Råd for forbyttelse

Fra heimskringla.no
Revisjon per 27. aug. 2017 kl. 08:24 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Råd for forbyttelse)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

59. Råd for forbyttelse


1025. I Skramgården, Fyen, havde de en skifting, der aldrig kunde sige et ord. En morgen, da pigen var kommen meget sildig ud at malke, hørte hun nogen råbe: «Kom Pinds, kom Pands!» og bliver ved at gjentage det flere gange. Da pigen nu kom hjem, fortalte hun, hvad hun havde hørt, og da udbrød barnet, som lå der i stuen: «Det er min moder!» Med stor forbavselse hørte folkene det tale. Konen tog ordet og sagde: «Er hun din moder, så skal du brændes!» De tændte da et dygtigt bål i ovnen, tog barnet og lod, som de vilde kaste det i ilden. Øjeblikkelig stod barnets virkelige moder der med det barn, hun havde taget, og sagde, idet hun vendte sig til konen: «Således, som du bærer dig ad med mit barn, således har jeg aldrig båret mig ad med dit.» Hun tog så sit barn og forsvandt.

Sødinge skole.


1026. En anden kone havde også fået en skifting, men en dag lod hun bagerovnen gjøre rigtig varm og satte ungen på brødskåden, men som hun var lige ved ovnsmundingen, kom en troldkone løbende o. s. v.

L. C. P.


1027. Tæt østen for byen Pilemark på Samsø ligger en höj bakke, som kaldes Tovbjærg, hvor der har boet troldfolk. I Pilemark boede en mand, der hed Kræmmer-Jens. Hans kone havde fået et barn, men en dag, hun så på barnet, syntes hun ikke, det var hendes eget, og hun kom i tanker om, at troldfolkene i Tovbjærg vist havde forbyttet det. Hun sagde det til jordemoderen og beklagede sig over, hvorledes hun skulde få sit eget barn igjen. «Det har gode veje,» sagde denne, «i morgen tidlig, når I skal gjøre rent, skal I tage barnet, lægge det på gulvet og feje det over tre dørtærskler; hvis det så er forbyttet, skal troldkonen nok komme med dit barn og hente sit eget igjen.» Næste morgen, da de fejede, fulgte de jordemoderens råd, og da de fejede barnet over den tredje dørtærskel, kom troldkonen med Kræmmer-Jens's barn, tog sit og sagde: «Således har jeg ikke gjort med eders!» hvorefter hun skyndte sig af sted ind i Tovbjærg.

Jørgen Jørgensen, Langemark, Samsø.


1028. I et hus på Måreskov, Herrested sogn på Fyen, havde man i gamle dage et vanført barn, en vanskabning, som var meget lille af vækst, men havde et uforholdsmæssigt stort hoved. Det var en dreng. Både faderen og moderen troede, det var en skifting, som ellefolkene havde forbyttet dem. For at formå disse til at bringe dem deres eget barn og hente skiftingen, anvendtes følgende middel: Den dag man bagede der i huset, og ilden brændte allerstærkest i ovnen, tog man skiftingen på skydselen og gjorde mine til at kaste ham ind i den gloende ild. Men det lykkedes ikke herved at hidkalde ellefolkene for at afhente deres barn, derimod skete det tit, at når brødene var bagt, og man tog dem ud af ovnen, da blev nogle af dem borte, uden at man vidste, hvor de blev af.

Lars Frederiksen.


1029. En meget skikkelig kone i Klitlund var så ulykkelig, at hendes spæde søn, inden han blev inddøbt, blev forbyttet af nogle trolde. En dag, hun havde været lidt uden for huset, blev hun helt forskrækket ved at se hen til vuggen, hvor barnet gav sig til at skrige helt umanerlig, og i steden for hendes lille drengs smukke ansigt så et gruelig stort hoved med gule gustne kinder og et par små katteøjne. Hun tog nu tingesten op af vuggen og så, at kroppen var lige så forskjellig fra hendes barns, ti den var kun skind og ben, og dertil så slap som en karklud. I lange tider havde hun nu sit kors med dette spøgelse, der skreg græsselig både dag og nat, så den arme kone aldrig fik søvn i sine øjne. En dag blev det alt for galt, og da hun nu efter mange gamle og kloge koners forsikring selv troede, at det var en skifting, lagde hun det i vuggen og klædte sig på, som om hun vilde langt i by. Dette lå ungen og gloede på og skreg endnu stærkere. Konen gik nu, men da hun var kommen lidt hen, vendte hun tilbage for at høre, om gråden og skrålet vedblev. Hun listede sig ind i gangen, hvor hun gjennem sprækker i døren kunde se ungens færd. Nu græd han ikke, var heller ikke så vag, ti han løb frem og tilbage under bjælken under loftet, hvor han kunde holde fast, hvad ikke en gang en kat kunde have gjort ham efter. For hver gang han vendte ved enden af bjælken ved væggen, sang han under latter: «I dag er a kapedow (rask, dygtig), men i nat skal a gjør konen urow.» Da hun noget havde set på dette spøgeri, så trådte hun hårdt i gulvet og tog til døren. Da lå ungen atter i vuggen og skreg erbarmelig. Men nu holdt den gode kone ingen lang proces, klædte hvalpen af klæderne og drog ham i håret ud på møddingen, hvor hun piskede skiftingen af alle livsens kræfter. Efter kort tid kom en troldkvinde springende med den rigtige søn i sit forklæde og slængte ham til hende med de ord: «A hår behajelt jer båen bier, end I hår gjoer we mit.»

