Skak og Saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
- på strejftog gennem den oldnordiske litteratur iført skaklige briller.
© 2011
De gamle nordiske sagafortællinger handler først og fremmest om store og vigtige begivenheder: Kamp, mordbrand, krigsfærd og lignende voldsomheder. Ind i mellem hører vi dog også, efter kraftanstrengelser af foranstående art, at … han sad derefter stille på sin gård den vinter. Hvad lavede de så på de lange vinteraftener, når vinden peb i loftslyren og sneen lå meterhøjt udenfor? De syslede sikkert med åndelige ting: digtning og historiefortælling – og de spillede selvfølgelig også skak!
Skakspillet antages at have sin oprindelse i det nordøstlige Indien for omtrent 1500 år siden. Herfra har det så ad lange, snørklede veje – der trolig går via Arabien og det mauriske Spanien – fundet frem til Norden, hvor vi i sagn og saga finder spredte vidnesbyrd om det herlige tidsfordriv, både når det nævnes som dagligdags beskæftigelse i forbifarten og når det indgår som en del af handlingen.
De skriftlige kilder deler sig hovedsageligt i fire: Eddadigte er oldgamle verseformede overleveringer af mytisk karakter. Islændingesagaer, der er realistiske, oprindeligt mundtlige, prosaberetninger nedskrevet ca. midt i 1200-tallet. De omhandler fortrinsvis tildragelser på Island i perioden ca. 900-1100. Kongesagaerne handler om de norske (og danske) kongers bedrifter indtil ca. 1280. Fornaldersagaerne er yngre (nedskrevet ca. 1300-1400), fantasifulde og til tider ganske djærve eventyr, der foregår i en ikke nærmere defineret fortid. For alle fire kildetyper er gældende, at nedskrivningen af dem er foregået på Island af – bortset fra få tilfælde – for vores tid ukendte islændere, og at originalsproget er oldnordisk eller norrønt mål; et fællesnordisk sprog, der også benævnes dansk tunge.
Skak og tavl
Oldtidslitteraturen omtaler spillet tavl, der på norrønt hedder tafl, som betyder bord eller bræt. Der er tale om en fællesbetegnelse for flere forskellige former for brætspil.
Foruden skak (skáktafl) kender vi i rekonstrueret form bl.a. spillet hnefatafl (hnefa- betyder konge), som adskiller sig væsentligt fra skak: Kun den forsvarende part har en konge og der rådes desuden over et forskelligt antal helt ens brikker. Angriberen skal ved omringning af kongen med sine egne brikker forhindre denne i at nå fra det centrale udgangsfelt til ét af hjørnefelterne. Alle brikkerne – også kongen – bevæger sig et vilkårligt antal felter, men kun ad rækker og linjer og altså ikke diagonalt. En brik slås ved, at den på to modstående sider bliver flankeret af modstanderens brikker. Hnefatavl kan spilles med både 9 x 9 og 11 x 11 felter på brættet, der sandsynligvis har været ensfarvet. Prøv eventuelt selv spillet her.
Det er foreslået, at både hnefatavl og skaktavl er blevet spillet med terning, således at terningkast afgjorde, hvilke brikker der skulle flyttes og hvor mange felter. I de skriftlige kilder har jeg kun fundet ét eksempel, der kombinerer brætspil med terninger. I Islændinge saga fordrives juledagene 1236 på gården Flugumyre med spil: Kolbein unge og Gudmund sad ved tavlspil; de spillede kvotra på gulvet i stuen. Kvotra (kvátrutafl på norrønt, kotra på moderne islandsk) er en særlig islandsk udgave af spillet backgammon.
Efter min opfattelse, er anvendelsen af terning mere sandsynlig i forhold til hnefatavl end skaktavl. I førstnævnte er brikkernes gang væsentlig mindre kompleks og hasardelementet ved terningkast synes dermed mere velanbragt og naturlig.
Hnefatavl er rimeligvis ældre end skaktavl i de nordiske lande, men de forskellige brætspil har sikkert eksisteret sideløbende i forskellige og måske lokale varianter. Reglerne, herunder brikkernes gang, er formentlig ændret talrige gange fra oldtiden til nutiden, og skak har undervejs fundet sin endelige form og distanceret sig fra andre tavl som det nu absolut mest populære og udbredte spil.
