Vis kilden til Sagaen om Egil den Enhåndede og Asmund Bersærksbane

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Egils saga einhenda ok Ásmundar berserkjabana]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sagaen om Egil den Enhåndede og Asmund Bersærksbane]] !!  !! 
|-
|}


<center>[[Udvalgte fornaldersagaer]]


<big><big>'''Sagaen om Egil den Enhåndede og Asmund Bersærksbane'''</big></big> <ref>''Egils saga einhenda ok Ásmundar berserkjabana'' findes overleveret i håndskriftet [https://handrit.is/da/manuscript/view/is/AM04-0343 AM 343 a 4to] fra 1450-1475. Sagaen menes oprindeligt at være skrevet omkr. år 1325. Kapitelindelingen i nærværende oversættelse følger ikke forlægget ganske nøje, og kapiteloverskrifterne skyldes alene oversætteren.</ref>

''Egils saga einhenda ok Ásmundar berserkjabana''


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

&#169; 2021</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson:'' [[Fornaldarsögur Norðurlanda]]'', Reykjavík, 1943-44''</center>
----


'''1. Kong Hærtryggve og hans døtre'''

[[Fil:Mand_med_sværd_og_skjold.jpg|300px|right|border]]Der var en konge, der hed Hærtryggve.<ref>Forlægget kalder her kongen ''Hertryggur'', men siden ''Tryggvi''.</ref> Han herskede i Rusland østpå. Det er et stort land, hvor der bor mange mennesker, og det ligger mellem Hunaland og Gardarige. Han var gift. Han havde to døtre. De hed begge Hild. De var kønne og havde begge et godt sindelag, og de havde fået en sømmelig opdragelse. Kongen elskede sine døtre højt.

Det skete engang, at kongen tog på jagt, mens den ældste Hild gik ind i en nøddeskov sammen med sine kvindfolk. Hun blev kaldt Brynhild, og dette skyldtes, at hun plejede at dyrke ridderlige idrætter. Da de nu gør klar til at forlade skoven, kommer et stort dyr af den slags, der kaldes en hjase, henimod dem. Den var meget stor og fæl. Det er det dyr, som kan leve længst af alle, og i gamle dage sagde man, at en, der var blevet gammel, var ‘ældet som en hjase’. Den er skabt som en væsel, men har så store ører, at de når ned til jorden. Da de så dyret, sprang de til alle sider, men dyret snappede kongedatteren og løb ind i skoven, mens kvindfolkene gik hjem og fortalte, hvad der var sket. Kongen blev meget bekymret og lod sine folk lede efter hende, men hun var sporløst forsvundet. Der kommer ingen, som kan fortælle ham noget om hende. Der falder nu ro over denne sag som over andre, og julen nærmer sig.


'''2. Kongens julegilde'''

I julen holdt kongen et storslået gilde. Den yngste Hild blev oplært i håndarbejde og sad i sit hus, og hun blev kaldt Bænkhild. Hun var godt begavet. På den første juledag sender kongen bud efter sin datter, og hun gør sig nu klar sammen med sine kammerjomfruer og går ud på gaden. Og de blev fulgt af hæderlige hofmænd. Da de var kommet hen til en urtegård, hørte de en vældig støj og så en skrækkelig grif komme flyvende. Det forekom dem, at dens vinger bredte sig hen over hele borgen, og der blev bælgmørkt. Men denne grif tog kongedatteren og fløj bort med hende, og den slog to af hendes tjenestefolk ihjel, og de blev alle frygteligt skræmte.

I hallen får man at vide, hvad der er sket, og kongen blev meget nedslået. Han sagde: »Det vil tage langt tid, før vi kommer os over det tab, vi har lidt. Jeg kan ikke forstå, hvilke uhyrer der gør dette. Jeg lover derfor, at hvis der er nogen, som vil påtage sig at lede efter mine døtre, så skal vedkommende, der finder dem, få dem sammen med en tredjedel af mit rige. Og hvis de er døde, når han finder dem, skal han få det bedste jarledømme i mit rige og en kone efter eget valg.« Mange mente, at det var en stor pris at betale, men at der også stod meget på spil. Nu går julen, hvorefter alle tager hjem til sig selv, og mange synes, at det er store hændelser, der er sket.


'''3. Asmund Bersærksbane får vinterophold hos kongen'''

Nu går vinteren og den efterfølgende sommer, men mod slutningen af efteråret skete det, at der kom et skib, som ikke var stort, men ganske dækket af guld over vandlinjen. Der var tredive mand ombord foruden tjenestefolkene. Kongen var til stede på havnen. De trådte frem for kongen og hilste ham. Han tog vel imod deres hilsen og spurgte, hvem de var. Deres leder sagde, at han hed Asmund og blev kaldt Bersærksbane. »Hvor gammel er du?« sagde kongen. »16 år,« svarede Asmund. »Jeg har aldrig set nogen mere ypperlig i den alder,« siger kongen, »— men hvor kommer du fra?« »Fra hærtogt,« sagde Asmund, »— men nu nærmer vinteren sig, og vi kunne tænke os at have fredland her vinteren over. Vi mangler ikke midler til at betale med for vores folk.« Kongen siger, at de kan få ophold. Asmund lader sit bytte bære fra borde, og de fik et passende hus, hvor de kunne opbevare deres gods. Asmund drak dog for det meste i kongens hal. Asmund os hans folk befandt sig godt dér på stedet.

Da Asmund havde været der i en måned, skete det en dag, mens kongen sad ved drikken, at en flok på 18 mand kom ind i hallen, og de var alle hårdt sårede. Deres leder hed Ragnvald, og han var kongens landeværnsmand. Han hilste kongen. Kongen tog vel imod hans hilsen og spurgte, hvem der havde været så hård ved ham. »Der er kommet en mand til landet,« sagde Ragnvald, »— og han hedder Egil. Han er ond at have med at gøre. Han plyndrede i dit land, og jeg fór imod ham, og jeg havde fem velbemandede skibe, mens Egil kun havde ét skib og 30 mand. Jeg troede, at jeg havde helt styr på ham, men vi skiltes på den måde, at jeg måtte flygte, og bortset fra dem her blev alle mine folk dræbt. Denne Egil har kun én hånd, og man kalder ham Egil den Enhåndede, og han vinder de største sejre med den hånd, han mangler, for armen er forsynet med et sværd, som er dværgesmedet, og det sidder fast oven for håndleddet, og ingen mand kan modstå hans hug.« Ragnvald gik derpå hen på sin plads og faldt død om. Kongen sagde: »Jeg kan ikke bære det, hvis du ikke bliver hævnet!« Asmund svarer: »Jeg kan vel bedst betale dig for det gode ophold her ved at mødes med denne Egil.« »Det ser jeg gerne,« sagde kongen, »— og tag så mange mænd med, som du ønsker.« »Jeg plejer ikke at stille i overtal til kamp,« sagde Asmund, »— men hvis Egil har den største styrke, så kan landets folk yde os støtte.«


'''4. Tvekampen mellem Asmund og Egil'''

Asmund drog nu ud imod Egil, og han bad sine folk ro bevæbnede imod dem. Egil var ikke uforberedt og spurgte, hvem der roede så dueligt imod dem. Asmund gav sig til kende, »— og jeg har et ærinde hos dig.« »Fortæl, hvad det går ud på,« sagde Egil. »Jeg vil foreslå et våbenskifte med dig,« sagde Asmund, »— og jeg giver sværd for økser.« »Det vil vi da ikke afvise,« sagde Egil, »— men har I mange værdier ombord?« Asmund sagde, at det havde de ikke, »— men vi havde tænkt os at få nogle hos jer, eller hvordan ønsker I at bøde kongen for jeres plyndring?« »Vi plejer nu ikke at lægge penge,« sagde Egil, »— når gutterne tager sig et slagtefår.« »Det må vi så efterprøve,« sagde Asmund, »— for kongen har sendt mig ud efter dit hoved.« »Så ønsker han dig vist død,« sagde Egil, »— men lad os hellere blive fostbrødre og dræbe kongen og gifte os med hans døtre.« »De er ikke tilgængelige,« sagde Asmund, »— for de er blevet stjålet fra ham.« »Det ville være en skam, hvis vores mænd dræber hinanden,« sagde Egil, »— så var det bedre, at vi to kæmpede.« Asmund sagde, at det var han ganske rede til. Så går de i land og prøver kræfter, og det stod nærmest uafgjort mellem dem, og om aftenen sætter de sig og drikker sammen, og så sover de hele natten.

