Samiske fortællinger

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi

Johan Turi og Per Turi

Samiske fortællinger

Uddrag af
Lappish Texts (1918-19)
Redigeret af Emilie Demant-Hatt
D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter,
7. R. Historisk og filosofisk Afd. IV, 2

Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen, 2023

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Forord til den danske udgave

I 1918 udgav den danske etnograf, billedkunstner og sameforsker Emilie Demant-Hatt en samling samiske småfortællinger. Fortællingernes ophavsmænd var den svenske same Johan Turi og dennes nevø Per Turi. Demant-Hatt havde under et af sine ophold i Lapland boet hos Johan Turi i Torneträsk, Sverige, hvorved der opstod et varigt venskab mellem de to. Demant-Hatt havde opmuntret Johan Turi til at skrive en bog om samerne og deres kultur. Selv hjalp hun med udgivelsen og i 1910 udkom Muittalus samid birra med dansk oversættelse af Demant-Hatt En Bog om Lappernes Liv i ét og samme bind. Dette var den første bog om samerne, som var skrevet på samisk.

Da de etnografiske fortællinger udkom i 1918, var det med parallelle tekster på henholdsvis samisk og engelsk. Johan og Per Turi havde skrevet teksterne på samisk. Emilie Demant-Hatt, der havde læst samisk sprog, oversatte dem til dansk, hvorefter hendes mand – arkæologen Gudmund Hatt – oversatte den danske tekst til engelsk. Den svenske sprogprofessor K. B. Wiklund var involveret i arbejdet med såvel den samiske tekst som med oversættelsen.

Emilie Demant-Hatts danske oversættelse blev aldrig publiceret og dens videre skæbne er ukendt. Den nærværende oversættelse er foretaget efter Gudmund Hatts engelske. Sproget er lettere bearbejdet. Noter og indskud i kantede parenteser er tilføjelser af Emilie Demant-Hatt. Almindelige parenteser er oversætterens anmærkninger.

Carsten Lyngdrup Madsen

____________________________________

MAGI OG MEDICIN

I.

Om ofring i gamle dage

Folk i gamle dage havde tanke for, at man skulle ofre et eller andet til offerstederne. De kunne enten have deres offersted ved en sprække i en flækket klippe, på en bakke på en jævn græseng eller alleryderst på et næs tæt ved deres vandresti. De kunne også have det på en stejl fjeldside. Navnet på sådan et offersted er seite.

De ofrede til seiten, for at det skulle gå dem, som de ønskede, eller for at de måtte have lykke og held i hele deres levetid. De har ofret til seiterne på mange forskellige måder. En lap kunne i gamle dage have en sådan seite tæt på sin sti, og når han gik forbi den, faldt der altid noget af til seiten. Nogle gange var det penge, andre gange en flaske brændevin eller en rensdyrost eller en rensdyrmave fyldt med mælk eller et stykke et stykke rensdyrkød, en kniv, en smuk sten [et stykke hvid kvarts eller bjergkrystal], et sølvspænde, en knap, en ske eller et bæltespænde og nogle gange ting af guld – ja, hvad som helst. Så snart han kom indenfor synsvidde af seiten, tog han sin hat af hovedet, og når han igen var udenfor synsvidde, tog han den atter på. Nogle gange gik han til seiten før han havde spist eller drukket, bøjede sig ned og tilbad. [P. T.]

II.

Om et offersted nedenfor en klippeskrænt

Der har været sådan et offersted nedenfor en lille klippeskrænt for enden af Nissondal, hvortil der er blevet ofret rener, penge og brændevin. Jeg har nu ikke hørt noget præcist herom, bortset fra, at det var den bedste ren i hjorden, som skulle ofres. Denne ren skulle være hel og perfekt, så den var helt fejlfri. Den skulle anbringes der hel, og næste gang man kom forbi seiten, var renen allerede forsvundet. Herefter skulle endnu en ren ofres på samme måde og så fremdeles, når man kom til dette sted.

Jordlaget på dette offersted er blevet så tykt, at der ikke ses andet end ben og rensdyrgevir. Og græsset har vokset sig meget tyk på denne seite.

Mange år efter den tid, hvor man ofrede, flyttede engang en af vore dages siidaer til nabolaget af denne seite. Så skete det en aften i skumringen, hvor fire unge mænd gik omkring [fra deres telte], at de hørte stemmer. De lyttede efter, og kunne høre, at stemmerne kom fra offerstedet. De gik nærmere og lyttede. De kunne høre, at der var helt utroligt mange, som talte ved seiten. Det lød, som var det været en hel forsamling, der talte. Så ville de gå nærmere for at høre, hvad der blev talt om, men de turde ikke at komme for tæt, for stedet begyndte at virke uhyggeligt. De fik end ikke fat på et eneste af spøgelsernes ord. Så gik de derfra og vendte hjem. Næste aften ved skumringstid gik de atter ud for at lytte, om de igen kunne høre noget. Det var fuldstændigt som aftenen før. Heller ikke denne gang turde de gå tættere på for at undersøge, om man kunne se noget. Selv om de var indenfor synsvidde, var de dog for langt væk. De kunne intet se, men stemmerne hørte de stadig. Dette kunne kun høres om aftenen ved skumringstid. Men en dag var de mange, som gik til seiten, og da de kom til stedet, var der ikke andet at se, end det, som er beskrevet ovenfor [dvs. ben, rensdyrgevir og tykt græs.] Slut. [P. T.]

III.

