Sigurd Jorsalafarers og hans Brødre Eistens og Olafs Saga (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 7

Kong Sigurd Jorsalafarers og hans Brødre Eistens og Olafs Saga

Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1829

1. Kapitel

Efter Kong Magnus Barfods Fald tiltraadte hans Sønner, Eisten, Sigurd og Olaf, Regjeringen i Norge; Eisten erholdt den nordlige Deel af Landet, Sigurd den sydlige. Olaf blev tagen til Konge i sit femte eller fjerde Aar, og hans Brødre havde den Trediedeel, som tilkom ham, under deres Bestyrelse. Da Sigurd blev Konge, var han tretten eller fjorten Aar gammel, men Eisten var et Aar ældre. Da Kong Magnuses Sønner havde tiltraadt Regieringen i Norge, kom de Mænd, som vare rejste ud med Skopte Øgmundsøn, tilbage, deels fra Jorsaleheim (1), deels fra Miklegaard; de bleve meget berømte for denne Rejse, og vidste at fortælle mange Tidender. De fortalte blandt andet, at Nordmændene i Miklegaard, naar de vilde gaae i Sold der, fik en rigelig Mængde Gods; disse usædvanlige Nyheder opvakte Lyst hos en stor Mængde Nordmænd til at gjøre en saadan Rejse, og de bade Kongerne, at een af dem skulde være anfører for den Hær, som beredte sig til dette Tog; Kongerne lovede det, og gjorde Anstalter dertil paa fælles Bekostning. Til denne Færd beredte sig mange Leensmænd og mægtige Bønder. Men da Udrustningen var færdig, blev det besluttet, at Kong Sigurd skulde rejse, men Kong Eisten imidlertid forestaae Landets Bestyrelse paa begges Vegne. Et eller to Aar efter Kong Magnus Barfods Fald kom Povel Jarls Søn Hakon over fra Ørkenøerne. Kongen gave ham Jarls Navn og Bestyrelsen over Ørkenøerne, saaledes som hans Fader Povel Jarl havde haft. Hakon rejste tilbage til Øerne.

2. Kapitel

Fire Aar efter Kong Magnuses Fald var alting færdigt til Kong Sigurds Rejse; han havde en stor, smuk Hær, som var valgt til denne Rejse fra hele Landet; som Thoraren Stutfeld siger:

Hær, huld og gjæv,
Samledes fra
Alle Kanter til
Ypperlig Konge,
Som fordum til
Højviis Krake (2),
Hvis Færd fortaltes
Fyrsters Slægter.

Førend Brødrene skiltes ad, sagde Kong Sigurd til Kong Eisten: “Nu er dette Tog, Broder! herligen udstyret ved eders Understøttelse og Bidrag, og nu skulle vi lægge Vind paa at vise os fyrstelig, og paa denne Rejse at udrette noget os alle til Fremme og Sjælefrelse.” Kong Eisten svarede: “Vel vil du tee dig, Broder, og skikket er du til herlig Fremfærd og drabelig Daad; men jeg skal imidlertid stræbe at vogte vort Rige med al den Omhu, jeg kan.” Derpaa skiltes Brødrene. Kong Sigurd havde tresindstyve Skibe, alle vel bemandede. Saa siger Thoraren Stutfeld:

Saa den højvise
Konges Tropper,
Ham ret kjære,
Kom da sammen,
At sexti skjønne
Skibe i Række
Over Havet
Heden droge.

3. Kapitel

Kong Sigurd sejlede om Høsten over til England, som Thoraren siger:

Over Vesterhavet
Til engelsk Kyst
Herlig Flaade
Hurtig drog;
Thrønders Konning
Tyktes være
Der, som allevegne,
Drabeligst Fyrste.

Den Gang var Vilhelm Bastards Søn Henrik Konge over England; han tog vel imod Kong Sigurd, som blev der om Vinteren. Saa siger Einar Skulesøn:

Sin Flaades Hælvte førte
Mod Vesten haardfør Konning,
Sin Hersker stolt den bragde,
I Hast til Bretlands Kyster;
Der kampglad Hersker (ingen
I Land kan bedre stige)
Lod i den lange Vinter
Sig Skibene udhvile.

4, Kapitel

Næste Foraar sejlede Kong Sigurd med Flaaden til Valland, og kom om Høsten ud til Gallicien, hvor han atter overvintrede. Saa siger Einar:

Og anden Vinter ypperst
Blandt Folkekonger nærte,
Hist under vildest Himmel,
I Jakobs Rige (3), Aanden.
Jeg spurgte kjek Hærfører
Der fornem Jarl betalte
Hans løse, falske Løfter,
Og Krig ham rask paaførte.

Her forefaldt den Tildragelse, at Jarlen, som regjerede der i Landet, sluttede Fred med Kong Sigurd, saaledes at han hele Vinteren over skulde skaffe ham Fødemidler nok tilkjøbs; men dette varede ikke længer end til Juul, da blev der Mangel paa Proviant; thi Landet er ufrugtbart og fattigt paa Levnetsmidler. Da drog Kong Sigurd hen til det Kastel, hvor Jarlen laae; men denne flyede strax, thi han havde kun faa Folk. Kong Sigurd bemægtigede sig der mange Levnetsmidler og meget andet Bytte, og lod det føre ombord; han gjorde sig færdig derfra, og sejlede vester for Spanien (4). Der hændte det sig, at nogle Vikinger, som fore paa Sørøveri, kom dem imøde med en Flaade af Galejer. Kong Sigurd lagde til Slag imod dem, og begyndte saaledes sin første Fægtning mod Hedninger. Han vandt otte Galejer fra dem tilligemed meget Bytte, saaledes som Haldor Skvaldre siger:

Uhæderlige droge
Til Kampens svære Møde
Sørøvere mod Kongen,
Som vældig Slaget fremmer.
Han, som er huld mod sine,
En herlig Fangst der gjorde,
Tog flux Gallejer otte,
Og styrted Fjenders Mængde.

Derpaa styrede Kong Sigurd til det Kastel i Spanien, som hedder Sintre (5), og holdt der det ander Slag. Besætningen deri var Hedninger, som hærgede derfra paa de Kristne. Han indtog dette Kastel, og dræbte hver levende Sjæl der, thi disse Folk vilde ikke omvende sig til Kristendommen. De gjorde der overordentlig meget Gods til Bytte, og alle Kristne takkede dem for denne Gjerning. Saa siger Haldor:

Den Stordaad, som udførtes
I Spanien af Fyrsten,
Forkynder jeg; han Sintre
Indtog, og Guld uddeelte;
De Krigere, som nægted
Guds Love, dem tilbudne,
At følge, maatte falde
I Strid mod Hørders Konge.

5. Kapitel

Derpaa sejlede Kong Sigurd med sin Flaade til den Borg, som hedder Lissabon; den ligger i Spanien, og er halv kristen, halv hedensk; der er Grændsen imellem det kristne og det hedenske Spanien; alle de Landstrækninger, som ligge vesten (6) derfor, ere hedenske. Der holdt Kong Sigurd det tredie Slag med Hedningerne, og vandt Sejer; han erhvervede sig der meget Gods. Saa siger Haldor Skvaldre:

I Syd den tredje Sejer,
Vor snilde Drot har vundet
Ved Lissabon; fra Havet
Den Borg I svart har gjæstet!

Derpaa sejlede Kong Sigurd vester for det hedenske Spanien, og lagde til ved den Borg, som hedder Alkassa (7), holdt der det fjerde Slag med Hedningerne, og indtog Borgen; han dræbte der alle dem af Indbyggerne, som ej toge Flugten, gjorde alt Gods til Bytte, og ødelagde Borgen, som Haldor siger:

Jeg hørte, Hæres Fører!
At fjerde Gang I lysted
Hist ude ved Alcassa
Den skarpe Kamp at vække.
Snart blev der Borgen hærget,
Med Storm I den indtoge,
Og hedensk Hær fra Staden,
Til Kvinders Sorrig, flygted.

Derpaa fortsatte Kongen sin Rejse, og sejlede ud til Njørvesund (8). Der i Sundet traf de paa en stor Vikingeflaade; Kong Sigurd lagde strax imod dem til Slag; dette var det femte Slag, han holdt med Hedningerne; ogsaa i dette vandt han Sejer. Saa siger Haldor:

I Øst fra Njørvesundet
(Saa styrked Herren eder),
I voved æg at rødne,
Og eders Fjender styrted.

6. Kapitel

Derpaa sejlede Sigurd mod Østen langsmed Kysten af Serkland (9), og kom til Øen Formentera. Der havde en stor Mængde Hedninger sat sig fast i en Bjerghule, og gjort en Steenmuur foran Indgangen til Hulen. De hærgede rundt omkring i Landet, og førte alt Byttet til deres Hule. Kong Sigurd gik op paa Øen, og drog hen til Hulen; denne var paa Siden af et Bjerg, og det var meget stejlt at gaae op ad den skraa Side til Steenmuren; oventil hang Bjerget ud derover. Hedningerne vare inde i Hulen, og forsvarede derfra Steenmuren, og skrækkedes ikke ved Nordmændenes Vaaben; derimod kunde de kaste Stene og Skudvaaben paa disse, som stode nedenunder; Nordmændene naaede Heller ikke paa een Gang op under Steenmuren. Da toge Hedningerne Peld og andre kostbare Varer, bare dem ud paa Murene, rystede dem for Øjnene af Nordmændene, skrege ad dem, og skammede dem ud for deres Fejghed. Da fandt Kong Sigurd paa en Udvej. Han lod tage to Skibsbaade, af den Slags som kaldes Barker, og lod dem drage op paa Bjerget over Indgangen til Hulen, lod slaae tykke og stærke Tov omkring alle Indholte og om begge Stavnene; deri stege saa mange Mand, som kunde faae Plads; og derpaa lode de Skibene glide ned for Hulen ved Tovene. Da skjøde de, som vare i Skibene, med Skudvaaben og Stene saa hastig paa Hedningerne, at disse maatte trække sig fra Steenmuren ind i Hulen; thi deres Dækvaaben duede ikke. Derpaa gik Kong Sigurd med den største Deel af sin Hær op paa Bjerget, brød Hul paa Muren og kom saaledes til Hulen. Hedningeene toge Flugten ind i Hulen paa den anden Side af den Steenmuur, som var opført tværs over denne, og fægtede derfra. Saa siger Haldor:

Vor Drot berømt er bleven,
Ved Daad, blandt Saracener;
Fra stejle Klippemure
To Barker lod han glide,
Saa stærkt forskandset Hule,
Besat af talrig Skare,
I Heltefærd hjemsøgte
Fra neden raskest Konge.

Saa siger Thoraren Stutfeld om denne Begivenhed:

Kyndig Hærfører
Krigerne bød,
To blaasorte Baade
Paa Bjerget at hejse;
Besatte med Tropper,
I Reb de nedglede
Midt for Hulens
Klippeporte.

Da lod Kongen store Træer føre hen til Hulen, et stort Baal oprejse i Indgangen, og tænde Ild deri; men da Ilden og Røgen hjemsøgte Hedningerne, mistede nogle Livet, andre gik frem under Nordmændenes Vaaben, som det hedder:

Lige for Stavne
Strid begyndte,
Formentera's
Fred da brødes;
Sværd og Ild
Haardt forfulgte
Blaamænds Hær,
Til ihjel den sloges.

Da bleve alle Fjenderne aldeles dræbte eller brændte, som Haldor siger:

Ondt blev i Hulen Hjemmet,
Og hedensk Folk da vilde
Ved hastig Flugt sig frelse,
Det Kongen Saar tilføjed;
Forskandsningen, heel gammel,
Bød Djævlens Trælle Livet,
Men uden fra de usle
Af Ildens Pine grebes.

Der gjorde de det meste Bytte, de nogensteds fik paa denne Rejse.

Kapitel 7

Derfra sejlede Kong Sigurd til Øen Ivitza, og holdt der det syvende Slag mod Hedningerne. Saa siger Haldor:

Højhædret Konge lysted
Paa Freden Brud at gjøre,
Og talrig Flaade førte
Han snarlig til Ivitza.

Derpaa kom Kong Sigurd med sin Flaade til den Ø, som man kalder Manorka (10). Der holdt han med Hedningerne det ottende Slag, saaledes som Haldor siger:

I Krigens Uvejr Pile
Nedhagled paa Majorca,
Et hæftigt Slag der holdtes,
Det ottende i Tallet.

Kapitel 8

Kong Sigurd kom om Foraaret til Sicilien, og opholdt sig der længe. Over dette Rige regjerede den Gang Hertug Rodgeir, som modtog Kong Sigurd vel, og indbød ham til et Gjæstebud. Kong Sigurd kom derhen med et stort følge; der var en kostelig Anretning; Hertug Rodgeir gik selv hver Dag og opvartede Kong Sigurd ved Bordet; den ottende Dag i Gjæstebudet, da man var kommen tilbords, og havde taget Haandtvæt, tog Kong Sigurd Jarlen ved Haanden, førte ham op i Højsædet ved Siden af sig, og gav ham Kongenavn og Kongeværdighed over Siciliens Rige, hvis Behersker herefter stedse skulde være Konge; men hidtil havde kun Jarler hersket over dette Rige. Rodgeir, Siciliens Konge, blev en meget mægtig Høvding; han underlagde sig hele Apulien og mange store Øer i Grækenlands Hav. Han kaldtes Rodgeir den Mægtige. Hans Søn var Kong Vilhelm af Sicilien, som længe førte Krig med Kejseren af Miklegaard. Kong Wilhelm havde tre Døttre, men ingen Søn; sin ene Datter giftede han med Keiser Henrik, Kejser Frederiks Søn. Deres Søn var Frederik, som siden blev rommersk Kejser. Kong Wilhelms anden Datter blev gift med Hertugen af Cypern. hans tredie Datter var gift med Margrit Overcorsar. Men Kejser Henrik dræbte dem begge. En Datter af Rodgeir den Mægtige, Siciliens Konge, var gift med Kejser Manuel (11) i Miklegaard, deres Søn var Kejser Kirjalar (12).

Kapitel 9

Om Sommeren sejlede Kong Sigurd ud over Grækenlands Hav til Jorsaleland. Han kom i Land ved Akersborg (13), og lod sine Skibe blive liggende der. Saa siger Einar Skulesøn:

Sit Skib lod Kongen svæve
Paa Græker-Havets Bølger.
(Den Herskers Stordaad Skalden
Ej lidet kan berømme)
Før han, med alt sit følge,
Ved Akers-Borg, den store.
En Morgen, ønsket længe,
Lod Flaaden Anker laste.

Derfra rejste Kongen op til Jorsaleborg (14); Baldvin, var den Gang Konge i Jorsal; da han fik Underretning om Kong Sigurds Rejse, og at han agtede sig til Borgen, lod han tage kostbart Klæde og udbrede paa Vejen, hvor Kong Sigurd skulde ride til Borgen. Kong Baldvin sagde da til sine Mænd: „Det er eder bekjendt, at en berømt Konge fra Verdens nordre Part vil komme at besøge os; der er fortalt os mange og herlige Snillesgjerninger, som han har øvet mod Hedningerne, og derved stemmet Guds Kristendom; vi skulle derfor vise ham al Opmærksomhed og Hæder. Men vi ville bære os saaledes ad, for at prøve hans Højmodighed og Rigdom: rider han den lige Vej til Borgen, og bryder sig kun lidet om vor Foranstaltning, da holder jeg for, at han maa være vant til slig hæderlig Modtagelse i sit Rige; men hvis han drejer af Vejen, og vil ikke ride paa det udbredte Klæde, da, tænker jeg, har han kun liden Rigdom i sit eget Land.” Kong Sigurd red nu vældeligen (15) imod Borgen, red strax frem paa Klædet, samt alle hans Mænd, og de brøde sig lidet om denne Foranstaltning, thi Kongen havde i Forvejen befalet sine Mænd, at de ikke skulde lade sig mærke med noget, om de end saae nogle nye Skikke. Kongen af Jorsal Modtog ham med megen Opmærksomhed, og red med ham ud til Jordan, og saa tilbage til Jorsaleborg. Kong Sigurd badede sig i Floden Jordan.

Saa siger Einar:

Den Færd jeg fro besynger,
Da Jorsals Land vor tapre
Og blide Konning (ingen
Ham overgaaer) besøgte;
Der gavmild Guld-Uddeler
I Jordans klare Strømme
Sig badede; den Rejse
Af mange højt berømmes.

Kong Sigurd opholdt sig meget længe i Jorsaleland om Høsten og i Begyndelsen af Vinteren.

