Samiske træguder

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Samisk religion og mytologi

Samiske træguder

Carsten Lyngdrup Madsen
© 2023

Træseiten fra Överstjuktan
Illustration: clm, 2023

Traditionel samisk religion havde sit udspring i naturen, hvor man levede og færdedes året rundt. Her fandtes hellige bjerge, hellige sten, hellige søer, hellige kilder og lignende. Naturen var ikke blot rammen om samernes liv, men naturen var levende og befolket af guder, ånder og andre magter. Samerne var altid i dialog med disse magter, uanset om de drog på jagt og fiskeri, slog lejr for natten eller søgte græsning til deres rener. Samerne havde en naturlig respekt for magterne, for i sidste ende var det dem, som ejede og rådede over det sted, hvor man ville slå lejr, den sø, hvor man ville fiske eller den skov, hvor man ville jage. Respekten og ærbødigheden havde helt konkrete udtryk. Man ofrede til magterne, man knælede for dem og når man nærmede sig et helligt sted, talte man med dæmpet stemme og undgik larm som barnegråd og hundegøen. Man spurgte stedet om lov, inden man slog lejr eller tændte bål. Man takkede for naturens gaver – for godt jagtbytte, for godt fiskevejr, for ly og læ i uvejr, for ildstedet i vinterkulden, for god bærhøst, for veloverståede fødsler. Man kommunikerede med stedet og dets usynlige beboere, men stedet og magterne kommunikerede også med menneskene. Derfor havde samerne en særlig evne til at lytte til naturen.

Undertiden blev naturens egne helligsteder – et bestemt fjeld, en markant klippe eller lignende – regnet for guder og gjort til genstand for egentlig tilbedelse med ofring og andre kulthandlinger. Men almindeligvis var det en såkaldt seite (sieide) i naturen, som var tilbedelsens genstand. Seiten kunne enten være en udvalgt sten eller en groft tilhugget træfigur. Til denne seite blev der ofret og udført andre rituelle handlinger. Seiten blev vist respekt og ærbødighed, den blev tiltalt og tilbedt.

I de skriftlige kilder er beretninger om træseiter talrige En enkelt skal nævnes her. I 1747 skrev den svenske præst Pehr Högström med bestyrtelse, at samerne tilbad gudebilleder af træ: "At de som andre hedninger virkelig har tilbedt afgudsbilleder kan beklageligvis erfares. At nogen nation i vor tid skulle tilbede stok og sten, havde jeg næppe villet tro, før jeg kom til Lule Lapmark og tid efter anden med mine egne øjne fik sådanne rædsler at se. I Jokkmokk præstegård opbevares tre sådanne billeder (figurer) udhuggede med økse af rødder, så de ligner et menneske. De blev i 1738 taget fra en Kaitom-lap, som ind for herredsretten senere bekendte, hvordan han bukkende og tilbedende var faldet ned for deres fødder. . . Jeg er tillige på mine rejser tid efter anden blevet bekendt med sådanne billeder ved deres offerlaver, som ikke var andet end rødder oftest fra birk. Disse blev vendt om og tilhugget med økse, så de lignede et hoved, mens selve stammen eller stubben forestillede kroppen med fødder. Disse placeres enten fast på bestemte steder, hvor de årligt besøges af de ofrende. . . ellers opsættes de hvert år ved høsttiden, oftest der, hvor de slagter deres brunrener." (Högström 1747: 180f). Högström fortæller videre, at nogle træguder stilles op på store bjerge eller højder, hvor samerne drager op til dem for at dyrke dem. De største af dem anses for "landsguder".

Det billede, som kilderne tegner af, hvordan samerne selv har opfattet sådanne træfigurer, er ikke entydigt. Nogle lader til at mene, at billedet/figuren i sig selv er blevet opfattet som guden, mens de hos andre blot lader til at repræsentere guden. Samme problematik ser vi, når det drejer sig om gudebilleder af sten.

I denne artikel skal præsenteres nogle fund, som er blevet tolket som samiske træguder. Det giver sig selv, at figurer fremstillet af et forgængeligt materiale som træ, der tilmed har været udsat for vind og vejr, har haft en begrænset levetid. Derfor kan de bevarede figurer ikke gå langt tilbage i tid.

OO

1. Överstjuktan Huler og grotter er blevet anvendt som offerpladser over hele det samiske område, hvor de topografiske forhold gjorde det muligt. Ved Sorsele i Västerbottens län ligger søen Överstjuktan og her findes en hule i et område med talrige sakrale stednavne, der alle har forleddet Ailes – hellig. I 1925 fandt en svensk tilflytter til egnen en udskåret træfigur, som var anbragt ind under en stor sten i en klippehule ved Ailesjokk – den hellige elv. Museumsfolk undersøgte figuren og konkluderede, at der var tale om en træseite – en gudefigur af træ. Ernst Manker citerer fra en samtidig artikel i Svenska Dagbladet, hvor det bl.a. hedder: "Stället, där guden dyrkats, var synnerligen naturskönt och gudens tempel en vacker stengrotta. Här fanns en gammal renkrona framför guden och massor av ben, som offrats åt gudomligheten." (Manker 1957: 239). Figuren var lidt over en meter høj og omkring 15 cm i diameter. Den var groft skåret i birketræ. Oppefra bestod den af en hue eller hår, trekantet hoved med markeringer af øjne og mund, krave, overkrop med en enkelt arm (gren), underkrop og nederst et tilspidset stykke, så figuren kunne stikkes ned mellem sten eller fastgøres i jorden. Både på overkrop og underkrop var der skåret et klart kryds ind i træet. Krydsmarkeringen kendes både fra de skriftlige kilder og fra Samuel Rheens tegning fra 1671. Helt i overensstemmelse med de skriftlige kilder var træet vendt på hovedet, så den øverste del af figuren var skåret af træets rodende. Træguden, som menes at være "betydligt över 100 år", opbevares nu på Nordiska museet i Stockholm. Fra sin korrespondace med præsten Axel Calleberg (1891-1959), der var tilknyttet Hernösands kulturhistoriske museum, citerer Manker ham for disse linjer: "Seiten är äkta, och det är ej underligt, att man i denna avlägsna dalgång ända in i sen tid offrade åt gudarna. Vidskepligheten var stor, och jag talade med gummor på ålderdomshemmet, som visste av guden, och de voro alldeles förskräckta över att deras kyrkoherde fraktat bort seiten från den heliga bäcken." (Manker 1957: 240). Calleberg kunne også berette om en anden gammel samekvinde, som var blevet bestyrtet over, at de havde fundet guden. Hun fortalte, at træguden var blevet dyrket af en mand ved navn Spå-Nila og hele hans slægt. Han var den sidste afgudspræst, fortalte hun. Han skulle have kunnet tale med guden og han faldt ofte i ekstase inden han begyndte at spå. Når han kom til sig selv, kunne han fortælle, om de ville få renlykke eller om ting, der skulle ske i fremtiden.