Den følgende morgen fattede Asmund og Egil deres våben og kæmpede hårdt mod hinanden, og de ødelagde tre af hinandens skjolde. Da stod solen i stik syd. Egil sagde da: »Vil du fortsætte denne leg?« »Vi har ikke kæmpet for alvor endnu,« sagde Asmund, »— og kongen vil ikke mene, at jeg har røgtet hans ærinde, hvis vi stopper her.« »Det er dig, der bestemmer,« sagde Egil. »Hvor gammel er du?« spurgte Asmund. »18 år,« sagde Egil. »Fat dit våben, hvis du ønsker at blive ældre end det!« sagde Asmund. De kæmper nu mod hinanden for anden gang, og de hugger sådan, at det ligner den visse død for dem. Og da solen var kommet om i sydvest, sagde Egil: »Nu synes jeg, det er bedst, at vi stopper denne leg.« »Det er frygt, der får dig til at sige det,« sagde Asmund. Han havde da fået ét sår. »Så forsvar dig nu!« sagde Egil. De stødte da sammen for tredje gang. Asmund kunne da ikke stille andet op end at forsvare sig, og han havde nu fået tre sår. Han indser nu, at dette ikke kan gå, så han smider sværdet og kaster sig over Egil. Denne får nu vanskeligt ved at bruge sin hånd, og de skubber hinanden først den ene vej og så den anden, og det ender med, at Egil falder. De havde da rykket hjelmene af hinanden. »Jeg bryder mig ikke meget om at skulle bide halsen over på dig,« sagde Asmund, »— men der er langt hen til mit sværd.« »Det er den bedste mulighed, du har nu,« sagde Egil. »Jeg vil dog gøre et forsøg,« sagde Asmund. Han sprang da hen efter sit sværd og løb tilbage til Egil, men denne lå så roligt, som var han ved at få skåret sit hår. Asmund sagde: »Ingen er som dig — Egil! — men rejs dig nu op, og så vil jeg tage imod det tilbud, du gav mig tidligere, og blive din fostbroder.« »Det betyder meget for mig,« sagde Egil, »— og jeg står i gæld til dig, fordi du skåner mit liv.« »Jeg vil ikke dræbe dig,« sagde Asmund, »— men jeg ønsker, at du tager med mig hen til kongen.« Så kom deres folk hen til dem og bad dem bilægge striden. De giver nu hinanden hånden og sværger hinanden fostbroderskab efter gammel skik.


'''5. Asmund og Egil drager ud for at finde kongedøtrene'''

De gør sig nu klar til færden og kommer til kong Tryggve. Asmund hilste kongen, og denne tog vel imod ham og spurgte, om han havde truffet Egil den Enhåndede. Asmund siger, at han havde truffet ham, »— og jeg har aldrig set så rask en mand, og nu vil han og jeg udfylde Ragnvalds plads og værne dit land.« »Hvis du vil sværge på, at I træder i Ragnvalds sted,« sagde kongen, »— så skal vi være forligte.« Asmund sagde, at det ville han. Så blev Egil tilkaldt, og han og Asmund blev da kongens landeværnsmænd og opholdt sig dér om vinteren.

I julen holdt kongen gæstebud for sine venner, og på første juledag spurgte kongen, om der var nogen, der kunne fortælle ham, hvad der var hændt hans døtre, men det var der ingen, der vidste. Kongen gentog da de samme vilkår, som han tidligere havde fremsat. Egil sagde: »Her var der noget at komme efter for raske mænd.« Efter jul tog alle hjem til sig selv.

Efter midvinter satte Egil og Asmund deres skib i søen og udvalgte en besætning på 24 mand, og de satte ham, der hed Vigloge, til at være leder for de tilbageværende, og de sagde, at de ville søge efter kongedøtrene og ikke vende tilbage, før de havde fundet dem, hvad enten de var levende eller døde. De stod nu til havs, men de havde ingen anelse om, hvor de skulle sejle hen. De gennemsøgte øer og udskær og fjeldbebyggelser og fór omkring på den måde hele sommeren, og da det blev vinter, var de kommet nordpå til Jætteverdenen, og dér lå de ved en skov, hvor de slog sig ned og trak skibet på land. De sagde til deres folk, at dér skulle de tilbringe vinteren. »Egil og jeg,« sagde Asmund, »— vil gennemsøge dette land, og hvis vi ikke er kommet tilbage til sommer, så kan I sejle, hvorhen I vil.«

De går nu ind i skoven, og de skyder dyr og fugle for at få mad. De var i skoven i flere måneder, og tidvis fik de ikke noget at spise. En dag kom de til en dal, hvor der var en å og flade sandbanker, men ovenfor var der skov og fjeld. Dér fik de øje på en stor flok geder og nogle fede bukke. De drev dyrene sammen og fik tag i en fed buk, som de sagde, at de ville slagte, men så hørte de i det samme en kalden ovenfra. Så stak alle gederne af, og bukken slap fra dem. De så et levende væsen oppe på fjeldknolden, og vedkommende var mere bred end høj. Stemmen var skinger som en bjælde, da væsenet spurgte, hvem der var så dristig at ville stjæle dronningens buk. Asmund sagde: »Hvem er du — din smukke, smækre tøs? Og hvor hersker din dronning?« »Jeg hedder Skindtud,« sagde hun, »— og min mor hedder Arnetud. Hun er dronning her i Jætteverdenen og bor ikke langt herfra. Det var bedre, at I opsøgte hende i stedet for at stjæle.« »Det kan du have ret i,« sagde Asmund og tog en guldfingerring, som han rakte Skindtud. »Den tør jeg ikke tage imod,« sagde hun, »— for jeg véd, at min mor vil påstå, at den har jeg fået i sengetold.« »Jeg plejer ikke at tage det tilbage, som jeg har givet væk,« sagde Asmund, »— og vi vil gerne have, at du hjælper os med at finde et sted at overnatte.« Hun gik derpå hjem og mødte sin mor. Kællingen spurgte, hvorfor hun kom så sent. Hun sagde, at hun havde mødt to mænd, som havde brug for hjælp, »— og den ene gav mig en guldring og bad mig finde et sted, de kunne overnatte.« »Hvorfor tog du imod den guldring?« sagde kællingen. »Jeg tænkte, at du skulle have den som betaling,« sagde Skindtud. »Hvorfor bad du dem ikke om at komme herhen?« sagde kællingen. »Jeg vidste ikke, om du ville have det,« sagde hun. »Byd dem herhen!« sagde kællingen. Skindtud løb straks tilbage til dem og sagde: »Min mor beder jer komme hen til hende. I bliver nok ribbet for nyheder. Hun har forstand på lidt af hvert.«

Nu træffer de kællingen. Hun spurgte, hvad de hed, og de svarede i overensstemmelse med sandheden. Kællingen stirrede på Egil. De sagde, at de ikke havde spist i syv dage. Kællingen var i færd med at skille fløden fra mælken. Hun havde 50 geder, der gav mælk, som var de køer. Hun havde en stor gryde, som al mælken kom i. Hun havde en stor hvedemark, og derfra fik hun så meget mel, at hun hver dag kogte grød i gryden, og det var det, de levede af. »Du — Skindtud!« sagde hun, »— find noget kvas og få godt blus på bålet. Forplejningen er ikke overvældende, men de får dog grød at æde.« Skindtud skyndte sig. Kællingen bad dem klemme på med det, der ellers var, og der blev stillet både dyrekød og fuglesteg frem. Kællingen sagde: »Nu skal vi ikke sidde i tavshed, selv om forplejningen ikke er så god, som den burde være. Det varer længe, før grøden er klar, så fortæl du — Asmund! — hvordan dit liv er forløbet, og så kan Egil fortsætte, og så skal jeg bidrage til underholdningen ved bordet med det, som er overgået mig. Jeg er nysgerrig og vil gerne vide, hvilke slægter I kommer fra, og hvorfor I er ude på denne færd.«



'''6. Asmund møder Aran'''

Asmund begyndte da: »Der var en konge, der hed Ottar. Han herskede over Helgeland. Hans dronning hed Sigrid og var datter af jarl Ottar af Jylland i Danmark. De havde en søn. Han hed Asmund. Han var stor af vækst. Han var dygtig til alle idrætter, og da han var 12 år gammel, fandt man, at han overgik alle andre dér. Han havde mange legekammerater.

Engang var de redet ud i skoven, og da så Asmund en hare. Han slap sine hunde løs for at fange den. Haren stak i løb, og hundene kunne ikke indhente den. Asmund gav ikke op, før hans hest styrtede af træthed. Derefter løb han efter dyret med hundene. Det endte med, at haren sprang ud over en klippeafsats ved havet. Asmund ville da vende tilbage til hesten, men han kunne ikke finde den. Det var da blevet aften. Asmund sov hele natten, men om morgenen lå tågen så tæt, at han ikke vidste, hvor han var.