En mand ved navn Kumme

Der var en mand ved navn Kumme, han flyttede gennem Vassevagge fra syd til nord [dvs. han havde sin vandresti gennem Vassedal], og der plejede han at opholde sig [dvs. han slog sit telt op og lod renerne græsse der]. Og han var en noaide – næsten en "træ-rådner"-noaide, og han havde et offersted på en stejl fjeldside. Der var kun en snæver passage mellem klipperne, som man kunne gå på for at komme dertil. Deroppe havde han en seite på en lille forhøjning. Ingen måtte komme der, undtagen når han selv gik derop, da måtte andre følge med, hvis han gav dem lov. Han havde en søn og to døtre, som var gift og altså to svigersønner. Disse gik med ham, men kun når han gav dem lov.

Kumme boede langt fra seiten. I bunden af Vassedal var der et græsningsområde og her var hans kåte og hans hjord. En dag kom hjorden til hans kåte, og det var offertid. Han gik ind i flokken og fangede en hvid rentyr, som han dekorerede den med al slags pynt, rødt, gult, blåt, grønt, rødbrunt, hvidt og sort silkebånd, overalt, hvor der kunne fastgøres pynt, dekorerede han den – på benene, på geviret, på hovedet, på ryggen, og alle steder. Og da han havde gjort rentyren klar, lod han den gå sin vej alene væk fra flokken. Selv fulgte han efter den. Det samme gjorde hans to svigersønner, hans hustru, hans søn og hans to døtre. Rentyren ledte an lige op til offerstedet, hvor den standsede og stod stille, indtil de begyndte med slagtningen. De dræbte den og fjernede al pynten. Så flåede de den og parterede den med største omhu. De havde en forfærdelig stor kedel deroppe, og i den lagde de hele tyren og kogte den, indtil kødet løsnede sig fra benene. Og da kødet havde løsnet sig, spiste de selv alt kødet og samlede benene sammen. Man havde den regel, at alle benene skulle samles omhyggeligt lige til det mindste lille ben. Og hvis bare et enkelt ben manglede, var renen uegnet til offer, for alle ben skulle bringes som et offer. Hvis der manglede ét ben når de var færdige med at spise kødet, og de umuligt kunne finde det, var dette ben fakka-njuolla. Og da de ikke kunne finde fakka-njuollaen, var hele den hvide rentyr uegnet som offer. Så måtte man gå tilbage og finde en anden rentyr og gøre med den, som man gjorde med den forrige. Og når den tyr er blevet afmærket [dvs. pyntet], gik også den afsted mod seiten og igen fulgte de efter den helt op til seiten, hvor de gjorde som før. Og når de var færdige med at spise, talte de benene, om de alle var der, og de var der alle, hvert eneste ben helt og i god behold. Så blev benene lagt på seiten, men ingen undtagen Kumme var tilstede, når benene blev anbragt [til ofring]. Herefter var de færdige og kunne gå hjem.

Disse ofringer skulle sikre, at alting gik nøjagtigt, som Kumme ønskede. Når han havde ofret, kunne han foretage sig alt det onde, han ville, hvis det var det, han havde lyst til, eller alt det gode, han ville, hvis det var det, han var stemt for. Han havde dog ikke lov til at gøre ondt mod nogen, medmindre han havde en god grund til det. Selv om man måske var i stand til det, havde man ikke lov til at handle ondt mod en person, som ikke selv først havde handlet ondt. Ej heller havde man ret til at gøre godt mod nogen, hvis vedkommende ikke behøvede det. Han var således underlagt mange forbud, fordi han havde lovet sig selv til djævelen. For djævelen var det, han ofrede til og som beskyttede hans seite. Og djævelens engle var det, som skulle beskytte ham i alle hans sager og yde ham hjælp, når han havde brug for det. Og når han skulle dø, blev han selv en djævelens engel, hvilket han må være nu.

Denne Kumme havde endnu en seite på den anden side af dalen og til den havde han engang lovet det barn, som hans kvinde ventede, hvis det blev en dreng. Hans kvinde vidste godt, at Kumme havde lovet at give barnet til seiten. Da hun så fødte en dreng, var de uenige og vrede på hinanden en kort tid på grund af dette, [moderen gav dog ikke slip på drengen]. Men en dag, mens hun sov, tog Kumme drengen med til seiten. Da hun vågnede, vidste kvinden ikke, hvad der var blevet af drengen, men hun havde sin mistanke, for hun havde jo hørt Kumme love barnet til seiten.

Da Kumme havde drukket sin brændevin, gik han til sin seite og joikede[?]: "Åh, min stakkels kvindes grædebarn, hvor er han nu henne?" – Så forstod kvinden, hvor hendes dreng var. [P. T.]

IV.

Fortælling om noaide-lærdom

Hvis nogen ønsker at blive noaide, må han gøre det alene. Han må søge et sted, hvor tre stier mødes fra forskellige retninger. Men det må være et øde sted, hvor ingen har deres bolig, end ikke en eneste må være der, kun de tre stier. Han skal gå ud julenat til den tregrenede sti [hvor de tre stier mødes] og blive der, indtil [den onde] kommer og adspørger ham: "Hvad ønsker du?" Og så må han fortælle, hvad han ønsker. Hvis han ønsker kundskab, bliver han vis [dvs. noaide]; ønsker han rigdomme [dvs. rensdyr-lykke], så får han det. Men ingen får mere end én gave der [dvs. kun ét ønske opfyldt]. [J. T.]

V.

