Om Stedet, hvor Kong Magnus den Gode døde

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Peter Andreas Munch

Nordisk Universitets Tidsskrift
4. årgang, 1. hefte 1858
København - Lund - Christiania - Upsala

Om Stedet, hvor Kong Magnus den Gode døde

Af

Prof. P. A. Munch

Det tør maaske antages som bekjendt, at de danske Historieskrivere Saxo og Sven Aagesøn afvige væsentligt fra Sagaerne i Angivelsen, saavel af Stedet, hvor Norges og Danmarks fælles Konge Magnus den Gode endte sit Liv i Aaret 1047, som tildeels ogsaa af Maaden, hvorpaa han kom af Dage. Hovedforskjellen bestaaer deri, at medens Sagaerne lade ham dø paa Sotteseng, som det synes, eller i al Fald uden at omtale noget Uheld, der havde fremskyndet hans Død, medens han laa med sin Flaade ved Sønderjyllands Kyst, lade hine to danske Forfattere ham ende sine Dage ved Sjæland, og angive, som Aarsag til hans Død, et slemt Stød, han fik i Hovedet ved at ride igjennem en Skov. Man har sædvanligviis her, som paa de fleste andre Steder, hvor Saxo og Sven Aagesøn afvige fra Sagaerne, givet de sidste Ret. Ogsaa jeg har ved at berette om Magnus's Endeligt i “det norske Folks Historie” 2den Deel, S. 155, troet at maatte erklære mig for Sagaernes Udsagn, uagtet jeg dermed har søgt at forlige de danske Forfatteres Beretning, der forekom mig altfor bestemt og omstændelig til ikke i det Væsentlige at indeholde Sandhed. Jeg meente saaledes, at det kunde have sin fuldkomne Rigtighed med Magnus's Uheld ved Ridningen paa Sjæland, men at Døden dog ikke behøvede at følge derpaa, førend han havde forladt Sjæland, og lagt sig med sin Flaade ved Sønderjyllands Kyst. Hvad der især bestemte mig dertil, var Troen paa Kongesagaernes Paalidelighed i de fleste saadanne Angivelser, og tillige den Omstændighed, at de vidtløftigste Kongesagaer lade Einar og Thrønderne, da de sejle tilbage til Norge med Magnus's Liig, anløbe Samsø, hvilket, skjønt det rigtignok staar i Forbindelse med et Mirakel, dog viser, at den, der nedskrev Fortællingen, stod i den Mening, at Flaaden ej kom fra Sjæland, i hvilket Tilfælde den neppe vilde have anløbet Samsø, men fra Sønderjyllands Østkyst. Under min fortsatte Benyttelse af Kongesagaerne og Granskning af deres større eller mindre historiske Værd er det imidlertid blevet mig mere og mere klart, at de for den hele Tid indtil Sigurd Jorsalafares Regjering, eller Are frodes Levetid, da Sagaerne, efter Snorre Sturlassøns udtrykkelige Udsagn, først blevne skrevne, og før hvilken Tid altsaa ingen samtidigt med Begivenhederne forfattede Kongesagaer forefandtes, ikke fortjene den ubetingede Tiltro, man hidtil har skjenket dem. Det synes nemlig vist, at de kun indeholde meget faa Beretninger, der have gaaet uforandrede blandt Folket, fra Mund til Mund og fra Slægt til Slægt, men at de i Ordets egentligste Forstand kunne siges at være reentud forfattede, bearbeidede eller redigerede, fornemmelig af islandske Videnskabsmænd, i det 12te og 13de Aarhundrede, af hvilke især de første, der ligesom brød Isen, selv samlede de adspredte, heel svævende Sagn og Fortællinger, og ordnede dem til et Heelt, saa godt det i Forhold til Stoffets Righoldighed lod sig gjøre, med Anvendelse af saa stor eller saa liden Kritik, som de Tiders Dannelse i Almindelighed, og hver enkelt Forfatters Kundskabsrigdom og Skarpsindighed i Særdeleshed kunde præstere. Af Snorres Verk er saaledes aabenbart det hele Parti ligefra Ynglingasaga af til og med Olaf den helliges Saga ikke blot samlet, men formeligt ført i Pennen og anordnet af ham selv; det er ogsaa kun dette Parti, hans Fortale egentlig gjelder, og for hvilket han i denne opregner sine Kilder, thi sidenefter, fra Magnus den Gode af, gaves der allerede før Snorres Tid særegne Sagaer, som man kan see at han har benyttet, om end disse ikke ganske ere de samme, som de faa ældre end Snorre, der ere opbevarede indtil vore Tider. Man seer af hans Fortale, at han nok har benyttet Are frodes Verk som en vigtig Ledetraad, men at dette dog har været lidet mere end et chronologisk Skelet, og at han forøvrigt selv har maattet sammensamle de enkelte Beretninger, og verificere dem ved de samtidigt med Begivenhederne digtede Kvad, af hvilke han derfor ogsaa idelig anfører Vers paa samme Maade, som man nu til Dags citerer Aktstykker. Herom kan jeg paa dette Sted ikke udbrede mig videre, og vil rimeligviis snart faa Leilighed dertil andetsteds; men hvad jeg har anført, er sandsynligviis allerede nok til at vise, at ingen Beretning i Kongesagaerne, der ligger forud for Sigurd Jorsalafares Tid, udenvidere maa tages for god, naar den ei umiddelbart er bekræftet ved et samtidigt Vers, hvis Mening er klar; men at enhver anden Beretning snarere maa mødes med Mistænkelighed og underkastes den skarpeste Kritik, førend man godkjender den, især naar den sees at afvige fra andre lige saa gamle eller endog ældre Beretninger om samme Materie. Saaledes navnlig i nærværende Tilfælde, hvor der handles om Magnus den Godes Død. Her er jeg kommen til den bestemte Overbeviisning, at Saxo og Sven Aagesøn i dette Stykke have Ret, Snorre og de øvrige Kongesagaer Uret. Dette vil jeg her søge at godtgjøre, idet jeg først anfører de vigtigste Kilde-Steder selv, for desto lettere at kunne henvise til dem.