Kapitel 10

Kong Baldvin foranstaltede et herligt Gjæstebud for Kong Sigurd og alle hans Folk; og da en Dag begge Kongerne sade sammen med megen Glæde og mangehaande Skjemt, sagde Kong Baldvin: „Vi have erfaret mangen Stordaad og berømmelige Gjerninger, som ere øvede paa eders Rejser, Hr. Kong Sigurd! og vi føle en stor Glæde over eders Ankomst hid til vort Land; I har, som jeg ventede, erhvervet eder Guds Miskundhed og Naade, og beviist os verdslig Hæder ved eders høje besøg. Nu skulle vi derimod vise eder vor Agtelse fremfor nogen anden Høvding, som under vor Regjering er dragen hid: Modtag af os enhver den Deel, som I selv synes kan geraade eder selv mest til Hæder og eders Land til Ære og Højhed.” Kong Sigurd svarede: „Gud lønne eder, Herre! som og vi takke eder for eders velvillige Ord, ærefulde Modtagelse og det Hæderstilbud, I nu har gjort os, men vi ville overtænke, hvad vi skulle vælge, og derpaa fremsætte vort Ønske.” Dette Gjæstebud holdtes i mange Dage med megen Pragt. Kong Sigurd overlagde ofte, hvad han skulde vælge, som kunde være Ham mest til Gavn, og han meente da, det vilde bringe ham den højeste Lykke, baade for Øjeblikket og i Tidens Længde, hvis han erholdt noget af det hellige Kors, paa hvilket vor Herre var pinet; thi hidtil var det endnu ikke lykkets nogen fra vore nordiske Lande, at erholde noget af den Korsets Helligdom, som opbevaredes i Jorsal, derimod af den, som fandtes i Miklegaard, var noget meddeelt, men denne Deel havde været langt fra vor Herres Legeme. Thi Korset var efter Dronning Helenas Bestemmelse savet midt igjennem, hvorpaa hun lod begge Dele indpakke, og sendte den, som havde været bagerst, til Miklegaard til sin Søn Konstantin, men den blev tilbage i Jorsal, som mest var bestænket med Herrens Blod. Kort efter, da Kongerne kom sammen, yttrede Kong Sigurd, at han nu havde betænkt sit Valg, og de bleve enige om, at Kong Baldvin skulde lade et Thing sammenkalde. Da Thinget var sat, holdt Kong Sigurd en Tale, og sagde, hvilke store og mangfoldige Æresbeviisninger Kongen af Jorsal havde beviist ham: “og dog,” vedblev han, “ere vi ham allermest forbunden for det Hæderstilbud, at han bad mig vælge een eller anden af de fortrinligste Ting i hans Rige; vi have nu valgt, som Gud har indgivet os, nemlig en Deel af hint hellige Kors, paa hvilket vor Herre blev pinet.” Da svarede Kong Baldvin: “Denne vanskelige Sag, at I, Kong Sigurd, begjerer noget af det hellige Kors, maae vi aftale og overlægge med Landets Høvdinger og Kristenhedens forstandere, at ingen skal troe, at vi bestutte dette, som er af stor Vigtighed, af egen Myndighed; thi endnu er aldrig nogen saa mægtig kommen hid, at han erholdt dette. Men vi ville ikke afstaae eder det, Kong Sigurd! hvis lærde og forstandige Mænd mene, det lader sig gjøre.” De overlagde da indbyrdes denne Sag, Kong Baldvin og Patriarken og andre Biskopper og Viismænd; Kongen spurgte dem til Raads om, hvorledes man bedst skulde bære sig ad, saa at der ved den Beslutning, de toge, paa dem alle kom til at hvile det mindste Ansvar, men alle indskjøde Sagen til Kongens Godtbefindende, at han maatte sørge derfor, men de yttrede dog mest Lyst til, at han ikke skulde give Kong Sigurd en saadan Helligdom i Hænde. Kong Baldvin sagde: “Guds Forsorg maa herfor raade, og derom ville vi bede, at Gud vil saaledes lade os handle hermed, som er ham selv mest til Priis, og ikke til Fare for vor Sjæl. Jeg har spurgt, at i det Land, som Kong Sigurd er Konge over, er Folket kristent, og mange have et gudhengivet Sind; der er ogsaa i samme Rige en ypperlig Stad, og i denne hviler en dyrebar og hellig Konge, som hedder Olaf, en Ven af den almægtige Gud formedelst hans Værdskylds mange og store Tegn. Nu vil jeg give denne hellige Konge en Spaan af Korset til det hellige Sted, hvor han hviler, og saaledes velsigne Kong Sigurds Rige med Korsets Helligdom, hvis han vil sværge, at bringe Korset til dette Sted og der lade det blive, og ikke andetsteds.” Dette samtykte de alle, saaledes som Kongen havde sagt. Derpaa meddeelte Kong Baldvin Kong Sigurd denne Beslutning. “Vi ville,” sagde han, “give dig en Deel af det hellige Kors i Hænde, paa det Vilkaar, at du, samt elleve andre af de fornemste Mænd i dit følge, skal sværge os til, at du vil bringe denne Helligdom til den hellige Kong Olaf, og der lade den blive, med hvad mere vi ville indbefatte i den aflæggende Ed.” Da svarede Kong Sigurd: ”Man vil sige, Herre! naar jeg kommer hjem i mit Rige, at det er nogen Fordunkling af min Hæder, hvis jeg rejste til Jorsal, for der at aflægge Tylftered; men ikke desmindre vil jeg lade det komme derpaa an, hvis I, Herre! og Patriarken selv tolvte sværge mig til, at I ville give mig af det samme Kors, paa hvilket Guds egen Søn led Pinsel og død, og ikke af noget andet Træ.” Dette lovede de. Der blev da tagen en Spaan af det hellige Kors; derpaa bleve Ederne aflagde paa begge Sider efter de forhen indgangne Betingelser. Det var, ogsaa indfattet under Kong Sigurds Ed, at han skulde fremme og styrke Kristendommen i sit Rige af al sin Magt, og oprette, hvis han kunde, en Ærkebispestol i Norge, og lade saavel denne, som Korsets Helligdom, være hos den hellige Olaf. Han skulde ogsaa paabyde Tiende i sit Rige, og selv yde den. Derpaa blev denne Helligdom overleveret Kong Sigurd, saaledes som nys er fortalt. Mange andre Helligdomme gav Kongen af Jorsal ham, saavel som mange dyrebare og sjeldne Kostbarheder. Kong Sigurd erhvervede sig i Jorsaleland, som andensteds, megen Anseelse og Hæder. Han badede sig i Jordan, som forhen er fortalt. Derom taler Thoraren Stutfeld:

Medens Solens
Hvalte Borg
Staaer, skal Heltens
Færd erindres.
Du i Jordans
Vand, med Ære,
Høje Helt!
Har dig badet.

Kong Sigurd offrede meget Gods til Herrens Grav og andre hellige Steder, som han besøgte. Saa siger Thoraren Stutfeld:

Du til Guds Grav,
Hørders Konning!
Glad ofred Guld
For Levendes Held;
Aldrig Solen
Vil beskinne
En Drot, som i Dyder
Dig overgaaer.

Kapitel 11

Dernæst drog Kong Sigurd ned til Akersborg til sine Skibe. Da udrustede ogsaa Kong Baldvin sin Hær, for at drage til Syrland (16) til den Borg, som hedder Sætt (17); denne Borg var hedensk. Kong Sigurd gjorde dette Tog i Forening med ham. De belejrede Borgen, og havde kun ligget en kort Tid for den, førend Hedningerne overgave sig, og Kongerne bemægtigede sig Borgen og meget andet Bytte. Kong Sigurd gav Jorsalekongen Borgen; derom taler Haldor Skvaldre:

Du, Konge! som hver Fægtning
Ret hæderlig udførte,
En hedensk Borg indtaget
Har, men den snart bortgivet.

Men Hedningerne overgave ikke Borgen, førend de saae, at de ej kunde holde den, thi Kongerne bestrede den baade med Vaabenmagt og Krigslist, som Einar Skulesøn siger:

I Kampens Storm de svære
Krigs-Slanger (18) rask sig bugted,
Da Folkets Styrer Sidon
Indtog, det længe mindes.
Den stærke Kæmpe farligst
Forskandsning brød, den styrted;
De blanke Klinger rødmed,
Og glad vor Konge sejred.

Derefter drog Kong Sigurd, til sine Skibe, og beredte sig til at forlade Jorsaleland. De sejlede nordpaa til Øen Cypern, hvor Kong Sigurd opholdt sig nogen Tid; derfra sejlede han til Grækenland, og lagde sig med hele sin Flaade ved Engelsnæs (19), hvor han blev liggende en halv Maaned; thi vel blæste der hver Dag en god Vind til at sejle nord efter opad Havet til Miklegaard, men han vilde oppebie en saadan Sidevind, at Sejlene kunde stilles paa langs ad Skibene, thi alle hans Sejl vare besatte med Silketøj paa begge Sider, eftersom hverken de Folk, der vare i Bagstavnen, eller de i forstavnen vilde see paa den daarligste Side af Sejlene.

Kapitel 12

Da Kong Sigurd sejlede ind til Miklegaard, holdt de sig nær ved Landet; der ere heelt op i Landet Borge, Kasteller og Landsbyer, som om alle kunde gaae ud i eet. Man kunde da fra Landet af see ind i det Hule af Sejlene, saa at der var ingen Aabning imellem, men det tog sig ud som om det var een Muur. Alle Folk vare gaaede ud, saa mange, som kunde see deres Sejlads. Kejser Kyrjalar havde ogsaa faaet Efterretning om Kong Sigurds Rejse, og lod den Borgport i Miklegaard, som hedder Guldvarte, oplukke; denne Port skulde Kejseren ride ind af, naar han havde været længe borte fra Miklegaard, og vundet en anseelig Sejer. Saa lod Kejseren ogsaa alle Borgens Gader belægge med Silketøj indtil Laktjarne, hvor Kejserens prægtigste Sale ere. Man fortæller, at Kong Sigurd lod sine og sine Mænds Heste beslaae med Guldsko, førend han red ind i Borgen. Han sagde da til sine Mænd, at de med Pragt og Vælde skulde ride ind i Borgen, og kun lidet give Agt paa alt hvad dem maatte forekomme nyt og usædvanligt, og Heller ikke see efter, om Skoene gik af deres Heste; hvilket de ogsaa gjorde. Med saa stor Ære red Kong Sigurd og alle hans Mænd ind i Miklegaard, og hen til Kejserens herligste Hal, hvor alt var paa det bedste indrettet for dem. Men da Kong Sigurd og hans Mand vare komne til Sæde, indkom der tvende Sendebud fra Kejser Kyrjalar, og bare imellem sig en Taske, fuld af Guld og Sølv, og sagde, at Kejseren sendte Kong Sigurd dette Gods. Han saae ikke derpaa, men bad sine Mænd tage og dele det imellem sig. Sendebudene vendte tilbage, og fortalte Kejseren det. Han sagde: “Denne Konge maa være saare mægtig og rig, siden han lader som han ikke bryder sig om slige Kostbarheder, eller takker med et Ord derfor.” Han befalede dem nu at gaae hen med en stor cisterna fuld af Guld. De gjorde saa, stædtes for Kong Sigurd, og sagde, at Stolkongen sendte ham dette Gods. Han svarede da: “Det er meget Gods; tager det, mine Mænd, og deler det imellem eder!” Sendebudene vendte tilbage, og fortalte Kejseren hans Udtryk. Han sagde: “Et af Delene maa være Tilfældet med denne Konge: enten overgaaer han de fleste andre Konger i Magt og Herlighed, eller han maa ikke være saa forstandig, som det sømmer sig en mægtig Konge. Gaaer nu hen og bringer ham denne cisterna, vel fyldt med det røde Guld;” og ovenpaa lagde Kejseren endnu to tykke Guldringe. Men da de med dette Gods kom for Kong Sigurd, og sagde, at Miklegaards Keiser sendte ham det, rejste han sig op derimod; Ringene tog han, og satte paa sin Haand. Derpaa holdt han en Tale paa Græsk, og takkede Kejseren med sirlige Ord for sin Højmodighed; dernæst tog han og uddeelte selv dette Gods blandt sine Mænd, og vandt sig derved megen Anseelse.

Kapitel 13

Kong Sigurd forblev der nogen Tid. Da sendte Kejser Kyrjalar nogle Mænd til ham, at spørge, hvilket han helst vilde modtage af Kejseren, sex Skippund Guld eller om han ønskede, Stolkongen skulde lade anstille de Lege, som han plejede at lade lege paa Padreim (20)? Kong Sigurd foretrak Legene. Sendebudene sagde, at Omkostningerne til disse beløbe sig for Kejseren til ligesaa meget, som, hint Guld. Derpaa lod Kejseren foranstalte Legene, der holdtes som sædvanlig, og denne Gang gik alle Legene bedre for Kongen end for Dronningen. Denne havde Halvdelen af Legene, og deres Mænd kappedes i alle Lege; og Grækerne sige, at naar Kongen vinder flere Lege paa Padreim, end Dronningen, da vil han vinde Sejer, hvis han drager i Krig. De Mænd, som have været i Miklegaard, fortælle, at Padreim er indrettet saaledes, at der gaaer en høj Muur omkring en Slette, som er at ligne med en meget vid og kredsrund Mark, og der ere Terrasser (21) rundtom langsmed Steenmuren, hvorpaa Tilskuerne sidde, men Legene holdes paa Sletten; der findes afbildede mangehaande gamle Sagn, Aser, Vølsunger og Gjukunger (22), støbte af Kobber og Malm, forfærdigede med saadan Kunst, at alt synes at være levende, og det forekommer Tilskuerne, som om de vare med i Legen; Legene selv ere saa kunstig og snildelig indrettede, saa at det synes som man red i Luften. Der bruges ogsaa Skudild, tildeels ved Magi; og derhos høres alleslags musikalske Instrumenter, Organ (23), Sinfon og Salterium, Harper og Giger og alskens Strengeleg.

Kapitel 14

Der fortælles, at Kong Sigurd en Dag skulde beværte Kejseren; han befalede derfor sine Mænd, at de rundeligen skulde anskaffe alt hvad der behøvedes til dette Gjæstebud. Da nu alle de Dele vare anskaffede, hvormed det sømmede sig at modtage højbaarne Mænd, sagde Kong Sigurd, at hans Mænd skulde gaae hen paa den Gade i Staden, hvor Brænde var tilfals, thi deraf vilde de bruge en heel Deel, sagde han. De svarede, at Kongen ikke behøvede at frygte for, de skulde lide Mangel paa Brænde, thi der blev hver Dag kjørt mange Læs ind i Staden. Men da de nu vilde have noget, var alt Brændet borte; og dette berettede de Kongen. Kongen svarede: “Gaaer da hen, og seer om I kunne faae Valnødder, med dem kunne vi ligesaa godt gjøre Ild.” De gik, og fik saa mange, som de vilde have. Dernæst kom Kejseren og hans Høvdinger og Hird, og satte sig til Bords med al Hæder, og Kong Sigurd beværtede dem med megen Pragt og Herlighed. Da nu Kejseren og Dronningen fandt, at der ikke skortede paa noget, sendte hun nogle Mænd hen at see efter, hvad de gjorde Ild med. De kom til et Huus, som de fandt fuldt af Valnødder, hvorpaa de gik tilbage, og sagde Dronningen det. Hun sagde: “Visselig er denne Konge højmodig, og sparer ikke, hvor det gjælder hans Hæder; intet Ved giver bedre Lue end Valnødder.” Men dette havde hun fundet paa, for at see hvad Kong Sigurd vilde gjøre, naar hun magede det saa, at de intet Brænde kunde faae.

Kapitel 15

Derpaa gjorde Kong Sigurd sig færdig til Hjemrejsen. Han forærede Kejseren alle sine Skibe, og der vare forgyldte Hoveder i Stavnene paa det Skib, som Kongen selv havde befalet paa. Disse Hoveder bleve satte op paa Peterskirken. Kejser Kyrjalax gav Kong Sigurd mange Heste, og forsynede ham med Vejvisere igjennem hele sit Rige. Da drog Kong Sigurd bort fra Miklegaard, men en stor Deel af hans Mænd blev tilbage, og gik der i Sold. Kong Sigurd drog igjennem Bulgarien, derpaa igjennem Ungarn, Pannonien, Svaben og Bajern. Der besøgte han den rommerske Kejser Lothar, som modtog ham særdeles vel, forsynede ham med Vejvisere igjennem hele sit Rige, og lod ham forskaffe alle Fornødenheder, som han behøvede at indkjøbe. Men da Kong Sigurd ankom til Slesvig i Danmark, traf han der Eilif Jarl, som modtog ham vel; og anrettede et prægtigt Gjæstebud for ham. Det var ved Midsommers Tid. I Hedeby traf han Danekongen Nikolaus Svendsøn, der tog imod ham med megen Glæde, og fulgte ham selv til Nørre-Jylland, og gav ham et Skib med alt Tilbehør, som han havde med til Norge. Kong Sigurd rejste da hjem til sit Rige, hvor han Nød en god Modtagelse, saaledes som Skalden siger:

Haardmodig Hær
Hurtigst Fyrste… (24)

Det er et almindeligt Sagn, at aldrig har der været gjort en berømmeligere Rejse fra Norge, end denne var. Kong Sigurd var den Gang to og tyve Aar gammel, men Kong Eisten et Aar ældre. Deres Broder Kong Olaf var den Gang tolv Aar gammel. Kong Sigurd havde været tre Aar paa denne Rejse.

Kapitel 16

Kong Eisten havde hjemme foretaget mange Indretninger, som vare til Gavn for Landet, imedens Kong Sigurd var paa sin Udenlandsrejse. Han lod opføre Mikkelskirken og Munkeklosteret paa Nordnæs i Bergen, og henlagde meget Gods dertil; det var et prægtigt Steen-Munster. I Kongsgaarden sammesteds lod han bygge Apostlernes Kirke; der lod han ogsaa opføre den store Hal, som var det prægtigste Træhuus, der har været bygget i Norge; ligeledes lod han bygge en Kirke paa Agdenæs, og Bolværket og Havnen der, hvor der forhen var et ganske øde Sted; i Nideros lod han i Kongsgaarden bygge Nikolaikirken, som man anvendte den største Flid paa med Bildhuggeri og andet Arbejde. Han lod ogsaa en Kirke opføre nordpaa paa Vaage i Helgeland, og lagde Gods og Rente dertil. Ligeledes lod han bygge den store Drage, som blev gjort efter samme Model, som Ormen hin lange havde været; og berigede sit Kongedømme med mange andre lykkelige Foretagender.

Kapitel 17

Kong Eisten sendte Bud til de viseste Mænd i Jæmteland, og bød dem til sig, tog med Venlighed mod alle dem, der kom, og gav dem ved Bortrejsen Vennegaver; paa den Maade bragde han dem til at fatte Venskab for sig. Men da saaledes mange fik for Skik at drage til ham, og modtoge hans Foræringer, og han til andre, der ikke kom, sendte Gaver, saa erhvervede han sig alle Landshøvdingernes og de mægtigste Bønders fuldkomne Venskab. Derpaa gjorde han dem adskillige Forestillinger, og sagde, at Jæmterne havde gjort ilde i, at opsige Norges Konger Lydighed og Skatteydelse; han begyndte dermed, at Jæmterne havde givet sig under Hakon Adelsteenfostres Herredømme, og havde siden i lang Tid været Norges Konger underdanige; betydede dem ogsaa, hvor mange Fornødenheder de kunde have fra Norge, og hvor besværligt det var for dem, at søge hvad de behøvede hos den svenske Konge; han bragde det ved sine Forestillinger saa vidt, at Jæmterne selv bade og bøde ham deres Tjeneste, underkastede sig de Norske Kongers Herredømme, og ansaae det for deres eget Gavn og Bedste; de indgik med hinanden den Forening, at Jæmterne gave deres Land under Kong Eistens Herredømme, og tilsvore ham det, hvilket siden stedse er forblevet saaledes. Kong Eisten vandt Jæmteland ved sin Klogskab, ikke ved fjendtlig Anfald, som nogle af hans Forfædre havde gjort.

Kapitel 18

Kong Eisten var en smuk Mand af Udseende, med blaae og noget store Øjne, blegt og krøllet Haar, middelmaadig af Væxt, Særdeles viis og erfaren, baade i Læren og Historien, besad Menneskekundskab og Slægtviisdom, var raadsnild, ordkløgtig, særdeles beleven og ydmyg, og meget elsket og afholdt af hele Folket. Han var gift med Ingeborg, en Datter af Guttorm Steg-Thorers Søn. De havde en Datter Maria, der siden blev gift med Guttorm Skafhogsøn.

Kong Sigurd var høj af Væxt, havde brunt Haar, var mandig, ikke skjøn, vel voxen, sædvanlig taus, ikke blid, trofast, lidet talende paa Thinge, sædelig og høvisk, bydende og stræng, ikke særdeles kyndig i Loven, som han dog vel overholdt, gavmild, mægtig og berømt i mange Henseender.

Kong Olaf var høj af Væxrt og smuk af Udseende, munter og beskeden og elsket af Folket. Da disse Brødre, Eisten, Sigurd og Olaf, vare Konger i Norge, befriede de Folket for mange Paalæg, som de danske havde paalagt det den Gang Svend Alfivesøn regjerede over Norge, og derved erhvervede de sig i meget høj Grad Undersaatternes Kjærlighed.