Træseiten fra Överstjuktan Ill. clm, 2023

OO

OO

2. Risentjakk Nord for den store sø Kultsjön i Vilhelmina kommune ligger et stort fjeldmassiv, som hedder Marsfjället. Mellem dette fjeld og den lille sø Rissjön finder vi den næste hule. Området omkring Marsfjället havde i mange år været kendt som et gammelt offersted med den massive stenblok Sjielakerke som midtpunkt for ofringen. Den samiske politiker og jurist Torkel Tomasson (1881-1940) var ikke blot optaget af de samfundsmæssige forhold i Sápmi men også af samernes gamle kultur. Han gennemrejste store dele af det sydsamiske område for at indsamle etnologisk materiale. Det var på en af disse rejser, at han i 1917 gjorde et opsigtsvækkende fund. Tomasson har selv beskrevet begivenhederne i detaljer. Vilhelmina var hans hjemsogn, og han ville undersøge stenblokken ved Marsfjället og området deromkring. I sine samtaler med lokale samer fik han kendskab til, at der skulle have været endnu en offerplads ved Marsfjället, og at der dér skulle findes et træbillede, som samerne havde ofret til i forbindelse med flytningen af deres rener. Tomasson og en bekendt drog derpå ud for at søge efter stedet og om muligt træbilledet. Med den kendte offersten som udgangspunkt gik de i gang med at lede. Omtrent en kilometer nordvest for stenen ind under en udhængende fjeldblok – Risentjakk – fandt de en hule, hvori der stod en oprejst træstamme, som var formet i menneskeskikkelse. Figuren var skåret af en ung birkestamme med en tykkelse på omkring 10 cm og en højde på 1,30 m. Stammens krumme form gav skikkelsen en anatomisk rigtig foroverbøjet positur. Der var ikke gjort meget ud af detaljer på figuren, men hoved, hals skuldre, overkrop, midte og underkrop var dog tydelige. Da Tomasson fandt figuren, var den stukket ned mellem nogle store sten i hulen med ansigtet vendt mod øst. Ind ved figuren var sat en lang tynd pind, som opadtil mundede ud i to korte grene. Ifølge Tomasson var denne pind beregnet til at hænge offergenstande på. På stenene foran figuren var anbragt et rensdyrkranium, således at geviret nærmest omsluttede figuren. Mellem stenene fandtes adskillige rensdyrben fra tidligere ofringer. Tomasson slutter sin beskrivelse: "För mig och min kamrat var det ett utomordentligt nöje att med egna ögon få se och betrakta denna offerplats i sitt oskadade skick, hvilken offerplats för oss talade ett tyst och mäktigt språk om en gudatro och åskådning, om hvilken vi förut knappast trott. Vi lämnade den funna offerplatsen med träbelätet orörd." (Manker 1957: 257f). Fundet vakte forståeligt nok stor opmærksomhed og blev efterfølgende overdraget til Nordiska museet i Stockholm.

Risentjakkseiten Ill. clm, 2023

OO

OO

3. Tomholmen En særlig gruppe af fortællinger beretter om rodfaste træer, hvori der er udhugget et groft ansigt i stammen. Ifølge traditionen skulle disse træer have været genstand for forskellige kultaktiviteter svarende til de ovennævnte træguder. Et af disse træer er særlig interessant, fordi der findes flere fotografier af det, selv om træet i dag er fældet. Billederne er taget af Edvin Brännström (1902-1979), der er forfatter til flere bøger om samernes gamle kultur. Træet har stået på den lille ø Tomholmen i Luleälv omkring fem kilometer nordvest for Luleå. Træet blev af de lokale knyttet til en gedehyrde ved navn Anton, som havde boet på øen. Han skulle have udhugget det og benyttet det som en gudefigur. Da Brännström opsøgte manden, nægtede han dog alt dette. Han mente heller ikke, at hans far havde udhugget figuren, men kunne dog ikke sige det med sikkerhed. Efter forskellige (bort)forklaringer og omtale af flere andre udskårne stammer, skriver Brännström: "Jag fick det intrycket att hans far och han mycket väl kunna ha gjort alla bilderna, fastän han ej ville säga något." Manker besøgte stedet 15 år efter Brännström, men da var træet blevet fældet. (Manker 1957: 187). Hvor stor religionshistorisk værdi en sådan tradition har, er nok begrænset, men den udgør en brik i billedet af flere lignende fortællinger. En af disse har missionæren Thomas von Westen som ophavsmand. I en beretning, som er gengivet i Hammonds missionshistorie, fortæller von Westen om en frafalden skolemester ved navn Niels Lauluk. Han var allerede som dreng blevet oplært i kristendommen, men var nu vendt tilbage til den gamle religion, så han både ofrede og brugte trommen. "I 1721 runede han på ejermandens tromme over en syg rensdyrkalv, som ikke kunne følge flokken. Saiwo – altså bjerget Tildalshatten – forlangte kalven som offer, hvilket det fik. I efteråret 1722, da det regnede, blæste og tordnede, ofrede han for godt vejr, hvilket straks fulgte efter ofringen." Efter at have omtalt flere hedenske handlinger, fortæller von Westen/Hammond, om Lauluk, at "han udskar en mands ansigt på et voksende træ udenfor sin kåte eller telt og oversmurte det med fuglefedt og kaldte det Jollevakta, . . . således, sagde han, gjorde alle finner i Bedstaden og i de svenske lapmarker." (Hammond 1787/2023: 279f). Det omtalte fjeld Toldalshatten ligger ved Beistad mellem Trondheim og Namsos. – Manker omtaler flere andre træer, hvori der var udskåret et groft ansigt og hvis funktion som kulttræ kunne underbygges med traditionsstof. Nogle af disse har dog vist sig at være tvivlsomme eller direkte falsummer (Manker 1957: 225, 230, 231, 289).

Tomholmansigtet Ill. clm, 2023

OO

OO

4. Råseleforsen Endnu en type af et forarbejdet rodfast træ skal her nævnes. Her er der ikke blot hugget et groft ansigt i stammen, men træet er formet til en person i fuld figur. En sådan er fundet i Vilhelmina kommune nær Råseleforsen. Det var en skovarbejder, som i 1927 fandt den ejendommelige figur stående tæt ind mod et stort fyrretræ. Der gik dog tyve år inden museumsfolk fik kendskab til figuren. Efter at være blevet fotograferet i sine naturlige omgivelser blev den først bragt til lensmuseet i Umeå og senere til Statens historiska Museum i Stockholm. Figuren var omkring en meter høj og fremstillet af et 145 år gammelt fyrretræ. Figuren er ikke typisk samisk i sin formgivning, men der er enighed om, at den har stået på samme plads i mange år. Selv om figuren er blevet undersøgt af arkæologer og andre eksperter, er der ikke enighed om tolkningen af den. Mankers konklusion lyder: "Även om bilden fortfarande är gåtfull, kan det knappast råda någon tvekan om dess religiösa eller magiska karaktär." (Manker 1957: 272f). En træfigur af lignende art blot hugget i birketræ skulle have forestillet en ellers ukendt gud ved navn Harkel. (Denne gud omtales også hos Randulf i Nærømanuskriptet under navnet Harchild. (Randulf 1723: 25). Til den var der blevet ofret så der efter en kilde fra 1742 stadig lå offerben ved figurens fødder. (Manker 1957: 287).

