Samernes seiter

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Uno [Holmberg] Harva
(1882-1949)

Temaside: Samisk religion og mytologi

Samernes seiter
Uno [Holmberg] Harva
1927

Oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen
2024

Allerede i det sekstende århundrede omtales samerne stenguder i litteraturen. Fjeldsamerne anbragte deres stenguder i bjergene, mens fiskersamerne placerede dem langs fjorde, på landtanger der strakte sig ud i havet, på øer eller nær floder og vandfald. Sådanne sten – af samerne kaldet "seiter" – fandtes overalt i Lapland.

Ifølge beretninger fra missionærer var sådanne seiter ikke skabt af menneskehænder, men var naturligt formede sten. De kunne ofte være udhulede af vand, og kunne derfor have en ejendommelig form, der kunne minde om et menneske eller et dyr. De seiter, der blev regnet for de mest værdifulde, var dem, der lignede et menneske. Visse steder blev mange seite-sten placeret sammen på samme helligsted og mentes så at repræsentere en hel familie. Selv jordfaste klipper blev undertiden betragtet som seiter. Så sent som i sommeren 1908 blev der opdaget et helligsted ved Luleå (Vidjakuoika), der indeholdt flere små høje – omkring en fod høje – og omkring disse fandt man ti seite-sten. Da stenene blev sat tilbage på deres pladser, kunne man se, at hver høj havde haft én større sten ovenpå og adskillige mindre sten omkring sig. Disse små sten var nogle gange ikke mere end tyve centimeter høje. Fiskersamernes seiter kunne til tider være sten, der var helt omgivet af vand.

Stenseite
Ill. clm, 2024

Samerne udviste stor hengivenhed overfor sådanne disse sten. Hvor det var muligt, blev de placeret på et grønt sted, hvor græsset voksede tykt og frodigt om sommeren. Derudover blev det sted, hvor seiten stod, pyntet om sommeren med birkeløv og om vinteren med grangrene. Området, hvor seiten stod, skulle altid holdes grønt, og når bladene eller fyrrenålene visnede, skulle de fornyes.

Når en same ville bede sin stengud om noget, eller spørge ind til noget fremtidigt, gik han til helligstedet, tog huen af hovedet, tog guden i hånden og talte til den. Mens han fremsatte sine forskellige ønsker, prøvede han hele tiden at holde stenen oppe. Hvis ikke han formåede dette, og stenen blev for tung for ham, blev dette betragtet som et negativt svar. Selv den mindste sten, sagde samerne, ville blive for tung, hvis guden ikke havde et positivt svar. Hvis manden derimod fik, hvad han bad om, viste han sin taknemmelighed til stenen med et offer, og offeret foregik som tidligere beskrevet.

At henvende sig til guderne på denne måde lod sig dog ikke gøre, hvis seiten var en stor klippeblok eller en jordfast sten. Når en same derfor henvendte sig til disse, lagde han hånden på klippen og fremførte sine spørgsmål i den urokkelige tro, at hans hånd ville blive siddende fast på klippen og ikke løsnes, før han tilfældigt nævnte præcis den begivenhed, der ville ske for ham.

Også det sted, hvor seiten stod, og dens nærmeste omgivelser regnede samerne for "hellige" (passe). Bjerget, hvor stenguderne var placeret, blev generelt kaldt "Det hellige Bjerg" (Passe-vāra). På samme måde kaldte fiskersamerne floderne og søerne, hvor deres seiter stod, "Den hellige Flod" eller "Den hellige Sø." Navne som disse findes stadig i Lapmarken i dag.

