Om kristenforfølgelser i Danmark

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Adolph Ditlev Jørgensen (1840-1897)
Aarbøger for Nordisk
Oldkyndighed og Historie

København, 1871


Om kristenforfølgelser i Danmark

Af A. D. Jørgensen


Også udgivet i
Historiske Afhandlinger
København, 1896


Man er bleven så vant til at betragte Adam af Bremens erkebispekrønike som den eneste kilde til vor kundskab om kristendommens skæbne her i landet efter Ansgars og Rimberts dage, at det kun ganske undtagelsesvis er faldet nogen ind at sammenligne dens udsagn med de andre beretninger, der er overleverede os om de samme forhold; man beklager dens upålidelighed, tvivler endog om forfatterens sandhedskærlighed, men går derefter som oftest over til at gengive hans fortællinger som det bedste, for ikke at sige det eneste, vi nu engang kan få at vide om hin tid. Og denne plads har Adam indtaget i vor historie skrivning næsten dels fra begyndelsen af indtil vor tid. Hans nyeste udgiver, M. Lappenberg , har sammenstillet rækken af de ældre forfattere, der mere eller mindre har øst deres beretninger af ham; vi træffer her den gamle Roskildekrønike og så godt som alle de danske årbøger fra middelalderen, desuden den saxiske annalist og Helmold; ad alle disse veje kom han senere ind i den lærde historiesamlertids omfattende og for mange slægtled toneangivende værker; og omtrent således står vi overfor ham endnu.


Der er her kun tale om den del af erkebispekrøniken, som udfylder pladsen mellem det, den fortæller efter ældre kilder, (indtil vikingernes nederlag ved Leuven), og det der berettes efter samtidiges vidnesbyrd; hint er nemlig så godt som på hvert punkt bleven genstand for en tilintetgørende kritik, der ikke lader nogen tvivl tilbage om Adams næsten uforståelige skødesløshed i at gengive, hvad han har læst; dette har derimod, til trods for de unøjagtigheder, der også findes her, et så stort værd, at det må sættes blandt det ypperste, der er overleveret os til vor middelalders historie. Om disse to partier er der da vel heller neppe delte meninger; vel har man fra tysk side i det hele villet holde for stærkt på Adams troværdighed, også i den første del af sit skrift, medens man fra dansk side har vist nogen tilbøjelighed til at undervurdere også den sidste del; men disse udtalelser er dog mere fremsatte som almindelige domme, der neppe vilde være bleven fastholdte i de enkelte tilfælde. Hvad der derimod er fortalt om det 10de århundrede, efter kong Svens og andre danske stormænds beretninger, er atter dels bleven genstand for en langvarig og som det synes uendelig strid mellem den nyere tids forfattere — (dette gælder især den politiske historie), — dels er det, som forhen omtalt, bleven stående som det eneste, vi vidste om den tids forhold (navnlig de kirkelige). Hvad nu hine stridsspørgsmål angår, da er den tyske historieskrivnings bestræbelser for at hævde Adams fremstilling lige overfor og til trods for de samtidige forfattere tilvisse håbløse, og striden kan altså kun for så vidt kaldes uendelig, som man hos dens bærere må forudsætte en uendelig lidenskab; med hensyn til kirkens historie er der derimod endnu ikke gjort noget alvorligt forsøg på i sammenhæng at prøve grundlaget for Adams fortælling.


Men det er netop en sammenhængende undersøgelse der er nødvendig, hvis enkelthederne nogensinde skal finde en afgørelse; så længe man vakler frem og tilbage mellem lysten til at godkende alt hvad Adam beretter, fordi den sidste del af hans skrift er så god, og lysten til at mistro og forkaste alt, fordi den første del er så slet, vil alt komme til at bero på et skøn og mangle såvel sikkerhed i det enkelte som klarhed i det hele; først når man har dannet sig en bestemt forestilling om forfatterens standpunkt og hans syn på sin opgave, vil det være muligt at finde forklaringen til den måde, hvorpå han er kommen til at afvige fra den historiske sandhed, og i hvilken retning denne derfor må søges. Det bliver da nødvendigt først at henvende sin opmærksomhed på forfatterens personlighed, for så vidt den kan kendes af skriftet.


Adam kom til kapitlet i Bremen i året 1067; det må have været i en meget ung alder, thi endnu en 8 år efter beder han i epilogen til sit skrift om overbærelse for sin ungdoms skyld. Når han ikke desmindre alt 2 år efter har »skrevet og underskrevet« et dokument som lærer i kapitlet (magister scholarum), et embed der lod ham rangere efter domprovsterne og dekanerne, foran presbyterne og diakonerne (s. Lappenberg: Hamb. Urkundenbuch, nr. 101), så viser det, at man alt dengang må have lagt en ganske særdeles vægt på hans evner og kundskaber, thi som »lærer« forestod han kapitlets undervisningsvæsen (domskolen) og — hvad også den omstændighed, at han har udfærdiget det ovennævnte aktstykke tyder på — den samling af ældre og nyere brevskaber og andre skriftlige optegnelser, der kunde findes ved erkebispedømmet. Da det nu tillige synes at fremgå af hans krønike, at han tidligere har tilhørt kirken i Magdeburg, der dengang var bekendt for sin fortrinlige skole, så ligger det nær at formode, at han er kommen til Bremen efter et udtrykkeligt kald, for at bøde på et savn, man her følte netop i den henseende.


Denne Adams kaldelse falder da lige efter den stolte erkebiskop Adelberts fjernelse fra kejserhoffet. Ydmyget, næsten fortvivlet, kastede han sig over sine længe forsømte pligter i hjemmet; han omgikkes alvorligt med den tanke at drage til Norden for at organisere kirken, der nu overalt var grundfæstet, han indstiftede mindefester for sine forgængere, som han tidligere havde overset, og drømte nu kun om den ære, engang at kunne nævnes som »den fjerde evangelist« ved siden af Ansgar, Rimbert og Unni. Det ligger da nær at antage, at det var hans hensigt i Adam at vinde en mand for stiftet, der kunde skrive hans forgængeres historie og knytte deres navn til missionen i Norden; derpå tyder det også, at denne kort efter sin ankomst til Bremen drog til det danske hof, for af Sven Estridsøn at få underretning om kirkens forhold og tidligere historie, de nordiske folks og landes karakter, og hvad mærkeligt der ellers måtte frembyde sig. Det synes heller ikke uantageligt, at Adam har skrevet en del af sin krønike før Adelberts død, skønt det i almindelighed forudsættes, at den først er påbegyndt efter denne tid. Indledningen til den tredje bog, hvori han henvender talen til Limar og siger, at det er ham der har foranlediget ham til at fortsætte dette skrift lige til hans tid (»quoniam promisimus libri huius tenorem — usque ad diem tui pontificatus ex tendere«) er vel ikke afgørende, da den nærmest svarer til den første indledning og tilegnelse, men den forklares dog lettest ved at antage, at den første del alt tidligere forelå. Der synes heller ikke at have været nogen særlig anledning for Limar til at opfordre Adam til at skrive erkebispedømmets historie, medens det lå nær nok for ham at ønske en tidligere skreven krønike fortsat med den sidste og mærkeligste prælats levned. Det samme tyder endelig endnu en anden omstændighed meget stærkt hen på. Dr. Koppmann har nemlig eftervist, at den såkaldte »chronicon breve Bremense« er et slet uddrag af Adams krønike, men kun til året 1043, da Adelbert blev erkebiskop, for den følgende tid er den selvstændig (Forschungen z. d. Geschichte, VIII, 639); dette forekommer mig nemlig at vise, at de to første bøger af Adams skrift har været kendte, før de sidste blev skrevne, altså også før den almindelige indledning og tilegnelsen til Limar var tilføjet; men dette viser da atter hen til tiden før Adelberts død, siden det hele var færdigt et par år efter.