Jeg begynder med Mag. Adam af Bremens Beretning, da den er den ældste af alle; skjønt den ikke nøje angiver Stedet, bliver dens Udsagn dog, som man i det følgende vil see, af Vigtighed:

“Magnus raadede paa den Tid (d. e. da Adalbert var bleven Erkebiskop i Bremen) over begge Riger, baade Danernes og Nordmændenes; Jakob herskede endnu i Sverige. Med Understøttelse fra ham og Tuf (Tove?) Jarl, fordrev Sven Magnus fra Danmark. Magnus fornyede Krigen, men døde ombord paa Skibene.” (1. III c. 11).

De ældgamle Roskilde-Annaler, der slutte allerede ved 1157, og saaledes, med Hensyn til Alder, følge nærmest i Rækken, fortælle:

“Da Magnus hørte at Hardeknut var død, drog han, ifølge Arvepagten, til Danmark med en stor og vældig Hær. Sven, Hardeknuts Systersøn (sic) det vil sige Søn af Æstrid og den Ulf, gamle Knut lod dræbe, mødte ham, og sloges med ham, saavel til Vands, som til Hest, men blev omsider overvunden, og flygtede til Skaane. Da han i Lund beredede sig til at flygte til Sverig, see da kom der Bud fra Sjæland som meldte at Kong Magnus var død.” (Langebeks Scriptores I S. 377, 378.)

Sven Aagesøns Beretning, der rigtignok i alt andet viser sig højst uefterrettelig, lyder saaledes:

“Da Kong Knut (Knut den store) var død, tiltraadte hans Systersøn Sven, som Morbroderen selv forhen havde ladet salve til Konge, Regjeringen, men nød kun kortvarig Ro, thi Norges Konge Magnus, St. Olafs Frillesøn, anfaldt Danmark med en Krigsflaade. Kong Sven mødte ham ved Helgenes, og leverede ham et Søslag, men Magnus sejrede, og vandt Jylland, Fyn og Slavien (Vendland). Men da han efter Sejren beredede sig til at forfølge Sven over til Skaane, blev i Sjæland hans Hest pludselig sky, og slog ham af, saa at han tørnede mod et Træ og døde.” (c. 5, Langebeks Scriptores I. S 56).

