Om folkevisen Ungen Svejdal
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
Ungen Svejdal
Om folkevisen
»Ungen Svejdal«
Illustreret dansk Litteraturhistorie I-III
Af Hans Christian Peter Hansen,
1902
Fra de hedenske Mythekvad Grógadlr og Fjölsvinnsmál har den smukke Vise om »ungen Svejdal« taget sit Motiv, Kjærlighedens uimodstaaelige Magt, dens dragende Virkning selv fra det Fjerne. Kjækt og malende skildre Begyndelsesstroferne den Situation, i hvilken Tilfældigheden griber ungen Svejdal og stiller ham overfor hans Livs uomgaaelige Opgave:
- Det var ungen Svejdal,
- han skulde Bolden lege.
- Bolden drev i Jomfruens Bur,
- det gjorde hans Kinder blege.
- Du lad dine Ord vel:
- Bolden drev i Jomfruens Skjød,
- og Svenden efter gik;
- før han ud af Buret kom,
- stor Sorg han i Hjertet fik.
Thi »Jomfruen« - hans Stivmoder - har runebundet ham for en fremmed Mø - »lagt hans Hjerte i Tvang for den, han aldrig saae« - og varslet ham, at han ikke skal faae Søvn i sine Øjne eller Fred i sit Sind, før han faaer »løst det sorrigfulde Hjerte, som længe haver ligget i Traa«. Han gaaer da til sin Moders Grav og beder om hendes Hjælp; hun giver ham de tre Gaver: Folen, der »ganger saa vel over salten Hav som paa den grønne Jord«, Sværdet, der er ristet med Runer, saa »hvor han rider gjennem mørken Skov, der brænder det som et Baal«, samt den røde Guldring, paa hvilken den ukjendte Mø vil kjende ham, saasnart hun seer ham. Med denne Udrustning drager ung Svejdal ud i Verden; han rider »over det vilde Hav og gjennem de mørke Skove«, til han kommer til det Slot, hvor Jomfruen boer, og møder hendes Hyrde, som driver hendes Kvæg tilvands.
- »Vel mødt, goden Hyrde!
- og Sandingen sige Du mig:
- er her en Jomfru paa dette Slot?
- hvis Fæ driver Du for Dig?«
- »Jeg siger det ikke for Knæfald
- og ikke for Guld saa rød:
- det er mig haardt forbudet,
- det bliver at koste min Død.«
- »Hør Du, goden Hyrde!
- Du dølg det ikke for mig!
- bliver jeg Konge i dette Land,
- til Ridder slaaer jeg Dig.«
- »Her er en Jomfru paa dette Land,
- hun ligger i stærken Traa
- alt for en Svend, hedder Svejdal,
- hun aldrig med Øjne saae.
- Midt udi den grønne Lund
- der stander min Jomfrus Gaard:
- Huset er af graa Malmersten,
- og Porten er lagt med Staal.
- Plankerne ere af haarde Jern
- og Porten er af Staal:
- det er vel atten Vintre siden
- den Jomfru Solen saae.
- Løven og den vilde Bjørn
- de stande der indenfore:
- der kommer aldrig Nogen levende ind,
- uden det ungen Svejdal vaare.
- Indenfor min Jomfrus Port
- staaer Bjørnen og Løven gram;
- men er I den rette Svejdal,
- saa frit maa I gaa fram.
- Midt udi min Jomfrus Gaard
- der stander saa grøn en Lind:
- er I den rette Svejdal,
- saa frit ganger I derind!«
- Frem red ungen Svejdal,
- og ind ad Porten han saae:
- alle da vare de Laase,
- de fulde selv der fraa.
- Løven og den vilde Bjørn
- de fulde den Herre til Fod:
- Linden med hendes gyldne Blade
- hun bugned neder til Rod.
- Linden hun bugned neder til Jord
- alt med sine gyldne Blade:
- op da stod den stolte Jomfru,
- som længe havde ligget i Dvale -
den Rette var kommen, den aldrig Sete, hvem hendes Længsel havde stundet imod og hvem den havde draget hid: for ham falder Laas og Slaa og Vagt og han favner Bruden.