Kapitel 19

Kong Eisten gav sine Undersaatter mange Rettebøder, og overholdt godt Lovene. Han gjorde sig bekjendt med alle Love i Norge, og besad en udmærket forstand. Af følgende kan man nogenlunde see, hvor berømmelig en Mand Kong Eisten var i Raadslagning, samt hvor vennehuld og hvor omhyggelig han var for at erfare, hvad der fejlede hans Venner, naar han saae dem bedrøvede. Der var en Mand hos ham, som hed Ivar, en Søn af Ingemund, han var en Islænder, forstandig og af fornem Slægt. Kongen holdt, som man vil see, meget af ham. Ivars Broder hed Thorfinn; han drog ogsaa udenlands over til Kong Eisten, og Nød godt hos mange Mænd for sin Broders Skyld; men Thorfinn blev avindsyg over, at man ikke holdt ham for ligesaa god, som hans Broder, og at han skulde behøve at nyde godt for hans Skyld; han syntes derfor ikke om at være hos Kongen, men gjorde sig færdig at rejse til Island. Men førend Brødrene skiltes, sagde Ivar til Thorfinn: “Nu vil jeg give dig et Ærende med ud til Island, Broder! Du kjender en Kvinde, ved Navn Oddny Jonsdatter; bring hende disse mine Ord med min Hilsen, at hun ej maa gifte sig med nogen anden, end med mig, thi hun er en saa fortræffelig Kvinde, at al min Hu staaer til hende.” Derpaa rejste Thorfinn ud til Island, men udrettede ikke sin Broders Ærende, tværtimod bejlede han selv til Oddny, og fik hende til Ægte. Kort efter kom Ivar selv ud, tyktes at Thorfinn havde handlet ilde imod ham, og var lidet fornøjet med dette Sagens Udfald. Han vendte da tilbage til Norge, og opholdt sig atter hos Kong Eisten, agtet og anseet. Han hensank i Taushed og Bedrøvelse; Kongen mærkede det, lod ham komme til sig i Eenrum, og spurgte, hvorfor han var bedrøvet; “forrige Gang du var hos os,” sagde han, “havde vi altid megen Fornøjelse af al din Tale; men det er ikke derfor jeg spørger derom; jeg veed, du er saa forstandig en Mand, at du kan indsee, hvad jeg veed med mig selv, at jeg ikke har gjort dig noget imod; siig mig nu hvad der er i Vejen!” Ivar svarede: “Det er noget, Herre! som jeg ikke kan sige.” Kongen sagde: “Saa faaer jeg gjætte; er der nogen her, du har noget udestaaende med?” “Nej, Herre!” sagde Ivar. Kongen vedblev: “Troer du at have erholdt mindre Værdighed af mig, end du ønsker?” Ogsaa det benægtede han. Kongen sagde: “Har du seet nogen Ting, som du sætter saa stor Priis paa, at det gjør dig ondt at savne det?” Han sagde, det var heller ikke saa. Kongen vedblev: “Har du Lyst til at besøge andre Høvdinger?” Han svarede, det var langtfra. Kongen sagde: “Nu veed jeg snart ikke mere hvad jeg skal gjætte paa; er der nogen Kvinde her eller i andre Lande, som du gjerne vilde have?” Han sagde, at saa var det. Kongen vedblev: “Vær ikke bedrøvet derover; er det en Kvinde paa Island, saa rejs derud strax paa Vaaren; jeg skal give dig baade Gods og Værdighed, samt mit Brev og Indsegl til de Mænd, som raade for hendes Giftermaal, og jeg tænker ikke der vil være nogen, som jo giver efter for min venlige Begjering eller mine Trusler.” “Ulykkeligere er det, end saa, Herre!” sagde han, “min Broder er gift med denne Kvinde.” “Saa lade vi da det fare,” sagde Kongen, “det veed jeg et godt Raad for: strax efter Juul tager jeg paa Gjæsteri, drag du saa med mig, du vil da faae mange vakre Kvinder at see, og naar de ikke ere af kongelig Byrd, saa vil jeg skaffe dig hvilken du vil.” Ivar svarede: “Det er just det ulykkelige for mig, Herre, at hver Gang jeg seer fagre og mandige Kvinder, da tænker jeg paa hiin Kvinde, og min Bedrøvelse bliver da stedse desto større.” Kongen sagde: “Saa vil jeg da give dig nogen Forlening og fast Ejendom, at du kan fornøje dig ved det.” Han svarede: “Det har jeg ingen Lyst til.” Kongen sagde: “Saa vil jeg da give dig Penge, at du kan drage i Kjøbmandsfærds hvorhen du selv vil.” Ogsaa det afslog han. Kongen sagde: “Nu veed jeg ikke mere hvad jeg skal foreslaae dig, thi nu har jeg tilbudet dig alt hvad jeg kan. Nu staaer der kun een Ting tilbage, og den er ubetydelig imod det jeg har tilbudet dig; men man kan dog ikke vide, hvad der er mest tjenligt: Kom hver Dag til mig, naar Bordene ere borttagne, hvis jeg da ikke har andre vanskelige Sager for, saa vil jeg tale med dig om samme Kvinde alt hvad du selv vil, og hvad der falder os ind, og jeg vil tage mig gode Stunder dertil; thi det kan hænde, at man finder Lindring i sin Bedrøvelse, naar der bliver talt om den; derhos skal jeg aldrig lade dig gaae fra mig uden en Forlening.” Han svarede: “Det Tilbud modtager jeg, Herre! og I skal have mange Tak for eders efterspørgsel.” De gjorde nu saa, saa at hver Gang Kongen ikke havde andre nødvendige Forretninger, talte han med Ivar om denne Kvinde; dette hjalp ham snart, saa at han kort efter var ligesaa glad og munter, som han havde været før. han blev siden hos Kong Eisten, og var vel fornøjet.

Kapitel 20

Der fortælles, at Kong Sigurd blev meget sørgmodig; man kunde sjelden faae ham i Tale, og han sad kun kort Tid ved Drikkebordet. Dette gjorde hans Raadgivere og Venner ondt; de bade Kong Eisten at finde paa noget Raad, for at komme efter Aarsagen, hvorfor de, som søgte til Kong Sigurd, ikke kunde faae nogen Besked paa deres Sager. Kong Eisten svarede: “Det tykkes mig vanskeligt, at spørge om sligt hos Kong Sigurd;” men for Folks Bøns Skyld lovede han det dog. En Gang, da de begge vare sammen, bragde Kong Eisten det paa Bane, og spurgte, hvad der var Aarsag til hans Bedrøvelse; „det volder mangen Mand Sorg, Herre!” sagde han, „vi vilde gjerne vide Grunden dertil; I har dog vel ikke spurgt een eller anden Tidende af stor Vigtighed!” Kong Sigurd sagde Nej. Kong Eisten sagde: “Har I da, Broder! Lyst til at rejse udenlands, og erhverve eder endnu større Rige, saaledes som I før gjorde?” Ogsaa dertil sagde han Nej. Kong Eisten vedblev: „Er der da nogen Mænd her i Landet, som ere faldne i eders Unaade?” Heller ikke det, sagde han, var Tilfældet. „Siig mig det da, Broder!” sagde Kong Eisten. „Det gjør jeg ikke,” svarede Kong Sigurd. Eisten vedblev: „Har du Drømt noget, som volder dig Bekymring?” Han tilstod, det var saa. „Siig mig, Broder!” sagde Eisten, „hvad du har Drømt.” Kong Sigurd svarede: „Det gjør jeg ikke, uden du vil udtyde min Drøm paa rette Maade, og jeg skal nok skjønne, om du udlægger den rigtig eller ej.” Kong Eisten svarede: „Da er der vanskelighed, til hvilken Side jeg Seer! paa den ene din Vrede, som jeg vil udsætte mig for, hvis jeg ikke udlægger den rigtig, paa den anden den Sorg og Bekymring, alle lide formedelst din Nedslagenhed; men ikke desmindre vil jeg dog vove det i Haab om eders Naade, om den end ikke bliver udtydet eder til Behag; fortæl mig da Drømmen!” Kong Sigurd sagde: „Jeg Drømte, at det forekom mig, at vi tre Brødre sade paa en Stol udenfor Kristkirken oppe i Kjøbstaden (Nideros); mig syntes, at hin hellige Kong Olaf, vor Frænde, gik ud af Kirken; han var iført sin kongelige Prydelse, havde det lifligste Udseende, og var meget blid; han gik hen til vor Broder, Kong Olaf, og tog ham i Haand, og sagde venlig til ham: “Gak med mig, Frænde!” sagde han; da syntes mig, han stod op, og gik ind med ham i Kirken. Noget efter kom hin hellige Olaf atter ud af Kirken, og hen til dig, Broder, og sagde, du skulde gaae med ham; da var han dog ikke fuldt saa blid, som før; I gik derpaa ind i Kirken. Da ventede jeg, at han ogsaa skulde komme ud mod mig, men det skede ikke; da overfaldt mig en stor Rædsel og Afmagt, og jeg vaagnede i det samme.” Kong Eisten svarede: “Saaledes udtyder jeg denne Drøm, at Stolen betyder vi Brødres Rige; men det, at dig syntes Kong Olaf kom vor Frænde Olaf imøde med blidt Aasyn, vil sige, at han vil leve kortest af os Brødre; han maa have Godt at vente; han er vennesæl og ung, og har kun haft med føje Ting at gjøre, hin hellige Kong Olaf vil staae ham bi hos Gud. Men at dig syntes, han kom mig imøde, men ikke med fuldt saa megen Venlighed, betyder, at jeg vil leve noget længer, men dog ikke blive gammel, og jeg haaber, at hans Naade vil være over mig, eftersom han kom mig imøde, men dog ikke med den Herlighed, som over vor Broder Olaf, thi mangt maa jeg have gjort, hvorved jeg har syndet imod Gud og overtraadt hans Bud. Men at dig syntes, at du forgjæves ventede hans Komme til dig, det troer jeg ikke angaaer din Velfærd, men maaskee møder dig eet eller andet ulykkeligt Tilfælde, siden dig syntes der paakom dig nogen Uklarhed, og jeg troer, at du vil blive den ældste af os og længst raade for dette Rige.” Da sagde Kong Sigurd: “Ret og viselig er Drømmen udtydet, og rimeligst er det, at det saaledes vil gaae. Kong Sigurd begyndte fra den Tid af at blive vel tilmode.

Kapitel 21

Kong Olaf faldt kort efter i en Sygdom, af hvilken han døde. Han er begraven i Kristkirken i Nideros; hans død blev meget beklaget. Siden regjerede begge Brødrene Eisten og Sigurd; men før den Tid havde de tre Brødre været Konger i tolv Aar, fem efterat Kong Sigurd kom hjem, og syv før den Tid. Kong Olaf var femten Aar gammel, da han døde, hvilket skede den ellefte kalendarum Januarii (25).

Kapitel 22

Den Gang Kong Eisten havde været et Aar øster i Landet, men Kong Sigurd var imidlertid nordpaa, tilbragde Kong Eisten en stor Deel af Vinteren i Sarpsborg. Der var en mægtig Bonde, ved Navn Olaf i Dal; han boede paa Aumurd i Dal; han havde to Børn: hans Søn hed Hakon Fauk, og hans Datter Borghild; hun var en meget smuk Kvinde, forstandig og forfaren i mange Ting; Olaf og hans Børn vare længe i Sarpsborg om Vinteren, og Borghild var jævnlig i Samtale med Kong Eisten, hvorfor Folk talte allehaande om deres Venskab. Næste Sommer drog Kong Eisten nordpaa, og Kong Sigurd drog da østerpaa, og var næste Vinter øster i Landet i Kongehelle, hvilken Kjøbstad han forbedrede meget. Han lod der et stort Kastel bygge af Tørv og Steen, og lod grave en Grav deromkring. Det hellige Kors lod han være i Kongehelle, og forbedrede denne Kjøbstad meget, men holdt i den Henseende ikke sin Ed, som han havde svoret i Jorsalaland; derimod paabød han Tiende, og næsten alt andet, hvad han havde svoret, holdt han, undtagen at han satte Korset øster ved Landets Grændse; han troede, at det vilde meget bidrage til Landets Forsvar, men dette var en højst ulykkelig Beslutning, saaledes at udsætte denne Helligdom for Hedningernes Anfald, hvilket siden erfaredes. Borghild Olafsdatter hørte det Rygte, der gik om hendes og Kong Eistens Omgang og Venskab; hun drog da til Sarpsborg, fastede der til Jernbyrd, og bar Jern for den Sag, og rensede sig vel derfor. Men da Kong Sigurd spurgte dette, red han i een Dag saameget, som ellers var to store Dagsrejser, og kom til Dal til Olaf om Natten, og tog Borghild til sin Frille, og førte hende siden bort med sig. Han havde med hende en Søn, Magnus, som blev sendt bort til Opfostring op til Vidkunn Jonsøn paa Bjarkø i Helgeland, og blev opfødt der. Magnus var meget smuk, og blev snart stor og stærk.

Kapitel 23

Kong Sigurd var gift med Malmfrid, en Datter af Kong Harald Valdemarsøn i Holmgaard. Kong Valdemar var en Søn af Jarisleif den Gamle og Ingegerd, Olaf svenskes Datter, men Kong Harald Valdemarsøns Moder var Dronning Gyda den Gamle, en Datter af Kong Harald Gudinesøn af England. Dronning Malmfrids Moder var Kristine, en Datter af den svenske Konge Inge Steinkelsøn. En anden Datter af Kong Harald Valdemarsøn var Ingeborg, der var gift med Kong Knud Lavard, Danekongen Erik den Ejegodes Søn; han var en Søn af Kong Svend Ulfsøn. Knud Lavards og Ingeborgs Børn vare Valdemar, som blev Konge i Danmark efter Svend Eriksøn, og Margrete, Kristine, Katrine. Margrete var gift med Stig Hvidelæder; deres Datter Kristine blev gift med den svenske Konge Karl Sørkversøn. Deres Søn var Kong Sørkver, Fader til Kong Jon.

Kapitel 24

Under Brødrene Kong Eistens og Sigurds Regjering kom der ude fra Island en Mand ved Navn Thord, som havde sin Slægt i Østfjordene, en velvoxen og dygtig Mand, fattig og vel erfaren, samt en god Skald. Han kom til Kjøbstaden Nideros, og havde der kun lidet at leve af. Han kom i Gaarde hos en Kone, som hed Asa; hun var den Gang Enke, og ingen ung Kone, men rig og af stor Slægt, nær i Familie med Vidkunn Jonsøn og flere Bjarkøboer. Asa tog imod Thord, først kun paa een prøve, men lovede ham ikke langt Ophold. Han vidste vel at fortælle alle Slags morsomme Ting, og hjalp hende godt med alt hvad hun befalede ham; derved forlængedes hans Ophold, saa han blev der om Vinteren, og blev stedse mere afholdt af Husfruen, jo længere han blev, og man talte da om, at de vare tit og ofte sammen. Da Vaaren kom, sagde Asa til Thord: “Jeg har været vel fornøjet med dig i Vinter; jeg vil nu give dig Penge til en Englandsrejse, saa at vi begge skulle være tilhalvs derom.” Han rejste til England, og det gik ham vel; om Høsten kom han hjem, og var hos Asa om Vinteren. Saaledes gik det nogle Sommere, og hans Omstændigheder forbedrede sig anseelig; han var paa Handelsrejser om Sommeren, og hos Asa om Vinteren, og varetog hendes Ejendomme; han kaldtes da Asas-Thord. Hendes Frænder holdt dette for en Vanære, og fattede Had til ham; han var en smuk og dulig Mand, erhvervede sig meget Gods, og var vel afholdt af Folk. En Gang kom een af hans Venner hen til ham, og fortalte ham, at Vidkunn Jonsøn var ventende der til Byen; “men jeg veed,” sagde han, “at Vidkunn er meget fortørnet paa dig formedelst hans Frænke Asa, thi nu er det et almindeligt Rygte, at du forfører hende; nu vil jeg give dig det Raad, at du skal digte et Kvad om Vidkunn, hvis du er i Stand dertil, og derved kan du tilvende dig hans Tiltro og Venskab, thi saadanne ere nu mest anseete af Asas Frænder.” Thord svarede: “Hav Tak for dit gode Raad, jeg skal forsøge at digte Kvadet. Kort efter kom Vidkunn med et stort følge, og tog sig Skytning der i Byen. En Dag kom Thord derhen, og hilste Vidkunn; han svarede kort. Thord begyndte da at fremsige sit Kvæde, og der herskede Taushed imidlertid, og da det var ude, blev det roest. Da sagde Vidkunn: “Kvadet er vel digtet, og jeg har nu forandret mit Sindelag imod dig, Thord! og jeg vil give dig en prøve derpaa.” Han tog en tyk Guldring, og gav Thord den. Thord yttrede, at han trængte ej til Gods: “jeg vil heller” sagde han, “have dit Venskab til Løn for Kvadet, hvis du finder det noget værd.” Vidkunn lovede ham det, og de skiltes som Venner.

Kapitel 25

Der hengik nogen Tid, og et Efteraar, da Thord kom fra England, sejlede han med sit Skib op i Aaen Nid, og lagde det Skib, som forhen laae ved hans Gaard, bort og udaf Skibslejet. Da var Kong Eisten i Byen med mange andre Stormænd: Sigurd Ranesøn, Vidkunn Jonsøn, Ingemar af Ask, denne var een af de mægtigste Leensmænd og meget overmodig; det var ham, som havde lagt sit Skib i Thords Leje, og man talte om, at det vilde bekomme Thord ilde, at han havde ført Ingemars Skib udaf Lejet. Thord løb som om han slet ikke hørte, hvad der blev talt. Men da han og hans Folk havde losset hans Skib, kunde han ikke finde sit Stavntelt; han gik da op paa Ingemars Skib, og fandt en Karl der, som havde tilvendt sig Teltet. Thord greb Karlen, og drev ham bunden foran sig hjem i sin Gaard, og lod ham der bevogte; alt sit Gods lod han bringe op i Gaarden. Alt dette kom for Ingemar, der blev vred derover, og kaldte det en uhørt Gjerning; han gik strax med nogle Mænd til Thords Gaard, og befalede ham paa Øjeblikket at udlevere Manden. Thord svarede: “Det finder jeg ej forsvarligt, at lade en udømt Tyv gaae frit om i Byen.” Ingemar svarede, at han skulde dog ikke troe, at en Talglænder vilde dømme hans Mænd tildøde, yttrede, at han skulde komme igjen saaledes, at han nok skulde faae Manden, og Thord skulde det komme saa dyrt at staae, som noget: “jeg vil ikke,” sagde han, “hedde Leensmand, hvis jeg ikke skal faae Bugt med en islandsk Stavkarl.” Da kvad Thord:

Mig voldsom Undertrykker
At true drøjt begynder;
Et Telt, du raske Kriger!
Din Svend har mig berøvet.
Jeg, Guldets Giver! neppe
Nu strax ham fri vil give
Som røbet Tyv, skjønt Sagen
Let af din Magt kan bøjes.