Råseleforsen Ill. clm, 2023

OO

OO

5. Ottfjället I 1972 blev Nordiska museet i Stockholm kontaktet vedrørende en træfigur, som nogle unge mænd et par år tidligere havde bemærket under en jagttur på Ottfjället i Jämtland. Dagen efter opkaldet stod etnografen Rolf Kjellström på fundstedet. Dette befandt sig under et klippefremspring, der dannede et halvtag over et plateau, hvor der var anlagt en stenrøse af mellemstore sten. Her fandt Kjellström rigtignok en opretstående træfigur i gran på knap en meter i højden og en totalbredde på 67 cm. Selv om figuren fremtræder naturlig, er den dog bearbejdet flere stedet. Den nederste del af figuren havde trukket fugt og var delvis rådnet væk. Ifølge Kjellström har den nederste del været stukket i jorden eller været anbragt i og fastholdt af sten. Under klippefremspringet har figuren kunnet stå i tørvejr og hvis den har været anbragt i stenrøsen, har den haft en central placering. Selv om der blev gjort nogle få fund efter menneskelig aktivitet, er det ikke muligt at tolke disse som bevis på rituelle handlinger. Heller ikke de rensdyrgevirer, som fandtes på stedet, fortæller noget endegyldigt, da de kan være havnet der på naturlig vis. Derimod peger Kjellström på, at placeringen under et klippefremspring har fællestræk med to af de ovenfornævnte fund og at figuren – selv om den kan ligne en stiliseret Kristusskikkelse – også har ligheder med gudefiguren fra Överstjuktan. "Sammanfattningsvis kan konstateras, att utseendet av föremålet och omständigheterna på fyndplatsen gör det troligt att föremålet är en träidol." (Kjellström 1975: 153). Som etnograf måtte Kjellström naturligvis forhøre sig hos den lokale befolkning, om der fandtes traditionsstof om Ottfjällsguden. Ingen havde dog hørt om figuren eller tillagt fjeldet nogen betydning. Til gengæld kendte de til to andre træguder fra egnen. Figurerne eksisterede ikke længere, men traditionen levede. Den ene af disse blev forbundet med Hjulåsen syd for Vålådalen og den anden med et sted kaldet Stormyråsen, som det ikke har været muligt at lokalisere. Kjellström har beskrevet begge disse figurer.

Figuren fra Ottfjället Ill. clm, 2023

OO

OO

6. Hjulåsen Træguden fra Hjulåsen blev omtalt i den lokale avis i 1932: "En gammal lapsk kultplats torde man ha funnit spåren av i närheten av den s.k. Julåsen och vid pass 1 mil söder om västra Vålådalen i Jämtland, där en person under ett klipputsprång hittat ett djupt lager aska efter eldning på marken och intill stället ett par gamla mynt, ävensom ytterligare en del tecken tydande på ofta återkommande mänskliga besök under längesedan svunnen tid. I närheten skall, enligt vad man med säkerhet vet, en lapsk avgud ha stått ännu för ett sjuttiotal år sedan. Guden som utgjordes av en in i minsta detalj utskuren människofigur av tjärved, smordes av lapparna med renblod, renfett och tjära och smyckades på allehanda sätt, när tiderna voro goda. Men ibland berättas det, slog man också träbelätet med remmar eller med en piska av älghud. Träguden ifråga omnämnes ock i en av länsman Hållström i Holland på sin tid nedskriven liten krönika. I senare tid har den lapska avguden förts bort och undangömts antagligen i någon myr. Platsen där guden stått vill man nu lokalisera till trakten närmast omkring fyndplatsen av dom gamla mynten, och utpekar härvid särskilt en hög kulle med vidsträkt utsikt alldeles i närheten. En mera ingående undersökning av stället torde framledes företagas." (Gefle Dagblad, 10. maj, 1932; Kjellström 1975: 153). En række af oplysningerne i denne avisartikel kunne de lokale bekræfte. Også de havde hørt om træguden, dens detaljerigdom, at den var hugget i fyrretræ og at den var blevet fjernet fra stedet. Desuden vidste de, at det var en mand ved navn Mårten Tomasson Fjällsten, som havde fjernet den. Denne Mårten, som gik under navnet Lill-Mårten, er omtalt i forfatteren Torsten Bobergs fortællinger under overskriften Kristen hedning. Boberg rejste meget i fjeldene sammen med Lill-Mårten og kom til at kende ham ganske godt. Både Boberg og Mårten vidste om træguden, som havde stået ved Hjulåsen. Men Mårten vidste også, hvor den var gemt. Boberg fortæller, hvorledes han gentagne gange forsøgte at liste hemmeligheden ud af Mårten men uden held. Men spørgsmålet blev ved med at rumstere i Bobergs tanker. "Jag måste erkänna," skriver han, " att min innersta önskan ... var att finna den gamle lapske guden och offerplatsen." Da Mårten var blevet en gammel mand, opsøgte Boberg ham igen og bad ham fortælle, hvor guden var gemt. Men Mårten svarede: "Du får ingenting veta! Du är för ung och för dum, och saken är för viktig!" Da Kjellström fandt ud af, at Mårten Tomasson havde haft en sæsonkåte bare 700 m fra det sted, hvor Ottfjällsguden blev fundet, var det nærliggende at tro, at man havde fundet svaret på, hvor guden fra Hjulåsen var gemt. Beskrivelserne af de to figurer stemmer dog så dårligt overens, at Kjellström konkluderer, at der må være tale om to forskellige figurer.

Råseleforsen Ill. clm, 2023

OO

OO

7. Stormyråsen Ifølge forfatteren af den ovennævnte avisartikel var figuren fra Hjulåsen identisk med en trægud, som er omtalt af lensmand Anders Hållström i en lille "krönika" fra 1852. Heri hedder det bl.a. "På ett ställe vid den såkallade Stormyråsen var upprättad en afgud af Gran der var offrat, nedgrefvit i Jorden Lefvande Storrenar – hornen ofvan Jord – Denna afgud Som ej Spådde god lycka blef piskat och Ristad [risad?] män andra deras gudar Som spådde god lycka blef prydd, mässing Ringar, m.m. Bonden Hemming Hindriksson och Jon Ersson i Ottsjö såg deras afgudar och viste utåf deras offerställen." (Kjellström 1975: 155). Også her adskiller beskrivelserne sig nok til at Kjellström må konkludere, at der er tale om forskellige figurer. Han kan derfor sammenfattende sige, at fundet og studiet af Ottfjällsguden har afdækket yderligere to træguder, og "tillsammans torde dock dessa tre endast utgöra en liten del av de en gång i de sydligare fjälltrakterna förekommande träidolerna." (Samme).

