Om lappernes religion og hvad dertill henhører

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Samisk religion og mytologi

Anonym

Om lappernes religion
og hvad dertill henhører

ca. 1760

Uddrag af
Om de norske finner eller lapper

At beskrive lappernes Gudsdyrkelse de nu have var ej andet end give en anvisning paa vor Augsburgiske confession og vores status Ecclesiasticus, hvilket var ufornødent, thi nu paa en rom tid, helst siden den Nordiske Mission begynte 1714 for de Norske finner og lapper, ere de nesten alle, helst de unge, nogenledes oplyste i den evangeliske religion, søger og alle kirken effter hver steds beskaffenhed saa tit mueligt er, og der betienes av sacramenterne. Iblant fiellapperne i Trundhiems amt og Helgelands fogderie i Nordlandenes amt er opbygt enten capelier eller forsamlingshuser, hvor den Missionair som er blant dem kand samle dem hver søndag, holde bøn og catechisere med dem. I samme capelier kand og præsterne till hvis menigheder de regnes paa visse tider om sommeren samle dem for at betiene dem med Alterens Sacramente. I Trundhiems Amt er nu kun en Missionair for de fieldlapper der ligge, nemlig capelianen i Snaasens kald som till annexet der hører till den menighed (thi deromkring boer de fleste lapper der i amtet ligge) kand samle hver anden eller 3die søndag baade vinter og sommer (thi de samme lapper opholde sig i Norges grendser hele aaret igiennem som i det første cap. er melt).

Det andet district hvor der er Missionair er den synderste del av Helgeland (hvor ieg selv har været Missionair). Der havde ieg om sommeren naar ieg var i fieldene blant dem (thi om vinteren ligge disse lapper som før sagt er ind paa de Svenske grændser) dem samlet till et capell som der var opbygd omtrent mit i districtet. Hver søndag samlede om ej alle saa dog en god del. Der till capellet kom paa sin visse tid præsten at betiene dem med sacramentet, da og de som havde børn at døbe infant sig, saa og de som ville copuleres. I det 3die district paa den nordre del av Helgeland var ej noget capel opbygt blant dem, derimod havde de kortere till den nermeste kirke i bøyden hvor de uden stor besvær kunde rejse ned for at søge sacramentet eller lade deres andre ministerialia forrette. Derimod maaette Missionairen der sammesteds reise om blant dem fra en familie [til] en anden, saa længe sommeren vared og hand var hos dem. For hver av disse 2 districter var opbygt i bøyden en skole, og till hver skole tillagt 50 rdr at underholde 12 børn.

Norden for Helgeland saavel i Nordlandene som Finmarken er det snart allene bøydelapper som missionairerne har at behandle og har de paa de fleste steder hist og her forsamlings huser, endel steder og skoler. Og som disse lapper boer i bøyden blant bønderne, har de ej større besværlighed end hine hver søndag at søge kirke. De fleste fieldlapper nordenfor Helgeland tillregner de Svenske sig, nogle faa undtagen som ligger i fieldene om sommeren strax ovenfor bøyden og flytter om vinteren med deres ren ner i bøyden, udepaa øerne, hvor sneen ej ligger stadig og de derfor kand have føde for deres creaturer.

I Nordlandene rejse Missionairerne aldrig till fieids blant lapperne, thi de faa fieldlapper endel av dem kand have ligge ej lenger op i landet end de jo som offtest baade kand søge kirken og forsamlingshusene. Men i Finmarken ere Missionairerne om sommeren nere i fiordene ved søkanten blant de lapper der boe og om vinteren, siden de samme flytte lenger op i landet, maae de følge med dem.

Dette er alt hvad i kort begreb kand siges om vore Norske lappers behandling i de aandelige sager.

Nu burte ieg vel her give en anvisning paa deres forrig troldom, avgudsdyrkelse og alle deres derhenhørende ceremonier; men da maaette ieg indføre lutter uvisse og till en stor del fabelagtige og opdigtede historier. Ieg for min part har blant de lapper ieg har været intet kunde udspørge av saadant. Ja naar ieg forskede effter saadant hos dem, loe de ad mig og spurte om ieg var saa enfoldig at ieg troede alt saadant.

At jo deres avguderie har været temmelig grofft og de har hafft en temmelig qvantitet av Guder som skulle hielpe dem, enhver i sit metie, hvilke de og har tillbedet under adskillige bierger og træer, er ej at nægte, ja det har endog været indtill Missionen hos os begynte. Saa har ieg seet av de første missionairer(s) beskrivelse over deres guders navne, forretninger og hvad offringer de har tillbragt dem, saa er og bekant deres abespil med deres runbommer, hvilke de har brugt som en almanack till dels, saa og derforuden at give dem tillkiende hvad lykke de skulle faae paa jagt, fiskerie etc. Thi paa runbommen var adskillige figurer og oven i en ring. Nu slog de paa bommen med en hammer og paa hvad figur ringen omsider falt, dereffter dømte de om deres forretagende. Nu kand ej nægtes, dette jo maae kaldes giekkerie, siden till saadanne slags spaadomme og gisninger ej findes nogen fornufftig raison. Men det er større giekkerie og overtroe end den nu omstunder, end blant de mest polerte nationer puncter-konst (som vel ej har mere fornufftig raison i sig end hint) lar ieg andre dømme (!).

Hvad sig ellers lappernes troldom angaaer, hvorom saa megen snak har været, slutter ieg ganske forvist at neppe 2 av 100 er sande, og har folk, endog endel vittige mænd været alt for lettroende i den post. De gane (el. ganne) lapper har vel ej heller fundet sig ilde ved at den gemene mand troede at de kunde fortrylle deres creaturer, skabe sig till ulv, sette gan i folk og fæe, vise igien og andet saadant mere, thi derved kunde de tvinge av de rettroende adskillige gaver.

Men i stedenfor at indføre mere om disse uvisse historier vill ieg heller give min enfoldig mening om hvordan lapperne tid effter anden ere bragte dels under Norges, dels under Sverrigs herredømme, og av dem den Christelige religion tid effter anden bekant giort blant dem. At lapperne i den Svenske lapmark (hvorfra de siden ere udspridde i de Norske grendser) har staaet under deres Naboer de Norske eller Svenskes heredom er i ældgamle tider.....

Kilde

Nordnorske samlinger utgitt av Etnografisk Museum, V Nordlands og Troms finner i eldre håndskrifter ved Marie Krekling.