Endnu et trick

Hvis nogen lige er død, som du var i familie med, eller du var nær ven af, mens han levede, og han fortsat skal være din ven, må du købe et silkebånd, tre gange seks tommer langt, og når du kommer til den afdøde, skal du afdække ham og derpå trække silkebåndet frem og tilbage over hans mund [dvs. mellem hans læber]. Så må du tage ham i dine arme og dreje dig omkring tre gange mod solens gang [dvs. mod urets retning] idet du siger: "Du skal hjælpe mig når som helst, jeg kalder dit navn!" Derefter må du anbringe ham nøjagtigt, som han lå før. Herefter vil dette være hans opgave [at være noaidens hjælpeånd]. Men det, som her er beskrevet, må ske nøjagtigt ved midnat. [J. T.]

VI.

Endnu et optrin

Hvis man ønsker at påføre nogen ondt, skal man gå til kirkegården og sige: "Jeg behøver hjælp, hjælp mig nu!" Derpå skal du tage sand fra kirkegården og fylde det i et hvidt klæde. Så skal du sige, hvad du ønsker skal ske, og hvad den, [du ønsker at skade], har gjort imod dig, og du skal nævne vedkommende ved navn. Efter dette skal du give et eller andet [dvs. et offer] til kirkegården, hvorefter du skal gå til vedkommende [som du ønsker at skade] og sige [ganske stille], hvad du ønsker skal ske med vedkommende [om spøgelserne skal slå vedkommende ihjel eller blot pine ham en tid], og i samme øjeblik skal du hælde [kirkegårdssandet] på ham. Men vogt dig for, at du ikke ved ved et uheld får noget af sandet på dig selv.

Når du har gjort dette, har du sat spøgelser på vedkommende. [J. T.]

VII.

Om en noaide, som har visdom og stadig har sine tænder i behold

Så længe han (noaiden) har sine tænder i behold, har han al sin kraft. Og når han har brug for at øve trolddom, går han ind på kirkegården og råber: "Rejs jer, alle i syndige sjæle lige fra Adams tid og til den gode moders!" Og så begynder de at banke kisterne op og de rejser sig som en tågesværm. Og han fortæller [dem], hvem han ønsker [de skal gå til] og hvad han [hans fjende] har gjort ham. Og han siger, om han vil have, at de kun skal pine ham eller de skal slå ham ihjel. Og straks styrter de afsted for at udføre, hvad de har fået befalet. [J. T.]

VIII.

Om flyvende noaider

De dygtigste noaider har været dem, som kunne flyve. Andre har kørt til kirke med en ulv [spændt for deres slæde], og når de nåede frem til kirkestedet, spændte de den fra, hvorefter den forsvandt. Men når han skulle køre derfra, kom den samme ulv tilbage – og han kørte langt hurtigere nogen af de andre.

Den slags noaider har også været dem, som, når de øvede deres trolddom, efterlod deres krop som død, mens ånden sammen med djævelens engle arbejdede på at gøre skade på nogen. Men hvis nogen [under trancen] flytter på hans krop, går den sin vej, og så vil de to [ånd og krop] aldrig mere blive genforenet. Den slags personer kaldes "træ-rådner-noaider". [J. T.]

IX.

Hvordan man bliver noaide

Den perfekte noaide-kunst er den, som gøres på følgende måde: personen lægger en bibel omvendt under sine knæ, hvorefter han frasværger sig Gud, og han lover sin sjæl til djævelen, når han er død, mod at djævelen lover at gøre alt, hvad han ønsker. Herved bliver han en fuldkommen noaide, men en kristen bliver han aldrig igen og det gør heller ikke de, som øver trolddom ved hjælp af sådanne noaider.

Når noaiderne øver trolddom, varmer de pottekæden [dvs. den kæde, som er udspændt over ildstedet] op til den bliver rødglødende. Derefter slår de af al kraft omkring sig med den og de skærer tænder det bedste de har lært. Deres inderste skindpels og deres hat må vende vrangen ud. En inderpels af fåreskind er en frygtelig ting, når vrangen er vendt ud på den, og dette er netop noaidens vigtigste beklædning. [J. T.]

X.

Om den magiske tromme

Den magiske tromme var et noaide-instrument, og de [noaiderne] fremstillede den på følgende måde: de lagde ringe og Accisænes rensdyr-ren-bunke ind i den og slog på den med en hammer og fløjtede og nogle gange skar de også tænder. På denne måde udførte de deres noaide-kunster. [J. T.]

XI.

Hvad noaiderne ser i brændevinen

Noaiderne ser også i brændevin, og [der] kan de se alle ting og afsløre, hvem der har stjålet en genstand. Hvis nogen har fået påført spøgelser, og han går til noaiden for at få hjælp, så spørger [noaiden] ham: "Har du brændevin?" Og hvis han har, giver han det til noaiden. Denne ser ned [i glasset ned brændevin] og kan se, hvordan de er kommet [dvs. noaiden kan se, ved hvilken slags trolddom og hvorfor han har fået påført spøgelserne.] Så begynder han [at uddrive spøgelserne]; og hvis han har set, hvordan de er kommet, kan han klare dem på én gang, men hvis den, [som har påført dem], er meget stærkere [end noaiden], vil han påføre dem igen. Men i et sådant tilfælde, vil de ofte angribe et andet familiemedlem af den person [som først blev besat]. Og bliver de igen uddrevet, vil de på ny angribe en person i samme familie. Men hvis den, [som står for uddrivelsen], er meget stærkere [end den, som først påførte dem], vil disse angribe personen, som først påførte dem, eller den, som fik ham til at gøre det. Og er han endnu stærkere, kan han sende dem tilbage til kirkegården. Men skal nogen have magt til at gøre dette, skal han være en Guds noaide, eller en som øver sine gerninger med Guds kraft. Og han [dvs. Guds noaide], vil tale i tunger og opføre sig, som var han beruset og være helt exalteret, og han ser da alle noaide-budbringerne [dvs. sværmen af spøgelser, som noaiden sendte ud til deres opgave]. Og han er sikker på at vinde, uanset hvor stærke noaider, der har sendt dem [spøgelserne], for disse blev sendt ud med djævelens kraft. [J. T.]