OO

OO

8. Trangdalen (Trampdal) Ligesom der kan findes traditioner og oplysninger om nu forsvundne guder, kan det omvendte også være tilfældet. Arkæologer har måske fundet gudefigurerne, men har ikke nogen tradition at knytte til dem. Dette er tilfældet med tre delvist nedbrudte figurer, som findes i Tromsø museums samling. De få oplysninger man har er, at de tre figurer er fundet sammen i en hule i Grovfjord, Tjeldsund, Troms engang i 1930'erne, at den højeste af figurerne måler 56 cm og har rester af en gennemgående men afbrækket gren, som har gjort det ud som arme og at formgivningen på figurerne er simpel men dog med tydelige antropomorfe træk. Ifølge en mundtlig meddelelse blev der fundet bjørneknogler omkring figurerne (Spangen 2023: 14). Mere ved vi ikke. Når informationerne er få, må vi skele til, hvad andre fund og de skriftlige kilder kan fortælle om lignende figurer. Fra præsterelationer og retsprotokoller ved vi, at disse figurer var en alvorlig anstødssten både for kirke og stat. Vi har hørt præsten Pehr Högström fortælle, at man opbevarede konfiskerede gudefigurer på præstegården. En retssag fra 1739 er beskrevet af den svenske häradshöfding Lars Olof Boström. På anklagebænken stod den lidt enfoldige same Mikel Jonsson Swirpa, som var mistænkt for at have rejst to udskårne gudefigurer og ved den ene at have ofret og nedgravet en hund og ved den andet en høne. Sagen blev grundigt behandlet, den strakte sig over flere dage og adskillige vidner var indkaldt. Først nægtede Mikel Jonsson ethvert kendskab til sagen, men til sidst blev presset for stort og han gik til bekendelse. Han havde rigtignok udskåret og opsat de to gudefigurer, påkaldt guderne og ofret en hund og en høne til dem. Ifølge retsprotokollen måtte han gøre rede for, hvordan ofringen var foregået. Han forklarede, at han havde knælet ned foran guderne og gengav hvilke ord, han havde benyttet i sin bøn. Som svar på, hvorfor han havde gjort dette, forklarede han, at hans kone og spædbarn dengang lå syge derhjemme og tilmed var hans rener nu blevet ramt af en smitsom sygdom, så hans far havde mistet fem og han selv fire rener. Efter ofringen var konen og barnet blevet raske og hverken han eller hans far havde mistet flere rener. Mikkel Jonsson undskyldte sig desuden med, at han ikke var så kvik i hovedet som andre, heller ikke når det gjaldt forståelsen af kristendom. – Herefter blev flere karaktervidner indkaldt for at fortælle, hvad de vidste om Mikel Jonssons begavelse og mentale tilstand. Da dommen blev afsagt den 15. februar, erkendte dommeren, at både Moseloven og landets love krævede dødsstraf for en sådan gerning, men da vidnerne havde beskrevet Mikel som "then enfaldigaste ibland alle" samer og "af swagt förstånd och kort minne", mente han ikke, at Mikel Jonsson kunne dømmes "med lijka straff som en full wetande mann." (Boström, 1859, s. 24). Mikkel Jonsson forlod retten uden straf.

Træseiterne fra Trangdalen Ill. clm, 2023

OO

OO

9. Melkfjellet På den norske side af grænsen mellem Norge og Sverige, hvor E12 krydser grænsen ligger Melkfjellet/Mjölkfjället. Herfra stammer de sidste gudefigurer, som skal omtales her. Den norske lærer, præst og folkemindesamler Ole Tobias Olsen (1830-1924) havde i 1871 indleveret to udskårne træstave til Oslo universitets etnografiske samling. Med indleveringen fulgte oplysninger om, at de var fundet på Melkfjellet stående op ad en offersten, som på norsk blev kaldt sauen – fåret. Dette navn havde stenen fået, fordi der også ofredes får på dette sted. Olsen nævnte også, at sådanne træfigurer blev kaldt for muorra-sieide – træseiter. I den etnografiske samling blev de kategoriseret som "lappiske afgudsbilleder". Ernst Manker gengiver et brev, hvori Ole Tobias Olsen kaster mere lys over figurernes anvendelse. Brevet stammer fra 1911 og er stilet til den svenske arkæolog Gustaf Hallström. Olsen skriver: "Min ælste Söster Beret Olsdotter födt 1808 fortalte, at hun i sin Ungdom kjendte en Lappepige, som anbetroede hende, at hun havde været med sin Moder, da denne besögte og tilbad 'Sauen' og de to ved Sauen staaende Stöter. Hun beskrev Besöget saaledes: Da Modern nærmede sig det helige Sted, hilsede hun dette ved at kaste sig paa sit Ansigt helt ned til Jorden. Derpaa kröb hun paa Hænder og Knæ hen til Stenen, tog Stötterne og insmurte dem först med Rensdyrblod og derpaa med Rensdyrsfedt. Saa smurte hun noget af det medbragte Blod og Fedt ogsaa paa Stenen, hvorefter hun satte sig til at 'jöige' en Slags Takkesang. Dotteren, der var nylig konfirmeret, deltog ikke i Ceremonien, der dog gjorde et dybt Intryk paa hende. Dette föregick omkring 1835." (Manker 1957: 242). Begge stokke er skåret i birketræ og måler hhv. 140 og 95 cm. Kun den ene er intakt. Den anden mangler både den øverste knop og et stykke af den nederste del. Hvorvidt de har skullet have antropomorfe træk, er uvist.