Saxo beretter, efter at have fortalt om Magnus's Sejr over Venderne paa Lyrskovshede og Magnus's Popularitet i Danmark:

“Sven mistvivlede om at kunne udrette noget, og begav sig, som vi have sagt, (nemlig allerede ovenfor, førend der fortælles om Venderslaget) til Skaane, for derfra atter at begive sig til Sverige, hvorfra han stammede paa fædrene Side. Magnus forfulgte ham hidsigt, men da han kom forbi Byen Alexstad, blev hans Hest sky for en Hare, saa at han kom til at støde mod en Træstammes fremstaaende Grene, og fik deraf sin Død. Hans Liig blev bragt til Norge og begravet i Throndhjem.”

Ryklosters Annaler (urigtigt kaldet Kong Eriks Krønike), sluttende ved 1288, have følgende Beretning:

“Kong Magnus kom ifølge sin med Hardeknut sluttede Arvepagt mod Sven, overvandt og undertvang ham. Edward, Englands Konge, Svens Broder, nødte ham til at betale Skat og erklære ham (hvem?) for Rigets Arving efter sig. Da kom Kong Magnus anden Gang for at bekrige Sven, med en utallig Hær som Havets Sand, og sejlede ind i Øresund, men ved uforsigtigt at ville gaa over fra et Skib til et andet, faldt han i Vandet og druknede.” (Langebeks Scriptores I. S. 160).

De Esromske Annaler have her udskrevet Mag. Adam af Bremen, men der synes i Texten at være nogle Ord urigtigt læste, andre bortfaldne.

Vi komme nu til Sagaerne, og til disse maa vi ogsaa henføre Thjodrek Munk, da han grundede sine Beretninger paa de samme Sagn, som benyttedes til Sagaernes Redaction. Han nævner dog intet om Stedet, hvor, eller om Maaden, hvorpaa Magnus døde, men siger kun, efter at have fortalt om Magnus's Arvepagt med Hardeknut (Cap. 22); om Slagene ved Lyrskovshede, ved Helgenes og ved Aaros (Cap. 24), om Harald Haardraades Tilbagekomst fra Grækenland (Cap. 25) og om Kongedømmets Deling mellem Magnus og Harald (Cap. 27,) at

“Kong Magnus sejlede til Danmark og uddrev Sven, der imidlertid fuldstændigt havde underkastet sig Landet, hvilken Uddrivelse af Sven han (Magnus) kun overlevede eet Aar; da han følte Døden nærme sig, sendte han sin Broder paa mødrene Side, Thore, til Sven og overdrog ham Danmarks Rige, fordi det tilkom ham ifølge Arveret” (Cap. 27 Langebeks Scriptores V. S. 336).

Den ældste nu tilværende Kongesaga, der virkelig ogsaa ved sit naive Sprog og Ubehjelpelighed bærer Præget af at være det første eller et af de første Forsøg paa at føre mundtlige, just ikke synderligt fuldstændige, Sagn i Pennen, er det defecte Udtog af Norges Kongehistorie, som man for Kortheds Skyld har kaldet Ágrip, og som i sin nærværende Skikkelse synes omtrent at være samtidigt med Thjodrek Munks Verk, eller fra Erkebiskop Eysteins Tid, medens det tillige paa mange Steder Ord til andre stemmer med dette, hvoraf man maa slutte, at Forfatteren har benyttet de selvsamme Sagn, og at flere af disse enten i Traditionen allerede havde faaet en fast, ufravigelig Form, eller ogsaa enkeltviis have været nedtegnede. Det heder her:

“Magnus herskede siden (efter Delingen med Harald) over Danmark og halve Norge i Fred og Ro, uden alt Paakrav saalænge han levede, og raadede i Alt for begge Rigerne 13 Vintre, iberegnet de sex, han havde Danmark, og fik Sot paa Sjæland og døde der en Vinter senere end hans Farbroder Harald kom til Landet; da var han henved 24 Aar gammel. Hans Liig blev ført nord til Throndhjem Men i sin Sot sendte han sin sammødre Broder Thore til Sven Ulfssøn, med det Hverv at han skulde meddele ham, ikke hans Død, men at han (Magnus) havde afstaaet ham Riget; men Sven tyktes dog at skjønne at han var død, og tog med Glæde mod den store Gave.” (Cap. 34.)

