Forskjell mellom versjoner av «Sagaen om Thorstein Stanghug»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 5: Linje 5:
 
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þorsteins saga strandarhöggs]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Thorstein Stanghug]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Torstejn Stanghug]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Berättelsen om Torsten stafhugg]] !!  
 
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þorsteins saga strandarhöggs]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Thorstein Stanghug]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Torstejn Stanghug]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Berättelsen om Torsten stafhugg]] !!  
 
|-
 
|-
!! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Fjörutíu Íslendinga þættir: Þórsteins þáttr stangarhöggs]] !!  !! !!  !! !!
+
! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Fjörutíu Íslendinga þættir: Þórsteins þáttr stangarhöggs]] !!  !! !!  !! !!
 
|-!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Torstein Stavhug]] !!  !!  
 
|-!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Torstein Stavhug]] !!  !!  
 
|-
 
|-

Revisjonen fra 18. sep. 2020 kl. 11:07

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif


Islandske ættesagaer


Sagaen om Thorstein Stanghug


gjenfortalt af

O. A. Øverland


Kristiania og Kjøbenhavn

Alb. Cammermeyers forlag
Lars Swanstrøm

1896



Den vakre lille Saga om Thorstein Stanghug skildrer et Optrin af Livet paa Islands Østland i Slutningen af det 10de Aarhundrede (omkr. Aar 990) og staar i nøie Forbindelse med en anden Saga, Vaapnafjordingernes Saga kaldet.


Denne handler om Høvdingen Broddhelge eller Helge Thorgilssøn paa Hov i Vaapnafjorden og den Tvist, hvori han blev indviklet med sin Svoger, Geite Lytingssøn, og som førte til, at han blev dræbt, Drabet blev imidlertid hævnet af Broddhelges Søn Bjarne, den ene af Hovedpersonerne i den følgende lille Sagafortælling, idet denne dræbte Geite, som var hans Fosterfader. Siden kom det i Bødvarsdalen til Strid mellem Bjarne og Geites Søn Thorkel, og i denne faldt mange af deres Mænd, medens Bjarne og Thorkel blev haardt saarede. Frændetvisten blev bilagt, idet den høisindede Bjarne rakte Thorstein Haanden til Forlig paa en Maade, som afgiver et lige saa smukt Vidnesbyrd om Bjarnes høisindede Karakter som det Optrin, den her meddelte Saga skildrer.

Sunnudal, hvorefter Sunnudalsthing havde Navn var det Hoveddalføre, som mundede ud i Vaapnafjorden i Østfjordingsfjerdingen, og Hov, hvor Broddhelge og Bjarne boede, var den fornemste Gaard her.



Hestekamp

I Sunnudalen boede der en Mand, som hed Thorarin. Nu var han gammel og paa det nærmeste blind. I sine unge Dage havde han været en svær Viking og var endnu ikke god at komme til Rette med, endda han var tilaars. Han havde en Søn, som hed Thorstein; det var en stor og sterk, men derhos rolig og sindig Mand. Han styrede Driften paa sin Faders Gaard, og der var saa megen Fremfærd i ham, at tre Mand ikke skulde have været god for at gjøre ham det Arbeide efter, som han alene kunde bestride. Thorarin eiede ikke stort; men Vaaben havde han mange af. I Fællig med Sønnen eiede han en Del Hesteflokke, og de havde sit bedste Indkomme af at opdrætte og sælge Hingster; de gav ikke andre noget efter, hvad enten de skulde bruges til Ridning eller til Kamp.

Høvdingen Bjarne Broddhelgessøn paa Gaarden Hov ved Vaapnafjorden paa Østlandet havde en Dreng, som hed Thord; han røgtede sin Husbondes Rideheste og kaldtes derfor Thord Hestemand. Det var en lei og storsnudet Fyr, og det var mange, som fik føle, at han tjente hos en Stormand. Men selv blev han rigtignok ikke bedre for det, og heller ikke blev han for den Sags Skyld mere likt af Folk.