XII.

Djævelens engle

Disse djævle [noaidens hjælpeånder] sendes ud med en levende fugl, og fuglen går direkte til den person, den bliver sendt til. Og det er ravnen, som er djævelens fugl, og den bringer den besked, som djævelens engle har sendt den med. De mennesker [som efter deres død er gået i noaidernes tjeneste], er ikke andet end djævelens engle. Og hvis de ikke kender nogen fugl [som de kan flyve med], følger de stien; men det er meget svært for dem at komme over bjergrygge og vandskel, men kommer de over, går de direkte til den person [som de skal besætte]. Når de kommer frem til personen, skræmmer de ham [giver ham et nervøst chok]. Og når de har skræmt ham, kan de straks besætte ham, men er han så modig, at han ikke lader sig skræmme, kan de ikke besætte ham. Så besætter de en uskyldig og begynder at pine ham, de dræber ham ikke men nøjes med at pine ham. Det er dog nemt at uddrive dem igen. [J. T.]

XIII.

Her skal fortælles, hvad grunden er til, at noaiderne forhekser en person

Rensdyrtyveri rammes ikke let af trolddom; men i kærlighedskonflikter er det lettest at bringe ondt over en person ved hjælp af trolddom, derefter kan tyveri af døde ting og ligeledes fornærmelser let straffes med trolddom. Og så, når to noaider udfordrer hinanden til at kæmpe [dvs. prøve deres trolddom af på hinanden, for at se hvem der er den stærkeste. I sådanne tilfælde er der så mange onde ånder omkring, at man let kan få nogle af dem på sig]. De besætter dog ikke en uskyldig person, i det mindste ikke hvis han er modig. Ej heller [besætter de] dem, som slet ikke tror, at noaider findes. Det fortælles ganske vist, at de engang har besat en uskyldig mand, da han var på sporet [dvs. fulgte den samme sti, som spøgelserne gik på], og han havde det samme navn [som den mand, som spøgelserne var sendt til], og han havde købt de stjålne varer; de kunne dog ikke dræbe ham, men de plagede ham slemt. Det er desuden lettere at uddrive dem (ånderne) fra en uskyldig person.

Og det er let for dem at hæfte sig på en fødende kvinde, også fordi hun har lettere ved at blive forskrækket end andre. Og det siges normalt, at det er let [for spøgelserne] at hæfte sig til kvinden, indtil hun igen har været i kirke; derefter er hun igen som før. [J. T.]

XIV.

Om noget som også nærmest er trolddom

Hvis det skulle ske for en uskyldig person, at de (ånderne) begynder at påføre ham for meget ondt [her tænkes især på krænkelser; Turi refererer til en personlig oplevelse], og han bliver vred – og hvis han ellers er en af den slags, som kan tale med de døde eller uldaerne eller jord-halderne, så behøver han kun at (sige sit) ønske, som talte han til en anden person: "Gør dig klar og hjælp mig, jeg har brug for det!" Og samtidig skal han sige, hvad han ønsker gjort, og så er han sikker på, at de gør præcis det [som han ønsker]. Men en død bekendt er bedst [som hjælpeånd], en, der var en ven, mens han levede. [J. T.]

FORTÆLLINGER OM ULDAERNE M. M.

LVI.

Her er beviset på uldaerne

Olof Nilsson Svonni, som stadig lever, har set og hørt uldaerne (= saivofolket) helt udtrykkeligt. Engang i forsommeren opholdt de [siidaens samer] sig syd for Abisko i Baddos ikke langt fra trægrænsen. Helt fra gammel tid havde dette sted været en teltplads for lapperne, og her var også en offerplads. Stedets navn er Baddos-bakte, og der havde lapperne sine ting. Der var udhængende klipper eller åbninger i klipperne og her opbevarede de de ting, som ikke måtte blive våde.

Nu var der så kommet en sida til pladsen og havde slået deres telte op. Men to unge drenge kunne ikke sove der om natten, mens alle de andre sov. Det var O. Nilsson [Svonni] og Per Henrik Kuhmoinen. De ville nu foretage sig noget i natten, skyde fugle eller et og andet. Men da kunne de høre mennesker tale inde i den store offerklippe – Baddos-bakte. De gik nærmere for at lytte og høre, hvad der blev sagt. Og de kom ganske nær og lyttede halvdelen af natten. De kunne tydeligt høre, at der var mennesker, som talte. Men de forstod ikke klart, hvad der blev sagt. Men så meget vidste de, at det var uldaerne, som talte, for alle andre sov. Og dette er så sikkert, at de var villige til at bevidne det med ed, om nødvendigt.

Det pågældende sted er også kendetegnet ved store bunker af rensdyrgevir, men jordlaget er nu vokset op over disse bunker af gevir. [J. T.]

LVII.

