Rolv Krage

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. jan. 2013 kl. 14:52 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag) (Rolv Krage)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Rolv Krage


Efter Helge fulgte hans Søn Rolv, en ypperlig Mand baade i Henseende til Legemets og Sjælens Gaver, lige saa udmærket ved Dyd og Tapperhed, som stor og fager af Skikkelse. Da Sverige paa den Tid var Lydland under Danmark, søgte Adils, Hødbrods Søn, paa en snild Maade at skaffe sit Fædreland Friheden ved at ægte Rolvs Moder Ynsa, for at faa sin Stifsøn til for Svogerskabets Skyld at eftergive ham den Skat, han havde at udrede, hvilket ogsaa lykkedes ham. Han hadede og afskyede fra Barnsben af al Gavmildhed og var saa nærig, at han ansaa det for en Skam at have Ry for at være rundhaandet. Da Yrsa fik Øjnene op for den smudsige Gjerrighed, han var befængt med, og derfor gjærne vilde være ham kvit, holdt hun det for raadeligst at bruge List og skjulte med stor Snedighed den Svig, hun pønsede paa. Hun lod nemlig, som om hun hadede sin Søn, opmuntrede flittig sin Mand til at gjøre Oprør for at gjøre sig fri og fik ved Løfter om store Gaver Rolv til at komme til Sverige. Hun mente nemlig bedst at kunne naa sine Ønskers Maal ved, naar Sønnen havde faaet Stiffaderens Guld, at løbe bort med Kongens Skatte, saa at han ikke blot mistede den, der skulde have delt hans Leje, men ogsaa sine Skatte, idet hun holdt for, at der ikke var nogen bedre Maade at straffe ham for hans Gjerrighed paa end at røve ham hans Rigdom. Dette hendes snedige Anslag, som hun i alle Maader havde udpønset med den største Snildhed, var ikke let at opdage, fordi hun skjulte sin Lyst til at blive fri for Manden under Skinnet af at tragte efter Frihed, men hvor forblindet maa han alligevel ikke have været, naar han kunde tro, at Moderen stræbte Sønnen efter Livet, og ikke skjønnede, at det var hans egen Ulykke, hun pønsede paa. Ja, taabelig maa han have været, siden han ikke forstod, at hans Hustrus utrættelige Anstrængelser under Skin af Had til Sønnen gik ud paa at slippe fri for Manden, og eftersom man ikke bør fæste Lid til nogen Kvinde, var hans Tillid til hende des taabeligere, jo lettere det faldt ham at bilde sig ind, at hun var svigefuld imod sin Søn og tro imod ham. Tilskyndet af de store Løfter drog Rolv nu til Adils, men da han og Yrsa saa længe havde været borte fra hinanden og var komne ud af den daglige Omgangs Vane, kjendte hans Moder ham ikke strax. Han bad hende for Spøg om noget at stille sin Sult paa, og da hun svarede, at Mad maatte han bede Kongen om, viste han hende en Rift i sin Kjortel og bad hende om at sy den sammen. Da hun vendte det døve Øre til, sagde han: "Svært er det at finde sandt og oprigtigt Venskab, naar Moderen nægter sin Søn Mad, og Søsteren ikke vil sy om sin Broder". Saaledes straffede han hende for hendes Vildfarelse og fik hende til at skamme sig over sin Mangel paa Venlighed. Da Adils, medens de sad til Bords, ankede over, at han sad ved Siden af sin Moder, og kaldte det Løsagtighed, eftersom det var uhøvisk, at Broder og Søster sad sammen, svarede Rolv, at det var al Ære værd, at kjærlig Moder laa ved Sønnens Bryst, idet han saaledes forsvarede sig imod det Angreb, der var blevet gjort paa hans Uskyldighed, ved at minde om det Baand, hvormed Naturen havde knyttet dem saa inderlig til hinanden. Da Gjæsterne spurgte ham, hvilken Slags Mod han satte højest, svarede han: "Taalmod", og da de spurgte Adils, hvilken Dyd han især lagde Vind paa, svarede denne: "Rundhaandethed". De forlangte nu, at den ene skulde give en Prøve paa sit Mod, den anden paa sin Rundhaandethed, Rolv først. Han maatte sætte sig hen ved Ilden, og den Side, Ilden hedede stærkest, skjød han Skjoldet for, og efter saaledes at have dækket den ene Side, væbnede han den anden med Taalmod, det var det eneste Værn, han havde til den. Det var nu meget snildt af ham at bruge Skjoldet til at skjærme sig imod Heden, saa at det nu maatte tjene ham til Værn imod den, ligesom ellers imod de susende Spyd. Men da Heden, der var hvassere end noget Spyd, ikke kunde komme nogen Vegne med den Side, der var skjærmet af Skjoldet, tog den fat paa den, der var udækket. En Terne, der stod tæt ved Arnen og saa', hvor ulidelig Heden sved hans Sideben, tog da Spundset ud af en Tønde, saa dens Indhold gjød sig ud over Ilden og fik Bugt med den, saa denne Væde, der kom saa betimelig, slukkede Branden, da den kun var naaet halvvejs med at gjøre Fortræd. Rolv fik stor Berømmelse for det store Taalmod, han havde vist. Nu blev Adils opfordret til at vise sin Rundhaandethed, og det hedder sig, at efter at han havde givet sin Stifsøn rige Gaver, føjede han, for at give Topmaal, en umaadelig svær Halskjæde til.