Engang blev han og Thorstein enige om at hidse et Par unge Hingster sammen til Kamp. Da nu Hingsterne hidsedes ihop, bed Thords Hest kun daarligt fra sig, og da Thord saa, at den maatte bukke under, gav han Thorsteins Hest et dygtigt Drag over Mulen. Dette gjengjældte Thorstein med at give Thords Hest et endnu haardere Hug. Den rendte da sin Vei, medens alle de, som stod og saa paa, raabte og hujede. I det samme lagde Thord til Thorstein med Hestestangen[1] og ramte ham i det ene Øienbryn, saa det blev hængende ham ned over Øiet. Thorstein skar et Stykke af sin Skjorte og bandt dermed Øienbrynet op. Men forøvrigt lod han, som intet var forefaldet, og bad, at man ikke skulde sige et Ord om dette til hans Fader. Dermed taltes der heller ikke mere om den Sag. Men i Kost hos Høvdingen Bjarne var der to Mænd ved Navn Thorvald og Thorhall; de forstod sig vel paa den Kunst at sætte Folk ihop og førte ondskabsfuld Sladder om alt, hvad de hørte i Herredet. De drev da ogsaa Gjøn med, hvad der var forefaldet og satte Udnavnet Stanghug paa Thorstein.

Om Vinteren, straks før Jul, stod Kvinderne i Sunnudalen en Morgen tidlig op og gik til sit Arbeide. Thorstein stod ligeledes op og bar ind Hø. Da det var gjort, lagde han sig igjen paa Bænken for at hvile. Da kom hans Fader, gamle Thorarin, ind og spurgte, hvem det var, som laa der. Thorstein sagde, at det var ham. «Hvorfor er du saa tidlig paafærde idag, min Søn?» spurgte den gamle. «Aa, jeg synes ikke, der er mange her paa Gaarden, en kan lægge Arbeidet paa,» sagde Thorstein. «Verker det ikke i Skallen din, min Søn?» spurgte gamle Thorarin. «Kan ikke merke noget til det,» svarede Thorstein. «Hvad har du, min Søn,» blev Thorarin ved, «at melde mig om Hestehidsningen i Sommer? Blev du ikke slaaet i Uvit som en Hund, Frænde?» «Ingen Ære», mente Thorstein, «synes det mig at være hellere at kalde dette et Hug end Vaadesgjerning.» «Ikke havde jeg troet,» sagde Thorarin, «at jeg havde en slig feig Søn.» «Du maa nu ikke sige andet, Fader,» sagde Thorstein, «end hvad du kan staa ved og senere ikke vil ønske usagt.» «Om den Sag,» bed Thorarin ham kort af, «kan jeg ikke faa sagt sterkt nok, hvad jeg mener.» Thorstein sprat op, greb sine Vaaben og drog af Gaarde. Han gik lige hen til Stalden, hvor Thord røgtede sin Husbonde Bjarnes Heste. Da han traf ham her, sagde han: «Hør, sig mig, gode Thord, om det var af Vanvare, at du ved Hestethinget i Sommer gav mig det Slaget, du ved, eller skede det med frit Forsæt?» «Hvis du har to Munde,» sagde Thord, «saa kan du brage Tungen i dem begge, om du har Lyst, og saa kan du med den ene sige, at det var et Vaadehug, men med den anden, at det var mit ramme Alvor. Det er nu al den Bod, du faar af mig.» «Du faar da ogsaa være belavet paa, at jeg ikke kræver den oftere,» sagde Thorstein. Og dermed løb han ind paa Thord og gav ham Banehug. Derpaa gik han op til Husene paa Hov. Her traf han bare en Kvinde, som stod ude paa Tunet. Til hende sagde han: «Sig Bjarne, at et Naut har stanget Thord Hestemand, og at han venter i Stalden paa ham, til han kommer did.» «Gaa bare hjem, du Mand,» sagde hun; «jeg skal nok sige fra, naar min Tid bliver.» Thorstein drog nu hjem, og Kvinden gik til sit Arbeide.

Da Bjarne var staaet op og havde sat sig til Bords, spurgte han efter Thord. Man svarede ham, at han vist var gaaet ned til Hestene. «Da synes jeg, han maatte være kommen hjem nu, hvis der ikke var tilstødt ham noget», sagde Bjarne. Da tog den Kvinde, som Thorstein havde truffet, saaledes tilorde: «Det er sandt, hvad man ofte har sagt om os Kvindfolk, at meget Vet skal man just ikke finde hos os. Thorstein Stanghug kom hid imorges og sagde fra, at et Naut havde stanget Thord, saa han ikke kunde hjælpe sig selv. Dengang nænnede jeg ikke at vække dig, og siden gik det mig altsammen rent af Minde.» Bjarne reiste sig fra Bordet og gik ned i Stalden, hvor han fandt Thord liggende dræbt. Siden blev han begravet. Bjarne anlagde nu Sag mod Thorstein og fik ham dømt fredløs for Drabet. Men Thorstein forblev dog hjemme i Sunnudal og arbeidede for sin Fader, og Bjarne lod ham her være i Ro.

