Om at oversætte Edda
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Utgifven af G. K. Hamilton
Lund, 1871
Om at oversætte Edda
Den ældre Edda. På Dansk ved Frederik Winkel Horn. Kjöbenhavn, Reitzel 1869.
Vedkommer det her antydede spörsmål en sådan större læsekreds af uligeartet dannelse, som et populært tidskrift altid forudsætter? Jeg tænker, det er, som man tager det. Spörsmålet har en side, hvorfra det må tildrage sig enhvers opmærksomhed, hvem den nordiske folkeånds sunde og kraftige væxt ligger på hjerte og hvorfra det fölgelig med rette kan ventes belyst, når anledning er given, i et organ for den nordiske enhedstanke. Jeg skal söge at holde mig til denne side af sagen og ikke forudsætte særlig nordisk-filologisk kundskab hos læseren.
Vi Nordboer eje, næst efter den hellige skrift, ingen dyrebarere åndelig skat end den ældre Edda. Vi eje den i fællesskab, såvist som intet forsög på at hævde den i sin helhed for en enkelt, i langt senere tider udskilt gren af stammen, vil kunne stå for en omhyggelig granskning (1). Vi have i disse kvad det reneste, mest sammentrængte og ædleste udtryk af vore forfædres forestillinger om guddom og verden, om menneskelivets kår og opgave, menneskernes höjeste værdighed, ære og skam, kort sagt det klareste billede af hvad der var fædrenes livsideal. Disse kvad ere det skandinaviske folkeslags “ursprungsord,” åbenbaringen af dets inderste væsen, af det, som giver det sin egen plads blandt verdens folkeslag og adkomst til et eget folkeligt liv: ville vi eje os selv åndelig, må vi kende og tilegne os hele vor oldliteratur, men da först og fremst den ældre Edda, ligesom efter den finske mythe sangerhalvguden steg ned i jordjættens bug for at hente op de ”ursprungsord,” der skulde lægge tingene, hvortil de svarede, under hans tankes og viljes magt. Eddakvadene ere vor begravne oldmoders gode galder: ville vi fare vel i verden, må vi, som Groas sön, lægge hende en fast viljes runer på tungen og tvinge hende til at synge sine sange for os og næmme og gemme den. Eller hvor findes en kraftigere kilde til folke-helse i Norden, til styrkelse mod al fremmed, slappende eller vildledende indflydelse? Hvor findes en mere gribende mindelse om Nordboernes oprindelige åndsenhed og fölgelig om den skæbnelov, som byder dem, om de ellers ville leve, også fremtidig at före sit liv under den samme, ene folkeånds ledelse? Hvo har fordybet sig i den ældre Edda og, uhildet af fordom eller nykker, fornummet hvad der ligger i den, uden derved at föle sin nordiske nationalbevidsthed mægtig styrket, ja afgörende fæstnet?
Det er derfor en vigtig sag ved al folkedannelse i Norden, at folkene tage denne oldtidsarv i virkelig og levende besiddelse? Hvordan skal det ske? Ved at nutidens Nordboer lære at læse oldsproget, så at de kunne tilegne sig Eddakvadene på förste hånd? Visselig er det et hovedkrav til nutid og fremtid, at den höjere åndsdannelse i Norden ikke blot omfatter, men grundlægges på fortroligt kendskab til oldsproget og dets literatur. Men bortset fra, at denne kundskab endnu er sjælden, og bortset fra, at vi desværre vistnok endnu have langt frem, inden vi få såvidt bugt med latinsk og især tysk slendrian, at vor “klassiske” undervisning bliver nordisk-klassisk, vilde det dog være urimeligt at vente, at nogensinde alle eller kun det store flertal — og det gælder i vore dage om at få de mange med ind i det höjeste folkeliv — skulde blive istand til selv at göre den vanskelige pilgrimsgang til Nordens Jordan og selv öse af dens vande. Der er og vil altid være trang til, at nogle hente skatten og bringe den ud iblandt folket. Der vil, med andre ord, altid blive trang til oversættelser i nutidsmålene. Men det er da klart, at, er det vigtigt for den nationale udvikling, at folket kan blive fortroligt med Eddakvadene og lære at suge næring af dem, så er det også et nationalvigtigt spörsmål, og ikke blot en sag, der vedkommer lærde og fagmænd, det spörsmål, hvordan en sådan oversættelse må være for at göre gavn i udviklingens tjeneste.
Hvad er målet? Oversættelsen må være tro: den må gengive ej alene tankemeningen af hvert ord og hver vending så nöje, som videnskabens udviklingstrin og nutidsmålenes ordforråd tillade, men også bære med sig til hjerterne grundskriftets ånd og tone; thi det er poesi, her er tale om, og en digtnings virkning ligger kun halvdels, ja knap halvdels i tankemeningen alene. Oversættelsen må dernæst være flydende: dens udtryk og vendinger må, naturligvis bortset fra hvor mythologiske hentydninger trænge til forklaring, være selvforståelige for den, som kun ejer nutidsmålet, og i stand til at fremkalde öjeblikkelig levende billeder i indbildningskraften, levende fölelse i hjertet (ikke, som det stundom hænder, först blive forståelige, når man får grundskriftet ved siden). Kun hvor disse egenskaber findes forenede, vil der være udsigt til, at oldkvadene i nutidsskikkelse ville kunne virke ligeså umiddelbart på os, som på vore forfædre, ville kunne gribe sindet og fæste sig i mindet, uudslettelig som runer i sten, og leve i hjerterne som en altid påny forfriskende kilde, istand til at virke befrugtende på tænkesæt og fölemåde og handling.
Dette er målet. Er det nået hidtil? De tidligere forsög ere ikke få, tildels gamle og al ære værd; dog er, tör jeg sige, for det meget store flertal af den dannede almenhed, især dens kvindelige del, Edda i dette öjeblik væsentlig en navneværdi. Den förste fuldstændige oversættelse var A. A. Afzelii svenske fra 1818, læselig, stundom poetisk löftet, men altfor fri, til at det ikke nu, da videnskab og sprogudvikling ere 40 år videre fremme og da den nordiske mytheverden gennem nyere digteres behandlinger er bleven så meget mindre fremmed, måtte være muligt at komme grundskriftet meget nærmere. Lidt senere (1821 o. f. år) udkom Islændingen Finn Magnussons danske oversættelse, omhyggelig tro mod ordmeningen, men så tung og stiv, så prosaisk i udtrykket og så knudret i versebygningen, at den kun er lidet læselig og heller ej nogensinde har vundet almindelig indgang hos almenheden; den er desuden nu sjælden. Enkelte stykker — f. ex. Grotte-sangen — ere smukt gengivne af N. M. Petersen. Blandt senere tillöb skal jeg nævne Normanden Aars’s for nogle år siden udkomne oversættelse af gudekvadene, i det hele ikke god, skönt det særlig norske ordforråd letter en tro og flydende norsk oversættelse fremfor en dansk: Aars's hovedfejl er, at han ikke har havt öje for og derfor har udvisket de finere poetiske træk i grundskriftets udtryksmåde og derfor tidt falder mat og kedelig: — fremdeles Dr. E. Jessens oversættelse af gudekvadene i hans “Kort nordisk Gudelære,” der lider af en modsat fejl: ikke blot hidtil uforklarede, men også mangt vanskeligere udtryk har fået lov at stå; arbejdet kan, skönt mangt enkelt sted er meget godt gengivet, væsentlig kun betragtes som et hjælpemiddel til at læse grundskriftet (dog er det også i denne henseende misligt, at oversætteren har grovt misforstået og næsten med kådhed forvansket den ædle tone i nogle af digtene).