Ingemar gik meget vred bort; da sagde Asa, at Thord skulde sende Bud efter Vidkunn, og sagde, at, saaledes som det nu var, vilde det ej gaae ham vel. Han sendte da Bud, men da Vidkunn hørte Thords Begjering, skyndte han sig afsted til Thords Gaard, og gik op til ham paa Loftsalen med et stort følge. Derpaa kom Ingemar ligeledes ledsaget af mange Folk, og befalede Thord at give Manden fri, da han ellers vilde gaae hen, og bryde Loft-salen op. Vidkunn svarede da for dem; han sagde: “Det er rimeligst, at denne Sag overlades Lavmændenes Dom, thi Thord har ikke gjort andet, end hvad han burde, og havde været strafskyldig, hvis han lod en overbeviist Tyv fare; og vi ville nu bie, indtil heri er dømt efter Loven.” Ingemar svarede: “Her gaaer det nu, som man siger: Stik mig i! sagde Spaden,” det er ogsaa mest passende, at vi prøve Styrke med vore Lige, vi Leensmænd, det stikker sig bedre, end at give os af med Thord;” han gik derpaa bort. Da sagde Vidkunn til sine Mænd: “Gaaer nu hen og taler med Sigurd Ranesøn, og beder ham komme hid, men hvis han foregiver nogen Undskyldning, saa spørger efter, hvo der hjalp ham mest, da Finnerne vilde tage hans Gods.” De gik til Sigurd, og sagde ham Vidkunns Budskab. Sigurd svarede: “Jeg finder det er bedst, at Ingemar og hans Modstander afgjøre det selv; thi her holder hver sig for den bedste.” Sendebudene forebragde da hvad Vidkunn havde sagt til Slutningen. Da sagde Sigurd: “Det er sandt, at ingen stod mig saaledes bi, som Vidkunn; staaer nu op, alle mine Mænd, og lader os komme Vidkunn til Hjælp, hvis han skulde behøve det.” De væbnede sig, og gik hen i Thords Gaard. Kort efter kom Ingemar derhen med en stor Skare. Han sagde: “Nu ville vi søge at faae Manden i vor Magt, Vidkunn! uden megen Skaansel, hvis han ikke bliver udleveret med det gode.” Da sagde Sigurd: “Far sagtelig, Ingemar! og efter hvad Ret er, thi man har i Sinde at forsvare sine Rettigheder imod dig, hvor dygtig en Kæmpe du end er.” Ingemar svarede: „Det hjælper ikke Haren, at Hønen bærer Skjold, og megen Nød maa jeg nu synes at være steedt i, da I ere to imod mig, og begge Leensmænd, men dog skal jeg ikke endnu lade mig skræmme; jeg vil nu see at komme saaledes tredie Gang, at I ikke med Magt skal forholde mig Manden.” Han gik da bort, og samlede saa mange Folk, han kunde faae, og fik en stor Mængde. Men nu sendte Sigurd Ranesøn nogle Mænd til Kong Eisten: „Beder ham komme!” sagde han, „og siger ham, at her ellers vil skee en Ulykke, men hvis Kongen giver Undskyldninger, at han ikke kan komme, saa spørger, hvilke Mænd der sidst forlode hans Fader, da han faldt i Irland.” Sendebudene gik, kom til Kongen, og bragde ham Sigurds Budskab. Kong Eisten svarede: „Det tykkes mig ej, at der er nogen Overmagt imod dem, naar to Leensmænd ere imod Ingemar, og jeg seer ikke, det er nødvendigt, at jeg kommer; de holde sig alle for dygtige Mænd.” Da sagde Sendebudene: „Herre! Husker I, hvilke der bedst og længst fulgte din Fader, da han sidste Gang stred i Irland?” Kongen svarede: „Vidkunn og Sigurd gjorde det; det maa være dem om at gjøre at jeg komme, og saa skal skee.” Kongen gik med et talrigt Følge hen i Gaarden til Sigurd. Derpaa kom Ingemar med en stor Mængde Folk, og sagde til Sigurd: „Nu tænker jeg vi komme til at prøve Styrke med Hinanden, hvis I ikke lade Manden løs.” Kong Eisten svarede: „Det sømmer sig ikke, Ingemar, at gjøre saa meget Hærværk her i Byen for en saa slet Mands Skyld, og vi ville ikke give efter for dig, allerhelst da vi have Ret at fare med.” Da sagde Ingemar: „Nu bliver Sagen betydelig, da Kongen selv er kommen til, og vi komme nu til for denne Gang at gaae bort.” Kongen befalede derpaa at tage Tyven, og føre ham paa Mødet, Teltet blev bundet ham paa Ryggen, som Skik er, delpaa blev han dømt, og endelig ført ud paa Øren og der hængt. Da sagde Kong Eisten: »Hvorledes mener du, Ingemar, Tyven vil have det i den anden Verden?” “Godt,” sagde Ingemar.”Nej, et sandt Helvede,” sagde Kongen, “hvis han døer uden Anger.” Ingemar svarede: “Nej, men du handler meget forskjellig, i det du staaer Talglænderen bi af alle Kræfter, men tør ikke hævne din Fader, som blev dræbt i Irland, som en Hund paa stjaalne Been; og snarere tænker jeg han pines i Helvede, end denne Mand, som du lod dræbe for liden eller ingen Brøde.” Han sprang da op, skyndte sig til sit Skib, og sejlede til Vigen; der dræbte han Kongens Foged. Derpaa flygtede han bort fra Landet, og ned til Danmark. Kong Eisten standsede ham ikke, og brød sig ikke om de uforskammede Ord, han i sin Vrede havde sagt, og viste heri, som i saa meget andet, sin Klogskab og Godhed. Men Thord fik Asa til Ægte, og han holdtes i mange Henseender for at være en betydelig Mand; han var vennesæl, og han og Asa havde Midler nok.

Kapitel 26

Kongerne Eisten og Sigurd vare en Vinter begge i Oplandene, og vare der til Gjæsteri paa deres Gaarde, thi hver af Kongerne havde sine Gaarde, men der var kun kort imellem dem, paa hvilke de gjæstede. Da besluttede man, at begge skulde være sammen paa Gjæsteri, og skiftes til paa deres Gaarde. De vare da først sammen paa en Gaard, som tilhørte Kong Eisten. Men om Aftenen, da man gav sig til at drikke, var Øllet ikke godt, og Mændene sade tavse. Da sagde Kong Eisten: “Hvor Folk her ere stille! Det plejer ellers at være Skik ved Drikkelag, at man gjør sig lystig, lad os finde paa nogle Gildeløjer, da ville vore Mænd snart blive glade. Man vil uden Tvivl finde det sømmeligst, at du, min Broder Sigurd, og jeg begynde en munter Tale.” Kong Sigurd svarede temmelig vredt: “Snak du saa meget du lyster, men lad du mig have Lov til at tie. “Kong Eisten sagde: “Det har man tit Haft for Skik ved Drikkelag, at man valgte sig andre Mænd at sammenligne sig med; det samme vil jeg nu ogsaa gjøre her.” Da tav Kong Sigurd. “Jeg Seer,” sagde Kong Eisten, “at jeg faaer begynde paa denne Munterhed; nu vælger jeg dig, Kong Sigurd! til min Jævningsmand, og finder da, at vi begge to have lige høj Værdighed og samme Besiddelse og Herredømme; Heller ikke seer jeg nogen Forskjel i vor Æt og Opdragelse.” Da svarede Kong Sigurd: “Kan du huske, at jeg kunde bøje dig bagover, naar jeg vilde, og du var dog et Aar ældre?” Kong Eisten svarede: “Men jeg kan ogsaa huske, at du forstod dig ikke paa saadanne Lege, hvor der skulde Behændighed til.” Sigurd sagde: “Husker du, hvorledes det gik, naar vi svømmede sammen, at jeg kunde holde dig under Vandet, til du kvaltes, naar jeg vilde?” Eisten svarede: “Jeg kunde svømme ligesaa langt som du, og ligesaa godt under Vandet; jeg kunde ogsaa løbe paa Skøjter, saa jeg kjendte ingen, der var min Lige deri, men det forstod du ikke bedre, end et Nød.” Kong Sigurd sagde: “Mere anstændig for en Høvding og nyttigere synes mig den Idræt, at kunne skyde godt med Bue, men jeg troer ikke, du kunde spænde min Bue, om du end stod med Fødderne i den.” Eisten sagde: “Jeg er ikke saa stærk en Buestytte, som du, men mindre Forskel skal der findes imellem os, naar det gjælder om at skyde lige; derimod kan jeg meget bedre løbe paa Skier, end du, og det har man dog ellers anseet for en god Idræt.” Kong Sigurd sagde: “Det, synes mig, er langt rigtigere, at den, som skal være Høvding over andre, er høj af Væxt iblandt Mængden, mere stærk og vaabendygtig, end andre, og i alt saadant udmærket overalt hvor mange samles.” Kong Eisten svarede: “Det er en ligesaa fortrinlig Ting, at en Mand er smuk af Udseende, ogsaa derved udmærker han sig blandt Mængden; det tykkes mig ogsaa en Høvding passende, thi skjønhed sømmer den bedste Prydelse. Jeg er ogsaa langt mere lovkyndig, end du, samt kan, hvad end vi to skulle tale, med større Snille føje mine Ord.” Sigurd svarede: “Det kan nok være, at du kjender bedre til Krogene i Loven end jeg, thi jeg havde den Gang andet at tage vare; heller ikke nægter nogen dig en flydende Tunge, men mange mene, at du er ikke altfor ordholden, og at man ikke synderlig kan bygge paa dine Løfter, men at du taler dem efter Munden, som just ere hos dig, hvilket ikke er kongeligt.” Eisten svarede: “Det er sandt, Broder! at mange tye til mig, som jeg ikke kan gjøre saa meget Godt, som jeg har Villie til; ogsaa paadømmer jeg ofte Folks Sager efter gyldige Vidner, men kommer siden Sandheden endnu klarere for Dagen, da giver jeg hver Mand sin Ret, hvad der end er dømt i Forvejen; tit lover jeg ogsaa hvad man beder mig om, thi jeg saae gjerne, at alle forlode mig tilfredse, men jeg kunde rigtig nok have det anderledes, naar jeg vilde gjøre som du gjør, at love alle Ondt, og jeg hører ingen klage over, at du jo holder dine Ord.” Kong Sigurd sagde: “Det har Folk maattet tilstaae, at den Rejse, jeg gjorde udenlands, var saare anseelig, men du sad imidlertid hjemme som din Faders Datter.” Kong Eisten svarede: “Nu rørte du ved den Byld, som jeg tænkte for længe siden vilde briste; ikke skulde jeg have begyndt paa denne Samtale, hvis jeg ikke vidste noget herpaa at svare. Snarere kunde man sige, at jeg udstyrede dig hjemmefra til denne Rejse, som min Datter, ellers var du aldrig bleven færdig.” Sigurd svarede: “Du har vel hørt, at jeg holdt mange Feldtslag i Serkland, og vandt Sejer i dem alle og mange Slags Kostbarheder, hvis Mage aldrig er kommen hid til Landet: saa blev jeg ogsaa saa meget mere æret, jo ypperligere Mænd jeg besøgte; men jeg troer aldrig du endnu har rystet Hjemmefødningen af dig.” Kong Eisten svarede: “Jeg har spurgt det, at du holdt nogle Feldtslag udenlands, derimod har jeg nogle Smaating at sætte: Oppe i Vaage indrettede jeg Fiskelejer, at fattige Folk der kunde have deres Livsophold; sammesteds lod jeg ogsaa en Kirke rejse og Gods henlægge til en Præstebolig, for at oplyse Folket, som før den Tid næsten var hedensk; de, som der hjælpes, ville komme ihu, at Kong Eisten har regjeret i Norge. Paa Thrøndenæs lod jeg ogsaa bygge en Kirke, og lagde Gods dertil, og de, som boe der, ville komme ihu, at Kong Eisten har regieret i Norge. Der var megen Færsel fra Throndhjem af over Dovrefjeld, men Folk satte ofte til eller kom ilde fra Rejsen; der lod jeg et Fjeldherberge opføre, og lagde Gods til dets Vedligeholdelse. Ude ved Agdenæs, som før var en øde Strand, lod jeg indrette en Havn, og nu findes der det bedste Skibsleje for enhver, hvad enten han sejler mod Nord eller Syd langsmed Landet. Jeg lod ogsaa Taarnet rejse i Sundholmssund, og de, som nu have Gavn af dette, vide, at Kong Eisten Har regjeret i Norge; og det er Fiskere og Kjøbmænd, der have godt deraf, hvilke især bidrage til Landets Rigdom. I Bergen lod jeg opføre den store Hall og Apostlernes Kirke, og Gangen derimellem, og de Konger, som leve efter os, ville have godt af dette Foretagende. Mikaelskirken lod jeg opføre paa Nordnæs, og et Munkekloster sammesteds. Jeg beskikkede Love, Broder! saaledes, at hver kunde nyde Ret og Skjel, den ene med den anden, og dersom de overholdes, da vil det gaae bedre til med Rigets Bestyrelse. Jeg har bragt Jæmteland under Norges Lydighed og Skattepligt, mere ved venlige Forestillinger og Klogskab, end med Magt. Nu er dette kun Smaating at tale om, men jeg troer dog ikke, at alt dette tilsammen er til mindre Tarv for vort Rige og hele Landsbygden, og os ikke mindre til Sjælsfrelse, end dig, hvor mange Blaamænd du end i Serkland slagtede for Djævelen, og saalunde sendte til Helvede.” Kong Sigurd sagde: “Jeg rejste til Jorsal, og kom undervejs til Apulien, men saae dig ikke der; jeg vandt otte Feldtslage, og du var i ingen af dem; jeg rejste til Herrens Grav, og saae dig ikke der; paa denne Rejse kom jeg til Jordan, og svømmede ud over Floden; der paa Flodbredden voxte noget Vidjeriis, og af dette Riis knyttede jeg dig en Knude, Kong Eisten, og lovede, at enten skulde du løse den, eller undergaae det Vilkaar, som fulgte dermed.” Eisten sagde: “Jeg vil ikke løse den Knude, du bandt mig der, men den Knude kunde jeg have knyttet dig, som du skulde have haft endnu større vanskelighed med at løse, den Gang du kom her hjem, og med et eneste Skib sejlede ind i min Flaade. Lad nu forstandige Mænd skjønne, hvad du har forud for mig; og vide skulle I det, I Pralhalse, at der endnu findes Mænd i Norge, som kunne lignes med eder.” Derpaa tav de, og begge vare vrede.

Kapitel 27

Der fortælles, at Kong Sigurd Jorsalafarer var paa Gjæsteri inde i Throndhjem paa Møre. Da var hans Svoger, Sigurd Ranesøn, med ham, som var gift med Skjaldvor, Kong Magnus Barfods Søster paa mødrene Side. Den Gang var ogsaa Leensmanden Ivar af Fljode der; han var gift med Sigrid Ranedatter, Søster til Sigurd, og der herskede godt Venskab imellem de to Svogre. Kong Sigurd sad og drak om Aftenen, og var meget munter; han rakte sin Haand frem paa Bordet for sig, og havde en Guldring paa Haanden, og sagde: “Denne Ring er nu at faae til Foræring, men den, som vil have den, skal drage en Rejse i mit Ærende; og dette siger jeg ikke til simple Folk, men til Leensmændene, dog undtager jeg min Svoger Sigurd, ham kan jeg ikke undvære i Landet.” Da svarede Ivar af Fljode: “Saa kan det ikke regnes mig til Dumdristighed, at svare herpaa, thi naar Sigurd Ranesøn undtages, saa veed jeg ikke her ere flere Leensmænd tilstede, end jeg. Nu er det rimeligt, at du anvender al Forsigtighed, og du skal ej være kommen til den urette Mand, men jeg vil rejse, hvorhen du forlanger.” Kongen sagde: “Det er alle bekjendt, at min Fader gjorde et Tog til Irland, samt hvilket overordentligt Udfald dette havde. Nu vil jeg sende dig derhen at kræve Skatter og Bøder for Tabet og Mandeskaden, vi der have lidt, og lad dem mærke, at hvis der ej skeer Fyldest paa dette mit Budskab, da vil jeg komme med en Hær mod Irerne; jeg har før haft med saa stor Overmagt at gjøre, som der mon være. Nu skal du strax fare ud til Kjøbstaden, og tage der i Kongsgaarden hvad Penge og andre Ting, du vil have.” Ivar sagde: “Ikke troede jeg at sligt vilde komme hurtigere paa, end det virkelig gjorde.” Han tog strax et Langskib, sejlede ud til Byen, og gjorde sig der færdig til Rejsen; han sejlede over Vesterhavet, først til Ørkenøerne, hvor han blev om Vinteren, og næste Foraar til Irland, hvor han holdt Thing med Landshøvdingerne; han fremførte for dem Kong Sigurds Ærende, betydede dem, hvilket Tab han havde lidt der, og hvilken bod Irerne skyldte ham, samt hvilke farlige følger det vilde have, hvis de ej rettede sig efter hans Budskab; det var, sagde han, for Landets anseelige Mænd baade klogere og hæderligere, at slutte Venskab med en saadan Høvding, som Kong Sigurd var, og sende ham sømmelige Kostbarheder og Skatte, end at udsætte sig for, at han med en Hær drog imod dem. Han udviklede for dem og viste dem, at Kongen her troede at burde hævne sin egen Fader, samt hvorledes han hidtil baade ved Magt og Snildhed havde faaet Bugt med alt hvad han vilde, skjønt han langtfra ikke havde saa meget at hævne, som her; ”men dersom I,” sagde Ivar fremdeles, ”ville tage vel imod Kongens Budskab og vort Ærende, og for denne Gang sende ham Gods til Foræring, som kan være sømmeligt for ham at modtage og eder at give, da skal jeg lægge al Vind paa, at en saadan Skat ikke oftere skal blive krævet af eder; vi vil da ogsaa give det et saa gunstigt Navn, at det skal kaldes Vennegaver, og ikke Skat.” Saa lykkelig udførte Ivar denne Sag, at Irerne besluttede sig til at betale det forlangte, og det var meget Gods, som Ivar tog imod, og førte over til Norge.

Kapitel 28

Men nu maae vi vende tilbage til det, vi før fortalte, at den samme Aften Ivar af Fljode var dragen bort fra Kong Sigurd, var Kongen overordentlig munter, og sad længe ved Drikken om Aftenen. Sigurd Ranesøn var ingen Aftenmand, og holdt ikke af, at vaage ud paa Natten, han bad derfor Kongen om Orlov til at gaae i Seng. Kongen bad ham gjøre, som han vilde; “men du, Skjaldvor!” sagde Kongen, “skal blive siddende, og drikke hos mig.” Nu trak det langt ud, saa at Folk begav sig, een efter anden, fra Drikkestuen til Sengs; og da Skjaldvor og Sigrid Ranedatter gik, da gav Kongen dem følgesvende med, som fulgte Skjaldvor til det Kammer og Seng, hvor hendes Husbonde Sigurd sov, men Sigrid blev ført allene en anden Vej hen til det Herberge, hvor Kongen selv skulde sove. Natten gik. Næste Morgen erfarede Sigurd Ranesøn alt dette, hvorledes det var gaaet til, og blev hæftig vred, og da Kongen var gaaet til Bords og havde sat sig i Højsæedet, kom Sigurd ikke ind, førend der blev sendt Bud efter ham; han gik strax, da han kom ind, til sit Sæde, uden at Hilse Kongen. Da sagde Kongen til ham: “Nu viser du dig ikke saa rask, som ellers, Sigurd, du kommer ikke tilbords, som andre, og hilser os ikke med nogen Æresbeviisning.” Han svarede: “Ikke har du stor Ære af det, som snarere vanærer dig.” Vranten og vanskelig er du nu, Svoger;” sagde Kongen, “lad os nu ikke tale mere derom, men være muntre!” Sigurd svarede: “Det formaaer jeg ikke, efter den Skam og Vanære, du har viist mig.” Da blev Kongen vred, og sagde: “For dristig er du nu, din Tyv, naar du taler saaledes til os.” Sigurd svarede: “Hidtil har jeg ikke baaret det Navn, at jeg skulde hedde Tyv.” Kongen sagde: “Hvem er større Tyv end du, som hver tolv Maaneder stjæler i det mindste tresindstyve Mark fra mig; thi du forestaaer Færden og Handelen i Finmarken, og lader ikke os faae mere end Halvdelen af det Gods, der tilkommer os, og det skal du i Sandhed vide, at du skal aflægge os Regnskab derfor.” De talte ikke mere sammen den Dag; men Sigurd var dog vis paa, at Kongen ikke vilde lade den Sag falde, men tyktes tillige, at han skulde have vanskeligt ved allene at staae sig imod ham, saa hæftig en Vending, som det alt havde taget. Sigurd drog da bort, thi han trøstede sig ikke til at blive der, men det lykkedes ham ej at faae sin Søster Sigrid til at rejse bort med sig. Først tog han ud til Kjøbstaden, og opholdt sig der en kort Tid. Siden rejste han selvtolvte bort fra Throndhjem, og langsmed Landet sydpaa, indtil han kom til Vigen og fandt Kong Eisten, hvem han fortalte, hvad der var forefaldet imellem ham og Kong Sigurd. Kong Eisten dadlede ham meget, at han havde talt saa dristig til Kong Sigurd, og viste, hvor uforsigtigt og ubesindigt det var, at gjøre sligt mod en saadan Høvding. Ikke desmindre holdt Kong Eisten hemmelig Raadslagning med ham, lod sig vel underrette om hele hans Sag med alle dens Omstændigheder, og gav alle de gode Raad, som siden kom for Dagen.

