhob, som benyttedes til kultiske formål. Det kan dreje sig om et stenalter under åben himmel eller et simpelt kulthus, hvor der er blevet foretaget ofringer.

Med et hov skal enten forstås et gudehus, et hedensk tempel eller med Olaf Olsens ord "en gård, i hvilken der regelmæssigt afholdtes kultiske sammenkomster for en større kreds end gårdens egne beboere."

Et vi er betegnelsen for en indviet plads, en hedenske helligdom. Grundbetydningen af ordet er ”noget helligt”, ”en hellig plads”, på oldnordisk og oldsaksisk betegner det ”en kultplads, en helligdom, et tempel” og på oldengelsk kan det betyde ”en helligdom eller et gudebillede”.

Som vi har set, kan også ordet lund betegne et helligsted. Omkring år 100 e.Kr. skrev den romerske historiker Tacitus et værk om de germanske folks tro og skikke. Et træk, som går igen i hans beskrivelse er, at germanerne dyrker deres guder i det fri i små skove eller særligt indviede lunde. Han siger, at gudsdyrkelsen foregår i en hellig lund, en hellig skov eller ved bredden af en særligt indviet sø, for ”her bor den gud, der er alles kongelige hersker.”

Kultsteder i landskabet

Hørgen finder vi i navne som det sønderjyske Harreby, Harre Herred i Salling, Harris ved Århus og det midtjyske Harrild ved Brande. Dette sidste navn, Harrild, er interessant, fordi det er sammensat af de to ord hargh og hillæ. Hillæ har vi tidligere mødt i forbindelse med navnet Vognsild, hvor det blev forbundet med Odin. Ordet i sig selv betegner opsatsen til gudebilledet eller måske alteret selv. Når hillæ her sættes sammen med hargh, må vi forstå begge ordene som sakrale. Navnet Harrild ser altså ud til at have taget navn efter en gammel hedensk helligdom. – Nogle danske navne med forleddet Har- eller Harre- kan have en anden oprindelse, men Kristian Hald slår dog fast, at navnene Harre, Harreby og Hørby udspringer af hørg og må antages at have betydningen offerplads. Stednavne, hvor hørg danner efterled til et gudenavn, findes ikke i Danmark.

Et helt frisk eksempel på brugen af stednavne i forskning fik vi kort før jul, da Slots- og Kulturstyrelsen offentliggjorde en topti liste over de vigtigste arkæologiske fund i 2018. På førstepladsen havde de sat fundet af et hus fra yngre jernalder ved Fæsted i Sønderjylland. Arkæologer var ikke i tvivl om, at her var tale om et kulthus, hvilket gjorde fundet ganske unikt. Blandt argumenterne for denne tolkning var husets beliggenhed blot et par kilometer nord for et stednavn, som understøttede dette, nemlig Harreby – Harghby – hørgby.

Dragtspænde af bronze forestillende Tors to bukke. Fundet under udgravningen af høvdingehallen ved Tissø.

I modsætning til Norge og Sverige hersker der usikkerhed om navne med hov i Danmark. Usikkerheden skyldes ikke, at sådanne navne ikke forekommer, men at tolkningen ikke er entydig. Et Odinshov, Torshov eller Freyshov, som vi finder adskillige af i Norge, rummer ikke så mange tolkningsmuligheder som danske Hovager, Hovbakke, Hovbjerg, Hovby og lignende. Et gammeldansk ord hof, som betyder en lille høj, er yderligere med til at sløre billedet. I sin Stednavneordbog siger Bent Jørgensen dog: "Fra denne betydning ('lille høj') har i hvert fald i Norge udviklet sig den nu kendte betydning 'hov, gudehov, gudetempel', muligvis via en betydning 'gård, hus'."

Broddenbjergmanden.

Da Nationalmuseets arkæologer i 2010 søsatte det store projekt "Førkristne kultpladser", havde de ingen forestilling om, hvad der lå i vente. De mest spektakulære fund gjorde de ved bredden af Tyrs sø, Tissø på Vestsjælland. Her fandt man en kolossal høvdingehal fra yngre jernalder og vikingetid på ikke mindre end 550m2. I forbindelse med hallen var der et indhegnet område med en lille bygning. I og omkring denne bygning blev der fundet et stort antal smågenstande som Torshamre, miniaturespyd og smykker med mytologiske motiver. Huset er blevet tolket som et kulthus. Mange andre fund, som der ikke er plads til at redegøre for her, understøttede denne tolkning. Lars Jørgensen, som forestod udgravningen konkluderer: ”Sammenfatter vi i dag de mangeartede beskrivelser af vikingetidens hedenske kultelementer i lyset af resultaterne fra de seneste årtiers arkæologiske udgravninger af de overregionale kultcentre, så kunne billedet fra de undersøgte stormandssæder med hal og den tilhørende mindre bygning tolkes som ét kompleks med hov (hallen) og hørg (mindre bygning). Den store hal var centrum for kultfester og mellem disse blev gudebillederne m.v. opbevaret i den tilknyttede hørg.”