Frygten for disse hellige steder tvang samerne til at udvise stor forsigtighed. Ifølge Leem nærmede de sig dem kun, hvis de var iført deres helligdagstøj og de gjorde knæfald allerede på afstand, mens de nærmede sig. Hvert år rejste de til helligstedet, og hvis ikke det var muligt at bringe nye ofringer, skulle knoglerne fra tidligere ofringer i det mindste berøres. Man afholdt sig fra at opføre boliger i nærheden af disse steder, af frygt for at forstyrre guderne med børnegråd eller anden støj. Hvis de rejste forbi et helligt bjerg, turde de ikke falde i søvn, da dette blev betragtet som et tegn på manglende respekt. De ville heller ikke tale højt eller skyde fugle eller andet vildt inden for et sådant område. Hvis noget af deres tøj var blåt, ville de skifte dette, når de nærmede sig helligstedet. Kvinder skulle skjule deres ansigt eller dreje hovedet bort, når de passerede det. Selv mænd måtte ikke være iført noget tøj, der tidligere havde været båret af en kvinde – end ikke fodtøj, der havde ligget i den samme balje som en kvindes mokkasiner. Högström tilføjer, at det var farligt for en kvinde, selv på afstand, at gå rundt om et helligsted. Hvis hun på en rejse havde taget vejen højre om et sådant sted, måtte hun, når hun vendte tilbage, vælge samme side, selvom det kunne betyde en omvej på flere mil. Mallmer fortæller endvidere, at når nogen drog ud for at bringe et offer, bandt han alle sine hunde omhyggeligt, for hvis én af dem krydsede hans spor undervejs, kunne det betyde ulykke – for eksempel kunne ulvene komme til at plage livet af hans rensdyr. Når samerne gik ind eller ud af deres telt i sådanne ærinder, brugte de aldrig den almindelige dør men kravlede ind gennem en lille bagdør, som blev betragtet som så hellig, at ingen kvinde måtte benytte den hverken ud eller ind.

Selv i dag lever opfattelser af denne art videre i de mere afsidesliggende egne. I Kola Lapmark findes der et helligt sted nær den finsk-russiske grænse, som består af en smal og stejl bjergspids, som er genstand for samernes overtroiske veneration. Når man om sommeren ror forbi stedet, skal man være opmærksom på ikke at lave mere støj end nødvendigt og gerne smøre årerne, så de ikke knirker. Når man om vinteren kører forbi stedet, skal det foregå skridt for skridt. Man må ikke se sig til siden, men skal se lige frem. Når man er nået omkring tre hundrede meter forbi stedet, skal man stoppe op og stige ud af slæden, og – i det mindste første gang man kører ruten – drikke en dram til gudens ære; før i tiden skulle man også hælde lidt ud på isen som et offer. Først derefter må man lade sine rensdyr løbe. Forsømte man disse forholdsregler eller på nogen anden måde gjorde guden vred, kunne han fremkalde en skæbnesvanger snestorm som straf, eller – som det sommetider er sket – binde den skyldige med rensdyr og det hele fast til stedet, så han ikke kunne røre sig ud af flækken.

Ved Muteniafloden i den finske Lapmark er der også en seite, hvorom folk fortæller, at kvinder tidligere ikke måtte blive siddende i båden, når de passerede den hellige sten, men skulle gå til fods langs bredden. Tæt på stenen skulle de desuden iføre sig bukser. De russiske samer troede, at når kvinder nærmede sig et helligsted, ville de uundgåeligt blive ramt af "en bestemt sygdom", som gjorde, at de altid vidste, om der var et helligsted i nærheden – også selv om de befandt sig i et fremmed område.

Et af de mest kendte hellige bjerge i finsk Lapmark er Rastekaise i Utsjoki, på toppen af hvilket der står to store sten, som selv i dag bliver betragtet af de overtroiske samer med ærefrygt. Når en storm opstår på bjerget, tolker de det som et tegn på gudens vrede. Rejsende fortæller, at samerne siger, at dette bjerg ikke frivilligt lader sig se af fremmede, men skjuler sig i tågen.