Om der i litteraturen henvises til det ene eller andet brætspil er ikke altid helt klart. Samtidig er det ikke sikkert, at sagaens forfatter eller en senere afskriver eller oversætter har været særlig tavl-kyndig eller -interesseret og derfor ikke har skelnet præcist mellem de forskellige spil. Jeg vover det ene øje – det har mere prominente gjort før mig(!) – lader tvivlen komme skakspillet til gode og bruger i det følgende konsekvent benævnelsen skak. Jeg er ikke i tvivl om, at der i hvert tilfælde i de senere skriftlige kilder henvises til et spil, der ligner nutidig skak.
Skak er spillenes konge og kongernes spil. Da Håkon Håkonsson (1204-1263) i Bergen i 1247 vies (krones) til konge, ses som en del af den imponerende kroningsprocession … fire lendermænd, som mellem sig bar et stort skakbræt, hvorpå det kongelige skrud og vielsesklæderne lå … (min oversættelse fra nynorsk), og skikkelserne og handlingen på skakbrættet er jo også som taget direkte ud af den middelalderlige kongesaga: Konger og dronninger, gejstlige (det internationale tegn for skakbrikken løber er en mitra med infulae, dvs. en bispehue med tilhørende to bånd, der hænger ned ad ryggen på bæreren, og brikken benævnes tilsvarende bishop i engelsktalende lande, biskup på Island og bispur på Færøerne) og riddere (springere), borge (tårne) og bønder. For hver af parterne gælder det om at fælde den andens konge, og i bestræbelserne herpå kan det være nødvendigt at ofre biskopper, riddere og særligt bønder. Sågar dronninger må ind imellem lade livet!
Skak opbygger og styrker karakteren!
Ofte anvendes skakmotivet i litteraturen som positivt og opbyggende. I Vølvens spådom, mens alt er godt og asernes (gudernes) samfund etableres, hygges der med skak:
- Tit i tunet
- tavl dem muntred,
- og guld savnede
- guder aldrig …
Herefter ankommer tre ondsindede jættekællinger, hvilket selvfølgelig straks spolerer den gode stemning. Senere i digtet, efter den gamle verdens og gudernes undergang (ragnarok), genopstår verden – og sandelig også spillet – på ny:
- Og atter ser man
- underdejligt
- de gyldne tavl
- i græsset funkle
- som i længst svunden
- leg de brugte.
Ja, verdener kommer og går; skakspillet det består.
I Beretningen om Rig skildres hvordan Erna og Jarl opdrager deres børn i de klassiske dyder:
- Baaren var ældst,
- derefter kom Barn,
- Yngling, Ætling,
- Arving og Gut,
- Afstammer, Efterkommer
- - oplært blev de
- samt Søn og Svend –
- i Svømning og Tavl.
Af Orknøboernes saga fremgår det, at skak var en del af den senere Orkney-jarl Ragnvald den Helliges ungdomsopdragelse – her opremser han selv sin formåen; handlingen er henlagt til ca. 1115:
- Ni kunster kan jeg:
- Jeg klarer tavlebordsspillet,
- fejlfrit mestrer jeg runer,
- har fod på bog og håndværk;
- på skier skrider jeg gerne
- og skyder og ror så det duer,
- både håndterer jeg harpen
- og behersker kunsten at digte.
Det siger sig selv, at skak må være en central del af repertoiret for en ung mand, der skal kunne begå sig i de højere sociale lag. Der findes dog også eksempler på det diametralt modsatte synspunkt. Kongespejlet er en norsk tekst fra ca. 1220-30. Den er opbygget som en samtale mellem far og søn, hvor faderen vejleder sønnen i, hvordan man opfører sig i moderne middelalderlige sociale sammenhænge. Han siger formanende: »Der er endnu ting, du skal undgå som djævelen selv, det er drikfældighed og tavl, skøger og væddemål og tærningekast om gevinster, ti op fra den slags grundvolde tømres de største ulykker«, og spolerer sandsynligvis dermed sønnikes udsigter til en ellers glad aften i byen sammen med gutterne …
Vi vil nu hellere se skakken som noget agtværdigt, således f.eks. i Vølsunge saga, hvor Sigurd Fafnersbane bl.a. lærer skak af sin fosterfader Regin: Han oplærte ham i idræt, tavlespil og runer og lærte ham at tale mange sprog, sådan som det dengang var almindeligt for kongesønner … Der er fokus ikke bare på fysiske idrætter, men også heltens intellekt må være i topform, hvis han skal være en ordentlig dragedræber.