Melkfjellet Ill. clm, 2023

OO

OO

10. Njutånger Engang i 1890'erne fandt nogle arbejdere en udskåret genstand under tørvegravning ved Nordmyra, Njutånger i Hälsingland. Der var tale om en stor køllelignende genstand, der af Andreas Oldeberg beskrives således: "Det har en längd av 62 cm och är förfärdigat av gran. Ena änden har utformats till ett människohuvud med kraftigt markerade ögon, svagt antydd näsa och spetsig haka eller möjligen skägg. Den andra änden har en knoppliknande, profilerad avslutning." (Oldeberg 1957: 254). Oldeberg og hans kolleger daterede figuren til yngre jernalder, men ifølge nyere undersøgelser stammer den fra 1300-tallet. (Nordin 2023: 486). Både i ældre og nyere forskning er den blevet tolket som en kultgenstand med tilknytning til samisk religion (Oldeberg 1957; Nordin 2023). Oldeberg forbinder den med samiske træseiter. Han mener, at figurens nederste del er en fallos – hvilket ville gøre figuren til et frugtbarhedsidol. "Med största sannolikhet torde det vara ett kultföremål, kanske använt vid fruktbarhetskulten. Den knoppformade ändan kan nämligen tänkas beteckna ett 'membrum genitale', som haft samma funktion att fylla som det, om vilken prosten Graan berättar i samband med sin beskrivning av guden Varaiden Olmai från Piteå och Lule lappmarker." (Oldeberg 1957: 254). Den tekst, som her henvises til, er et afsnit af Petrus Noræus, som findes i Olaus Graan Relation. Her beskriver Noræus, hvorfor og hvordan samerne ofrede til jorden. Han fortæller, at offerhandlingerne blev udført af hensyn til renerne (1) for at jorden skulle fremdrive nok føde til dem, (2) for at jorden ikke skulle skyde sygdomme op i deres fødder og (3) for at jorden skulle gøre dem frugtbare. Ofringen foregik i renernes brunsttid om efteråret. Her blev en træfigur udskåret og sat ned i jorden, først blev den bestænket med blod, derefter blev offerdyrets kønsdele (membrum genitale) fastgjort på brystet af figuren. (Noræus, gengivet i Graan 1672: 66). Ifølge Manker er analogien mellem Njutånger-figuren og Noræus' skildring ikke helt uproblematisk, "men ett visst kultiskt samband är dock antagligt". (Manker 1957: 441). Arkæologen Jonas Nordin tolker også figuren som hørende til samernes rituelle praksis, men figurens nederste del tolker han som en dyrehov. "The idol was found at a ca. 2 m depth; it is 62 cm long, with an anthropomorphic head at one end and a zoomorphic hoof at the other." (Nordin 2023: 486).

Njutångeridol Ill. clm, 2023

OO

OO

11. Sundbornsmossen Meget vides ikke om dette fund. Ligesom idolet fra Njutungen er der her tale om et såkaldt jordfund, der er fundet i en meters dybde i Sundbornsmossen, Falun, Dalarna i Sverige. Figuren blev fundet i 1930 og beskrives således af Andreas Oldeberg: "Föremålet, som har en längd av ca 120 cm, synes föreställa en primitiv människofigur, förfärdigad av en tallstam, eller egentligen två tallstammar, vilka framvuxit ur en gemensam rot, varvid roten utformats till ett huvud med ögon och mun i form av djupa skåror medan de två stammarna bilda såväl bål som ben. Bålen synes omfatta det sammanväxta partiet hos stammarna och dessa äro här på utsidorna svagt konkavt avfasade medan upptill vid skuldrepartiet finnas två djupa kilformiga insnitt, vilka sannolikt åsyfta att markera de korta armpartierna. Stammarna äro framtill försedda med djupa tvärgående skåror, möjligen ornament. För övrigt ha stammarna fått bibehålla sin naturliga form med kvarsittande rester efter avhuggna grenar. Enligt en preliminär pollenanalys av [statsgeologen] Gösta Lundqvist skulle det mycket märkliga fyndet möjligen kunna dateras till bronsåldern. Föremålet påminner i någon mån om vissa i Östeuropa, i Uralområdel funna och till Ananjinokulturen daterade primitiva träfigurer, framför allt långa träpålar med ett utformat människohuvud i ena änden och runt om försedda med enkla inskurna ornament och påminnande om indianske totempålar." (Oldeberg 1957: 248) Oldeberg ser også ligheder ned samiske træguder som den fra Överstjuktan. Ifølge nyere analyser stammer denne figur fra 13-1400-tallet. Nordin beskriver den således: "This anthropomorphic idol is 105 cm long, is made from a pine crotch, and has anthropomorphic features: eyes, mouth, and indications of a nose. This idol was also found at a great depth, indicating great age. Like the Njutånger idol, it was surprisingly dated from the fourteenth to the end of the fifteenth century." (Nordin 2023: 486). Nordin fortæller også, at der sammen med figuren blev fundet hove og skind fra hjort eller rensdyr. Også han forbinder figuren med de samiske træseiter. Manker bemærker, at denne figur er fremstillet ligesom de skriftlige kilder beskriver det, at træets rodende er vendt opad og udgør hovedet. (Manker 1957: 440). Blandt mamge eksempler kan nævnes Hans Skanke, der fortæller, at offertræet kaldes værro-muora og fortsætter: "Væro-muora dannes af træet på den måde, at hovedet gøres af roden og kroppens øvrige dele af stammen. Og således gør man ved alle ofre til Sarakka, Saivo, Jamiker og deres andre gamle afguder, at hovedet, dvs. træets rod vender opad, men stammen fæstes i jorden." (Skanke 1730: 201).

Sundbornsmossen Ill. clm, 2023

OO

Falsummet fra Hakkijaure
Ill. clm, 2024

De mundtlige kilder

I 1913 skrev den svenske sprogforsker K. B. Wiklund (1868-1934): "Äfven till lapparnas värld har nutiden kommit. Det fäderneärfda i åskådning, tro och saga svinner bort som snö för solen, och i stället kommer vår åskådning och tro, våra historier och visor, tidningarnas anekdoter och böckernas sånger. Inom kort skall det för alltid vara för sent att utanför böcker och manuskript studera lapparnas gamla värld, sådan den varit och utvecklat sig genom århundradena. Det är då högsta tid att åt forskningen rädda, hvad ännu räddas kan. I lapparnas trakter lefva en mängd personer, som stå i intim beröring med vårt nomadfolk och som hvar i sin stad lätteligen kunna draga sitt strå till stacken. Jag vill vördsamligen uppmana dem och andra till verksamhet." – En af dem, der nærede samme bekymring som Wiklund, var den unge filolog Torsten Kolmodin (1885-1963). Han foretog flere etnografiske rejser blandt samerne i Pite Lappmark. Her indsamlede han mundtligt bevarede sagn og folkeminder om samernes gamle kultur. Dele af dette materiale udgav han i en lille samling med titlen »Folktro, seder och sägner från Pite Lappmark«. I et afsnit om seiter og andre kultgenstande omtales flere kultfigurer i træ. En af Kolmodins meddelere kunne således berette, at han for år tilbage havde set to fyrretræer, hvori der var udskåret et ansigt i hvert. Han vidste også, at der var blevet ofret til disse træguder, og at man gjorde dette for at få god fiskefangst. Kolmodin kalder sådanne træer for "fiskeguder" og indskyder, at disse findes flere steder i området omkring Maskaure. Han fik også fortalt, at den ene af de omtalte træbilleder for 15-20 år siden blev fjernet af en ingeniør, og at den anden blev fældet som tømmertræ. En anden meddeler kunne fortælle, at en sådan træfigur også var at finde nord for Uljajaure, og en lokal svensk kvinde vidste om en, som stod ved vejen til Laisälven, cirka 10 km fra Nurrholmen. En anden svensker – en nybygger – tog Kolmodin med til et sted ved Hakkijaure og viste ham der et fyrretræ, hvori der var udhugget et ansigt. Kolmodin beskriver det som "et 40 cm langt, 22 cm bredt ansigt, klodset indhugget i brysthøjde i en 35 cm tyk fyr." Træet blev siden fældet og figuren sendt til Uppsala. – Et par år efter Kolmodins udgivelse kom det dog frem, at en mand fra det nærtliggende Mullholm havde udhugget figuren "på skämt". Kolmodin blev forlegen over at have skrevet om denne figur, som altså viste sig at være et falsum. Ernst Manker mente dog ikke, at han havde grund til det, for "även om denna bild tillkommit utan något sakralt allvar eller religiöst syfte, så gick den dock tillbaka på en faktisk, levande tradition av magisk innebörd, bestyrkt av en mångfald belägg, framför allt från Pite lappmark." (Manker 1957: 225). – Kolmodins meddelere fortalte ligeledes om en gammel samekone ved navn Guoksa, som dyrkede sådanne træguder. I en alder af 70-80 år var hun faret vild i fjeldet og var ikke set siden. Man vidste dog, at hun ud over sine træguder havde to seiter af mellemstore sten, hvorpå der ligeledes var ansigter. Hun tog dem frem og satte dem i solen, når hun dyrkede dem; hun smurte dem ind i fedt. Men svenskerne kastede dem i søen. . .