Kapitel 29

Derpaa bleve der sendte nogle Mænd nordpaa til Skjaldvor, thi hun var bleven tilbage i Kjøbstaden den Gang Sigurd rejste sydpaa; de bragde hende den Tidende, at Kong Eisten vilde komme der nordpaa om Foraaret, og søge at forlige Kong Sigurd og Sigurd Ranesøn. Kong Sigurd forblev den Vinter oppe i det Throndhjemske, men Kong Eisten øster i Landet. Men ved Begyndelsen af Foraaret gjorde Kongen sig færdig til at rejse østenfra, kom om Vaaren op til Throndhjem, og agtede at forlige Kong Sigurd og Sigurd Ranesøn; han søgte at indhente Efterretning om, om Kong Sigurd fattede et mildere Sindelag imod sin Navne, men det befandtes ej saa. Kongerne mødtes i Nideros, og havde kun en kort Tid været i Byen, før Kong Sigurd lod blæse til Møde, og paa dette beskyldte han Sigurd Ranesøn for, at han havde opkrævet det Gods, som tilkom Kongerne, og underslaaet Finneskatten af Gjerrighed og mod deres Villie, som den tilkom; han forestillede, at det fortjente en svær Straf, naar Kongens Ejendom blev forvansket, og sagde, at retfærdig Dom maatte derover afsiges. Men Sigurd Ranesøn svarede paa Kongens Tale saaledes: “Det er alle vitterligt,” sagde han, “at Kong Magnus Barfod drog med en Hær ind i Gøtland, hærgede der vide omkring, og gjorde meget Bytte. Derpaa lod Kongen sine Mænd, Sigurd Uldstreng og mange andre Høvdinger, blive tilbage paa Øen Valdinsø, imedens han selv opholdt sig paa et andet Sted med en Deel af Hæren; den Gang var jeg der i følge med ham, og kunde bringe ham den paalidelige Efterretning, at Kong Inge Steenkelsøn drog imod ham med en overordentlig stor Hær, og at det ej var raadeligt at blive liggende der. Han yttrede da, at jeg handlede som en Ven imod ham, da denne Efterretning kom; og Kongen begav sig med alle de Folk, der vare hos ham, til Vigen, men Sigurd Uldstreng og alle hans Folk bleve fangne. Kong Magnus satte saaledes Priis paa, at jeg unddrog ham fra denne Fare; og derefter gav han mig sin Søster Skjaldvor til Ægte, holdt mig for en tro Mand, og overgav mig den Forlening, at jeg skulde have Finnefærden og Handelen med Finnerne, saalænge Magnus selv eller hans Sønner vare Konger i Norge; jeg skulde betale Kongen tresindstyve Mark vejede hvert Halvaar, men selv beholde hvad jeg maaskee fik mere. Nu troer jeg at være kommen vel til det Gods, som han saaledes tilstod mig, og hvorpaa jeg har Vidner. Men hvad angaaer det, som jeg har sagt til eder, Herre Konge! i Hidsighed, og ikke med den skyldige Ærbødighed, derom vil jeg overlade Dommen ganske i eders Vold.” Kong Sigurd afslog at modtage hans Tilbud, og vilde, Sagen skulde have sin Fremme. Da svarede Kong Eisten: “Denne Sag, Broder! som I har imod Sigurd, er saa beskaffen, at Søgsmaal skulde ej finde Sted i Kjøbstaden, men paa Thinge, thi Sagen hører under Landsloven, men ikke til Bjarkøretten, og det er alle bekjendt, Broder! at den ej kan anvendes i denne Sag.” Da sagde Kong Sigurd: “Vil I, Kong Eisten, føre Værgemaal i denne Sag, i hvilken Søgsmaal tilkommer eder ligesaa meget, som os, saa skal vi ogsaa være beredt dertil.” Kong Sigurd stævnede da Thing med halv Maaneds Frist nordpaa i Kepsisø, og bad Sigurd Rnnesøn der at svare for sig. Derpaa forlod Kong Sigurd Mødet med sit Følge. Kong Eisten bad Sigurd Ranesøn kalde til Vidne paa, at Sagen paa dette Møde var afviist for Kong Sigurd efter Loven.

Kapitel 30

Derpaa bad Kong Eisten Sigurd at drage op til sin Gaard Steg, at samle saamange Folk til sig, som han kunde faae, og med hele sin Mandstyrke at drage til Thinget. Sigurd gjorde det. Han kom op til Bjarkø, og bad om Hjælp hos Vidkunn Jonsøn. Denne svarede, at han gjerne vilde være Sigurds Ven; “men det forekommer mig saa,” sagde han, “som det er Kongerne selv, der have denne Sag indbyrdes. Jeg er Kong Sigurds Leensmand, og derfor maa jeg følge ham med min Magt.” Kort efter sendte Kong Sigurd Bud til Vidkunn, at han skulde begive sig til ham med saa mange Folk, han kunde faae, og dette gjorde han; Kong Sigurd og hans Folk kom først til Thinget, og han havde en anseelig Styrke. Men da Kong Eisten drog nordpaa, kom Sigurd Ranesøn med mange Folk ham imøde. Da de nærmede sig Øen, sagde Kong Eisten: “Nu skulle vi ordne vore Folk saa rask, som muligt, og strax naar alle Skibene ere komne i Bryggelejet, skulle alle Mand gaae op med Skjolde og Vaaben og i fylket Hær, og kun faa skulle blive tilbage at passe paa vore Skibe; jeg troer vist, at de menige Bønder, som allerede ere hos Kong Sigurd, ville undre sig over denne usædvanlige Færd, mange ville da søge bort fra Thinget for at betragte os; lad os da, saa hurtig vi kunne, gaae paa Thinget, og blande vor Flok ind imellem deres Skare, det vil da see ud, som om vi havde en anseelig Mandstyrke.” De bare sig nu ogsaa saaledes ad; der Strømmede en heel Mængde til, for at betragte dem, og der bleve kun faa tilbage paa Thinget hos Kong Sigurd, undtagen hans og Vidkunns Folk. Da sagde Kong Sigurd, da han saae, at Folket Strømmede fra ham: “Det er dog sandt, at alle Bønder ville være, hvor Sigurd Ranesøn er.” Vidkunn svarede: “Nej, Herre! det er et Paafund af Kong Eisten, thi han veed, at Helgelænderne ere nysgjerrige af sig.” Kong Sigurd begyndte derpaa at føre sin Sag, fremsatte samme Beskyldning mod Sigurd Ranesøn Godset angaaende, og bad dem dømme efter Landsloven. Sigurd Ranesøn fremførte for sig samme Svar og Tilbud, som forrige Gang. Kongen afslog hans Tilbud, og fordrede sin lovlige Ret. Sigurd Ranesøn sagde: “For vort Svogerskabs og langvarige Venskabs Skyld, og det meget Gode, vi have beviist hinanden, lad denne Sag fare, Kong Sigurd! og hør ikke efter hvad onde og avindsfulde Mænd, der vill bagvaske os, sige; I vil deraf have Hæder og Ære, thi jeg har ikke haft mere godt af Finneskatten, end billigt kunde være.” Kong Sigurd svarede: “Det havde jeg for en Stund siden mindst ventet, at du vilde lønne mig for et stort Leen med at tilegne dig hvad mit var, og at tage mere af vort Gods, end du havde Lov til.” Sigurd sagde: “Det er ikke sandt, hvad man har forebragt eder, at jeg skulde have taget mere deraf, end jeg havde eders Tilladelse til.” Kongen svarede: “Det vil kun lidet hjælpe dig, hvis du ingen andre Beviser har, end dit Ord.” Da stod Kong Eisten op, og sagde: “Det er temmelig vanskeligt at indlade sig i denne Sag og sige Kong Sigurd alvorlig imod; der er en stor Forskel paa, om Sagen bliver ført efter Ret og Billighed, eller det kun kommer an paa, at sige Kong Sigurd imod. Nu have vi begge lige megen Deel i denne Sag; men formedelst den vanskelige Stilling, Sigurd Ranesøn er kommen i, og for vort Svogerskabs Skyld, ville vi endnu fremføre noget ham til Hjælp: han siger sig uskyldig, Broder, i denne Sag, og beder eder mindes eders langvarige Forbindelse og Svogerskab.” Kong Sigurd svarede: “Det passer sig bedre for en god Regjering, at slige Ting blive revsede efter Loven. “Kong Eisten sagde: “Naar det er Loven og lovmæssig Regjering du vil følge, da er det bedst, at han nyder godt af sine Vidner; og hvis I, Broder, er til Sinds, at lade Loven raade i denne Sag, da er det raadeligst, at I lægge al Vind paa at sagsøge efter fuld Lov og Ret, saa at lovkyndige Mænd ej skulle finde, at I fører Sagen vrangt og imod Rettens Bud.” Kong Sigurd svarede: “Du sagde mig i Kjøbstaden, at denne Sag skulde søges til Thinge.” Da svarede Kong Eisten: “Dette Thing have Bønderne sat for sig indbyrdes, at hver kunde her erholde hvad Ret er af hinanden, men da denne Sag er bragt i Gang mod en Leensmand, saa maa den sagsøges paa Lavthinget i dette Fylke, og det er Thrøndenæsthing.” Denne Sag blev da undersøgt, og Lavmændene gave den Kjendelse, at Kong Eisten heri havde Ret. Da stævnede Kong Sigurd Thing paa Thrøndenæs med halv Maaaeds Frist, og bad Sigurd Ranesøn der at fremkomme med sit Forsvar; derpaa gik han ombord med alle sine Folk. Men Kong Eisten og Sigurd Ranesøn toge ogsaa her Vidner paa, at Sagen var afviist paa Kefsisø-Thing paa lovlig Maade; dette udførte de dog i Stilhed.

Kapitel 31

Nu stævnede Kong Sigurd Leensmændene og deres Huuskarle til sig; han udnævnede af hvert Fylke en heel Mængde Bønder søndenfra Landet, og fik en stor Skare samlet; med hele denne Hær begav han sig nordpaa langsmed Landet heelt op til Helgeland, og agtede nu at gaae saa haandgribelig til Værks, at han vilde gjøre Sigurd Ranesøn landflygtig der nordpaa i selve hans Stamland. Han stævnede nu alle Helgelændere og Nummedølere til Thrøndenæs-Thing. Kong Eisten forsynede sig ligeledes med mange Folk, og drog til Thinget. Kong Eisten befalede da sine Mænd, at de skulde vise sig med Anstand, sætte Skjoldene tæt paa Hinanden ved Stavnene, gribe deres Vaaben, og have dem paa rede Haand, begive sig strax med Skyndsomhed paa Land, saasnart de lagde til, og vise sig ganske færdige til at prøve Styrke med Kong Sigurd. De gjorde efter hans Befaling; de gik op til Thinget paa den bestemte Dag, og havde begge et talrigt følge; Kong Sigurd kom ogsaa denne Gang først med sine Folk. Men da Kong Eisten nærmede sig Thrøndenæs-Thing, sagde han til Sigurd Ranesøn: “Hvad Tilbud vil du gjøre, eller hvilket Forsvar vil du fremføre for dig i Dag paa Thinget?” Han svarede: “Jeg sætter al min Lid om et godt Udfald til eders Nærværelse.” Kongen sagde: “Gak nu hid, hvis du vil følge mit Raad, og overdrag mig med Haandtag og Vidner hele din Sag til Værgemaal mod Kong Sigurd; lad os da tillyse, at Sagen er mig overdragen, det er langt billigere, at vi to Brødre have med hinanden at gjøre, og prøve hvo af os Konger der er den lovkyndigste.” De gjorde saa; hvorefter Kong Eisten med sine Folk gik hen paa Thinget. Kong Sigurd fremførte Søgsmaalet imod Sigurd Ranesøn med samme, eller endnu større Hæftighed, end før. Da svarede Kong Eisten strax, og sagde: “Det er alle vitterligt, hvilke Tilbud Sigurd Ranesøn har gjort Kong Sigurd, han troer at have gjort alt, hvad nogen med Billighed kunde fordre, thi han tilbød, at Kong Sigurd allene maatte raade for Dommen. Men hvad det angaaer, at han har Vidne paa, at Kong Magnus overdrog ham Finnefærden paa det Vilkaar, som hidtil er blevet overholdt, og bestemte tillige forud, at samme Vilkaar skulde staae ved Magt, saalænge hans Sønner vare Konger i Norge, da forholder det sig dermed endnu som før, at vi forlange, han skal føre sine Vidner, og nyde Ret og Skjel i alle Maader, men lide Straf for alt det, som han ej kan føre Vidner for. Men eftersom Kong Sigurd ikke vil frafalde sit Forsæt, men drive Søgsmaalet til det yderste, for at Skade Sigurd, saa maa man endda være fornøjet, hvis han finder sig i, at der føres Forsvar efter Loven.” Da svarede Kong Sigurd: “Meget hæftig tager du dig af denne Sag, men skjønt det vil koste mere Umage, end jeg havde tænkt, at drive den igjennem, saa vil jeg dog fortsætte den, og det er mit Ønske at gjøre ham landflygtig her midt iblandt hans Frænder.” Kong Eisten svarede: “Det maa være en egen Ting, Broder! der ej skulde lykkes for dig, naar du vil sætte den igjennem, saa mange store Bedrifter som du har øvet, og her kan man ej vente andet, end at de ere faa og smaa, som staae dig imod.” Kong Sigurd sagde, at han tilvisse vilde, at det skulde underkastes en Undersøgelse, hvorvidt Kong Magnus kunde give noget for længere Tid, end medens han var Konge i Norge; ”og mangler der nu,” sagde han, ”noget i at Søgsmaalet er skeet paa lovlig Maade, da har Kong Eisten allene voldet det, thi nu er Sagen stævnet til det Thing, hvorpaa Kong Eisten sagde, at den efter Loven skulde foretages.” Kong Eisten svarede: “Tilvisse har jeg sagt, Broder, at du paa Thrøndenæsthing maatte søge den Sag imod Sigurd Ranesøn; men eftersom Sagen nu har skiftet Udseende, saa at Konger selv udgjøre Parterne saa kan den ikke rettelig føres til Fylkesthing, men maa foretages paa eet af Lavthingene, Frostething, Gulething eller Heidsævesthing; nu er denne Sag rejst under Frostething, derfor bør den der sluttes, hvis Loven skal have sin Gang; thi jeg har nu paataget mig hele denne Sag, som Sigurd Ranesøn skulde selv have forsvaret, og det er derfor nu bleven en Sag imellem os Konger; herimod vil du intet kunne indvende.” Da tog Kong Sigurd saaledes til Orde: “Skjønt det nu er saa, at du har overtaget denne Sag og saaledes viser dig som min Modstander, saa skal jeg dog ikke derfor lade Sagen falde;” hvorpaa han stævnede Kong Eisten til Frostething, og gik saa bort; men Kong Eisten krævede atter Folk til Vidne paa, at Sagen igjen var afviist for Kong Sigurd; imidlertid var det nu kommet saa langt hen paa Sommeren, at Frostething var forbi, og man maatte bie det Halvaar. Der var ogsaa en Lov for, at skjønt noget var stævnet til Frostething, kunde det vel foretages i Byen Nideros, paa den Tid af Sommeren, som Frostething skulde holdes.

Kapitel 32

Der fortælles, at selvsamme Sommer, en Gang da Kong Sigurd var i Byen, og sad og talte med Sigrid Ranedatter, saae man et Skib sejle til Byen, og formodede, at det var Ivar af Fljode, som kom. Kong Sigurd sendte Einar Præst Skulesøn, for at forhøre, om det var Ivar eller ej. Da Einar kom tilbage for Kongen, kvad han følgende:

Jeg kan, o Møres Konning!
(Stor er din vundne Hæder)
Dig, skjønt du veed heel meget,
God Efterretning bringe:
End ej smalfingret Ivar
Af Fljode, Gulds-Uddeler,
Er kommen hid; hos hende
Du rolig end kan sidde.

Saaledes havde Ivar før været kaldet. Senere hen paa Sommeren kom Ivar i Land, og der blev intet videre af den Sag.

