Ravnkel Frejsgodes saga

Fra heimskringla.no
Revisjon per 20. mai 2017 kl. 14:22 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Kap. 3-4)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Ravnkel Frejsgodes saga

Hrafnkels saga Freysgoða


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2017



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Siden er under udarbejdelse.jpg


1. Halfred kommer til Island og bosætter sig

Det skete på kong Harald Hårfagers tid — søn af Halvdan den Sorte, søn af Gudrød Jagtkonge, søn af Halvdan den Gavmilde og Madgerrige, søn af Øistein Fjært, søn af svenskekongen Olaf Træfælder — at en mand, der hed Halfred, kom til Island og landede med sit skib i Breddal. Det ligger neden for Fljotdalsherred. Med på skibet var hans kone og hans søn, der hed Ravnkel. Denne var da 15 år gammel og en dygtig og lovende ung mand. Halfred slog sig ned dér. Om vinteren døde en udenlandsk trælkvinde, der hed Arntrud, og derfor kaldte man det siden Arntrudssted. Men om foråret flyttede Halfred nordpå over heden og bosatte sig på det sted, som hedder Gededal. En nat drømte han, at en mand kom hen til ham og sagde: »Dér ligger du — Halfred! — nok så uforsigtigt. Du skulle flytte dit bo vestpå over Lagarfljot. Dér finder du lykken!« Herefter vågner han og flytter sit bo over Rangå til det sted i Tunge, som siden blev kaldt Halfredssted, hvor han boede til sin alderdom. En galt og en gedebuk kom ikke med, og den samme dag, som Halfred flyttede, blev husene ramt af et fjeldskred, hvorved disse husdyr blev dræbt, og derfor kaldte man det siden for Gededal.


2. Ravnkel bygger en gård og tager godordet

Ravnkel havde for vane at ride over heden om sommeren. Jøkeldalen var da fuldt befolket op til broen. Ravnkel red op gennem Fljotsdalshede og så en ødedal gå ud fra Jøkeldal. Ravnkel fandt, at denne dal var mere egnet til beboelse end de andre dale, han hidtil havde set. Og da Ravnkel kom hjem, bad han sin far om bodeling og sagde, at han ville bygge sig en gård. Dette tilstår hans far ham, og han bygger sig en gård i denne dal og kalder gården Adelbol. Ravnkel blev gift med Oddbjørg Skjoldulvsdatter fra Laksådalen. De fik to sønner. Den ældste hed Tore, den yngste Asbjørn.

Da Ravnkel havde taget land ved Adelbol, holdt han en stor offerfest. Ravnkel lod et stort gudehov opføre. Ravnkel elskede ingen anden gud mere end Frej, og han gav ham halvpart i alle sine bedste ejendele. Ravnkel befolkede hele dalen og gav folk land, men han ville dog være deres overhoved og tog godordet over dem. Herved fik han sit tilnavn og blev kaldt Frejsgode. Han var en dygtig mand, men meget uretfærdig. Han tvang Jøkeldalsmændene til at blive sine tingmænd. Han var mild og venlig mod sine egne folk, men hård og ufordragelig mod Jøkeldalsmændene, som han behandlede urimeligt. Ravnkel var ofte i tvekamp, men han betalte aldrig bøder, for ingen fik nogen sinde godtgørelse af ham, uanset hvad han gjorde.

Det er besværligt at færdes i Fljotdalsherred, for der er meget stenet og sumpet, men far og søn red dog ofte på besøg hos hinanden, for de havde et godt slægtskab. Halfred fandt vejen vanskeligt farbar og ledte efter en vej over de fjelde, der findes i Fljotdalsherred. Han fandt dér en længere, men mere tør vej, og den kaldes Halfredsvejen. Denne vej benyttes kun af dem, der er særligt stedkendte i Fljotdalsherred.


3. Om Sam og Ejvind og om Frejfaxe

En mand, der hed Bjarne, boede på den gård, der hedder Laugarhuse. Det er ved Ravnkelsdal. Han var gift og havde to sønner med sin kone, og den ene hed Sam, den anden Ejvind. De var smukke og fremmelige mænd. Ejvind boede hjemme hos sin far, men Sam var gift og boede nordpå i dalen på den gård, der hedder Leikskåle, og han var velhavende. Sam var meget selvsikker og lovkyndig, mens Ejvind blev købmand og sejlede til Norge og var dér om vinteren. Derfra drog han ud til andre lande og tog ophold i Miklagård, hvor han nød grækerkongens agtelse. Dér blev han en tid.

Ravnkel havde en ejendel, som han syntes bedre om end andet. Det var en mørkegrå hest med en stribe ned langs ryggen, som han kaldte Frejfaxe. Han gav sin ven — Frej — halvpart i denne hest. Han elskede denne hest så meget, at han svor den ed, at han ville dræbe den mand, der mod hans vilje red på hesten.


4. Einar bliver fårepasser hos Ravnkel

Der var en mand, der hed Torbjørn. Han var bror til Bjarne og boede på den gård i Ravnkelsdal, der hed Hol og lå umiddelbart øst for Adelbol. Torbjørn var fattig, men havde en stor børneflok. Hans ældste søn hed Einar. Han var stor og et godt mandsemne. Et forår sagde Torbjørn til Einar, at han måtte finde sig en tjenesteplads, »— for jeg har ikke brug for mere arbejdskraft, end den flok, der er her, kan yde. Men du kan nemt finde en tjenesteplads, for du er en rask ung mand. Det er ikke mangel på kærlighed, der får mig til at sende dig væk, for du gør mest gavn af mine børn. Årsagen er mere mine manglende evner og min fattigdom, men mine andre børn kan klare arbejdet nu, og du vil dog lettere end dem kunne få en tjenesteplads.« Einar svarer: »Det er noget sent, du fortæller mig dette, for nu har alle sikret sig de bedste pladser, og jeg finder det ondt at skulle vælge mellem det, som andre har vraget.«

En dag tog Einar sin hest og red til Adelbol. Ravnkel sad i stuen. Han hilser godt og venligt på ham. Einar søger om tjenesteplads hos Ravnkel. Han svarede: »Hvorfor spørger du om dette så sent? Jeg ville have taget dig som den første, men nu har jeg fået alle mine tjenestefolk på nær til et arbejde, som du nok ikke vil have.« Einar spurgte, hvad det gik ud på. Ravnkel sagde, at han ikke havde ansat en fårepasser, men at han havde meget brug for en. Einar sagde, at han ikke tog det så nøje, hvad han skulle lave — om det var det ene eller det andet — men han ville have ansættelse i to halvår. »Jeg skal straks give dig vilkårene,« sagde Ravnkel. »Du skal passe 50 får på sæteren og hugge og hjembringe al sommerbrændslet. For dette arbejde skal du få tjenesteplads i to halvår. Men jeg betinger mig én ting af dig som af mine andre fårepassere. Frejfaxe færdes i dalen med sit stod, og ham skal du se efter sommer og vinter. Men én ting vil jeg advare dig imod: Du må aldrig ride på ham, uanset hvor tvingende omstændighederne synes, for jeg har højtideligt lovet at dræbe den mand, der rider på ham. Han følges af 12 hopper, og du kan — nat eller dag — frit vælge at ride på én af dem. Gør nu, som jeg siger, for det hedder med et gammelt ord, ‘at den, der advarer, gør ingen mén’. Nu véd du, hvad jeg kræver.« Einar sagde, at han ikke ville være så dum at tage den ene hest, som han havde fået forbud mod at ride på, når nu der var mange andre heste.