Vis kilden til Om Ragnarok 11

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om Ragnarok 11]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:L.Moe 10.jpg|400px|right|thumb|<center>Muspels sønner, ''Louis Moe,'' 1929</center>]][[Fil:Reprint Add.jpg|right|210px|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]][[Fil:Ragnarok cover.png|thumb|200px|link=https://www.bod.dk/bogshop/ragnarok-axel-olrik-9788743012474| <center>Axel Olrik: '''Ragnarok''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]]
<center><big>'''[[Om Ragnarok]]'''</big><br>af '''[[Axel Olrik]]'''

<br>'''III. Gudernes kamp'''<br><br><big><big>'''11. Gudernes modstandere'''</big></big> 
</center>


Som gudernes modstandere i det nordiske ragnarok møder ikke blot deres sædvanlige fjender, jætter af alskens arter; men kampen ''særtegnes ved visse væsner, der aldrig ellers optræder overfor guderne, men her spiller en fremtrædende rolle.'' Det er Surt, og det er Muspel-mændene. Kunde vi nå til bunds i disses væsen, vilde vor indsigt i selve ragnaroksmyten være nået et stort skridt fremad. 


Om Surt har vi de forholdsvis tydeligste oplysninger:

1) han er den egenlige fører for gudernes modstandere,

2) han fører ild med sig til at hærje verden eller i alt fald gudeboligerne med.


Om Muspelfolkene har vi så meget færre oplysninger. »Når Muspels sønner rider over mørkskoven, ved du da, du stakkel, hvorledes du skal stride? (''en er Múspellz synir riða myrkvið yfir - '')« hedder det i Lokasenna. »Muspels mænd kommer over havet, Loke styrer deres skib,« hedder det i Voluspå (''koma munu Mmpellz um l&#491;g lýðir''). Jo fattigere kilderne er, des bedre besked ved som sædvanlig Snorre Sturleson. »Muspels sønner« hører hjemme i »Muspel« eller »Muspelheim«, en ildverden ved himlens søndre ende; der sidder Surt som deres herre, og i ragnarok rider han – gennem den bristede himmelhvælving – frem til strid i spidsen for Muspelsønnerne. Denne tankegang afviger ganske fra kildernes; disse stiller aldrig Muspelmændene i sammenhæng med Surt eller med ilden; Voluspå sætter dem udtrykkelig i en anden skare end den sydfra kommende Surt, nemlig sejlende fra øst eller muligvis fra nord<ref>Læsemåden ''Múspellz lýðir'' findes som bekendt i alle håndskrifter af Voluspå (Regius, Hauksbók og Snorra Edda I 194 jf. 138); de fleste nyere udgivere retter det til ''Heljar lýðir'', fordi Muspelfolkene efter Snorres myte-geografiske system skal findes ikke i Lokes men i Surts følge. ''Jeg kan ikke noksom udtrykke, hvor forkasteligt jeg finder det, ved hjælp af grove tekstrettelser at bringe de gamle kilder i overensstemmelse med langt yngre systematiske fremstillinger.'' Her står vi oven i købet overfor det forhold, at alle oldkvadenes efterretninger om verdenstilblivelsen og om Muspel strider mod Snorres Muspelheimteori. I sammenligning hermed siger det mindre, at den antagne forbedring af teksten er en poetisk forringelse af den: Hels blege dødninger vilde næppe være i stand til at indgyde aserne nogen særlig stor rædsel som første trop i den ene ragnarok-skare; og for deres skyld skulde man udelukke Muspelmændene, der andenstedsfra kendes som de frygteligste fjender i ragnarok!</ref>. Kilderne indeholder intet om deres fysiske beskaffenhed eller deres særlige geografiske udgangspunkt. End ikke om arten af deres fremfærd er der en fast tradition. Lokasenna lader dem ride frem gennem de uhyre skove, der skiller jætteverdenen fra guderne; Voluspå lader dem derimod – med sin sædvanlige forkærlighed for havet – komme til søs. Alt hvad der står fast om Muspelmændene, er det, at de er ''de for ragnarok særlige modstandere af guderne''. Rent på forhånd kan det ikke nægtes, at de muligvis har haft en særlig fysisk beskaffenhed, at de muligvis har haft et mytisk-geografisk hjemsted, og at de muligvis har haft egne bedrifter i ragnarokskampen; men sikkert er det kun, at disse træk i intet tilfælde har været så kraftige, at det har været nødvendigt at medtage dem, når man vilde fremmane billedet af Muspelfolket som den frygtelige fjendeflok for de lyse guder: i vore kilder optræder de kun som personifikation – en ret abstrakt personifikation – af de ødelæggende kræfter i ragnarok<ref>Selve ødelæggernes forhold til den dunkle Múspell synes ikke engang at være ret udformet. De optræder dels som hans mænd (''Múspellz lýðir'') dels som hans sønner (''M. synir''). En tredje betegnelse ''M. megir'' bruges af Snorre i flæng med »M.s sønner«; den lyder i sig selv gammeldags og ægte mytisk (jf. ásmegir, fíflmegir) og ligger nær ved Múspellz lýðir. Formodenlig har nogen på Island kendt en overlevering, hvori Lok. 42 lød: ''en er Múspellz megir ríða myrkvið yfir''; og dette er vel i så fald kvadets oprindelige læsemåde.</ref>.