Imod den her fremsatte opfattelse af erkebispekrønikens tilblivelse som et rent historisk værk, fremkaldt af Adelberts (halvt sygelige) iver for at bevare og forherlige mindet om sine »15 forgængere«, og Limars lyst til at få selve Adelberts levned knyttet hertil, og selvfølgelig desuden særlig fremgået af Adams egen lyst til denne syssel, — imod den vil der kunne rejses en indvending, der ikke savner al berettigelse: at nemlig hele krøniken er et tendensskrift, beregnet på den strid, der herskede mellem erkebispedømmet og den danske kirke. Denne opfattelse er bleven stærkt hævdet af P. W. Christensen i fortalen til hans oversættelse af Adam; men en noget nærmere betragtning af hele forfatterens holdning overfor dette stridsspørgsmål må dog snart bringe den opmærksomme læser til at lade enhver formodning i den retning falde. Adam fremhæver ganske vist det taknemlighedsforhold, hvori den nordiske kirke stod til erkebispedømmet, han delte tillige den anskuelse, at dette udøvede en berettiget højhed over den, men han udtaler intet der kunde tyde på, at han tænkte sig dette forhold som uløseligt; hvad der i den retning skete i Adelberts tid, fortæller han kun som bidrag til erkebispens karakteristik, og man får snarest indtryk af, at Adam slet ikke har fået syn på stridspunktet, eller at det i alle tilfælde ikke interesserer ham blot tilnærmelsesvis så meget som kirkens udvikling og stilling i og for sig. Han viser til strækkeligt, at kritisk undersøgelse var det der mindst lå for ham; det faldt da som af sig selv, at han ud af de ældre pavebreve, der overdrog Ansgar, Adeldag o. a. legationen og bispevielsen i Norden, og de nyere, der overdrog Adelbert og alle hans efterfølgere primatet over den nordiske kirke, fik det billed der lyser os imøde af hans krønike, og de ligefremme fejl, han et par steder begår ved gengivelsen af selve brevene, er sikkert ikke andet end hans sædvanlige skødesløshed (sml. hist. tidsskrift, 4 række I s. 746).


Og denne Adams særegne upartiske stilling lader sig da også uden vanskelighed forklare; han tilhørte oprindelig en anden kirke, der stod lige fjernt fra den i Bremen og den i Norden, og efter hele sin dannelse og karakter var han en ivrig kirkeligsindet mand, i det væsenlige ligegyldig for de folkelige modsætninger, ligesom han havde et uhildet blik på de personligheder, han nærmest kom i berørelse med. Ved at knyttes til Bremen, og ligesom i embedsmedfør at blive bekendt med denne kirkes fortid, fængsledes han mægtigt af dens store minder fra hedninge omvendelsens dage, såvel som af dens store repræsentant, den Adelbert, der efter sit fald ved hove drømte om at forny dem. Således blev det hans kald at fremstille kirkens kampe mod hedendommen i Norden, — thi den vendiske mission var ikke bleven andet end en række mislykkede forsøg — , han kom til Danmark, blev vel modtagen af kongen og hans bisper, og stod således ved den dobbelte kilde til kundskab om kampens historie. Der fremstillede sig da for Adam et samlet billed af hvad der var foregået her i »det yderste Nord«, ad hvilke veje forsynet havde ført de forhen efter hans mening rå og halvvilde afgudsdyrkere til sandhedens erkendelse, og til i ydmyghed at bøje sig for den samme kirke, der ydede sine nådegaver til de folk og lande, Nordboerne tidligere havde indjaget den højeste rædsel. Dette historiske drama fængslede hans sind; Nordens ejendommelige natur, havets storhed og øernes smilende ynde, det mandige folk, der ikke var vanslægtet fra sine fædre, men kun formildet og forædlet ved Sydens kulturliv, — alt dette greb ham som noget usædvanligt, han var bleven vidne til, som opdagelsen af en ny verden, det var bleven hans kald at fremstille for den store almindelige kirke. På denne måde blev Adams skrift om de hamborgske erkebisper og de nordiske lande til, kun således kan vi forklare os den glæde, hvormed han overalt dvæler ved missionens fremgang, den sorg og nidkærhed, hvormed han følger dens nederlag og skuffelser, og endelig også den uafgjorthed, hvormed han står overfor spørgsmålet om den nordiske kirkes fremtid.


Havde Adam ladet det blive ved at sammenstille og gengive, hvad han således selv øste af de levende kilder, der stod til hans rådighed, da var hans hæder vistnok bleven en del større end den nu er eller kan blive. Han nøjedes nemlig ikke dermed, men søgte at fremdrage af ældre krøniker og årbøger alt hvad han kunde overkomme vedrørende de nordiske folks historie hjemme og ude, og da han nu i høj grad manglede sans for historisk kritik og ikke havde noget begreb om den følelse af ansvar over for sandheden, der må danne grundkarakteren i den historiske fremstilling, også der hvor den er indskrænket til at gengive ældre kilder, så forvildede han sig herved i en sådan række af fejltagelser og unøjagtigheder, at det skal være vanskeligt at opvise magen dertil hos nogen anden forfatter. På den anden side er det dog tillige et held, for os i det mindste, at dette er kommen med, thi det er et utvetydigt vidnesbyrd mod forfatterens evne til bestemt at opfatte og uforvansket at gengive et historisk faktum, som han ikke selv havde oplevet: skete sligt med det læste, der rimeligvis læstes i samme øjeblik som det skulde bruges til genfortælling, hvad måtte der da ikke kunne overgå det hørte, som vistnok i reglen måtte fremstilles senere, efter en hukommelse, der i så høj grad stod under indflydelse af de andre sjæleevner.


Adam underretter os selv udtrykkelig om, hvor den mundlige tradition afløser de skriftlige kilder; dér hvor han fortæller om Normannernes nederlag ved Leuven (891, I k. 49) tilføjer han nemlig, at ingen skriftlig kilde fortæller noget om de Danske efter denne tid, såvidt han har kunnet bringe i erfaring (han kendte altså ikke Widukind og Thietmar); han forklarer det af det umådelige tab, de led, idet der faldt en 100.000 mand på deres side, medens de kristne neppe tabte én: en latterlig overdrivelse af et nederlag, der ikke engang medførte nogen standsning i hærtogene vesterpå, langt mindre dannede slutningen på dem. Strax efter begynder han derpå efter Sven Estridsøns beretninger at fortælle om de nordiske folks skæbne i hjemmet, og her står vi da ved begyndelsen af det selvstændige kildeskrift.


Hvad der før i almindelighed blev udtalt om hans standpunkt som forfatter, kommer særligt til anvendelse her, hvor talen bliver om de kristenforfølgelser, der efter hans fremstilling har fundet sted i Danmark. Ligesom den hedenske Nordbo tænkte sig hele verden som en valplads i den sidste kamp mellem guder og jætter, således så den beåndede klerk ud over det danske folks liv i de sidste hundredår som et eneste drama, hvori kirken gennem gentagne nederlag, døbt med blod og tårer, brød sig en vej til hjerterne, såvel som til thinge og til tronen. Opfyldt af de store billeder fra kristendommens første tid, da den under uhørte forfølgelser blev som en dom over alle, fordi den opflammede alle til lidenskab, for eller imod, så han det samme gentage sig heroppe, ikke blot i de mindre forhold, mellem mand og mand, men også i samfundet og i folkenes indbyrdes kampe. Og ligesom han selv så ufravendt på denne ene tankes væxt og fremgang trods al modstand, således troede han overalt at kunne skelne dens træk, hvor der flød blod, at genkende dens stemme, hvor der skiftedes højrøstede ord, at føle dens sorg eller glæde, hvor der blev truffet en afgørelse. Når man følger ham på hans gang gennem denne tidsalder, er det somme tider som om livet havde hørt op med at føde de tanker og lidenskaber, der ellers bevæger folkene og deres høvdinger, medens alt lytter til det spørgsmål, der fremsættes af de saxiske klerke fra hinsides Elbe og Vesterhav[1].


Men hele denne betragtning er uhistorisk og forfejlet; alt hvad vi véd af andre forfattere fra samtiden og den følgende alder vidner derimod, ikke mindre end selve folkets hele tilstand og forfatning, såvel som kristendommens egen optræden og tildannelse i kirkelæren. Der fandtes jo ingen regering her i landet i den forstand som i den gamle verdens kulturlande, og intet kongedømme, således som i de store lensriger i midten af Evropa. Kirkelæren måtte hos os melde sig som en privat sag, der ikke gjaldt folket som sådant, endnu mindre kongen som konge, men derimod de enkelte, eller snarere slægterne og bygden, hvis skikke den vilde forandre. Den kunde da godt blive genstand for strid og kampe, ja for blodige sammenstød, fejde og vold, men ikke anderledes end en hver anden sag, som sætter splid mellem naboer og frænder og deler byer og herreder i partier, og den vilde aldrig derved tabe sin karakter som privatsag og blive et politisk anliggende. Der er da meget, som taler mod Adams efterretninger om kristenforfølgelser i Danmark: både hans fordomme, hans ringe evne til at skelne skarpt mellem hvad han havde hørt og hvad han havde tænkt sig, og beretningens usandsynlighed i og for sig. Vi skal nu nærmere undersøge enkelthederne i hans og de andre herhen hørende kilders udsagn.


