Sigrdrivsord (Sigrdrífomǫ́l)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
||||||
|
||||||
|
Heimskringla Reprint
oversatt av
G. A. Gjessing
Kristiania
1899
(Sigrdrífomǫ́l)
Sigurd red op paa Hindarfjeld og stevnede syd til Frankland paa fjeldet saa han en stor lysning, som om en ild brandt, og der stod skin deraf mod himlen. Men da han kom derhen, saa stod der en skjoldborg og et merke op fra den. Sigurd gik i skjoldborgen og saa, at der laa en mand og sov i fuld rustning. Han tog ham først hjelmen af hovedet. Da saa han, at det var en kvinde. Brynjen sad fast, som om den var groet til kjødet. Da skar han med «Gram» brynjen igjennem fra halsaabningen nedover og ligeledes ud gjennem begge ermer. Da tog han brynjen af hende; men hun vaagnede og satte sig op og saa da Sigurd og sagde:
1.
«Hvi slap jeg søvn?
hvad sned brynjen?
hvem bort mig tog
blege tyngsler?»
Han svarede.
«Sigmund-sønnen!
Sigurds klinge!
rev nu nylig
ravn i lig-brad!»
2.
Hun kvad.
«Lenge jeg sov,
lenge i blund laa,
lang er livsens nød;
Oden det volder,
ei jeg magted
slippe søvnens tegn.»
Sigurd satte sig ned og spurgte om hendes navn. Hun tog da et horn fuldt af mjød og gav ham mindesdrik:
3.
Hil dig dag,
hil dags sønner,
hil nat og kvinders kjøn!
med huldrigt blik
hid til os se,
sign os, som sidder her!
4.
Hil Jer æser,
hil aasynjer,
hil dig, du hulde jord!
os gjæve to giv tale og vid,
lægedomshaand i liv!»
Hun kaldte sig Sigrdriva og var valkyrje. Hun fortalte, at to konger kjempede med hinanden: den ene hed Hjaalmgunnar, han var da gammel og den største hærmand, og havde Oden lovet ham seiren; men:
hin hed Agnar,
Auda's broder,
hvem ei væsen
vilde hjelpe.
Sigrdríva feldte Hjaalmgunnar i kampen; men Oden stak hende med søvntorn til straf derfor og kvad, at hun skulde aldrig siden kjempe til seir i strid, og at hun skulde giftes. «Men jeg, jeg sagde ham, at jeg gjorde det løfte derimod, at aldrig skulde jeg giftes med nogen den mand, som kunde ræddes.»
Han svarer og beder hende lære sig visdom, om hun vidste tidender fra hver en verden.(*)
5.
Sigrdriva kvad.
«Drik jeg bær' dig,
brynjethings helt!
mettet med magt
og manddoms ry:
fuld af lønraad
og lindringstegn,
gode galdre
og gammensruner.
6.
Seirruner kjend,
vil seir du faa,
snit dem i sverdets hjalt,
somme i sverdrand,
somme i sverdryg,
og nevn saa tvefold «Ty».
7.
Ølruner kjend,
vil du, andens viv
ei sviger dig tryg i tro;
paa horn dem rist
og paa haandebag,
og merk paa neglen «Nød».
8.
Bæger du signe,
mod svig dig vogt
og legg i drikken løg;
da, det ved jeg,
vorder aldrig
mjød dig blandet med mén.
9.
Hjelpruner kjend,
om du hjelpe vil
og bære fra kvinde barn;
i lóve dem rist
og om led dem spend,
og díser saa bjerge bed.
10.
Brotruner kjend,
om bjerge du vil
de seilfoler paa sø;
paa stavn dem rist
og paa styreblad,
svid dem i aare ind;
er ei bølge saa brat,
saa blaasort sjø —
farer dog frelst du af hav.
11.
Kvistruner kjend,
vil du karsk gjøre,
skjønne paa saar at se;
i bark dem rist
og paa bul i skog,
hvis kvist sig krøger mod øst.
12.
Maalruner kjend,
vil du, mand dig ei
skal lønne harm med hevn;
dem du vinder,
dem du vikler,
dem du snor alle sammen
der paa thinge,
hvor thingmænd skal
fare til fuldtallig dom.
13.
Vidruner kjend,
vil du vís være
mer end hver en mand;
tyded dem,
tegned dem,
tenkte dem Oden ud —
fra saften hin,
som sivet var
af Heid-draupnes hoved,
af Hodd-rovnes horn.
14.
Paa bjerg han stod
med Brime-sverdet,
havde paa hoved hjelm:
víst ord mælte
da Míms hoved
og sagde sande tegn.
15.
Kvad dem skrevne paa skjold,
som staar for skinnende gud,
paa Aarvak's øre
og paa Alsvinns hóv,
paa hjul, som ruller
med Hrogne's vogn,
paa Sleipne's tænder
og sledens nagler.
16.
Paa bjørnens lab
og paa Brage's tunge,
paa ulvens klør
og paa ørnens nebb,
paa blodige vinger
og paa bryggespord,
i hjelpens haand
og i helsebods spor.