Kapitel 33

Kong Eisten var i Throndhjem om Vinteren. Næste Sommer sendte begge Kongerne Bud til deres Leensmænd og andre Undergivne, at de med talrigt. følge skulde komme til Thinget, Deres Broder, Kong Olaf, var da endnu levende, den Gang dette forefaldt; ogsaa han blev stævnet til Things med sine tjenstpligtige Mænd. Kong Eisten var allerede i Byen, og opholdt sig paa Kongsgaarden. Kong Olaf kom førend Kong Sigurd, og tog sit Ophold i Byen kort fra Olafskirke. Kong Sigurd kom noget senere med en stor Mængde Skibe; han lagde op i Aaen Nid, og opholdt sig med sine Mænd paa Skibene under Telte. Den Dag da Thinget skulde sættes og Sager foretages, blev der blæst i Byen og forkyndt, at Bønder og Thingmænd skulde først gaae paa Thinget, og sætte Retten efter Loven; da var een af de største Lovkyndige tilstede, Jon Mørnef, en Leensmand og anseelig Mand, Fader til Endride, der faldt under Serk. Med Kong Olaf var Sigurd Sigurdsøn fra Hvitastein, en Leensmand, som eenstemmig holdtes for den forstandigste i Norge. Kong Eisten gik først iblandt Kongerne til Thinget med sit følge; han var mandstærk, og forlangte strax af Leensmændene, at de skulde holde med ham, og understøtte Sigurd Ranesøns Sag efter Evne. Jon Mørnef svarede og sagde, at det vilde have sin store vanskelighed, at stille Trætten imellem ham og hans Broder, men lovede dog villigen at hjælpe Kong Eisten i alt, hvad Ret var efter Loven. Da sagde Kong Eisten: “Jeg forlanger ikke noget andet af eder, end at I erklære for Lov det, som Lov er; men for at jeg paa lovlig Maade kan bringe det dertil, at I ikke blive forbundne til at dømme om de Sager, som fremføres her i Dag, saa vil jeg have det Løfte af eder, at I ikke af min Broders voldsomme Fremfærd lade eder bevæge til at dømme mod hvad Ret er.” Disse hans Ord bleve modtagne med lydeligt Bifald. Derpaa kom Kong Olaf paa Thinget med sit følge; det var uden Sammenligning det mindste af Kongernes. Sidst kom Kong Sigurd, og alle hans Folk vare næsten fuldtvæbnede, undtagen at de ingen Skjolde havde. Kong Sigurd begyndte da, og fremførte sit Søgsmaal imod Sigurd Ranesøn, saaledes som det tyktes ham lovligst at være, efter hans Raadgiveres skjøn, som overlagde Sagen med ham. Kong Eisten fremstillede sig da som Forsvarer i Sagen, og det blev først at afgjøre paa Thinget, om Kong Magnus maatte bortgive noget Leen længer end for sin Livstid eller om det fremførte Forsvar kunde være gyldigt; Lavmændene afsagde da den Kjendelse, at Kongen kunde tage Bestemmelse med sine Gaver for et Aarhundrede, og en saadan Bestemmelse skulde da tillyses paa alle Lavthing i Norge, paa Frostething, Gulething og Heidsævesthing. Derpaa undersøgtes, om Sigurd Ranesøn havde tillyst nogen saadan Bestemmelse for længere Tid end Kong Magnuses Livstid, men der fremførtes ingen Vidner paa, at dette var skeet. Da yttrede Kong Sigurd sin Mening, som gik ud paa, at han ikke vilde, det skulde være gjældende Lov i Norge, at nogensomhelst Konge maatte tilstaae Forleninger længere, end for sin Livstid; hvorpaa han erklærede Kong Eistens Forsvar for afviist, angaaende at Sigurd Ranesøn maatte have Finnefærden. Kong Eisten svarede, og gav tilkjende som sin Villie, at en Konge maatte tage Bestemmelser med sine Gaver for et Aarhundrede, for Fremtiden ligesom hidtil. Denne Sag blev da, ved de mægtige Høvdingers Mægling, forligt saaledes, at Kongerne skulde kaste Lod om, hvo der for Fremtiden skulde raade, men Lodderne skulde skjæres og kastes i Skjød. Da spurgte Kong Eisten sin Broder Kong Olaf, med hvem han vilde være enig i denne Sag. Han svarede: “Vi have længe levet i inderlig Kjærlighed og Enighed; hvad Lov og Regjering angaaer vil jeg lade den Mening være min, som du foretrakker, Kong Eisten!” Da sagde Kong Eisten: “Saa raader jeg da til, Kong Sigurd! at vi skjære den tredie Lod i Skjød, thi Kong Olaf er ligesaa fuldt Kong Magnuses Søn, som vi to.” Kong Sigurd svarede: “Det kan man da see, at alle Udveje benyttes, og du vil da have tvende Lodder i Skjød imod at jeg har een; imidlertid skal jeg ikke nægte Kong Olaf nogen Hæder og Æresbeviisning.” Derpaa bleve Lodderne baarne i Skjød, og Kong Sigurds Lod kom op, saaledes at han skulde raade, men han gav derpaa sin Erklæring overeensstemmende med hvad han allerede havde yttret som sin Villie.

Kapitel 34

Da Sagen nu var kommen saa vidt, kom det til Undersøgelse, om Sigurd Ranesøn havde besiddet Godset uden de rette Ejeres Tilladelse. Nu vare der mange, som deeltoge i denne Raadslagning, hvorledes dermed var tilgaaet, men ingen havde noget afgjørende Beviis, uden Bergthor Buk, Svend Bryggefods Søn; han afgjorde, at Sigurd var sandskyldig. Kong Sigurd opfordrede da Lavmændene og Domsmændene til at dømme i Sagen imod Sigurd Ranesøn, erklærede, at alle Sagens Oplysninger nu vare klare nok, og lod sig tillige forlyde med, at det vilde gaae dem ilde, der afsagde en Dom, som ej var ham til Behag, saaledes beskaffen, som Sagen nu var. Kong Eisten sagde, at han fandt det højst ubilligt, at dømme Sigurd skyldig for en Sag, som Kong Magnus havde tilstaaet ham for sin Person og for sine sønner: “og som ingen hidtil har paaanket,” sagde han. “Nu veed jeg ikke, om I ville lægge mindre Vægt paa min Vrede, end paa Kong Sigurds, men det veed jeg, at jeg ikke har i Sinde at give tabt, hvis der dømmes anderledes end jeg anseer for lovligt, thi jeg troer at forstaae mig paa hvad Lov og Ret er, bedre end han.” Da svarede Jon Mørnef: “Man holder det ikke for nogen let Sag, at afgive nogen afgjørende Dom i denne Sag, ikke desmindre komme vi nu til at gjøre det, som Pligt er, hvad enten det behager Parterne, eller ej.” Kong Eisten sagde: “I skulle endnu bie en kort Stund, før I fælde Dommen.” Derpaa lod han sine Vidner og Vidnesbyrd fremkomme, som han paa det Første Møde havde krævet til Vidne paa, at denne Sag var bleven afviist for Kong Sigurd; derpaa fremførte han sine Vidner og Vidnesbyrd, som han havde taget paa Kefsisø-Thing, at Sagen der var afviist; endelig bleve afhørte de Vidner, som vare tilkaldte paa Thrøndenæsthing, at denne Sag ligeledes der var afviist. Og da dette var skeet, sagde Kong Eisten: “Det indskyder jeg nu til Lavmændenes Kjendelse, at de sige hvad Lov er, om det er nogen tilladt at misfare saa med sine Søgsmaal, at han bestandig, saalænge han vil, kan søge den selvsamme Sag; thi jeg troer det Lov at være, hvis der finder saa stor Uenighed Sted imellem lovkyndige Mænd, at Sag afvises paa trende Lavthing, og Vidner derpaa tilkaldes, da skal aldrig mere Oprejsning gives i denne Sag, og ingen Domsmænd skulle nogensinde i samme dømme.” Han krævede derpaa Vidner paa, at han gjorde Indsigelse mod Dommerne at dømme i Sagen. Da svarede Jon Mørnef: “Dømme skulde jeg i Sagen som mig tyktes lovligst være, naar jeg blev opfordret dertil, men det er mig kjært, at dette er til Hinder for Dommen; thi jeg erklærer Kong Eistens Paastand for lovlig.” Da svarede Kong Sigurd meget forbittret: “Maaskee Kong Eisten ved sine Lovtrækkerier har faaet denne Sag afviist; men, een Dom staaer endnu tilbage, og det kan hænde sig, at jeg er ligesaa bevandret, som han, i at varetage den; og denne skal nu afgjøre vort Mellemværende, naar Retten slaaer os fejl.” Han gik da bort fra Thinget ned til sine Skibe med alle sine Folk, men Kongerne Eisten og Olaf begave sig til deres Herberger. Kong Eisten kom ind i Stuen. og satte sig til at drikke; han var da meget fornøjet. Nogle af hans Mænd talte om, hvilken Forskjel der var paa begge disse Brødres Kløgt, men andre ymtede om, hvilken Ende det dog vel vilde tage med den Sag. Kong Eisten spurgte Sigurd Ranesøn om, hvad ham tyktes om Sagens Udfald og den ham ydede Bistand. Han svarede: “Jeg er saare fornøjet med eders hele Adfærd i min Sag, thi I har ydet mig fuldkommen Bistand i alle Maader, maaskee endog for megen.” Da blev Kongen vred, og sagde: “Vanskelig finder man en Mand, som har Mandighed og Mod nok til fuldkommen at benytte sig af en andens Understøttelse, der er fornemmere, end han; og derfor blander jeg mig mindre i andres Anliggender, end jeg ellers vilde gjøre.”

Kapitel 35

Kort efter søgte Sigurd Ranesøn at faae Lejlighed til at gaae ud af Drikkestuen; det var silde om Aftenen. Og da han saae, at ingen gav Agt paa ham, gik han hurtig bort ganske allene. Han var uden Kappe, i en Skarlagens Kjortel og blaae Beenklæder og havde et Bælte om Livet; han havde et tykt Huggespyd i Haanden med et kort Skaft, saa at man med Haanden kunde naae til Haandgrebet. Han gik ned igjennem Gaden, og standsede ej, før han kom til Stavnbryggen paa Kong Sigurds Skib; foran paa den sad en Mand og holdt Vagt. Sigurd bad om Tilladelse til at gaae ud paa Skibet; men Vagtmanden var ikke ret villig til at give den. Da sagde Sigurd: “Vælg selv, enten gak bort fra Bryggen, eller ogsaa dette Spyd staaer igjennem dig.” Vagtmanden forlod Bryggen, men Sigurd gik ud paa Skibet og op i Forrummet. Bordene stode endnu, og ingen blev Sigurd vaer, førend han faldt paa Knæ for Kongen, og sagde: “Jeg vil ikke, Herre Kong Sigurd! at I Brødre skulle have Kiv og Trætte for min Sags Skyld, som det nu tegner til; men jeg overgiver nu mig og mit Hoved i eders Vold og Naade; handl dermed som I vil; thi heller vil jeg paa Stedet døe, end at der for min Skyld skal opstaae Uenighed imellem eder og Kong Eisten.” Mange gode Mænd indlagde da deres Forbønner, at Kongen skulde handle skaansomt med Sigurd, da han overgav sig selv i hans Vold. Kongen tog seent til Orde, og sagde: “I Sandhed er du en brav Mand, Sigurd! thi nu har du fattet en Beslutning, som tjener os alle bedst. Nys saae dette saa farligt ud, at ingen, uden Gud, kunde vide hvilken Vending det vilde tage, thi jeg havde foresat mig i Morgen at gaae op paa Ilemarker med alle mine Folk, og stride med Kong Eisten. Nu skal jeg modtage det af dig tilbudte Forlig, hvis du vil henstille Sagen ganske til mig og min Dom.” Sigurd gjorde det. Da sagde Kong Sigurd: “Vi ville da ikke opsætte Kjendelsen; længe nok har der været Hindringer i Vejen for vor Sag. Jeg tildømmer dig at betale femten Mark Guld, og det skal du udrede i Morgen den Dag, førend Højmessen i Kristkirke er ude. Mine Brødre vilde vanære mig, men jeg vil ikke desmindre iagttage deres Hæder, saavel som min: Du skal betale fem Mark til Kong Eisten, andre fem til Kong Olaf, og mig de øvrige fem, og du skal have betalt dem begge, førend du betaler mig. Disse Penge skal ikke udredes i andet, end skjært Guld; thi man har sagt mig, at du er bleven rig paa Guld af os Kongers Skattepenge. Men hvis du ikke betaler alle disse Penge i alle Maader saaledes, som nu er bestemt, saa er det ude med Forliget imellem os.” Sigurd Ranesøn svarede, “Jeg takker eder, Herre! fordi I tillod mig at erholde Forlig med eder, hvorledes det nu end gaaer mig med min Rigdom paa Guld.” Sigurd Ranesøn gik da fra Skibet og op i Byen. Men da han var kommen ind i Stuen for Kong Eisten, berettede Sigurd ham alt, saaledes som det var gaaet til imellem ham og Kong Sigurd. Kong Eisten blev saa blodrød, som om Aarerne paa Øjeblikket skulde sprænges, og sagde derpaa: “Saare megen Fare Har du udsat os for, og ilde lønnet mig for min Bistand, og jeg kan for min Part ingen Deel have i dette Forlig.” Kong Eisten gik da til Sengs, men Sigurd gik til sine Venner, og fik Guld til Laans hos dem, og de ansloge det alt tilsammen, tilligemed med det han allerede havde, til gode fem Mark i brændt Guld. Om Morgenen, da Formessen var ude, gik Sigurd hen til Kong Eisten, og bad ham lade tage Vægtskaaler, for at veje Guldet; og da dette var gjort, sagde Sigurd: “Nu vil jeg bede eder, Herre Konge! at tage mod disse Penge, hvad enten I vil kalde det Betaling eller Løn for eders Bistand, det er dog mindre, end det skulde være.” Da sagde Kong Eisten: “Hvormange Penge skal du betale mine Brødre, Kong Olaf og Kong Sigurd?” Han svarede: “Jeg begynder med at betale der, hvor jeg troer at være mest forpligtet, hvorledes det end saa gaaer med Pengene til de andre.” Kong Eisten sagde: “Jeg kan vide, du har faaet disse Penge til Laans af andre, og vil, at du skal tage dem som en Foræring af mig.” Sigurd takkede Kongen for Foræringen, og begav sig strax til Kong Olaf, og sagde, at han vilde betale ham Guldet. Kong Olaf spurgte, om han havde betalt Kong Eisten. Sigurd sagde ham, hvorledes det var gaaet til imellem dem. Da sagde Kong Olaf: “Det gaaer mig endnu, som igaar, at jeg veed mig intet bedre, end at følge Kong Eisten, og jeg vil give dig disse Penge.” Sigurd Ranesøn gik derpaa til Kong Sigurd, og der blev da ringet til Højmessen i Kristkirken. Han bad Kong Sigurd at lade Pengene veje; det skede, og der befandtes at være fem Mark god Vægt. Da spurgte Kong Sigurd, om de andre Konger havde erholdt deres. Sigurd sagde, at de vare begge betalte. Kongen sagde: “Der er da Syn for Sagn, som jeg nok tænkte, at du var meget rig paa Guld.” Sigurd Ranesøn fortalte da alt saaledes, som det var gaaet til, at begge Kongerne havde eftergivet ham deres, og at dette var det samme Guld, som han havde betalt dem. Kongen sagde: “Jeg vil ogsaa give dig disse Penge paa det Vilkaar, at hvis der opkommer nogen Uenighed imellem os Brødre, da skal du til Gjengjæld være min Ven.” Sigurd svarede: “Gjerne vilde jeg bede derom, at der aldrig kom eder noget imellem, og alle eder Brødre ønsker jeg alt Godt; men hvor meget Gods det end gjælder, ja om det end gjælder mit Liv, saa vil jeg ingensinde agte nogen Mand højere, end Kong Eisten, saalænge jeg lever.” Da svarede Kong Sigurd: “Saa vil jeg da staae endnu mere tilbage for ham, hvis jeg tager disse Penge; jeg vil nu give dig dem alle, skjønt du ikke lover mig noget Venskab.” Sigurd Ranesøn takkede Kong Sigurd med megen Kjærlighed for denne Gave og al anden Gunst, han havde viist ham, og bad Kongen komme hen i hans Gaard at spise den Dag med saa mange Mænd, som han selv vilde. Kongen lovede det.

Kapitel 36

Efter Messen gik Kong Sigurd med tresindstyve Mand til Sigurd Ranesøns Gaard, og da de kom ind i Drikkestuen, fandt de den herlig smykket med Tjeldinger og Krigsvaaben; der vare ophængte Skjolde Huset rundt, omkring paa Væggene, og saa fagert oppyntet, at selve Kongen og de allesammen forundrede sig; der holdtes det prægtigste Gjæstebud, og dermed hengik hele den Dag. Sigurd Ranesøn og hans Mænd besørgede Opvartningen, indbare Drik og andre Dele, hvad der behøvedes; og en Gang om Dagen, da de vare gangne ud, saa at Kongen var ene tilbage med sit følge, sagde Kong Sigurd til sine Mænd: “Hvor saae I nogen Tid en saadan Huusboned i en Leensmands Bopæl, da man ikke finder dens Mage i en Konges Herberger, meget fortrinligere er denne i enhver Henseende.” Da svarede Bergthor Buk: “Vist nok ere her gode Vaaben og fagert oppyntet, men den største Hæder vilde det være for Verten, naar han selv ejede noget af disse Herligheder og ikke alt var laant Gods.” Kongen blev vred, og sagde: “Det er det kosteligste Beviis paa en Mands Vennesælhed, at han af andre kan erholde alt hvad han vil, men slig Yttring er ikke velvillig.” Sigurd Ranesøn kom da ind i Stuen, og havde hørt deres Samtale. Som det ringede til Aftensang vilde Kongen gaae. Sigurd forærede da Kongen prægtige Gaver, og bad ham komme igjen efter Aftensang for at drikke Kristsminde. Kongen gjorde det. Men da de kom ind i Stuen, vare alle Skjoldene borte, undtagen at der hang et gammelt Ridderskjold ved Kredentsbordet og ved Siden deraf nogle gamle Kapper. Da sagde Kong Sigurd : “Her er i en Hast bleven forandret, Sigurd! medens vi have været borte,” Sigurd Ranesøn svarede: “Det var at formode, Herre! at hver vilde have sit, thi jeg ejede intet af disse Skjolde, og det beroer nu paa eders Godtbefindende, om jeg skal eje det, som nu hænger her, eller ikke. Men Sammenhængen med dette Skjold er denne, at vi toge paa Krigstog til Irland med eders Fader, Kong Magnus, og gik paa Land sidste Gang, som vi ikke havde skullet; da kom en overordentlig stor Hær Irer imod os, og der begyndte et Slag, som I har Hørt, og der forefaldt den overordentlige Begivenhed, at eders Fader, Kong Magnus, Stalleren Evind Albue og mange andre brave Mænd faldt der; men vor Hær tog Flugten, og man løb alt hvad man kunde til Skibene, og jeg var i mine Tanker ikke blandt de Første paa Flugten. Men da de saaledes søgte ned fra Landet mod Skibene, var der et dybt Morads ved Strandbredden, og alle, som kunde, løb derigjennem; somme lykkedes det at komme over, men andre ikke, og de, som ikke kom over, bleve gjennemborede af Spydsoddene. Men da vi søgte ned til Moradset, saae jeg en Mand løbe foran mig, han havde dette Skjold paa Ryggen, og nogle side Kapper om sig, men da han saae, at det var vanskeligt at komme over Mosen, kastede han først Skjoldet, og slængte siden Kapperne; han havde en med Knapper besat Silkehue paa, og mig syntes det var dog drabelig gjort af ham, at han beholdt Huen; men mig forekommer det, som det var Bergthor Buk, det er noget, som Vidkunn Jonsøn maa vide, thi han var tilstede den Gang jeg tog Kapperne op, saavel som Skjoldet, da jeg ikke forhen i Træfningen havde noget; dette Skjold har jeg nu forvaret siden den Tid, men døm nu I, Herre! om jeg eller Bergthor skal have det.” Kongen svarede kort og rask: “Behold du Skjoldet!” Kongen gik bort, men Bergthor blev meget vred. Kort efter døde Kong Olaf af Sygdom, som før er fortalt; men Sigurd og Eisten vare begge Konger, og bleve aldrig siden ret enige, dog vedligeholdtes Freden indenlands, saalænge de levede. Sigurd Ranesøn havde sit Leen, som før, og holdtes for en hæderlig og modig Mand.

Kapitel 37

Det er en almindelig Mening, at der ikke har regjeret en myndigere eller dygtigere Hersker over Norge, end Kong Sigurd; men dog hændte det sig, da han blev ældre, at han neppe kunde styre sit eget Sind, at han jo stundom fik svære Anfægtninger, men altid holdtes han dog for en fortrinlig og formedelst sin Udenlandsrejse berømt Konge. Det traf sig, at Kong Sigurd var i Oplandene paa et Gjæstebud; der blev tillavet Bad for ham, men da han var kommen i Badet og der var tjeldet over Karret, da syntes ham, at der svømmede en Fisk i Karret hos ham. Da faldt han i en saadan Skoggerlatter, at der var saa godt som ingen Ende derpaa, og han ligefom gik fra sig selv; og dette paakom ham ofte siden. Kong Magnus Barfods Datter Ragnhild blev af sine Brødre bortgiftet til Harald Kesje, en Søn af Danekongen Erik den Gode; deres Sønner vare Magnus, Olaf, Knud og Harald.