I samme saga findes desuden et afsnit, hvor Brynhild er så sur over ikke at være sammen med Sigurd, at hun siger: »Du vil aldrig mere se mig glad i din hal, eller drikke og spille tavlespil…«. Herefter smadrer hun i frustration sin væv.
Et andet kærestepar, der spiller skak, findes i tragedien Gunløg Ormstunges saga. Den unge Gunløg er i lære som lovkyndig ved Thorstein, søn af den navnkundige Egil Skallagrimsson. Her forelsker den unge mand sig i mesters datter, Helga den Fagre, mens de to spiller skak: Gunløg og Helga morede sig jævnlig med at spille Tavl, og kom snart til at holde af hinanden. Men Ravn kommer siden imellem dem; han og Gunløg dræber hinanden i tvekamp. Kort efter indstiller også Helga i utide karrieren som en af historiens tidligst kendte kvindelige skakspillere ...
Islændinge saga præsenterer os for Tavl-Berg og hans navnefælle Danse-Berg. De to kammerater har forskellige sociale færdigheder at byde på, når de ikke rider på togt mod Torvald Snorreson i Vatnsfjord. Den førstnævnte Berg er åbenbart så god til eller glad for at spille skak, at det ligefrem bliver hans tilnavn.
I Fljotsdøla har skak en sjælelig helbredende virkning – eller rettere, følgerne af et skakuheld får den forstemte Grim Dropløgssøn til at le for første gang siden broderen Helges død. Grim spiller skak mod en nordmand, da en dreng vælter brikkerne og dermed udløser en kædereaktion: Nordmanden skubber så hårdt til knægten, at han slipper en lydelig fjært, hvilket fremkalder den forløsende latter. Om den flatulente drengs far læser vi i Vopnafjordingernes saga, hvor den sårede Torkel Gejtesson sidder bleg og medtaget i sin sygeseng og ser på, at de andre spiller skak, mens hans sår langsomt heles.
I den populære tegneserie Valhalla ses gentagne gange guden Odin spille skak mod rådgiveren Mimers afhuggede hoved. Tanken er nærliggende og meget sympatisk, men scenen finder desværre ingen støtte i de gamle myter.
Skak avler vold!
Skakspillet associeres endnu oftere med voldshandlinger og mord. Således f.eks. i Torgils skardes saga, hvor den unge, iltre Torgils i 1241 spiller mod Gissur Torvaldssons frænde Såm. (Torgils er anbragt som gidsel hos Gissur for at tilsikre sin far Bødvar fred). Da Såm vil ændre et springertræk, han har udført på skakbrættet, bliver Torgils rasende, rydder brikkerne sammen og stikker Såm et knytnæveslag, så denne bløder, idet han med henvisning til Gissurs drab på sine berømte slægtninge Sturla Sighvatsson, Sighvat Sturlason og Snorre Sturlason siger: »det er hårdt at vide, om vi i ingen henseender skal turde hævde vor ret overfor Gissurs frænder«. Underforstået: nok kan de udslette hans familie, men han finder sig ikke i, at de tilmed snyder i skak!
Et andet dårligt springertræk (- og hvem har ikke prøvet det?), der får endnu mere blod til at flyde, findes i Olav den Helliges saga: Den danske konge Knud den Store spiller skak mod sin svoger Ulf Jarl. Kongen sætter en springer i slag og vil gøre trækket om, hvilket jarlen pure nægter ham. Det kommer efterfølgende til ubehagelig udveksling af ukvemsord om mod og især mangel på samme, hvorpå kongen lader en af sine hirdmænd dræbe Ulf Jarl. Skak og mat! Skakmatchen fandt sted i Roskilde i året 1026.