Adam omtaler tre kristenforfølgelser i Danmark, den første under kong Hårek[2] den unge, den anden under Hardeknud Orm, den tredje under Sven Tveskæg. Den første nævnes her kun for fuldstændighedens skyld og fordi beretningen om den hos Adam giver et nyt bidrag til at lære hans måde at gengive det læste på at kende. Rimbert fortæller således derom: Da (i året 854) kong Hårek var falden i kampen mod sin brodersøn Gudorm, tilligemed størstedelen af de stormænd der stod ham nærmest, var der dem ved hove, som mente, at ulykken havde sin oprindelse af den føjelighed, kongen havde vist overfor de kristne ved at give dem en byggeplads til deres kirke i Slesvig. Denne stemning fik i øjeblikket overhånd, især ved Hedebys jarl Oves indflydelse på den unge kong Hårek (vistnok med urette kaldet »barn«) og det lykkedes ham at få kirken lukket, medens præsten, udsat for allehånde plagerier, måtte fortrække. Men før Ansgar endnu fik fattet nogen beslutning om selv at begive sig til kongen, i hvis omgivelser han troede at savne enhver talsmand, kom der en afsending fra ham for at melde, at jarlen var falden i unåde og at kongen ønskede den kristelige gudstjeneste genoptagen; kirken åbnedes da igen, og man fik endog tilladelse til at bruge en klokke.


Allerede i denne simple tildragelse så Adam et forsøg på at udrydde kristendommen i Danmark; »neppe havde Hårek overtaget riget, siger han, før han i medfødt ustyrlighed begyndte at rase mod de kristne, guds præster fordrev, kirkerne lukkede han«. Også omslaget, der her foranlediges ved Ansgars nærværelse, skildres som langt større end det i virkeligheden var: »den grusomme tyran blev så formildet, at han selv antog kristendommen og bød alle sine at gøre ligeså« (I k. 30. 31). Adams fremstilling blev afgørende for den senere kirkelige tradition; Saxe fortæller alt, at Hårek (»Erik«) forfulgte de fromme med straffe på liv, gods eller fred; Lundeårbøgerne gengiver Adams ord og føjer hertil beretningerne om Lodbrogsønnernes grusomme forfølgelser i Vesterlandene, tilligemed den saxiske hertug Bruns nederlag en 30 år senere, og Ryårbøgerne samler alt dette til ét billed, så Erik bliver en konge, der voldte flere ulykker end alle de fremfarne konger tilhobe: han hærgede Saxland, fældede Brun og hans 12 grever, ødelagde byer og borgere, bisper og kirker, hyrderne og hjorden!


Det var den første kristenforfølgelse. Den anden fandt sted under Harald Blåtands fader, som Adam kalder Hardeknud Orm, men runestenen ved Jellinge, såvel som alle de nordiske kilder, Gorm. Om ham fortælles der følgende: »I kong Henrik Fuglefængers tid hærgede de Danske med Vendernes hjælp Saxland, først landet nord, senere også det syd for Elbe, og slog folkene med skræk. Den tid regerede Hardeknud Orm over de Danske, den grusomste »orm« og de kristnes bitre fjende. Han lagde kun vind på at udrydde den kristendom der var i Danmark, præsterne fordrev han, mange af dem fik han dræbt under pinsler. — Da angreb Henrik Danmark med en hær og indjog kong Orm en sådan skræk, allerede ved det første angreb, at han lovede at underkaste sig alt, for kun at få fred. Således kunde kong Henrik sætte rigets grænse ved Slesvig, der nu kaldes Hedeby, indsætte en markgreve og anlægge en nybygd af Saxere sammesteds. Alt dette fortalte en dansk biskop, en kyndig mand, mig, og jeg overleverer kirken det sandfærdig, således som jeg har hørt det. Da nu vor salige erkebiskop Unni således så troens dør åbnet hos hedningerne, takkede han gud for de vantros frelse . Men da den guds bekender kom til de Danske, hvor jeg har sagt, at den grusomme Orm regerede, lykkedes det ham vel ikke at bøje dennes medfødte hårde sind, men kongens søn Harald siges ved hans tale at være bleven omvendt. Ham gjorde han så venlig stemt mod de kristne, at han tillod den kristelige gudsdyrkelse, som hans fader stadig havde hadet, endskønt han endnu ikke selv modtog dåbens sakramente« (I. k. 57. 59—61).


Denne fortælling indeholder tre momenter, som må betragtes hver for sig, nemlig Gorms kristenforfølgelse, Henriks sejrrige tog og Unnis missionsrejse. Adam har uden tvivl modtaget dem alle af en virkelig tradition, som han udtrykkelig forsikrer; men det synes at være lige så af gjort, at han selv har sammenføjet dem til en helhed, (og har han ikke gjort det, må det have været den kyndige danske biskop eller en anden; det kommer omtrent ud på ét). Hvorledes traditionens enkelte momenter i den henseende andensteds er bleven behandlede af ham, ses bedst af fortællingen om markgrevskabet, i hvilken fire forskellige fakta: Henriks tog, Ottos (II's) tog, borgen der blev anlagt og ødelagt, og Ottos (I's) brev om de danske bispedømmer, — sammenknyttes på den mest vilkårlige måde (se årbøger 1868, s. 381 ff.). Med dette for øje vil det ikke være så vanskeligt at frigøre sig for de hensyn til begivenhedernes følgerække, der ellers kunde synes at burde tages i en så vel sammenhængende fortælling som Adams: den er et produkt af to faktorer, hans skabende fantasi og den modtagne overlevering.


Kong Henriks tog, som en kyndig dansk biskop fortalte Adam om, er historisk godtgjort. Vi kender det af Widukind, der må have oplevet det, idet han måske alt dengang var munk i Korvej, eller i alle tilfælde have kendt det af de samtidiges beretninger. »Da Henrik havde undertvunget alle de omkringboende folk, fortæller han (I 40), drog han med en hær mod de Danske, der hærgede på Frisland; han besejrede dem og gjorde dem skatskyldige, deres konge ved navn Knuba tvang han til at modtage dåben«. Det vil dog let ses, at der her er en overdrivelse eller en misforståelse tilstede. Vi hører om mange tog op ad halvøen i det sidste tusindår og om mange ulykker, der derved er bleven påførte riget, men aldrig er der tale om, at den danske konge ved dem bliver skatskyldig eller tvungen til en uværdig ydmygelse f. ex. at lade sig døbe mod sin vilje. Kongens navn Knuba vækker tillige en mistanke mod Widukinds referat; den daværende konge hed Gorm, og selv om det må antages, at han dengang regerede i fællig med sine sønner, Knud og Harald, er det påfaldende, at den første af disse (hvis Knuba da overhoved er en forvanskning af Knud og ikke snarere det nordiske navn Gnup), skulde være bleven mere bekendt for de fremmede end faderen. På grund af disse vanskeligheder henførte Vedel, og efter ham Gram, Scheidt o. a.[3] hele Henriks tog til Frisland, idet han støttede sig til de ord: »de Danske, som hærgede Friserne på vikingetog« (D. qui navali latrocinio Fresones incursabant). Det synes dog at være klart, at der her må tænkes på noget andet og mere end et tog mod vikingerne; det var neppe enestående, at Tyskerne søgte at hævne hærtogene ved angreb på moderlandet, vi ser alt, at der i kejser Ludvigs tid underhandles med kongerne om at foranledige vikingerne til at holde sig fra kysterne, man forudsatte her et fælles ansvar, hvad der neppe heller altid var uberettiget. Noget der desuden stadfæster efterretningen om et sejrrigt tog op imod halv øen, er Danevirkes opførelse i den nærmeste tid derefter; thi det gik vel dengang som senere, at det først var af skade man blev klog: Margrete bødede på det efter Henriks røvertog, Valdemar, efter at riget var kommen i lensforhold til kejserdømmet. Endelig er det, at traditionen på Adams tid, uafhængigt af Widukinds beretning, kendte Henriks tog, af betydning, og ikke mindre Saxes fortælling, at Tyre byggede virket efter et sådant (urigtigt til Otto henført) tog. Det rimeligste er da vel, at Widukind har sammenblandet to forskellige ting, en kamp med vikingerne i Frisland, der endte med deres underkastelse og dåb, så de for fremtiden var rigets undersåtter, — og et tog mod Danmark, der mere var beregnet på hævn og ødelæggelse, end på at begrunde et nyt forhold til dette rige.


Det andet moment i Adams fortælling, der indeholder en historisk sandhed, er Unnis missionsrejse. I Bremerkirken var der en bestemt tradition i den henseende: han var død og begraven i Sverig, og kun hovedet var af hans disciple bleven bragt tilbage til stiftstaden; det bekræftedes yderligere ved gamle optegnelser.