L. Chr. Pedersen.


1030. I Møgelhöj, en gård i Vinding ved Holstebro, blev et barn forbyttet; de ulykkelige forældre blev af en klog mand rådet til ikke at røre skiftingen, men lade den ligge og skrige, så galt den vilde. Dette gjorde de, og nu skete det en dag, da det lille utusk atter vrælede i vilden sky, at der kom en lille pusling ind med et barn på sine arme, som han smed på gulvet, og greb skiftingen i vuggen, som han forsvandt med. Forældrene blev meget glade over atter at få deres barn igjen, men da de afklædte det, mærkede de, at låret var Knækket på det.

M. Møller.


1031. I en af gårdene i Støvring boede en gang et par folk, hvis barn var blevet forbyttet. De søgte råd os en klog kone, og hun sagde, at de en aften skulde feje skiftingen ud med det andet fejeskarn og kaste ham på møddingen. Det gjorde de, og næste morgen lå deres barn på møddingen, men det ene ben var brækket på det.

Sofie Lund, Støvring.


1032. Der var en gang nogle folk, hvis lille barn var blevet forbyttet af de underjordiske, men de vidste ikke af det. Så var det en gang, at konen gjærne vilde i kirke, og hun bød da tjenestekarlen et stykke tøj til en vest, når han vilde passe barnet, mens hun var borte. Det vilde karlen da nok, men så snart konen var gået, siger barnet til karlen: « Det skal komme dig dyrt til at stå.» Da karlen hører dette, tænker han: «Nå, er du af den slags folk, så véd jeg nok, hvad jeg skal gjøre ved dig.» Han bankede da barnet dygtig igjennem og lagde det så ud på møddingen, og det varede ikke længe, inden den underjordiske kvinde kom med folkenes eget barn og lagde det i steden for hendes, idet hun sagde: «Der har I jert eget igjen; jeg har ikke været sådan ved det, som I har været ved mit!»

H. Pedersen, Fårbæk.


1033. Bjærgmanden vilde komme og tage små børn fra folk og lægge sit eget i steden. Et sådant tilfælde indtraf en gang med en kone, som tydelig kunde se, at hun havde fået et bjærgmandsbarn, for det blev alle tider ved at være så lille, det blev blot tykkere og tykkere. Derover klagede hun sin nød til alle og enhver. Men en dag kom en kone, som lærte hende et godt råd: «Du skal,» sagde hun, «på søndag og hver dag, du fejer dit gulv, lægge barnet ved døren, ligesom du vilde feje det ud, så skal bjærgmanden snart komme med dit og tage sit eget igjen. » Det gjorde hun også, og det varede heller ikke længe, før han kom, men vred var han. «Se,» sagde han, « sådan har jeg ikke passet dit, som du har passet mit.» Dermed tog han sit eget og forsvandt. Hvem der blev glad, det var konen, som havde fået sit eget barn igjen.

Søren Hansen, Linå.


1034. I min barndoms dage fortalte man meget om bjærgfolk. Mange havde set dem dandse runddands oven på jorden, og deres mange små børn legede, mens de gamle dandsede. De havde stor lyst til at forbytte folks børn, og det var ikke nemt at blive af med sådan en bjærgknægt igjen. Han skulde klædes nøgen og lægges ved udgangsdørens dørtræ, samt dernæst rubbes dygtig med en rublime, så barnet kunde komme til at skrige så höjt, at bjærgkjællingen kunde høre det, hvorpå hun kom med det røvede barn.

Niels Andersen, Tørring, ved Sofie Lund.