I disse forsög ere grundskriftets versemål eftergjorte — mer eller mindre godt, men det har ialfald været meningen, at den givne metriske form skulde bevares. Dette er ikke, eller dog kun undtagelsesvis, tilfældet med de i N. F. S. Grundtvigs “Nordisk Mythologi “oversatte brudstykker, som ellers ere værd at lægge mærke til; thi de ere den mest poetiske og levende gengivelse, der hidtil er fremkommen, og den brugte form holder sig så nær til den gamle, at, om man end savner noget, så stödes man ikke af noget fremmedagtigt. Helt anderledes forholder det sig med et underligt arbejde, som så lyset i Danmark for en 6-7 år siden, nemlig V. B. Hjorts: “Eddasangene forklarede som Bidrag til Verdensåndens Historie.” Her er nemlig brugt et selvlavet, modernt, udtrykslöst versemål med enderim, som har voldt megen forvanskning og udviskning af originalens poesi, foruden at oversætteren, misforstående den eddiske humors art, har fundet et sært behag i at bruge platte hverdagsudtryk, hvor det fuldkommen strider mod grundskriftets tone (2). Når hertil kommer, at oversættelserne væsentlig tjene som aktstykker til en filosofisk, temmelig uklar, men ellers i flere stykker ikke umærkelig forklaring af mytherne, er det intet under, at denne bog aldrig har kunnet og visselig aldrig vil kunne trænge ud i folket. — Ligeledes er grundskriftets ydre form ombyttet med en anden i det nyeste forsög, F. Winkel-horns, i overskriften nævnte, danske oversættelse, som nærmest har givet anledning til disse bemærkninger. Arbejdet fortjener opmærksomhed. Det er en fuldstændig oversættelse (dog savnes enkelte hidhörende stykker, især “Groas galder”). Den er tro i gengivelse af ordmeningen, efter videnskabens nuværende standpunkt. Den er helt igennem holdt i et værdigt, rent sprog og forsåvidt tro mod grundskriftets ånd — thi Eddakvadene ere ikke almuedigte — og endelig lettere læselig, end nogen tidligere, så der er mulighed for, at denne oversættelse kan blive almenlæst. Skal man nu önske dette? Vil den, som har tilegnet sig oldkvadene i denne skikkelse, kunne siges at eje dem, at være bleven fortrolig med deres sande ånd? Og, hvis ikke, hvis der trods fortrinene, dog er syndet væsentlig mod grundskriftets præg, vil denne oversættelse da ikke let kunne göre mere skade end gavn, idet den vænner folk til at forestille sig ved Edda noget helt andet, end hvad det i sandhed er?
Hvad der giver Winkel Horns oversættelse dens særpræg, er det af ham brugte versemål. Det er trokaiske, rimfrie vers, i et par kvad trefödede, ellers firefödede, kun i nogle dele af Hávamál ere friere former anvendte. Det er altså væsentlig det finske runemetrum, kun at den gennemgående parring af versene ved tankesammenhængen (så at i hvert afsnit versenes tal er deleligt med to) er opgiven, og at næsten stadig ethvert afsnit, svarende til en strofe (“vise”) i grundskriftet, slutter med et vers med mandlig udgang. Har nu oversætteren gjort ret i dette valg af versemål? Har det havt væsentlig inflydelse på oversættelsens præg forövrigt? Og da hvilken?
Den ydre form for en digtning, især en fortidsdigtning, der er en hel folkeånds udtryk, er ikke noget tilfældigt. Jo betydningsfuldere digtningen er, jo dybere rödder den har i folkeånden, jo mindre den skylder bevidst konstnervirksomhed sin tilværelse, og dette sidste gælder i höj grad om Eddakvadene, hvis alder går tilbage til en forhistorisk tid og hvis forfattere ingen kender —, des inderligere vil tanke- og fölelsesindholdet hænge sammen med den ydre form, der må betragtes som opkommen så at sige af sig selv, som tankens naturnödvendige krystallisation. Det må derfor på forhånd vække betænkelighed at se de skandinaviske oldkvads versemål forladte og ombyttede med et fra en anden folkedigtning lånt. Stå Edda- og Kalevala-digtene hverandre så nær i væsen, at den ene digtning kan således omklædes i den andens klædebon?
Der er visselig, bortset fra en hel del mærkelige beröringspunkter i mythiske forestillinger, en grundlighed både i ånd og i det mindste tilsyneladende i form.
Den åndelige grundlighed består i, at det inderste ideale både i de skandinaviske og finske guders og heltes væsen overvejende er viljekraft. Men denne træder, på grund af ulige folkelynne, ulige temperament, frem på en höjst ulige, næsten modsat måde; derfor blive de to digtningers stil og tone, hele deres poetiske præg forskelligt.
Hos Kalevalas personer virker viljekraften stille, jævnt, altid overvindende eller omgående hindringerne for sin fuldbyrdelse, aldrig givende tabt, aldrig hvilende, men heller aldrig forhastende sig (derfor kan handlingen gerne, forholdsvis og sammenligningsvis, hos enkelte personer og i enkelte situationer, gå med stor fart). “Det var Lemminkainens moder — ej sin gosse bort hon kastar,” heder det, da ravnen har rådet hende til at opgive at få den sönderhuggede sön levende igen og til at kaste stumperne i dödens elv. “Vända om må gamla kvinnor — ej en man, ej ens den sämste.” svarer Wäinämöinen Manalas tærne, da hun formaner ham til at opgive den farlige færd til dödsriget efter de ved skibsbygningen savnede “ursprungsord” og, da siden Ilmarinen varer ham ad mod at söge dem endog i Wipunens bug, heder det: “Gamle, trygge Wäinämöinen — gick likväl och lydde icke.” Denne hyppig tilbagevendende betegnelse af hovedhelten: “gamle, trygge Wäinämöinen” er en genklang af hele digtningens grundfölelse. Her har man det i menneskenaturen, som digteren, d. v. s. folket har syntes bedst om, som det har fölt sig mest i frændskab med og gladest ved at se fremstillet. Derfor er hele digtningens stil, fortællemåde og tone bleven præget heraf. Aldrig spring eller hastværk. Personer og naturscener, ydre handling og sindsstemninger skildres rolig og udförlig under en stadig strömmende indgivelse. Billede trænger sig frem ved billede, træk lægges til træk, indtil det, som skal framstilles, står i fuldt, klart lys i alle enkeltheder. Udtale personerne sig, give de sig gode stunder til at sige alt, hvad de have i hovedet og på hjerte (3). Skulle leveregler gives, som, ved Ilmarinens bryllup, for huslivets förelse, så gives ikke blot reglen, men hele den livssituation, hvorpå den skal finde anvendelse, udmales på det omstændeligste, så at disse “förmaningsord” blive til en række yndige, fint udförte folkelivsbilleder. — Til dette stilpræg svarer versemålet ypperlig. De regelret byggede, let faldende vers, alle ens, fölgende i ustandselig ström efter hverandre, göre det så let, når et billede har belyst en side af en genstand, at belyse denne yderligere ved et nyt billede, indtil man har et totalindtryk færdigt; göre det så let at lade en sindsstemning udtrykke sig i en hel række parallele vendinger. Ingen strofeinddeling sætter nogen ydre skranke, ingen frihed til at danne vexlende metriske figurer frister ud af den jævne strömgang. Forsåvidt bogstavrim også findes i det finske runemetrum, kan det, efter hele digtningens præg at dömme, neppe have samme betydning som i den skandinaviske oldpoesi, og man tör vistnok stole på, at en oversættelse f. ex. på svensk af Kalevala, der, holdende sig til runemetret, nöjes med lejlighedsvis at tage bogstavrimene med, virkelig vil være tro mod originalens ånd, når den ellers er udfört med kyndighed og smag.
Hvad er nu, i modsætning til Kalevala, Eddakvadenes poetiske særpræg?
Den viljekraft, som også her ligger på bunden af personernes væsen og udgör deres egentlige idealitet, fremtræder her ikke stille og jævnt virkende, men i stærke, voldsomme stöd. Dette er ikke således at forstå, som om det, hvortil fölelse og lidenskaber drive, lettere blev opgivet af de skandinaviske idealer, end af de finske. Troskaben mod det engang fölte, mod det engang besluttede, udholdenheden er lige stor. Men det er, som om fölelsen og lidenskaben lå sammenknuget, halv slumrende i brystet, ligesom Brynhild, da Sigurd finder hende, for pludselig at vågne og springe frem i ord og handling, og det er dette gjennembrud, dets kraft og voldsomhed, som er det egentlig tiltalende for skjald og tilhörer. Ehrensvärds berömte ord: “Norden (ikke Sverige) är ett trögt folk, fullt af hetsigheter,” stadfæstes på det fuldkomneste af hele vor oldliteratur, men allermest af Eddakvadene.