Morkinskinna, den ældste af de udførlige Kongesagaer, lader Magnus dø ved Jylland, men her er der en Lacune, saa at de nærmere Omstændigheder ved hans Død mangle. Dog kan man ansee det vist, at Flatøbogens Recension, der overalt saa nøje stemmer med Morkinskinna, at man kan ansee den som en Afskrift, eller Afskrifts Afskrift deraf, indeholder Fortsættelsen ganske saaledes som den fandtes i Morkinskinna, og den stemmer i alt væsentligt med Beretningen i de øvrige vidtløftige Kongesagaer, der ere benyttede ved Udgaven af Fornm. Søgur. De lade Kongerne Magnus og Harald, efterat have hjemsøgt Danmark samt underlagt sig det, uden at støde sammen med Sven, der allerede ved Efterretning om deres forestaaende Ankomst siges at være flygtet til Skaane, tilbringe lang Tid om Høsten ved Jylland, hvor da Magnus blev syg og døde, efterat have sendt sin Broder Thore og en Mand ved Navn Rev hemmeligt afsted, for snarest muligt at opsøge Sven og tilbyde ham Danmarks Krone. Dog angive, vel at merke, ikke nogen af disse Recensioner det Sted i Danmark, hvor Magnus døde, hvorimod der siges at Thore og Rev traf Sven just som han stod i Beredskab med at drage til Sverige (Cap. 35, 38), og Flatøbogen tilføjer (hvad man da vel ogsaa vilde have fundet i Morkinskinna, hvis ej Lacunen var), at Sven da var kommen lige til Helge-Aaen. Endvidere tilføje de vidtløftigere Sagaer det ovenberørte Jertegn om den blinde Mand paa Samsø, der fik sit Syn igjen ved at berøre Øiet med en Guldring, som havde tilhørt Kongen, og som Einar forærede ham til Erindring af denne, da den norske Flaade paa Tilbageveien til Norge med Kongens Liig anløb Øen. (Harald Haardr. Saga i Fornm. S. Cap. 41.)

Snorre har omtrent den samme Beretning (Har. Haardr. S. Cap. 28); han siger ligeledes at Magnus og Harald om Høsten laa ved Jylland, men tilføjer ogsaa, at det var ved et Sted, kaldet Sudathorp (Cap. 29). Derimod veed han ikke at fortælle om Farten forbi Samsø. I det korte Uddrag af Kong Magnus's Historie, som følger efter den historiske Olaf den helliges Saga, og maa antages, ligesom denne, at være forfattet af Snorre selv, staar der ligeledes at Kong Magnus døde i Jylland (Cap. 271). Det samme siges i Knytlingasaga Cap. 22, saavelsom i Fagrskinna, Cap. 178. Fagrskinna tillægger, ligesom de øvrige norske Kongesagaer, at Sven stod i Beredskab med at drage til Sverige, da Budskabet fra Magnus traf ham, og den stemmer med Flatøbogen (samt Morkinskinna?) i at angive Helge-Aaen som det Sted, hvortil han allerede var kommen.

Men man vilde fejle meget, hvis man vilde betragte alle disse forskjellige Recensioners Angivelse af Jylland som Stedet, hvor Magnus døde, for lige saa mange uafhængige Vidnesbyrd. Endog den flygtigste Sammenligning af alle Angivelserne indbyrdes vise en saadan Lighed i Ord og Talemaader, at vi ikke et Øieblik kunne tvivle paa, at de ere udsprungne fra een og samme Hovedkilde, og at de derfor egentlig blot kunne betragtes som et eneste Vidnesbyrd. Vi lære deraf kun, at det paa den Tid, hine Bearbeidelser af Kongesagaerne bleve forfattede, altsaa i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, var almindeligt antaget i Norge og paa Island, at Magnus døde i Jylland. Men vi erfare dog af Ágrip, der visselig er den ældste Optegnelse i Modersmaalet om de norske Konger, som vi have, at der ogsaa maa have været en anden Beretning, der lod ham dø i eller ved Sjæland, ligesom de danske Forfattere sige; og denne enestaaende Saga-Beretning bliver endog af særegen Betydning, just fordi den viser sig uafhængig af det sædvanligt antagne. Naar man veed, at Are frode i sin udførligere, nu tabte Bearbeidelse af Islendingabók, gjennemgik de norske Kongers Chronologi og Historie lige til c. 1120, og tillige af Snorre, der udtrykkeligt anfører ham som Kilde, erfarer hvilken Anseelse hans historiske Skrift nød, kan man vel neppe tvivle paa, at det er ham, der har antaget Angivelsen af Jylland som Magnus's Dødssted for det rette, og at det er hans Autoritet, der har banet denne Angivelse Vej til alle senere kortere og længere Bearbeidelser af Norges Kongesagaer, paa Ágrip nær, der ej alene i dette Punkt, men i saa meget andet afviger fra de øvrige Sagabearbeidelser, og derfor maa betragtes som en af Are frodes Skole ganske uafhængig Recension, der nærmest fremstillede Kongesagaerne saaledes som de fortaltes af Menigmand i Norge.