Samen henvender sig til seiten med alle sine forskellige behov – at få held på rejsen, at få godt fiske- og jagtudbytte, at sikre sine reners sundhed og vækst, men især når sygdom eller andre ulykker rammer. Først lover han at bringe et offer – et løfte, som indfries, når den syge bliver rask igen. Når man dertil lægger, at seiten var i stand til at fremkalde storme, forstår man, hvor stærke og alsidige disse ånder var.

Men hvordan kunne disse stumme seite-sten få så stor kraft, at ærefrygten for dem nærmest smittede af på den jord, hvorpå de stod? Samerne har næppe selv kendt svaret hen mod slutningen af deres hedenske tid. Der er dog tegn på, at seitekulten har rod i en forfædrekult. Det er vigtigt at bemærke, at seiten var skytsånd for en bestemt familie eller klan. Schefferus fortæller, at "hver familie og klan" har sin egen seite "i det land, hvor den færdes og bor." En seite, der blev dyrket af en hel klan, synes at have været mægtigere end seiten for en enkelt familie. Högström beretter herom, at "stenenes magt bedømmes ud fra det antal, der tilbeder og ofrer til dem." Et andet sted fortæller han om en seite, der "i lang tid var blevet tilbedt af en hel landsby." Familietilbedelse – for samernes landsbyer var familie-landsbyer – nævnes også i en beretning af missionæren Tornæus: "Så mange husstande, ja, man kan næsten sige så mange samer, så mange guder var der at finde, og de var placeret forskellige steder ved havet. Men én var altid den højeste og mægtigste, og alene den blev dyrket af alle i en landsby. Den var placeret på en bakke eller et andet højt sted, så den tydeligt kunne ses og æres af alle; men andre hus- og familieguder stod på lavere steder." Pligten til at ofre blev givet videre fra far til søn. Missionæren S. Kildal siger, at "når forældrene døde, arvede børnene de hellige bjerge og bjergguder."

De skandinaviske samers seite-kult hænger sammen med troen på hellige bjerge med underjordiske beboere, som beskrevet i et andet kapitel. Jessen siger udtrykkeligt, at når der blev ofret til Saivo-ånderne, foregik det ved en sten. Disse ånder var i virkeligheden samernes forfædre, som blev dyrket som skytsånder for familien eller klanen. Fra den svenske Lapmark er der også bevaret en svag forestilling om seite-kultens oprindelse, hvilket fremgår af missionæren Rheens udsagn: "Sådanne sten blev placeret på bjerge, i sprækker mellem klipper, eller ved floder og søer og på steder, hvor man på et tidspunkt havde hørt spøgelser rumstere." Også de finske samer har bevaret flere interessante oplysninger. En mand, der tilfældigvis måtte overnatte nær et sådant helligsted, så i sine drømme "alle mulige spøgelser, dyr og mennesker." Det er også værd at nævne, at i nærheden af sådanne steder må man aldrig tale dårligt om de døde, da de underjordiske ellers bliver vrede.

Samerne tror også, at seiten kan vise sig i menneskelig skikkelse for den, som dyrker den. I en beretning om et offer i det attende århundrede fortælles der: "Så viser en skikkelse sig i menneskelig form, som en stor hersker, flot at se på, klædt i dyrt tøj og smykker; han sætter sig for at tage del i deres måltid, taler med dem og lærer dem nye kunstner og siger, at han er den, som bor i stenen eller bjerget, som de ofrer til." For Lule-samerne optrådte en seite i form af en velbygget, høj mand, klædt i sort som en fin herre, med en riffel i hånden. Blandt de finske samer hørte Fellman en historie om en mand, der var ved at ødelægge sin seite på grund af dårligt held med fiskeriet, men afstod, da den viste sig for ham i menneskelig form.