Om Høsten sad Folkene paa Hov og sviede Faarehoveder ved Ilden.[2] Bjarne laa udenfor ved Ildhusets Væg og hørte paa, hvad de snakkede om. Brødrene Thorhall og Thorvald førte Ordet: «Ja, vi troede nu ikke det, vi, dengang vi gav os i Kost hos en vældig Kjæmpe som Bjarne, at vi skulde sidde her og svide Lammehoveder, medens Thorstein Skoggangsmand holder paa at svide Væderhoveder der borte i Sunnudalen. Da havde det dog været bedre, om han Bjarne havde været noget mere skaansom mod sine Frænder i Bødvarsdalen, end at han nu skulde lade Skoggangsmanden i Sunnudalen bære Hovedet ligesaa høit som han selv. Men de fleste taber dog Modet, naar de selv kjender Svien af Saarene, og ikke ved vi, naar han vil aftvætte denne Plet, som er sat paa hans Ære.» En af Mændene ytrede hertil: «Det er værre at tale slig end at tie stille og sikkerlig har et Trold vredet Tungerne af Led paa eder. Men det tror nu vi, at Bjarne ikke vil berøve hans blinde Fader Thorarin og de andre Stakkarne der borte i Sunnudal den Støtte, de har. Men jeg skal ret undres paa, om I kommer til at svie Lammehoveder her oftere eller sladre mere om det, som gik for sig i Bødvarsdal.» Man gik først til Bords og siden til Sengs; men paa Bjarne skulde ingen kunne merke, at han havde hørt, hvad der var bleven sagt.

Næste Morgen vækkede han Brødrene Thorhall og Thorvald og bad dem ride hen til Sunnudal. Endnu samme Morgen, før Klokken blev ni, skulde de bringe ham Thorsteins Hoved skilt fra Kroppen. «Efter mit Tykke er det bedst, at I, som kan, aftvætter Pletterne paa min Ære, siden jeg ikke har Mod til at gjøre det selv,» lagde han til. Nu gik det op for dem, at de vist havde sagt for meget; men de gav sig dog i Vei til Sunnudal.

Thorstein stod i Døren og hvæssede et Kortsværd. Da de kom frem, spurgte han, hvor de agtede sig hen. De svarede, at de skulde lede efter nogle Heste. Thorstein mente da, at de ikke behøvede at søge langt efter dem; thi de var lige ved Gjærdet. «Det er ikke sikkert, at vi finder dem,» siger de, «med mindre du viser os lidt nærmere, hvor de er.» Thorstein gik da ud, og da de var komne ned til Gjærdet, hævede Thorvald sin Økse og styrtede ind paa ham. Thorstein stødte til ham med Haanden, saa han faldt overende, og gjennemborede ham saa med Sværdet. Nu vilde ogsaa Thorhall hugge til Thorstein; men det gik ham ganske paa samme Vis. Thorstein binder dem nu begge to fast paa hver sin Hest og lægger Tømmerne op. Derpaa ledede han dem ud paa Veien, og saa gik Hestene hjem til Hov. Huskarlene, som stod udenfor Gaarden, gik da ind og meldte Bjarne, at nu var Thorvald og Thorhall komne hjem, og at deres Færd ikke havde været forgjæves. Bjarne gik ud og saa straks, hvorledes det var fat; men han sagde ikke stort om det. Han lod de dræbte begrave, og alt var roligt, til Julen var omme.

En Kveld, da Bjarne og hans Hustru Rannveig var gaaede i Seng, sagde hun: «Hvad mener du, man nu om Dagene taler som mest om her i Herredet?» «Det ved ikke jeg,» svarede Bjarne. «Men mange er det, paa hvis Ord der kun ligger liden Vægt.» Hun vedblev: «Det tales der nu om Dagene mest om, at man ikke godt kan vide, hvad Thorstein Stanghug skulde kunne tage sig til, som du fandt værd at tage Hævn for. Tre af dine Huskarle har han nu dræbt, og dine Thingmænd tror, at de kun kan vente sig liden Støtte hos dig, om dette skal gaa uhævnet hen. Det er jo rent ilde, at du saaledes lægger Hænderne i Skjødet.» «Det kommer da nu for en Dag,» sagde Bjarne, «at det er et sandt Ord, at ingen bliver klog af anden Mands Skade. Men jeg skal gjøre, som du vil, skjønt Thorstein ikke har dræbt nogen uden skjellig Grund.» Dermed endte da denne Samtale, og de lagde sig til at sove.