(Begge de ovenfor nævnte situationer er omfattet af skakreglernes § 4.6: Når, som et lovligt træk eller som en del af et lovligt træk, en brik er blevet sluppet på et felt, kan den ikke flyttes til et andet felt. Trækket betragtes da som udført … Mens Torgils skarde dermed må siges at have reglerne på sin side – om end hans reaktion efter nutidige begreber er vel voldsom – forekommer Kong Knuds optræden mildt sagt direkte usportslig).
Mere royal dødsvold – og igen er scenen sat i Roskilde: I Knytlinge saga overfaldes kongerne Knud III Magnussøn og Valdemar den Store af Detlef, der er en af konkurrent-kongen Svend Grates hirdmænd, mens Valdemar spiller skak og Knud er ugle (skakslang for en tilskuer). Valdemar undslipper attentatet med ubetydelige sår, men … så fik Detlef sig rejst op og huggede straks med kejten [venstre hånd] til kong Knud, og hugget blev så kraftigt at han kløvede hele hovedet ned til halsen. Det hele sker 9. august 1157 og episoden kendes som Blodgildet i Roskilde.
Også i Viglundar Saga giver spillet anledning til hurtige lussinger, dog ikke med døden til følge. Vi befinder os i Erik Jarls prægtige æblegård: Der legede tre smukke og raske Drenge; den ene udmærkede sig fremfor de to andre, han spillede Skak mod de to, og de kunde dog ikke staae sig. De bleve da vrede og kastede Tavlbordet omkuld. Opbragt derover slog han dem paa Øret. De fore saa paa ham, men han var ogsaa her deres Mester. Det har nu aldrig været en fordel at være to mod én i skak – og her er det altså heller ikke tilfældet med hensyn til slagsmål.
Skak kræver koncentration og spillerne må absolut ikke forstyrres! I Fridthjof hin Fræknes saga er hovedpersonen tilsyneladende så optaget af et skakspil, at han overhører en udsendings gentagne anmodninger om hjælp til krig. Det viser sig dog snart, at Fridthjof og hans medspiller har talt i kode og brugt planlagte skaktræk som metafor for, hvad han agter at gøre. »To Træk kan man her gjøre, Fostbroder! og paa en dobbelt Maade kan man redde sit Spil«. »Raadeligst vil det være,« svarede Fridthjof, »at Ræven [kongen] først angribes, og da ville begge Trækkene faae et godt Udfald.«
I Sagaen om Gretter den Stærke får forstyrrelsen af spillet fatale følger for Torbjørn Angels syn og hans onde stedmoders liv. Stifmoderen synes Torbjørn kunne tage sig noget nyttigere for og lod et Par skarpe Ord falde. Han svarede igen; da greb hun en Brik og slog efter hans Hoved. Halen [på brikken] ramte ham på Kindbenet, smuttede ind i Øjet og stak det ud. Torbjørn, hvem Øjet hang ned over Kinden, sprang op, og fór så haardt frem imod Stifmoderen, at hun måtte gå til Sengs. Hun døde af den medfart …
Rolf Næse stjæler i Sturløg den arbejdsommes saga et sæt gyldne skakbrikker fra en hedensk helligdom. Han forfølges derfor af en tænderskærende hovgydje (præstinde), der vil have dem tilbage. Hun får fat på ham, svinger ham rundt i luften og kaster ham ned, så han brækker ryggen og dør derved.
Der tages i den ekstremt voldelige (som om dét i sig selv var noget særligt kendetegn for en saga) Egil den Enhåndede og Åsmund Bersærkbanes saga profetisk forskud på nutidens udstrakte brug af skakcomputere, idet kvinden Ørnenebb skal en tur i underverdenen og der hente tre nyttige ting: en kappe, der ikke kan brænde, et drikkehorn, der ikke kan tømmes og et skakspil, der af sig selv kan spille mod en anden modstander. Det lykkedes hende at få fat på spillet, der bevogtes af tre jættestore kvinder, men hun mister undervejs det ene øre (incl. kinden og en hel del hår), to fingre og tre tænder. Hun giver imidlertid råt for usødet og kvitterer med bl.a. at flå brysterne af en af spillets vogtere. Det er det, man på nudansk kalder en rigtig bitch-fight!