Nu levede Are frode vistnok temmelig nær den Tid, da Magnus døde, og kunde i sin Ungdom have hørt Beretninger om de nærmere Omstændigheder ved hans Død af Mænd, der igjen havde erfaret dem af Øienvidner; ja han nævner endog selv Hjemmelsmænd, der idetmindste vare samtidige med Magnus, om de end ikke vare tilstede ved hans Dødsleje. Men paa den anden Side var der dog, da Are skrev, allerede saa lang Tid forløben, at urigtige Forestillinger kunde have faaet Indpas og slaaet Rødder; Are Frode kunde lettelig selv have gjort sig skyldig i en Misforstaaelse, isærdeleshed hvor det gjalt Localforhold i Danmark, med hvis Geographi han neppe paa langt nær var saa vel bekjendt, som med Norges — og selv med denne sees de islandske Sagabearbeidere ofte at have været ubekjendte nok —; endelig erfare vi af Ares eget Skrift, Islendingabók, at han kjendte og benyttede fremmede Skribenter, idetmindste engelske, og ved Benyttelsen af disse kunde der endmere være Anledning til at misforstaae et eller andet. Her er da Spørgsmaalet: findes der nogen Omstændighed, der kunde give Anledning til en Misforstaaelse, hvorved Are frode, eller hvilkensomhelst anden Sagabearbeider, kunde forledes til at henlægge Magnus's Død til Jylland, om dette endog var urigtigt, og om end de danske Historieskriveres Angivelse, at han døde paa eller ved Sjæland, var den rette? Dette Spørgsmaal maa ganske vist besvares med Ja.

Det er nemlig en bekjendt Sag, at Kong Sven Æstridssøn. Kong Magnus's Medbejler til Danmarks Krone, ej alene døde i Suddathorp, det samme Sted i Sønderjylland, hvor Magnus ifølge Snorre skal være død, men at han ogsaa kaldes Magnus, og det endog stundom ganske med Forbigaaelse af Navnet Sven. Den ældste og paalideligste Autoritet, der omtaler Svens Død i Suddathorp, er St. Knuts Samtidige og Biograph Ælnoth, der maa antages at have faaet sine Efterretninger fra Mænd, der selv kjendte Sven, og havde været tilstede ved hans Dødsleje: Paalideligheden af denne Angivelse maa saaledes være hævet over enhver Tvivl. Han nævner ej alene Suddathorp, men anfører ogsaa Navnets Betydning, villa coenosa (Langebeks Scriptores III. 337). Sidenefter berette baade Saxo (S. 566) og Knytlingasaga, at Sven døde i Suddathorp. — At Sven førte Tilnavnet Magnus, sees af en Mængde Steder i Langebeks Scriptores, blandt hvilke vi her kun ville anføre nogle af de ældste og paalideligste, som hos Ælnoth selv (Scriptores II. S. 332), den føromtalte roskildske Krønike fra det 12te Aarhundrede (Scriptores I. S. 378) Necrologium Lundense (I. 428), Abbed Vilhelms genealogiske Skrift (II. 159), o. fl.; men end merkeligere er det, at i et af Kong Knut den Hellige, Svens egen Søn, endnu ikke ti Aar efter hans Død udgivet Brev, kaldes han ikke Sven, men slethen Magnus, idet Knut skriver sig Cnuto quartus, Magni regis filius, (Langebeks Scriptores III. 425, Thorkelins diplomatarium I. S. 1, Liljegrens svenske Diplomatarium I. Nr. 26); og Hexametret, der danner Omskriften paa Bagsiden af Knuts store Segl, lyder “Hic natum regis Magni subnominecernis.” Man skulde saaledes endog fristes til at formode, at Sven i Tiden før og strax efter sin Død hyppigere er kaldet Magnus, end Sven. At ogsaa Sagaskriverne kjendte denne Benævnelse paa Sven, sees af “Fragmentum Islandicum” hos Langebek (Scriptores II. 423), hvor der staaer: “Sven, der med et andet Navn heed Magnus.” Det er saaledes sikkert nok, at en Konge ved Navn Magnus, samtidig med Magnus den Gode, døde i Suddathorp, og at saaledes Are frode og de Sagaskrivere, der benyttede hans Forarbeider, lettelig kunde forvexle begge Konger af samme Navn, og henføre hvad der berettes om Sven Magnus's Dødssted, til Magnus den Gode.

