Sang og musik ved höje

Fra heimskringla.no
Revisjon per 29. apr. 2017 kl. 07:18 av Carsten (diskusjon | bidrag) (ETK: Sang og musik ved höje)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

45. Sang og musik ved höje


693. Der var sommergilde til Anders Andersens et år, og jeg spillede for karlene — den gang havde de sommergilde fra Voldermisse (1ste maj), til de red sommer af by st. Hans dag, og de, som «gik hen», betalte så spillemandspenge Vorfrue dag, og dermed var det forbi for den sommer. De dandsede i byloen i den søndre længe, og jeg spillede om eftermiddagen, så det var en lyst at høre. Da det blev aften, dandsede de ved måneskin, for det var fuldmåne, og de lukkede lemme og döre op, og det skar. Men så med ét blev fjolen så stum som et hakkebræt. Jeg smurte buen, og jeg gned igjen; lige meget hjalp det; jeg rov, og jeg skrov, men der var ikke mere klang end i en gammel træsko. De skulde dandse «mollevit», og den véd jeg, jeg ellers kunde rive af mig, så det snurrede efter; men karlene trampede og stampede helt ud af takt, for de kunde ikke høre musikken. Kan du forstå det? Ja, jeg ikke heller. Men hør nu bare. Da jeg kom hjem, lå Karen vågen, og så siger hun til mig: «Det var da fælt, så de har dandset og støjet henne under væven hele aftenen. De dandsede ril, og de dandsede mollevit, og jeg troede, du sad og spillede henne ved bordenden, for jeg hørte lige så tydelig både rilen og mollevitten, som du sad der. Så slog en af de små i vejret imellem og slog sig på træskoen og sagde: Han tror nok, han spiller for dem der ovre, men hans musik tager vi.» — «Ja, nu kan jeg forstå, hvorfor fjolen ikke vilde lyde,» sagde jeg, og så gik jeg i seng.

Fortalt af Jens Pedersen. M. Abrahamsen, Kildebrønde.


694. På en gård ved Kastrup, Amager, er der to gange om året, forår og efterår, spil og sang i kjælderen, men går man derned, er der intet at se. Mads Olesen, der tjente i en gård ved siden af, har selv flere gange hørt det.

F. L. Grundtvig.


695. Der var en höj på Alstrup ejendom, og min moders moder sagde, at når de satte øgene der nede på den om aftenen, hørte de den yndigste sang der inde. De kaldte den Niels Jensens höj. Det var, når de havde haft øgene i dræt (ɔ: arbejde på marken), at de satte dem der.

Ane Marie Pedersdatter, Fovlum.


696. En gammel mand, der var nabo til os, han fortalte, at han en nat havde ligget henne i noget, de kalder Bomholt i Alling sogn, og da han vågnede om morgenen, hørte han, der var den dejligste musik ude i en höj, en lidt fra gården, der kaldes Bomholts-Storehöj. Der vilde de jo også have til, der var bjærgfolk.

De havde nu mange køer i den gård, men i en vis bås kunde de ingen køer have, for koen piste ned på bjærgmandens bord.

Peder Hansen.


697. Nede i Gildhöje på præstens mark er der hørt musik. En julemorgen, en mand gik til kirke, hørte han stærk musik der. Langhöj grændser dertil, og kirkestien går tæt sønden for den. Den mand hed Mads Andersen. Hyrdedrengene har hørt tummel nede i de höje om efteråret, når de har vogtet der.

Johan Mejer, Trebjærg.


698. Der var en höj ude i nærheden af Bjarup kirke, ved höje, de kaldte Degnehöj. Der stod én og spilte på den höj, hver dag præsten kjørte fra sogne. Så spurgte præsten ham en gang om, hvad han stod og spilte der for. Ja, han stod og spilte for nåde, svarte han. «Ja, du får aldrig nåde,» sagde præsten, og så slog han fjolen i stykker, og siden så de ham aldrig mere. Den gang kjørte Linå præst til Dallerup til sogne.

Peder Hansen.


699. Der var to mænd, der gik på jagt neden for Himmelbjærget. Den ene var musikanter, og som de nu gik, hørte de en musik. Han lærte stykket og spilte det for de unge folk i mange år. Mange har også kunnet sungen det, men a véd ikke, der er nogen, der kan det nu. De kaldte det «bjærgmandens stykke».

Ry.


700. I Nörreskoven lidt fra Ry mølle er en höj, hvor det ikke skal være rart at komme forbi om aftenen for bjærgfolk. En aften kom en spillemand der forbi, da bjærgfolkene havde dands og lystighed. Forbavset over dette uvante syn tænkte han på at komme derfra snarest mulig, men ligesom fastholdtes af deres fortryllende musik. En af melodierne kunde han huske, da han kom hjem, og i lang tid derefter var den bekjendt her i egnen under navn af «bjærgdandsen» og spilledes næsten ved alle legestuer.

Th. J.