Det samme navn optræder også udenfor det nordiske hedenskab, nemlig i tyske digte fra 9de årh., forfattede kort efter kristendommens indførelse. »Da drager en soningsdag gennem landet, hjemsøger menneskene med ild; ingen frænde kan hjælpe den anden imod ''mûspilli''« (det bajerske Dommedagsdigt); »''mûdspelles'' magt farer over menneskene, enden på denne verden«, »''mûtspelli'' kommer som en tyv i den mørke nat« (den saksiske Heliand 2591. 4358). Om dette ords egenlige betydning har sprogmændene fremsat højst forskellige meninger; og hverken i de tyske eller i de nordiske kilder synes man at have mindste begreb om dets oprindelse<ref>Om de forskellige tolkninger se Golther, Germ. myt. 539; Mogk, G. m. 2, 382.</ref>. Men om dets ordværdi hersker der ingen tvivl; ''mûtspelli'' betyder det samme, som ellers i disse digte betegnes som »soningsdagen«, »dommedag«, »dette lyses (denne verdens) sidste dag«, »denne verdens ende«. Nøjagtigere bestemt betegner det denne verdens undergang i sin pludselighed og sin rædsel. Da verdensbranden hører med til den kristne undergangslære, omfatter det naturligvis også den, men ''mûtspelli'' sættes aldrig i umiddelbar forbindelse med ilden; det stoflige interesserer ikke. 


Efter at vi har flyttet Muspelmændene ud af det system, hvori sene kristne mytologer har anbragt dem, og gengivet dem deres simple og umiddelbare ragnaroks-værdi , får udtryksmåden i de tyske kvad en ganske anden interesse for os end tidligere. Man mærker den nære parallel i udtrykkene: ''Mûspelles megin obar man ferid'' (Hel.), ''en er Múspellz synir riða myrkvið yfir'' (Lok.), ''koma munu Múspellz lýðir'' (Vsp.).Overalt er Muspel knyttet til den fremrykkende, den nærmende ødelæggelse. Forskellen er, at de tyske kvad har grundbegrebet i renere skikkelse; i de nordiske kvad er det blevet episk fortættet til enkeltskikkelser, samstemt med jætternes angreb på guderne; men ingen af dem har skabt individuelle optrin, der bærer Muspels navn. 


At Muspelmændene er så uudviklede i mytisk henseende, vil sikkert sige, at de er forholdsvis unge. De træder ikke i forbindelse med de afgørende skikkelser fra ragnarokskampen, Surt, Fenresulven osv.; end mindre har de bestemte modstandere. Den store gudestrid synes skabt så at sige uden at spørge dem til råds. Forskerne har stredes, om begrebet ''Mûtspelli'' var hedensk eller kristent. Det svar, som kilderne giver, er, at det lever på skellet mellem hedenskab og kristendom. I Tyskland er det mægtigt i det første kristne århundrede og dør så bort; i Norden, der blev kristnet senere, møder det i det sidste hedenske århundrede, men uden at være vokset rigtig sammen med de andre, mere fast formede ragnarok-forestillinger. Imod en rent hedensk oprindelse taler den begrebsmæssige klarhed, hvormed det fremtræder i oldtysk. Det er da en slagskygge af de kristne dommedagsforestillinger, der vandrer sammen med og forud for kristendommens første indtrængen. Det synes rimeligt, at ordet er vandret fra det ene folk til det andet i digt; ti den sproglige formel, hvori det forekommer, er så mærkelig ens. Da er også overgangen kort fra begreb til en personlig verdensødelægger. I en sætning som den oldsaksiske ''Mûdspelles megin obar man ferid'' vil tilhørere med en hedensk mytisk fantasi høre drønet af en kommende jættemagt. Kun et lille skridt videre, og vi er i det rent episke: ''Múspellz megir (synir, lýðir) riða myrkvið yfir.''