Spørgsmaalet bliver altsaa dernæst, om en saadan Forvexling, der kan have fundet Sted, ogsaa virkelig har fundet Sted, og dette Spørgsmaal maa ligeledes, naar man nøje overvejer de paalideligste Data, besvares med et Ja. Begivenhedernes Gang og Localforholdene gjør det saa godt som umuligt, at den norske Flaade kan have ligget ved Jylland, da Magnus døde. Magnus og Harald Sigurdssøn havde om Sommeren 1047 med en Flaade begivet sig til Danmark, for at bekrige Sven, der Vinteren over havde været i Besiddelse af Danmark. De nærmere Omstændigheder ved dette Krigstog kjendes ikke; Saxo og Sven Aagesøn gjøre af alle Magnus's Tog mod Sven kun et eneste, og man kan derfor ikke hente nogen Oplysning fra dem. De kortere Kongesagaer lade Sven strax ved de norske Kongers Ankomst begive sig til Skaane; de vidtløftigere lade de tvende norske Konger dele Flaaden mellem sig, for at opsøge Sven, og de fortælle hvorledes Sven engang paa en skovbevoxet Kyst viste sig til Hest for begge Konger, da de laa med den samlede Flaade derudenfor, samt at han en andengang nær var bleven fangen i et Søslag, men frelstes af Orm Eilifssøn. (Harald Haardr. Saga Cap. 31, i Fornm. S., Morkinskinna fol. 4 verso). Den engelske Forfatter William af Malmesbury taler om et stort Søslag den 9de August, hvori Sven ganske blev overvunden og fordreven fra Danmark, og hvori, merkeligt nok, de Danske selv skulle have gjort fælles Sag med Magnus. Da nu ogsaa Saxo og Sven Aagesøn samt de roskildske Annaler tale om et virkeligt Sammenstød mellem Magnus og Sven, hvori den sidste blev overvunden og forfulgt paa Flugten af Magnus, er der altsaa overvejende Vidnesbyrd for, at et saadant Slag har fundet Sted, om det end ikke just, som William af Malmesbury angiver, skete den 9de August, thi her har han vel snarere deels haft det store Nisaa-Slag for Øje, ligeledes vildledet af Navnet Magnus, deels Slaget paa Lyrskovshede. Hverken kan nemlig det Slag, der stod mellem Magnus og Sven, have været saa stort, som han angiver, eller er det sandsynligt, at de Danske i Masse skulde have sluttet sig til Magnus mod Sven, ja endog, som han siger, aflagt Løfte om at helligholde Slagdagen for Eftertiden: dette sidste passer bedst paa Lyrskovsslaget, medens Dagen, den 9de August, er Nisaa-Slagets.

Men den Kamp eller Trefning, hvor Sven overvandtes i 1047, foregik ganske vist nær eller ved Sjæland. Deels see vi af Beretningen om Svens tidligere Krigsforetagender mod Magnus, at han efter Lyrskovsslaget intet Fodfæste havde i Jylland, saa længe Magnus levede, men derimod talte sine fleste Tilhængere blandt Sjælandsfarerne og de øvrige Øboer; deels siger Sven Aagesøn udtrykkeligt, at Magnus efter Slaget ved Helgenes satte sig i Besiddelse af Jylland, Fyn og Sklavien (Jom), hvorved han middelbart antyder, at Sjæland, Skaane og Smaa-øerne var det eneste af Landet, som han havde tilbage. Det var ogsaa naturligst for ham at holde sig i den østlige Deel af Landet, da han, som vi vide, plejede, naar han var i stor Knibe, ligesom det og efter hans sidste Nederlag var hans Hensigt, at flygte til sin Ven og Frænde Kong Anund i Sverig, og dette kunde lettere skee fra Sjæland eller Skaane, end fra Landskaberne hinsides Beltet. Altsaa er det ikke muligt, at Magnus kan have opsøgt ham andetsteds end i eller nærved Sjæland eller Skaane, og om Sven har mødt Magnus til Søs, kan dette ej have været længer fra Sjælands eller Skaanes Kyst, end at han i Tilfælde af et Nederlag kunde flygte derhen.