I tre dage flakkede han omkring i skoven. Han så da en stor og smuk mand klædt i en skarlagenskjortel komme hen imod sig; hans hår var gult som silke. Asmund mente ikke at have set en smukkere mand. De hilser nu på hinanden. Asmund spurgte manden, hvad han hed. Han sagde, at han hed Aran og var søn af kong Rodian af Tartarien, »— og jeg har været på hærtogt.« »Hvor gammel er du?« spurgte Asmund. »12 år,« sagde Aran. »Så er du ulig de fleste dér,« sagde Asmund. »Hjemme var der ingen som mig,« sagde Aran, »— og derfor svor jeg højtideligt, at jeg ikke ville komme tilbage, før jeg havde mødt en med samme alder og med de samme evner. Nu har jeg hørt om en mand, der hedder Asmund og er søn af Helgelandskongen, men kan du fortælle mig noget om ham? Jeg har fået at vide, at han befinder sig heromkring.« »Jeg kender den mand rigtig godt,« sagde Asmund, »— og du taler med ham nu.« »Så gik mit ønske i opfyldelse,« sagde Aran, »— og nu skal vi prøve hinandens duelighed.« Asmund sagde, at det var han klar til.

De prøvede da hinanden i alle de idrætter, som dengang var gængse blandt unge mænd, og de var så jævnbyrdige, at man ikke kunne se nogen forskel på deres evner. Til sidst tog de brydegreb på hinanden, og de drev hinanden voldsomt omkring, men man kunne ikke afgøre, hvem der var den stærkeste af dem, og det endte med, at de begge var meget trætte. Da sagde Aran til Asmund: »Vi bør ikke prøve hinandens våbenfærdigheder, for så kommer vi begge til skade. Jeg ønsker, at vi sværger hinanden fostbroderskab, så den ene skal hævne den anden, og alt af værdi skal vi være fælles om — både det vi har, og det vi får.« De aflagde også ed på, at den af dem, der levede længst, skulle lade en gravhøj opføre over den anden, og deri skulle han lægge så mange kostbarheder, som de anså for passende. Siden skulle den, der levede længst, sidde i højen hos den døde i tre nætter, men derefter forlade den, hvis han ville. Så skar de sig og lod deres blod løbe sammen. Dengang blev dette regnet som edsaflæggelse. Aran bad ham nu gå med sig ned til skibene og se hans pragtfulde følge. Og da Asmund dengang opholdt sig hos sin morfar jarl Ottar i Jylland, lod han Aran bestemme.


'''7. Asmund og Aran kæmper mod vikingerne'''

De går nu ned til Arans skibe, og han havde ti langskibe med gode mænd ombord. Aran gav Asmund halvdelen af både mandskabet og skibene. Asmund spurgte, om de kunne sejle til Helgeland, så kan kunne få sit skib og mandskab med derfra. Aran sagde, at han først ville sejle til ''sit'' land og først derefter til Helgeland, så folkene dér kunne se, at de ikke var tiggerfolk. Asmund bad ham bestemme. Derpå stod de til havs og fik gunstig vind. Asmund spurgte, om kong Rodian ikke havde andre børn. Aran sagde, at han sammen med Hunelandskongens datter havde en søn, der hed Herrød, »— og han er en både rask og vellidt mand, og han har udsigt til at skulle herske i Huneland. Min far har to brødre. Den ene hedder Rørek og den anden Siggeir. De er bersærker og onde at have med at gøre, og de er ikke vellidte i befolkningen. Kongen har stor tillid til dem, for de gør, som han ønsker. De tager ud på hærtogter og skaffer kongen kostbarheder.«

Der fortælles ikke noget om deres færd, førend de kommer til kong Rodians havn. Dér så de, at der lå tolv hærskibe og to drageskibe, der var så flotte, at de aldrig havde set magen til. Det var to brødre, som var kommet dertil fra valakkernes land. Den ene hed Tyre-Bjørn og den anden Visinn. De var sønner af jarl Gorm. De havde dræbt kong Rodian og hærget vidt omkring i landet og forvoldt stor skade. Men da fostbrødrene blev klar over dette, lod de blæse i luren, og så snart indbyggerne fandt ud af, at Aran var kommet, flokkedes de omkring ham i stort tal. Vikingerne samlede sig på skibene, og der begyndte en hård og blodig kamp, hvor man længe ikke kunne se, hvem der ville sejre. Aran sprang over på Tyre-Bjørns skib og ryddede med hård hånd omkring sig, og alle veg tilbage for ham. Tyre-Bjørn gik frem imod ham. Aran gav ham et hug i hans ubeskyttede hovedskal. Sværdet bed ikke, men støvet sprang af skallen, og sværdet knækkede ved hjaltet. Tyre-Bjørn huggede i Arans skjold og kløvede det på langs, og Aran fik et stort sår i brystet. Der lå et anker uden stok i bunden af skibet, og Aran greb det og drev det i hovedet på Tyre-Bjørn, så ankerkloen sank i. Aran kastede ham over bord, og han gik til bunds. Visinn sprang over på Asmunds skib og kastede to spyd efter ham på én gang. Asmund holdt skjoldet for det ene, men spydet fløj igennem skjoldet og traf Asmund i armen under albuen, så det sad fast i knoglen. Asmund greb det andet spyd i luften og kastede det tilbage mod Visinn, og det ramte ham i munden, så det trængte ud gennem nakken til midt på skaftet. Spyddet borede sig ind i masten til langt op på bladet, og dér hang den døde Visinn. Efter dette overgav vikingerne sig, men Aran lod dem alle hugge ned og kaste over bord. De gik derefter ind i borgen, og indbyggerne tog med glæde imod Aran. Deres sår blev forbundet, og siden blev Aran kåret til konge. Han bekendtgjorde da sin aftale med Asmund og gav ham halvdelen af hele sin formue.

Men inden de havde været hjemme i en måned, døde Aran pludselig en dag, hvor han befandt sig i sin hal. Man tog sig af liget efter den stedlige skik. Asmund lod en gravhøj opføre til ham og gav ham hans hest med sadel og bidsel, mærke og fuldt kampudstyr med i graven foruden en høg og en hund. Aran sad fuldt udrustet på en stol. Asmund lod sin egen stol bære ind i højen og satte sig på den. Højen blev derefter lukket til. Den første nat rejste Aran sig fra stolen og dræbte høgen og hunden og åd begge to. Den anden nat rejste Aran sig og dræbte hesten og rev den i stykker og gnavede voldsomt i den og åd den, mens blodet dryppede fra hans kæft. Han indbød Asmund til at deltage i måltidet, men Asmund forholdt sig tavs. Den tredje nat blev Asmund søvnig, og han bemærkede ikke noget, før Aran greb ham i ørerne og flåede dem begge af ham. Asmund trak da sit sakssværd og huggede hovedet af Aran. Han tog derefter ild og brændte Aran til aske og gik hen til rebet. Så blev han halet op, og højen blev lukket, men Asmund havde de værdier, som var blevet lagt i højen, med sig ud.


'''8. Asmund dræber bersærkerne'''

Kort efter holdt Asmund ting med landets mænd og spurgte, hvordan de forholdt sig til den aftale, som han og Aran havde indgået. Der herskede ikke enighed om dette, men de mænd, som Aran havde tildelt Asmund, ville støtte ham. I det samme så de nogle skibe ude på havet, og de nærmede sig land, og det var de to brødre, bersærkerne Rørek og Siggeir, som var på vej, og det var der ingen, der syntes om. Asmund tilbød folkene sin støtte, men der var ingen, der ville gøre oprør mod brødrene. Asmund og hans folk gik til deres skibe. Da bersærkerne fandt ud af, hvad der var sket, gjorde de krav på hele landet. Asmund fortalte dem om aftalen med Aran og gjorde krav på halvdelen af landet. Bersærkerne bad ham skaffe sig af vejen, såfremt han ønskede at beholde livet. Asmund tilbød enhver, som ville, at afgøre retten til landet ved tvekamp, men de brølede ad ham til svar og bød deres folk at gribe til våben, og så kom det til kamp mellem dem. Asmund havde den mindste styrke, og landets indbyggere vovede ikke at hjælpe ham. Alle Asmunds mænd faldt, og han blev selv pågrebet. Det var da blevet aften. Brødrene blev enige om, at de den følgende morgen ville halshugge ham på Arans gravhøj og skænke ham til Odin som tak for sejren. Han blev da bundet til vindebommen, mens alle folk gik i land for at overnatte i deres lejr og forbinde deres sår. De to brødre lå i et telt ikke langt fra lejren, og de havde få mænd hos sig.

