Ridtet over bækken. Hesten lang eller höj m. m.

Fra heimskringla.no
Revisjon per 12. jan. 2018 kl. 17:59 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Evald Tang Kristensen: Ridtet over bækken. Hesten lang eller höj m. m.)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

D. Vandets ånder

5. Ridtet over bækken.
Hesten lang eller höj m. m.


97. Nede i Tolstrup har de så meget kjær, og det går så langt hen fra gårdene. Nu var det skikken, at de slog deres øg løse der nede om efteråret, og så havde de nogle, de kaldte øgdrenge, der gik ved dem om natten. Så var der en slåjring (ɔ: en halvkarl på en 16, 17 år), han var så tidlig oppe en morgen og skulde ned at hente deres øg, og da han så kommer på en plads, som de havde sagt, der gik en hovedløs hest, men det havde han ikke hørt noget om, da kommer han der til et øg, som han sætter sig op at ride på ned i kjæret. Da han kommer der ned, vilde det ikke den vej, han vilde, og han havde intet bidsel på det. Så vilde han til at hverre (vende) øget, og da han nu slår omkring på det med hånden, så var der hverken hoved eller hals. Så siger han: «Hvad Satan er det, a er kommen op at ride på?» Og med det samme slog den ham så langen en vej hen, at han vidste snart ikke, hvor han var, men han stod da midt i en vandplask.

Niels Korregård, Havbro.


98. De kom jo noget för op i forrige tider end nu. Så var der en dreng, der hed Skjövmåten (Skjæve-Morten), han var kommen så tidlig op og skulde ud efter bæsterne. Da han kom op på vor mark til noget, de kalder Porsdammene, så siger han: «Der går sku en hest, det var godt, du kunde komme til at ride,» og han havde blot en tornekjæp i hånden. Han kom godt nok op og begyndte at ride; men den sætter en gal vej med ham. Han vil møde den med den her kjæp, men jo stærkere han slog, jo stærkere den rendte. Så kom han ned i kjæret, og der var en god slant vand. Så siger han: «Herre Gud, hvad er det, a er kommen op at ride på her?» Så hug den ham af, lige til han smat, og han stod i vandet og gik videre.

Jens Lyngborg, Havbro.


99. For en halvtredsindstyve år siden gik en karl, som havde været dragon, tit ud om aftenen at lede om heste, og han havde et reb i lommen med en pind i, som han brugte til mundbid. Når det nu traf sig, at han kom til en flok heste, satte han sig gjærne op på en af dem. Det var en gang, at han traf en broget hest, som var så meget smuk. Den satte han sig op på, men den red med ham ud i en mølledam, så at han måtte lade sig drive af på brinken. Hesten forsvandt i dammen og med et stort brøl, da han var kommen af. Siden tog han aldrig mere heste at ride på.

Nik. Christensen.


100. En flok unge mennesker gik en aften gjennem Ferritslev. Lige med et fik de et lille gråt æsel at se, som kom løbende henne på vejen. De tænkte, at det var æselet henne på Ferritslevgård, for de havde et æsel. En af karlene sagde: «Nu vil jeg dog op at ride, det er dog lettere end at gå.» Han sad nu op, men lige med et var det borte, og han stod på jorden og vidste ikke, hvor det var bleven af. Men karlen fik ondt i det ene ben og blev en stakkel alle sine dage.

Sødinge skole.


101. De war jej gång i min fåers fåers fårfåers ti, da tient en piig i Slustrup i Skiivom sown, hun war hællens frå e bette huws nier i Åste. De wa no såent om ætterowe. Dæj gång hon kam wæjsten får Skjöwthåldt, tendt hon: «Dæssom dær no endda ha waer nowwen å wor øeg hæær hænn i hien, så kuj a få rii hjæm. De wåår så hælder endt sue lænng, förri hon kam te sown e spag gammel øeg, dæ gjæk å gnöw åpå skowej. Hon sat sæ åp å rii, mæn i stee får å rii twat öwer bujen, så re hon no omkreng. Hon re i såent e duusi traw, te hon war håtte we Slustrup. Så wild hon sej å øge, mæn dæj gång hon så wild si tebaag, så kuj hon endt si te de awtest å øge. Så begøjndt hor å bræjj om heje øører, hun skøjnt sæ å kom mer frå de rytteri. Som hon kam så å, så stow hon akkerat på de siel samm ste hon sat sæ åp. Se så war hon fånøwwe å de slaw rien, å så kuj hon gåt go hjæm po hejer bien uen nowwer betrøk.