Allerede dette gjør det derfor, om man end ikke tog Hensyn til Saxo's, Sven Aagesøn's og Ágrips ligefremme Udsagn, sandsynligst at Magnus er kommen til Skade paa Sjæland, og at hans Skibe endnu laa ved Sjælands Kyst, da han døde. Men hertil kommer nu, at endog de Sagaer, der lade Magnus dø ombord paa sit Skib ved Jyllands Kyst, dog anføre en Omstændighed, der gjør det hartad umuligt, at Magnus kan have været saa langt borte fra Skaane, som ved Sønderjyllands Kyst, da han døde. Han sendte, heder det, da han laa paa sit Yderste, sin Halvbroder Thore skyndsomst afsted til Sven for at overdrage ham Danmarks Krone, og det lykkedes Thore at indhente Sven, just som han var kommen til Helgeaa paa Flugten til Sverige. Sven var altsaa i Begreb med at flygte, da Thore indhentede ham. Men hvad skulde vel bevæge ham til denne hurtige Flugt fra Skaane, hvis Magnus laa med Skibene ved Sønderjyllands Kyst? Den truende Fare maa have været ham langt nærmere. Hvis Sven, som de kortere Sagaer berette, havde grebet Flugten allerede da den norske Flaade kom til Danmark, vilde Thore, afsendt efterat Flaaden havde ligget en Stund ved Sønderjyllands Kyst, ikke kunne have indhentet ham ved Helgeaa. Hvad enten man nu antager et Slag mellem Sven og Magnus eller ej, maa den sidste dog have viist sig umiddelbart ved Sjælands eller Skaanes Kyst, for at indjage Sven saadan Skræk, at han besluttede at flygte til Sverige. Men nu er det tillige klart, at der mellem den Begivenhed, der bragte Sven til at tage Flugten, og hans Indhentelse ved Thore, netop ligger saa lang Tid, som Sven selv brugte for at komme til Helgeaa, og at Thore, naar han allerede kunde indhente ham der, ikke kan have reist mere end højst et Par Dage senere fra den norske Flaades Station, med andre Ord, at Magnus's Død indtraf i det højeste kun et Par Dage efter det Sammenstød mellem ham eller Sven, der bragte den sidste til at tage Flugten. Hans Død maa saaledes være indtruffen enten ved Sjæland eller ved Skaane, og da vi altsaa paa denne Maade ej kunne tage Hensyn til Sagaernes (eller maaskee rettere til Are frodes) Udsagn om Sønderjylland som Dødsstedet, kan der ikke fornuftigviis rejses nogen Tvivl mod Saxos og Svend Aagesøns Angivelse af Sjæland som det Sted, hvor Magnus fandt sin Død, ligesaalidet som om Dødsmaaden, især da Saxo endog ved at angive Navnet paa den Landsby, i hvis Nærhed Ulykken skete, og begge de danske Forfatteres Udsagn saa mærkeligt bekræftes af det selvstændige norske Ágrip. Og hertil kommer da endvidere, at Roskilde-Annalerne udtrykkeligt lade Budet om Magnus's Død komme fra Sjæland, og treffe Sven allerede i Lund.