På Nationalmuseet er mange af fundene fra Tissø blevet udstillet, ligesom man på museets hjemmeside har oprettet et særligt afsnit om Førkristne kultpladser. I forbindelse med formidlingen af projektet har man fået fremstillet en animationsfilm ”Kongsgården ved Tissø”, som anskueliggør såvel topografien som resultaterne af de arkæologiske fund. Endelig er der ved Fugledegård ved Tissø blevet bygget et lille formidlingscenter, som bl.a. rummer en udstilling om områdets forhistorie.

Hvad vi i Danmark mangler af sikre hov-lokaliteter, har vi til gengæld, når det kommer til navne med vi. De vier, som er knyttet til en bestemt gud er alle helliget Odin (Odense på Fyn, Oddense i Salling, Vojens i Sydjylland). Der findes dog også en række navne med vi, som ikke forbindes med Odin eller nogen anden gud. Blandt disse navne kan ud over Viborg nævnes Vium nord for Ringkøbing, Viuf syd for Vejle, Vemb vest for Holstebro, Vibøge på Als, Vivede ved Faxe, Viby to steder på Fyn, Viby ved Århus og Vimose nord for Odense. Lad os se nærmere på et par af disse navne.

Mandsmaske fundet i Vimose ved Odense.

Viborg er en af Danmarks ældste byer. De ældste arkæologiske spor af bebyggelse går tilbage til 700-tallet. Bydannelsen sættes til sidste halvdel af 900-tallet. Men Viborgs historie går langt længere tilbage. Navnet Viborg (tidligere: Wibjerg, Wibiærgh, Wybærgh) betyder viet på bjerget og vidner om, at her har ligget et gudevi i førkristen tid. Her findes ganske vist ikke noget bjerg, men Viborg ligger højt i terrænet. Da Viborg Domkirke ligger yderligt højere og man under domkirken har fundet spor af en trækirke fra omkr. 980, er flere af den opfattelse, at kirken kan være bygget oven på det gamle vi. Hvis dette er sandt, vil vi her have et eksempel på kultpladskontinuitet i overgangen fra hedendom til kristendom. Men Viborg som kultsted går endnu længere tilbage. På Viborg Golfbane ligger der nogle småsøer, som udgør resterne af den tidligere Broddenbjerg Mose. I denne mose fandt man under tørvegravning i 1880 den siden så berømte Broddenbjergmand sammen med flere andre spor fra bronzealderen. Broddenbjergmanden er en knap én meter høj egetræsfigur, som i lighed med de mandlige figurer på helleristninger og Frejstatuetten fra Lunda i Sverige er forsynet med et overdimensioneret lem. Her er øjensynligt tale om en frugtbarhedsgud. Figuren blev fundet ved en opstablet stenhob (en hørg?) på hen ved 200 håndstore sten. Broddenbjergmandens ben endte spidse, hvilket kunne indikere, at figuren havde stået oprejst i stenhoben. Ved mosen er desuden fundet spor efter flere end 500 såkaldte ’jordovne’, dvs. gruber, hvori der kan være tilberedt mad. Arkæologer er i dag enige om, at disse fund fortæller historien om et stort kultsted ved den hellige mose, og at mennesker har været forsamlede her for at ofre til guden – måske personificeret ved Broddenbjergmanden. Kombinationen af det sakrale navn Viborg, fundene fra offermosen og indikationer af et helligt vi gør, at Viborg angiveligt har en lang historie som kultsted.

Når talen er om det hellige vi, kan vi ikke forbigå Glavendrupstenen nord for Odense. Stenens tekst er dateret til 900- 950 og er Danmarks længste runeinskription. Stenen er som mange andre runesten viet til Tor og er rejst til minde om en mand ved navn Alle den Blege. Det er hans kone Ragnhild og deres sønner, som har rejst stenen. I teksten kan man om Alle den Blege læse, at han var ”viernes gode”. En gode er en hedensk præst, så Alle har været stedets religiøse overhoved. Og han har ikke blot haft ansvar for ét men flere vier. Har et af disse været Odinsvi – Odense? Eller den store Vimose, som ligger mellem Glavendrup og Odense. At denne mose har været et flittigt benyttet helligsted, vidner ikke blot navnet om, men også fund af meget store våbenofringer fra yngre jernalder. Der er ikke noget i vejen for, at viet skulle have bevaret sin status som helligsted til Alle den Bleges tid. Kultsteders hellighed aftager som regel ikke med alderen.

