Om ærkebiskop Hildefons

Fra heimskringla.no
Revisjon per 16. jan. 2021 kl. 17:44 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Om ærkebiskop Hildefons)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Marialegender


Om ærkebiskop Hildefons

Af Hilldifonso byskupi


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2021



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Maríu saga, Christiania, 1871


El Greco:
Hildefons af Toledo

Det fortælles desuden, at der i den by, der hedder Toletana, var en ærkebiskop, der hed Hildefons[1]. Han var prydet med gode sæder, og han elskede Guds moder, den hellige Maria inderligt og højt med de gode gerninger, han i øvrigt gjorde, og han lovpriste hende med den største agtelse. Han skrev en bog, som skildrede hendes herlige liv, hvor han vidunderligt oplyste og forklarede om Helligåndens gave til hendes jomfrudom. Og den salige Maria syntes så godt om denne bog, at hun åbenbarede sig for ham med bogen i sine hænder og takkede ham hjerteligt for dette værk. Og han glædede sig over hendes ord.

Han tænkte siden over, hvordan han med hellige tiltag kunne tilbede hende endnu mere ærefuldt. Så bestemte han, at hendes helligdag skulle fejres på ottendedagen før Vorherres fødselsdag, siden Mariæ bebudelsesdag veksler mellem at falde i den sidste uge af langfasten og i påskeugen. Det forekom ham rigtigt, at man højtideligholdt Vorherres bebudelsesdag snarere end hans fødselsdag, og således som Gabriel gav den salige Maria meddelelse om en evig glæde på denne vidunderlige dag, skal denne hendes helligdag på samme måde give alle meddelelse om den glæde, som snart derefter skulle følge, da Vorherre, alle menneskers frelser, kom til verden. Og mange mente, at det var meget passende at fejre denne helligdag.

Og da denne højtideligholdelse således var fastlagt, da belønnede den salige Maria Hildefons for hans tjeneste og godvilje på den måde, at Guds moder Maria opsøgte ærkebiskoppen, og da han kom til kirken for at bede, da sad den salige Maria, himlens og jordens dronning, i en stol nær alteret. I sin favn holdt hun et sammenfoldet præsteklæde, og det var en pragtfuld messesærk, som var mere hvid end sne. Hun kaldte ham venligt hen til sig, og derefter gav hun ham messesærken og sagde: »Jeg bringer dig dette klæde fra min søn Guds himmerige. Dette skrud skal du bære på Guds helligdage og på mine helligdage, og tilsvarende skal du sidde på denne stol. Men jeg kan sandelig fortælle dig, at ingen andre end netop du skal sætte sig i denne stol eller bære dette skrud uden at blive straffet. Og hvis nogen drister sig til at overtræde dette mit bud, da skal han ikke slippe for en hurtig straf efter Guds dom.« Derpå forsvandt den salige Maria fra ærkebiskoppens syn. Og han blev mere glad, end det kan beskrives eller forklares med ord, og han skrev da det smukkeste responsorium O decus virginitatis[2], og dette responsorium bliver ofte sunget for at ære og lovprise Guds moder Maria. Hildefons tjente, så længe han levede, den almægtige Gud af hele sit hjerte, og han står efter sin død som det smukkeste forbillede for, hvordan man skal tilbede Guds moder.

Efter Hildefons’ død blev den mand, der hed Siagrius, valgt til ærkebiskop. Han agtede ikke den foregående ærkebiskops godvilje og forbillede noget videre, men var snarere fuld af hovmod og indbildskhed. Han satte sig i denne samme stol, og så bad han om, at det pragtfulde messeskrud blev hentet til ham, og han siger, at det må være hans, »— og jeg tænker,« sagde han »— at hvis Hildefons var mand for at bære det, hvorfor skulle jeg så ikke have det klæde, som han havde.« Men da han ville tage klædet på, faldt han omgående død til jorden. Alle, der var til stede og så, hvad der skete, blev meget skræmte. Og de tog derpå dette hellige klæde og gemte det godt af vejen i kirkens skatkammer, og det er aldrig siden blevet hentet frem.

Her viste den salige Maria med denne hændelse, at ingen, der ringeagter hende eller hendes venner, skal undslippe Guds straf. Men alle, der tilbeder hende og tjener hende med ære, skal få del i hendes og Guds barmhjertighed.




Note:

  1. Ærkebiskop Ildefonsus af Toledo (d. 667).
  2. O, jomfruelighedens pryd.