L. C. P.


102. Har du nogen tid mødt «hesten uden hoved?» Ja, nu skal du høre. Mathias derovre var gåen til Himmelev, og han var ikke af dem, der har jag med at komme hjem, så det blev langt ud på aftenen, för han kom på vej. Da han nu kom ned ved åen mellem Himmelev og Marbjærg marker, kunde han ikke finde gangbrættet, og han gik frem og tilbage for enden af stien og ledte, men væk var det, og væk blev det, endda det lå der om eftermiddagen, da han gik ud. Som han nu går og leder, står der pludselig en hvid hest ved siden af ham; men det var en sommernat, og tågerne lå tæt over engen og åen, så han ikke rigtig kunde se den. Han tager da alligevel mod til sig og springer op på den, og straks gik den ud i åen og vadede over på den anden side med ham. Men da han nu vilde til at krybe ned, begynder hesten at vokse, og Mathias syntes allerede, at han var så højt oppe som på en huslænge. Så blev han bange og lod sig dumpe, og der lå han, så lang han var — han var nu ellers ikke meget lang — i græsset, og hesten nåede til sidst helt op til skyerne. «Hæ-hæ-hæ!» grinede den, og da Mathias så op, så han, at den havde intet hoved.

Fortalt af Jens Pedersen ved M. Abrahamsen.


103. Der var en aften en bonde, der lidt beskjænket vendte tilbage fra et gilde. Han skulde over en bæk, men lige midt i bækken stod der en hest. Han kom op på den i en fart, og nu gik det, alt hvad remmer og tøj kunde holde. Nu kunde bonden se, at det gik ned mod en sø. I sin skræk råber han: «Jösses Krest! ålde so a stoor hæst.» Straks var hesten forsvunden under ham, han så den aldrig mere.

Noget lignende fortælles om en anden mand, men da var det en tørvemose, der var målet, og da var hesten kulsort, medens den i første tilfælde var helt hvid.

Mads Jepsen.


104. Der var en 2, 3 mænd her, der ejede den mark, de kalder Porsdammene. Vor nabo var handelsmand og havde mange heste, og så var min fader kommen så tidlig op en morgen og vilde ud og have en hest af hans nabos at ride på, for han vilde et sted hen. Han går da hen, hvor han tror, de er, og det var netop ved Porsdammene, der finder han også én og kommer til tøjret og følger det til hesten og går så runden om den, men kunde ikke komme til rette ende på den, det var lige galt i hver ende. Så blev han ræd og rejste sin vej.

Jens Lyngborg, Havbro.


105. En gammel bødker var meget overtroisk, og han har fortalt en hel del af den slags. Jeg vil nu selv lade manden fortælle et træk heraf. «A hår en gång wat uud å lid om øg, de war om muenen tiile, å de wa let tooget i væjret. Da a kam dær ud i hæjjsthawwen, dier so a trej suet øg, mæn de war it wår. No tendt a: Dæær ka do Fan-ulek kom åp å rii, å a ga mæ te å stap å tænnd mi piiv å sat mæ åp po de jænn. Han vild alder o stæjet. No ja, vel do it, så vel wal ed ååndt, å a sat mæ åp po de ajen, mæn hon wa lisså twær. Mæn æ di såen oldsammel, tot a, ja, da må do prøww de treddi mæ. A kam åp po de åsse, mæn de wa liidan. Da skuld åsse Faanen fløt å føør dæ a stæj, såå a, å så ga hon da ed sprøng så höwt, så I hår ålder kjænd maag. Mier ka a it howw, mæn da a kam te mæ sjæl, lo a po røgen i en agerrien, å så war a Fan-ulek vildt å fek engen øg mæ-mæ hjæm dænd da.»

A. Svendsen, Stejlbjærg.


106. En anden gang havde jeg været en tur af by og kom sent hjem om aftenen. Jeg kom forbi et dige, og der gik to heste og græssede: «Håhå,» tænkte jeg, «der kan du Fan-ulek komme op at ride, der er ikke så kort endnu.» Jeg gav mig til at stoppe min pibe og gav mig til at slå ild med mit fyrtøj, men da jeg var færdig, og havde fået min pibe tændt, så var hesten borte, og jeg var Fan-ulek vildt og måtte gå til langt ud på natten, før jeg kom hjem.