Samme motiv findes i den mærkelige hybrid Kjalnesinge saga. Helten Bue Andridssøn skal for Harald Hårfager hente et skakspil hos Kong Dovre i Dovrefjell. Missionen lykkes for Bue, der undervejs ikke anvender vold, men til gengæld må erlægge kongedatteren visse seksuelle ydelser; han virker dog på ingen måde ligefrem frastødt af arrangementet.
I fortællingen om den 100-år gamle Gudmund på Glæsisvoldene giver Hervard vellykkede råd om et skakspil, inden han dræber en mand, der piller ved hans våben: En Dag, da Gudmund spillede Skak, og hans Spil næsten ikke stod til at redde, hans Brikker stod nemlig saa daarlig, at han var nær ved at blive mat, spurgte han om nogen kunde give ham gode Raad. Hervard traadte da frem, men da han kort Tid havde taget Del i Spillet, stod Gudmunds Brikker allerede bedre. Hervard havde ladet Tyrfing [Et sværd] ligge paa sin Plads, medens han saae paa Spillet. Da tog en Mand Tyrfing og trak den af Balgen; da Hervard saae dette, rev han Sværdet fra ham, dræbte ham og gik derpaa bort …
Nu er det jo ellers usædvanlig dårlig etikette for skaktilskuere at blande sig i spillet. Botolv (Biskop af Holar på Island 1238-47) overværede i juledagene to diakoner dyste ved skakbrættet. Han gav gode råd om spillet til den ene part, der snart stod til gevinst. Den forfordelte spiller blev naturligt nok fortørnet over den biskoppelige interferens og sagde vredt til sin overordnede, at denne burde forføje sig til kirken for at forberede aftenens prædiken og tilføjede: »Deres forgænger, den hellige biskop Gudmund, brugte sine kræfter snarere på at fremsige bønner og give almisser, end på at spille skak!« Biskoppen indså sin fejl og tog retræten med: »Tak, min gode diakon, jeg skal følge Deres udmærkede råd …«. Samtalen, der her gengives i min oversættelse fra engelsk, findes i et appendix til Sagaen om Gudmund den Gode.
Endnu en omgang upassende rådgivning finder vi i Viglundar Saga. Regelbryderen, den smukke Ketilride, er lovligt undskyldt, for hun er slemt forelsket i ham, der står til tab, og det er oven i købet hendes egen mand, der står til gevinst! »Lader os spille Skak« mælede Husbonden. De gjorde saa. Viglund passede kun slet sine Brikker og var nær ved at blive Mat. I det Samme kom Ketilride ind, saae paa Spillet og kvad:
- Ikke vinder Du dit Spil,
- hvis ei denne Brik Du trækker!
Husbonden fortsatte:
- Se, min Hustru ikke vil,
- at Du taber Spillet mod mig.
Viglund gjorde det Træk, Ketilride havde raadet ham, og Spillet kom til at staae lige. Vi får desværre ikke oplyst, om partiet også ender remis, men Viglund vinder siden sit livs vigtigste parti, nemlig Ketilride. Og de levede selvfølgelig lykkeligt til deres dages ende …
Der kan ikke herske tvivl om, at det er Odin – den øverste og viseste af alle guderne – der er skakspillets gud. I Hervørs og Hejdriks saga stiller Odin i skikkelse af den blinde Gest en række gåder til Kong Hejdrik – herunder også én om skak:
- Saa haard en Dyst
- om Drotten staar,
- uden Vaaben Kvinder kæmpe,
- de brune vil
- ham Bane raade,
- tro de hvide om ham værne.
- Gjæt nu Gaaden
- grandt, Kong Hejdrek.
Hejdrik gennemskuer gåden:
- God er din Gaade,
- Gest hin blinde,
- dog jeg gjætter den grandt,
- det er Brætspil;
- Brikkerne slaas vaabenløse om Kongen,
- og de hvide værge ham.
Hejdrik svarer dygtigt på alle Odins gåder, på nær den berømte sidste: Hvad hviskede Odin i øret på Balder på dennes dødsleje? Da Hejdrik ikke kan svare på dette, må han falde for gudens sværd.
Da Regnar Lodbrogs sønner erfarer faderens berømte sidste ord »Grynte ville grisene, om de vidste galtens kår« ved sin død i Kong Ællas ormegård, reagerer de på forskellig vis. Sønnen Hvidsærk, der sidder over et spil skak, da han modtager de dårlige nyheder, klemmer i forbitrelse så hårdt om en skakbrik, han har i hånden, at blodet strømmer fra hans fingernegle.