1035. Fortællerens fa'rmo'r har opholdt sig i den by, hvor følgende skete: En mand og en kone i Fæsted, Hygum sogn, havde et barn, der blev forbyttet. Barnet, som var lagt i steden for, fandtes liggende på en stol, rullet sammen som en hund. Det var vissent og slantent, med sære store øjne. De havde det i flere år, men så mente nogle, at hvis konen vilde af med skiftingen, skulde hun være mindre god imod den. Hun fulgte rådet og slog den ofte, og en morgen, efter at der havde været et sære spektakel om natten, var skiftingen borte, uden at dog folkenes eget barn kom til stede. Konen sørgede nu meget, og især var hun bange for, at de underjordiske skulde være lige så slemme mod hendes barn, som hun havde været mod deres.

Der var flere ting, der skulde iagttages for at forebygge forbytning af de underjordiske. Barnet måtte ikke leve udøbt; man lagde også salmebøger i vuggens hø, som middel der imod.

Kr. Jensen, Vester-Vedsted.


1036. I Vissing skov var et sted, hvor deres barn blev forbyt, og de fik en skifting i steden, der havde et usædvanligt øjesyn, den satte øjnene stive i hovedet hele tiden. Den havde også et usædvanlig stort hoved, men læjt (lignede) ellers barnet godt nok. Nu vidste de aldrig deres råd. Så kom der én og lærte dem, at de skulde tage og lave noget dygtig pandekage, og de skulde bruge æg til dem, men hver gang de fik slået et æg i stykker, skulde de slå skallen i hovedet på ungen, for troldtøjet var usynligt til stede, og når de så det, troede de jo, den fik ikke andet. Det gik også en lille tid, så kom troldfolket med deres eget barn og smed det i vuggen, men tog skiftingen med de ord: «A havde missel aldrig troet i mine dage, te æggeskaller skulde være gode at fede med.» Så strøg den. Men for at det nu ikke skulde ske en anden gang, så blev der syet kors på alt barnets tøj, det lå i, og så blev barnet kristnet.

Peder Johansen, Mos sø.


1037. Dværgene forbyttede et barn i Alstrup. Konen kunde jo godt forstå, det var ikke hendes eget. Bjærgkonen kom jo med deres igjen, da de var så slemme ved hendes, men det blev alligevel ikke ret til menneske mere, det var forhandlet (forhutlet), det, de fik tilbage igjen.

Kristen Jensen, Fovlum.


1038. I Laven var et barn blevet forbyttet. Så var der en kone i byen, der lærte moderen at smide det ned på gulvet og feje fejeskarnet omkring det. Hun fejede da med barnet omkring i skarnet, og da kom bjærgkonen og smed det ind på gulvet, der var hendes eget, med de ord i «A har ikke o. s. v.»

Hårup.


1039. Bjærgfolkene havde en gang byt et barn og sat et af deres i steden. Folkene blev nu så slemme ved dether bitte bjærgbarn, og så kom bjærgkonen igjen med det rette. Ja, nu kom hun med deres barn, de havde ikke været mod hendes, som hun havde været mod deres.

Kristen Ajstrup, Ovstrup.


1040. Til Øster-Larses i Tolstrup havde de fået en bytting, for ellefolkene havde deres gang der. Konen var helt forstyrret over det og sagde: «Det er marregi ikke mit barn,» og hun vilde ikke passe det og kunde ikke lide at se det. Så tog de til en klog kone, og hun rådede dem til at gjøre ild i ovnen og lade, som de smed det der ind. Så kom bjærgkonen også med den rigtige, men sær var hun, og de havde slet ingen fornøjelse af hende, og da hun var 23 år, døde hun. Min moder kunde huske den pige. Der var en höj på en stor bakke, som kaldes Lyngen, og der vilde hun gå op, og de kunde ikke holde hende derfra, da hun blev voksen. Der er en höj tæt østen for, som kaldes Per Grises höj.

Jens Lyngborg, Havbro.


1041. På Fanø havde de et barn et sted, som var forhekset, det vilde ikke væjse (ɔ: vokse). Så stod konen med barnet midt på gulvet klokken 12 om natten, og konens moder gik tre gange runden om det med et fyrfad med gløder på.

Skovrider Mads Holdt, Påbøl.


1042. En kone i Bakkerup fortæller, at en familie i hendes nærhed havde en dreng på en 10, 11 år, som var tosset. Der ligger en skov tæt ved, og barnet var særdeles klogt, til det var mellem to og tre år, og kunde tale rent og klart, hvilken gave det nu har mistet. Hun rådte konen til at lade ham døbe om igjen, da det kunde være, at han ikke var døbt rigtig, og noget ondt som følge deraf var kommen over ham og havde magt med ham.

