Ophør med höjes ødelæggelse
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
37. Ophør med höjes ødelæggelse.
Atter istandsatte höje.
Husvilde bjærgfolk.
557. En mand gravede mönnetörv på en höj på Holte mark, og da han havde ført dem hjem, kom bjærgmanden hen til ham og sagde, at han skulde tække hans hus igjen, ellers skulde han nok vise ham, hvad magt han havde over ham. Manden førte da törvene tilbage.
Ellekonens lys (vættelyset) brænder endnu ofte om natten på den höj, og der må da findes en skat i den.
Nik. Christensen.
558. På Gryderup mark i Boeslunde er en banke, som kaldes Boeshöj, hvor der nok i ældre tid har været underjordiske. En mand vilde en gang tage en sten væk, som lå derpå, men en stemme råbte der nede: «Lad mig beholde mit hjem, så skal du få lykke i dit hjem.» Manden lod da stenen ligge.
Chr. R.
559. Øland ejedes for en snes år siden af en hr. G. Tæt vesten for våningshuset ligger en meget stor höj omgivet af en grav, og den ene side af højen er bevokset med kratskov. I samme skal være en guldrok, hvorfor gården skal gjenopbygges, når den en gang brænder. G. fik i sinde at anlægge en mølle på højen og begyndte med at lade den jævne oven på. Den første nat, efter at arbejdet var begyndt, kom et par små grå mænd ind i stalden til en gammel rögter, som lå der, og pålagde ham at sige til hr. G. næste morgen, at hvis ban ikke ophørte med at grave i højen, skulde der ramme ham en stor ulykke. Rögteren udførte hvervet, men G. lod ikke til at agte på det og blev ved med arbejdet. Dog hørte han snart efter op dermed, afskedigede på én gang alle arbejderne, og lod højen forblive i samme tilstand, hvori de forlod den. Men fra den tid var G. som forvandlet, gik tankefuld omkring og nedtrykt, og efter nogle ugers forløb hængte han sig. Efter hans død skal der være fundet et papir, hvori han gjorde det til en forpligtelse for gårdens følgende ejere aldrig at røre højen.
A. C. P.
560. Der er bjærgfolk oppe i Tiisbjærg. Folkene her i egnen havde en gang pintsegilde der oppe, og det forstyrrede bjærgmanden noget. Da de så gik hjem, kom han i lag med mølleren, der var ungkarl, og var med til gildet. Hvordan de skiftede det, og hvordan det ellers gik, véd a ikke, men mølleren måtte da til at love bjærgmanden, at der aldrig mere skulde blive pintsegilde på Tiisbjærg.
Mads Krist. Kristensen, Påbøl.
561. En gårdmand i Hördum havde en kjæmpehøj på sin mark, som han besluttede at slöjfe. Nogle arbejdere begyndte så en dag derpå. Men da de næste dag kom for at fortsætte arbejdet, var den jord, der var kjørt fra dagen för, nu atter kjørt tilbage om natten. Der blev så ikke gjort mere ved højen, og den ligger uslöjfet den dag i dag.
Jens Kr. Krabbe.
562. For mange år siden vilde en herremand opføre en mølle på en höj, som lå lige ved hans gård, og han havde akkorderet med en tømmermand om at bygge møllen, men natten efter akkorden kom tre småpuslinger til tømmermanden for at få ham til at forhindre, at møllen blev bygget. Han gik da om morgenen til herremanden og vilde gjøre, hvad han formåede, men da han kom til gården, havde herremanden hængt sig om natten, og der blev ingen mølle bygget. Om samme höj fortælles, at der findes store skatte i den, men at de kan ikke udgraves, för gården brænder, da skal der kunne findes så meget, at gården kan opbygges påny. (Sml. nr. 559)
Kristoffer Holm, Sønderhå.
563. En mand gravede i den nörre side af Nikolajbjærget. En nat, som han lå i sin seng, kom en dværg til ham og sagde, at han ikke måtte grave her, fordi han så kom dværgenes bolig for nær. Så gravede han i søndre side, og fra den tid mærkede han intet.
Nik. Chr.
564. Der er taget sten fra Peder Ravns höj på jævn jord. Förend lys aften kom der en lille én, der havde en sabel på den ene side. Så kjörte Peder Ravn stenene der hen og har senere ikke fejlet noget. Jelling.
En ejer, P. R., har vel bortført sten, men advaret ved en bjærgmand, har han ført dem tilbage og gik da fri for straf.