Nu kan det fortælles om Asmund, at han sad op ad vindebommen. Han fik øje på en jernslå, der stak frem fra vindebommen. Den havde fået et ordentligt hug, så der var kommet en skarp kant på den. Asmund strøg rebet mod kanten og skar det over, for jernslåen var skarp. Så var Asmund kommet fri, og han brød nu lænkerne af sine fødder. Der var pålandsvind. Asmund huggede fortøjningen over, og skibet drev ind imod skoven, og i det samme sprang Asmund i land. Nu faldt det ham ind, at han ville drille bersærkerne lidt, inden han løb ind i skoven. Han går nu hen til det telt, hvor de sover, og vælter teltet ned over dem. De sprang op derinde, men de kunne ikke komme ud, fordi de blev viklet ind i teltdugen. Asmund huggede Rørek i hovedet og kløvede det ned til kindtænderne. Siggeir kom ud og ville flygte ind i skoven. Asmund løb efter ham. Siggeir snublede, og Asmund huggede efter hans ryg, hvor den var smallest, og delte ham i to. Derpå fortsatte Asmund ind i skoven. Han havde da dræbt ti mand, herunder bersærkerne. Man ledte efter ham, men fandt ham ikke, og inden dagen var til ende, kom kongens søn Herrød sejlende med 20 skibe, og alle modtog ham med glæde. Han havde erfaret alt, hvad der var sket, og siden holdt han ting med landets indbyggere og lyste sin adkomst til landet og bad dem bekræfte det. Ingen sagde ham imod, og han blev da taget til konge over hele landet, mens de mænd, der havde været i bersærkernes følge, blev jaget bort, og Herrød beslaglagde deres gods.

Asmund opsøgte da Herrød. Han hilste kongen. Herrød spurgte, hvem han var. Han svarede i overensstemmelse med sandheden. Herrød spurgte, om det var ham, der havde dræbt bersærkerne. Han sagde, at det havde han. »Hvorfor har du så opsøgt mig?« sagde han. »Jeg så ingen bedre udvej for mig,« sagde Asmund, »— og jeg synes, at jeg derved har kastet flæsk i din kål. Jeg opsøgte dig, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne skjule mig for dig, og nu vil jeg vide, hvad der skal ske mig. Jeg vil forsvare mig, så længe jeg kan, hvis det gælder mit liv, men hvis jeg bliver tilbudt bedre vilkår, vil jeg tage imod dem.« »Jeg har hørt om din aftale med Aran,« sagde Herrød, »— og jeg tror, du vil være en passende stedfortræder for min bror, for jeg mener, at vi slap af med nogle værre udyr, da bersærkerne blev dræbt.« Siden opholdt Asmund sig hos Herrød, og de kom godt ud af det med hinanden. Snart derefter bad Asmund Herrød om at give sig skibe, for han ville på hærtogt. Herrød bad ham vælge så mange skibe og så mange mænd, som han ønskede. Herrød sagde, at han kunne få ophold dér så ofte, som han selv ønskede. Asmund udvalgte 30 mand i hans hær og ét skib. De skiltes i venskab og lovede, at de skulle mødes som brødre, uanset hvor de traf hinanden. De kaldte ham siden Asmund Bersærksbane, og dermed slutter min fortælling — og denne Asmund, det er mig.«

»Det er en vældig beretning, synes jeg,« sagde kællingen, »— men sig mig — min pige! — hvordan går det med grøden?« »Den er kommet i kog nu,« sagde Skindtud. »Så varer det længe endnu, før den er klar,« sagde dronningen, »— men hvad har du så at fortælle — Egil?«


'''9. Egil tages til fange af en jætte'''

Egil sagde: »Min fortælling begynder med en konge, der hed Ring. Han herskede over Smålandene. Hans kone hed Ingebjørg. Hun var datter af jarl Bjarkmar fra Gøtaland. De havde to børn. Deres søn hed Egil, og datteren hed Æsa. Egil voksede op ved sin fars hird, indtil han var 12 år gammel. Han var dygtig, men vild, stridbar og umedgørlig. Han var med i en drengeflok, og de holdt til ude i skoven for at skyde dyr og fugle. Der var en stor sø i skoven, og i søen var der mange øer. Egil og de andre svømmede ofte dér, for de opøvede sig i en række idrætter.

Engang talte Egil med de andre om, hvem der kunne svømme længst ud i søen, for der var så langt ud til den ø, der lå fjernest fra land, at man ikke kunne se den, medmindre man klatrede op i et højt træ. Så svømmede de ud i søen, og de var 30 i alt. Når man ikke turde svømme længere, skulle man blive på stedet. Egil var den hurtigste til svømning, og ingen kunne følge med ham. Men da de var kommet langt fra land, lagde tågen sig så tæt, at de ikke kunne se hinanden, og der blæste en kold vind. De fór nu vild på vandet, og Egil vidste ikke, hvor de andre drenge var blevet af. Han svømmede frem og tilbage i to døgn. Så fandt han land, men han var så udmattet, at han måtte kravle op på land, og han plukkede mos og lå med det over sig om natten, og om morgenen var han ikke længere helt så kold. En vældig kæmpe trådte da ud af skoven. Han tog Egil under sin arm og sagde: »Det er godt — Egil! — at vi har truffet hinanden her. Nu har du to vilkår at vælge imellem: Det ene er, at jeg dræber dig, og det andet er, at du passer mine geder, lige så længe jeg lever, og at du sværger mig, at du vil gøre det.« Der var kun ondt at vælge imellem, men Egil behøvede ikke tænke længe over det.

Efter mange dagsrejer kom de frem til den klippehule, hvor jætten holdt til. Jætten ejede hundrede bukke og mange andre geder. Han slagtede kun så mange af dem, at der aldrig var færre end dette. Egil vogtede da dyrene, men gederne var ikke til at styre. Sådan gik der lang tid, men da Egil havde været der i 12 måneder, stak han af. Da jætten opdagede det, fór han efter ham, og han var så kyndig, at han kunne følge et spor, uanset om det var i vand eller på sne. Jætten fandt ham i en hule. Han havde da været væk i fire dage. Jætten sagde, at Egil ikke havde overholdt sine forpligtelser. »Så nu,« sagde han, »— bliver det værre for dig.« Han hentede derpå to sten, som hver vejede 40 skålpund. De var forsynet med jernbeslag, og dem låste han fast om Egils ben og sagde, at dem skulle han slæbe. Dette slid udførte Egil i 7 år, og jætten passede sådan på, at Egil aldrig fik lejlighed til at dræbe ham.


'''10. Egil blinder jætten og flygter'''

Engang var Egil ude for at lede efter sine geder. Han så da en kat i skoven. Egil fik fanget katten og tog den med sig. Han kom nu hjem sent om aftenen. Ilden var da næsten brændt til aske. Jætten spurgte, hvorfor han var kommet så sent hjem, og Egil svarede, at det ikke var let for ham at gå, og at gederne løb vidt omkring. »Det undrer mig,« sagde jætten, »— hvordan du i mørke kan finde det, som du leder efter.« »Det skyldes mine guldøjne,« sagde Egil. »Har du andre øjne end dem, jeg har set?« spurgte jætten. »Det har jeg rigtignok,« sagde Egil. »Vis mig disse kostbarheder!« sagde jætten. »Så må du ikke stjæle dem fra mig,« sagde Egil. »Jeg har nok ingen gavn af dem,« sagde jætten. »De gavner ingen,« sagde Egil, »— medmindre de bliver sat i af mig.« Egil trak derpå op i overtrøjen, og jætten så da kattens øjne hen over ilden, og de skinnede som stjerner. »Dette er smukke skatte,« sagde jætten, »— men vil du give mig øjnene?« »Så vil jeg være ringere stillet bagefter,« siger Egil, »— men hvis du løslader mig og befrier mig for lænkerne, så skal du få øjnene.« »Kan du gøre sådan med dem,« sagde jætten, »— at jeg får gavn af dem?« »Jeg skal prøve,« sagde Egil, »— men du vil nok blive lidt øm i senerne ved indgrebet, for øjenlågene skal sprættes helt op for at gøre plads dér, hvor de skal sidde. Du skal altid tage dem ud, når det bliver lyst, og aldrig sætte dem i, før det er mørkt. Men jeg kommer til at binde dig her ved søjlen.« »Så dræber du mig,« sagde jætten, »— og det vil være en niddingsdåd.« »Det gør jeg ikke,« sagde Egil. Dette aftaler de. Jætten tager nu jernbeslagene af ham. »Det var godt gjort af dig,« sagde Egil, »— og jeg vil tilmed love dig, at jeg vil tjene dig, så længe du lever.« Egil binder derefter jætten, og han tog et spiger med to spidser og jog det i begge øjne på jætten, så de faldt ud på kindbenene. Dette voldte jætten megen smerte, og han gav sig sådan, at alle rebene sprang, og han famlede efter Egil og rev overtøjet af ham. »Nu var du uheldig,« sagde Egil, »— for guldøjnene faldt ned i ilden, og nu har ingen af os glæde af dem.« »Du har narret mig på ussel vis,« sagde jætten, »— men nu skal du sulte herinde og aldrig slippe ud!« Jætten sprang da hen til døren og lukkede den fast til. Egil synes nu, at han er ilde stedt.