Uldaernes køer

Samme mand [Svonni, som havde fortalt dette til Turi] har i fuldt dagslys set uldaernes køer. Dette skete også [på] en af lappernes græsbevoksede lejrpladser i Vassevagge på Barta-engen. Der boede lapperne og det var sommer, og de havde også køer. Engen var således, at der midt på den var en hulning. – Engang da disse to, O. Nilsson og P. Kuhmoinen, kom hjem til kåten fra vildmarken [dvs. fra rensdyrflokken], så de mange køer græsse på engen, og da de kom nærmere, gik det op for dem, at det ikke var sidaens køer. Og det bedste bevis herpå var, at de alle var hvide. Da de nu helt klart ser, at det ikke er lappernes køer, forstår de, at det må være uldaernes. Og de vidste også, hvordan de fik fat på uldaernes køer. De taler sammen om, at de ikke skal tage øjnene fra dem, så de ikke skal forsvinde. Og de ser, at de græsser nede i hulningen af engen, men så taber de dem af syne og løber derhen for at nå over til dem, inden de alle når at forsvinde. Men drengene nåede ikke derhen, før hver og en var forsvundet i hulningen, og før de overhovedet kunne nå at kaste stål over dem – for de havde selvfølgelig hørt, at hvis man kunne kaste stål over en, så ville man få denne som sin ejendom. De kom dog ikke nær nok, for de [køerne] gik ned i hulningen. Da drengene nåede kanten af hulningen, var der overhovedet intet at se, skønt det var en temmelig blød hulning [dvs. let at overskue]. Da forstod de endnu bedre, at det virkelig havde været uldaernes køer. Og de regnede det for et stort tab, at de ikke havde været i stand til at få fat på dem, når de nu havde været så tætte på dem. [J. T.]

LVIII.

Historien om en lap og uldaerne

Den afdøde Nikkaš, som mistede sine får.

En lap havde mistet alle sine får. Lapperne havde dengang mange får [ud over rener]. Da han nu havde mistet dem alle, ledte han efter dem hver eneste dag og hvert eneste sted. Og han troede aldrig, at han skulle se dem igen. Så gik han op på toppen af Gorsavagge, hvor lapperne plejede at holde til. Lapperne forstod, at uldaerne også havde taget ophold der. Her findes nogle bakker, som minder om kåter i form, og lapperne kalder dem for uldaernes kåter. Og den gamle lap, som havde mistet sine får, lagde sig ned for at hvile sig ved siden af en sådan uldakåte. Da drømte han, at han så uldaerne, og de underholdt ham, serverede mad for ham og snakkede med ham. Og de fortalte ham, at de også havde testamentet [dvs. Det nye Testamente, hvilket viste, at også de var kristne] "akkurat som du har." Så lovede de at fortælle ham, hvor hans får var blevet af, og de fortalte ham helt nøjagtigt, hvor de var. Men de ville have en særlig god vædder som tak. Da han vågnede op, gik han øjeblikkeligt til det sted, som de havde udpeget for ham. Og da han kom til stedet, stod fårene lige der lyslevende for hans øjne. Han gik nærmere og genkendte alle sine får, men den største vædder manglede. Og det glædede ham, at de [uldaerne] havde fået deres velfortjente andel.

Og han var næsten selv som en ulda, han boede alene i vildmarken det meste af tiden og levede til han blev gammel. Han forsvandt nord for Torneträsk, kun hans båd blev fundet på Torneträsk strand ved mundingen af Bessišjokk. Hans gevær fandt de oppe ved trægrænsen. Han var en stor jæger, og hans søn Olof Nilsson Svonni har lært mange ting af sin far, som er gode at vide ved jagt og meget andet. På den måde er han (Nikkaš) lidt mere end almindelige folk [dvs. folk som ikke er noaider]. Han er også lappernes læge og en mægtig jæger. [J. T.]

LIX.

Fra øvre Nivsat-gorsa

Syd for Kaisepakte oppe ved Nivsat-gorse ved trægrænsen var der en pige, som så, at en siida gjorde holdt for at slå lejr. De begyndte at spænde fra og slå deres telte op. Den eneste forskel [dvs. det eneste bemærkelsesværdige] var, at pakrenerne ikke havde gevir og at saddelklæderne [under deres oppakning] var af lærred. Dem, som hørte om dette, syntes at det var mærkeligt, at der skulle komme en siida der, og de drog straks afsted for at se, hvis siida det var. Og da de kom til stedet, var der ikke spor at se. De vendte hjem til deres kåte og skældte pigen ud for at have løjet. Men pigen sagde: "Jeg har ikke løjet, det er sandt – der var nogen, som slog deres telte op." De andre begyndte nu at spørge hende, hvordan pakrenerne havde set ud. Pigen fortalte, at pakrenerne ikke havde gevir, og at alle tæpperne [under oppakningen] havde været af lærred – lapperne bruger altid tæpper af rensdyrskind med hårene på – og så forstod de, at det havde været uldaernes siida. Og selv i vor tid er der mennesker, som har set alt dette. Og i den siida var også den samme O. N. Svonni; han hørte selv pigen fortælle om sit syn og det hele; han var i siidaen, da det alt sammen skete. Denne hændelse fandt sted for ikke så længe siden. [J. T.]

LX.