De skriftlige kilder

Et gennemgående træk ved de skriftlige kilders mange offerberetninger er, at der indgik et træ i ritualet. Der kunne være tale om et helt almindeligt træ eller et usædvanligt stort træ i skoven. I mange tilfælde var det et opgravet træ, som blev vendt om, så roden var øverst og toppen nederst. I sjældnere tilfælde kunne det være en opgravet eller en rodfast træstub. Også oprejste stolper eller pæle kunne bruges undertiden udhugget til en grov gudefigur.

Træet indgik i offerritualet ved, at det blev bestrøget med blod og fedt fra det ofrede dyr og dele af dyret blev hængt op på træet. En af de ældste kilder stammer fra den norske præst og historiker Peder Claussøn Friis (1545-1614), der om samernes tro og religion skriver: "De har deres afguder stående i skoven og i vildmarken og er mange om hver afgud. Nogle har en stor sten, andre et stort grantræ og en del gør sig et stort træbillede og stiller det i en eller anden hule under et fjeld. Disse kalder de deres landguder, sætter deres mærke på dem og ofrer til dem og tjener dem på hedensk vis." (Claussøn Friis 1632: 131) Hans Skanke fortæller, at offertræet kaldes værro-muora og fortsætter: "Væro-muora dannes af træet på den måde, at hovedet gøres af roden og kroppens øvrige del af stammen. Og således gør man ved alle ofre til Sarakka, Saivo, Jamiker og deres andre gamle afguder, at hovedet, dvs. træets rod vender opad, men stammen fæstes i jorden." (Skanke 1730: 201). Fra svensk område fortæller Graan, at når man ofrer til Tor, oprejser man lige så mange træbilleder som antallet af de rener, som skal ofres. Træbilledet svarer helt til Skankes beskrivelse, det var en opretstående birkestamme, hvor roden forestillede hovedet og stammen kroppen. Og da billedet var rejst for Tor, fik han en hammer i hånden. (Graan 1672: 62). Den nidkære præst Noræus, som drog omkring for at bese og personligt ødelægge samernes offersteder, beskriver også offertræet som et opgravet træ, der stod med roden i vejret (Noræus 1686: 339).

Offertræ fra Norrkaitum, Sverige
Ill. clm, 2023

Enkelte kilder taler om en offerstub. Tornæus beklager sig over, at samerne dyrker sten og træ som guder. Stenene er ikke andet end almindelige sten, og "de af træ, er enten rodfaste stubbe eller pæle i jorden." (Tornæus 1672: 27). Plantinus beskriver anvendelsen af en sådan stub: "Af træ har de det, de kalder offerstubbe. Med dem går det således til: For det første optages en stub på 2-3 alen med rødder, eller også udvælges en jordfast stub af førnævnte mål. Øverst tildannes den som et hoved med hals. Denne del farves senere med blod. En sådan offerstub anvendes kun én gang, men ødelægges dog aldrig." Også grenene fra et birketræ og dele af et fyrretræ indgår i at danne hoved og hals af stubben. Til sidst føres dyret, som skal ofres, som regel et rensdyr hen til stubben, hvor det bliver slagtet. (Plantinus ca. 1670: 25).

Simple stolper og pæle, som blev sat i jorden, indgik på forskellig vis i offerritualet. Om offertræet – værro-muora – fortæller Skanke: "Hos værro-muora stiller de gerne to grene af birketræ sammenbøjede i toppen, en på hver side af værro-muora; undtagen når de ofrer til Ruto (for da plejer de gerne at bruge grantoppe)." Disse grene opfattes som offertræets assistenter og også de overstryges med blod. (Skanke 1730: 201). I sin beskrivelse af et offersted ved Porsangerfjord, fortæller Leems anonyme, at "der var oprejst mange kæppe af tørt fyrretræ" tillige med "en udskåren bjælke, sat med sin nederste ende fast i jorden. . ." (Leem 1767: 438). Leems anonyme bruger ligesom Skanke ordet liot-muora, som ifølge Mebius betyder en pæl, som rejses op i jorden (Mebius 1968: 62).

Mebius finder den dybere mening med offerpælen i et afsnit hos Jens Kildal, som siger, at samerne "ofrer hver høst en renokse eller et andet kreatur til Maylmenradien (verdensråderen) som deres øverste gud, at han ikke skal lade verden falde sammen, og at han skal give dem lykke med renerne. Ved offeralteret rejser de til hans ære en støtte, som er kløvet i enden – Maylmen stytto (verdens støtte) kalder de den – som han kan understøtte verden med. Denne støtte skal være oversmurt med den renokses blod, som bliver ofret til ham. . ." (Jens Kildal, 1730: 141). Denne Maylmen stytto – verdens støtte – er ifølge Mebius og flere andre forskere den verdenssøjle (axis mundi), som holder verden oppe, en tanke, som kan genfindes i en række kulturer, ikke mindst i det arktiske område. (Mebius 1968: 64f; Hultkrantz 1994b: 180f). –Jens Kildals udsagn bliver suppleret af broderen Sigvard Kildals: "Lapperne plejede under høstens tid ikke blot at ofre på de almindelige offersteder til hver enkelt gud og for hver skabning, men de oprejste også adskillige billeder, figurer og udskårne træer og kæppe langt inde i store ure. Til ære for Pajam Olmai (Tordenen) blev oprejst en stor hammer af træ. For Veralden Rad rejstes et tregrenet træ til at støtte verden på, da de mente, at var det ikke for Veralden Rad ville verden forgå, og derfor var de flittige til at ofre til ham, at han kontinuerligt skulle opretholde verden i god skik og orden," (Sigvard Kildal 1730: 471; Se også Forbus i Reuterskiöld 1910: 36).