Egil opholder sig nu fire nætter i hulen uden at spise, for jætten holder vagt i hulen. Egil finder nu på at dræbe den største buk, og han flår huden af den og trækker selv i den og syr den stramt omkring sig. Den fjerde morgen driver han bukkene hen til døren. Jætten stod med tommelfingeren oppe ved klippen og lillefingeren nåede da ned til dørtærsklen, og bukkene måtte således løbe forbi hans hånd, og deres gang smældede højt mod klippegulvet. Jætten sagde: »Det tyder på blæsevejr, når det klaprer under klovene på mine gedebukke.« Bukkene løber nu ud mellem hans hænder. Egil kom sidst, og man kunne ikke høre larm fra hans klove. »Du kryber så langsomt af sted — Hornskæg!« sagde jætten, »— og du er blevet noget fed over bugen.« Han greb fat i ulden med begge hænder, men Egil trak så hårdt imod, at bukkeskindet sprak, og han slap fri. »Nu drog du nytte af, at jeg er blind,« sagde jætten, »— men det er dog ilde, at vi skal skilles, uden at du får en gave, så længe som du har tjent mig, så tag nu denne guldring!« Det var en stor kostbarhed. Egil syntes, at ringen var smuk og rakte ud efter den, men da jætten mærkede, at han tog fat i ringen, trak han den til sig og huggede ud efter Egil og skar det højre øre af ham. Egil udnyttede, at jætten var blind, og huggede den højre hånd af ham og fik fat i ringen. »Nu skal jeg holde, hvad jeg lovede,« sagde Egil, »— og undlade at dræbe dig. Du må leve med din pinefulde skade, og din sidste dag skal blive den værste i dit liv.« Dermed skiltes de, og Egil skyndte sig væk.

Egil opholdt sig derpå i skoven, men da han kom ud af skoven, lå der nogle vikingeskibe i vandet foran ham. Vikingernes leder hed Borgar. Egil sluttede sig til deres flok og viste sig at være en rask mand. De var på hærtogt om sommeren. Ved Sveaskærene kæmpede de mod den bersærk, der hed Glammand. Han havde et yndlingsvåben — det var en brynjestinger — og den gjorde det af med modstanderen, så snart Glammand kendte hans navn. Straks da kampen var indledt, sprang Glammand over på Borgars skib og gennemborede ham med brynjestingeren. Egil stod lige ved siden af, men hans spydspids var knækket af skaftet. Han hævede det knækkede spydskaft og slog Glammand på siden af hovedet, så han faldt over bord, og både Glammand og brynjestingeren gik til bunds, og ingen af dem kom op igen. Nu overgav vikingerne sig. De gjorde da Egil til deres høvding, og han udvalgte 32 mand blandt dem. Egil hærgede derpå i Østersølandene, og der skete adskilligt på hans togt.


'''11. Egil mister sin hånd'''

En nat lå Egil i en havn, for der var ikke vind til at sejle. Han gik alene i land. Han kom til en lysning i skoven, og på en høj så han en stor jætte og en troldkælling. De sloges om en guldring, men hun kunne ikke stille meget op imod ham, og han gav hende en forsmædelig omgang. Hendes tøj stumpede, så man tydeligt kunne se hendes store skræv. Hun holdt fast i ringen, så godt hun evnede. Egil huggede efter jætten og traf ham på skulderen. Jætten drejede sig ved hugget, og sværdet gled ned langs overarmen og skar musklen af, og det var så stort et stykke, at en mand ikke ville være i stand til at løfte det. Jætten huggede efter Egil og traf ham på håndleddet, så hånden blev hugget af. Både hånden og sværdet faldt til jorden. Jætten skulle til at hugge for anden gang, og Egil så ingen anden udvej end at flygte. Jætten løb efter ham ind i skoven, men det endte med, at Egil slap fra ham. Egil kom nu tilbage til sine mænd, men hånden måtte han efterlade. De sejlede nu væk derfra.

Egil havde store smerter i armen. Da der var gået to dage, kom de til en havn, og dér lå de om natten. Egil slap ikke for smerterne. Han rejste sig fra sengen og gik op i skoven. Dér kom han til en bæk. Han mente, at det ville lindre hans smerter, hvis han stak armen ned i bækken og lod vandet strømme mod såret. I det samme så Egil, at der trådte et dværgebarn ud fra en sten. Barnet hentede vand i en bøtte. Med tænderne trak Egil en guldfingerring af sin hånd, og han lod den flyde ned i barnets spand, og barnet skyndte sig ind i stenen. Kort efter kom dværgen ud og spurgte, hvem det var, der havde glædet hans barn. Egil fortalte, hvem han var, og sagde, at i hans tilstand havde han ikke megen glæde af guldet. »Det gør mig ondt at høre,« sagde dværgen, »— men følg du med ind i stenen.« Det gjorde Egil. Dværgen forbandt da armstumpen, og al smerte forsvandt, og såret var helet om morgenen. Dværgen gav sig da til at smede et sværd til Egil, og ved hjaltet lavede han et rør, der var så langt, at det nåede op forbi albuen, hvor det kunne spændes fast, og Egil var således i stand til at hugge med dette sværd, som hvis armen var hel. Dværgen gav ham mange andre værdifulde ting, og de skiltes i venskab. Egil gik derefter tilbage til sine mænd. Og hermed slutter min fortælling for nu,« sagde Egil, »— og jeg er denne Egil, som jeg her har fortalt om.«

»Jeg synes, at du har været udsat for ikke så lidt,« sagde dronningen, »— men hvordan går det nu med grøden — min pige?« »Jeg tror, at den er kogt færdig,« sagde hun, »— men den er for varm til, at man kan spise den.« »Den er nok kølet af,« sagde dronningen, »— når jeg har fortalt mit eventyr, for jeg har ikke været udsat for så meget.«


'''12. Arnetud begynder sin fortælling'''

»Der var en jætte ved navn Brøler,« sagde hun, »— og han kom fra Jætteverdenen. Hans dronning hed Bule, og hans brødre hed Gaut og Hilder. Brøler var min far, og han fik 18 døtre sammen med min mor, og jeg var den yngste, og alle sagde, at jeg var den kønneste. Min far og min mor blev syge og døde begge to, og de blev lagt under tørven og givet til troldene. Vi søstre arvede alt løsøret, mens Gaut og Hilder fik landet, men de kunne ikke forliges. Min far havde ejet tre kostbarheder. Det var et horn og et brætspil og en guldring. Brødrene tog hornet og brætspillet fra os søstre, men ringen fik vi lov til at beholde, og den er værdifuld. Mine søstre ville bestemme over mig, og jeg stod alene med alle pligter, og hvis jeg talte dem imod, slog de mig. Men det ville jeg ikke finde mig i, så jeg påkaldte Tor og lovede ham en buk efter eget valg, hvis han kunne gøre os søstre lige. Tor kom til os. Han lagde sig med min ældste søster og lå hos hende hele natten, men de andre søstre blev misundelige på hende og dræbte hende om morgenen. Sådan gjorde Tor med alle mine søstre: Han lå sammen med dem alle, og de blev alle dræbt. Men hver af dem kastede den forbandelse på de andre, at hvis det lykkedes nogen at få et barn med Tor, så skulle dette barn hverken vokse eller udvikle sig. Til sidst lå Tor hos mig og gav mig denne pige, som I kan se her, og det er gået hende, som de sagde, for hun er nu en alen kortere, end da hun kom til verden. Tor gav mig hele arven efter mine søstre, og han har altid hjulpet mig siden. Jeg tog da hele formuen i min besiddelse. Så blev jeg ramt af en sådan galskab, at jeg ikke syntes, at jeg kunne leve uden en mand.