En ny påmindelse om uldaerne

Vanen tro flyttede Bolno-siidaen sidste forår nordpå langs Torneträsk, mens der stadig var is på. De stoppede ved Giebmaš-njarga og slog deres telte op, som lapperne nu gør. Der findes mange store klippestykker der og børnene løb omkring dem og klatrede op på dem. Så ser de en lap ligge der – hans navn var Balot Biette, og han hørte til siidaen. Men han var ikke i siidaen på dette tidspunkt, og desuden havde han helt nyt tøj på. Og da drengen ser, at deres nabo Balot Biette ligger og sover der på klippen, sparker han til ham bagfra og han [dvs. den sovende mand] sagde: "Hvorfor kan du ikke lade mig sove i fred?" Så rejste han sig og sagde til drengene: "Følg nu med mig til min kåte!" Han kikkede på begge drenges brystklud og på den enes fik han øje på en messingknap. Henvendt [til ham] sagde han: "Jeg vil ikke have dig med!" Og så kikkede han igen på den anden drengs brystklud men fik ikke øje på noget. Så sagde han: "Du skal følge med mig, min kåte ligger ikke så langt herfra." Derpå kom en anden mand til, der så ud som Balot Biette, og dermed var der to Balot Bietter. Men de var begge uldaer. Så tog den ene Balot den dreng, som hverken havde guld, sølv, messing eller noget andet metal på sig. Han førte ham med sig ud på søen, og her gik de langs en lille halvø i søen i retning af det sted, hvor han havde fortalt drengen, at hans kåte lå.

Nu blev de andre dog opmærksomme på, at drengen var forsvundet i vildmarken og de sendte drengens søster ud for at lede efter ham. Søsteren kunne se ham, men drengen gik så hurtigt, at hun ikke kunne indhente ham. Så kalder hun på drengen, for hun kunne se ham [men manden var usynlig for hende]. Uldaen, som havde skikkelse som Ballot, spurgte ham nu: "Hvad er det, som råber?" Og pigen løber nu så hurtigt, som hun kan. Atter spørger uldaen drengen: "Hvad er det, som kommer? Og den har endog en stav med!" Pigen kom ikke desto mindre nærmere, og nu forlod uldaen den lille dreng, men drengen så faktisk, at han gik ind under en klippesten og forsvandt der. Da pigen nåede drengen, fulgte hun ham hjem.

Drengen sagde ikke noget den dag, selv om de gjorde, hvad de kunne [for at få ham til at tale]. Men så var der Ballots broder Simon, som blev regnet for at være lidt "vis", og han fik ham endelig til at tale den følgende dag. Og så fortalte han om alle de begivenheder, som er nævnt ovenfor. Drengen havde forandret sig, så han havde fået et mærkeligt udseende, men da han igen blev i stand til at tale, fik han sit tidligere udseende igen. – Og den omtalte drengs far hedder Nils Persson Nutti. [J. T.]

LXI.

Amuletter

Alle lapper bør huske den gamle tro, at man altid skal sørge for, at ethvert barn har en lille amulet på sig.

Det, som smeltes af malm, er en amulet. Hvis nogen har kobber eller sølv eller messing, kan uldaen ikke tage [barnet], eller hvis barnet i det hele taget har nogen slags metal på sig.

Man kan også kalde det šiella [dvs. amulet, gave, findeløn], hvis man finder noget for en anden person. Her får finderen en belønning, så han bliver i stand til at kunne finde igen en anden gang. Denne belønning kaldes en øje-gave. [J. T.]

LXII.

Vulli Hæikas kone blandt uldaerne

Hvad jeg har hørt om uldaerne fra Millo Hæika.

Der lever stadig en, som har set uldaerne og deres bolig. Hun var en ung smuk pige. Engang hun var ude i vildmarken, ser hun to piger. De går hen til hende og tager hende i hånden og beder hende følge med dem. De tog hende da i hver sin hånd og førte hende til en klippe, hvor en dør åbnede sig. Indenfor fandtes alle mulige ting, mad og meget sølv og mange mennesker. Og så sagde de: "Dette er en umådelig smuk pige." Men så blev hun bange, rev sig løs og løb sin vej. – Hun lever endnu, 1909. [J. T.]

LXIII.

Mere om uldaerne

Susanna Huuva er fyrre år gammel nu. Da hun var en lille pige, lå hun engang og sov på en høj bakke. Hun vågnede og ser en hel flok [rener] græsse omkring sig og de havde alle bare ét horn. Hun forstod ingenting men faldt igen i søvn. Da hun atter vågnede, var der ingen rener mere. Hjemme fortalte hun det til sin mor, som selvfølgelig vidste, at det havde været uldaerne, da de alle er ethornede. – Samme person har på østsiden af Raggesvare set en flok pakrener hvile sig, men da hun gik derover, hvor hun havde set dem, var der ingenting overhovedet – kun løse sten.

For fyrre år siden var der en kvinde, som også havde set en flok uldaer, og det var en stor flok. Og endnu lever der én, som har været i uldaernes bolig og tilbragt en hel dag der. Det var en halvstor dreng, som var faldet i søvn på en høj bakke, og uldaerne ledte ham med sig til deres hus eller bolig. Mange var forsamlede der og de tilbød ham mad, men han havde ikke lyst til deres mad. De nødede ham mange gange og var meget venlige mod ham, men han spiste ingenting. Så måtte de lade ham gå, men de sagde, at hvis deres gamle [mand] havde været der, "så var du ikke sluppet herfra." – Allerede fra gammel tid har lapperne vidst, at man ikke skal spise noget [blandt uldaerne], for hvis man spiser, kommer man ikke derfra igen.

Engang opholdt en af lappernes siidaer sig på Gaivare. De skulle netop til at malke deres rensdyr ved kåten, da en flok smukke køer kom springende og dansende. Men de [lapperne] foretog sig intet med dem. På det tidspunkt forstod de ikke, hvad det var, men da de [køerne] pludselig forsvandt, kom de til at tænke på, at det måtte have været uldaernes køer. Da var det dog for sent, for de havde ikke forstået det, mens de var synlige. Og det var faktisk uldaerne, som tilbød dem disse (køerne). Men de forstod det ikke, mens tid var.