Kapitel 38

Den danske Konge Nikolaus Svendsøn ægtede Dronning Margrete, Enke efter Magnus Barfod, og deres Søn hed Magnus den Stærke. Kong Nikolaus sendte Bud til Kong Sigurd Jorsalafarer, og bad ham yde sig al den Hjælp og Bistand af hans Rige, som han kunde, og drage med ham til Smaaland øster i Sverrig, for at kristne dets Indbyggere; thi disse overholdt ikke Kristendommen, skjønt nogle af dem havde erholdt Daaben. Paa den Tid vare mange af Indbyggerne i Sverrig deels hedenske, deels slette Kristne, thi der regjerede Om Gang nogle Konger, som forkastede Kristendommen og holdt Afguderiet vedlige, som Tilfældet var med Blot-Svend, og siden med Kong Erik hin Aarsæle. Kong Sigurd lovede at deeltage i Toget, og Kongerne satte Hinanden Stævne i Øresund. Derpaa udbød Kong Sigurd Leding over hele Norge paa Folk og Skibe, og da denne Hær kom sammen, udgiorde den vel trehundrede Skibe. Kong Nikolaus kom længe før til Stævnet, og ventede der længe; da knurrede de danske meget, og sagde, at Nordmændene nok ikke kom. De afbrøde da Ledingstoget, Kongen og den hele Hær drog bort. Derefter kom Kong Sigurd, og blev meget misfornøjet derover; de sejlede dog øster til Sumraros (26), og holdt der Huusthing, paa hvilket Kong Sigurd talte om Kong Nikolauses Uordholdenhed; og de bleve enige om, at de for den Sags Skyld skulde øve noget Hærværk i hans Land. De plyndrede en Landsby, som hedder Tumathorp (27), og ligger kort fra Lund; derfra sejlede de øster til den Kjøbstad, som hedder Kalmar, og hærgede der, og derpaa i Smaaland, og paalagde Smaalændingerne en Fetaljeskat af femten hundrede Nød; Smaalændingerne antoge Kristendommen. Derpaa Vendte Sigurd tilbage med Hæren, og kom til sit Rige med mange store Kostbarheder og andet Bytte, som han havde gjort paa dette Tog; denne Leding fik Navn af Kalmar-Leding. Det skede Sommeren før den store Formørkelse. Kun denne ene Leding foretog Sigurd, medens han var Konge i Norge.

Kapitel 39

Det hændte sig en Gang, at Kong Sigurd gik fra Skytning (28) til Aftensang; hans Mænd vare da meget drukne og lystige. Kongen og hans Hird sad udenfor Kirken, og sang Aftensangen, men det gik temmelig forstyrret til med Sangen. Da sagde Kong Sigurd: “Hvad er det for en Karl, jeg seer der ved Kirken, han med den korte Kappe?” hans Mænd svarede, de vidste det ikke. Kongen sagde:

Al Viisdom han forvilder,
Den Kappe-Mand det volder.

Manden traadte frem, og sagde:

Vel kort er vist den Kappe,
Hvoraf man lettest kjende
Os kan, dog saadan Lyde
For mig jeg passe lader;
Gavmild du var, o Fyrste!
Hvis med en Kaabe hædre
I Naade mig du vilde;
Vi ellers gaae i Pjalter.

Kongen sagde: “Kom hen til mig i Morgen, der hvor jeg drikker.” Dagen efter kom denne Islænder, som siden blev kaldt Thoraren Stutfeld (29), til Drikkestuen, hvor Kong Sigurd sad. Der stod en Mand udenfor Stuen med et Horn i Haanden, som sagde til ham: “Kongen har befalet, Islænder! at du skulde digte en Vise, førend du gaaer ind, hvis du vilde have nogen Vennegave af ham; og du skal kvæde om den Mand, som heder Hakon, en Søn af Serk, og indføre det i Visen, at han kaldes Mørstrut (30).” Den Mand, som sagde dette til Islænderen, kaldtes Arne Fjøruskeif. Men da de kom ind i Stuen, gik Thoraren hen for Kongen, og kvad:

Du, Thrønders kjekke Konning!
Mig lovet har en Gave,
Hvis jeg en Vise bragde
Serks Frænde, naar jeg traf ham;
Du, milde Drot! lod vide
Mig, at han kaldes Hakon
Talghals, jeg er forpligtet
Det tydelig at melde.

Kongen sagde: “Det har jeg aldrig befalet, og der maa nogen have haft dig til Bedste; det klogeste er, at Hakon bestemmer hvad Straf du skal have derfor; begiv dig i hans følge.” Hakon sagde: “Islænderen skal være velkommen her hos os, og jeg seer nok, fra hvem det er kommet.” Thoraren satte sig ned, hos Hakon, og man var lystig. Men da det led hen mod Aften, og Drikken begyndte at virke, sagde Hakon: “Finder du ikke, Islænder, at du skylder mig nogen Oprejsning, og troer du ikke nogen har sat en Snare for dig?” Thoraren svarede: “Jo vist skylder jeg dig nogen Erstatning.” Hakon svarede: “Vi skulle være forligte, naar du digter en anden Vise om Arne Fjøruskeif.” Thoraren viste sig strax villig dertil; hvorpaa de gik tværs over Gulvet hen for det Sted, hvor Arne sad. Thoraren kvad:

Hist Fjøruskeif blandt Hæren
Med Lyst har spredet Viser
Heel vidt omkring, og kastet
Med Ørneskarn (31) og Gluffer;
Dog var du heel forsigtig
I Serkland, med din Tale,
Skjæv gik du hjelmbedækket,
En Krage neppe mætted!

Arne sprang op, og trak sit Sværd, og vilde hugge til Thoraren. Hakon bad ham holde inde og være rolig, og sagde, han skulde betænke, at han vilde komme tilkort, hvis de fik med hinanden at gjøre. Thoraren gik da for Kongen, og sagde, at han havde digtet en Drape om ham, og bad ham høre paa den, hvilket Kongen tilstod ham; dette Kvæde fik Navn af Stutfelds-Drapen. Men da Kvædet var ude, spurgte Kongen, hvad han havde besluttet at tage sig for. Han svarede, at han havde i Sinde at gjøre en Rommerrejse. Da gav Kongen ham mange Penge, og bad ham besøge sig, naar han kom tilbage, og lovede da at sørge for hans Forfremmelse, men her findes ingen Beretning om, om de siden kom sammen.

Kapitel 40

Der fortælles, at en Gang da begge Brødrene vare samlede, var Kong Sigurd kommen til Stede, men Kong Eisten ikke; da sagde Ingeborg Guttormsdatter, Kong Eistens Kone, til Kong Sigurd: “De mange og store Bedrifter ville længe mindes, de, som I, Herre! har øvet ude i fremmede Lande.” Kongen svarede med en Vise:

Hvidt Skjold jeg mandig førte
(Gud raade Skalden beder)
Til Slag, paa Dagen tidlig,
Men rødt derfra tilbage;
I Blaaland jeg, o Kvinde!
De Hug jeg svart uddeelte,
Som vist din Mand ej voldte —
Gud styrer Kamp og Sejer!

Kapitel 41

Sex Aar efter Kong Olafs død var det, at Kong Eisten var til Gjæsteri Sønder paa Askstad (32); da blev han pludselig syg, og døde snart derefter. Hans Lig blev ført op til Kjøbstaden (Nideros), og begravet i Kristkirke, og det er menig Mands Ord, at der ved ingen Mands Jordefærd i Norge have staaet saa mange Sørgende, siden Olaf den Helliges Søn, Kong Magnus, døde. Derefter var Sigurd allene Konge i Norge, saalænge han levede.

Kapitel 42

Der fortælles, at en Hvidesøndag (33) aad Kong Sigurd med sine Venner og mange Folk. Som Kongen var kommen i sit Højsæde, saae man, at han sad meget kraftesløs og med mørkt Udseende; mange frygtede da for ham, hvorledes dette vilde løbe af. Kongen skuede hen over Mængden, kastede sine Øjne vredelig paa dem, og saae rundt omkring sig paa Bænkene; han greb hin dyrebare Bog (34), som han havde bragt til Landet, hvilken heet igjennem var skreven med Guldbogstaver, saa at der aldrig, af en Bog at være, var kommen en større Kostbarhed til Norge. Dronningen sad hos ham. Da sagde Kongen: ”Meget kan omskiftes i et Menneskes Levetid; jeg havde to Ting, da jeg kom her til Landet, som tyktes mig de bedste, Dronningen og denne Bog, som jeg her holder, men nu tykkes mig den ere slettere, end den anden, og af alt hvad jeg har i min Eje tykkes disse to mig det allerusleste; Dronningen mærker ikke selv, hvor led hun er, thi der staaer hende Gedehorn ud af Hovedet, og jo bedre hun tyktes mig for, desto værre tykkes hun mig nu; og denne Bog duer til intet.” I det samme kastede Kongen Bogen hen paa Ilden, som var antændt paa Salsgulvet, men Dronningen gav han en Kindhest. Hun græd, dog mere over Kongens Svaghed, end den Forsmædelse, hun led. Der stod en Mand for Kongen, ved Navn Ottar Birting, en Bondesøn, han var Kjertesvend, og havde den Dag Opvartning; han var liden af Væxt, men en vakker Mand, mørk af Haar og Hud, derfor syntes Folk, at man havde uvedbørlig givet ham det Øgenavn, han havde, nemlig Birting (35). Han sprang til, reddede Bogen af Ilden, og beholdt den i Haanden. Han sagde: “Ulige ere Dagene, Herre! Da du med Pragt og Herlighed sejlede til Norge, og alle dine Venner ilede dig imøde med Glæde, da vilde alle have dig til Konge og Herre, og viste dig den største Hæder og Ære; men nu ere Sorgens Dage komne over os, thi paa denne herlige Højtid ere mange af dine Venner forsamlede, men kunne ikke være glade formedelst din Svaghed; vær nu saa mild, gode Herre! og tag mod mit gode Raad, glæd først Dronningen, som I har fortørnet saa haardt, ved Mildhed og Venlighed, og dernæst alle eders Høvdinger og Hird, Venner og Tjenestemænd.” Da sagde Kongen: “Hvad, skulde du kunne give mig Raad? din usle Bondeknold af den ringeste Herkomst!” Han sprang da op, drog sit Sværd, og løftede det med begge Hænder i største Vrede imod ham. Ottar blev staaende rank op, uden at røre sig eller blinke. Kongen vendte Fladen af Sværdet til, saa at det gled ned ad Ottars Hoved, og gav ham et sagte Slag paa Siden. Derpaa tav Kongen, og satte sig ned i sit Sæde; da tav ogsaa alle hans Mænd, som vare i Hallen. Derpaa skuede Kongen omkring sig, men mildere end før, og sagde: “Seent lærer man Mænd at kjende, hvorledes de ere; herinde sidde mine bedste Venner, Leensmæend og Stallere, Skutelsvende og alle de ypperste Mænd i Landet, og ingen viste sig saa god imod mig, som denne Smaasvend, som vel forekommer eder ringe i Sammenligning med eder. Denne Svend er Ottar Birting, han viste mig nu det største Venskab; jeg kom herind som en gal Mand og vilde ødelægge min kostelige Skat, men han gjorde det godt igjen, saa at den ej kom til Skade, og paa den anden Side frygtede han ej for sit Liv; derpaa holdt han en fager Tale til mig, og stillede sine Ord saa, at det kunde være mig til berøm, men berørte ikke noget, som kunde forøge min Vrede; alt saadant fortav han, skjønt han med Sandhed kunde have fremført det, og dog var hans Foredrag saa kraftigt, at ingen viis Mand var tilstede, der kunde have talt snildere, end han; da sprang jeg op ude af mig selv, og lod som jeg vilde hugge til ham, men han var saa uforfærdet, som om der aldeles ingen Fare var forhaanden. Men da jeg saae det, lod jeg dette Forsæt fare, thi han havde ikke fortjent døden for sin Dyds Skyld. Nu skulle mine Venner vide, hvorledes jeg vil gjengjælde ham det: Han var hidtil Kjertesvend, nu skal han være min Leensmand, og dermed vil endda det følge, som er af endnu større Værd, at han om en Stund vil holdes for den dygtigste Mand af alle Leensmændene. Gak nu hen, Ottar!” sagde Kongen, “og tag Sæde blande Leensmændene, og tjen ikke længer!” Ottar Birting blev siden en berømt Mand i Norge formedelst mange gode og priisværdige Handlinger.

Kapitel 43

Kong Sigurd Jorsalafarer gjorde Kongehelle til sit Sæde og Hovedstad, og denne Kjøbstad tiltog saa meget, at der ingen rigere fandtes i Norge. Kongen lod der opføre et Kastel af Steen og Græstørv, og en stor Grav opkaste deromkring. I dette Kastel bygtes Kongsgaarden, og der var Korsets Kirke, hvor Kong Sigurd lod det hellige Kors opbevare, og der var ved Alteret den Altertavle af Guld og Sølv, hvilken han havde ført med sig til Landet.

Kapitel 44

Det hændte sig en Gang, at Kong Sigurd sad med mange anseelige Mænd bedrøvet i Hu; det var en Fastedags Aften (36). Drotseten (37) spurgte, hvad for Mad der skulde tillaves? Kongen svarede: “Hvad andet end Kjødmad?” Han saae tillige saa frygtelig ud, at ingen vovede at sige ham imod, men alle vare nedslagne. Siden satte man sig til Bords; derpaa bleve Retterne indbaarne, som første Ret varmt Kjød. Alle derinde vare tavse og græmmede sig over Kongens Svaghed; men førend der læstes til Bords, tog en Mand ved Navn Aslak Hane til Orde, en rask Mand, liden af Væxt, og ikke af fornem Slægt; han havde været paa Udenlandsrejsen med Kong Sigurd; han sagde til Kongen: “Hvad er det for Mad, Herre, det ryger af paa Fadet for eder?” Kongen svarede: “Hvad vilde du, det skulde være, Aslak Hane, hvad synes dig vel?” “Det synes mig,” sagde han, “at det er noget, som jeg ønskede det ej skulde være, og det er Kjød.” “Om nu saa var, Aslak Hane!” sagde Kongen. Han svarede: “Sørgeligt er det, at høre sligt, at en saa ypperlig Konge skal saaledes Forsee sig, som har erhvervet sig saa stor Hæder og berømmelse af sin Rejse og mange andre gode Foretagender; det lovede du ikke den Gang du steg op af Floden Jordan, efterat du havde badet dig i samme Vand, i hvilket Guds egen Søn blev døbt, at du vilde spist Kjødmad paa Fastedage; du bar derfra Palmegreen i Haanden og Kors paa Brystet. Hvis nu ringere Mænd gjorde saadant, da vilde de fortjene svære Revselser. Nu bestaaer dit kongelige følge ikke af saa dygtige Mænd, som det burde, da der ikke findes nogen, som paataler sligt, uden en eneste ringe og fattig Mand.” Kongen blev siddende tavs, og tog ikke for sig af Kjødet, men kort efter befalede han, man skulde bære Fadet med Kjødet bort, og der bragdes da anden Mad, som det sømmede sig at spise. Kongen begyndte efterhaanden at blive gladere, eftersom Maaltidet nærmede sig sin Ende, og begyndte at drikke. Man sagde da, at Aslak skulde skynde sig at komme bort. “Det vil jeg ikke,” sagde han, “og jeg veed ikke hvad det skulde nytte mig, da Kongen har Magt til at dræbe mig; men det er i Sandhed godt for mig at døe nu, da jeg har udvirket, hvad jeg ønskede, at hindre Kongen i en Misgjerning.” Noget sildere om Aftenen kaldte Kongen paa Aslak, og sagde: “Hvem har tilskyndet dig, Aslak Hane, til saaledes at sætte mig i Rette i alles Paahør?” “Herre!” svarede han, “ingen, uden jeg selv.” Kongen sagde: “Nu gad du vel gjerne vide, hvad mig synes du fortjener for din Dristighed.” Han svarede: “Vil du belønne det vel, Herre! da tager jeg derimod med Glæde; hvis ikke, da staaer det ganske til dig.” Da sagde Kongen: “Du vil faae mindre Gjengjæld, end du egentlig burde have; jeg vil give dig tre Gaarde, thi her gik det til imod al Forventning, at du hindrede mig fra en Ulykke fremfor mine Leensmænd, de som dog have mig for saa mange Velgjerninger at takke.” Hermed endtes denne Sag.

Kapitel 45

Det var en første Juleaften, at Kong Sigurd sad i sin Hal med mange Høvdinger og sin Hird, og da Bordene vare satte frem, sagde Kongen: “Giver mig Kjødmad!” hans Mænd svarede: “Det er ikke Skik, Herre! i Norge at spise Kjød en Juleaften.” Han svarede: “Er det ikke Skik? Den Skik vil jeg have.” Da blev der indbaaret varmt Marsvinkjød. Kongen stak med Kniven i Maden, men spiste ikke. Derpaa sagde han: “Bring mig en Kvinde!” hans Mænd kom ind med en Kvinde, som havde et sidt Hovedtøj paa. Kongen tog hende med Haanden paa Hovedet, og betragtede hende. Han sagde: “En ussel Kvinde er du, dog saa, at man maa lade sig nøje med sligt.” Derpaa betragtede han hendes Haand, og sagde: “En styg og uformelig Haand, og dog maa man lade sig nøje med sligt.” Han befalede hende at række Foden ud, og da hun gjorde det, betragtede han den, og sagde: “En hæslig og skrækkelig stor Fod, men det faaer man ikke bryde sig om, man maa lade sig nøje med sligt.” Derpaa befalede han, de skulde løfte Kjolen op, men da han saae hendes Been, sagde han: “Fy, hvilket Been, som baade er blaat og tykt! du maa være en Skjøge; bringer hende ud,” sagde han, “jeg vil ikke have med hende at gjøre.”

Kapitel 46

Imod Slutningen af Kong Sigurds Levetid var han til Gjæstebud paa een af sine Gaarde paa Jæderen. Om Morgenen, som han var paaklædt, var han tavs og sørgmodig, og hans Mænd frygtede for, at hans Vidløshed skulde komme over ham. Fogeden, som havde beredt Gjæstebudet, var en forstandig og djærv Mand; han bad om at maatte tale med Kongen, og spurgte, om han havde faaet nogle Efterretninger, som vare saa vigtige, at han derover var bleven mismodig; eller om Grunden var, at han ikke fandt Behag i Gjæstebudet, eller det var noget andet, som man kunde raade bod paa.” Kongen sagde, at det var ingen af de Ting, som Fogeden opregnede, der havde foraarsaget hans Mismod, “men det er Grunden,” sagde Kongen, “at jeg tænker paa den Drøm, som bares mig for i Nat.” “Gid det var en god Drøm!” sagde Fogeden, “men vi vilde gjerne høre den.” Kongen sagde: “Det forekom mig, jeg var her paa Jæderen, og saae ude paa Havet en stor Taage, og der var noget, der bevægede sig i den, og kom bestandig nærmere. Da syntes mig det var et stort Træ, hvis Grene ragede op over Vandet, men Rødderne stak i Havet; men da Træet kom til Landet, sloges det i Stykker, og drev vide omkring ved Strandkanterne; da fik jeg et saadant Syn, at jeg tyktes at see over hele Norge langsmed Kysten, og jeg saae da, at der var drevet Stykker af dette Træ ind i hver Vig, nogle smaae, andre større.” Fogeden sagde: “Herre! Det er troligt, at I selv bedst veed, hvad denne Drøm betyder, og vi ville gjerne here, hvorledes I udtyder den.” Kongen svarede: “Det forekommer mig rimeligst, at denne Drøm betegner en Mands Ankomst her til Landet, som vil blive her bestandig, og hvis Afkom vil udbrede sig vidt omkring i dette Land, men dog af meget forskjellig Anseelse.”