Om Morgenen vaagnede Rannveig ved, at Bjarne tog sit Skjold ned. «Hvor skal du hen?» spurgte hun. «Nu skal det afgjøres,» svarede han, «hvem der er den anseligste Mand, enten jeg eller Thorstein i Sunnudalen.» «Hvor mandsterk agter du at drage?» spurgte hun. «Jeg drager ikke med stort Følge mod Thorstein,» svarede han; «jeg gaar alene.» «Neida!» udbrød hun, «du maa da ikke sætte dit Liv paa Spil ved at gaa under denne frygtelige Karls Hug.» «Nu sandes det,» sagde Bjarne, «at du er lig de Kvinder, der i den ene Stund egger til det, som de i den næste graater over. Nu har jeg saa tit og ofte taalt, at du og andre har næsekastet mig Feighed; men det skal da heller ikke nytte nogen at holde mig tilbage, naar jeg vil gaa.»

Bjarne giver sig paa Vei til Sunnudalen. Thorstein stod i Døren, og de vekslede nogle Ord med hinanden. «Thorstein,» sagde Bjarne, «du skal slaas med mig idag paa den Haug, som ligger her paa Tunet.» «Jeg kan ikke gaa til Tvekamp med dig,» sagde Thorstein; «thi jeg mangler alt, som udfordres til det. Men jeg skal drage af Island, saasnart Skibene begynder at gaa Landene imellem. Jeg kjender dig som en høisindet Mand, og ved, at du vil yde min Fader Arbeidshjælp, naar jeg forlader ham.» «Det nytter dig ikke at snakke dig fra dette,» siger Bjarne. «Du maa da give mig Lov til at tale med min Fader først,» sagde Thorstein. «Du faar vel det,» sagde Bjarne.

Thorstein gik nu ind og sagde til sin Fader, at Bjarne var kommen og havde budt ham Tvekamp. «Det er nu noget, som hver Mand kan vide», sagde gamle Thorarin, «at har en noget udestaaende med en mægtigere Mand, som sidder i samme Herred, saa faar han ikke slide op mange Skjorter. Jeg kan dog ikke ynke dig; thi du har forgaaet dig ret meget. Men tag nu dine Vaaben og værg dig saa mandigt, du kan. Jeg har da levet den Tid, da jeg ikke skulde have bøiet mig for en Kar som Bjarne, han kan nu være saa dygtig en Kjæmpe, han være vil. Og bedre tykkes det mig at være, at jeg skulde miste dig, end at jeg skulde have en feig Søn.»

Thorstein gik ud. Siden gik han og Bjarne op paa Haugen og begyndte at slaas med stor Haardnakkethed. Begges Skjolde blev dygtig sønderhuggede. Da de nu havde kjæmpet en god Stund, sagde Bjarne: «Nu er jeg tørstig; thi jeg er ikke vant til at arbeide saaledes som du.» «Gaa til Bækken og drik,» svarede Thorstein. Bjarne saa gjorde, og Sverdet lagde han bredved sig. Thorstein tog det op, saa paa det og sagde: «Det er nu vel ikke det Sværd, du havde med dig i Bødvarsdal? Der fik nok dine Frænder prøve et, som var hvassere.» Bjarne svarede ikke et Ord til det. Saa gik de op paa Haugen igjen og sloges paaany en Stand. Bjarne fandt, at Manden forstod sig paa at kjæmpe, og at han stod fastere for Hug, end han havde troet. «Det er da meget, jeg er udsat for idag,» sagde Bjarne; «nu er mine Skoremme gaaet op.» «Bind dem,» sagde Thorstein. Bjarne bukkede sig ned; men Thorstein gik ind i Huset og kom ud med to Skjolde og et Sværd. Han kom op paa Haugen til Bjarne og sagde: «Her har du et Skjold og et godt Sværd, som min Fader sender dig, og det vil ikke sløves mere i Hugget for dig end det, du havde før. Jeg har nu heller ikke Lyst til at staa længere uden Værn for dine Hug; men helst saa jeg dog, at vi nu sluttede med denne Leg; jeg er ræd for, at du vil gaa af med Seiren; thi du har større Lykke med dig end jeg. Enhver vil jo helst beholde Livet, saasandt det staar til ham.» «Det nytter ikke at bede sig fri,» svarede Bjarne; «vi faar tage paa at slaas igjen.» «Ja, men ikke hugger jeg først,» sagde Thorstein. Saa hug Bjarne hele Skjoldet fra Thorstein; men straks efter hug ogsaa denne Bjarnes Skjold i Stykker. «Det var et godt Hug,» sagde Bjarne. «Dit var ikke slettere,» mente Thorstein. «Nu bider dit Sværd bedre,» sagde Bjarne, «og det er dog det samme, du har havt hele Tiden.» «Jeg vilde jo helst slippe at gjøre mig selv den Fortræd at øve en Udaad, om jeg kunde undgaa det,» sagde Thorstein. »Jeg er ræd for at slaas med dig, og det er endnu mit Ønske, at du vil afgjøre alt mellem os.» Det var nu Bjarnes Tur at hugge, og begge stod der uden Dækning. Da sagde Bjarne: «Det vilde være en daarlig Handel at betale en god Gjerning med en ussel. Det tykkes mig, at jeg vilde have faaet fuldt Vederlag for mine tre Huskarle, om du vil være mig tro.» Thorstein svarede: «Det har jo føiet sig slig for mig idag, at jeg kunde have sveget dig, om min onde Skjæbne havde været sterkere end din Lykke. Jeg skal aldrig svige dig.» «Du er en bra Kar, det ser jeg,» sagde Bjarne. «Nu maa jeg faa Lov til at gaa ind til din Fader og sige ham, hvad jeg vil.» «Gjerne for mig,» sagde Thorstein. «Men se dig vel for.»