I Koutokeino er der en lap, som har fået en hel flok (rener) af uldaerne. Og hans rener var smukkere og mere fremragende [end de andre lappers]. Den mands navn var Boala Bær Aslak. Alle hans børn er rige og det samme er hans børnebørn. Og hans efterkommere lever stadig. Ej heller tog ulvene flere af dem [ulda-renerne], end hvad de behøvede til deres egen føde. Men dem, som ikke kommer overens med uldaerne, kan miste et to- eller trecifret antal rener til ulvene.

Lapperne i gamle dage så uldaer lige så tit, som [de så] andre lapper. Uldaerne var særligt venligtsindede mod bestemte lapper. De kom tit til dem og snakkede med dem og fortalte dem, hvad der skulle ske. Men uldaerne kan være slemme mod dem, som ikke lever således som de synes. Uldaerne er heller ikke venner med flere end nogle få folk. Og den mand, som har uldaernes venskab, han er sikker på at klare sig. De hjælper altid, hvor der er behov for det. Og en person, som nyder godt af uldaerne hjælp, han er i sandhed en noaide. Og jord-halderne, dem som de hjælper, klarer sig også godt. [J. T.]

LXXX.

En gammel historie om vandånderne

På en fiskerø var der et hus, som fiskerne havde indrettet, så de kunne opholde sig der under uvejr. Det var en stor bolig med mange rum. Og vandånderne havde taget det til sig som et festhus. De havde en bestemt tid, hvor de begyndte at feste. Men (fiskerne) vidste godt, hvornår vandånderne og -halderne ville komme for at feste.

Så kom tiden, hvor ånderne drog til huset for at feste. Nogle af dem skulle giftes, men ejerne af huset vidste også, at vandånderne nu kom. De forlod da huset men efterlod en mand der, som de ønskede at gøre det af med. Manden gik ind i huset og ledte efter et skjulested. Han fandt et godt gemmested bag pejsen og gik derind. Han havde en gammeldags musket med sig, og den var ladt. Han ventede nu, indtil vandånderne kom. Så så han, at en kvinde kom ind først, som havde et bælte om livet, med nøgler overalt på det, så det bare klingede, når hun gik på gulvet. Hun syntes, at der var en mærkelig lugt i huset; men hun havde stadig ikke fået øje på manden, der sad bag pejsen. Så gik hun ud igen og tog de andre med sig, og alle gik ind. Først bar de et bord ind og stillede det midt på gulvet, hvorefter de bar al slags mad og drikkevarer ind. Og udelukkende sølv- og guldsager og skeer og kedler og gafler og knive og lysestager og stole og utallige sølv- og guldsager og alle slags smukke pyntegenstande, silke- og uldgarn af enhver slags. Og så satte de sig og begyndte at spise og drikke. Men manden, der var bag pejsen, rettede sit gevær direkte på kvinden med alle nøglerne rundt om livet. Han lagde geværet mellem sine ben og sigtede direkte mod hende, lige på bæltet, hvor nøglerne hang. Så skød han, og ramte også. Bæltet faldt til jorden sammen med nøglerne. De andre blev forfærdede, og kvinden ligeså. Så bange blev de, at de løb ud i havet, lige så det plaskede. Men manden fik alt det guld og sølv og alle pyntegenstandene. Og han blev overmåde rig.

Men så kom de to, som havde efterladt manden der, for at gøre det af med ham. Og de så, hvor rig han var blevet. Så spurgte de: "Hvordan er du blevet så rig?" Så sagde han: "I kan begge blive lige så rige som jeg, hvis I gør som jeg ønsker." Så ville de gøre præcis, hvad han sagde, så de også kunne blive rige. Nå, så sagde manden, som var blevet rig: "I skal komme her på tidspunktet, hvor vandånderne holder fest, og gå ind og placere jer på hver side af døren lige op ad væggen; og hvad der ellers skal ske, vil jeg fortælle jer, når I sejler mig væk fra denne ø nu." Så sejlede de ham over fra øen, og de bekymrede sig ikke om nogen betaling. Da han kom i land, gav han dem først dette råd: "Tag nu tilbage til øen og fyld huset op med affald, snavs og gamle ekskrementer, og så går I derhen, hvor jeg allerede har sagt, og når vandånderne kommer, skal I forholde jer stille, indtil de alle kommer ind, og så skal I sige: "I har samlet så meget affald og snavs og ekskrementer her, og nu skal I gøre huset rent og aflevere alle jeres varer!" - Vandånderne rengjorde nu huset, men sammen med skidtet forsvandt de to mænd, og hvad der blev af dem, ved ingen. Da huset var rengjort, holdt de igen fester der. Og da de var færdige, drog de derfra. [J. T.]

LXXXIII.

Manden i månen

Lapperne har siden de tidligste tider haft en fortælling, som lyder således: I gamle dage var månen så lysende, at man kunne se lige så godt (om natten) som om dagen. Men så var der en tyvagtig bonde, som stjal om natten – det har altid været tyvenes foretrukne tid til tyveri, og det er det stadig. Men tyven blev vred på månen, fordi den skinnede så meget, at han kunne ses, fordi det var så lyst. Så tog han en tjærespand og drog ud for at tjære månen til. Men så klæbede han selv fast til månen sammen med spanden – og der er han stadig! – Det er derfor, at månen er mørk nogle steder.

LXXXIV.