Man kan dog også se det hele fra den lidt mere humoristiske side: Om Sigurd Slemme (Slembe) fortælles det i Kong Inge Haraldsøns og hans Brødres Saga, at han på Island overværede et skakparti mellem en nordmand og en af de lokale. Nordmanden stod næstbedst og bad Sigurd om råd for ikke at tabe partiet. Sigurd observerede, at nordmandens modstander havde en betændt tå og lokkede snedigt en kattekilling til at springe på mandens ømme fod. Manden for op med et smertensudbrud og væltede herved skakbrikkerne; det lykkedes efterfølgende ikke at rekonstruere stillingen på brættet, og nordmanden undgik behændigt nederlaget. Optrinet er som taget ud af William Hartstons moderne klassiker: Snyd i skak.
Arkæologiske fund
Der findes også helt håndgribelige beviser på middelalderlige skakspil. Mest berømt er utvivlsomt The Lewis Chessmen; 78 smukt udskårne skakbrikker fra det 12. århundrede, der i 1831 fandtes i en sandbanke i Uig på det vestlige Lewis i de Ydre Hebrider, Skotland. Stednavnet Uig kommer i øvrigt af det norrøne ord Vik, altså Vig. Brikkerne er for størstedelens vedkommende lavet af elfenben fra hvalros, men i enkelte tilfælde er anvendt hvaltænder, og den gængse opfattelse er, at de alle er fremstillede i Trondheim i Norge. Medvirkende til dateringen af brikkerne var formen på løbernes (biskoppernes) hovedbeklædning. 67 af skakbrikkerne er udstillede på British Museum i London og resten findes på Museum of Scotland i Edinburgh.
Nær Akureyri på det nordlige Island fandt man i begyndelsen af 1800-tallet en lille bronzestatuette, som muligvis forestiller guden Thor. Figuren, der er 67 mm høj, dateres til omkring år 1000. Figurens betydning er usikker, men en anvendelse som skakbrik er foreslået. Til sammenligning er kongen, der benyttes i den tyske Schachbundesliga, 96 mm høj.
I Ockelbo i Sverige fandtes en billedrunesten fra 1000-tallet med tavl-motiv. Runestenen blev desværre ødelagt ved en kirkebrand i 1904, men i 1931 fremstilledes en kopi på baggrund af bevarede tegninger. Der er i dette tilfælde givetvis tale om hnefatavl, da brættet tydeligt viser det centrale kongefelt og ”helle”-felterne i hjørnerne. Den ene af spillerne nyder et drikkehorn mjød samtidig med spillet, så øl-skak er heller ikke nogen ny opfindelse.
Skak på Island i moderne tid
Skakinteressen på Island har holdt sig lige siden oldtiden og Island er overraskende den nation i verden, der har flest skakstormestre pr. indbygger. Pr. januar 2011 11 stk. til en befolkning på ca. 325.000. Til sammenligning har Færøerne, Danmark, Norge og Sverige henholdsvis 0, 10, 10 og 18.
Islandsk skaks grand old man Friðrik Ólafsson (f. 1935) var i perioden 1978-82 præsident for verdensskakforbundet FIDE.
Det seneste betydelige skakslag på islandsk grund var holmgangen om verdensmesterskabet i Reykjavik sommeren 1972, hvor den regerende mester Boris Spassky (f. 1937), Sovjetunionen fandt sin banemand i udfordreren, amerikaneren Bobby Fischer (1943-2008). Sidstnævnte, der sidenhen (2005) af Altinget blev tildelt islandsk statsborgerskab og er begravet ved Laugardælir kirke i Selfoss, nød til sin død næsten udelt respekt på øen, hvorimod resten af den civiliserede verden nok har anerkendt og beundret hans skakgeni, men ikke desto mindre anset hans adfærd i øvrigt for betydelig excentrisk – for nu at sige det pænt ...