Hvad da endelig det tredje moment, Gorms kristenforfølgelse, angår, da er Adams beretning derom den ældste, og den støtter sig ikke til noget eneste bestemt faktum. Alligevel synes der at have været en sådan tradition i den danske kirke, siden Adam så bestemt forsikrer, at en dansk biskop har fortalt ham det, men den er da gengivet ligeså unøjagtigt og med lige så dristige overdrivelser som Rimberts fortælling om kong Hårek. I den henseende giver nemlig Saxe en god målestok for bedømmelsen; der er ingen grund til at tro, at han har formildet udtrykkene i den tradition han modtog, men han driver det dog ikke videre end til at fortælle, at Gorm havde modbydelighed for de kristne, at han påførte dem sag, hvor han kunde, og søgte at krænke dem ved at nedbryde kirken i Slesvig (p. 468). Disse forfølgelser er i og for sig sandsynlige, thi de ligger i hin tids karakter; enhver mægtig mand kunde falde besværlig ved at påføre andre retstrætter, ved at forfølge med fornærmelser, der var vanskelige at få tilbageviste; de islandske sagaer giver exempler nok derpå. Af samme natur er kirkens nedbrydelse; den stod jo på kongens jord, som vi udtrykkelig véd af Ansgars levned; købstædernes forhold til kongen var i det hele et andet end bøndernes, bymændene var for en stor del hans landsæter og halv afhængige; endnu langt ned i middelalderen måtte de betale arnegæld og arvekøb til kronen. Når kirken i Slesvig derfor blev lukket, var det ikke noget overgreb fra kongens side, men kun en udøvelse af hans ret som jordens ejer, endnu Saxe kalder den udtrykkelig: templum in fundo Slesvicensi conditum (sml. Rimbert: [rex] ecclesiam illi fabricare permisit, tribuens locum, in qvo presbyter maneret — ; in alio quoque vico regni sui, Ripa vocato, similiter locum, ubi ecclesia fabricaretur, tribuit — ).


Vi står altså i dette tilfælde overfor det samme faktum som forhen i Håreks tid: kongen er fjendlig stemt mod kristendommen og tilkendegiver det overalt, hvor der er lejlighed dertil; men at kalde dette en kristenforfølgelse er fuldstændig uberettiget. Hvad der i dette tilfælde synes at have tilskyndet Adam til sin overdrivelse, foruden det fejlagtige syn, han havde på forholdene, var vistnok kongens navn. Også heri tog han øjensynligt fejl, hverken Sven eller nogen dansk biskop kan have sagt ham, at Haralds fader hed Hardeknud Orm , den danske overlevering synes derimod at have været nogenlunde enig i at kalde Gorms fader Hardeknud, dennes fader derimod Sivard Orm i øje (Snogøje[4]). Det er da vistnok disse navne han har forvexlet: Gorm har han blandet sammen med øgenavnet Orm (i øje), og dets betydning er bleven yderligere forstærket ved sammensætningen Hardeknud, så han uvilkårlig med de barske navne har fået forestillingen om noget grumt, hvilket da atter har virket tilbage på navnet og formet alt det onde så at sige i én mundfuld: Harde-Knud Orm. Det er derfor neppe at billige, når man har villet forstå Adams »Wurm« blot som en misforståelse eller fordrejelse af Gorm, en opfattelse der alt ligger tilgrund for gamle håndskrifters forandring af dette navn[5]; man må ved forklaringen af det holde sig til det gamle tilnavn.


Men der opstår yderligere tvivl, når man ser hen til en anden gammel kilde, der vel ikke kan måle sig med Adam i alder, men overgår både ham og Saxe i samvittighedsfuldhed, nemlig Roskildekrøniken, fra omtrent 1139. Forfatteren af denne har kendt og brugt Adam, han udskriver ham ligefrem på flere steder. Men han har tillige havt en oprindelig tradition for sig, der afveg meget betydeligt fra dennes fremstilling, ja så betydeligt, at han måtte antage, der var tale om helt forskellige konger. Og i denne henseende er han så lidt enestående, at han tvert imod har medhold i de fleste senere krøniker og kongerækker. I Roskildekrøniken stiller det sig således: der for tælles om Lodbrogsønnerne og hærtogene mod Saxland og Frisland (efter Adam og andre kilder), derpå om kong Frode, der fulgte Erik (Hårek), og i hvis tid kirkerne atter rejstes, efter at Unni havde døbt ham; dertil slutter sig et stykke, der strax særlig skal omtales; endelig kommer Adams fortælling om den grusomme Gorm, den milde Harald, Sven Otto og hans ulykker o. s. v. , skønt noget modificeret i enkelthederne. Det omtalte stykke støtter sig til af vigende traditioner og lyder således: »Nogle siger, at Unni, erkebisp i Bremen, skal have prædiket for Gorm og Harald, der var konger i Danmark ( — afvigende altså fra traditionen om Frode — ), at han skal have stemt dem venlig for de kristne og igen bragt liv i de længe forsømte kirker. Gorm var Haralds fader, den Haralds, der i faderens levetid styrede riget i 15, efter hans død i 50 år; han var en kristen og førte navnet Blåtand eller Klak-Harald. Efter Haralds død samlede en vis Sven, en fredløs Normand (? Normannorum transfuga), sig en hær og gjorde med den et indfald i England, fordrev kong Aldrad og tog selv riget. Hans sønner Gorm og Hardeknud vilde ikke sidde hjemme, men hærgede Danmark, og delte, efterat have dræbt de Danskes konge Haldan med sine sønner, det danske rige, Gorm fik Danmark, Hardeknud England; thi deres fader Sven var død, medens de overfaldt Danmark. Det er tvivlsomt, om denne Haldan var Klakharalds søn eller ikke«.


Det er øjensynligt, at denne Gorm og Harald er de historisk bekendte konger af disse navne, altså de samme som dem der strax efter omtales efter Adam; Sven, der erobrer England, er folketraditionens Sven Tveskæg (det viser det engelske kongenavn): Haldan og Hardeknud hører ikke hjemme her, men er enten vildfarende fra ældre sagn eller søkonger. Det er da sikkert denne dobbelte tradition, den upåvirkede danske og den af Adam påvirkede, der har skabt to kongepar af det ene (Gorm og Harald), som vi træffer dem hos Saxe, foruden i en del kongerækker og tildels hos Sven Ågesøn; der vides ikke synderligt om det første par, — dets Gorm blev da til en væsenlig engelsk konge, dets Harald et tomt navn (obscurioris apud posteros memoriæ egregiorumque operum monimentis vacuus, siger Saxe). I Roskildekrøniken står modsætningerne uforsonede overfor hinanden, Adams grusomme Gorm og milde Harald overfor de to samkonger, som i 15 år delte kongenavnet, og som modtog Unni med venlighed, hørte på hans tale og lod ham genindrette de forfaldne kirker (hvad forresten Adam også fortæller om Harald).


Vi har nu valget mellem en dobbelt tradition: på den ene side den af Adam overleverede og overdrevne, som vi antog at finde i en sandere skikkelse hos Saxe, og den af Roskildekrøniken opbevarede. Den første synes dog her at fortjene fortrinnet, ikke blot fordi den er overleveret os i en kilde der er 70 år ældre, men fordi den finder en vægtig støtte hos Saxe. Denne forfatter har nemlig vistnok her øst af kirkens tradition, uden umiddelbar påvirkning af Adam, siden hans udtryk er mildere end vi med sikkerhed kan sige de ellers vilde være blevne. Der har altså været en sådan bestemt tradition, hvad vi heller neppe var berettigede til at tvivle om efter Adams udtrykkelige påberåbelse af den; og da den angiver en forskellighed i de to samkongers syn på kristendommen, er den sikkert ældre end den, der lader dem stille sig ens til den. Hvad der imidlertid gør krønikens overlevering let forståelig, er det faktum, at Unni fik tilladelse til at forkynde læren her i landet: Haralds venskab var altså mægtigere end Gorms fjendskab. Dette lå desuden i sagens natur; når en konge på grund af sin alder eller anden svaghed havde taget eller fået en medkonge, blev det denne, der gav regeringen sit præg; det ses af kong Nils's historie, først regerede Margrete og Knud, efter deres død Magnus, og endelig Harald Kesja med ham, og hver gang forandredes hans hele holdning.


Det bliver da tilbage som det historiske udbytte, at Gorm, før eller medens han regerede i fællig med sin søn Harald, viste sit fjendskab mod kristendommen ved allehånde drillerier, ved at fremsøge klagepunkter mod dens bekendere, forfølge dem overalt hvor han trådte i forhold til dem, blandt andet ved at borttage trækirken i Slesvig, der stod på hans grund. Om bønderne til samme tid har havt snese af kirker trindt om i landet, som kongen intet havde at gøre med, véd vi ikke, men det synes at have været forudsat af den kirkelige tradition i begge former; thi både Adam og Roskildekrøniken siger som forhen omtalt, at Unni drog til Danmark og genindrettede gudstjenesten (ordinatis itaque in regno Dan. per singulas ecclesias sacerdotibus, sanctus dei multitudinem credentium com mendasse fertur Haroldo. — Dicunt quidam, qvod Unni — ecclesias diu neglectas revocaret).