Sagen belyses yderligere af troen på, at seiten er et menneske, der er blevet til sten. Følgende beretning stammer fra den russiske Lapmark. I nærheden af Puljärvi-søen boede en gammel kvinde, hvis mand efter sin død, ville besøge hende om natten. Den gamle kvinde, der ikke ville have noget at gøre med de døde, låste sin dør og lod huset ryge, men fik ikke fred fra den afdøde på trods af disse forholdsregler. Hun fortalte sine problemer til en shaman, der tilfældigvis besøgte hendes hus. Han forsøgte at berolige hende og lovede at blive der natten over. Om aftenen ryddede han stedet, placerede alle kvindens ejendele på den ene side og fejede den anden side ren; i hjørnet lagde han nogle fiskeben. Snart hørte begge den afdøde undersøge fiskegarnet udenfor, hvorefter han kom ind i hytten og satte sig på det sted, der var blevet fejet rent, og begyndte at gnave på fiskebenene. Derefter stod shamanen op, tog den døde i hånden og ledte ham ud i gården. Efter at have været udenfor i nogen tid, kom shamanen tilbage og fortalte kvinden, at den afdøde ikke længere ville genere hende. "Se op på himlen i morgen tidlig," sagde han, da han var færdig, og gik sin vej. Da kvinden gik ud i gården næste dag, så hun noget sort bevæge sig på himlen og synke ned på den modsatte bred af Puljärvi-søen. Besøgene af den døde ophørte fra den dag, men ikke langt fra Puljärvi var der dukket en seitesten op.

De russiske samer har generelt haft samme syn på deres seiter som på deres afdøde slægtninge. Efter deres opfattelse lever disse et liv ligesom samerne, holder rener og hunde, bygger huse, konstruerer slæder, osv. Samerne siger, at de har hørt lyden af, at seite-ånderne går på jagt, hvordan deres hunde gør og hvordan sneen knirker, når de kører i deres same-slæde. De tror, at seiterne bliver født og dør, og endda undertiden fejrer bryllup. De er usynlige ånder, men ligesom de døde har de magt til at dukke op i dyreform, især som fugle. Således fortæller de, hvordan en seite ofte fløj op fra en kløft i bjergene i form af en ravn. Denne opfattelse blandt de russiske samer kan sammenlignes med en tilsvarende hos de svenske samer, nemlig at seiten er en fugl, der er blevet til sten, da den sank ned gennem luften. Derfor kunne man ofte se konturerne af en fugl i sådanne sten.

Hvis vi til sidst husker på, at man ofte finder flere seiter sammen, så de danner en familie, behøver vi ikke at være i tvivl om oprindelsen af denne gamle kult. Det er muligt, at nogle af seite-pladserne udgjordes af en tidligere bolig- eller gravplads, men at dette ikke altid var tilfældet, fremgår f.eks. af følgende beretning fra den svenske Lapmark: "De mener, at seite-ånderne bor på visse steder, som de på grund af bjergenes højde ikke kan nå frem til; derfor smører de en sten med blod fra et rensdyr, som er ofret til seiten, og kaster den højt op på bjerget, hvor seite-ånden bor."

Hvor tæt forbindelsen mellem "ånden" og stenen var, fremgår af samernes tro på, at seite-stenen kunne flytte sig og at det var farligt for et menneske at krydse den hellige stens "vandringssti". Man mente også, at stenen kunne påvirkes og var i stand til at føle. Hvis det var nødvendigt, kunne man straffe stenen ved at slå den eller ved at hamre stykker af den. Hvis den begyndte at blive betragtet som en farlig nabo, kunne samerne ødelægge den helt ved at knuse den, brænde den eller kaste den i vandet. Dette betød seitens død.

Ifølge en overlevering stillede samerne ved Sompio-søen "så få krav og var så lette at tilfredsstille i deres valg af guder, at de tilbad det første og det bedste, som mødte deres blik, når de trådte ud fra teltet – en sten eller stubben af et træ. Næste morgen kunne de have en ny gud, hvis deres øjne tilfældigvis faldt på noget andet" Ifølge denne beretning, den eneste af sin art, tilbad samerne således også de såkaldte "vilkårlige guder", som nogle forskere mener at have fundet blandt nogle få primitive folk.

