Forskjell mellom versjoner av «Om Ragnarok 06»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
 
Linje 8: Linje 8:
  
  
[[Fil:L.Moe 06.jpg|500px|right|thumb|<center>Verdensbranden, ''Louis Moe,'' 1929</center>]]
+
[[Fil:L.Moe 06.jpg|500px|right|thumb|<center>Verdensbranden, ''Louis Moe,'' 1929</center>]][[Fil:Reprint Add.jpg|right|210px|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]][[Fil:Ragnarok cover.png|thumb|200px|link=https://www.bod.dk/bogshop/ragnarok-axel-olrik-9788743012474| <center>Axel Olrik: '''Ragnarok''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]]
 
<center><big>'''[[Om Ragnarok]]'''</big><br>af '''[[Axel Olrik]]'''
 
<center><big>'''[[Om Ragnarok]]'''</big><br>af '''[[Axel Olrik]]'''
  

Nåværende revisjon fra 28. mai 2020 kl. 05:45

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Verdensbranden, Louis Moe, 1929
Reprint Add.jpg
Axel Olrik: Ragnarok
Heimskringla Reprint
Om Ragnarok
af Axel Olrik


II. Ragnaroks naturmotiver

6. Verdensbranden


Verdensbranden er af alle forskere siden Snorres dage betragtet som væsenligt handlingsled i ragnarok, ja som den egenlige tilintetgørelse af verden. Denne opfattelse hviler alene på Voluspås autoritet; og imod den står ikke mindre vægtige vidnesbyrd. Vafþr. lader sin menneskeslægt lægges øde af fimbulvinteren og atter trives, da den er omme og en ny sol skinner; Surts lue hjemsøger kun gudernes boliger. Lignende gælder om Arnor jarleskjalds skildring af ragnarok; ganske vist er hvert enkelt træk kendelig lånt fra Voluspå, men det vigtigste, ilden, er ikke medtaget: han har oversat vølvespådommens farverige billeder til en mere nordisk undergang i hav og mørke.


Voluspå står ene med den modsatte opfattelse. I Kormaks elskovsvers findes dog en flygtig hentydning (»de hede klipper«) vel at mærke indbragt ved en tekstrettelse af S. Bugge; i den overleverede tekst står der: heitask hellur fljóta, klipperne truer med at flyde, klipperne skal flyde.


For den fuldstændige verdensbrand må da Voluspå bære ansvaret. Og når vi ser tilbage til den række af skjaldekvad og vidnesbyrd fra folketroen, der opfatter verdens undergang som en vandflod, må vi betegne Voluspås lære som en særmening af yderst begrænset udbredelse. Den gængse tro kender ingen brand af jorden, men vel en Surtslue i gudeverdenen. Det er denne gængse form, Surtsluen, der først må sysselsætte os.


Man vil lægge mærke til, at verdensbranden ganske savner den underbygning af naturindtryk, som støttede både fimbulvinteren, jordens synken i hav, og solulvene. De nordiske lande - fraregnet det sent bebyggede Island – bærer ikke vidnesbyrd om en ildmasse, der truer den menneskeboede jord med fortærelse, og ingen ildjætter i den nordiske mytologi ligger daglig på lur efter guder og mennesker.


Derimod optræder verdensbranden i de religiøse forestillinger hos en mængde andre af jordklodens folkeslag; hos Kelter, Hinduer, Perser, til en vis tid også hos Jøderne, og endelig hos de kristne. Efter Persernes lære tændes jorden i brand, da en stjærne - en komet - falder ned på den, og i denne mægtige renselsesild udbrændes alt det onde, og kun de gode overlever den. Verdensbranden optræder ligeledes i den sene jødedom, og den ledsager kristendommen omtrent lige fra dens begyndelse af. Snart er det Herrens engle, snart er det Kristus, der bringer ild til jordens ødelæggelse eller dens lutring. Hos Hinduerne er den gjort til led i det store drama, hvor skaberen opløser sit eget værk, for at kunne synke hen i sin drømmende dvale; men de enkelte træk er kraftige nok og i virkeligheden ganske selvstændige. Når jorden ældes og det levende aftager i kraft, visner det hen for solens stråler, den bortdamper alt vand, og til sidst tænder den, hjulpen af planeternes hede, jordkloden i brand. Eller det hedder: under verdensbygningen ligger slangen Sesha, jorden eller underverdenen støttes på dens tusende hoveder; når den løfter et af dem, bliver der jordskælv. Når verdensløbet er til ende, ånder den ild og opbrænder underverdenen, jorden og de nedre himle med den egenlige gudekres. Endelig møder vi hos druiderne i Frankrig den lære, at verden skal forgå ved ild og ved vand; og i de ældste irske spådomme møder samme motiver (ovenfor s. 184ff.). Sandelig, den gamle danske sagnfortæller havde ret også på anden måde end han mente, da han sagde at alle andre lande skulde tilintetgøres ved ild og kun vort land ved vand.


Det kan indrømmes, at flere af disse lærdomme er betingede af en høj religiøs udvikling, eller endog af teologisk spekulation; men i andre af dem vil vi dog kende simple natur- eller mytemotiver. Desværre kender vi ikke sikre enkeltheder ved den keltiske verdensbrand. Hvis de middelalderlige irske traditioner står til troende, er det en ild, der regner ned fra himlen og som en løbeild farer tværs over landet altså mindende om »Surts lue«, der afsved asernes boliger. Men vor faste viden er indskrænket til det blotte faktum, at en sådan tro på verdensbranden forekom i Mellemeuropa på den tid, da den keltiske stamme øvede stærkest indflydelse på Nordens kultur.


Med denne baggrund er Nordboernes lære om Surt mere forståelig. For den bedst hjemlede forestilling i vor oldtid eksisterer storbranden ikke som naturmotiv; man venter ikke at ilden vil ramme jordkloden, ligesom man heller ikke møder naturfænomener, der fremkalder sådan forestilling. På den anden side lader Surts skikkelse som den store opbrænder sig ikke løsrive fra den vidt udbredte forestilling om en verdensbrand. I stedet for naturindtryk viser han os tanken som plastisk udformet. Ikke den umiddelbare frygt for storilden har bevaret Surt i den nordiske overlevering, men den omstændighed at han var fast indlemmet i en betydningsfuld og vældig myte om asernes sidste store strid mod jættehæren. Man kan se i vore kilder, hvor lidt naturindtryk der er blevet tilbage. I Vafþr. afbrænder Surts lue ikke hele verden, ikke engang hele guderiget, men kun boligerne, ligesom en jordisk modstander efter sejren hærjer i det fremmede land; derfor er det også en let sag for de unge guder at bygge deres fædres »helligdomme« på ny. Ødelæggelsen ved ild, der efter sit væsen er et naturmotiv, er på nordisk grund bleven indskrænket til gudesagnene; den er bleven indkapslet i mytologi. Mytens oprindelige spire skal da næppe søges i Norden; og dermed må vi foreløbig standse vor undersøgelse. Verdensbranden er en forestilling, der er fælles for en ikke lille gruppe af Asiens og Europas gamle kulturfolk; men udformningen er så forskellig, at det står som uvist, om vi kan forfølge en historisk sammenhæng igennem hele rækken.


Vi skal derimod prøve, om man kan komme nærmere til oprindelsen af »Surts lue« ved at granske hans plads indenfor ragnaroks andre gudemotiver. Også til den mere fysiske verdensbrand i Voluspå vil vi komme tilbage, men i forbindelse med andre motiver, der er ejendommelige for dette digt.