Når vi da endelig vil henvende opmærksomheden på den forbindelse, Adam har tilvejebragt mellem de tre momenter af traditionen: Gorms kristenforfølgelse, Henriks tog og Unnis missionsrejse, da falder den selvfølgelig helt fra hinanden som hans eget påfund. Henriks tog var en verdslig hævn, der intet havde med kirken at bestille, og Unnis missionsrejse mod slutningen af hans liv var neppe den første, og om den var det, da ikke, fordi han ikke tidligere kunde have foretaget den ligeså sikkert, ja efter alle menneskelige beregninger sikrere, siden Henrik dog ikke kunde følge ham over øerne, eller til Sverig, og hadet mod Tyskerne selvfølgelig var større efter end før nederlaget. Widukind nævner da heller ikke kristendommen ved denne lejlighed, hverken som grund eller ledsagende omstændighed, efter hans bedste vidende var forholdet »forlængst« således i Danmark, at hedninger og kristne levede sammen i bedste forståelse, hver holdt sine skikke og troede på sine guder; Unni kunde frit se til sine præster og udsende troens talsmand til alle rigets egne.


Den tredje og sidste kristenforfølgelse tillægger erkebispekrøniken Harald Blåtands søn Sven Tveskæg. Her skulde man da synes, at vi havde sikkert fodfæste, siden denne konges dattersøn jo var kilden til Adams for tælling; men det viser sig snart, at det ingenlunde er til fældet. Forfatteren begår også her de mest påfaldende fejltagelser; oprøret i Vendland og hedningernes udskejelser i Oldenborg henfører han til Otto III's død (1002) isteden for til Otto II's (983); kampen mellem Olav Trygvesøn og de andre nordiske konger til Øresund istedenfor til den vendiske kyst; ja endog med hensyn til Sven Estridsøns moder tager han mærkelig fejl ved først at lade hende være gift med en normannisk hertug »Rikard«, senere med Ulv jarl, medens sandheden er, at hun efter dennes drab ægtede Robert af Normandiet. Traditionen i det danske kongehus var desuden ikke uafbrudt vedligeholdt i den nærmest foregående tid, begivenhederne i England lå mellem Sven Tveskægs ungdom og Sven Estridsøns kongedømme, denne havde opholdt sig i Sverig i sin bedste ungdomstid, hans fader var dræbt, medens han var en dreng, senere havde hans liv været en stadig kamp med Normændenes konger. Man kan således i det hele gå ud fra, at Adam ingen bedre underretning fik af kong Sven om hans morfar, end han vilde kunne have fået af enhver nogenlunde vel underrettet mand blandt de samtidige; hans fortælling beror altså på en omtrent 80-årig tradition, uden »formildende omstændigheder«.


Opfattelsen af Sven Tveskæg er såvel hos de nyere som hos de ældre forfattere meget forskellig; det er især prof. P. G. Thorsens fortjeneste at have fremdraget de samtidige, aldeles pålidelige kilder for at stille denne store konge i det rette lys (»de danske runemindesmærker« I s. 119 ff.). Det viser sig da, at ikke blot samtiden bedømte ham anderledes end middelalderens krøniker og årbøger i almindelighed, men at der også bevaredes en renere tradition om ham langt ned i tiden, nemlig hos Islænderne og Sven Ågesøn, hvortil som forhen anført slutter sig den ene overlevering i Roskildekrøniken. De andre beretninger må føres tilbage til Adam af Bremen som deres rette kilde, han formede opfattelsen af kong Sven så bestemt, at den måtte fortrænge enhver anden, som den stødte på, alt som i tidens løb de ældre kilder glemtes og han kom til at indtage den første plads overalt. Allerede Roskildekrøniken overdøver sin egen fortælling med Adams brede fremstilling af fadermorderen og de kristnes forfølger; Saxe går helt op i den samme forestilling, skønt han også her er mildere i sine udtryk end Adam, og de senere går altid videre i udmalingen af hans ondskab.


Adams hovedanke mod Sven, den der betinger de andre, er hans frafald fra kristendommen; derfor fik det onde magt over ham, så han dræbte sin fromme fader, derfor led han også en retfærdig straf ved i 14 år at fare fredløs omkring fra sted til sted, hånet og forladt af alle. Saxe følger ikke Adam ubetinget i denne skildring; han indskrænker de 14 til 7 år; han véd intet om en gentagen fordrivelse af kong Olav Svenske; derimod lader han ham blive tagen tilfange tre gange af Jomsvikingerne, medens kong Sven dog kun har hørt om de to. Roskildekrøniken er endnu mere afvigende, den lader Olav Trygvesøn fordrive ham, hvorpå han kommer tilbage ved Olav Svenskes hjælp (Svolderslaget), derpå fanges han tre gange af vikingerne og falder tilføje for kirken. Af alt dette synes bestemt at fremgå, at der var en dansk tradition, som tilskrev Sven Tveskæg et frafald og påfølgende hårde straffe.


I de samtidige kilder findes der intet herom; ikke blot »Emmas lovtaler«, men også Tyskeren Thietmar er uvidende om det; Sven Ågesøn, altså den mildere tradition, siger, at Sven var en god kristen. I og for sig er det let forklarligt, at en falsk opfattelse efterhånden kunde gøre sig gældende med hensyn til hedenskabets forhold til kristendommen her i riget og tidspunktet for den sidstes sejr. Det kom nemlig an på, hvad man vilde anse for det afgørende kendemærke på sejren. Ligesom man fra et strængt kristeligt standpunkt kan sige, at læren ikke har sejret endnu og aldrig vil vinde sejr her på jorden, således kan man fra samme standpunkt i en anden mening sige, at den har sejret fra det øjeblik af, da ordet forkyndes frit for folket. I historien vil man dog i reglen bruge hin betegnelse, når den ydre form, som kristendommen snart efter sin organisation udviklede i kirken, har vundet overhånd, således at gudsdyrkelsen offenligt foretages efter kirkens skikke; på denne måde opfattes sagen af Valdemar og Absalon, når de efter sejren over Arkon nøder Ryboerne til at love, for fremtiden at lade deres gudsdyrkelse foregå efter dansk skik: omnia veræ religionis momenta Danico ritu celebranda — ; således vedtoges det også på Island, at alle skulde døbes og tro på én gud. Men efterhånden gjorde man andre synsmåder gældende; kirken med hele sit apparat af bispedømmer og domkapitler, præsteskoler og klostre, gudstjenesten med hele sin glans og latinske herlighed, højtidsdagenes brogede række, fastedagenes overholdelse, og de kirkelige straffes anvendelse ved hjælp af den myndighed, det kirkelige liv havde vundet over menigheden, — alt dette, der kun langsomt trængte igennem og formede sig til et system hos et fribårent folk, ansås for det væsenlige, og det tidspunkt, fra hvilket man skulde regne kristendommens sejr, flyttedes derved stadig længere ned i tiden. Saxe siger således meget frimodigt i sin indledning, at den kristelige lære jo først »for nylig« er kommen til Danmark tilligemed latinen; kongelisten i Lund, der vel er et halvt hundred år ældre, rykker dog tidspunktet noget længere tilbage og begynder rækken af »de katholske konger, ved hvis nidkærhed den katholske tro har havt fremgang, der af kærlighed til religionen byggede kirker på forskellige steder og betænkte dem med kongelige gaver« med Sven Estridsøn. Adam daterer nu rigtignok kirkens foreløbige sejr fra Harald Blåtand, men han lader dog en reaktion indtræde efter hans død, så det først bliver i Svens senere år, den endelige afgørelse finder sted, og denne opfattelse er da som bekendt bleven stående indtil den dag idag.