Af dette grundtræk præges nu hele stilen og fremstillingsmåden. Ordknaphed er hovedkendemærket. Naturscener, som derhos aldrig skildres for deres egen skyld, men kun for at angive handlingens skueplads, udmales aldrig; der gives kun enkelte hovedtræk, som vække indbildningskraften og lade den ane det övrige ligesom i et dæmrende halvlys. “Årle var det i tiderne — örne skreg — hellige vande faldt — fra himmelfjælde; — da blev Helge — den hugstore — af Borghild födt — i Brålund.” Således begynder det 1ste kvad om Helge Hundingsbane; et træk föjes til: “Nat var i gårde,” og dermed er tilhöreren flyttet hen i den store, skæbnesvangre nat, hvor Nornerne færdes, medens de fæste heltens skæbnetråde vide i öst og vest og nord “under månesalen” og dermed indvie ham til et mægtigt hövdingeliv, men også til tidlig död. Hvordan skildres i Völuspá den genfödte jord? Kun med at kalde den frisk-grön (iðjagræn), med de ord: “fosser falde, — örn flyver derover, — han som på fjæld — fisk jager,” samt med at agrene voxe usåede. Men det er okså nok, når man har sin fantasi vågen, til at få indtrykket af det nye naturlivs friskhed og fylde. Ydre handling skildres sjælden, kamp i det store, på homerisk vis, aldrig, hvor fulde end disse kvad ere af kampmod. En af de mest afgörende ydre handlinger er Sigurds drab. Det meldes i fire vers, ja egentlig i fire ord: da Gunnar og Hogne have besluttet at lade Guthorm udföre dåden, heder det: “Brat lod sig ægge — den bielöse: — stod sværdbladet Sigurd i hjertet” (stóð hjarta hjörr Sigurði). Ingen tale om, hvordan Guthorm blev ægget, gjorde sig rede til drabet, kom Sigurd tillivs o. s. v.; at det skete, mens han sov hos sin hustru, får man först at vide af, hvad der bagefter sker og siges. Da Thors færd til Thrym skal skildres, heder det kun: “Hjem blev begge — bukke drevne, — snelt ved skagler — til snarfærd spændte. — Bjerge brast, — brandt i lue jorden — aged Odins son — til jætters hjem.” Man sammenligne hermed, hvorledes Ilmarinens slædefart til Pohjola beskrives med alle forberedelser — og han har dog hastværk! — hvorledes han lader sösteren varme badstuen og imens smeder gaver til hende, hvorledes han bader sig, klæder sig på som bejler, lader den brune spænde for den prydelige slæde, og omsider tager tömmen i den ene hånd og pisken i den anden, slår et smæld og muntrer hesten, hvorpå selve farten males: “Fram i hastig fart han åker — Langs med hafvets strand, på sanden, — Utmed Sima-sundens kanter, — Utmed albevuxna höjder; — Stenarne på stranden rassla, — Sanden gnisslar under släden, — Gruset flyger mot hans anlet, — Vattnet stänker opp mot bröstet” — man sammenligne hele dette stykke (18de sang, 267—450) med Thors færd, og man vil föle modsætningen mellem Kalevalas og Eddas fortællemåde. En skildring, som den i den nævnte sang kort efter fölgende, af hvorledes vagthunden i Pohjola varer husfolkene ad om, at folk komme agende langt borte, hvordan han “Morrar sakta till en början, Glåfsar först med längre afbrott, — Sittande på åkerrenen, — Svängande sin svans mot marken,” og siden göer lydeligere og lydeligere, — en sådan skildring vilde være utænkelig i Edda. Hvad er imod denne rolige udmaling selv et ordbillede som hin glimrende söfærdsbeskrivelse i det förste Helge Hundingsbane-kvad, der dog overrasker ved sin rigdom på enkelte træk som noget i Edda helt uvant? (4)
I det hele tilvejebringes allerede i Edda meget hyppig fantasi-anskuelse af den ydre verdens forekomster ved omskrivende benævnelser på personer og ting. De ere meget hyppigere i Edda, end man i almindelighed vil se, og det er vistnok fuldkommen rigtigt, hvad hr. Richert nylig har antydet i dette tidskrift, at denne egenhed i den senere skjaldepoesi ikke er noget splinternyt, men kun en videre udvikling af en i olddigtene liggende spire. End ikke i skjaldepoesien ere disse omskrivninger altid så poetisk betydningslöse og fölgelig forkastelige, som mange mene. Ofte hörer omskrivningen med til, at levendegöre for fantasien og vække medfölelsen med det, som omtales eller skildres eller fortælles. Men istedetfor, at andre folkeslags sangere udfolde denne skildring i en række billedlige betegnelser, fremsatte i særskilte sætninger, ja, som hos Homer, i hele småhistorier, holdt skandinaverne af at se alt det billedlige sammentrængt i et eneste ord, som kunde fremkalde de idéassociationer, der skulle minde om, hvad der just på dette sted skulde lægges mærke til ved den omtalte person, ting eller handling. Brugte således, ere omskrivningerne poetiske, og det er næsten altid tilfældet i Edda: men hvor det er tilfældet, må de nödvendigvis gengives enten ordret eller ved andre af samme poetiske virkning og værd, og man kan da ikke have lov til at nöjes med at nævne tingen ved det ligefremme prosaiske navn, ej heller til at oplöse omskrivningen i sætninger (5). Overhoved må man ikke glemme, at denne lyst til at tænke og fremstille gennem tætte billeder og idéassociationer vistnok er et særlig nordisk træk. Den kommer i det mindste igen på sin vis i Oehlenschlägers og Tegnérs billedrige stil, og det er vistnok dette, som har foresvævet den sidstnævnte, da han yttrede de velkendte ord: “Allt hvad snillrikt är, är skönt.”
Hovedsagen for Eddakvadenes skjalde — d. v. s. oldtidens Nordboer — har dog været ikke den ydre verden, ikke den ydre handling, men den indre handling, sindets rörelser og tankernes arbejde: dets resultat: den ydre handlings slag, kommer da som af sig selv. Men i skildringen af den indre handling viser sig den samme ulyst til at udmale, den samme tilböjelighed til at pege på et enkelt, slående træk, grebet blandt mange, og så lade tilhörerne ane resten. Det sker, når skjalden — forövrigt sjælden og undtagelsesvis — med egne ord maler en sindstilstand. Brynhilds skinsyge, som volder Sigurds drab, skildres med de ord: “Ofte går hun ude — med ondt i hu —, is og jökler — hver aftenstund, — når Gudrun og han — gange tilsengs — og Sigurd over hende — lagen breder.” Dette billede: “is og jökler” åbenbarer hele den vilde ödemark af dulgt lidenskab og vækker forestillingen om den rædsel, som skal komme derfra; men at skildre de enkelte tanker, som röre sig i hendes sjæl, indlader skjalden sig ikke på. Det samme er tilfældet, når det indre sjæleliv åbenbarer sig i personernes tale. Der tales nemlig meget i Edda; kvadene bestå allermest i samtaler, stundom i enetaler, når nemlig en begivenhed fortælles i sang af en af selve hovedpersonerne. Og dog ere Eddas personer ordknappe. Det er nemlig det særegne ved deres tale, at de mere röbe, hvad der rörer sig i dem, end udfolde det. De sige, når de, drevne af deres lidenskab, tage til orde for at komme til handling, ikke mere, end der netop behöves for at angive og nå målet for deres higen, men de sige det sådan, at man af måden, af de brugte udtryk og vendinger, af den heftige tone fornemmer fölelsens dybde og vælde. Lad os tage en alt berört situation — for kortheds skyld; præget er det samme overalt. Brynhild har truet sin husbond Gunnar med at skilles fra ham, med mindre han tager Sigurd at dage. Gunnar har længe grublet over, hvad han skulde göre. Tilsidst siger han til sig selv: “Ene er mig Brynhild — bedre end alle, — Budles datter, hun er dronning blandt kvinder. — Lade vil jeg — livet heller, — end ved den mö og hendes medgift skilles.” Derpå söger han broderen Högne og siger til ham, uden omsvöb eller forklaringer: “Vil du vor drot — af dage svige? — Godt er at råde — for rin-malmet (Sigurds skatte) - og fuldglade — gods styre — og siddende i ro lyksalighed nyde.” Her röber han på det tydeligste sine motiver: elskov og guldtörst, men således, at man, netop ved den lakoniske, næsten brutale udtalelse og ved de lidenskabelige ord, især ved dette, at han selv kalder den påtænkte gerning for svig, fornemmer, både hvordan det har kæmpet i ham, för det kom såvidt, og hvor fast hans beslutning nu står. Högne udtaler ikke nogensomhelst fölelse, forbavselse, sorg eller harme; han peger, på samme korte måde, just på situationens modsatte side: skammen ved at svige den svorne fostbroder og skaden ved at miste en våbenbroder som Sigurd, men han gör det i ord, som trods den ydre kulde noksom röbe, at også hans sind er i oprör. Så kommer Gunnars råd at “göre Guthorm rede til drabet” og så, uden nogen overgang, nogen fremstilling af, hvorledes Högne lader sig vinde for broderens plan, fölger den just ved sin korthed rystende melding om misgerningen. Kommer engang lidenskaben til rent lyrisk udbrud, giver harmen sig luft i forbandelse, sorgen i klager, fordi smerten er for stærk, så kommer udtrykket ikke bredt, fyldig svulmende som det oprörte hav, men, som om ordene med magt banede sig vej over tungen, som en fos i en fjældklöft, knusende ved deres vægt og ladende bagved ane en kraft, som kan volde det, ingen i öjeblikket kan forestille sig — man efterse blott f. ex. Sigruns forbandelse over broderen i det andet Helge-kvæde, eller Gudruns klage i det förste Gudrunskvæde, da hun omsider har fået tårer og ord!