Kongen af Smålandene havde en søn, der hed Ring. Han var den eneste, jeg kunne lide af de mænd, jeg så. Jeg tog af sted for at møde ham, men han var da rejst til Gøtaland for at fri til jarls Bjarkmars datter Ingebjørg. Jeg skyndte mig videre og kom til Gøtaland. Kongesønnen Ring var da ved at fejre sit bryllup, og jeg ankom, da bruden skulle føres ind. Så lagde jeg mig ned på gaden foran hende, for jeg agtede at spille hende et puds, men hun fik øje på mig og sparkede til mig og brækkede begge lårben på mig. Hun blev derpå ledt ind i hallen og tog plads på sit sæde. Jeg kom ind i hallen og forvandlede mig til en flue, og jeg fløj op under hendes tøj i den hensigt at rive hul i hendes lyske. Hun opdagede mig med det samme, og hun slog mig i siden med skaftet på sin kniv og brækkede tre ribben på mig, så jeg måtte se at komme væk. Nu går dagen, og bruden blev ført hen til sengen, og straks efter blev brudgommen ført ud. Jeg greb ham da i mine arme, og jeg forestillede mig, at jeg løb hen til en kystskrænt og havde til hensigt at drukne ham, så ingen kunne nyde godt af ham, men da det forekom mig, at jeg kastede ham ud over skrænten, var det ikke anderledes, end at jeg kastede ham op over sengeforhænget, og han landede i sengen hos bruden, mens jeg blev taget til fange uden nåde og var ude af stand til at slippe bort. Hvis jeg ville redde mit liv, skulle jeg drage ned i underverdenen og hente tre kostbarheder: En kappe, der ikke kunne gå ild i, og et horn, som aldrig blev drukket ud, og et brætspil, som spillede af sig selv, så snart nogen spillede imod det.


'''13. Arnetud i underverdenen'''

Nu drog jeg ned i underverdenen, og jeg traf kong Sne, og jeg gav ham 60 bukke og et pund guld, og dermed købte jeg hornet. Hans dronning skulle have en giftig drik i et bæger, der rummede 12 tønder, og den drak jeg for hende, men jeg har siden døjet lidt med halsbrand.

Derfra drog jeg til Lukanusfjeldet. Dér traf jeg tre kvinder — hvis man ellers kan kalde dem det, for jeg var kun på størrelse med et barn sammenlignet med dem — og de tog vare på brætspillet. Jeg var nået halvvejs væk med det, men de forfulgte mig og fandt mig og bad mig aflevere brætspillet, men jeg sagde, at det ville jeg ikke, og jeg tilbød, at én af dem kunne gå imod mig med brætspillet som indsats, og så ville jeg til gengæld satse min guldbeholdning. Det var overkommeligt, mente de. Så sprang den ene af dem på mig og greb fat i mit hår og rev en hudstrimmel af på den ene side, så hele kinden og mit venstre øre fulgte med. Hun tog grundigt fat i mig, men jeg gjorde modstand og stak fingrene i øjnene på hende og rev dem ud begge to. Jeg svang hende rundt, og hendes fod satte sig fast i en klippesprække, så jeg vred hendes ben af led i hoften. Sådan endte vores mellemværende. Nu sprang den anden på mig og hamrede sin knytnæve mod min næse, så den brækkede — hvilket man har anset for en lille brist ved mit udseende — og tre tænder blev slået ud. Men jeg tog fat i hendes bryster og flåede dem begge af ned til brusken under ribbenene. Mellemgulvet og indvoldene fulgte med. Så sprang den tredje på mig, og hun var den mindste af dem. Jeg prøvede at prikke øjnene ud på hende, som jeg havde gjort på den første, men hun bed to af mine fingre af. Så lavede jeg hælkrog på hende, og hun faldt på ryggen. Hun bad mig om skånsel, men jeg sagde, at hun skulle miste livet, medmindre hun overlod mig brætspillet, og det tøvede hun ikke med. Jeg lod hende komme på benene, og da vi skiltes, gav hun mig et spejl, som har den egenskab, at enhver, der kigger i det, kan blive til den, som jeg ønsker, og skulle jeg have lyst til det, kan jeg lade den, som kigger i spejlet, blive blind.

Jeg fortsatte nu ned i afgrunden for at finde kappen. Så mødte jeg mørkets høvding, og da han så mig, ville han i seng med mig. Jeg mente, at det måtte være Odin, for han var enøjet. Han bad mig tage kappen, såfremt jeg var indstillet på at hente den dér, hvor den var. Man skulle springe over et stort bål for at komme hen til den. Først lå jeg hos Odin, og derefter sprang jeg over bålet og fik fat i kappen, men jeg har siden været hudløs over hele kroppen.

Dermed drog jeg tilbage igen. Jeg traf Ring og Ingebjørg og gav dem kostbarhederne, men vi skiltes ikke, førend jeg havde svoret aldrig at hævne dette. Så tog jeg hjem, men var utilfreds med min færd, og jeg skal huske den gøtiske pige, så længe jeg lever. Jeg skal siden fortælle om de små lege, som jeg har haft med mine brødre, men hvordan går det nu med grøden — min pige?« »Jeg tror, at den er tilpas varm nu,« sagde hun. »Så bær den herover!« sagde kællingen. De spiste derefter færdig, og fostbrødrene fik anvist en seng og sov hele natten.


'''14. Egil får sin hånd igen'''

Om morgenen vågnede brødrene tidligt. Kællingen kom da hen til dem, og de spurgte, hvor sent på dagen det var, men hun sagde, at de skulle blive dér hele dagen. Så stod de op og kom i tøjet, og kællingen var på alle måder meget hjælpsom. Så gik de til bords, og kællingen bød nu på øl og god mad. Kællingen spurgte nu, hvor de agtede at drage hen, og hvilket ærinde de havde. De fortalte hende nu alt om deres ærinde og spurgte hende, om hun vidste noget om, hvad der var blevet af kong Tryggves døtre. »Jeg véd ikke,« sagde hun, »— om det bliver jer forundt at finde dem, men først vil jeg fortælle jer, at efter jætten Brølers død blev hans brødre uenige om, hvem af dem der skulle være konge. De mente begge at have ret til det. De blev enige om, at den skulle være konge, som fik fat i den dygtigste og mest berømte kongedatter, og Gaut tog først af sted, og han bortførte kong Tryggves ældste datter Brynhild, og siden drog Hilder af sted og bortførte Bænkhild, og de befinder sig begge nu her i Jætteverdenen, men jeg er nu ikke så sikker på, at de er lette at få fat i, for deres brylluper skal holdes ved juletid i den kommende vinter, og så skal alle troldene mødes for at afgøre, hvem af søstrene der er den dygtigste.« »Nu står sagen meget bedre,« sagde Asmund, »— for nu véd vi, hvor de er, og det vil være af afgørende betydning, at du hjælper os.« »Vores slægtsskab er ikke bedre,« sagde hun, »— end at jeg kun skylder dem meget lidt, siden min anstændighed skal regnes for mindre end deres gerninger. Men nu skal I hvile jer her i dag, og så skal jeg vise jer mit skatkammer.« Det passede dem fint, sagde de.

Og da bordet var taget ned, førte kællingen dem ind i en stor sidehule. Der var mange kister derinde, og hun åbnede dem, og de indeholdt mange store kostbarheder og sjældenheder. De fandt behag i at se på dem. Til sidst fandt kællingen en æske. Hun åbnede den, og man fornemmede en behagelig duft komme fra den. Dér genkendte Egil sin hånd og den guldring, der skulle være på den. Hånden forekom ham at være varm, og det dampede fra den, og det dunkede i blodårerne. Kællingen sagde: »Mener du — Egil! — at du genkender hånden?« »Javist!« sagde Egil, »— og jeg genkender denne guldring, som min mor gav mig. Men hvor har du hånden fra?« »Det skal jeg sige dig,« sagde kællingen, »— min farbror<ref>Forlægget har ''bróðir'', men Gaut er dog hendes fars bror, jfr. begyndelsen af kap. 12.</ref> Gaut kom til mig og ønskede at købe den gode guldring, som jeg ikke ville lade ham få. Og senere, da min datter passede gederne, kom han hen til hende og gav hende en drik, som fik hende til at skrige uafbrudt, og hun var fortvivlet, indtil jeg bragte hende ringen dér på højen, hvor hun lå. Men da jeg kom, blev jeg mødt af Gaut, som ville tage ringen fra mig, men jeg sparkede efter ham, og vi skubbede rundt med hinanden. Da det var lige før, jeg mistede ringen, kom der en mand fra skoven, og jeg mener, at han lignede dig — Egil! Han gav jætten et ordentligt hug, men jætten huggede hånden af ham, og derefter løb de ind i skoven, men jeg samlede hånden op og har taget vare på den siden, og jeg lagde den sammen med livgivende urter, for at den ikke skulle dø. Vi kan vel blive enige om — Egil! — at denne mand var dig. Vil du vove, at jeg skærer såret op og prøver at få hånden til at gro fast?« »Jeg har vel ikke så meget at tabe,« sagde Egil.