Paa Gjæstebudets tredje Dag søgte Yrsa nu Lejlighed til at sætte sin Svig i Værk, lod, uden at hendes Mand anede noget derom, de kongelige Skatte læsse paa Vogne, sneg sig hemmelig ud af Borgen og gav sig i Nattens Dæmring paa Flugt tillige med sin Søn. Adils satte imidlertid strax efter dem, og da hun ikke nærede ringeste Haab om, at de kunde fortsætte deres Flugt, bød hun i sin Angst sine Folk kaste Guldet fra sig; det gjaldt Pengene eller Livet, forsikrede hun, det eneste Middel til Frelse var at give Slip paa Guldet, kun ved at lade det i Stikken kunde de fortsætte deres Flugt. De maatte altsaa betjene sig af det samme Middel, som det hed sig, at Frode i sin Tid havde bjærget Livet ved i England. Der laa heller ikke megen Vægt paa, sagde hun, at de lod Svenskerne tage tilbage, hvad der hørte dem til, naar det, der sinkede deres Forfølgelse, blot hjalp dem selv til Flugt. Det maatte snarere regnes for at give fremmed Gods tilbage end for at lade sit eget i Stikken. For at komme saa meget hurtigere af Sted, adlød de ufortøvet Dronningens Bud, tømte deres Lommer og lod Fjenderne rives om Byttet. Somme paastaa, at Yrsa beholdt Guldet, og at det, hun strøede ud til sine Forfølgere, ikke var andet end forgyldt Kobber, og det kan jo være troligt nok, at et Kvinde der pønsede paa saa store Gjerninger, ogsaa kunde have lavet noget uægte Stads til for at kaste det for Fjenderne, saa det falske Skin fik dem til at tage det for ægte Varer. Da Adils saa' Halskjæden, han havde givet Rolv, ligge imellem de andre gyldne Smykker, kunde han ikke faa Øjnene fra denne sin Gjerrigheds kjæreste Skat og lagde sig i sin Griskhed paa Knæ for at tage den op. Ved saaledes at se ham ligge der i Støvet lo Rolv ad ham, der blev slagen med sine egne Gaver, idet han nu begjærlig tog tilbage, hvad han i Træskhed havde givet bort. Medens Svenskerne frydede sig over deres Bytte, skyndte Danskerne sig af al Magt til deres Skibe, lagde alle Kræfter i ved Aarerne og slap saaledes bort. Det hedder ellers om Rolv, at hvad man saa end bad ham om, havde han for Skik med redebon Gavmildhed strax at give det fra sig ved den første Anmodning, saa at ingen nogen Sinde havde nødig at bede anden Gang. Han vilde nemlig hellere komme Anmodningens Gjentagelse i Forkjøbet ved strax at tilstaa Gaven end, forringe dens Værd ved at lade den vente for længe paa sig. Derfor søgte ogsaa Kæmper i Mængde til ham, thi Tapperhed anspores af Ros og næres ved Gaver.