Men Eddakvadene fremstille ikke altid handling og lidenskab. En del ere fremstillinger af gudelivets hemmeligheder eller indeholde leveregler og gode råd. Her viser ordknapheden sig på en anden måde. Når völven åbenbarer sin viden om verdens liv, så sker det ikke i udförlige fortællinger, om hvad der er sket eller skal ske; med höjtidelig hemmelighedsfuldhed peger hun kun på de store hovedtræk, de træk som just have betydning for den dybere forståelse af alle de sagn, hun hentyder til, og derved bliver digtet til det mest ophöjede billede af verdenslivet, således som det spejlede sig i den nordiske folkeånd. Men unægtelig er Völuspá en række gåder for den, der ikke kender sagnene andenstedsfra, og ikke for intet spör hun atter og atter: “Vide I, hvad jeg siger?” Ligeledes i Odins visdomskampe med jætterne. Skjalden vil aldrig opholde sig ved enkeltheder, men kun ved det væsentlige, og derfor bliver talen en idelig tale i hentydninger. Gives der leveregler, så komme disse i form af korte kærnesprog, som tidt kunne synes helt trivielle, indtil man opdager, at de for det meste indeholde, tidt skjult i et eneste ord, et eller andet træk, som, optaget i tilhörernes fantasi, maler situationen, på hvilken reglen skal anvendes, så at der kommer et helt lidet livsbillede frem, men vel at mærke ikke udfört i sine enkeltheder, som i Kalevala. Det er denne egenhed, som gör Hávamál til poesi, og der må derfor ved en oversættelse passes nöje på, at intet sådant går tabt. Det går f. ex. ikke an at oversætte det tidligere anförte sted: “At augabragði verðr” med: “til spot bliver” eller (som Winkel Horn) “til særsyn,” skönt dette er den prosaiske mening; det betyder ordret: “til öjenblinken bliver”, altså “man blinker med öjnene ad den, som intet véd,” og deri ligger et livsbillede: mændene ved drikkebordet, den fremmede tosse iblandt dem, som blotter sin dumhed eller uvidenhed, og de klogere, som ikke sige noget til ham, men skotte til hverandre med et lunt smil.
Jeg tör ikke gå videre i denne karakteristik, som jeg tror man ved at fordybe sig i Eddakvadene vil finde væsentlig rigtig. Hovedsagen for det her omhandlede æmnes vedkommende er, at til den her skildrede særegne fremstillingsmåde, som atter kommer af den særegne grundfölelse, til dette alt andet end rent episke, til dette lyrisk-episke, som grænser meget nær til, ja stundom går helt over i det dramatiske, kun at skuespilformen fattes, — dertil svarer på det nöjeste Eddakvadenes verseform.
Det kunde ved en flygtig betragtning synes, som om uligheden mellem Edda og Kalevala ikke var så stor. Löser man Kalevala-verset op i to vers, så kommer hvert af disse til at bestå af to trokæer. Komme bogstavrimene til, ser det aldeles ud som et eddisk versepar, f. ex.
“Vän, som vuxit
vid min sida!”
Grundschemaet for det mest brugte Eddavers er nemlig to betoninger (6), og da hyppig en ubetonet stavelse vil komme imellem hver af de betonede stavelser, efter den sidste, samt da derhos rimstavene forbinde versene parvis, så at et par synes at udgöre en enhed, kan det let og tidt se ud, som om et sådant versepar ikke var andet end et Kalevala-vers, f. ex. (sidst i str. 30 af I Helge Hund.).
“Stagstjornmörum steypa vildi.”
Ligheden er dog kun overfladisk og tilfældig. I Kalevala höre nemlig de ubetonede stavelser (1 og kun ganske undtagelsesvis 2 helt lette mellem hver betonet) væsentlig med til schemaet; det er virkelig trokaiske vers. I Edda ere de ubetonede stavelser uvæsentlige. Det, som skaber verset for öret, er ene de to stærke taktslag. Disse kunne derfor stöde umiddelbart sammen, uden nogen betonet stavelse imellem eller foran eller bagefter. Det ovenfor brugte “stavn-teltene” er et helt vers, ligesåfuldt som f. ex. “deyr fé” i den berömte Hávamál-strofa om eftermælet. På den anden side kunne så mange ubetonede stavelser anbringes foran den förste, imellem den förste og sidste og efter den sidste betoning, som man ved en rigtig, d. v. s. af tanken og fölelsen båren fremsigelse, kan få ind under de to stærke betoningers herredömme, uden at der for öret fremkommer nogen ligeså stærk tredje. I Sigruns tredje forbandelsesord:
“Bitia þér þat sverd,
er þu bregdir!
(Bide ej for dig det sværd,
som du svinger!)
har det förste vers (rigtig fremsagt, d. v. s. med al den lidenskabens hast, som ligger i situationen og ordene, kun to virkelige betoninger: stavelserne “Bi” og “sverd;” det mellemliggende. “Þér” knuges ned til tonlöshed af de andre ords tankevægt og fremsigelsens fart. Det toleddede Eddavers er altså modtageligt for den störste afvexling i bygningen; men derved bliver det også nödvendigvis til et vers for sig. Det er nemlig klart, at når rythmen skal fastholdes af öret, d. v. s. det tilgrundliggende fælles, de regelret tilbagevendende taktslag höres, trods al ulighed i bygningen af hvert enkelt vers, så kan man ikke under fremsigelsen lade det ene vers löbe over i det andet, uden at idelig schemaet bliver borte. Man må nödvendigvis standse et öjeblik mellem hvert vers, og man vejledes hertil ved rimstavenes stilling — hovedstaven forrest i det andet af de to parrede vers (7). Læser man f. ex. de ord (næst efter de nys anförte): “Nema sjálfum þér syngvi um höfud” (“uden dig selv det synger om hovedet”) ud i ét, så kommer der et vers med tre betoninger, og det rythmiske indtryk er forstyrret; man må læse:
“nema sjálfum þér
syngvi um höfud,”
med et tydeligt ophold efter þér og stærk vægt på rimstavelserne, kun da får stavelsen þér det taktslag, som den skal have. Men ligesom hvert vers bliver en enhed, således samles atter en række vers i en strofe, og denne strofeinddeling, som er ligeså nödvendig i Edda, som det modsatte i Kalevala, nöder fremdeles til at afrunde inden en vis dragen grænse hvert led af tanke- og billedrækkerne, nöder atter til at sammentrænge.
Al versebygning har sin væsentlige betydning som anvisning og, om man vil, tvang til rigtigt foredrag, et foredrag, der for öret afspejler og svarer til digtningens ånd og grundstemning. Man forestille sig nu, hvad indflydelse den beskrevne versebygning i Edda må have på kvadenes foredrag, og man vil strax föle uligheden med Kalevala. Her opfordre de længere, regelrette, vers til et roligt, jævnt glidende foredrag (8), svarende til fölelsernes rolige ström og tankebilledernes brede, fyldige udfoldelse. Eddakvadenes korte vers, som nöde til at sammentrænge så meget tankeindhold og billedindhold i hvert af dem, at ikke ved en fornuftig fremsigelse noget vers så at sige bliver borte mellem det foregående og efterfölgende, kræve et voldsomt og stödvist lydende foredrag, et foredrag, der skrider frem med kraftige, men afmålte, faste, tunge, trin, som kæmpens skridt, når han går frem i sin svære rustning, som runemesterens hammerslag i den hårde granit. Og derfor ere disse vers netop skabte til at understötte for öret og hjælpe fölelsen og indbildningskraften til at gribe og gemme hine höjtidelige syner af verdenslivet, hine betydningsfulde navne på guder og gudeboliger, hine ordsprog med lærdom og advarsel for alle livets kår, hine i enkelte ord sammentrængte, stærke billeder af naturscener og handling, hine bratte udtalelser af tanke og fölelse og lidenskab, — kort alt det, som udgör Eddakvadenes særpræg, — alt det, som tjener til at afspejle den hu til anstrængelse og kamp, både i åndens og tingenes verden, der åbenbarer sig i selve fortællingerne, — og som det just skulde være en oversættelses opgave at bringe så rén og fuldstændig som mulig til nutidens læsere, om måske vore dages slappede, smålig egennyttige, fejgt fredsæle Nordboer dog kunde styrkes og hærdes åndelig derved: thi det er klart, at om nogen finder hjertelig smag i hine oldtidsdigte, så vil dette, måske ham selv uafvidende, uimodståelig virke på hans övrige livsstemning og tilsidst på selve hans handlemåde og livsförelse.