Hun trak derefter røret af Egil og bedøvede armen, og Egil følte ingen smerte, da hun skar den yderste del af. Siden lagde hun livgivende urter omkring armen og svøbte den i silke og holdt om den hele dagen. Egil fornemmede da, at der kom liv i hånden. Kællingen sendte ham derpå i seng og sagde, at fostbrødrene skulle blive dér på stedet, indtil såret var groet sammen. Da der var gået tre dage, var Egils sår helet, og håndleddet var lige så bøjeligt, som da det var helt, men det så ud, som om en rød tråd lå rundt om det. De spurgte da kællingen, hvilket råd, hun ville give dem, og hun sagde, at de skulle afvente bryllupperne dér på stedet, »— men jeg har en ven, der bor her i nærheden, og han hedder Skrog, og hvis vi skal stille noget op mod brødrene, tror jeg, vi gør klogt i at udnytte dette.« Nu går tiden frem til jul.


'''15. Bryllupsfestlighederne indledes'''

Nu fortsætter vi med, at brødrene Gaut og Hilder lader indkalde til ting. Der kom folk fra hele Jætteverdenen. Skrog var der også, for han var troldenes lovmand, og nu blev kongedøtrene ledt frem sammen med de værdifulde ting, de havde lavet. Brynhild havde lavet et klæde, og det havde den egenskab, at det kunne fare gennem luften og lande dér, hvor man ønskede det. Man kunne flytte en tung last på det. Bænkhild havde syet en skjorte, som våben ikke kunne trænge igennem, og den, som bar den, ville aldrig blive træt under svømning. Nu blev det drøftet, hvem af søstrene der var den dygtigste. Det skulle afgøres af alle troldene, men de kunne ikke blive enige og overlod sagen til lovmand Skrog, og hans kendelse lød, at Brynhild var den smukkeste, og at klædet var dygtigst udført, »— og derfor skal Gaut være konge og blive gift med Brynhild, men brødrene skal styre hver deres halvdel af landet.« Dermed sluttede tinget. Så indbød brødrene høvdinge og andre meget betydningsfulde folk til deres bryllupper. Nu kommer Skrog hjem, og han fortalte kællingen, hvordan der var blevet dømt på tinget, og hvornår der skulle holdes bryllup. Siden havde de en lang samtale, og hun fortalte ham, at hun vil hjælpe fostbrødrene og beder ham stå klar med mange folk og andre ting, og Skrog sagde, at det ville han gøre.

Men tiden for bryllupperne nærmede sig, og kællingen begav sig hjemmefra sammen med fostbrødrene. Den ene af dem skulle kalde sig Fjalar, den anden Froste. Kællingen lod dem kigge i spejlet, og de forekom da at være så store som trolde, men de var meget smukkere end andre mænd. Hun forsynede dem med pæne klæder, og nu tager de af sted og kommer derhen, hvor brødrene regerer. Det sted hed Gjallendebro. Brødrene sad da ved drikken, og de kiggede på hinanden, da kællingen kom ind i klippehulen. Hun trådte frem for Gaut og hilste pænt på ham. Han besvarede hendes hilsen og sagde: »Det er da nyt, at du kommer herhen og giver dig under vores nåde.« Hun svarer: »Tingene er ikke, som de plejer at være. Det har hidtil været noget ublidt imellem os, og jeg vil ikke lægge skjul på, at det er min skyld. Jeg ser nu — min frænde Gaut! — at lykken har stået dig bi, og at du nu skal giftes med en fornem kone. Nu vil jeg bidrage med noget af mit, som vi tidligere har ejet på skift, og jeg vil give dig den gode guldring; den vil være passende som bænkegave til din kone, og med den følger mit venskab. Det hører sig vores slægtskab til, at vi er gode ved hinanden.« Gaut sagde, at han takkede for dette, »— men hvor har du disse flotte mænd fra?« Hun sagde, at de var sønner af kong Dum fra Dumshav, »— og man finder ikke magen til mænd i Jætteverdenen, når det drejer sig om høviskhed. Jeg havde forestillet mig, at de skulle være tjenere ved dit bryllup.« Hun tager nu ringen og giver den til Gaut, og han takkede hende, og også hun skulle varte op ved bryllupsgildet, og alt skulle lægges til rette, således som Fjalar og Froste ønskede, og de fik udleveret nøglerne til alle skatkamrene.

I det samme ankommer de indbudte, og mange mennesker er forsamlet dér. Kællingen styrede det hele, og folk måtte rette sig efter hendes anvisninger. Lovmand Skrog var den allerfornemmeste gæst dér. Uden at andre hørte det, fortalte kællingen de to søstre, hvem de to mænd, hun havde med, var, »— så I kan glæde jer.« Nu blev de meget glade, for de syntes slet ikke om deres giftermål, og jætterne fandt, at alt blev meget bedre, så snart brudene blev glade, og de takkede deres frænke for hendes indsats. Og da folk var blevet fordelt på deres pladser, og brudgommene havde sat sig, blev brudene ledt ind. Da skortede det ikke på larm og vildskab blandt troldtøjet. Lovmand Skrog og hele bondeflokken sad på den ene bænk, mens Gaut og Hilder sad på den anden sammen med deres folk. Arnetud sad hos brudene og skulle sammen med mange andre grovskårne kvinder holde øje med deres gøren og laden. Fjalar og Froste skænkede for brudene, og der manglede ikke stærke drikke.

Aftenen går, og folk bliver fulde. Så rejser Arnetud sig og kalder lovmanden og de to fostbrødre hen til sig og siger, at de skal bære bænkegaverne ind. Så blev klædet og skjorten båret ind tillige med det gode brætspil, som havde tilhørt brødrene, og den gode ring, som havde tilhørt kællingen, og mange andre værdifulde ting. Lovmand Skrog afleverede bænkegaverne, og kællingen tog imod dem og vogtede over dem. Hun tog da klædet og bredte det ud på gulvet og lagde kostbarhederne på det. Hun satte sin datter Skindtud til at bære guld og sølv derhen, og selv gik hun ind i klippehulen og bad Froste komme med. De går nu derhen, hvor Gaut og Brynhild skal ligge. Hun fortæller ham, at han dér ved siden af sengestokken kan finde det gode sværd, Gaut har, og hun siger, at intet andet våben bider på ham. Fjalar og Hilder skal gå ind i en anden hule, og hun fortæller dem, at de virkelig må være forberedt på at få prøvet deres evner. Derpå går kællingen ind i klippehulen og råber, at nu er det tiden, hvor brudene skal i seng. Fjalar og Froste tager hver sin brud ved hånden og følger dem ud og sætter dem på klædet. Så får kællingen klædet til at svæve, og hun giver sin datter spejlet og beder hende gå til klippehulens udgang og holde spejlet op foran dem, der går ud, og imens svæver de bort på klædet sammen med alle de ting, som er på det. Nu begynder en vældig danseleg, som skal lede brudgommene ud.


'''16. Egil og Asmund dræber Gaut og Hilder'''

Klippehulen havde tre døre, og lovmand Skrog stod med sine folk foran den ene, mens Skindtud stod foran den dør, hvor almuen skulle gå ud. Brudgommene blev ledt ud af den tredje dør, og uden for den var der sidehuler til begge sider, og dér skulle de hvile. Hulerne var beklædt med vægtæpper. Nu, da de gik ud, fortsatte brudgommene ind i hver sin hule. Egil og Hilder gik ind i den ene. Egil gik forrest, men da Hilder trådte ind i hulen, vendte Egil sig om imod ham og greb fat i hans hår og hævede det sakssværd, han havde på sig, i den hensigt at hugge ham i halsen, men Hilder trak så hårdt i ham, at Egil falder ned på klippegulvet, så han slog hul i panden, og det var et stort sår, som blødte meget. Sværdet traf jættens næse og skar den af, og det var så stort et stykke, at det ville være rigeligt for en hest at bære. Hilder slap nu ud og sagde, at han var blevet forrådt. Dette hørte de trolde, som var i klippehulen, og de løb ud, men de kom ikke uhindret gennem den dør, som lovmand Skrog stod ved, for han dræbte enhver, der ville ud. Skindtud stod med spejlet ved den anden dør, og hun blindede dem, der kiggede i spejlet. Troldene styrtede frem og tilbage, men kunne ikke finde vej, og der hørtes høje råb og en vældig støj.