Ved denne Tid gjorde en Mand ved Navn Agnar, Ingels Søn, stort Gilde for at fejre sit Bryllup med Rolvs Søster Rude. Kæmperne holdt sig lystige der med alskens Larm og Lystighed, og blandt andet kastede de jævnlig svære Knogler i Hovedet paa en, som hed Hjalte. Det traf sig nu saa, at saadan en Knokkel gik fejl og ramte Hjaltes Sidemand Bjarke voldsomt i Hovedet, og denne Forhaanelse tillige med Smerten gjorde ham saa vred, at han kastede Knoglen tilbage til den, der havde sendt den, med saadan Kraft, at Ansigtet kom til at vende bagud og Nakken fremefter, saa han til Straf for sit vrange Sind fik Hovedet vendt. Dermed fik denne forsmædelige og overmodige Leg en brat Ende, og Kæmperne brød op fra Borgen. Brudgommen, der var vred over den Uret, han mente, der var tilføjet Gjæsterne, besluttede at gaa i Tvekamp med Bjarke og tage Hævn over ham, fordi han havde forstyrret Lystigheden. Da Tvekampen skulde til at begynde, blev der længe tvistet om, hvem af dem det første Hug tilkom, thi naar der i gamle Dage blev holdt Tvekamp, gjaldt det ikke om at faa skiftet saa mange Hug som muligt, men man huggede i en bestemt Orden og tog sig god Tid imellem Huggene; faa, men drøje Hug, det var, hvad det kom an paa, deres Styrke mere end deres Antal vandt man Hæder ved. Agnar fik nu Fortrinet paa Grund af sin høje Byrd, og han hug til med saadan Kraft, at han kløvede den øverste Del af Bjarkes Hjælm og saarede ham oven i Issen, og Sværdet blev siddende fast i en af Midteraabningerne i Hjælmen. Nu skulde Bjarke til at hugge, og for at kunne give Sværdet større Sving støttede han Foden paa en Stub og hug med sit ypperlige Sværds hvasse Eg Agnar midt over. Somme siger, at Agnar leende opgav Aanden, for at ingen skulde mærke, at det gjorde ondt. Da de andre Kæmper nu ivrig krævede Hævn, beredte Bjarke dem en lignende Død, han havde nemlig et ualmindelig langt og sjælden skarpt Sværd, som han kaldte Blad. Da han nu gik bort stolt af disse Bedrifter, vandt han en ny Sejr over et af Skovens Dyr, en umaadelig stor Bjørn, der kom ham i Møde i Tjørnekrattet; han fældede den med sit Spyd og bød sin Stalbroder Hjalte sætte Munden til Saaret og drikke Dyrets Blod som en Styrkedrik, thi man troede, at en saadan Drik gav Kræfter. Ved disse udmærkede Bedrifter vandt Bjarke de ypperste Mænds Venskab og kom ogsaa i stor Gunst hos Kongen, der gav ham sin Søster Rude til Ægte, saa han som Sejrens Løn fik den overvundnes Brud. Derefter drog han imod Adils, som stadig tirrede Rolv, overvandt ham og gjorde det helt af med ham. Rolv satte nu en meget kløgtig ung Mand ved Navn Hjartvar til Høvedsmand i Sverige, imod at han lovede at betale ham aarlig Skat, og for at bøde paa, at han saaledes ikke helt var sin egen Herre, gjorde han ham til sin Svoger, idet han gav ham sin Søster Skuld til Ægte.