Feberen og kopperne

Sygdomme talte også sammen, dengang alle ting kunne tale. Feberen og kopperne skændtes med hinanden. Feberen bebrejdede kopperne: "Du er som en hund, der bider mennesker, så der kommer huller og sår ud over hans hud." Men kopperne bebrejdede feberen: "Du er endnu mere skamløs, for du kommer mange gange til den samme person; men jeg er ikke så grådig, at jeg kommer tilbage til én, jeg engang har forladt."

LXXXV.

Om edderkoppen og fluen

Engang i gamle dage var der en mand, der sagde, at hvis folk ville følge hans råd, ville han udrydde alle edderkopper og fluer. – Engang skete det imidlertid, at denne mand måtte flygte fra to fjender, der ville dræbe ham. Han opholdt sig da på et sted, hvor en flue summede i hans ører; han skulle lige til at slå fluen ihjel, men så opdagede han, at hans fjender var tæt på, derfor flygtede han ind i en klippekløft og krøb sammen der. Dér var der en edderkop, som løb over ham, og han var lige ved at slå den ihjel, men nåede det ikke. Så faldt manden i søvn, og edderkopperne kom og spandt hurtigt hen over åbningen af kløften et så tæt spind, at han slet ikke kunne ses; og da edderkopperne var færdige med deres arbejde, kom de to fjender og stod stille ved klippen. Og den ene sagde: "Måske er han i denne kløft." Så sagde den anden: "Sikke noget vrøvl, han kunne umuligt være kommet derind uden at edderkoppespindet var blevet ødelagt!" Så sagde den første: "Måske spandt edderkoppen spindet bagefter." Så sagde den anden igen: "Ah, så hurtig er hun nu ikke!" – og så gik de deres vej. Manden forblev i live og takkede ofte Gud for at have skabt edderkoppen og fluen.

LXXXVI.

Om myggene i gamle dage

I begyndelsen var der slet ingen myg i Lapland, kun i bøndernes land var der myg. Så begyndte myggene at tænke på, om de skulle tage op og se på det berømte Lapland, som de havde hørt så meget om fra edderkoppen – der havde løbet rundt i Lapland og som havde fortalt myggene, at det var frygteligt godt at bo der; der var så mange rensdyr og hunde og hun-geder og bukke og alle mulige små dyr, som ikke havde boliger eller nogen form for ly. Og lapperne, de sover udendørs helt nøgne. – Men edderkoppen sagde dette af den ene grund, at hvis hun fik myggene til at tage derop, så ville hun selv få chancen for at grine af, at de faktisk var så dumme at tage lige derhen, hvor hun ville have dem – uden den mindste mistanke om, at "når jeg er i Lapland, så spinder jeg stadigvæk net, så tynde, mellem de løse sten og mellem birketræerne, og på ethvert sted, hvor myggene bor, så de slet ikke ser noget, før de er fanget i nettet; og så løber jeg langs en af trådene og løsner dem og spiser dem, ligesom [jeg gjorde], da de boede i bøndernes land."

Nå, så tænkte myggene på, om de alle sammen skulle sætte kursen mod Lapland på én gang. Men myggenes mor sagde, at det ville ikke være godt, om alle drog dertil; til at begynde med skulle de bare sende tre for at undersøge, hvordan Lapland var. Så i første omgang drog seks ud for at udforske Lapland; men der var ganske langt derhen, og en af myggene var træt inden han nåede lapperne. Så fandt han en et år gammel rensdyrkalv, som også var blevet så træt, at den var blevet efterladt fra hjorden, da de var på vej til deres land. Den stakkels rensdyrkalv var faldet i søvn på en bjergskråning i solskinnet; og der fandt den udmattede myg kalven. Så hvad gjorde den tåbelige myg? Den satte sig ned på spidsen af kalvens hale og begyndte at suge blod fra den. Og da den var mæt, fløj den til den anden ende af kalven og satte sig lige på dens øje og ville hvile sig der. Da kalven følte, at dens øje begyndte at klø, vendte den sig, og myggen fik et ben så slemt skadet, at den fløj fra øjet og satte sig lige foran et næsebor. Men da kalven trak vejret, troede den (myggen), at det var en varm forårs-vind, og derfor fløj han ikke væk. Så kom der en flue og summede i rensdyrkalvens øre, så kalven nikkede og virrede med hovedet, hvorved myggen blev slynget så langt ind i buskadset, at man aldrig så den igen. Og kalven begyndte at løbe i sådan en fart, at dens hale stod lige i vejret og svingede, og den løb lige ind i et krat for at æde græs.

Nuvel, der kom alligevel fem myg til Lapland. Men én faldt ned i en mælkespand og druknede; en anden blev kvalt i kåte-røgen, og en tredje kom i klemme mellem benene på en gammel kone og omkom der. To vendte tilbage til bondelandet, og de fortalte, at det er godt at leve deroppe – bortset fra, at der er så mange farlige steder. Og så fortalte de to, der var vendt tilbage fra Lapland, hvordan deres fæller var omkommet. Så sagde myggemoderen: "Lad kun fluerne drage derhen, de er så forsigtige." Så sagde de to, at de (myggene) sagtens kunne klare sig deroppe, hvis de drog afsted alle sammen. Så fløj de alle sammen afsted. Og da de kom til Lapland, fandt de en rensdyrflok i hver dal, og ingen af dem vidste, hvilke dyr der var i så stort tal. Men så kom en af dem i tanke om, at det måtte være rensdyrene, som edderkoppen havde talt om. Så fløj de alle på rensdyrflokken og drev dem højt op på bjerget.

Fortsættes