<center>_________________________</center>



I en vis forbindelse med Muspelmændene møder vi i kilderne ''negleskibet''. »Naglfar (neglefartøjet) kommer løs«, hedder det i Voluspå »Muspels mænd kommer over havet, Loke styrer«. Men som vi ved fra anden side, er forbindelsen lidet fast; et andet kvad lader Muspelmændene drage landvejs over den store mørkskov. Negleskibet er for så vidt et motiv, der optræder med en vis grad af selvstændighed. Til dets selvstændighed hører også, at det forekommer udenfor de poetiske kilder, i folketroen. Snorre ved, at Naglfar er »bygget af døde mænds negle; derfor er det værd at vogte sig for, at om en mand dør med uskårne negle, da øger han bygningstømmeret til Naglfar.«


Denne Naglfar-forestilling har sin forudsætning i den brede folketro. Det er en almindelig tanke i menneskeheden, at der let øves skade med den afskårne negl; snart fremføres dette uden nogen grund, snart med den grund at hekse kan bruge neglene til trolddom imod vedkommende person, eller at fugle kan skade vedkommende derved; i enkelte tilfælde gives der mere særlige grunde, som vedkommer os her. Midlet imod denne skade er sædvanlig at tilintetgøre stykkerne: at skære neglene i smastykker eller at brænde dem op, undtagelsesvis at gæmme dem og begrave dem med den døde. Efter nyere islandsk folketro bad djævlen Gud om at måtte få alle afskårne eller afklippede negle, og Gud gav ham lov dertil, hvis menneskene ikke skar dem i tre stykker; og det gør mennesker altid, ti ellers tager djævlen dem og øger sig sko sammen af dem (Ísl. Þjóðsögur II 3 og 549). På samme måde tror man i Danmark, at de afskårne negle skal skæres i så mange stumper som muligt, »for at fanden ikke skal have noget at sko sine træsko med«, eller »for ellers bruger heksene dem til at beslå deres træsko med« (Feilberg, Jysk ordbog II 681).


En særlig form er troen på et djævleskib eller dødningeskib af afskårne negle. Efter islandsk folketro skal hver afskåren negl skæres eller bides i tre stykker, »ti ellers laver djævlen et helt bord af dem i ligskibet (náskipið)«. Der fortælles et sagn om en fiskerbåds mandskab, som kom senere end de andre bådlag og skyndte sig at sætte sin båd ud; men da de var lidt fra land, sank båden, og de druknede alle; men de, der var dragne i forvejen, havde lagt mærke til, at den båd, der stod tilbage, var bygget af bar menneskenegle, men for resten smuk nok at se til. Andre kender det samme uden forbindelse med døden; det hedder da blot, at djævlen bygger sig robåd af de afskårne negle, eller at han bruger dem til at nagle sit fartøj sammen med (Isl. Þjóðsögur II 549). Fra Danmark, hvor det ellers er den almindelige tro, at fanden bruger de helt skårne eller de om søndagen skårne negle til at »sko sine træsko med«, kender E. T. Kristensen et gammelt rim: »Fanden kunde ikke sejle, førend han fik søndags negle« (Jyske folkeminder, IX 49).