N. J.


1043. Der var en tid, da der fødtes nogle børn her, som var vanføre både på sjæl og legeme. Der var da især to, der var så gruelig vanskabte, og det er ikke længere siden, end at jeg husker at have set det ene i min barndom, og jeg er nu snart fire og fyrretyve år. Det, hed sig jo, at ellefolkene var kommen og havde byttet børnene. Der var nogle folk her en gang, som havde taget deres barn med i marken og lagt det på jorden. Der var så kommet en ellekvinde, som havde taget det og sat sit eget i steden. Forældrene tog barnet med hjem, men var onde mod det. Da kom ellekvinden igjen med deres barn og vilde have sit barn byttet, «for du slog mit, men jeg kyssede dit»

Maren Nielsen, Fur.


1044. Når et lille barn fødes, må der altid sørges for, at svøbet bliver hæftet med en stoppenål i steden for enten med bånd eller med knappenål, ti da kan dværgene ikke forbytte barnet. En kone, der ikke havde fulgt dette råd, fandt en dag en grim, skelende unge i vuggen i steden for sit eget lille barn. Den fortvivlede moder gik hen til en nabokone for at rådføre sig med hende om, hvad derved var at gjøre. Denne gav hende det råd, at hun skulde binde et forsvarligt ris og der efter tage det forbyttede barn, lægge det på møddingen og piske løs på det af alle kræfter. Konen gjorde, som det var blevet hende lært, og straks kom der en lille kvinde med konens eget barn i sit forklæde og smed det på møddingen med de ord: «Der har du dit barn, din lede kvind!» Derpå tog hun sit eget og forsvandt med det.

Lovise Hansen.


1045. For mange år siden levede en kone i nærheden af Tisted, hvis barn var bleven forbyttet. Konen var så vred på skiftingen, at hun næsten ikke kunde lide at se den. En nabokone gav hende det råd, at hun skulde lade, som om hun vilde male barnet på båndkværnen. Da konen nu forestillede at ville male denher skifting, begyndte denne, der ellers ikke havde ladet høre fra sig, at vræle, og i det samme kom en bjærgmandskone med konens eget barn og smed det til hende, idet hun sagde:

«Der har du dit, så vil jeg ha’ mit;
du har ikke gjort mod mit,
som jeg har gjort mod dit.»

Lærer Søren Ditlevsen, Elsted.


1046. En kone havde et barn, der kunde æde maden, om også den var helt kogende, og spise så meget, og så havde den så stort et hoved. Hun satte den da udenfor døren om aftenen, og næste morgen lå hendes eget der ude og var død.

Sjælland. E. T. K.


1047. I Atrup regjerede ellefolkene. Kræn Bjerregård boede i den vesterste gård, og de havde et bitte barn, der stod ved enden af ageren, mens de høstede. Da de kom til enden igjen, stod der to børn. Men så var manden så klog, at han siger: «Ja, det bliver der nok råd til.» Der var en uskåren hest i byen, og den blev hentet, og så trækkede de den ind imellem vuggerne. Der blev den så mandvolm og så gal og vilde have slået bjærgbarnet ihjel. Men så kom bjærgkonen, lige så såre den kom der, og frelste barnet.

Gregers Pedersen, Torslev.


1048. Der var en gårdmand i Vendsyssel, hans kone var frugtsommelig og gjorde barsel. Det gik nu godt nok. Da hun atter var kommen op, gik hun en dag ude i kjøkkenet, og da hun kommer ind igjen, ligger der to børn i vuggen, og de kunde ikke på nogen måde sige, hvilket af dem der var deres eget De var betuttede over det, og så gik manden til præsten og beklagede hans nød. Han svarede, at det kunde han slet ikke gjøre noget ved, det var ham ubekjendt, han fik at søge hen til kloge folk om det. Så gik han også hen til én, der var klogere end enhver. «Du har jo en springhest,» siger han. Ja, han havde. Så skulde han lægge begge børnene på deres mødding udenfor stalddøren, og så gå ind og lægge tømmen på hesten og så lade den gå ud for ved sig. Det kunde ikke gå an på nogen måde, sagde manden, for så snart tømmen blev lagt på hesten, fløj den ud og så ikke efter jorden, men blot efter øget, og så kunde den lige så snart træde det rigtige barn ihjel som det fejle. Ja, det skulde han ikke være bange for. Så lod han hesten gå ud, som den kloge mand havde sagt, og så snart hesten kom ud af døren, tog han det ene barn i hans tænd og smed i møddingspladderen, og da tog mandens kone det andet barn og gik ind med. Så kom ellekonen, så snart den anden kone var gået, og sagde: Det havde de stor synd af at smide hendes gamlefa'r ud i det pladder, for han var 160 år, og dermed tog hun ham og rendte med som et andet barn. Så blev de af med ham og havde deres eget barn igjen, og glade var de.

Kristen Kjeldsen, Ullerup.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.