Træseite
Ill. clm, 2023

Udover sten-seiter havde samerne også træ-seiter. Det var enten rodfaste træstubbe eller pæle, der var banket ned i jorden. Træseiterne synes ikke at have haft nogen bestemt form. Det hævdes dog, at der på en ø i den skummende Darrafos i Torneelven er blevet fundet flere pæle, der lignede mennesker. De stod i en række efter hinanden, den første så høj som en stor mand, de fire andre noget lavere; alle havde de noget, der lignede en hat på hovedet. De finske samer har bevaret den gamle måde at lave en træ-seite på. Et levende træ blev hugget over omkring en meter eller to over jorden; den øverste ende blev derefter formet som en tragt og dækket med en stenplade; på den måde blev træet forhindret i at rådne. Sådanne stolper, siger man, er fremstillet af samerne "til ære for vandet", og man finder dem især nær søer, der var rige på fisk.

De "offerstubbe", som de svenske samer havde, var to til tre meter høje. De blev groft formet til at ligne et menneske, med "hoved og hals", som derefter blev smurt over med blod. "Offerstubben" blev kun brugt én gang, men "trods dette blev den aldrig ødelagt." Af denne grund kunne en missionær på ét og samme sted se "en hel hærskare af træguder." Forholdet mellem træ- og stenguderne fremgår af en note hos Högström: "De har uden tvivl skelnet mellem, hvornår de ofrede til de forskellige guder, hvilket jeg dog ikke har kunnet få vished om. Men så vidt jeg ved, tilbeder de stenguderne, når de befinder sig i nabolaget af disse og ellers træguderne." Det ser derfor ud til, at træpæle kun blev rejst, når lejligheden bød sig, måske for at repræsentere en ånd, der boede et mere fjernt sted. Ifølge Högström blev stenseiterne betragtet som meget mere hellige end dem af træ. Træseiterne må imidlertid ikke forveksles med de træbilleder, som skulle repræsentere naturguderne.

Ofring til seiter blev naturligvis ikke udført på præcis samme måde over hele det vidtstrakte Lapland, men man kan dog observere nogle generelle træk af en særlig arkaisk art iblandt dem.

En af de allerbedste beretninger om et offer, der er bevaret for eftertiden, stammer fra det syttende århundrede og kommer fra Lule-samerne. Da disse havde besluttet sig for at bringe et offer, bandt de offerdyret bag teltet, stak en kniv i dyrets hjerte og opsamlede omhyggeligt dets hjerteblod. Hornene og knoglerne fra hovedet og halsen sammen med hovene blev båret til det hellige sted, hvor deres seite stod. Når samen kom til seiten, tog han sin hat af, bøjede sig dybt foran idolet og smurte det med blod og fedt fra offeret. Hornene blev stablet i en stor pyramide bag stenen. Stakken med horn blev kaldt "horn-gården" og kunne indeholde helt op til tusind horn. Af kødet fra offeret, som de ofrende selv spiste, blev der skåret et lille stykke fra hver del af dyret. Dette blev trådet på en birkekvist og hængt op foran hornene. Nogle gange foregik slagtningen på selve helligstedet, så kødet blev tilberedt og spist der. Udover knoglerne blev også rensdyrets skind efterladt på det hellige bjerg; hovedet blev hængt på et træ, hvis der var et i nærheden af idolet.

Kemi-samerne havde den skik, at de fældede et træ nær seite-stenen. Dette træ kaldte de luete-muor ("offertræet"). Før ofringen løftede man stenguden op og spurgte ham, hvad han ønskede som tak for at give sin hjælp i en eller anden sag. Det dyr, som blev valgt til ofringen, blev bundet til træet og slagtet "efter en lang tale." Både stenen og træet blev smurt ind i blod, og når kødet var tilberedt, blev små strimler skåret ud af det, trådet på en ring lavet af en ung bøjelig gren og hængt op i offertræet. Derefter kunne det rituelle måltid begynde. Hvis der blev noget til overs, måtte det ikke tages med hjem, men skulle efterlades på stedet sammen med dyrets skind og horn.