Heraf ses det, at den folketro om negleskibet, som møder i Voluspå og Gylfaginning, har en videre udbredelse over de nordiske lande. Dog fremgår det ikke, om man i almindelighed har tænkt på et troldeskib, eller om man har henført det til verdens undergang. Det sidste kan ganske vist synes rimeligst, fordi et skib af negle (særlig af døde folks negle) kun meget sent kan blive færdigt; men tvingende grunde derfor har vi ikke. – 


I sig selv er dette negleskib da en episk-fantastisk udtydning af den gamle overtro om neglene. Og den står ikke alene. Her i Norden danner djævlen sig sko af neglestumper; hos Littuer og Ester danner han sig hat, usynlighedshat; i Frankrig bæger<ref>Mélanges Russes IV 154; Mélusine I 549 (nu forøget i Köhler, Kleinere schriften, I 578-80). Overtroen om negle, se Feilberg, Jysk ordbog II 680-82 med henvisninger. En lignende udvikling som den af mig givne vedrørende Naglfar-skibets folkelige forudsætninger findes i Germania XXVI 204-7 af dr. M. Gaster i Bukarest. Nogle har villet tolke naglfar som »dødningeskib« (jf. gr. νεκυς, νεκρος; se hos Golther, Germ. myth. 534). Med det store folketros-materiale for øje må man dog holde denne etymologi for usikker.</ref>.


Som ragnaroksmotiv er Naglfar (negleskibet) intet fast led i handlingens gang. Det er et motiv, der episk set hænger løst på, og geografisk har en begrænset udbredelse: i Voluspå (ligesom i dansk og islandsk folketro) er det bundet til kystegne. Det er kystboernes anelse, at det frygtelige og fremmede kommer til dem over havet. Som handlingstræk i gudeslaget svarer det til den irske myte, hvor jætterne kommer dragende over havet til den store kamp med guderne. Dog ved vi intet, om der her skulde være et poetisk slægtskab mellem Nordboer og Kelter, eller om blot de fælles naturforhold har skabt den samme mytiske dragt.


<center>_________________________</center>



''Surts'' skikkelse frembyder for myteforskeren flest gåder til løsning; men fra overleveringens side står han med både fastere og klarere træk end de andre gudemodstandere. For det første er hans optræden fælles for kilderne og er et væsenligt led i ragnarok, både i kampen og i tilintetgørelsen. For det andet gøres han flere gange til et med gudefjenderne som helhed: »Hvad hedder den holm, hvor ''Surt og aserne'' blander blod?« (Fåvnesmål), »hvad hedder den vang, hvor til strid mødes ''Surt og de blide guder?''« (Vafþr.). Hermed stemmer det, at en bestemt kampplads i ragnarok aldrig nævnes uden i forbindelse med Surt; og kilderne – med undtagelse af Voluspå – kender overhoved ingen anden høvding over jættehæren end Surt. Dette digt lader ham jo være en af de tre jættehøvdinger. 


Lige så fast som hans høvdingplads er, er hans forbindelse med ilden. Surt drager sydfra med kvistens øder, hedder det i Voluspå; Vafþr. fortæller, at »Surts lue« (''Surta logi'') opbrænder gudernes boliger. Herhen hører måske også det uklare udtryk, at »Surts frænde« (''Surtar sefi'', Vspa 47) sluger Ygdrasil. På Island kaldes stenkul for ''surtarbrandr'' og kaldtes så allerede i middelalderen; ''surtarepli'' er de sorte, ligesom afsvedne knopspidser på padderokken<ref>Vígfússon, Icel. dict. 605; Jensen-Tusch, Nordiske plantenavne 79. (Formen ''Surta-logi'' er formodenlig ikke dannet af et *Surti, men er det sædv. ''Surtar-'' i afslidt skikkelse (jf. ''festar-'' og ''festa-''). Mandsnavnet ''Sortebrand'' (Domesdaybook) har naturligvis intet med Surt at gøre, men er lig ags. Svartbrand.</ref>. Surt er ikke blot føreren i slaget, han er også ødelæggeren af Asgård eller – efter en enkelt kilde – af hele verden. Hans brand må være et resultat af hans sejr; det er mytologisk umuligt, at man kan brænde »gudernes helligdomme«, før man har slået dem selv ihjel<ref>Måske dog Voluspå har tænkt sig, at han straks ved sin første fremtræden tænder ild, og at den som en stadig voksende skovbrand breder sig; den nævner nemlig ingen ildtænding efter kampen. Dette er fysisk meget naturligt, men er jo svagt i mytologisk henseende.</ref>.