Kapitel 47

Kort efter rejste en mægtig Mand, ved Navn Halkel Huk, bort fra Landet; han sejlede til Vesterhavet, først til Ørkenøerne, og derfra til Syderøerne. Der kom en Mand til ham, som hed Gillekrist; hans Moder kom med ham, og sagde, at hans rette Navn var Harald, og at han var en Søn af Kong Magnus Barfod; Harald gjorde sig da færdig til at rejse med Halkel, og de droge over til Norge. Harald begav sig strax, da han kom i Land, til Kong Sigurd, gav ham sit Ærende tilkjende, og bad om Tilladelse til at han maatte bevise sin Fædrene Herkomst. Kong Sigurd foredrog denne Sag for sine Høvdinger og Befalingsmænd, og hver sagde sin Mening efter sit Sindelag; de fleste vare i deres Raad Harald imod, men tilsidst bade de alle Kongen selv at afgjøre. Kong Sigurd lod da Harald kalde til sig, og tiltalte ham saaledes: “Jeg vil ikke afslaae dig at underkaste dig Jernbyrd, for at bevise din Fædreneslægt, naar du vil indgaae den Forpligtelse, hverken medens jeg eller min Søn Magnus lever, at attraae Kongedømmet i Norge, endskjønt du faaer beviisliggjort den Herkomst, som du foregiver.” Derpaa gav han sit Løfte, og Eden desangaaende blev aflagt; Harald beredte sig til Jernbyrd, og man paastaaer, at dette har været den største Jernbyrd i Norge; der bleve syv Plovjern gjorte gloende og lagte ned, og Harald gik langsad dem med blotte Fødder, ledt af to Biskopper. Han paakaldte imidlertid den hellige Kolumba; hans Seng var redt ved Siden. Da sagde Magnus, Kong Sigurds Søn: “Han træder ikke modigen paa Jernene.” Kongen svarede: “Ilde og grumme ere dine Ord, thi mandig har han bestaaet i denne Sag.” Derpaa lod Harald sig falde i Sengen, og tre Dage efter at Jernbyrden var skeet, befandtes hans Fødder uforbrændte; og man fandt, at denne Jernbyrd var altfor stræng, da han udholdt den blot for at bevise sin Fædreneæt, uden at erholde nogen Ret til Riget. Derpaa behandlede Kong Sigurd ham vel, som sin nære Slægtning, men hans Søn Magnus viste tit sin Ugunst mod Harald, og hans Exempel fulgte mange af Høvdingerne i deres Opførsel imod ham. Det faldt Harald vanskeligt at tale det Norske Tungemaal, han slugte tit noget af Ordene, og mange gjorde Nar af ham derfor, men Kong Sigurd taalte det ikke, naar han var tilstede.

Kapitel 48

Det hændte sig en Gang, da Kong Sigurd med sin Flaade sejlede udenfor Landet, at de lagde ind i en Havn, og en Dag var det varmt Vejr, saa at man fra Skibene af gik ud at svømme. Jon hed den Mand, som var den bedste Svømmer, og mange berømmede hans Dulighed. Kong Sigurd laae i Lyftingen paa sit Skib, i svare Tanker. Der vare disse Mænd hos ham, den ene hed Erlend Gapamund, den anden var Erlend Præst Skulesøn; og da de allermindst tænkte derpaa, sprang Kongen fra Skibet ud i Søen; han svømmede hen til Jon, og trak ham ned under Vandet, og strax da han kom op, førte han ham anden Gang ned; de vare da meget længere under Vandet; og den tredie Gang, da Kongen trak Jon under, sagde Einar Skulesøn: “Nu gaaer det altfor galt, det vilde være mandig gjort, at hjælpe Manden og hindre Kongen i at gjøre en Ulykke.” Erlend Gapamund var en overordentlig stor og stærk Mand; han sagde: “Det er en meget farlig Sag at binde an med Kongen, men sikkerlig gjælder det Mandens liv.” Derpaa styrtede han sig udfra Skibet, og svømmede hen til Kongen, greb ham og førte ham under, og det endnu anden og tredie Gang, og lod ham først komme op efter at de længe havde dykket under; derpaa svømmede de til Landet, men de andre Mænd bragde Jon op paa Stranden, næsten død, og bleve hos ham til han kom til sig selv igjen. Harald Gille var paa Kong Sigurds Skib, men den Gang endnu ikke i megen Anseelse. Harald bad Erlend skynde sig bort, og sagde, at Kongen vistnok vilde lade ham føle sin Vrede. Erlend svarede, at han ikke vilde flye nogensteds hen, men blive paa Landet om Nætterne.

Kapitel 49

Der laae en Mand paa Skibet nærmest Harald, som hed Lodin, han var af ringe Herkomst, men slog dog stort paa; han brugte ofte Spotteord imod Harald, sagde, han vidste ikke ret, hvad for en Mand han var, og havde mange Løjer for med hans Svend. Nu traf det sig denne samme Aften, at Harald sagde til Svenden, han skulde lægge sig i hans Skindseng om Natten, men Harald selv gik op paa Land med Erlend. Men da Lodin erfarede det, yttrede han, at han vilde ikke taale, at Drenge kom ham for nær, og spurgte hvem der havde anviist ham at gaae i Seng ved Siden af drabelige Mænd. Svenden svarede, at han gjorde ikke andet, end hvad Harald havde befalet ham. Lodin jog ham ud af Sengen, og Svenden gik hen og sagde det til Harald. Denne blev vred, og løb ud paa Skibet, og brød sig kun lidet om at han kom Lodins Klæder vel nær. Denne sprang vred op, og sagde, at han tit tilføjede ham Fornærmelser. Harald svarede, at han havde endnu ikke faaet saa meget, som hans Adfærd fortjente, og hug til ham; han traf ham paa Skulderen, og Hugget gik ned over Brystet, men det blev kun et Hudsaar, og andre skilte dem da ad. Harald gik op fra Skibet, og blev paa Landet om Natten.

Kapitel 50

Om Morgenen kastede Kongen Klæderne af sig, og spurgte strax, hvor Erlend Gapamund var. Einar Skulesen svarede: “Det vide vi ikke med Vished; vil du tillade ham frit at komme til dig?” “I den Henseende lover jeg intet,” sagde Kongen. Einar kvad da en Vise:

Fra Kongens Leg sig Erlend
Har skyndet snart at slippe,
For sligt, o Folkets Herre!
Paa Gabmund ej du vredes!
Nødvendighed, fremkaldet
Af Trolddom, Fyrsters Plage,
Den vakkre vist mon tvinge
Til Hedens Skjul at søge.

Kongen befalede, man skulde hente ham, og saa skede. Men da han kom ud paa Skibet, sagde Kongen til ham: “Synes du, at du bar dig rigtig ad i Legen med din Konge igaar?” “Herre!” sagde han, “saaledes som I gav Anledning til.” “Deri har du Ret,” sagde Kongen, “og jeg skal lønne dig derfor, thi du viste mig Venskab og mandig Adfærd, modtag nu dette Sværd og denne Kappe; du skal være min Ven, og fra nu af gjælde for en dygtig Mand. Men hvad var det for en Støj, jeg hørte igaar Aftes paa Skibet?” Man fortalte ham det. Kongen sagde: “Kald paa Harald og Lodin!” Men da de kom for Kongen, spurgte han, om de vilde give deres Sag ham i Vold. De sagde Ja dertil. Da sagde Kongen: “Vel troer jeg ikke, at I to ere Ligemænd, men dog vil jeg bestemme nogen bod for det Saar, Lodin har faaet, saasom han var i mit følge og paa mit Skib, men rimeligere var det, Lodin, at du ingen Erstatning erholdt. Vær nu ikke herefter saa dristig, at tale usømmelige Ord til Harald eller andre gjæve Mænd, thi det er billigt, at vi agte ham højere, end en Mand af ringe Stand.” Lodin fandt det da mest tjenligt for sig at forholde sig rolig, men Kongen optog Harald i sit følge blandt sine Skutelsvende, og holdt ham i Agt og Ære; men Kongesønnen Magnus og de, som fulgte ham, bare desto mere Avind til ham.

Kapitel 51

Det var Kong Sigurds Vane, naar han opholdt sig i Kjøbstæder eller paa sine Gaarde, at han gik tidlig om Aftenen til Sengs, men hans Søn Magnus og hans Ledsagere bleve siddende længe og drak. Harald fulgte i Almindelighed med Kong Sigurd, naar han gik til Sengs; men en Aften fik Magnus og hans Mænd ham til at blive tilbage, og de sade alle samlede, og drak langt ud paa Natten. Der var bleven sendt Magnus en gøtisk Hest, stor af Væxt og en meget fortræffelig Løber; om Aftenen da Magnuses Mænd vare blevne drukne, talte de meget om, at der ikke gaves nogen Hest, der var saa hurtig til at løbe, som denne. Omsider henvendte de Talen til Harald, og spurgte, om han kjendte nogen dens Mage. Han svarede, at der fandtes ikke noget saa fortræffeligt, at dets Lige jo kunde findes. De sagde, han havde aldrig seet nogen saa rask Løber; og han yttrede, at han havde seet mange raske Heste. De vedbleve: “Har du seet en hurtigere Hest?” “Det har jeg ikke paastaaet,” sagde han. De svarede: “Jo, saaledes sagde du, og du skal staae ved dit Ord.” Han svarede: “I tage eder den Ting meget hastig; kanskee jeg ogsaa virkelig har seet hurtigere Heste, naar I da endelig ere saa paastaaende, og det saa meget snarere, som jeg vel har seet Mænd, der vare ligesaa raske til Fods.” “Vil det ikke sige,” sagde de, “at du er ligesaa rask til Fods, som Hesten?” “Det siger jeg ikke," svarede han. Da sagde Magnus: “Jo, det sagde du, og det skulle vi forsøge og slaae til Væds om, jeg sætter en Guldring, og du skal sætte ligesaa meget andet Gods.” Harald svarede: “Jeg har ikke erhvervet mig saa meget Guld i Norge, som en Ring kan være værd.” “Saa væd om dit Hoved!” sagde Magnus. “Det vil jeg ikke,” svarede Harald. “Det skal du,” sagde Magnus, og saaledes skiltes de ad. Strax om Morgenen blev dette fortalt Kong Sigurd. Han svarede: “Man kunde vente, at det vilde gaae saa; giv mig nu Ringen! Ilde stædte ere I, Norges Mænd, at I have en forrykt Konge, men det aner mig, at I om en Stund for det røde Guld vilde tilkjøbe eder, hvis I kunde, at jeg heller var eders Konge, end Harald og Magnus; den ene er grusom, den anden uforstandig.” Derpaa kom de hen paa en jævn Mark, hvor Væddeløbet skulde gaae for sig. Harald var iført linnede Beenklæder, som vare vide og lange, saa at han kunde lade Knæerne bevæge sig frit i dem; han havde en kort Skjorte og Trøje, og et kort Spyd i Haanden; Magnus var da ogsaa færdig og stegen til Hest. Kong Sigurd og en stor Mængde Mennesker vare tilstede. Da de vare færdige, gav Magnus sin Hest af Sporerne, og begyndte Løbet. Harald var en Smule hurtigere, og ligeledes noget forud, da de kom til Maalet. Da sagde Kong Sigurd: “Denne prøve er tilstrækkelig, og Harald staaer ikke tilbage.” Kongesønnen sagde: “Vi skulle forsøge det nok en Gang.” De begyndte det andet Løb, og Harald holdt sig bestandig ligeud for Kongesønnens Sadelrem; men da de kom til Enden af Banen, sagde Magnus: “Hvordan, holder du dig i min Sadelrem? Giv tabt, hvis du ikke kan holde det ud.” “Jeg vil ikke give tabt,” sagde Harald; de gjorde sig derpaa færdige til det tredie Løb; da saae alle de Tilstedeværende, at Magnus havde begyndt først, saa at der var et kort Stykke imellem dem. Da sprang Harald op i Luften, raabte i det samme højt, og løb derpaa frem paa Banen, saa at man neppe kunde see at hans Fødder rørte ved Jorden, og ved Maalet lagde han sig ned, sprang atter op, vendte tilbage paa Banen imod Magnus, og sagde: “Hil, Magnus Frænde!” De skiltes saaledes, at Kong Sigurd gav Harald Pantet, der var væddet om, imod sin Søn Magnuses Villie.

Kapitel 52

I sine sidste Levedage fandt Kong Sigurd paa et nyt Paafund, nemlig at han vilde forskyde Dronningen og ægte en anden Kvinde, ved Navn Cecilia, en mægtig Mands Datter. Han agtede at holde sit Bryllup med hende i Bergen, og lod der gjøre Anretning til et stort Gilde. Men da Biskop Magne erfarede dette, blev han meget bedrøvet, og en Dag gik han hen til Kong Sigurds Hal tilligemed een af sine Præster, som hed Sigurd. Da de kom til Hallen, bad Biskoppen Kongen at gaae ud til ham. Kongen gik ud til ham, oa havde et blottet Sværd i Haanden; han hilste Biskoppen, og bad ham ind med sig at drikke. Biskoppen svarede: “Mit Ærende er af en anden Beskaffenhed; er det sandt, Herre! at I har i Sinde at gifte eder og forlade Dronningen?” “Ja, det er, Biskop!” sagde Kongen; og i det samme begyndte han at svulme og blive blaa i Ansigtet. Biskop Magne sagde: “Hvorledes kunde I falde paa, at gjøre sligt i vort Bispedømme, og vise en saadan Foragt imod den hellige Kirkes guddommelige Lov og vor bispelige Magt? Jeg vil nu opfylde min Pligt, og forbyde eder dette ulykkelige Foretagende paa Guds og den hellige Apostel Peders og alle Helgeners Vegne.” Biskoppen stod ret op, medens han talte med Kongen, dog saaledes som om han lavede sin Hals til og var færdig, hvis Kongen hug til med det opløftede Sværd. Men Præsten Sigurd, som den Gang var med Biskop Magne, og siden blev Biskop i Bergen, fortalte, at Kongen saae ham saa frygtelig ud, da han løftede Sværdet og saae bistert paa Biskoppen, medens denne talte, saa at han næsten ikke vidste noget af sig selv for Skræk. Derpaa gik Kongen ind i Hallen, men Biskoppen hjem til sit Herberge, og var da saa munter, at hvert Barn hilste ham leende, og legte med Fingrene. Da sagde Præsten Sigurd: “Hvorledes, Herre! I er endnu glad! Tænker I ikke paa, at Kongens Vrede vil ramme eder, og det bedste vil være at see til at komme bort.” Biskoppen svarede: “Jeg troer ikke det om ham, men hvilken død kan vel være skjønnere, end at lade Livet for den hellige Kristendom, og forbyde det, som usømmeligt er? Nu er jeg glad, thi jeg har opfyldt min Pligt.” Derpaa opstod der en stor Tummel i Byen; Kongen gjorde sig færdig til at forlade den, og førte en stor Deel Korn, Malt og Honning med sig; han drog sønderpaa til Stavanger, og lavede der til Gilde. Men da Biskoppen sammesteds erfarede det, begav han sig til Kongen, og spurgte, om det var sandt, at han agtede at gifte sig endnu i Dronningens levende Live. “Ja, Biskop!” sagde Kongen. Biskoppen svarede: “Hvis saa er, Herre! da maa I betænke, hvor haardt dette er forbudet ringere Mænd; men det er ikke usandsynligt, at I, som har større Magt, troer at kunne tillade eder sligt, skjønt det er ganske mod Ret og Skjel, og jeg veed ikke, hvorfor I vil gjøre dette i vort Bispedømme, og saaledes foragte Guds Bud og den hellige Kirke og vort bispelige Embede. I maa vel da have i Sinde at give anseeligt Gods til vort Bispesæde, og dermed bøde til Gud og os for denne eders store Forseelse.” Da sagde Kongen: “Læg kun Beslag paa det! Saare forskjellig bare I eder ad, du og Biskop Magne.” Biskoppen gik bort, men Kongen yndede ikke denne Biskop mere, end hin, som først havde gjort Forbud. Derpaa giftede Kongen sig med denne Kvinde, og holdt meget af hende.

Kapitel 53

Imedens Kong Sigurd opholdt sig i Oslo, faldt han i en svær Sygdom. Da bade hans Venner ham, at han skulde sende den Kvinde bort, som han havde faaet paa en saa ulovlig Maade, og hun selv bad ham under hans Sygdom om Tilladelse til at maatte skilles fra ham, og sagde, at det var ham bedst tjenligt. Kongen svarede: .,Det havde jeg ikke tænkt, at du vilde forlade mig, som andre.” Han vendte sig derpaa fra hende, og var ganske rød i Ansigtet. Derpaa tiltog hans Sygdom, saa at han af den fik sin død; hans Lig blev ført til Graven og jordet i Halvardskirke; han ligger i Steenmuren udfra Koret paa den søndre Side. Kong Sigurds Søn Magnus var den Gang i Byen; han tog strax alt Kongens Gods og Rigets Penge i sin Forvaring, da hans Fader var død. Sigurd Jorsalafarer var Konge over Norge i syv og tyve Aar; han var fyrretyve Aar gammel, da han døde; hele hans Regjeringstid var god for Undersaatterne, thi der herskede baade gode Aaringer og Fred.

---

Noter:

1. Palæstina.
2. Formodentlig den berømte dansk Konge Rolf Krake.
3. Saaledes kaldes her Spanien af Apostelen Jakobs berømte og meget besøgte Helligdom i Compostella.
4. Portugal.
5. Santarena eller Cintra.
6. D. e. sønden.
7. Alcacerdo Sal i Landskabet Estremadura; efter andre Algeziras i Andalusien, eller, med endnu mindre Sandsynlighed, Alcazzar på Kysten af Afrika.
8. Strædet ved Gibraltar.
9. Afrika; eller Spanien, der ogsaa den Gang beboedes af Serker eller Saracener.
10. Majorca.
11. Immanuel.
12. Hr. Alexius.
13. Accon, Acre eller Ptolomais; efter andre Accaron eller Ekron imellem Ascalon og Joppe.
14. Jerusalem.
15. D. e. med megen Pragt.
16. Syrien.
17. Sidon.
18. Valslynger eller Blider, Rommernes ballistæ.
19. Eller rettere Ægesnæs, sandsynligviis saa kaldet af Ægos Potamos, ved Hellespont.
20. Hippodromos.
21. Gallerier, Rækker af Bænke eller Loger, over hinanden.
22. Oldtidens Guder og Helte, sandsynligviis mest græske, hvilke Nordmændene have antagetfor andre, som mest vare bekjendte i deres egne Sagn.
23. Orgel.
24. I Originalen mangler vist adskilligt; her har vel staaet feginn, glad (modtog Kongen glad) eller noget sligt; med mindre Meningen af de anførte Ord blot er denne: Fyrsten erhvervede (eller havde erhvervet sig) en tapper Hær.
25. Den 24. Decbr.
26. Cimbrishamn.
27. Tommerup i Skaane.
28. Et Drikkelav.
29. Kortkappe.
30. Talghals.
31. D. e. Slette Vers; efter Oldsagnet om Odin, der havde forvandlet sig til en Ørn, som slugte Digterdrikken, o. s. v. efter den bekjendte Edda-Mythe.
32. Eller Hustad.
33. Pintsedag.
34. Formodentlig Bibelen.
35. Hvidling; lys af Udseende.
36. Fredag Aften.
37. Hofmarsken.