Her vil jeg nu indskyde en morsom Tildragelse. En ung Mand ved Navn Vøgg kom til Rolv og stod længe og betragtede nøje og med stor Beundring Kongens anselige Skikkelse, og saa spurgte han spøgende, hvad det var for en Krage, Naturen i sin Ødselhed havde gjort saa overvættes stor, med hvilke skjemtsomme Ord han hentydede til Kongens usædvanlig høje Skikkelse. Ordet Krage betyder nemlig paa Dansk et Træ med stynede Grene, som man, ved skiftevis at flytte Fødderne fra den ene Grenstump til den anden, kan klatre opad, til man naar helt op til Toppen, ligesom ad en Stige. Det Ord greb Rolv strax og tog Krage til Tilnavn og lønnede Vøgg for hans Skjemt med en svær Armring. Vøgg satte den strax paa sin højre Arm, som han holdt i Vejret, medens han holdt den venstre paa Ryggen, for at det skulde se ud, som om han skammede sig over den, og saaledes gik han om og saa' ganske latterlig ud, som han gik der og sagde, at den, som længe havde fristet Fattigmands Kaar, var glad for ringe Gave. Da han blev spurgt, hvorfor han bar sig saaledes ad, svarede han, at hans venstre Haand, der ingen Stads havde at prale med, ved Synet af den højre skammede sig over sin Fattigdom. Dette snilde Svar indbragte ham en Armring til, lige saa god som den første, thi Rolv sørgede for, at den Haand, han holdt skjult, lige saa godt kom i Vejret som den anden. Vøgg undlod ikke at give Vederlag for Gaven, han aflagde nemlig det højtidelige Løfte, at om Rolv blev dræbt, vilde han hævne hans Død paa hans Banemænd. Man maa nemlig vide, at det i gamle Dage var Skik, at Ædlinge, der tog Tjeneste ved Hove, strax naar de tiltraadte den, som en højtidelig Indledning til deres Læretid aflagde Løfte til Kongen om at øve en eller anden Stordaad.

Imidlertid holdt Skuld det for en Skam, at hendes Mand skulde være skatskyldig, og gav sig til at ruge over onde Planer. Hun forestillede Hjartvar, hvilke skammelig slette Kaar de havde, og at han burde afkaste Trældomsaaget, og indgav ham, da hun først havde faaet ham til at spinde Rænker, du grummeste Anslag til Forræderi, idet hun foreholdt ham, at man burde agte Friheden højere end Slægtskab. Hun ladede hemmelig Skibe med store Mængder af alskens Vaaben, og bød Hjartvar sejle til Danmark, som om han kom for at betale den sædvanlige Skat, men Meningen var, at han ved Nattetid skulde overfalde og dræbe Kongen. Med Skibene fulde af denne falske Last drog han til Byen Lejre, som Rolv havde bygget og smykket med kongelig Pragt, saa at den baade som grundlagt af Kongen og som Kongesæde langt overgik de andre Byer i de tilgrænsende Landsdele. Rolv tog gladelig imod Hjartvar, var helt optagen af Gildebordets Glæder og drak vældig, medens hans Gjæster imod Sædvane var bange for at drikke sig en ordentlig Rus. Da Danskerne laa i deres sødeste Søvn, begyndte Svenskerne, som ingen Ro kunde faa for deres Iver efter at tage fat paa deres Niddingsdaad, at liste sig ud af deres Sengekamre; de hentede de Vaaben, de havde skjult om Bord paa Skibene, væbnede sig i Stilhed og gik saa op til Kongeborgen, hvor de brød ind i Kamrene og dræbte de sovende for Fode. Adskillige vaagnede og satte sig, forfærdede over dette pludselige Myrderi og endnu fortumlede af Søvnen, til Modværge imod den Fare, de knapt kjendte, idet de paa Grund af Nattens Mørke ikke kunde skjelne, om det var Venner eller Fjender, de havde for sig. Det traf sig saa, at Hjalte, der var en af Kongens ædleste Hirdmænd, just den Nat hemmelig var gaaet ud paa Landet, hvor han havde en Slegfred. Da han i det fjærne hørte Vaabengnyet, foretrak han strax, skjønt han knapt kunde tro sine egne Øren, Tapperhed for Vellyst og vendte sig fra Elskovs søde Tillokkelser til Krigens barske Farer. Hvor glødende maa ikke denne Kæmpes Kærlighed til sin Konge have været, eftersom han hellere vilde sætte sit Liv paa Spil i aabenbar Fare end bevare det for Vellyst, skjønt han til Undskyldning for, at han ikke mødte, kunde foregive, at han ikke vidste noget om, hvad der var paa Færde. Da han vilde til at gaa, spurgte Frillen ham, hvor gammel en Mand hun skulde vælge, i Fald hun mistede ham. Hjalte bød hende komme hen til ham, som om han vilde hviske noget til hende, og i sin Harme over, at hun spurgte ham til Raads om hans Eftermand, skar han Næsen af hende for ved dette skammelige Saar at strafte hende for hendes letfærdige Spørgsmaal og ved at skamfere hendes Ansigt lægge en Dæmper paa hendes løsagtige Sind. Og efter at have gjort det sagde han, at nu kunde hun vælge frit efter sin Lyst. Derpaa skyndte han sig tilbage til Byen, brød ind i Trængslen, hvor den var tættest, og saarede og fældede mange Fjender. Da han kom forbi Kammeret, hvor Bjarke endnu laa og sov, bød han ham vaagne og kvad:

Vaagner alle


Venner af Rolv,
vaagner alle
Ædlingens Mænd.
Tid er ej længer
ledig at ligge,
Dag er oppe,
Daad os vinker.



Hører mig, herlige
Helte alle,
ætstore Mænd,
som aldrig flyede.
Ej jeg jer vækker
til Vin eller Viv,
men til Hildes
haarde Leg.



Hver, som Kongens
Ven sig kalder,
gribe sit Sværd
og svinge det kjækt.
Hæder og Ære
hente vi vil,
ingen er ræd


af Rolvs Kæmper.

Ved denne Tiltale vaagnede Bjarke og kaldte paa sin Svend Skalk, som han tiltalte saalunde:

Skalk, stat op


og skaf os Varme,
Ild vist ulmer
end under Asken.
Lad Luer lystigt
lyse paa Arnen;
valne Hænder


ej Ven bør rækkes.

Atter kvad Hjalte:

Tid det er


at takke med Daad
vor gjæve Drot
for gode Gaver,
for tyske Sværd
og svenske Skjolde,
for røde Ringe,
Rolv os gav.



I fredens Tid
fuldt op vi fik,
nu lønne som kjække
Kæmper vi Kongen.
Om Skæbnen skifter,
gjør ingen Skjel,
hans Ve som hans Vel,
Venner, vi dele.



Mindes I, Mænd,
hvad ved mjøden vi loved,
naar glade vi sad
og gjorde os Gammen?
Aldrig svor vi,
svigte vi Rolv,
til Sejr eller Fald
vi tro ham følge.



Danedrotten
Daad vi skylde,
hver, som god
og gjæv vil nævnes.
Ve den fejge
Nidding, som flyr,
naar Kongen trænger
til trofast Følge.



Derfor Sværd
fra Lænden, Svende,
med haarde Hænder
hug på Fjenden.
Bryst mod Bryst
vi kjækt ham byde,
som Ørn i Luften
med Ørne mødes.



Sløvt ej Svensken
Sværdet svinger,
stovt og støt
han stævner imod os;
hans Guldhjælm glimter,
hans Glavind gungrer,
med Haadingsord
han Dansken haaner.



Ej for Gøters
Flok vi grue,
reddes ej
for svenske Rænker.
Ve dig, Hjartvar,
ve din Viv,
at hun dig fik
til Falskhed lokket.



Snart vor sidste
Stund er kommen,
Drotten har alt
Døden fundet.
Hævn som Helte
den Herre god,
slaa ned for Fode
i Fjendeflokken.



Rude, hør mig,
Søster til Rolv,
kom ud, til Kamp
jeg dig nu kalder.
Med slebne Brynjer
og sløve Sværd
staa vi endnu
stærke i Striden.



Rude, hør mig,
Rolv er falden,
Bod du faar ej
for Broderbane.
Men Hævn skal du faa
i fulde Maader;
med Sværd og Øxer


vi Svenskerne fælde.

Efter at have anrettet et stort Blodbad blandt Fjenderne, kom Hjalte for tredje Gang til Bjarkes Hus, og da han nu troede, det var Frygt, som gjorde ham saa opsat paa at sove, talte han haardt til for hans Fejghed:

Sen er du, Bjarke,


sover du end?
Bliver du her
saa brænder du inde.
Kom hellere ud
og hævn din Drot,
hjælp mig at brænde
de svenske Bjørne.



Borgen er fuld
af fangne Fjender,
nu svider vi dem
til Tak for Svig.
Resten vi mærker
med røde Vunder,
hævne vor dyre,
døde Drot.



Mindes du Rolv,
da vi Rørik slog,
ham, som grisk
paa Guld kun tænkte?
Hæder og Ære
han aldrig ænsed,
blev rød og ræd
da Rolv han mødte.