Der er dog meget, som bestemt taler imod, og ikke et eneste afgørende træk , der begrunder den; Adam giver ligeså lidt som kongelisten eller Saxe den rette grænse for hedenskabets overvægt i Danmark. For at komme til sikrere resultater er det nødvendigt at se os om efter vidnesbyrd fra den samtidige historie. Et fast holdepunkt har vi i lærens vedtagelse på Islands althing 1001, og dens samtidige sejr i Norge under kong Olav Trygvesøn. Allerede heraf er det berettiget at slutte tilbage til en ældre udvikling i Danmark, en slutning der bekræftes såvel af danske som højnordiske kilder. Prof. Thorsen har alt gjort opmærksom på det træk i Njåls saga, at Kolskæg en 7—8 år før drog til Danmark og lod sig døbe; Helveg har i sin kirkehistorie fremhævet et ældre, idet der nemlig fortælles, at Gisle Sursøn kom til Viborg i Harald Gråfels tid (før 976) og lod sig primsigne for at kunne færdes mellem de Danske. Hertil kommer det endnu ældre, at Harald Gråfel og hans brødre døbes for at kunne få tilhold hos Harald Blåtand, altså før 961. På samme måde opfatter Ælnoth forholdet i »Knud den helliges levned«. »Nordens riger, siger han, der ligger afsides fra verden, var længe hengivne til hedenskabets skikke; — de folk der bor længst borte fra Frankerne og Saxerne: Svenske, Gøter, Normænd og Islændere, modtog så meget senere troens tegn, som dens lærere foretrak at holde sig fjernt fra dem, både på grund af deres fattigdom og deres medfødte vildhed. De Danske derimod, der bor nærmere ved Galler og Saxer, og også deri overgår hine folk, at de lægger vind på jordens dyrkning, modtog treenighedstroen, før hine kendte noget til den; de hædrede deres land under ædle kongers indflydelse og råd (vi et consilio) ved fra dag til dag at forøge kirkernes antal tilligemed bisper og præster osv.[6].« Det indbyrdes forhold i udvikling holdt sig endnu i Ælnoths dage, thi medens kirkeskikkene havde opnået fuld gyldighed i Danmark, klager han over, at Normændene og Islænderne endnu stod langt tilbage i den henseende; et lignende indtryk får man af Adams sidste bog: om Nordens øer og folk. Det mest afgørende er endelig den samtidige Widukinds vidnesbyrd. Han endte sit skrift ved år 967, og fortæller den bekendte historie om Poppo for at glæde kejser Ottos datter Mathilde, for hvem han skrev, med dette træk af sin faders omhu for kristendommen. »Alt forlængst var de Danske kristne, siger han, men de dyrkede ikke desmindre afguderne på hedensk vis. Da hændtes det engang, at det kom til en ordstrid om gudsdyrkelsen ved et gæstebud, hvor kongen var tilstede; de Danske påstod, at Kristus vel var en gud, men at de andre dog var større, siden de gav menneskene mægtigere tegn og varsler. En klerk ved navn Poppo, der nu er biskop og fører (et strængt) munkeliv, vidnede derimod, at der kun er én gud, fader, søn og helligand, men at billederne er onde ånder og ingen guder«. Dette bekræftede han efter Haralds opfordring ved jernbyrd. Derved omvendtes kongen, han bød alle at dyrke Kristus som den eneste gud, men at forkaste afguderne, ligesom han viste guds præster al skyldig ærefrygt. Widukind siger ikke, når dette er sket, heller ikke kan den tilføjede bemærkning om, at det er Ottos fortjeneste, at kristendommen blomstrer i Danmark, bringes i umiddelbar forbindelse med dette faktum, Ottos virksomhed falder senere, hvis den da overhoved bestod i andet end det rent formelle brev, hvorved han tager de jydske bispedømmer under sin beskyttelse. Snarest må man vel sætte Poppos jernbyrd tilbage til noget efter Unnis tid; i alle tilfælde falder den vistnok før de tre biskoppers udnævnelse, altså senest før 948. I en så tidlig tid sætter Widukind altså den store overgang hos de Danske fra en tro, der kan betegnes som en blanding af hedenskab og kristendom, til en fuldstændig anerkendelse af denne sidste, i det mindste fra kongens side og tillige uden tvivl inden føje tid af folkets store flertal. Poppos jertegn betragtes også af den senere tradition som det afgørende vendepunkt i kirkens fremgang, og det flyttes derfor tilligemed dette fra tid til anden: Islænderne sætter det til Ottos tog til Limfjorden, Adam flytter det over til den svenske konge Erik, Saxe til Sven Tveskæg; jernbyrdens oprindelse, der dog er langt ældre, henføres senere hertil. Selvfølgelig udsmykkes fortællingen også, og det så stærkt, at den moderne opfattelse deraf som et gøglespil bliver halvvejs berettiget. Som den fremsættes hos Widukind er den dog helt igennem ren og løftet af en ædel idealitet. Klerken vover at aflægge sit vidnesbyrd for kongens og stormændenes åsyn, og i tillid til sin gud unddrager han sig ikke det udvortes jertegn. Senere lever han et afholdende liv, som den der har fristet gud og er bleven ydmyget ved sin sejr.


Men kommer dette nu ikke i strid med traditionen om Svens vanheld og straf? Nærmere beset ikke. Når Adam nemlig opstiller denne konges ulykker som følge af hans kristenforfølgelser, da går han ud over den oprindelige tradition, der øjensynlig satte dem i forhold til det, at han forgreb sig på sin gamle fader. Adam røber det selv, det bedste bevis på, at han ikke forsætlig forvanskede vor historie, men kun manglede evne til at opfatte den bestemt. »Da jeg spurgte kong Sven om Haralds endeligt, siger han, tav han, som en anden Tidevs, om sin morfaders brøde, men da jeg udtrykkelig nævnte fadermordet, sagde han: det er det, vi børn må bøde for, og det, hin fadermorder selv afsonede ved sin fredløshed«. Hvad under, at Sven, og med ham mange andre, opfattede Haralds, Knud den stores og hans tre sønners bratte død midt i deres ungdom, såvel som sin egen hårde kamp for riget, som en straf for den synd, der var begået i slægten; det var en ægte nordisk-hedensk livsanskuelse, og den bestyrkedes ikke lidet ved kirkens lære om den gud, der hævner fædrenes synd på børnene. »Og det måtte han selv undgælde«, tilføjer Sven Estridsøn; Saxe, der ikke hørte disse ord, greb dog den samme tanke ud af historiens eget skød. Han stod overfor kirkens fortælling om Svens straf for sine kristenforfølgelser, men med en sikker følelse for den oprindelige folketanke tilføjer han: »men jeg véd ikke, om det mere var for hans forsyndelse mod sin fader eller mod religionen, at han skulde lære det land, han havde krænket ved sin faders landflygtighed, at kende som fængsel og som hævner over fadermordet«. Det var jo åbenbart det, der fra først af satte tanken i bevægelse: at Sven blev tagen tilfange af Jomsvikingerne og ført til det sted, hvor hans landflygtige fader for nylig var død af sine sår. I denne oprindelige simple form finder vi det endnu fremstillet i en af de ældste kongelister fra middelalderen, nemlig den der i sin nuværende form er affattet i kong Kristoffers tid; her står der om Sven Tveskæg: »ham fangede Venderne tre gange og førte ham i trældom, fordi han havde jaget sin fader i landflygtighed« (Scriptores, I p. 22).


Det andet faktum, der kan have medvirket til at stille Sven i et uheldigt lys for eftertiden, er hans mange vikingetog mod England. Det er dem, Adam opfatter som en fortsat landflygtighed, og også samtiden, der i det hele elskede denne konge, har vistnok tildels misbilliget dem, da riget imidlertid blottedes for alskens vikingeangreb andensteds fra. Thietmar udtaler sig især stærkt herimod. »Efterat være bleven udløst af sit fangenskab for en uhyre pengesum, fortæller han, lagde han mærke til, at enkelte ildesindede af den grund kaldte ham for en træl (fordi han var købt), og dette, som han kunde have ladet de få undgælde for, dersom han havde været besindig nok dertil, hævnede han i sin ustyrlighed ved en almindelig ulykke, — han overlod riget til de fremmede og ombyttede fred med kamp, hjemmet med de vildsomme veje, gud med djævlen og hans engle; han drog på hærtog til England og kæmpede der til sin død«. Det lå ikke så fjernt for den, der havde været stillet skarpt overfor modsætningen mellem kristendom og hedenskab, at komme til den tro, at en slig færd, at øve vold og uret mod et fremmed land og folk, kun kunde forenes med det sidste. Historien har imidlertid forlængst godtgjort, at det er en stor fejltagelse; kristendommen formår meget over sine sande bekendere, kirken og dens gudsdyrkelse intet. At kalde Sven en hedning, fordi han hærgede England indtil sin død, strider mod den historiske sprogbrug; men ikke desmindre er det uden tvivl det, han har at takke for sit slette rygte hos den noget fjernere stående eftertid, selvfølgelig i forbindelse med den ulykkelige frændekamp.


