Sampos Smedning (Kalevala II)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
.jpg)
som Folkedigtning og National-Epos
IV. De enkelte Sanges Historie
(VII, X).
Udenfor Dvina Len er denne Sang aldrig nogensinde fundet; tilmed forekommer den ikke selvstændig, kun som Led med fast Plads i den store Sampocyclus. Det er da klart, at vi her har et sent opstaaet Kvad for os, og det ligger nær at søge efter Forbilleder. Allerede Julius Krohn (Kalev. Svensk Overs. S. 303) gjorde opmærksom paa Ligheden med det folkelige Dobbelt-bejlerkvad: I begge Sange færdes Väinö paa Havet og opdages her af en Kvinde ved hendes Morgensysler[1]; begge Steder nævnes han »Uvantolainen« eller »Suvantos (Uvantos) Bejler«; i Arhippas Sangform vasker Ilmarinen sig ligesom i Bejlerkvadet ren, drager i sin Slæde frivillig til Pohja og faar virkelig Pigen; først i Vuonninens Sangform narrer Väinö ham ved List derop — og han vinder ikke Pigen; i Vuonninen viser Bejlerkvadets Indflydelse sig dog ogsaa i denne Del af Sangen, idet Sampos Smedning klarere end hos Arhippa gøres til Bejlervilkaar (i Lighed med de vanskelige »Prøver« i den store Bejlerfærd). — Dernæst opviser Smedningssangen Træk fra »Sangerkampen«: Väinös Graad lyder ikke som kom den fra Børn eller Kvinder, den kommer fra en skægget Mand (sml. hans Sang mod Jouko i III 287 fl.), og Väinö slipper ikke hjem før han har lovet sin »Broder« Ilmarinen som Løsepenge.
Midtpunktet i Kvadet er selve Sampos Tilblivelse. De Æmner hvoraf Sampo dannes, genfindes for største Delen ved forskellige Bejlersanges »Prøver«: lave en Kjortel af ett Uldfaars Side, koge Øl af ett Bygkorn o. s. fr. — Et broget Laag (kirjokansi) er i »Ildens Fødsel« et hyppigt Billede for Himmelhvælvingen; i Ainosangen staar det i Betydningen Kistelaag (IV 132); i den Ilomantsiske Form af Samporovet traf vi det som Parallelord til »Pohjas Porte«. I flere Opskrifter af Smedningssangen er (fra Varianter af Bejlerkvadet) det lille Stykke om Ilmarinen som Hamrer af Himlens Laag (S. 168) kommet ind og har aabenbart fremkaldt Forestillingen om al ogsaa Sampo, »det brogede Laag«, blev til ved Hamren, ved Smeddearbejd ; Arhippa, der ikke har hint Stykke her, lader Vidunderet blot »laves«, ikke smeddes. — Den færdige Sampo endelig tænkes som en Kværn der maler til Spisning, til Salg og til Hengæmmen (X 420 - 22). En enkelt Sanger har nyttet den Forestilling til i »Samporovet«, dær hvor Sampo er væltet i Havet af Ørnens Klo, at udmale (i en Prosatilføjelse) hvorledes Kværnen Sampo stadig maler nede i Havet, det hvide Hav, som deraf er blevet salt; her spøger naturligvis det ogsaa blandt Finner kendte Æventyr om »Kværnen der maler Salt paa Havsens Bund« (Grundlaget ogsaa for den nordiske Grottemyte) [2]. I en anden Opskrift er Sampo svulmet op til et trekværnet Uhyre: Mel-, Salt- og Pengekværn (som i (X 414 - 16). — (Fra Æventyret kan man derimod ikke udlede det gængse Træk i »Samporovet« at Skibets Ladning væltes i Havet og gør dette rigt; det findes jo allerede i den finske Form, hvor der slet ikke er Tale om en Kværn; den ensartede Slutning af Æventyret og af Kvadet maa have virket med til at hint siden indblandedes i dette).
Lönnrots Haand mærkes, foruden ved det lange Indskud om Himmelbuens Mø og Väinös Saar (VIII — IX), gennem en Del lyriske Stykker og enkelte Ændringer og Tilføjelser. I Folkesangene er det altid Vinden der bærer Väinö til Pohja, i ny Kalevala er det blevet Ørnen, der saaledes bringer sin Tak for Väinös Gæstfrihed »i bedre Dage«. De Vidundere Väinö tryller i Træet, er hos Folket et Egern og en Maar; ved Ændring af ett Bogstav blev under Lönnrots Pen orava til otava: Egernet til Karlsvognen, Maaren gjorde saa Himmelspringet med og blev til Maane. — Selve Smedningen fortællesi Varianterne altid ganske tørt og kort: Ilmari hamrede den, og den blev færdig. Men Lönnrot fandt at det underfulde Værk fortjente en særlig Skildring; og saa dannede han da med Træk særlig fra »Metalbruden« Stykket om Trællene der puster, og om Forløberne for selve Sampo. Disse er i Kalevala fire (Oversættelsen har strøget de to sidste). Bue (for Folkets: Sværd) — Baad — gylden Kvie — Plov, med samt deres Skønhed og Uvaner (Kvien sover i Skoven og kaster sin Mælk paa Marken, Ploven pløjer andre Folks Agre); Ploven er Lönnrots egen Opfindelse. Sampo var efter hans Mening ett med Civilisationen, og de fire Produkter er da ensidige Tilløb: Jagt, Fiskeri, Kvægavl, Agerbrug — indtil Sampo der i sin Fylde indfatter alle Næringsveje, opstaar. (Noget i samme Retning mente han var udtrykt i de Æmner hvoraf Sampo laves, hos Folket foruden de fra Kalevala kendte ogsaa »en Stump af en Ten« ɔ: Værkfliden). En lignende Tanke gav Lönnrot Udtryk ved sin Skildring af Sampos tre Rødder (X 430 - 2; den hentede han fra en løjerlig Variant af Vipunenkvadet, hvor Vipunen selv slaar Rødder nede i Graven): Een fæstes i Jorden, een i Vandet, een i Hjemmets Høj, thi Pohjolas Rigdom havde Agerbrug, Søfart og Hjemmesysler til sine Rødder: hos Folket hedder det kun: Sampos Rødder er fæstede ni Favne i Dybden.
Med al denne Allegoriseren er vi jo nok komne et Stykke bort fra de naive Folkesange. En billedlig Opfattelse af Sampo ligger dog ikke helt uden for Muligheden af, hvad en Folkesanger kunde falde paa. Väinös Ønsker om »Himlens Fugle« og om Sol og Maane gaar dog i denne Retning. Ohvo Malinen i Vuonninen ytrede 1872 til Borenius at »i Sampo var al Verdens Rigdom, Maane og Dag og den kære lille Sol«[3].
Ved Hjælp bl. a. af en lyrisk Vise har Lönnrot udmalet Ilmarinens Frieri og Pigens Afslag; nogle Opskrifter nævner helt kort at det ikke lykkedes ham at vinde Jomfruens Gunst; een enkelt har Stykket om hans Hjemlængsel (X 479 fl.).