565. På toppen af Rasmus höj, Sønderup mark i Boeslunde, har mange gamle folk set en lille bitte mand spasere. Derfor kan herren i Skyttevænget ikke lide, at den bliver sløjfet.
Chr. R.
366. Sønden for Sønder-Kappel ligger Bavnhøj, hvori der er bjærgfolk. Manden, der ejer den, vil af den grund heller ikke lade den jævne, skjöndt der kun er lidt tilbage.
H. A. B.
567. Den sidste Hellebjærgmand grov en tid efter penge på knolden, hvor nu flagstangen står, men så en nat, han lå syg, kommer der så mange små, sorte skikkelser ind og siger: «Hvis du ikke lader højen og den nederste del af haven i ro, skal ingen mere få fred her.» Så lod han gravningen fare.
Jörg. Hansen.
568. På Sæderegården i Klemensker boede for nogen tid siden en mand ved navn Klavs Anker. Han gik og hakkede ved en höj tæt ved. Da sagdes der i højen: «Gjör vos ente husavijela.» Bonden svarede: «Ja, gjör ja ed, så er der plas i min norra hodda.» Morgenen efter var alting udsmidt af hodden. Bonden tav stille og satte sine sager ind igjen, men hen ved aften gik hans datter i skoven og skulde samle kvæget, så var der nogne, som sagde «Vara daj!» Datteren varede sig ikke, men blev stående stille og så sig forskrækket om. Hun kom siden hjem, men gik fra forstanden og kunde aldrig siden få ro for de underjordiske, og så snart de andre folk slap hende, slap hun ud af sengen. Det var dog kun to gange, de slap hende, og begge gange fandt de hende igjen. Den ene gang lå hun tværs over brøndkarret, og den anden gang på et dobbelt stengjærde.
Bornholm. G. J.
569. Manden i Dalgård førte bort af Österhöj i sin mødding, da blev ellekonen vred og lod om aftenen alle sine börn samles i Dalgårds-mandens kjøkken. Da blev han bange og lovede dem, at han vilde føre hele møddingen tilbage til højen.
Lødderup. Nik. Christensen.
570. En mand havde på sin mark en stor höj. Nu syntes han, det var alt for galt at lade højen ligge unyttet hen, og han gav sig derfor til at kjøre jord fra den ud på marken. Det gik godt en tid. Men så en nat, som manden lå i sin bedste søvn, blev der banket på ruden, og en stemme råbte: «Klæd mit hus!» Manden brød sig imidlertid ikke noget derom, men blev ved at tage jord fra højen. Næste nat blev der atter banket på ruden og en stemme råbte: «Klæd mit hus!» Men manden blev ved, som han plejede. Nu begyndte den ene ulykke at bryde løs over ham efter den anden, gården brændte, og da den var bygget op, brændte den atter, kvæget blev sygt og døde. Så holdt han endelig op med at tage jord fra højen, men fred fik han ikke, for nu havde han vakt de underjordiskes vrede.
Vrejlev. Johannes Neve.
571. Der er en höj her vesten for vor gård i Hestbæk i Rybjærg, den hedder Neshöj, og nu er den sløjfet. Der skal have boet en dværg i, og ejeren i gården han brugte et år at grave gröntörv af den; men så juleaften derefter, da konen kom ud ad kjøkkenet, da sad bjærgmanden der ude med hans kone og hans börn, de kunde ikke hæle sig for kuld i højen, for manden havde taget ovret (taget) af hans hus. Så gik konen jo ind og fortalte manden, te hele herskabet sad i kjøkkenet, og han gik da ud til dem. Bjærgmanden sagde så, at han skulde beklæde ham højen igjen. Den tid, det var så bleven gjort, var de fri for dem igjen.
Jon Kristensen, Hestbæk.
572. I Erslev er en gård, der kaldes Höjgård, og der tæt ved er en höj, gården har da navn derefter. Manden havde en gang taget grønsværet og kjørt i hans mødding. I mørkningen, da konen skulde fram og tænde lyset, så kunde hun ikke komme igjennem, der var ikke plads til hende. Hun kalder på manden og beder ham komme fram (ɔ: ud i kjøkkenet). Da var der vel ikke noget ved det. Ja, hun kunde ikke komme til fremme. Så vilde han forsøge det. Men han kunde heller ikke, og ingen ting kunde han se. «Hvad er der ved det?» siger han. «Ja, det er wanner (vi andre), der bor i højen; du har taget taget af vor höj, så det regner ned til os.» Ja, så fik de at blive i gården foreløbig og gjore så lidt ulæmpe som mulig, så skulde han nok gjøre højen i stand igjen. Han tog så hele hans mødding og kjørte op på højen og klappede det rigtig godt til. Så fornam de ikke mere til dem, og der blev sådan velsignelse og rigdom i den gård, og det har fulgt den, så de er rige den dag i dag.