Ligesom samernes trommer var en torn i øjet på kirkens mænd, gav også træguderne anledning til forargelse og sammenstød. Velkendt er konflikten mellem den nidkære præst Petrus Noræus Fjellström og den velhavende same Erich Eskilsson. Hændelsen er beskrevet i en klageskrivelse fra Noræus sendt til superintendenten i Härnösand i 1686. Noræus rejste i embedsmedfør rundt i fjeldene mellem samernes bosteder ledsaget af lensmanden og to andre. Her kom han en dag til en samisk stormand ved navn Erich Eskilsson. Noræus fortæller, at manden var omkring 60 år gammel og at han var meget velhavende både på penge og rener (han havde omkring tusind rener). Selv om Eskilsson egentlig hørte til et andet sogn, gik han dog i kirke hos Noræus i Silbojokk, der dog betegner ham som "et forhærdet og aldeles gudløst menneske."

Da det lille rejsefølge kom til Eskilssons boplads, fandt de ikke manden hjemme, til gengæld fandt de utallige udskårne "træguder" og figurer, både gamle og nye samt en høj offerlave. Med Noræus' egne ord: ". . . til ham (Eskilsson) gik jeg for at tage hans (helligdom) i øjesyn. Da fandt jeg der utallige beviser på overtro, både nogle, som var gamle og nogle, som var fremstillet i år, utallige træguder og billeder (figurer), hvoraf nogle var nedgravede i jorden mens der til andre var bygget et theatrum eller en lave højt op i vejret. Dette nedbrød jeg og tog en (gude)figur med mig derfra, ligesom jeg også tog hans spåtromme." (Noræus, 1686: 339).

Med den konfiskerede tromme og en af træguderne drog Noræus og hans følge videre, men et par mil senere blev de indhentet af Eskilsson, der havde fået tilkaldt et par andre mænd. Noræus fortæller, at de kom med skrig og råb bevæbnede med kæppe og stokke og truede ham til at tilbagelevere trommen. Noræus blev bange og sagde: "Jeg går på Guds og Hans kongelige Majestæts vegne, som har forbudt sådanne ting." Eskilsson svarede: "Er jeg ikke rig? Jeg har vel råd til at fylde kongens lommer, om noget slemt skulle ske, men min tromme skal du levere tilbage, eller det skal gå dig ilde!" Noræus fortæller videre: "da jeg ikke ville give trommen fra mig, stjal de den fra os – frække som de var – og drog deres vej med mange forsmædelige skældsord." Efterfølgende fortalte Eskilsson om hændelsen til andre samer og opmuntrede dem til at holde fast i den gamle tradition. – Målet med Noræus’ klageskrift var, at få Eskilsson og hans hjælpere dømt og straffet, ja, siger han: "sådanne åbenbare afgudsdyrkere fortjener ikke at leve." To år senere blev Eskilsson dømt til døden med begrundelsen, at han for det første havde opfordret til at holde fast ved den gamle religion og at han for det andet havde benyttet sig af trommen. Straffen omstødtes dog og blev gjort til en bødestraf, hvorefter han slap ud af fængslet. Religionshistorikeren, Anna Westman Kuhmunen siger dog, at kildematerialet antyder, at Eskilsson engang i 1690erne mistede livet, fordi han ikke ville afstå fra den gamle religion (2016: 648f.).

Noræus var også involveret i en anden dramatisk hændelse, som er beskrevet i Arjeplogs Tingprotokol. Samen Lars Nilsson fra Norrvästerbyn i Pite Lappmark var blevet taget på fersk gerning i at dyrke de gamle guder og gøre brug af trommen. Forhistorien var, at hans seksårige barnebarn var faldet i en brønd og var druknet. Selv om Lars Nilsson formelt var kristen, greb han i sin fortvivlelse trommen, faldt på knæ og begyndte at tromme ivrigt alt imens han joikede. Hans håb var, at han kunne tromme liv i drengen igen. Men netop mens dette foregik, ankom nogle kristne samer, som var udsendt af Noræus, som havde ham mistænkt for trolddom. Udsendingene begyndte nu at irettesætte ham for den slags djævelskab, men Lars Nilsson ænsede dem ikke og fortsatte med at tromme og synge for at redde drengens liv. Udsendingene tog da trommen fra ham med magt og vendte tilbage for at rapportere til præsten. – Da de efter nogen tid vendte tilbage, fandt de Lars Nilsson liggende på knæ foran tre træguder, som han havde rejst på en offerlave. De kunne se, at han havde ofret to rener, et føl og en ko og havde oversmurt figurerne med blod. Da mændene tog guderne ned fra laven for at tage dem med sig, råbte Lars Nilsson forbandelser efter dem, at guden over lyn og torden måtte ramme dem. – De konfiskerede genstande blev i første omgang overdraget til Noræus, men under retssagen blev de båret ind og anbragt øverst i retssalen. Under afhøringen sagde Lars Nilsson, at disse træguder, som han havde ofret til, havde været ham til stor nytte især de seneste år, for da sygdom plagede renerne, havde han først bedt til den almægtige Gud i himlen, men det havde ikke hjulpet. Derefter havde han vendt sig til de gamle guder, og de havde grebet ind. De virkede til at have større forståelse for renerne. – Da dommen blev afsagt, lød den på dødsstraf. Sagen blev anket til en højere instans, men her blev dommen blot stadfæstet. Mellem jul og nytår 1692 blev Lars Nilsson først halshugget og derefter brændt på bålet. Forinden skulle han dog med egne øjne se, at såvel hans tromme som de udskårne træguder blev brændt. (Sundström 2016: 551).

Den større sammenhæng

Brugen af træidoler er ikke unik for samerne. Uanset om vi taler om den sydlige eller den nordlige halvkugle, så er sådanne idoler vidt udbredt blandt oprindelige folk. I store dele af det cirkumpolare område har "hellige" træfigurer været anvendt langt tilbage i tiden. Især fra det sibiriske område findes talrige eksempler. Der kan være forskellige traditioner for figurernes tolkning og anvendelse, ligesom også formsproget vil være forskelligt, men at bestemte træfigurer blev tillagt en særlig betydning og indgik i disse folks rituelle praksis, er et fælles træk. Nogle af disse er blevet hjemført fra etnografiske rejser i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og kan i dag ses på museer.

Sibiriske træidoler
A. Ostjakisk gudefigur fra en offerplads. (Antropologisk-etnografisk museum, Sankt Petersborg). B. Tungusisk gudebillede (Nationalmuseet, København). C. Jakutisk gudebillede (Nationalmuseet, København). D. og E. Ostjakiske gudebilleder (Nationalmuseet, København). Ill. clm, 2023

Træidolerne har ikke blot haft stor geografisk udbredelse. Også fra et historisk perspektiv er de veldokumenterede fra bronzealder, jernalder, vikingetid og middelalder. Fra dansk område er Broddenbjergmanden fra sen bronzealder et kendt eksempel, der forbindes med en frugtbarhedskult. Et andet eksempel er Rude Eskildstrupmanden fra yngre jernalder, der er blevet tolket som en tidlig Odinskikkelse. Efter kristendommens indførelse fortsatte traditionen i en vis forstand i middelalderkirken gennem små udskårne krucifikser, der vel ikke blev forstået som guder, men dog blev regnet for hellige.