____________________________
Om det har lykkets mig nogenlunde at tydeliggöre sammenhængen mellem henholdsvis Kalevala- og Eddakvadenes tankeindhold og ydre form, så vil man vist også være enig med mig i at, er det i det hele væsentligt, at en oversættelse af Edda fastholder den gamle verseform, så godt som den kan göres efter i nutidsmålene —, så er det rent utænkeligt, at en oversættelse skulde kunne blive i sandhed tro, tro mod det dybeste åndelige i grundskriftet, når den ombytter dettes versemål med et så uligeartet, så bestemt anderledes, ja modsat præget, som det finske runemetrum, eller en modifikation heraf: så vil man også på forhånd give mig ret i, når jeg kalder den nyeste danske oversættelse et stort misgreb; så vil man ikke finde det underligt, om der heraf er flydt andre, som i virkeligheden — trods al troskab mod den prosaiske tankemening, trods det værdige sprog og den færdighed, hvormed oversætteren har forstået at fjerne al dunkelhed, der ikke kommer af det mythiske, — göre denne gengivelse til en stor forsyndelse mod Eddakvadenes, d. e. Nordens ånd.
Det af Winkel-Horn brugte vers er regelret, d. v. s. det har en stadig, ensfaldende vexel af betonede og ubetonede stavelser. Oversætteren har löst sig fra den tvang, som rimstavene volde. Men han har mistet en frihed, som er væsentlig for oldversene, og som nutidsmålene meget godt kunne bruge, nemlig friheden til at lade to betonede stavelser stöde umiddelbart sammen. Der forekommer også i nutidsmålene utallige sammensatte ord og ordsammenstillinger, som ere ubrugelige i “regelbundne” vers af sædvanlig art. men som kunne göre ypperlig tjeneste i et versemål, der tillader betoningssammenstöd. Hvad skal man göre med et ord som “stavnteltene” i et regelret trokaisk eller daktylisk eller iambisk eller nogetsomhelst slags vers? “Stavn” og “telt” må jo betones begge to. Hvor en tro oversættelse vilde kræve en sådan ordsammenstilling og brugen af oldversemålet tillade den, der nödes man af det regelbundne vers til at löse de to led fra hinanden ved at putte andre ord imellem. På den anden side mister man i slige vers friheden til at samle flere tonlöse stavelser om eller under én betonet. Hvor en tro oversættelse vilde kræve og den gamle form tillade en sådan rythmisk figur, der nödes man altså til at anbringe ord, som bringe den savnede betoning mellem de ubetonede stavelser med sig. I begge henseender bliver fölgen den samme: for at fylde den form, hvori man vil stöbe de gamle tanker, nödes man til at udvide disses udtryk, d. v. s. göre det svagere, mindre virkningsfuldt ved mellemkommende småord, som ikke nödvendig höre med til det. Da fremdeles hvert af disse længere vers dog må have et nogenlunde afsluttet tankeindhold, fristes man til, når originalstedets tankemening er udtömt f. ex. i 1½ af de nye vers, da at fylde resten med en eller anden forklarende tilsætning, som originalen slet ikke har og som det er væsentligt for dens stil ikke at have.
Kalevalaverset anvendt på Edda tvinger altså til at udtvære tankens udtryk, og det er dette, som Winkel Horn idelig gör. Det ovenfor anförte versepar “Ned tog styrmanden — stavn-teltene,” er buldnet ud til hele to Kalevala-vers: “Styresmanden tog fra stavnen — teltene, de slumred under,” hvor der altså er indsmuglet en forklaring, som den gamle skjald ikke har givet eller villet give anderledes end i det strax fölgende: “så at de mange — Mildinger vågned.” Dette sidste er gengivet: “så de mange konger vågned,” hvortil der ikke er noget at sige, når man ikke vil beholde ordet “Mildinger.” Men så fölger: “såe, at dagen löfted brynet, —, åbnede sit lyse öje,” hvormed er gengivet de ord “dagsbryn se.” I Thrymskvædet siger Thor: “Mig monne Aser — usling kalde, — om jeg lader mig binde — i brudelin;” hos W. H. lyder det: “Usling vil mig Aser kalde, — hvis jeg lader kvindeklæder — binde om de stærke lemmer:” verset skulde fyldes ud, og så må Thor selv vise sine arme og ben frem. Strofen i Völuspá om den nye jords opkomst: “Ser hun op komme — anden gang — jord af hav — herlig grön. — Fosser falde — örn flyver derover — han som på fjæld — fiske jager,” er gengivet: “Atter ser jeg jorden — skyde op af havet — på de höje fjælde — fanger örnen fisk; ,— vildt i stride fosser — vandet ned sig vælter; — atter grönnes jorden, — skön som aldrig för.” De sidste to vers ere gengivelse af det ene ord “iðjagroena.” Ved omstillingen af versene er örnens fiskefangst på fjældet kommet til at stå foran fosserne, hvorved stedet bliver meningslöst, da man, uden först at have fået forestillingen om elven i hovedet, naturligvis spör: skulle fiskene i den nye verden gå på bjergene? Til gengæld er der en hel beskrivelse, med epitheta ornantia, af fjældlandskabet, istedetfor det enfoldigt store: “fosser falde.” Både fra versemålet og oversætterens lyst til at give oplysende forklaringer kommer en idelig anvendelse af beskrivende tillægsord, ja af hele omskrivende og forklarende sætninger, hvor grundskriftet enten intet tilsvarende har eller har det samme udtrykt i en orddel eller et ord, ved en præposition sat i forbindelse med sætningen. Et exempel på det sidste er f. ex. det sted, hvor Thrym lader Loke vide, at ingen får den stjålne hammer, “uden han förer mig Fröja til viv;” disse ord: “til viv” blive hos W. H. til “at hun vorde kan min viv.” Ligeledes hvor samme jætte siger: “Her gange i gård — guldhorns-kör — jævnsorte öxne — til jættens gammen:” her er det sidste vers blevet til: “det forlyster mig at se dem,” — udtværet og dog ufuldstændigt, siden det hörer med til det naive i stilen, at den talende nævner sig selv i tredje person. Thryms ord: “ene Fröja — fattes mig end” blive for versudfyldningens skyld til: “ét kun tykkes jeg at mangle — og det er (!) den væne dis.” Af overflödige tillægsord vrimler det. Blot i de få strofer om Helge Hundingsbanes sejlads findes foruden det ovenfor anförte tillæg: “som de slumred under” og det hele vers: “åbnede sit lyse öje” fölgende: “Frem de raske kæmper (ɔ: vikinger) rode; — under heltene, de bolde (ödlinger) — brused frem den stolte flåde;” fremdeles bliver “som bjerg og brådsö brast mod hinanden” til: “Som når brændingen sig vælter — ind imod det faste fjæld.” “Höjere böd Helge — hale sejlet” bliver til: “Höjre Helge böd dem löfte — Skibets store, hvide vinger,” Öges datter kaldes Öges vilde döttre, “havdyr,” hvormed “tovstyringsheste” er gengivet, få tillægsordet “sorte.” Disse exempler ere ikke opsögte på et enkelt uheldigt sted: i samme mål forekomme lignende udtværinger helt igennem. Sigurds stolte svar på den dödssårede Fafnes spörsmål, hvem der havde ægget ham til en sådan gerning: “Min hu mig ægged, — mine hænder mig tjente — og mit hvasæggede værge; — sjælden er modig — i manddoms år, — hvo i barndommen er blöd,” gengives: “Modet ægged mig til dåden, - mine hænder bi mig stode, — og min hvasse, stærke klinge; — lidet ejer den af mandsmod, — når han bliver grå og gammel, — der er fejg og blöd som dreng.” Lad os engang se alt, hvad her er forfejlet. De udhævede ord ere for det förste allesammen fyldekalk; borttages de, bliver udtrykket kraftigere. I originalen står: “hugr mik hvatti”- og i 3dje vers: “minn inn hvassi hjörr” — altså samme udtryk for at betegne sindets og klingens skarphed, en idéassociation, som ikke må gå tabt, om den end af læserne mere föles instinktmæssig end bliver dem bevidst. “Stå bi” er et meget prosaisk, derhos tysk ord, som slet ikke lader ane originalens “fulltydu” ɔ: “vare mine fuldtro tjenere.” Det 5te vers: “ef hroerask tekir” sigter ikke til alderdommen, men just til den rörige alder: her er altså ligefrem en gal oversættelse, blot fordi ordet “gammel” for versets skyld har slæbt “grå” med sig. Heller ikke dette sted er særlig udsögt. Stundom anbringes helt nye billeder, som grundskriftet og Edda i det hele slet ikke véd af, som når Sigruns ord: “Bide ej det sværd — som du svinger, — uden dig selv — det synger om hovedet,” er gengivet: “Da kun skal din sværdsæg bide (hvor mat!) — når for dig den synger gravsang, — om dit eget hoved hviner;” man borttage de udhævede ord, og man vil föle, hvormeget udtrykket vinder i kraft. I hvilken grad al poesi stundom bliver borte i dette magelige tankernes og versenes luntetrav, kan man forestille sig, ved at betragte oversættelsen af det vers, hvori völven skildrer Gim-læ (det strålende læ).