Bjarne gik da ind og bort til Sengen, hvor gamle Thorarin laa. Denne spurgte, hvem det var, som kom, og Bjarne sagde ham det. «Hvad nyt har du at fortælle, gode Bjarne?» spurgte Thorarin. «At din Søn Thorstein er falden,» svarede Bjarne. «Slog han godt fra sig?» spurgte Thorarin. «Ingen har — det jeg ved — været djærvere til at skifte Hug med end din Søn Thorstein,» sagde Bjarne. «Intet Under da, at du var svær til at drages med i Bødvarsdalen, siden du kunde faa Bugt med min Søn,» mente Thorarin. Bjarne sagde derpaa: «Jeg vil byde dig hjem til mig paa min Gaard Hov; der skal du sidde i Høisædet ligeoverfor mig, saa længe du lever, og jeg skal være dig i Søns Sted.» «Det gaar med mig som andre Folk, som intet duer til; de dumme glædes tit ved Løfter. Men Høvdingers Tilsagn, som gives efter en Daad som denne, staar bare ved Lag en Maaneds Tid; siden bliver vi ikke vyrdede mere end andre Fattiglemmer, og derfor glemmer vi ikke saa let vor Sorg. Men med dig har det sig nok anderledes, og den, som faar Haandslag af dig, maa være tilfreds med sin Lod, hvorledes denne end er bleven ham tildelt. Du faar da give mig din Haand paa dit Løfte. Kom hid til mig! Du maa komme helt hen til mig, for jeg skjælver helt ned i Fødderne. Det kommer sig af Alderdom og Svagelighed, og saa kan nu vel ogsaa min Søns Død være gaaet en gammel Stakkar som mig til Hjerte.» Bjarne gik nu bort til Sengen og tog gamle Thorarin i Haanden. Han merkede da, at denne famlede efter et Kortsværd, som han vilde støde i ham. Bjarne trak straks Haanden til sig og sagde: «Dit gamle Trold! nu skal det gaa slig mellem os, som du har fortjent. Din Søn Thorstein lever, og han skal fare med mig hjem til Hov; men i Stedet skal du faa Trælle til at hjælpe dig med Gaardsstellet. Jeg skal dog sørge for, at der ikke skal mangle dig noget, saalænge du lever.»

Thorstein for nu hjem med Bjarne til Hov og var hos ham til sin Død, og det tyktes alle Folk, at kun faa var hans Ligemænd i Høimodighed og Kraft.


Noter:

  1. Saa kaldtes den Stang eller Stav, hvormed Driverne klappede Hingsterne paa Lænden for at styrke dem under Kampen.
  2. Faarehoveder, hvoraf Ulden var afsvedet og siden kløvedes og kogtes, var en yndet Kost, og medens man holdt paa med Svidningen, talte man baade Spøg og Alvor, som gjerne drog Følger efter sig.