Dette er digtningens hovedtræk. Med Surts skikkelse går den ikke i enkeltheder. Det er kun Voluspå med sin hang til specialisering, der giver ham en bestemt modstander i kampen (guden Frøj); og dette svarer ganske til digtets stræben efter at nedtrykke Surt i rang med andre jættehøvdinger – i strid med de andre kilders vidnesbyrd. Om hans udseende ved de heller intet, uden at en dunkel vending i Voluspå måske tillægger ham et sværd<ref>Vspá 52: skínn af sverði sól valtíva. Jf. S. Grundtvig, Sæmundar Edda (1874) s. 190.</ref>.


Om Surts hjemsted og rige ved Snorre og hans efterfølgere meget nøje besked: han bor i syd i den ildfyldte »Muspelheim« og hersker over »Muspelsønner«, vogtende rigets grænse med sit luende sværd, og der har han haft sin plads fra førend tidernes begyndelse; ti selve verden, guders og menneskers leveplads, er opstået ved vekselvirkning mellem Muspelheims varme og Elivåges frost. Denne opfattelse er ganske fremmed for Eddakvadene, både med hensyn til verdens tilblivelse og verdens undergang. Vafþr., som er Snorres kilde for kosmogonien, kender kun en verdens-oprindelse fra frost, og den benægter tilværelsen af noget levende væsen (altså også af Surt) førend jætten Aurgelme fremkom af de stivnende vanddråber. Endvidere er der intet i vore kilder, der bærer navnet Muspel, og som sættes i umiddelbar forbindelse med Surt, med ild eller med syden; i Voluspå er de bestemt adskilte. Derfor lader vi begrebet Muspelheim falde, hvor talen er om Nordens oldtid. – Derimod har vi indenfor kilderne den linje i Voluspå, at »Surt kommer sydfra«; enten har digteren haft en overlevering til sin hjemmel, eller også har han på egen hånd henført den lueførende Surt til sydens hede egne. I hvert fald har denne stedlæggelse ikke almengyldighed; ti vi har andre kilder, som henlægger gudeverdenen til syd, så at her ingen plads bliver til Surt<ref>Þá vas Ið- með j&#491;tnum -unn nýkomin sunnan, Haustl&#491;ng.</ref>. 


Også fra de andre ragnarokskvads standpunkt er denne tanke omtvistelig; ti hele jættehærens leder kan næppe have sit hjem så langt udenfor jætternes verden, som ligger i øst og nord. Her, ligesom på flere andre punkter, kan Voluspås skildring af de fremrykkende jætteskarer ikke have gyldighed som den landgængse mytelære.


Hertil kommer, at vi indenfor Eddakvadene har en beretning, der henfører Surt til et helt andet bosted. I det dunkelt-mytiske samtaledigt Fjolsvinnsmål nævnes Surt i forbindelse med jættekvinden Sinmara; hun tænkes boende i verdensdybet, hun gemmer i jærnkiste under ni låse det spyd, som Loke har dannet »neden for lig-grinden«; dermed kan den strålende hane i Mimetræet fældes, når den blege gyge bringes til at udlåne det. Hun tænkes at bo i det for mennesker mest utilgængelige dyb, - og en sådan skjult bopæl passer også bedst til den overhøvding over jætterne, der aldrig optræder på myternes skueplads førend i den afgørende kamp.