I originalen står:
“Sal ser hun stande,
fagrere end solen,
guldtækket,
i Gim-læ.
Der skal gæve
skarer bygge
og al sin tid
lyksalighed nyde.”Hos Winkel Horn lyder det:
“Fagrere end Solen
ser en Sal jeg stande;
den med Guld er tækket,
Gimle er dens Navn. (!)
Der skal alle Gode
bo og være glade
i al Evighed.”
Enhver vil skönne, hvordan det poetiske i de förste fire vers, — dette at den strålende sal ligesom rejser sig for öjet i al sin herlighed, ved den korte, blot pegende betegnelse af dens udseende og navn — bliver udslettet allerede ved den overflödige artikel “en,” men endnu mere ved det tört berettende i tredje og især i fjerde linies gengivelse, foruden at oversættelsen er urigtig: Gimle er ikke salens navn, men dens sted, og man må have forestillingen om “et læ” med, som ligger i navnet, for ret at föle freden i de evige boliger. I gengivelsen af den sidste halvstrofe træder en anden bröst ved Winkel Horns oversættelse frem, som er ligeså gennemgående. Udtrykket er ganske vist her kortere: men det er ikke den tanke- og billedrige korthed, men tankefattigdommens. “Alle gode” er slet ikke — for anskuelsen, for den poetiske opfattelse — det samme som grundskriftets “dyggvar dróttir,” “dyggvi”, nærmest “gæv,” “brav,” er jo ikke det samme som “god,” hvorved man strax kommer til at tænke på det kristelige godhedsbegreb; og “alle” er ikke for fantasien det samme som “skarer,” egentlig “krigerfölger;” “yndis njóta,” “lyksalighed nyde,” er ikke for fantasien det samme som det yderlig hverdagslige “være glade.” Dette sted er slettere oversat her end nogensinde för; og det har mange södskende, skönt det måske er et af de værste i sit slags. Sagen er, at oversætteren af lyst til at undgå alt, hvad der kunde kræve lidt selvvirksomhed fra læsernes side, men også tvungen af det letflydende versemål, idelig har ombyttet mere udtryksfulde, mer eller mindre billedlige betegnelser med ord, som kun give vedkommende steds prosaiske mening, men også netop derved en anden mening end grundskriftets. Når det f. ex. i Völuspá siges om misteltenen, at af dens vånd blev der, skönt den lod spæd, en ulykke voldende sorgflyver (egentl. “sorgflugt”), er dette gengivet: “dog den voldte kummer.” “Mensvorne mænd og mordulve” bliver til: “dem som falsk har svoret — dem der grumt har myrdet — som de vilde ulve,” sammenligning istedetfor metafor, fordi ordet “mordulve” er ubrugeligt i verset. Det strax efter forekommende dejlige udtryk for hustru eller kæreste: “eyraruna — den, som hvisker mig i mit öre, som jeg deler min lönligste tanke med —, hvilket ord med vilje er brugt, for at det skal slå tilhörerne, hvor skammeligt det er at forlokke den, som står i et sådant forhold til en anden, det bliver ganske simpelt til “viv.” “Valdyret,” om Fenrer, bliver til “den gramme ulv.” I det tidligere omtalte sted om sejladsen gengives det ord, jeg har kaldet “vindfangsdugen,” ligefrem med “sejlene;” “tovstyringshestene” blive til de “sorte havdyr,” som er svagere, fordi det er en mere almindelig betegnelse; “Kolgas söster” bliver til “bölgen.” Når Helges genfærd i gravhöjen tiltaler Sigrun, som er kommen ud til ham. med ordene: “Du græder, guldprydede, — gramme tårer, — solklare sydmö, — för til sövns du ganger,” så ere disse beundrende kærlighedsord (de cursiverede) blevne til det fattige “fagre kvinde.”
Herhid hörer, at oversætteren ikke har givet noksom agt på et eget træk ved Eddas stil, et træk, som hænger nöje sammen med det metriske system, og som han derfor fristes til at udviske, da han har optaget et andet. Dette er de hyppige parallelismer: at et handlingsmoment, ydre eller indre, beskrives derved, at det alt engang sagte gentages, stundom flere gange i andre vendinger, eller at flere momenter af samme handling skildres ved gentagelse af samme vending. Det sidste finder f. ex. sted, når det heder om Loke, da han skal fare til Thrym: “Flöj da Loke, — fjærhammen (Fröjas) bruste; — ud han kom — af Asers gårde, — ind han kom — i jætters hjemstavn.” Denne gentagelse: “ud han kom” — “ind han kom” lige efter hinanden, anskueliggör, i det den minder eftertrykkelig om rejsens begyndelse og ende, den hele færd. W. H. har “Da flöj Loke bort fra Asgård, — fjederhammens vinger (overflödigt) suste, — til han nåde jættehjem:” det malende er helt borte. Noget lignende er tilfældet med den udtryksfulde dobbelte parallelisme i Sigruns to förste forbandelser: “Skride ej det skib, — som under dig skrider, — fast önskelig bör — efter blæser! — Rende ej den hest —, som under dig render, fast dig fjender — fölge i hæl.” Det er gengivet: “Ej det skib skal fremad skride, — som på bölgerne dig bærer, — om end medbör spænder sejlet! — Ej den hest skal flytte foden, — som dig skulde fremad bære, — er end fjenderne dig nær.” Parallelismen mellem de to forbandelser er bleven udtrykt; men, foruden at det hele er tværet ud (de udhævede ord ere rent fyldekalk), har oversætteren ikke fölt, hvorledes just gentagelsen af ordene “skride” og “rende” maler det kvalfulde i de situationer, som Sigrun önsker sin broder stödt i. I den tidligere anförte strofe: “Ofte går hun ude” o. s. v., beskrives det syn, som ægger Brynhilds harme i to vendinger efter hinanden: “når han og Gudrun — gange til sengs — og Sigurd over hende — lagen breder.” Hos W. H. lyder det: “når . . . Gudrun ganger —, til sit leje, fulgt af Sigurd, — for at hvile i hans favn;” at de to beskrivende vendinger ere stillede parallelt, giver det sagte en helt anden virkning, end om den ene göres til undersætning under den anden, ikke at tale om, at det malende: at Sigurd breder lagenet over hende, er ombyttet med det ved hyppig brug i nutidspoesi næsten trivialiserede og derfor virkningslöse: “hvile i hans favn.” Som man ser, hörer det med til at frembringe den ved denne figur tilsigtede virkning, at de samsvarende ord stå hvert nogenlunde på samme sted i sin metriske afdeling — vers eller versepar. Det er da let forståeligt, at man tidt kan komme til at udviske den, når man har valgt et andet og dertil et næsten dobbelt så langt vers; men her ser man altså atter en skadelig fölge af det forandrede versemål. Yderligere fristes oversætteren til at udviske parallelismerne derved, at disse tidt hænge sammen med gentagelsen af enstydige omskrivende ord, som han ikke har brudt sig om at få gengivne. Da Gudrun ikke har kunnet komme til at græde og da sösteren har draget klædet af Sigurds lig og budet hende kysse den döde, heder det: “Op så Gudrun — én gang; — så hun kongens hår — klæbrigt af blod, — slukte styrerens — stråleblikke, — fyrstens huborg (hoved eller bryst) flænget af sværdet.” Dette er gengivet hos W. H.: “Éngang löfted Gudrun blikket — såe, at drottens hår var blodigt, — såe de klare öjne brustne — såe på brystet sværdets spor.” Men det er ikke for intet, at Sigurd her nævnes tre gange med tre ulige værdighedsnavne (döglingr, fylkir, jöfurr); denne gentagelse maler tabets störrelse; det er, som om man atter og atter blev mindet om, hvad han havde været, og derved dobbelt fölte med Gudrun smerten ved tegnene på hans drab.