A. Svendsen, Stejlbjærg.


107. Der er en by i nærheden af Viborg, der kaldes Kirkebæk, det er da til Romlund sogn, og der er et vad, som kaldes Kirkebæks vad. Om natten, når folk er kommen derad, har der græsset en hest ved siden af i nogle vælder. En aften kom der en mand og vilde over, og der var ikke andet end nogle sten at gå over på. Så havde vandet sat sådan op, at han kunde ikke gå tørsko over, og så vilde han have hesten at ride over på. Nå, han kommer op at ride, og han bliver ved at ride, til han kommer lidt ad den anden side af bækken, for der er sådan en lang vase, og han vilde helt på det tørre land. Da kommer han til at se sig tilbage, og da kan han ingen ende se på hesten. Så siger han ved sig selv: «Jösses, hvor er du lang.» Men så slår den ham fra sig helt over til den anden side af bækken i vælderne, te han var nær aldrig kommen derfra. Så var der én mand til, der vilde over på den samme hest, og han satte sig også op at ride, og han blev ved at ride i hans egen tummerum og tænkte ingen ting på, til han stod på jorden, og hesten svandt ligesom væk under ham. Han kom da tørskoet over og kom godt fra det, for det han ikke så sig tilbage og ingen betænkning gjorde sig over det. Den hest kaldes mest Katdalshest, og folk siger der på egnen, at de skal op at ride på Katdalshesten. Der er en stor dal tæt ved siden af, der kaldes Katdal. Svenskerne kalder den Bækhesten.

Petrine Kristiansen, Mollerup.


108. Der var en mand fra Tapdrup, der havde været i Vejrum til smedje. Det var hen på efteråret, og da han nu gik tilbage med hans plovjærn under armen, da kommer han til et bæst, der går ved siden af vejen, der gik jo mange bæster ude den gang. Så tog han det og satte sig op at ride på. Da han havde redet lidt, tykte han ingen hoved det havde. Den gang han så kom i skjellet imellem Tisted og Tapdrup, så skiltes hesten rent ad, og så tykte han, der stod to store stykker, et æfor og et æbag ved ham, og han stod og så på det så længe, til det blev til to mus, og de rendte af vejen og blev henne. Da han så kom hjem, fortalte han jo, hvordan han havde været oppe at ride den aften.

Kristen Smed, Viborg mark.


109. En mand havde været til kroes en efterårsaften og gik hjem efter. Så gik der et gammelt bæst æfor ved ham. Han råbte da til det: «Kan du ikke bie lidt, vi kunde følges ad?» Bæstet svarede naturligvis ikke, men det gik dog lidt mere sagte. «Da var det vel, du kunde give dig stunder, at du kunde være mig behjælpelig, a har meget at bære. Det er slemt beskidt i aften, og nu kan du bære min byldt og mig selv også.» Så sprang han op på ryggen af krikket og red ind i byen. Den gang de kom til kirkegården, blev bæstet så stort som et hus, og manden kom til at hænge i den alydre kvist af et af de store træer, der gjærne er om ved kirkegården, så kunde han redde sig ned derfra, som han vilde. Han kløv jo ned, men havde ondt ved det.

Niels Pedersen, Stjær.


110. Svenskerne snakker noget om bækhestene. De er hvide, og når de kan få dem beslået, så kan de beholde dem og få dem til at arbejde for sig, og de æder ikke noget.

M. H. og J. B.


111. Nogle mænd fra Sundeved havde været til Flensborg med korn. Da de rejste hjem, var de inde i en kro i nærheden af Gråsten, og der drak de så meget, at de næsten hverken kunde gå eller stå. Da de nu kom ud, sagde den ene: «Bare æ da haj hai et gammelt asen å ri jem å.» I det samme opdagede han et sådant et, som græssede ved vejgrøften. Han satte sig nu op på det, men straks fløj det op i luften med ham, og det igjennem alle trætoppe i en stor skov, som er der lige ved. Tre dage efter fandt man ham på en mark, næsten død, og med alt håret slidt af hovedet. Det havde været trolden selv, han havde redet på, og havde denne kommet over markskjellet med ham (over i et andet sogn), så havde han fået magt med ham.