I denne sammenhæng har et stykke af den lavere folketro sin store interesse. Der findes på det vestlige Island, i Myre syssel, der hvor vejen til Nordlandet går ind over heden, Islands største hule, Surtshellir, »Surts hule«. Den strækker sig ind gennem fjældet, 800 favne lang efter nyere forskeres opgivelse, folkesagnet regner den for at strække sig tværs igennem hele landet<ref>Kålund, Beskrivelse af Island, I 338-43.</ref>. Dette navn og troen på et væsen derinde går tilbage til Islands allerførste bebyggelsestid, o. år 900. Den unge Torvald holbark, søn af landnamsmanden Hovde-Tord, var en tid i besøg på gården Torvardsstad »og da gik han op til Surts hule og fremsagde der en drapa, som han havde digtet om jætten i hulen«<ref>Landnamabok (1900) s. 69 og 190. I denne sammenhæng må berøres et mærkeligt forhold, at navnet Surt, betegnelsen for den frygteligste jætte i ragnarok, på Island bruges som et ligefremt mandsnavn. Ved nærmere eftersyn vil man dog finde dette ret forklarligt. Fra først af optræder det nemlig ikke som fødselsnavn,men som tilnavn; Þorsteinn surtr (i Torskefjord, en af Bredefjordens sidearme, sønnesøn af landnamsmanden Moster-Skegge) har et tilnavn af samme art som de samtidige Þorsteinn hrungnir og Þorsteinn Þurs. Dernæst optræder navnet som egenligt mandsnavn i sidste halvdel af 10de årh.; Surtr Atlason på Snefjældsnæs var sønnesøn af en af de alleryngste landnamsmænd (Land. 25 jf. 246); Surtr Grettisson var sønnesøn af en landnamsmand (Landn. 1843, s. 158); i 11te årh. efter indførelsen af kristendommen bliver navnet noget almindeligere. Disse data viser, at det er jættenavnet, der ved en simpel sproglig udvikling er blevet til mandsnavn. Navnets stedlige begrænsning til Bredefjord og omliggende egne taler for, at det er jætten i Surtshellir, der på denne måde er bleven opnævnt. Dette giver da yderligere støtte for jætten Surts berømmelse hos de ældste Islændinge.</ref>. Det er da klart, at Islændingen har opfattet Surt som en jætte, lig de andre jætter (ikke hørende til i syden eller i ilden), kun adskillende sig fra dem ved at være mægtigere og mere skjult i det utilgængelige dyb. 


Man har et digt af en skjald, der boede nær ved Surtshulen; det er »Sønnetabet« af Egil Skallegrimsson på gården Borg. Der taler digteren om »Surts dybe dale« (Surts ór søkkd&#491;lum), hvorfra Odin hentede skjaldemjøden op. Her er tanken på en gang knyttet til Surt i hulen, fordi han tænkes at have sin bolig i fjældets dybe gange, og samtidig hævet over den stedlig islandske begrænsning: hans hjem er – ligesom i Fjolsvinnsmål – selve det mytiske fjælddyb. Forestillingen om Surt som dybets jætte må da betegnes som den mere udbredte, Voluspås lære derimod som en enestående variant. Den gængse opfattelse af ham som hele jættehærens fører må da også forudsætte en sådan plads for ham. 


Det synes rimeligt, at Surt har haft sin plads i ragnaroksmyterne, førend han optrådte i anden forbindelse. Den plads i det vanskeligst tilgængelige dyb, som Fjolsvinnsmål giver ham, tyder snarest på, at han mangler forbindelse med naturen og tilværelsens daglige gang. Den gammelislandske jætte i Surtshulen må vi betragte som afledt af den tilsvarende skikkelse i den højere mytologi; ti således kan vi let forklare hans væsen<ref>Nogle vil måske opfatte hulejætten ''Surtr'' (ejef. ''Surts'') som et væsen forskelligt fra ragnaroksjætten ''Surtr'' (ejef. ''Surtar''), og støtte denne forskel på ordenes forskellige bøjning. Men en sådan overgang i ordenes bøjning er ikke sjælden i oldnordisk; en ejeform Surts for ældre Surtar vil da blot støtte den ovenfor udtalte mening, at hulejætten er yngre end ragnarokjætten.</ref>.


Navnet Surtr endelig peger i samme retning. Det lader sig ikke adskille fra sådanne ord som svartr, sort; sorta, surta, sværte, sort jærnholdigt vand; sorti, mørketåge; lat. surdus, døv, mørk. Til en dybets beboer er navnet passende nok. Det vil ulige mindre egne sig for en beboer af sydens ildverden, med mindre man vil tænke ham som neger! 


Imod denne opfattelse af Surt som verdensdybets jætte vil man indvende, at det passer dårlig med hans rolle som ildjætte; ti for Nordboerne – førend Islands bebyggelse – lå det ikke nær at tænke sig jordens indre som gæmmende en skjult ulykketruende ildmasse; få egne af jorden ligger så fjærnt fra stærke vulkanske fænomener. Men hvem siger også, at forestillingerne om Surt skal være groede på nordisk naturgrund? vi har jo netop tidligere set, at verdensbranden ikke havde den umiddelbare gyldighed for menneskelivet, som fimbulvinter og jordens synken i hav, men at den, forstenet i en fast plastisk form (som »Surts lue«), tilhørte gudedramaet.