17.
Paa glar og paa guld
og paa gavn-eie,
i vin og vørter
og vante sæde,
paa Gungne's odd
og paa Grane's bryst,
paa nornens negl
og paa nebb af ugle.
18.
Alle blev af skavne,
som var ind skaarne
og menged' i hellige mjød
og sendte paa vide veie;
er de hos æser,
er de hos alver,
somme hos vise vaner,
somme hos mandeslegt.
19.
Det er bøgruner,
det er bót-runer
og alle ølruner
og gode gavnruner,
kan du uvrengte
og uskjemte
dem have dig til held;
nyd, om du nemmed,
til guder brat forgaar.
20.
Nu skal du velge,
da dig valg er budt,
hvasse vaabens helt!
tale eller tie
efter tykke velg;
al vé er viss tilmaalt.
21.
Vil jeg ei vige,
ved du end feig mig,
ei er med frygt jeg født;
venneraad hvert dit
vel vil jeg mindes
saa lenge, jeg leve faar.
22.
Raad er mit første:
at mod frænder du
leve maa lydeløst;
sanker de skyld sig,
sent du dig hevne;
døde det baader bedst.
23.
Raad er mit andet:
ed du ei sverge
uden tilfulde fast;
skud saa grumme
skyder af fred-brud,
usæl er meneds mand.
24.
Raad er mit tredje:
til thinge du
trætte med taabe ei;
thi uklog mand
ofte kan komme
med verre ord, end han ved.
25.
Tier du til,
dog tungt det er,
tykkes med frygt da født
eller og sigtet sandt;
dyr blir dig hjemmets dom,
lyder den ei til lov;
næste dag ham
af dage tag,
og løn saa folk for løgn.
26.
Raad er mit fjerde:
om fule hex
har ved din vei sit hus,
gaa er bedre
end gjeste der,
om natten end er nær.
27.
Vagtsomme øine
vel trenger mænd,
hvor harme skal skifte hugg;
sidder ved vei tidt
svigfulde kvinder,
som døver sverd og sind.
28.
Raad er mit femte:
om fagre møer
du sidde i gilde ser,
lad ei sølvsmykt mø
for din søvn raade,
lok dig ei kvinder til kys.
29.
Raad er mit sjette:
slenger blandt mænd
avinds-ord ved drik,
hav ei med drukne
hærmænd at gjøre;
mangen tar vin hans vid.
30.
Trætter og øl
til tungen sorg
har været mangen mand,
somme til bane,
somme til brøst;
mangt er mænd til vé.
31.
Raad er mit syvende:
om sag du har
med svende djerve af sind,
bedre at kjempe
end brende inde
for mænd med gaard og gods.
32.
Raad er mit ottende:
at ondt du skyr
og flyr forførersk ferd;
mø du ei friste,
ei mands kone,
ei lokke til synde-lyst.
33.
Raad er mit niende:
nedgrav du lig,
hvor du paa vang dem blir var,
om døde af sot,
om døde paa sø,
om mænd, hvem vaaben vóg.
34.
Bad skal en bringe
de bort gangne,
hænder og hoved toe,
kjemme og tørre,
før i kiste lagt —
ønske ham sove sæl.
35.
Raad er mit tiende:
tro du aldrig
feldet mands frændes ord,
er du broders bane,
har du fader feldt —
ulv er i unge søn,
om gleded end ham guld.
36.
Sager og nag ei
søvntunge tro.
saa ei heller sorg;
vid og vaaben
vel trenger drot,
som findes skal fremst i flok.
37.
Raad er mit ellevte:
mod ondt dig vogt
hver en vei hos ven;
lovsæle's liv
langt jeg ei tror —
tendt er saa tung en tvist!
Noter:
I overskriften er navnformen «Sigrdriv» («for Sigrdriva») beholdt fra sidste strofe i Faavnesord.
1): Jvf. B’s udg. pag. 416. I oversættelsen svarer Sigurd i omvendt orden paa Sigrdrivs spørgsmaal: Jeg har vækket dig — mit sverd skar brynjen — du løstes af søvn, fordi jeg ved at drebe Faavne har vist, at jeg ræddes for intet. Jvf. flgd. prosastykkes slutning - «lig-brad» ɔ: den drebte Faavnes kjød.
(*): Angaaende prosastykket og dets forhold til Brynh's helferd jvf. Bugges udg. p. 416. sp. 2.
6 & 7): «Ty» og «Nød» ɔ: runenavne for t og n (
& 
).
9): lóve ɔ: indre haandflade.
15): Aarvak og Alsvinn, hestenavne. - Hrogne, Odensnavn.
16): «hjelpens» ɔ: fødselshjelpens (haand).
17): gavn-eie ɔ: eiendel, som bringer lykke (amulet).
19): bøgruner ɔ:runer skaarne i bøgetræ — bótruner ɔ: hjelpruner (str. 9). — ølruner ɔ: runer som legger tryllekraft i øl.
37): lovsæle's ɔ: den lovsæle fyrstes (Sigurds) liv.