Marie Johansen.


112. En dag sad en bonde i Adsbøl kro og bandede og drak ganske forfærdelig. Da han skulde hjem, sagde han: «Gid jeg havde en hest, som jeg kunde ride på!» Han gik uden for, og se, da stod der en grå hest, som han steg op på; men den hest foer således af sted med ham, at han dånede. Først tre dage efter fandt man ham liggende på vejen, der var ikke et hår på hans hoved, og han blev aldrig rigtig menneske mere. Dette er sket for mange år siden, men der lever endnu en gammel mand, som husker, at folk talte meget om denne begivenhed.

Charlotte Peum.


113. En mand i Butrup gik til Horsens en morgen før dag. Da han kom forbi Ölsted kirke, gik han ad en sti, der går fra Ölsted til Oens. Da han nu kommer til Ölsted Bredemade, var der så meget vand, og så stod der nogle heste i engen, og der tog han én af dem og red på. Da han så kom ud i vandet, skiltes hesten komplet ad, og den forsvandt aldeles.

Rask mölle.


114. Min bedstefader, som var kusk på Rodstenseje i Hads herred, så en aften, han gik hjem fra gården, et gammelt hvidt øg, som han før havde kjørt med. Han vilde stryge det over ryggen og sagde: «Håhå, min tøs!» men så gik det lige midt over og var borte med det samme.

Lærer S. Frederiksen, Homå hede.


115. I en hule, der går ned til Kristianslund, kom én til en hest og kom op at ride på den gjennem skoven. Så stod den stille og vilde ikke gå videre. Da han så stod af, var den hovedløs, og så blev mennesket vild.

Hans Krist. Pedersen, Haslum.


116. Min oldefader gik en gang til Rands, og der kommer han til noget vand, som han var nødt til at pjaske igjennem, men da han lige vil til at gå over, opdager han, at der står en gammel hest i vejgrøften. Så tænkte han: «Det var da herligt, nu kan jeg komme tørskoet over,» og beredte sig til at sidde op. Men i det samme kom der en stor sort hund og lagde sig forved ham, som han skulde træde på den for at komme op på hesten. Det syntes han nu ikke om, og slog derfor til hunden med en hesselkjæp, han havde skåret sig. Men den sprang midt over, og både hund og hest var væk med det samme.

Jörgen Hansen.


117. Min gammelmo'r var jordemoder og gik meget på Lundbæk, for hun havde ammet to baroner og var så gjæv med herskabet. Så havde baronessen lovet hende en skjæppe æbler, og hendes mand skulde hente dem på Lundbæk. Men de var temmelig tunge for ham at bære, og da han kom ned i Møllehulen imellem Grydsted og Hule mølle, der er en ualmindelig dyb hulvej, kommer han til en hest, og da han nu var træt, tykte han, at han gjærne kunde lægge sækken på den; men vilde alligevel ikke, inden han fik den at se. Så slog han ild, og så da, at den havde intet hoved. Den skred ned ad vejen og drev forbi ham, og så gik han videre og kom hjem med hans æbler.

Jens Mark, Vokslev.


118. Per Povl og hans fader gik en aften på vejen til Smakkerup, da de så et par løse heste foran sig. De drev af sted bag efter dem, indtil de kom til den lille å midtvejs, der forsvandt hestene pludselig i nogle rør, uden at de kunde se, hver de blev af. Men de hørte noget, der sagde : «Hahahaha!»

Jörgen Hansen.


119. Ved Tværsted å går et føløg med føl lidt borte på engen og græsser, og hvis man går hen imod det, er det dog lige langt borte, man kommer det ikke nærmere.

J. H.


120. I Hans Bødkers eng i Herskind går hver højtidsnat et hovedløst bæst. Ras Kræmmers folk har tit set det, og det trådte i vejen for dem, så de kunde ingen steds komme.

K. P. D.


121. Der er nogle her (Gylling) , de kalder Aatrismænd (Ærterismænd). De er lange og smalle som et læssetræ. En sådan mand lagde sig over en bæk, sådan at folk kunde gå over på ham, men når de er midt på ham, springer han op, og folkene falder i vandet. Det slår han en skvalder op af.

Pastor Otto Møller, Gylling.