De norske samer skar før slagtningen en lille del af hvert øre og halen af dyret og lagde dem foran guden som en forsmag. Det ofrede dyr blev dræbt med et stik og flået således, at hornene og hovene forblev fastgjort til skindet. Derefter blev der fremstillet flere små pinde, hvori der blev skåret linjer og figurer. Pindene blev kaldt "offertræ" og blev smurt ind i blod og placeret nær guden; deres funktion var at forestille "vokslys." Heraf kan vi se, at samerne på den tid forsøgte at efterligne skandinaviske skikke. Når kødet var udskåret, blev et lille stykke fra hver del af dyret givet til idolet. Ild blev tændt et bestemt sted, hvor der så vidt muligt skulle være en kilde eller en bæk i nærheden; alt kødet fra offeret blev kogt på én gang. Med fedtet fra gryden og med dyrets blod smurte offerpræsten visse særprægede sten og anbragte dem derefter nær guden. Derefter færdiggjorde han sammen med sine hjælpere hele kadaveret, hvor han passede på ikke at sprede knoglerne, men efterlade alt på ofringsstedet, hvor skindet også blev efterladt. Under offerceremonien sang samerne deres sange, som de kaldte luete (= finsk luote, "magisk sang", skandinavisk blót. "offer").

En smule anderledes end ovenstående var de russiske samers offerritual, som beskrevet af Genetz. Visse elementer i ritualet synes at pege på et offer til ære for naturguderne. Ofringen skulle begynde tidligt om morgenen, og når man bad til guderne, vendte man ansigtet mod øst. Efter kødet var fortæret, blev skindet med horn og hove fastgjort til en pæl i en position, der mindede om et levende rensdyr. Indtil for et par årtier siden ofrede disse samer så mange som fireogtyve rensdyr ad gangen. En så stor offerfest blev imidlertid ikke fejret hvert år, og rensdyrene blev heller ikke dræbt på én gang men i løbet af flere dage – et par ad gangen. Alle deltagerne i festen skulle først vaske sig og iføre sig rene klæder. Det rituelle måltid blev betragtet som så helligt, at man ikke måtte spilde noget, heller ikke på ens tøj. Under ceremonien stod shamanen alene på den ene side med ansigtet vendt mod øst. Også rensdyrskindene, der var udstoppet med birkegrene, blev anbragt med hovederne mod øst. Efter ceremonierne skulle præsterne rense sig selv igen.

Den rette offertid var om efteråret. Udover rensdyr slagtede samerne også andre dyr til ære for deres seiter, såsom fugle og andet vildt, lejlighedsvis også fremmede husdyr, der blev skaffet fra deres naboer. Nogle gange kunne en hund tilbydes som et heloffer til seiten, eller andre levende dyr, som blev indespærret i bjergkløfter eller grotter, eller blev efterladt levende på en ø som en gave til guderne. Der er endda beretninger om, at børn blev ofret.

På samme måde som fjeldsamerne ofrede deres rensdyr, fodrede fiskersamerne deres seiter med fisk. Når en fisker tog ud for at fiske, gik han normalt først til stenen, kyssede den tre gange og sagde: "Hvis det nu lykkes mig at fange fisk i søen eller floden, lover jeg dig deres indvolde og lever." Efter fangsten opfyldte han sit løfte. Selv så sent som midten af forrige århundrede siges det, at de norske samer til tider smurte deres sten i smug. Som ofringer til seiten i nyere tid er der beretninger om, at der er blevet givet penge, både i finsk og russisk Lapmark; også messingringe, tobak, osv., alle disse genstande blev anbragt i små fordybninger i stenene.