Saxo og Sven Aagesøn afvige noget deri, at hiin lader Magnus snuble med Hesten, idet han virkelig forfulgte Sven, denne derimod lader Ulykken skee medens Magnus beredede sig til at forfølge ham, altsaa paa et Lystridt eller en Jagt, medens Flaaden laa ved Sjælands Kyst, og han selv var i Begreb med at sejle til Skaane efter Sven. Forskjellen gjør dog med Hensyn til denne Undersøgelse intet til Sagen, thi i ethvert Tilfælde bliver Flaaden liggende ved Sjælands Kyst. De samme Forfattere nævne vel intet om at Magnus endnu levende blev bragt ned til Skibene, men deres Udtryk stride dog heller ikke derimod; man kan saaledes meget vel antage, at de have tænkt sig det, men kun undladt at omtale de nærmere Omstændigheder ved hans Død. Jeg har, som sagt, i “det norske Folks Historie” endnu ikke kunnet løsrive mig fra den Forestilling om Paalidelighed, som Samstemmigheden hos saa mange Sagaer i Angivelsen af Sønderjylland som Kongens Dødssted visselig maa vække, især da det ogsaa synes at passe dermed, at Flaaden paa Hjemvejen anløb Samsø, hvilket i alle Fald ikke kunde være Tilfældet, hvis den laa i Øresund, da Magnus døde, som Ryklosters Annaler sige; og jeg har derfor grebet til den Forklaring, at Magnus, efter at have haft hiint Uheld i Sjæland — hvilket maa ansees uomtvisteligt — dog har levet i nogle Uger, og at Stødet i Førstningen ikke har været anseet for saa farligt, men at det siden forværrede sig og tilsidst bragte ham Døden. Denne Forklaring stemmer dog ikke ret med hvad alle Sagaerne eenstemmigt berette om Svens Flugt og Indhentelse, der, som ovenfor viist, maa have fundet Sted i langt kortere Tid efter Sammenstødet mellem Magnus og Sven. Og hvad Farten forbi Samsø angaar, da er det først at merke, at den alene omtales i Forbindelse med en Legende, der kun synes lidet troværdig; dernæst er det, som nedenfor vil sees, temmelig vist, at den norske Flaade laa ved Sjælands Vestkyst, da Magnus døde, og da gik Farten netop ud ad Beltet, forbi Samsø. Da det nu af det Foregaaende er oplyst, at de mange Sagaers Udsagn om Sønderjylland med god Føje kunne betragtes alene som et eneste, nemlig Are frodes, bortfalder altsaa den Vegt, Eenstemmighed af forskjellige Forfatteres Udsagn giver, og mod hiin Beretning kunne vi stille ej alene de danske, men ogsaa den uafhængige norske, nemlig Ágrip. Her er der altsaa den højeste Grad af Sandsynlighed for, at Are frode ved at høre eller læse om Kong Magnus's Død i Suddathorp har henført dette til Magnus den gode, istedetfor til Sven, og den udtrykkelige Nævnelse af Suddathorp hos Snorre, der selv tidligere angiver Are som sin Hovedkilde, bringer dette næsten til Vished.

Det Hele synes da omtrent at have tildraget sig saaledes: Kong Magnus og Harald ere om Sommeren eller Høsten 1047 komne til Danmark, hvor Sven havde holdt sig et Aars Tid, fornemmelig i Sjæland og Skaane. De have nu maaskee, som de vidtløftigere Sagaer berette, gjort flere Forsøg paa at faae Sven i deres Vold, og dermed kan temmelig lang Tid være hengaaet; omsider, seenhøstes, har der et Steds i eller ved store Belt været leveret et Slag, hvor Sven leed et fuldkomment Nederlag; om han, som Morkinskinna beretter, blev oversejlet og kom ombord paa Orms Skib, men af denne blev løssluppen og reddede sig ved Flugten, faar staa ved sit Verd; nok, han flygtede til nærmeste Havn i Sjæland, rimeligviis ved Korsør, og steg der til Hest for at komme til Øresund og over dette til Skaane samt videre til Sverige. Magnus har forfulgt ham og landet ved Korsør, samt enten skaffet sig Heste og sat efter ham — muligviis endog, som Roskilde-Annalerne berette, holdt en Rytterfegtning med ham —, hvorved han da paa Alsted Mark ved Sorø kom til Skade, eller han har kun holdt et Par Rastdage for at forsyne sig med Vand og Levnetsmidler m. m., og imidlertid paa en Jagt- eller Lyst-Tour til Hest haft hiint Uheld, hvorefter man da har bragt ham uden Livshaab, men dog ved sin fulde Bevidsthed, ned til sit Skib, og herfra har han da strax afsendt Thore. Hvad der fortælles om dennes Rejse, der sees at være foretagen over Land, passer ogsaa langt bedre til en Rejse fra Korsør over Sjæland til Helsingør og videre over Øresund samt gjennem Skaane, end til den lange Omvej fra Suddathorp ved Urnhoved til Fyn, derfra over Beltet til Sjæland, o. s. v.; i alle Fald vilde han da neppe have kunnet indhente Sven ved Helgeaa, end mindre i Lund, som Roskilde-Annalerne berette.