Vi går dernæst over til at betragte enkelthederne i den formentlige kristenforfølgelse; det er ikke mange. Adam fremfører kun ganske i almindelighed den påstand, at selve kampen mellem søn og fader var foranlediget af religionsmodsætningen; de mange, der af Harald var tvungne til at antage kristendommen, sammensvor sig imod ham, deres sejr blev derfor hedenskabets. Dette mangler imidlertid i virkeligheden ethvert holdepunkt. Forfatteren af »Knuds levned« (Emmas lovtaler) siger, at Harald, fuld af misundelse over den yndest, sønnen vandt hos alle, åbenlyst søgte at få ham fjernet fra riget, idet han svor på, at han ikke skulde komme til styret efter ham. Hvad der her siges om grunden til kampene mellem Sven og Harald er i og for sig det rimeligste, og det stemmer med de sikreste træk i den nordiske tradition. Harald var hård og hensynsløs på sine gamle dage, måske yderligere forbitret i sit sind ved det uheld, der traf alle hans kæreste planer: Danevirke blev taget og brændt, Hakon faldt fra og besejrede Jomsvikingerne, Styrbjørn bukkede under på Fyrissletten. Som et umiskendeligt sagntræk i den retning har Saxe opbevaret fortællingen om Tokes bueskud, et sagn der som bekendt findes mange steder, men stadig i forhold til en tyran. Heller ikke hans tilnavn tyder just på nogen velvillig opfattelse, en afholdt konge vilde neppe have fået navn efter en tilfældig lyde af den natur. Også den måde, hvorpå oprøret efter Sven Ågesøns og Saxes fortælling kom til udbrud viser, at noget sligt lå til grund for det. Harald var nemlig i færd med at lade sine mænd slæbe en uhyre sten fra stranden op til moderens gravhøj ved Jelling; han havde samlet rigets ledingsflåde, og bønderne måtte tage fat sammen med heste og stude. Sven var ved flåden og det tilbageblevne mandskab, medens Harald fulgte stenen. Som det var at vente udbredtes der snart almindelig misfornøjelse blandt ledingsbønderne, hirdmændene var alt tidligere delte i partier; nu anså man tidspunktet for heldigt til at udrette noget: Sven blev kåret til konge af hæren. — Harald så en havnebonde komme op til stedet, hvor stenen lå, og spurgte ham, om han nogensinde havde set folk trække sligt læs? »Jeg kommer lige derfra«, svarede han, »jeg så danemænd trække Danmarks rige fra dig; døm nu selv!« Slige træk glemmes ikke let af den folkelige overlevering, og der er ikke meget, som kan for vanskes ved dem. At dette er bevaret trods den kirkelige traditions rent modsatte opfattelse af forholdet mellem de to konger, er et yderligere bevis for dets ægthed. Og det stemmer meget vel med det andet om Toke, og med den normanniske munks almindelige udtalelse, når den ses i det rette lys. Harald kunde jo selvfølgelig ikke forhindre folket i at gøre Sven til konge efter hans død, uden for såvidt der var noget at forberede i den henseende i hans levetid. Men nu var det gået således til med ham selv, at han havde været sin faders medkonge mange år før hans død, en form der uden al tvivl var ligeså almindelig, som at bonden tog sin søn eller sine sønner i fællig med sig, når de satte bo. Det er dette, krønikens hjemmelsmænd må have sigtet til, når de fortalte om, at Harald vilde fortrænge sin søn fra riget, fordi han blev mere og mere afholdt af hirden; måske kunde han ikke afse noget af sin magt, måske troede han, som så mange oldinge, at ingen forstod regeringen så godt som han, måske havde han andre sønner, der endnu var for unge, men som han ønskede at efterlade riget til. Hæren, der jo havde magt og myndighed dertil, benyttede lejligheden til at afgøre sagen ved at kåre Sven til konge. Det er ikke afgjort, at den dermed tillige vilde udtale nogen afsættelsesdom over faderen, han vilde kun blive nødt til at finde sig i at have en medkonge, der kunde imødegå de værste myndighedsmisbrug. Men Harald valgte kampen; ledingshæren deltes, og det kom til slag, skal man tro Saxe, endog gentagne gange, indtil Harald, hårdt såret af Tokes pil, undveg til Jomsborg og døde der, hvorpå hans lig blev ført tilbage og jordfæstet i Roskilde kirke. Denne opfattelse af kongeskiftet er vistnok ikke den, Adam og med ham den senere kirkelige tradition gør gældende, men den er i sig selv langt sandsynligere og stemmer langt bedre med de sikreste overleveringer fra samtid og eftertid, ligesom også den norsk-islandske opfattelse af de to kongers forhold langt lettere lader sig forklare heraf end af den anden. Men hvor bliver der da plads til den dødelige modsætning i troen?


Adam anfører dog ét træk for at bestyrke fortællingen om sin kristenforfølgelse, nemlig den, som han selv indrømmer, usikre efterretning om, at erkebiskop Liavizo sendte udsendinge og gaver til kong Sven, for at bringe ham til at aflade fra sine forfølgelser (II 27: quo tempore — fertur archiepiscopus etc). Det skønnes imidlertid let, hvad en så usikker overlevering har at sige; rimeligvis hidrørte den fra Bremen, siden Svens vidnesbyrd ikke udtrykkelig fremhæves, og den er da erkesædets eneste bidrag til skildringen af Svens forfærdelige forfølgelser. Det rimeligste er, at denne overlevering hverken vidste navn eller nærmere omstændigheder at anføre, det var alt store ting, at den fastholdt begivenheden som hørende til Liavizos tid. — De nyere forfattere har fremdraget et andet træk for at støtte Adam, nemlig biskop Ekkehards fordrivelse fra Slesvig[7]. I årene 1000 og 1002 repræsenterer denne prælat nemlig biskop Bernward af Hildesheim på forskellige møder i Tyskland, han siges da at være fordreven fra sit sæde, »der er ødelagt af barbarerne«. Denne efterretning siger imidlertid mere, end der her er anvendelse for. Ekkehard omtaler ikke blot bispedømmets ødelæggelse, men også byens og landets: »mit bispedømmes område, siger han, er hærget af barbarernes vildhed, staden ødelagt, kirken forladt, jeg har intet sæde, jeg er igen en tjener af vor frue og kirken i Hildesheim« (han havde tidligere været kanik samme steds). Men hvad dette så end er, så kan det jo ingen kristenforfølgelse være; Ekkehard siger ikke, at det er »hedensk« vildhed der har hærget landet, det er »barbarer«, altså fremmede folk. Sæt desuden, at Sven virkelig for fulgte de kristne, hvorledes skulde det da falde ham ind at ødelægge Hedeby og hærge byerne i Sønderjylland? således vil dog vel ingen forestille sig en kristenforfølgelse på den tid, da selv efter Adams mening kirkelæren var lige på nippet til at blive folkets religion. Et halvt hundred år efter hærgede Harald Hårdråde samme by med ild og sværd og det siges udtrykkelig, at han ødelagde mange kirker, men det vil dog vel neppe falde nogen ind at beskylde ham for kristenforfølgelse[8].


Når der endelig kunde anføres til gunst for den antagelse, at Sven i sin første tid var hedning, at der ved Slesvig findes runestene, som er rejste af ham og hans mænd, da beviser det heller neppe noget i den retning. Vel var runestenen nemlig oprindelig et gravmæle, men den gennemgik tilsidst samme udvikling som vore monumenter: de rejses ikke på selve graven, der kan være afsides og skjult. Disse stene ved Slesvig siger da heller ikke selv andet, end at de er rejste efter hirdmænd, der døde i eller ved Hedeby, og rimeligvis blev begravne ved kirken efter kristelig skik, medens stenen med sine runer efter gammel nordisk sæd rejstes ved alfarvej. På samme måde synes den tredje runesten fra denne egn (Thorsens nr. 2) at sat på et sted, der ikke indeholdt graven (á vígnípú), medens Jellingestenen med sin Kristusfigur og Råbystenen i Upland over Ønund, »der døde i Østen« og med sit »gud hjælpe Ønunds ånd« viser, at den skik at rejse mindesmærker (»kumbl«) ingenlunde ophørte strax med den hedenske tidsalder (sml. Munchs nord. runeskrift, nr. 8, 14—16).


Ved siden af disse forskellige småtræk, der som vi har set intet beviser for Svens hedenskab, står et enkelt, der synes afgjort at bevise hans kristendom, nemlig kong Ottos brev for kirkerne i Danmark, udstedt 988, i Adeldags sidste år. Heri omtales nemlig, som Helveg alt har gjort opmærksom på, ikke med et ord nogen forfølgelse eller trængsel for kirken, hvad der dog neppe vilde været undladt, om der havde været mindste anledning dertil. Den af Adam anførte tradition om Liavizos forsøg på at formilde forfølgelsen peger jo ligeledes ud over Adeldags levetid. Men efter Adams fortælling får man et bestemt indtryk af, at hans og hans hjemmelsmænds mening var, at Harald var død nogen tid før Adeldag, og forfølgelsen skulde jo være kommet til udbrud lige efter tronskiftet.