Dette hører Gaut nu, og han véd nok, hvad der sker, men da han kommer hen til sit rum, ser han, at bruden ikke er der. Han farer hen til sengen for at tage sit sværd, men det er væk. Asmund hæver sværdet og hugger efter Gaut, men han havde glemt, at der ikke var højt til loftet i hulen, og sværdet ramte fjeldet og skar igennem klippen, men sværdbladet traf Gauts øjenbryn og fortsatte ned i øjet, tværs igennem kindbenet og kravebenet og skar gennem brystkassen og huggede ribbenene over. Gaut slap ud, og han greb en stor sten og smed den efter Asmund, og den ramte ham i brystet, så han faldt. Gaut ville kaste sig over ham, men han fik fødderne viklet ind i sine egne indvolde og faldt død til jorden. Asmund kom på benene og ledte efter Egil. Han kom hen, hvor de kæmpede. Blodet løb ned i øjnene på Egil fra det sår, han havde fået, og han var tydeligvis svækket. Asmund greb fat i begge Hilders ben, mens Egil holdt i hovedet, og på den måde brækkede de halsen på Hilder, og det blev hans endeligt. De går derpå hen til lovmand Skrog. Han havde dræbt 90 trolde, og de tilbageværende bad om fred, men dem, der var tilbage, som ville gå ud dér, hvor Skindtud stod, trådte lige ud over fjeldsiden og slog sig ihjel.

De blev dér om natten, og Arnetud kom hen til dem. Om morgenen fjernede de alle værdier fra klippehulen og plyndrede den helt, og de tog derefter med troldkællingen hjem. De to søstre var der allerede, og de blev glade for at se dem. Dér opholdt de sig om vinteren, og de fik en god behandling.

Men om foråret gjorde fostbrødrene sig klar til at tage af sted og finde deres mænd, og ved deres afsked overdrog de Jætteverdenen til Arnetud og lovmand Skrog, og de skiltes i venskab. De tog alle de kostbarheder, som tidligere blev nævnt, med derfra. Så fandt de hen til deres mænd igen, og de kom til dem i den sidste vinteruge, og det blev et meget glædeligt gensyn. De sejlede ud, så snart de fik gunstig vind, og de gjorde ikke holdt, før de kom til kong Tryggve.


'''17. Egil og Asmund bliver gift med kongedøtrene'''

Kong Tryggve tog godt imod dem og sine døtre. De havde mange kostbarheder med til kongen og fortalte ham nøje om deres færd. Kongen takkede dem mange gange. Ikke længe derefter lod kongen indkalde til ting, og på dette ting kundgjorde han for folkene, hvilken aftale han havde stillet dem i udsigt, som fandt hans døtre, medmindre de ønskede noget andet, og da ville han belønne dem med guld og sølv, men de svarede begge på én gang, at de ville have søstrene, såfremt disse var indstillet på det, og søstrene syntes, at de ville belønne dem, der havde frelst deres liv, og de sagde, at de ikke ønskede sig andre mænd, selv om dette havde været muligt, og enden på det hele blev, at Egil fik Bænkhild, mens Asmund fik Brynhild. Kongen lod nu bryllupperne forberede, men Egil sagde, at han først ville opsøge sin far, såfremt denne levede, og finde ud af, hvordan det forholdt sig med det rige, som han mente at have ret til, og Asmund sagde, at han ville drage østpå til Tartarien for at indbyde sin fostbroder Herrød til sit bryllup. Det blev nu fastlagt, hvornår der skulle holdes bryllup, og hvornår de skulle vende tilbage.

Der nævnes ikke andet, end at deres rejser forløb godt. Da Egil kom til Gøtaland, opsøgte han sin far, men denne kunne ikke kende ham, for han troede, at Egil var død for længe siden. Egil fortalte nu sin far alt, hvad der var sket, således om det tidligere blev berettet, og han viste ham arret på sin arm, hvor hånden havde været hugget af, og ligeledes det sværd med røret på, som dværgen havde lavet til ham. De lod nu dværgen Regin forsyne det med et skæfte, og det var et meget værdifuldt sværd. Egil indbød nu sin far til brylluppet, og de tog af sted sammen med Egils mor og søster. Og da de mødte kong Tryggve, var Herrød og Asmund der allerede. Kongen tog godt imod dem alle, og der gik ikke længe, før et storslået gilde tog sin begyndelse. Dér kunne man høre alskens musikinstrumenter og møde mange hofmænd. Der var heller ikke sparet på de bedste forsyninger, som kunne opdrives i disse lande.

Ved dette gilde lod folk sig underholde af Egils og Asmunds fortællinger om deres færd, og man siger, at både Skindtud og Arnetud var til stede og kunne bekræfte deres beretninger. Dronning Ingebjørg genkendte Arnetud, og de blev nu helt og aldeles forligte. Gildet varede en hel måned, men da det var slut, drog alle hjem, og folk fik flotte gaver. Egil gav Herrød den skjorte, som Bænkhild havde syet, og Asmund gav ham ringen Kællingeeje og det sværd, som havde tilhørt Gaut. Kong Tryggve var da en gammel mand, og han bad Egil om at tage ophold dér, for han mente ikke, at han havde lang tid tilbage at leve i. Egil sagde, at han først ville drage hjem til Gøtaland, men vende tilbage, inden der var gået 12 måneder. Dette tilstod kongen ham. Asmund bad Herrød følge med til Helgeland, og Herrød gav ham sit tilsagn. Arnetud drog hjem til Jætteverdenen, og dronning Ingebjørg forærede hende et smørtrug, der var så stort, at hun knap kunne løfte det, men hun sagde, at dette ville være en mageløs kostbarhed i Jætteverdenen, og Asmund gav hende to flæskesider, som var så tunge, at de vejede et skippund. Kællingen fandt, at dette var en større kostbarhed, end hvis hun havde fået sin egen vægt i guld. De skiltes i venskab.


'''18. Asmunds død'''

Derefter gik Asmund og Herrød om bord på skibet, og de havde det gode drageskib, som havde tilhørt Visinn og Tyre-Bjørn. Der forlyder intet om deres færd, før de kommer nordpå til Helgeland. Og da landets indbyggere så deres drageskib, sagde kong Ottar, at disse mænd utvivlsomt kom langvejs fra. Så snart de lagde til land, slog de deres telte op. Asmund opsøgte sin far med elleve mand i sit følge. Han hilste ærbødigt på kongen. Kongen kunne ikke genkende ham, men Asmunds mor genkendte ham og gik hen og omfavnede ham, så snart hun så ham. Ottar spurgte, hvem den mand var, som hun var så venlig imod. Asmund fortalte, hvordan det hang sammen. Så holdt de et storslået gilde, og i en måned sad de i stor glæde og fortalte kongen om deres rejser, og kongen fandt, at de havde gjort det godt og haft lykken med sig.

Herrød sagde nu til Asmund, at han ønskede, at de sejlede østpå til Gøtaland, så han kunne bejle til Æsa — kong Rings datter. Asmund mente, at det var en god beslutning, og så snart de fik gunstig vind, sejlede de østpå til Gøtaland, og Egil og kong Ring og de andre tager godt imod dem. Herrød fortalte da, hvorfor han var kommet, og friede til Æsa. Man tog vel imod friermålet, og hun blev gift med ham med en passende medgift. De fejrede brylluppet med det samme, og alt gik godt. Da gildet var til ende, sejlede Egil og Herrød østpå, mens Asmund skulle overtage magten i Gøtaland, når kong Ring var gået bort. Da de kom til Tartarien, var kong Tryggve i Rusland død, og Egil blev taget til konge dér, og han og Bænkhild holdt til dér lige siden, mens Herrød slog sig ned i sit rige, og de kom aldrig herop nordpå igen.

Asmund vendte hjem til Helgeland, hvor han herskede længe. Hans søn hed Årmod, og han var gift med Edny, der var datter af kong Håkon Håmundssøn i Danmark, og derfra stammer en stor slægt. Starkad den Gamle dræbte denne Årmod i badet, og det var hans sidste udåd. Brynhild levede ikke længe, og Asmund giftede sig igen med en datter af kong Soddan af Særkland. Han skulle komme til sit bryllup med kun ét skib, for de agtede at svige ham, men Asmund lod da bygge det skib, som hed Gnod, og dette skib er — så vidt man véd — det største skib, der er blevet bygget nord for Det Græske Hav. Asmund fik et tilnavn efter dette skib, og han blev kaldt Gnod-Asmund, og man anser ham for at have været den største af fortidskongerne, som ikke herskede over et folkerige. Han mistede livet ved Læsø sammen med mere end 3000 mand, og man siger, at Odin gennemborede ham med et spyd, da han sprang over bord, mens Gnod gik til bunds med hele sin last, men man har ikke siden fundet nogen del af skibet eller noget af det, der var om bord.

Og hermed slutter denne saga.


-----


'''Noter:'''

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Fornaldarsögur]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]