<center>_________________________</center>



Så vidt altså de nordiske kilder om Surt. Hvis vi vil søge at udfinde hans tilblivelse ved en videregående mytesammenligning, har vi som holdepunkter hans uadskillelige forbindelse med verdensbranden og med jætteslaget. Det første af disse motiver fører os vidt om land, men først og nærmest fører det os til Kelterne. Det andet fører os ganske udpræget til den keltiske mytologi: kun der har vi det faste feltslag mellem gudernes og jætternes hær, med bestemte ikke blot forkæmpere men høvdinger på hver side. Indenfor den keltiske mytekres kunde det ligge nær at sammenstille Surt med jætten Balor, især hvis dennes dødbringende øjekast – således som nyere mytologer vil – egentlig skal være ildsluer; men da hans gerning er at fælde gudekongen og selv at falde for den unge hævners hånd, svarer han episk til Fenresulven og slet ikke til Surt. Holder vi fast ved selve lighedsmotivet, feltslaget og høvdingerne, må Surt sammenstilles med førerne af »Fomorernes« hær, eller bedre med den mest fremtrædende af dem, den der i en af de ældste kilder kaldes »Fomorernes konge«, Tethra. Fælles for dem begge er lederstillingen over de uhyre hærmasser i jætteslaget, uden at nogen enkelt dåd tillægges dem<ref>Enkelte mytologer vil vel lægge mærke til den deltalje-lighed, at de begge fører sværd (ovenfor s. 216 og 228).</ref>.


Her er dog et enkelt ejendommeligt forhold at lægge mærke til. Tethra var ikke blot en myteskikkelse, men var også dyrket som gud. Foran hans mægtige stenbillede ved Cen Cruaich i det vestlige Irland blev der ofret mennesker, småbørn<ref>Révue Celtique I 260.</ref>. Han synes at have været en dødens gud, og regnes at være identisk med den dødsrigets gud, som ifølge Cæsar spillede en stor rolle i de gamle druiders lære. Men hele dette forhold udelukker jo ikke et nært forhold mellem Tethra og den nordiske Surt; tværtimod bliver hans stilling som dybets mægtige hersker bedre forståelig, når den tilsvarende keltiske myte handler om selve underjordens og dødsrigets herre. Denne fælles myte om den store gudemodstander er da rodfast på keltisk grund; den er knyttet til en religiøs hovedskikkelse. Af Nordboerne er han kun tilegnet som præstelærdom og digtning; dødsrigets hersker, Tethra eller »Dis pater«, går igen som den mørke Surt, til hvem hverken kultus eller myte knytter sig uden ragnarokdigtningen alene. Fra nordisk standpunkt var det nødvendigt at skabe en ny skikkelse; ti en sådan guddom, der tillige var »Fomorernes« (jætternes) konge og dermed gudefjende, kendte Nordboerne ikke, deres religiøse dualisme var af en anden og enklere art.


Beviset for Surts identitet med en oldkeltisk underjordsgud kan efter tingenes natur kun blive af en noget flygtigere art. Dertil er vor kendskab til gallisk mytologi altfor ufuldkommen. Hovedsagen er, at vi kan ''forklare'' skikkelsens opkomst netop indenfor det område, hvor det poetiske motiv – det store gudeslag og den store jættehøvding – viste hen. Det er i de mytologisk og episk set nye ideer, at vi må søge vor ret til at vove springet fra det nordiske ragnaroks skikkelser til en beslægtet folkestammes myteverden og der søge forbilledet for den nordiske Surt. Men selv for dem, der viger tilbage fra at give formodningen en så bestemt adresse, må ett stå klart: både Muspelsvendene og Surt står ganske løsrevne indenfor den nordiske myteverden; de danner den stærkeste modsætning til de på nordisk grund rodvoksne naturmotiver indenfor ragnarok. Det rodløse ved disse og andre gudemotiver i ragnarok tvinger stadig det spørsmål frem: hvor er da forudsætningerne for denne digtning?





----

==Fodnoter==

<references/>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Axel Olrik]]