Else og Maren Dissing, Skallerup.
573. Der var en bonde i Erslev, som besluttede sig til at udgrave en höj, der lå ved hans gård, men aldrig så snart var arbejdet begyndt, för regnen strömmede ned og forstyrrede hans værk. Om aftenen fyldte dværgene hans dagligstue, og da han spurgte dem om, hvad de vilde, svarede de, at det var dem umuligt at være i deres eget hus, da grønsværet var taget af, og regnen skyllede der ned. Nu mente de, at han, der havde ødelagt deres hus, var nærmest til at huse dem hos sig. Så blev de i gården om natten, men da manden igjen dækkede højen til, så holdt dværgene sig også på deres egne enemærker.
F. L. Gr.
574. Om Dalgårds östre höj i Lødderup siges, at en gang havde man begyndt at grave den ud, men da stod dværgene rundt omkring ildstedet i Dalgård og vilde ikke derfra. Så spurgte man dem, hvorfor de stod der, og de svarede da: «Vi er husvilde, og det regner ned til os.» højen blev nu straks tildækket med hestemøg, og siden den tid har ingen vovet at udgrave den.
A. H. Schade.
575. Vestligst i Malle sogn på et bakket hededrag, der falder af imod Limfjorden med höje, bratte skrænter, ligger nogle höje, der kaldes Dværghøjene. En gang kom seminaristerne fra Randum til den mand, på hvis ejendom höjene lå, og bad om lov til at ud grave den störste dværghöj for om muligt at finde oldsager. «Ja, for mig kan I gjærne få lov,» svarede manden, «men jeg vil ellers ikke råde jer til at komme til den.» — «Hvorfor det, da?» Jo, han havde selv en gang, da han byggede laden, begyndt at tage sten af højen, men det måtte han holde op med. Det er nu en 30, 40 år, siden dette passerede, fortæller den gamle. En tid i forvejen var nogle stude en aften ikke komne hjem med de andre, hvorfor jeg og to drenge måtte ud at lede efter dem. Jeg gik ned og sögte under Lidebakkerne, og drengene skulde gå op i heden og længere omkring, men jeg gik og gik og fandt ingen stude. Til sidst går jeg så op i heden, hvor jeg tænkte, at jeg kunde træffe drengene. Jeg kunde også straks skimte et par småfolk, der stod på den störste dværghøj, og i den tro, at det var vore drenge, råbte jeg til dem, om de havde fundet studene. Det fik jeg intet svar på; så gik jeg nærmere og råbte igjen, men det var det samme; nu blev jeg noget ærgerlig og råbte tredje gang, og så satte jeg rigtig nok en skjön stor karl på, at jeg skulde lære dem, hvis de ikke svarede. Men aldrig så snart var ordet ude af min mund, för der ikke var så meget på højen som bag på min hånd. Så havde jeg fået nok af den leg og listede af hjem, og da var drengene for længe siden komne med studene. Det er den eneste gang, jeg har set dværgene, for straks efter rejste de, men det gjorde alligevel så meget, at jeg holdt op med at tage sten af den höj, og jeg har heller ikke rørt den siden; man skal lige godt hytte sig for at komme sådant noget for nær.
A. C. Nielsen. Himmerland.
576. Lars Kusk her i Ersted, der tjente i Lundbæk hos baronen, har fortalt, at der var en dum, som opholdt sig der, måske de fik noget for at have ham, og så var de en dag ude at grave en höj ud, og den dumme var med. Han pegte op ad i vejret og ned mod jorden og gjorde så mange tegn, og så blev baronen bange og sagde, at de skulde lade højen være. højen skulde have været kjørt hen i en mergelgrav, og alle andre steder vilde den dumme godt arbejde, men på højen vilde han ikke. Han stod blot og pludrede og pegte, og så rædede han baronen væk, da han kom ud til dem.
Jens Kristensen, Ersted.