I 2001 var Silkeborg Museum arrangør af en stort anlagt udstilling af antropomorfe træfigurer under titlen Mosens guder – Antropomorfe træfigurer fra Nord- og Nordvesteuropas fortid. I alt 52 træfigurer (men desværre ingen samiske) var indlånt fra andre museer fra Norge, Sverige, Danmark, Nordtyskland, Holland, Storbritannien og Irland. Ikke alle disse figurer kunne tolkes som træguder, men nogle kunne. Måske kan det samme siges om de samiske. Et element af tvivl og uvished vil altid være et vilkår, når vi står med levn fra fortiden. Og således har det altid været. I Ragnar Lodbroks saga findes en lille fortælling, hvor nogle vikinger lægger til land på Samsø. Mens madsvendene gik i gang med at forberede maden, benyttede de andre lejligheden til at se sig om på øen. Inde i en skov fik de øje på en stor udskåret træfigur – eller som sagaen siger: "en gammeldags træmand, der var 40 fod høj." Figuren var helt tilgroet med mos, men ellers tydelig nok at se. Mændene undrede sig over denne trægud og snakkede om, hvem der mon havde blotet der. Pludselig talte træmanden til dem og svarede, at det var Ragnar Lodbroks sønner, som havde blotet til ham. Fortællingen slutter uden nogen anden kommentar, end at "mændene syntes, det var en underlig oplevelse, og de fortalte senere derom til andre." (Ragnar Lodbroks saga, kap. 21).

Litteratur

Abrahamson, W. H. F., 1807: Det Skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter, Tredie Aargangs Andet Bind, ss. 446-475.

Boberg, Torsten 1946: Ränna på björn och andra fjällskildringar. Uppsala: Lindblad.

Boström, Lars Olof, 1859: Ransaknings-handlingar angående en afgudadyrkare och en cannibal uti Lappmarkerne i adertonde århundradet.

Capelle, Torsten og Wijnand van der Sanden: Mosens Guder/Immortal Images – Antropomorfe træfigurer fra Nord- og Nordvesteuropas fortid, 2001.

Claussøn Friis, Peder, 1632: "Om Finnernis Tro oc Religion" i Norriges oc Omliggende Øers sandfaerdige Bescriffuelse etc. ss. 131-134.

Daunius, Erik, 1926: Om de hedniska lapparnas gudabilder, i Västerbotten, 1926.

Fellman, Isak, 1910: Handlingar och uppsatsar angående Finska Lappmarken och Lapparna, 1910, Bd. 1.

Graan, Olaus, 1672: Relation – Eller En Fulkomblig Beskrifning om Lapparnas Vrsprung, så Wähl som heela dheras Lefwernes Förehållande. Gengivet i Wiklund, 1899.

Hultkrantz, Ap ke, 1994: "Veralden Olmai och världspålen" i Festskrift til Ørnulv Vorren. Tromsø Museums skrifter XXV. Tromsø.

Högström, Pehr, 1747: Beskrifning Öfwer de til Sweriges Krona lydande Lapmarker.

Kildal, Jens, 1730: Afguderiets Dempelse og den sande Lærdoms Fremgang. Gengivet i Qvigstad, 1945.

Kildal, Sigvard, 1730: Efterretning om Finners og Lappers hedenske Religion. Gengivet i Abrahamson, 1807, ss. 446-475.

Kjellström, Rolf, 1975: "Träguden från Ottfjället" i Fataburen, 1975, ss. 147-156.

Kjellström, Rolf, 1987: "On the Continuity of Old Saami Religion" i Tore Ahlbäck (ed.): Saami Religion, ss. 24-33.

Kolmodin, Torsten, 1913: Folktro, seder och sägner från Pite Lappmark.

Leem, Knud 1767: Beskrivelse over Finmarkens Lapper.

Manker, Ernst, 1957: Lapparnas heliga ställen – Kultplatser och offerkult i belysning av Nordiska Museets och Landsantikvariernas fältundersökningar.

Mebius, Hans, 1968: Wärro – Studier i samernas förkristna offerriter.

Nordin, Jonas Monié, 2023: "Spaces of Resilience and Resistance: Sámi Habitation in Southern and Central Sweden During the Late Medieval and the Early Modern Period" i International Journal of Historical Archaeology (2023) 27:480–505

Noræus, Petrus, 1686: Skrivelse uden titel. Gengivet i Fellman, 1910.

Oldeberg, Andreas, 1957: Några träidoler från förhistorisk och senare tid i Fornvännen 52, s. 247-258

Plantinus, Eric, ca. 1670: Responsum Dni Erici Plantini ad quæstiones, quæ sequuntur in Oine. Gengivet i Wiklund 1905a.

Qvigstad, Just, 1945: Nordnorske samlinger utgitt av etnografisk museum, Nordlands og Troms finner i eldre håndskrifter, Det kongl. videnskabers selskabs skrifter, no. 5.

Reuterskiöld, Edgar, 1910: Källskrifter till Lapparnas mytologi.

Rheen, Samuel, 1671: En kortt Relation om Lapparnes Lefwerne och Sedher, wijd-Skiepellsser, sampt i många Stycken Grofwe wildfarellsser. Gengivet i Wiklund, 1897.

Skanke, Hans, 1730: Epitomes Historiæ Missionis Lapponicæ, Pars Prima: Anlangende de Nordiske Lappers Hedendom og Superstitioner. Gengivet i Solberg, 1945.

Solberg, O. (red.), 1945: Nordlands og Troms finner i eldre håndskrifter.

Spangen, Marte, 2023: "Menneskelignende trefigurer – samiske sieddit, norrøne gudebilder eller begge deler?" i Håløygminne, 2023, 2, ss. 10-22.

Sundström, Olle, 2016: "Svenskkyrkliga förståelser av inhemsk samisk världsåskådning: En historisk översikt" i De historiska relationerna mellan Svenska kyrkan och samerna, band 2, Uppsala.

Tornæus, Johannes, 1672: Berättelse om Lapmarckerna och Deras Tillstånd. Gengivet i Wiklund 1900.

Wiklund, K. B., 1897: Nyare bidrag till kännedom om de svenska landsmålen ock svenskt folkliv, 17,1.

Wiklund, K. B., 1899: Nyare bidrag till kännedom om de svenska landsmålen ock svenskt folkliv, 17,2.

Wiklund, K. B., 1900: Nyare bidrag till kännedom om de svenska landsmålen ock svenskt folkliv, 17,3.

Wiklund, K. B., 1905: Nyare bidrag till kännedom om de svenska landsmålen ock svenskt folkliv, 17,4.