Ej til Kamp
han Krigsfolk rusted,
rasled kun
med røde Ringe.
Gyldne Dynger
bød han Drotten,
om han Fred
ham unde vilde.



Ej dog af Skjoldungen
Skaansel han kjøbte,
flux vi fældte
den fejge Usling.
Tog saa vor Drot
det dyre Malm,
gavmild han gav det
til sine gjæve.



Herligt var det
Helten at se,
naar sværdene sang
og Pile sused;
altid forrest
i Farens Stund,
rap som Hjorten
gik Rolv i Striden.



Slagen nu ligger
Lejredrotten
paa blodig Val
med Vunder dybe.
Smile jeg saa' ham
for sidste Gang
som fordum da Guld
han ved Fyris saaede.



Stævner da støt
i Striden frem
at hævne vor herlige
Heltekonge.
For tredje Gang, Bjarke,
jeg byder og beder:
kom dog, kom,


til Kamp jeg dig kalder!

Nu svarede Bjarke og kvad:

Raab ej saa højt,


du raske Svend,
meget af Munden
mærker jeg, har du;
snart skal Syn
for Sagn vi faa,
om du har Mod
som Mund og Mæle.



Stakket Stund
du end dig styre,
Først maa Brynjen
Brystet dække,
Sværdet jeg
ved Siden spænder,
saa min Hjælm -
her er jeg, Hjalte.



Ej jeg nægter,
nødig vil jeg
ryges ud
som Ræv af Hulen;
Daad jeg dog ogsaa
Drotten skylder,
for hvad godt
han mig har gjort.



Fremmed var jeg
og frændeløs,
da jeg kom til
Danekongen.
Fylker tolv
jeg fik at styre,
Guld og Gods
gav mig Kongen.



Brynjen vi kaste,
blotte Brystet,
skynde os frem
med Skjoldet paa Ryggen,
storme stolt
til blodigt Stævne,
hævne vor kjære
Herres Fald.



I Hjartvars Blod
vil Blad jeg bade,
Agnars Bane
mit bolde Glavind.
Med Høding mit Hoved
Agnar hug,
til Blad ham mejed
midt over Midjen.



Stærk og stolt
han stod i Striden,
til Blad ham bed,
og bleg han segned.
Fagert Minde
Agnar fik,
leende Helten
Livet lod.



Nys en anden
Ædling jeg vog,
ung af Åar,
af gammel Adel.
Vaaben ej
og Værge hjalp ham,
Brynjen brast,
da Blad den bed.



Svenske Svende,
prøv mit Sværd,
Bryst som Bag
dets Egge bider!
Hjartvar, kom
med dine Kæmper,
Blad vil læskes
i dit Blod.



Stadig stævner
fler til Striden,
sløvt ej deres
Sværd de svinge;
trende Hug
jeg tror jeg faar,
hver Gang Blad
en Fjende bider.



Fagert Følge
faar Kong Rolv,
Flok af ædel-
baarne Fjender.
Vældig voxer
Valen om mig,
døde Mænd
i Dynger ligge.



Ej jeg ser
den yske Svend,
som saa stolt
til Strid mig stævned.
Er han flygtet
fejgt for Fjenden,
skjønt med tolv Mands


Liv han trodsed?

Hjalte kvad:

Liden Hjælp


har Hjalte her,
støt dog staar han
end i Striden.
Sværd og Spyd
omkring mig suse,
drøje Kaar
mig Kampen byder.



Ej mit Skjold
mig skærmer mer,
ej en Spaan
de spared af det.
Glad jeg ser dig,
gamle Ven,
kom du sent,


for syv du hugger.

Bjarke kvad:

Last mig ej,


for jeg vente dig lod,
tit man tvungen
tøver, Hjalte.
Nys en Svenskers
Sværd mig bed,
kløved som et
Klæde Brynjen.



Se, jeg gad nu
Sejerfader
Odin, ham
med det ene Øje.
Ser du ham, Rude,
sig mig det flux,
vis mig ham,


som Valen ejer.

Rude kvad:

Med Hammerens Tegn


du tegne dig, Bjarke,
se saa under
Armen, jeg bøjer.
Odin da ser du,
Sejerfader,
vis og vældig,


Valens Ejer.