701. A har hørt det spille i LåddenhöjeTidstrup mark. En pige, der var oppe at flytte køerne om eftermiddagen, hun hørte det først, men talte ikke om det. Min broder han hørte det også, men blev jaget hjem, for han blev ræd. A gik og paste løse får, og så om aftenen, a kom fra fårene, kunde a høre det i lang afstand. Da a kom i nærheden af det, mödtes a med en gammel kone. «Kan I høre, hvordan det spiller henne i de lådne höje?» sagde a til hende. «Det har a sku hørt så tit,» sagde hun, det bryder a mig ikke noget om.» Så blev a ved at gå længere ned og flytte vore kalve og kommer til karlen, der sætter vore heste om natten. «Kan du høre, det spiller?» siger a til ham. — «Jo, det kan a godt.» — «Skal vi ikke gå derhen?» Nej, han bandte nej. A sagde jo og blev ved at snakke med ham så længe, til vi daskede af, og a gik foraf og var ikke angst. Der var nogle buske der, og de spiller lige godt, men da vi kom tæt hen til buskene og var ikke uden 25 skridt fra stedet, så hørte det op, og vi hørte intet siden, ikke heller, at det har givet dump i bakkerne. Meningen var, at de flyttede den gang.

Det var en underlig underlig musik, ligesom både flöjter og lirekasser, men meget höjere toner. Den samme eftermiddag, det spilte i de lådne höje, spilte det også i Ååndal imellem Törring og Tulstrup, der er store bakker op ved begge sider. Der lod det til, de havde været efter en pige, og hun var så fortumlet, at de måtte bære hende hjem, og hun blev som sindssvag. Hun var fra Törring.

Jörgen Rasmussen, Tulstrup.


702. Mig og min moder vi gik en morgen meget tidlig forbi Næsgården i Tem sogn og kom så ned i en sloge, hvor der var en höj ved siden af og mange småstier om på højen. Der hørte vi sådan musik og nåstren og slåen kister i, te vi blev helt rædde og gik ind i en gård tæt ved for at blive der til dag. Vi kaldte ikke på folkene, men opholdt os i et af husene. På tilbagevejen var vi inde i den samme gård, og de fortalte da, at der var bjærgfolk i den höj, og de var tit ude at dandse og gik omkring på højen hver dag. A så dem også selv siden, det var små drenge med røde luer på, der gik der oppe. De lignede andre börn, men a var jo ikke tæt ved dem. Folkene i gården sagde, at de gjorde ingen fortræd, når man ikke gjorde dem noget, men vi turde lige godt ikke gå der siden.

Marie Pedersen, Nörre-Vissing mark.


703. Tæt ved gården Bönnelykke i Longeise er en höj, der somme tider står på gloende pæle, den kaldes Höjbjærg. Der er tre höje ved hinanden: Höjbjærg, Storkebjærg og Avenbjærg. Ved et bestemt klokkeslæt svinder pælene væk, og al musik dør hen. Det var ved klokken 2 og 3. Folk kunde høre dværgene le og se dem dandse og kunde kjende én og anden af dem, de havde indtaget i højene, og som dandsede med dem. Det var sådan mageløs dejlig musik, og mange har hørt den. En jordemoder skulde forbi Højbjærg. Men vognen tog samtidig konens moder med, der skulde hen at varte datteren op i barselseng. Jordemoderen sov, men konen lagde mærke til, at bjærgkonerne havde deres dyner og kjøkkentøj og andre sager ude at sole, for det var dejlig månelyst. Ingen af dem sagde et ord; men da kusken kom til vejende, sagde han: «Ja, havde det ikke været, at jeg kjørte med jordemoder, så havde jeg gået op og taget hele næver fulde.»

Lærer Engbergs kone, Havborup.


704. Der er tre höje ude i Fussing skov, de kalder dem Trehøje, og der har de hørt musik og dands. En smed fra Svinding, der smeddede på gården og gik hjem om aftenen, hørte det, da han gik forbi.

Lars Nielsen, Vinkel.


705. Skyttehöj ligger oppe i Hylling, og når folkene lå på den om aftenen, kunde de til sine, tider høre, at der holdtes dands der, og der var en dejlig musik der inde. Ikke så gamle folk påstår at have hørt det.

Jens Andersen, Kairis.


706. I Vindbjærg, Kragelund sogn, er der mange folk, som har hørt musik og dands især i tåget vejr. En mand, som gik der forbi en aften, så tre lys ved höjens fod. Mange har også mellem Vindbjærg og en anden stor höj, Hjölundhöj, også kaldet Kongehöj, hørt bjærgmændene eller andre småpuslinger flyve i luften, og i gammel tid var mange bange for at gå over linien mellem disse to höje.

Jens Jensen, Refshalegård.


707. Der er en höj i Lødderup, der hedder Rovhöj. Der har de spillet og dandst og moret dem, te det var forskrækkeligt, når der kom nogen forbi om aftenen.

Peder Skriver, Mors.


708. En spillemand fra Ålborg ved navn Hellebjærg havde en gang sammen med sine börn været i N.-Kongerslev at spille til gilde. Da han næste dags aften kom forbi Ellitshöj og var kommen i nærheden af en kæmpehøj, der bærer samme navn som byen, blev börnene først opmærksomme på nogle små mænd og kvinder, som gik og puslede om dem. De kaldte derpå på faderen, som tyssede på börnene og bød dem endelig ingen ting at sige. Derpå tog han sin klarinet frem og blæste nisserne et stykke for dermed at kyse dem væk; men til spillemandens forundring tog nisserne til at dandse, og ud af højen mylrede en skare småfolk, som også tog del i den for spillemand en vidunderlige dands. Endelig stak han klarinetten i lommen, men nisserne fulgte ham næsten til Ålborg. Det var öjensynligt, at han ved at blæse for dem havde interesseret dem.

Lovise Hansen.