Adam giver imidlertid i en vitterlig fejlagtig fortælling et værdifuldt vink til forståelsen af de herhenhørende forhold. Han henfører nemlig Poppos jertegn til den tid, da kong Erik af Sverig efter hans udtryk havde bemægtiget sig Danmark og fordrevet Sven Tveskæg. »Erik, siger han, var selv en hedning og en stor fjende af de kristne; til ham siges en vis Poppo at være kommen som kejserens og den hamborgske biskops afsending — «. Lappenberg formoder i sin anmærkning til dette sted (II 33), at der her er tale om en anden begivenhed, end den Widukind fortæller, så der altså var to Poppoer, af hvilke den ene ved et gæstebud omvendte Harald ved jernbyrd, den anden på et folkemøde kong Erik og tusinde andre, ved at lade en voxkjortel brænde på sig; men dette sidste er så øjensynligt en forvanskning af det første, at der ikke kan være tale om at tro Adam på ordet, især da Roskildekrøniken (og med den Saxe) møder med den tredje sagnform ved at henføre det hele til Sven Tveskæg, Islænderne med den fjerde ved at henlægge det til Limfjorden, medens Ælnoth ikke har hørt noget bestemt kongenavn, men vel kender jertegnet og klerken. Sagnets vandring fra konge til konge er imidlertid som før omtalt en frugt af senere tiders forandrede opfattelse af kirkelærens udbredelse; det måtte ligge nær at lade Poppo overbevise kong Sven, når man nu engang var kommen til den anskuelse, at han fra en vild hedning var bleven en from kristen; pladsen flyttedes dernæst lige så naturligt fra gildesalen over til rigets almindelige thingsted, og jernbyrden blev til et vidunderligt mirakel. Men at der tillige var en tid, der henførte denne tildragelse til kong Erik, viser, at der i kirken var en overlevering om, at han engang havde repræsenteret hedenskabet i Danmark. Til ham vil man da vistnok også med større ret kunne henføre Liavizos sendelser og hærgningen af bispedømmet Slesvig; thi hans færd her i landet var selvfølgelig blodig, da han ikke kom som konge, men som viking.


Foruden den af Adam og Saxe opbevarede danske tradition om kong Eriks tog til Danmark, er der tre andre kendsgerninger der tyder på det samme. Den første af disse er Thietmars udsagn, at Sven ved at gå i viking overlod riget til de fremmede, — og det modbeviser da også på det fuldstændigste den senere fortælling om, at Erik fordrev ham; — den anden er beretningen om de vikingesværme, »danske og svenske«, siger Adam, der hærgede op ad Weser i sommeren 994, medens Sven var i England; den tredje er forskellige møntfund i Danmark, der synes bestemt at tyde på urolige tider netop dengang.


Disse møntfund er beskrevne i »annaler for nord. oldkyndighed 1842—43« af C. J. Thomsen og J. C. Lindberg; et af dem var fra Vålse på Falster, et andet fra Bornholm og 2 fra egnen af Ålborg; dertil kommer endnu et ældre ganske lignende fra Skåne (s. 43). Især det første af disse udmærkede sig ved sin righoldighed både af vester- og østerlandske mønter, en omstændighed, der i og for sig vidner om en levende handelsforbindelse, både med Tyskland og de sydligere lande mod vest og med de arabiske lande i Asien; derimod manglede, besynderlig nok, næsten helt engelske mønter, som man snarest vilde været tilbøjelig til at vente. De yngste vesterlandske mønter der fandtes her må efter al rimelighed henføres til året 990, de yngste kufiske, hvis tid kendes bestemt, er en 10—20 år ældre; dette forhold er ens for alle 5 funds vedkommende, en omstændighed, der i høj grad taler for, at det var de samme begivenheder, som foranledigede deres nedsættelse i jorden; thi at de er bleven nedsatte for at skjules og senere er glemte, rimeligvis på grund af ejermændenes død eller bortførelse i trældom, synes at fremgå af hele den måde, de fandtes nedsatte på. Her synes der da i sandhed at være en mærkværdig overensstemmelse mellem meget forskelligartede vidnesbyrd om et uroligt tidsrum, der har afbrudt en fredelig alder, i hvilken handelen blomstrede og alle fredens idrætter lykkedes. Rolighedsforstyrreren var, som vi må slutte af det udprægede sagn på Adams tid, kong Erik den sejrsæle, der efter Saxe vilde hævne Harald Blåtands forsøg på, ved Styrbjørns hjælp at bringe Sveariget under Danevælden. Erik synes da ikke blot at have øvet strandhug på de danske øer, men ligefrem at have slået sig til ro og havt vinterleje hernede, medens man dog sikkert ikke kan tænke på en virkelig anerkendelse af ham som dansk konge, noget der uden al tvivl vilde have drevet Sven tilbage til sit fædreland. I det hele udelukker den kendsgerning, at rigets konge sværmede omkring ved de engelske kyster, ikke som en fredløs, men som sejrherre, forestillingen om, at det er kommen til et endog blot nogenlunde stadigt herredømme af den svenske konge i Danmark, ligesom jo møntfundene aldeles bestemt tyder på, at han vedblivende opfattedes og opførte sig som en fjende, ikke blot af kongen, men især af riget. At Ekkehard endnu i 1002 opholder sig i Hildesheim som fordreven, må man neppe lægge for megen vægt på, da han synes at have foretrukket sit gamle hjem for det ny, og også findes der langt senere, indtil sin død 1026, medens han dog sikkert må have tiltrådt sit embed igen; de danske bispedømmer var neppe så fristende endnu på den tid, især når stiftstaden var ødelagt og stiftet hærget, at man kan forudsætte, at den tyske prælat vilde vende tilbage til sin hjord, såsnart det var muligt. Man savnede ham heller neppe så hårdt, siden man kunde undvære en biskop i hele det nordlige Jylland, eller rettere nøjes med ham i Ribe over hele Nørrejylland, og med ham i Roskilde hinsides Sundet, indtil Sven Estridsøns tid; ligesom jo Island først over 50 år efter at læren var vedtagen tænkte på at få en egen bisp.


Af alt dette synes det da at fremgå, at Adams fortællinger om kristenforfølgelser i Danmark, i Håreks, Gorms og Sven Tveskægs dage, er aldeles uhjemlede og fostrede af hans ejendommelige opfattelse af den nordiske kirkes første udvikling, men dog allerede antydede i den kirkelige tradition her i riget, således som han forefandt den. Kristenforfølgelsen under Hårek er en urimelig overdrivelse af Rimberts fortælling; den under Gorm er udviklet af traditionen om denne konges personlige uvilje mod læren i forbindelse med en forunderlig misforståelse af et forflyttet tilnavn og en politisk kamps betydning; den under Sven er opstået af forvexling med en fremmed konges voldsfærd her i landet, måske særlig mod kirkerne, men i alle tilfælde ligeså særligt mod pengene, og en misforståelse og mistydning af den kendsgerning, at Sven blev konge efter en sejrrig kamp mod sin fader. — Det historiske forhold er derimod, at kristendommen kom herind, uden at der er opbevaret den ringeste efterretning om, at nogen bestemt mand der tilhørte kirken, eller nogen indfødt der bekendte troen, af den grund er bleven forfulgt ud over det mål, der for enhver ideal brydning må anses for uundgåelig. Ansgar søgte martyrdøden i Norden uden at finde den, Poppo underkendte gudernes magt ved kongens bord, uden at nogen krummede et hår på hans hoved: således kunde kun et selvbevidst, frihedsstolt og åndelig modent folk modtage en fremmed lære af højsindede mænd, der udgik fra fjendens lejr; overgangen var langsom, men som det ses af den følgende tids historie, dyb og omfattende, den traf ikke blot formen og det ydre, men også sindet og de tanker, der styrer handlingen og føder bedrifterne.



Fodnoter

  1. Sml. I k. 63: meo autem arbitratu , sicut inutile videtur, eorum acta scrutari, qui non crediderunt, ita impium est, præterire salutem eorum, qui primum crediderunt, et par quos crediderunt.
  2. Horicus eller Oricus svarer øjensynligt til det nordiske Hárekr; det er først efter de senere Erikers tid at dette navn fortrænger det ældre i vore kildeskrifter.
  3. Kjøbenhavnske Selskabs Skrifter I s. 104 ff.
  4. For at komme til den oprindelige kongerække må man først se bort fra fordoblingen af Gorm og Harald, hvorom senere; dernæst fra den ved misforståelse indskudte Frode. Vi får da både hos Saxe og Sven Ågeson: Harald (Blåtand), Gorm, Knud (med formynderen Ennignup). Som Knuds fader har Sven Sivard; Saxe lader ved en fejlagtig opstilling Erik den unge komme imellem. Det behøver vel neppe at tilføjes, at også Islænderne går ud fra denne række (f. ex. ser. r. D. I s. 11: Sigvrdr orm i avga: Havrda Knvtr: Gormr hinn gamle: Haralldr osv. sml. Snorre, O. T. k. 8).
  5. Lindenbrugs udgave efter Rantzovs håndskrift, der dog nu er tabt. Et meget smukt blad af den samme redaktion, netop indeholdende dette sted og navnet Gorm, er fundet som bind om et lønsregnskab i rentekammerets arkiv; det er for mentlig fra 14de årh.
  6. Scr. r. D. III 330 f.
  7. Vita Bernwardi, Leibnitz I c. 18 ff. Annal. Hild. 1026 osv.
  8. Snorre, H. H. k. 34, kvad: »brendr var upp - allr - Heiðabor«. Adam III k. 16: multæ ecclesiæ per illum virum (H.) dirutæ, multi christiani ab illo per supplicia sunt necati.