Bjarke kvad:

Frigg, om din Husbond


se jeg faar,
jeg sværger, hans Skjold
skal ej ham skjærme;
ej skal hans høje
Hest ham hjælpe,
levende rider han
ej fra Lejre.



Valens Ejer
paa Valen jeg fælder,
thi Rolv er falden
og faldne hans Mænd.
Ej dog jeg kalder
det onde Kaar
at falde i Kamp
ved sin Konges Side.



Mens Liv os undes,
ét vi attraa,
at dø i Daad,
som Døgnet ej døder.
Ved Kongens Hoved
jeg lægger mig hen,
lig du, Hjalte,
som Lig ved hans Fødder.



Da skal de se,
naar de syne Valen,
at Livet vi gav
for Guld, vi fik.
Lad Ravn og Ørn
kun æde vort Lig,
vor Drot, som sig sømmer,


i Døden vi fulgte.

Disse Taler har jeg særlig af den Grund gjengivet paa Vers, at et dansk Kvad af samme Indhold endnu lever i Mindet hos mange, der er fortrolige med Oldtidens Tildragelser.

Svenskerne sejrede, og hele Rolvs Krigerskare faldt, den eneste Ungersvend, der overlevede Kampen, var Vøgg. Saa højt skattede nemlig Kong Rolvs Mænd hans herlige Egenskaber, at de, da han var falden, alle attraaede at dø og holdt det for større Gammen at følge ham i Døden end al leve.

I sin Glæde lod Hjartvar strax efter Kampen anrette et Gjæstebud for ved et Gilde at fejre sin Sejr. Da han var bleven mæt og drukken, sagde han, at det undrede ham, at der, saa mange Krigsfolk Rolv havde, ikke var én af dem, der havde bjærget sig ved at fly eller lade sig tage til Fange; det var grant at se, sagde han, med hvor stor Troskab de havde elsket deres Konge, siden de ikke vilde overleve ham; ilde var det, at der ikke var en eneste af dem tilbage, der kunde træde i hans Tjeneste. Folk som dem, sagde han, vilde han saa inderlig gjærne have. Da Vøgg saa blev ført frem for ham, blev han saa glad, som om han havde faaet en kostbar Gave, og spurgte, om han vilde tage Sold hos ham. Da han svarede Ja, rakte Hjartvar ham sit dragne Sværd, men Vøgg vilde ikke tage ved Odden, han vilde have Fæstet, saaledes plejede Rolv at byde sine Kæmper Sværdet, sagde han. Det var nemlig i gamle Dage Skik, at den, der vilde give sig i Kongens Tjeneste, lagde Haanden paa Sværdets Hjalte og svor ham Troskab. Da han saaledes havde faaet Fæstet fat, jog han Odden igjennem Hjartvar og fuldbyrdede saaledes den Hævn, han havde lovet Rolv, og saa stolt og glad var han over den Bedrift, at han ivrig opfordrede Hjartvars Krigere til at støde til, da de styrtede ind paa ham, idet han sagde, at hans Glæde over, at han havde dræbt Voldsmanden, var større end hans Harme over, at han selv skulde lade Livet. Saalunde blev Gjæstebudet forvandlet til Ligfærd og Sejrsjublen til Graad og Klage over den døde. Altid bør denne Mand mindes med berømmeligt Eftermæle, han, som kjækt holdt sit Løfte og frivillig gik i Døden efter ved sin Daad at have bestænket Gildebordet med Voldsmandens Blod. Hans Sjæls fyrige Mod gøs ikke tilbage for Drabsmændenes Hænder, da han saa' det Sted, hvor Rolv plejede at sidde, rødnet af hans Morders Blod. Saalunde vandt og mistede Hjartvar Riget paa en og samme Dag, thi Fals slaar sin egen Herre paa Hals, og længe faar man ikke Gavn af, hvad man har erhvervet ved Synd og Svig, og saalunde gik det til, at Svenskerne, kort efter at de var bleven Herrer i Danmark, ikke kunde bjærge Livet, thi Sjællænderne kom over dem og fældede dem som et skyldigt Sonoffer for den hedenfarne Konge. Saaledes straffer Skæbnen som oftest dem, der Jarer frem med Svig og Falskhed.