Talrige småbyer og skove ender på -lund eller -lunde. Stednavneforskeren Birgit Eggert anfører således omkring 250 bebyggelser med lund. Selv om nyere forskning tyder på, at mange af de danske lund-navne ikke er så gamle som hidtil antaget (Birgit Eggert placerer dem i sen vikingetid og middelalder eller endnu senere), så er de lund-navne, som forbindes med et gudenavn betydeligt ældre og må regnes for sikre sakrale navne. Vi har allerede set på flere af dem. Navne som Thorslund, Frølund og Tirslund indikerer lokaliteter, hvor religiøs aktivitet er fundet sted i førkristen tid.

Konklusion

Uanset om man forstår stednavne som ”små arkæologiske spor” eller som ”selvstændige små stumper tekst”, der skal tolkes, står det fast, at stednavne er kilder til fortiden. Og sakrale stednavne er kilder til fortidens religion. Vi kender sjældent oprindelsen til et navn, men vi kender navnets form og indhold. Dette kan gøre os klogere på den tid, hvori navnene er opstået.

Sakrale stednavne indeholder gudenavne, betegnelser for kultsteder eller andre ordled, som har med religion at gøre. Indholdet i disse navne kan fortælle os noget om religiøse forestillinger og religiøs praksis i jernalder og vikingetid. Antallet og udbredelsen af de sakrale navne viser, hvilken betydning religion generelt havde for mennesker i denne periode.

Som kilde til førkristen religion bidrager stednavne især på tre områder. For det første viser de tilstedeværelsen af en førkristen religion. Mennesker i jernalder og vikingetid har haft en religiøs dimension på deres tilværelse. Eksistensen af guder har udgjort en del af deres tænkning og er indgået i deres tolkning af tilværelsen. For det andet giver stednavnene en indikation af omfanget og udbredelsen af denne religiøse dimension. Vi møder sakrale navne overalt, og vi møder dem i utallige forskellige sammenhænge. De findes i forbindelse med bebyggelse - by, gård, ager, tun, havn – og de findes i forbindelse med landskab og natur - bjerg, fjeld, sø, mose, dal, bakke, fjord, å, kilde, skov, eng, slette. Det er svært at forestille sig, at et navneled, som indgår i så mange og så forskelligartede navne, ikke har haft betydning for navngiverne. For det tredje slår stednavnene bro mellem mytologi og religion. Stednavnene viser, at de nordiske guder, som de fremstilles i Snorres mytologi, ikke blot er luftige middelalderlige forestillinger om førkristne forhold uden bund i historien. Værdien af denne information kan vanskeligt overdrives. I modsætning til de skriftlige kilder er stednavne samtidige kilder og må derfor betragtes som primære kilder til førkristen religion.

Litteratur

Brink, Stefan: How Uniform was Old Norse Religion? 2007.

Brink, Stefan: Ortnamn som källa i historisk forskning, 1984.

Christensen, Lisbeth E.: Stednavne som kilde til yngre jernalders centralpladser, 2010.

Christensen, Lisbeth E.: Stednavne og arkæologi i Kuml, 2017

Eggert, Birgit: Danske stednavne på -lund, i Navnemiljøer og samfund i jernalder og vikingetid, 2011.

Fellows-Jensen, Gillian og Holmberg, Bente (red.): Sakrale navne, 1992 (Norna-Rapport 48).

Gammeltoft, Peder: De gamle guder og deres tilbedelse i sønderjyske stednavne, i Sønderiysk Månedsskrift 1, 2013.

Hald, Kristian: Stednavne og kulturhistorie, 1976.

Hald, Kristian: Vore stednavne, 1965.

Holmberg, Bente: Recent Research into Sacral Names, i The Twelfth Viking Congress, Volume 3, 1994.

Jørgensen, Bent: Stednavneordbog, 1994

Kousgård Sørensen, John og Christensen, Vibeke: Stednavneforskning 1-2, 1972 0g 1979.

Lyngdrup Madsen, Carsten: Stednavne og førkristne kultsteder, 2016

Olsen, Olaf: Hørg, hov og kirke, 1966.

Sonne, Lasse C. A.: Teofore stednavne og kult i Navnemiljøer og samfund i jernalder og vikingetid, 2011.

Steenstrup, Johannes: Guders Navne i de nordiske Stedsnavne, 1896.

Nyttige adresser på nettet

• Danmark: http://danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk/ og https://navn.ku.dk/stednavne/
• Norge: https://www.norgeskart.no og http://www.norskstadnamnleksikon.no/
• Sverige: https://kso.etjanster.lantmateriet.se/ og http://www4.sprakochfolkminnen.se/NAU-ortnamn/_helareg1.php

---