Odins høie Sang (B.C.Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785

Odins høie Sang

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

1. Alle Gader,

Før du gaaer frem

Omskue skal du,

Randsage skal du!

Thi ingen uagtsom

Bør at være,

Hvor hans Fiender sidde

I Baghold mod ham.

2. Hil dem, som give!

En Giest er indkommen:

Hvor skal han Sæde faae?

Meget haster han,

Som ved Ilden vil

Atter vederqvæges.

3. Ild er behov

Ham som indkommer,

Og er paa Knæ hvalen:

Men Mad og Klæder

Er’ den Mand behov,

Som over Field haver reist.

4. Vand er behov

Dem som gaae til Giest,

Høflighed og Varme.

For Velgierning

Skal man giengielde

Roes eller Vederlag.

5. Vid er behov

Dem, som langt omreise;

Frit er hiemme alt.

Til Vidunder bliver

Den som intet kan,

Om han hos Vise sidder.

6. Et tankefuldt Hierte

Bør ingen med spotten drille.

Men heller den ædle

Tause Giest beundre,

Naar han kommer

Til nogens Huus.

7. Bange Giest,

Som til Maaltid kommer,

Med klog Taushed tier.

Med Øre han lyder,

Med Øie omskuer.

Da sees snart, hvo der er viis.

8. Salig, hvo

Selv sig skaffer

Lov eller Medynk.

Usikkert er alt det,

Som man eie kan

I andres Hierte.

9. Salig den,

Som selv har

Lov og Vid, mens han lever;

Thi ondt Raad

Har een tidt taget

Af en andens Bryst.

10. Vid er behov

Dem som langt omreise;

For Skade bli’r man sielden varet,

Har man ei en viis og omhyggelig Ven

Thi en troere faar ingen mand,

Og saameget retviis.

11. Bedre Byrde

Bær’ man ei til sit Hiem,

End ret megen Viisdom.

Intet bedre

Finder man i ubekiendt Stad.

Den er Værn for Skade.

12. Bedre Byrde

Bær’ man ei til sit Hiem,

End megen Viisdom.

Men kommer det værste,

Ligger man paa Veien,

Det er formeget Øl.

13. Ikke er saa got,

Som nogle sige,

Øl for Mennesker.

Jo meer’ man drikker,

Jo mindre man veed

Sin Fornuft at bruge.

14. Forglemmelses Heire heder

Fugl over Drikket svævend’,

Den stieler Folks Forstand.

Den Fugls Fiedre

Var jeg fanget i,

I Gunnladas Boelig.

15. Drukken jeg blev,

Og ret drukken,

Hos den vise Fiolvarin.

Ved Øl er det best

At siden bekommer

Hver sin Fornuft igien.

16. Taus og høimodig

Skal en Konges Søn

Og tapper være.

Gavmild og god

Skal ærekier Mand

Til sin Død være.

17. Uviis Mand

Troer at leve evig,

Om han fra Krig sig holder.

Men Alderdom ham

Ei gier Fred,

Skiønt Spyd ham sparer.

18. Taaben han gloer,

Naar til Giest han kommer,

Tier reent eller mumler.

Han svelger alt

Hvad ham synes.

Det forstaaer han allene.

19. Viis er kun den,

Som Veie kiender,

Og har reist om Lande,

Hvis Forstand udforsker

Hver en Mand.

Det er den Vises Vid!

20. Man holde vel Bæg’ret,

Drikke dog til Maade,

Tale vel eller tie!

Uhøflig kalder dig

Ingen Mand,

Skiønt du ganger tidlig at sove.

21. Graadig Mand,

Styrer han ei Lysten,

Æder sig Døden.

Latterlig,

Naar han hos Vise er,

Giør en graadig Maven.

22. Hiorder vide

Naar de skulle

Gange hiem af Marken,

Men uviis mand

Veed aldrig Maal

Paa sin Mave.

23. Usel Mand

Og ondhiertet

Leer ad alle Ting.

Han sidst begriber,

Om man ham og spotter,

Naar han hos Kloge er.

Han ei begriber,

Hvad ham vigtigt var,

At han er ei selv uden Feil.

24. Uviis Mand

Vaager om alle Nætter

Og tænker paa alting.

Naar Morgenen

Kommer, er han træt,

Og dog saa viis, som han var.

25. Uviis Mand

Troer de medsmilend’

Alle sine Venner.

Han ei begriber,

At om ham der spottes,

Naar han hos Kloge er.

26. Uviis Mand

Troer alt at vide,

Naar han er paa fiendtlig’ Steder;

Veed dog ei

Hvad han skal svare,

Om de vil ham prøve.

27. Flink troer den sig,

Som de flygtende forfølger.

En giør Nar af anden.

Dog veed ikke

Den som til Giest kommer,

Om han med Skiend’giest kiendes.

28. Nogle engang

Lode ret Venner;

Men i Prøven

Alle svigted’.

Ondskabsfuld

Snak bliver evig.

Fiendsk er Giest mod Giest.

29. Lange Afveie

Ere mig til onde Venner,

Skiønt de boe for mig lige over.

Men til gode Venner

Ere mig Gangveie alle,

Skiønt de boe fra mig langt borte.

30. Ikke længe

Skal Giest være

Paa eet og samme Sted;

Kier bliver kied,

Om længe han

Er i andens Huus.

31. Huus er bedre,

Hvor lidet end,

Frit er hiemme alt.

Hiertet maa bløde

Paa hvem som tigge skal

Sig Mad hvert et Maaltid.

32. Huus er bedre,

Hvor lidet end,

Frit er hiemme alt.

Om man tvende Geder

Eied’ i fletted Hytte,

Det var bedre end Bøn.

33. Ei fandt jeg saa mild en Mand,

Eller en saa gavmild,

At reent omsonst han bortgav;

Eller en saa kied af Rigdom,

At Løn var ham leed for velgiort.

34. Rigdom sin,

Som man har,

Bør Mand sig ei at nægte.

Tit til ukiere spares,

Hvad kiere nægtes.

Meget gaaer værre end haabes.

35. Vaaben og Klæder

Skulle Venner elske,

Som de før baaret have;

Thi givende og giengieldende

Ere længst Tid Venner,

Og det lader at gaae vel.

36. Sine Venners

Ven skal man være,

Og deres Venners;

Men dog være Ven

Skal ingen

Af sin Uvens Venner.

37. Men har du faaet en Ven,

Som du elske kan,

Og vil du af hannem Got nyde,

Dit Sind skal du med hans blande,

Og Gaver skifte,

Og hannem besøge tit.

38. Men har du faaet en Ven,

Som du ilde troer,

Og vil du af hannem Got nyde;

Favrt skal du tale

Og Svig tænke,

Og Løgnen med Løgn betale.

39. Det er end om den,

Som du ilde troer,

Og mistænker hans Venskab.

Smile skal du mod ham,

Og mod dit sind tale,

Lige for Lige betale.

40. Ung var jeg fordum

Og reiste eene,

Da blev jeg forvildet.

Riig jeg holdt mig,

Naar jeg en anden fandt.

Mand er Mands Glæde.

Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.