Hvis vi følger udviklingen af andre beslægtede folks religiøse tro og skikke, kan vi observere, at samernes seitedyrkelse under åben himmel indeholder to forskellige klasser af ånder, hvoraf den ene, de såkaldte hus- eller familieguder, lidt efter lidt flyttede ind i tilbederens bolig, mens mange begyndte at bygge specielle små hytter til den anden klasse, som kan betegnes med det græske ord "hero".

Litteratur:

Andelin, A., "Kertomus Utsjoen pitajasta,” i S 1858. Helsingfors.

Andersson, G. A., Tietoja Sodankylan ja Kittilan pitajlen aikaisemmista ja myohemmista vaiheista. Kemi, 1914.

Appelgren, Hj., “Muinaisjäännöksiä ja tarinoita Kemin kihlakunnan itäisissä osissa,” in SMA v. Helsingfors, 1882.

Charuzin, N.,[a]“O noydach u drevnich i sovremennych loparey,” i EO i. 1889. Moskva.

Düben, Gust. von, Om Lappland och Lapparne. Stockholm,1873.

Fellman, Isak, Handlingar och uppsattser angående Finska Lappmarken och Lapparne, i. Helsingfors, 1910.

Fellman, Jacob, Anteckningar under min vistelse i Lappmarken. 2 vols. Helsingfors, 1903.

Genetz, A., Wörterbuch der kola-lappischen Dialekte. Helsingfors, 1891.

Graan, O., "Relation Eller En Fulkomblig Beskrifning om Lapparnas Vrsprung, så wähl som om heela dheras Lefwernes Förehållande,” i ATPS xvii. 2. Uppsala, 1899.

Holmberg [iv b] “Die Wassergottheiten der finnisch-ugrischen Völker,” i MSFO xxxii, Helsingfors, 1913.

Högström, Pehr, Beskrifning öfver de til Sweriges Krona lydande Lapmarker. Stockholm“ [1747].

Jessen, E., Afhandling om de Norske Finners og Lappers Hedenske Religion. (Trykt i Leems værk) København, 1767.

Kildal, S., "Efterretning om Finners og Lappers hedenske religion,” i Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter iii. 2. København, 1807.

Leem, Knud, Beskrivelse over Finmarkens Lapper. København, 1767.

Niurenius, O., "Lappland,” i ATPS xvii. 4. Uppsala, 1905.

Qvigstad [a], ii. “Kildeskrifter til den lappiske mythologi, i-ii,” i Det kgl. Norske Videnskabers Selskabs Skrifter nos. 1 og 4. Trondhjem, 1903 og 1910.

Rheen, S., “En kortt Relation om Lapparnes Lefwarne och Sedher, wijdskiepellser, sampt i manga Stycken Grofwe wildfarellser,” i ATPS xvii. 1. Uppsala, 1897.

Rosen, Eric von, "En nyupptäckt lappsk offerplats vid Vidjakuoika,” i Ymer, 1911. Stockholm.

Schefferus, J., Lapponia. Frankfurt, 1673.

Tornæus, J. “Berättelse om Lapmarckerna och Deras Tillstand,” i ATPS xvii. 3. Uppsala, 1900.

Tuderus, G., “En kort underrättelse om the österbothniske lappar, som under Kiemi gebit lyda,” i ATPS xvii. 6. Uppsala, 1905.

Yaščenko, A., “Něskolko slov o Russkoy Laplandiy,” i EO xii., Moskva, 1892.

Forkortelser:

ATPS, Archives des Traditions Populaires Suedoises.

EO, Etnografičeskoe Obozrěnie.

MSFO, Memoires de la Société Finno-Ougrienne.

S, Suomi

SMA, Suomen Muinaismuistoyhdistyksen Aikakauskirja.

Kilde: Uno Holmberg: The Mythology of all Races – Finno-Ugric, Siberian, Vol. IV, pp. 100-112.