Der er mangen anden urigtighed, som ikke just lader sig henföre under noget af de fremhævede synspunkter, men som stadig virker til at opspæde sangens ædle vin, som f. ex. når Heimdals ord i Thrymskvædet, at man skal lade “kvindeklæder om knæ falde” på Thor, oversættes: “kvindeklæder skal han bære,” eller når det heder om Thrym, at han farer med gru tilbage for Thors blik, hvor grundskriftet siger, at han foer langt tilbage i salen; eller når Thryms söster, da hun beder om brudefæ, siger: “Giv mig röde, gyldne ringe!” hvor der står: “Stryg dig af hænde — de röde ringe!” — på alle tre steder er et for sandserne malende udtryk ombyttet med et fantasilöst. Eller når grundskriftets udtryk om Thor, at hans hu lo i brystet på ham, “da den huhårde — hammeren kendte,” gengives: “da den stærke Mjölner kendte;” der skal netop her, hvor Thor laver sig til at slå alle jætterne ihjel, peges på hans hårde sind; “den stærke” er helt tomt. Eller når der står om jættens söster: “Smæk hun fik for blanke skillinger,” hvor originalen har: “hon skell um hlant fyr skillinga,” hvori der foruden fyldekalksordet “blanke,” findes to fejl, dels at ordet “smæk” er stillet sammen med “skillinger,” hvorved man mindes om hverdagstalemåden “at få smæk for skillingen,” som er uædel i digtet og derhos betyder noget andet (at få meget, især i kvantitet, for få penge), og dels at ordet “hlaut” (ɔ: fik til del, fik som sin lod) er gengivet med det farvelöse “fik;” man må kunne föle sangerens indvendige latter — en genlyd af gudens — ved forestillingen om, at disse öredask vare alt hvad jættekvinden opnåede af hvad hun havde bedet om og ment skulde være hendes part af gildet; man måtte gengive stedet ved noget som: “Klaps hun hented sig — for klingende mönt,” hvorved dog lydspillet i “skell” og “skillinga” er vel svagt udtrykt. De her nævnte fejl eller bröst findes på en eneste side; de ere dog endnu ikke de eneste der, og Thrymskvædet eller disse sidste strofer ere ikke værre end resten af oversættelsen.
______________________________
Hr. Winkel Horn “fremhæver” i fortalen til sin oversættelse “på det bestemteste,” at den væsentlig må betragtes som et æstheiisk arbejde, og ikke, skönt han mener, at den i det hele er tro, som et filologisk hjælpemiddel. Jeg tror, man vil finde, at jeg har betragtet den fra den æsthetiske side, såvist som en oversættelses æsthetiske værd må hvile på, i hvad grad den fyldest gör de krav, som kunne göres ifölge en æsthetisk betragtning af originalen. Om den filologiske troskab har jeg ikke talt undtagen rent lejlighedsvis; skönt der, som man har set, også kan være udsættelser at göre i så henseende, skal jeg dog villig indrömme. at, når man först lader oversætterens fremgangsmåde — denne idelige gengivelse ved bredere og mindre fantasivækkende udtryk — gælde, så er grundskriftets tankemening i det hele rigtig udtrykt; og ikke uden skönhed, dog vel at mærke, en langt ringere, langt fattigere og, hvad der er værst, en anden skönhed end grundskriftets. Hvad har egentlig hr. Winkel Horn gjort? Vor ærværdige, “storståtliga” oldemoder, hvis skönhed er af den ægte slags, som ingen alder tager på, fordi den er på engang benbygningens og sjælens skönhed, har han affört hendes eget. med al en folke-egen poesis pragtsmykker besatte, “hjemmevævede skrud.” Istedet herfor har han lånt et andet fra Finland, som han imidlertid har måttet skille ved alle dets særegne prydelser (logisk verseparring, billedrækkernes rigdom, udmalingens troskyldige omstændelighed og nöjagtighed), fordi de ikke kunde anbringes på Edda. Med en vis behændighed har han drapperet dette nye klædebon om hende i ret tækkelige foldekast, medens han har taget alt hendes eget gamle guld og fået det smeltet om og udarbejdet i moderne, mindre særprægede, men mere tilvante former, samt hængt denne stads på hende. Men meget for vidt, poser drapperiet om hendes lemmer som en sæk og skjuler istedetfor at fremhæve de herlige former, og smykkerne tage sig ud, som hvis en maler, der skulde male en oldtidsdronning, vilde tage forbilleder til hendes pynt fra en guldsmedbutik på Östergade.
Men, siger hr. Winkel Horn i sin fortale: Oldversemålet (og den hele dermed sammenhængende sprogtone) hænger så nöje sammen med oldsproget og dette er derhos i sin bygning så uligt nutidssproget, at dette ikke kan eftergöre oldversene; “deres bogstavrim glide for det meste vort öre forbi, og i det hele bliver det, når de (versene) anvendes på dansk, i almindelighed som det var prosa og ikke vers, man havde for sig.” Hvis dette var sandt, var min hovedanke mod hans fremgangsmåde slået af marken; men så var det også tegn på, at den nordiske folkeånd var uigenkaldelig vanslægtet; thi folkeånd og sprogånd hænge nöje sammen. Vare virkelig nutidsmålene komne så langt bort fra oldtidsmålet, hvoraf de ere oprundne, at de ej engang nogenlunde kunde röre sig i de samme metriske former som hint, medens man dog ikke mener dem uskikkede til at eftergöre f. ex. græske og latinske for ej at tale om andre nutidssprogs verseformer, ja, så var det væsentlige og inderste og dybeste i oldtidens væsen utilgængeligt for os, kunde ikke tilegnes af nutidsslægten.
Heldigvis er det ikke tilfældet. Det er kun modern blödagtighed og sky for folks magelighed, som her yttrer sig. Oldtidsversemålene kunne gengives i nutidsmålene, så at de lyde som vers; om det så er det svære drottkvæde, så lader det sig göre, hvad bl. a. G. Rode har vist ved at gengive nogle af Halfred Vanrådeskjalds “viser” (i en for nogle år siden udkommen billedbog for börn) og med hensyn til Fornyrðalag (Eddaverset) N. M. Petersen i hans gengivelse af Grottesangen eller S. Grundtvig i en gengivelse af Egils kvad over den druknede sön (i Lefoliis genfortælling af Egils saga). Sagen er, at for det förste have nutidens mennesker slet ikke tabt öre for bogstavrimene. De forekomme i utallige ordsprog og ordsproglige talemåder. De bruges idelig af nutidsdigtere for at forhöje lydintrykket (f. ex. Grundtvig, Ploug, Topelius). Det sker visselig ikke under iagttagelse af nogen bestemt regel, det sker tidt måske helt ubevidst. Men brugen viser dog, at man også i vore dage virkelig hörer dem, og der kan derfor umulig være nogen uoverstigelig hindring for at tage dette lydspil i sproget op som regelbunden prydelse og eftertryksmiddel i poetisk stil, ligesåvel som stavelserimet i enden af verslinierne. Men naturligvis kan der også göres dårlige bogstavrimede vers, og så höres dette slags rim ligesålidt som enderimet i dårlig digtede enderims-vers. — For det andet er oldversenes metriske bygning ingenlunde stridende mod nutidssprogenes væsen. Jeg vil gå videre. Jeg tör påstå, at de stemme bedre dermed end de vanlige vers, hvor betonede og ubetonede stavelser skifte regelbundet, især trokaiske og iambiske vers. For at et vers skal være godt og fuldtonende, skal den metriske betoning falde sammen med den betoning, som en naturlig, af tankemening og fölelse ledet fremsigelse lægger på stavelserne. Målt med denne alen, blive vistnok endog de fleste iambiske og trokaiske vers slette. Flertallet af Oehlenschlägers dramatiske vers lade sig ikke fremsige tanke- og fölelsesrigtig, uden at versetakten bliver borte eller bliver en anden end den iambiske (meget hyppig det fireledde kæmpevisevers). Hr. Winkel Horns egen oversættelse frembyder idelig exempler på det samme (9). Det er ikke hans fejl. Virkelige trokaiske og iambiske vers ere de sværeste af alle, skönt enhver stymper mener, det er en smal sag at göre dem. Men kan man så egentlig sige, at den slags vers ere så meget naturlige for sproget? På den anden side föjer dette sig af sig selv i rythmer, frembragte just på samme måde som eddaversenes. Man tage vore folkeviser for sig, og man skal finde, at også her er det kun betoningerne, som skabe verset, således at de tonlöse stavelsers tal er ubestemt, kun underkastet den regel, at der ikke må komme så mange mellem to betoninger, at disse ikke kunne magte dem. Man lægge mærke til, hvad der kommer frem, når börn med naturligt öre, men uden noget givet mönster for öje pröve på at göre et vers: det bliver næsten altid et fireleddet kæmpevisevers, som just svarer til et eddisk versepar. Der forekommer, som alt bemærket, i nutidsmålene idelig ordsammenstillinger, hvor to betonede stavelser, to stavelser, som ved en rigtig fremsigelse må betones. stöde sammen, og hvor altså betoningen vil höres på dem begge, når de ere tagne i metrisk brug. Når man vil bygge versene for öret, og ikke for öjet, når man altså, som man har ret til, vil gå ud fra, at læseren vil læse op simpelthen, som meningen kræver det, uden at komme til læsningen med noget forud givet versschema i hovedet, så kan man göre alle de metriske figurer efter, som findes i Eddaversene, med den virkning, at disse lyde som vers, fordi de virkelig frembyde den symmetri i lydindtrykkene, som er al versdannelses væsen (10). Det er naturligvis sandt, at det artikelfrie oldsprog — for kun at fremhæve en enkelt hovedegenhed især ved Eddasproget — tillader en större korthed end nutidsmålene. Men også her kan, uden tvang på nutidens sprogånd, det nye mål læmpes, så at det gamles stærke klang dog kommer nogenlunde frem; det må f. ex. være tilladt at udelade artikelen, overalt hvor ikke sprogvanen strængt kræver den. En oversættelse af Edda skal ikke lyde som et digt, der var lavet igår.
Der er intet spörsmål om, at Edda kan oversættes i oldversemålene. Men der skal, foruden et fint öre og “geni,” som hr. Winkel Horn indrömmer at han savner, tillige djærvhed til at begynde og udholdenhed til at fuldföre et unægtelig såre stort og vanskeligt arbejde. Men sligt vilde også stemme med fædrenes ånd. Hvad der derimod ikke stemmer hermed er hr. Winkel Horns magelige, brede gengivelse, som ikke kan andet end fremkalde ikke blot en ufuldstændig, men skæv, usand, afgjort meget for lav forestilling om vor oldtids höjeste åndsfrembringelse hos enhver, der ikke kan komme til grundskriftet; men det er jo for dem den er skreven.
Noter:
1) Jeg er glad ved at kunne henholde mig, ligeoverfor tidskriftets læsere, til hr. M. B. Richerts afhandling i den forrige årgangs to sidste dobbelhefter.
2) F. ex. Hávamál v. 5 1. 4 -6: “At augabragði verðr — sá er ekki kann — ok með snotrum sítr” (ɔ: Man blinker til hinanden — ad den, som intet ved —, når blandt snilde han sidder) er oversat: “Men naar blandt Kloge — Sidder en Stakkel, — Saa bliver han lettelig — Til Spektakel.” (!)
3) Strax de allerförste ord ere i så henseende betegnende:
“Nu mig lyster uti hågen,
I mitt hufvud bor en tanke,
Lust jag har att börja sjunga,
Att till runosång mig reda,
Att en stamsång påbegynna,
Stämma upp ett ätteqväde.
Orden smälta mig i munnen,
Tränga tätt uppå hvarandra,
Skynda fram uppå min tunga,
Träda öfver mina tänder.”
(F. Collans öfversättning).
4) I Helge Hund., strofe 27: “Ned tog styrmanden - stavnteltene, så at de mange — Mildinger vågned. — og Döglinger — dags bryn se — og Siklinger - hejsed i mast — vindfangsdugen — på Varinsfjord. 28: Årer knage, - jern brage, — skjoldrand ved skjoldrand, — roede vikinger. — Skummende iled — under Ödlinger — ud på hav — hærdrottens flåde. 29: Så var at höre, — da sammen törned — Kolgas söster (bölgen) — og kölene lange, — som bjerg og brådsö — brast mod hinanden. 30: Höjere böd Helge — hale sejlene; — ej veg de bolde — i bölgelegen, — da rædsom stigende — Rans datter (bölgen) — sötraverne — sænke vilde.” (Jeg mener ingenlunde herved eller ved de ellers her forekommende stumper oversættelse at ville give nogen anvisning; de skulle kun tjene til at give de læsere, som ikke kunne se originalen efter, en nogenlunde forestilling om de til beviser brugte steder).
5) Det er f. ex. ikke blot for at bruge et konstigt ord, at man i de nys anförte vers af Helge Hundingsbanekvadene har brugt det med “vindfangsdug” gengivne ord istedetfor “sejl.” Det kommer an på at male sejlhejsningen, og derfor kaldes sejlet her med et ord — “vefnistingar' —, som nok egentlig betyder “vævningsbulderet,” hvormed altså sigtes til, at dugen, som sejlet består af, buldrer i vinden, indtil det hales stramt. Ligeledes bruges i den næstsidste linie ordet “stagstjornmarar,” d. v. s. “tovstyringsheste,” om skibene, ikke blot til stads; det kommer an på at lade skibene fare forbi tanken som levende væsener i modsætning til de ligeledes personliggjorte bölger, og en tro gengivelse må idetmindste finde på noget lignende, hvis en ordret oversættelse vilde blive for tungt fattelig. Herhen höre også de mange pragtnavne, Mildinger, Döglinger o. s. v., der bruges iflæng om höjbårne krigere; de have ganske sikkert oprindelig været levende digterord, virkelig fremkaldt forestillingen om det ædle, höjættede, hædersögende. Man kunde måske nok beholde dem, når denne forklaring engang var given, siden de altid ere et karakteristisk træk ved Eddakvadenes, især heltekvadenes stil. De ville imidlertid for nutidslæsere altid væsentlig kun blive variationer i udtrykket, og det turde forsåvidt vel være rigtigst at gengive dem med udtryk, der antydede deres virkelige poetiske mening, såsom ædlinger, hærdrotter, mænd o. s. v., kun at man ikke slår tre, fire sådanne efter hverandre brugte benævnelser sammen til en eneste og derved udvisker den virkning, som ligger i gentagelsen.
6) Jeg vil ikke her opholde mig med de modifikationer, som opkomme, når 3dje og 6te vers i Ljoðahattr-strofen og de fleste vers i Málahattr-strofen have 3 betoninger; disse afændringer ere her uvæsentlige.
7) Det nys anförte “þer ú bregdir” er en meget sjælden forekommende undtagelse.
8) Dettes præg er ypperlig udtrykt i den lille melodi eller de varianter af en melodi, som höre til det finske runemeter.
9) Se f. ex. fölgende vers, som mit öje just falder på:
“Fejg og dum er den, som tænker,
at hans liv skal evig vare,
om han varer sig for kampen.”
Her er kun det förste rigtigt, har fire naturlige betoninger. I andet vers er i virkeligheden, når man læser tankerigtigt op, og ikke tramper versetakten tankelöst, ordet “at” ganske tonlöst; i det tredje vers gælder det samme om ordene “om” og “sig.” Hvad slags vers ere fölgende, på må og få grebne, af Malmström, en af Sveriges bedste versemagere:
“Mycket, mycket skulle än jag säga;
men jag eger icke språkets val.
Ej med ord jag kan min känsla väga,
när mitt hjerta brista vill af kval.”
En rigtig fremsigelse kan ikke betone de fem udhævede ord; men efter versschemaet skulde de höres som betonede.
10) Jeg vil bede læseren fremsige fölgende gengivelse af Sigruns forbandelsesord, uden at tænke på noget slags kendt versemål, blot således som meningen og det til Sigruns opflammede stemning svarende foredrag tilsige - og sådan skulle vers altid fremsiges —, og han skal da, tror jeg, finde, at her virkelig er to betoninger i hvert vers og ikke flere, idet de i nogle længere vers tilsyneladende opkommende mellembetoninger kvæles af de andre.
“Skride ej det skib,
som under dig skrider,
fast önskelig bör
efter blæser!
Rende ej den hest,
som under dig render,
fast dig fjender
fölge på vej!
Bide ej for dig det sværd,
som du svinger,
uden dig selv
det synger om hovedet!
Da var på dig hævnet
Helges död,
om varg du var
i vilden skov,
arm på gods
og al gammen,
fastende, når ej
i ådsler du sled!”