Citeret litteratur og øvrige kilder:
- Beretningen om Rig i Den ældre Edda oversat af Olaf Hansen, T. Branner, 1911
- Birkebæk, Frank: Vikingetiden i Danmark, Forlaget Sesam, 2003
- Dahl, Annette: Tafl emk ôrr at efla … – brettspill i vikingtid og middelalder. Mastergradsavhandling ved det humanistiske fakultet, senter for studier i vikingtid og middelalder, Universitetet i Oslo, 2003
- Egil den enhendtes og Åsmund berserkbanes saga oversat til norsk af Kjell Tore Nilssen og Árni Ólafsson, 2008
- Finnur Jónsson: Tilnavne i den islandske oldlitteratur, H.H. Thielses bogtrykkeri, 1908
- Fiske, Willard: Chess in Iceland and in Icelandic Litterature, The Florentine Typographical Society, 1905 (Indeholder beretningen om Biskop Botolv.)
- Fljotsdøla oversat til norsk af Aslak Tonna, Norsk Barneblad, 1921.
- Fortællingen om Gudmund på Glæsisvoldene.
- Fridthjof hin Fræknes Saga oversat af C.C. Rafn, 1929
- Gunløg Ormstunges Saga på dansk ved Knud Hjortø i De islandske sagaer 1-3, Gyldendal, 1930
- Hartston, William R.: Snyd i skak oversat af Svend Hamann, Thaning & Appel, 1977
- Hervørs og Hejdriks saga oversat af Fr. Winkel Horn
- Islændinge saga og Torgils skardes saga oversat af Kr. Kålund, Nordisk Forlag, 1904
- Kjalnesinge saga - eller sagaen om Bue Andridssøn oversat af Jens Peter Ægidius, Odense Universitetsforlag, 1981
- Knytlinge saga oversat af Jens Peter Ægidius, GEC Gad, 1977
- Kong Inge Haraldsøns og hans Brødres Saga på dansk ved C.C. Rafn, 1829
- Kongespejlet (Konungs skuggsjá) i dansk oversættelse ved Finnur Jónsson, Det kongelige nordiske oldskriftsselskab, 1926.
- Lund, Guro Koksvik: Spill i middelalderens bysamfunn – En arkeologisk analyse av spillmateriale fra Bergen. Masteroppgave i arkeologi, Institutt for arkeologi, historie, kultur- og religionsvitenskap, Universitetet i Bergen, 2010
- Madsen, Peter m.fl.: Valhalla – den samlede saga 1-5, Carlsen, 2010
- Novrup, Svend (Red.): Bogen om skak, bind 1 og 2, Politikens forlag, 1980
- Novrup, Svend: Lademanns Skakleksikon, 1982
- Orknøboernes saga oversat af Jens Peter Ægidius, Odense Universitetsforlag, 2002
- Ragnar Lodbroks saga oversat til norsk af Kjell Tore Nilssen og Árni Ólafsson, 2008
- Sagaen om Brynhild og Gudrun – Vølsunge saga oversat af Niels Lukman, Gyldendal, 1974
- Sagaen om Gretter den Stærke på dansk ved Gunnar Gunnarsson i De islandske sagaer 1-3, Gyldendal, 1930
- Scocozza, Benito: Politikens bog om danske monarker, 1997
- Snorre Sturlason: Olav den Helliges saga. Oversat af Johannes V. Jensen & Hans Kyrre, Gyldendal, 1948
- Snædal, Thorgunn m.fl.: Svenska Runor, Riksantikvarieämbetet, 2004
- Sturla Tordsson: Soga om Håkon Håkonsson (Norrøne Bokverk nr. 22) oversat til nynorsk af Kr. Audne, Det norske samlaget, 1963
- Sturlaug den arbeidsommes saga oversat til norsk af Kjell Tore Nilssen og Árni Ólafsson, 2008
- Viglundar Saga oversat af Brynjolf Snorrason og Kristian Arentzen, 1850.
- Vopnafjordingernes Saga oversat af Fr. Winkel Horn, C.A. Reitsels forlag,1871-76
- Vølvens spådom i Martin Larsen: Guder, Helte og Godtfolk, Munksgård, 1954
- British Museum
- Dansk Skak Union
- FIDE (Fédération Internationale des Echecs)
- Þjóðminjasafn Íslands (Islands Nationalmuseum)
- Wikipedia.org
Artiklen har i en tidligere og let forkortet udgave været bragt i Dansk Skak Unions tidsskrift Skakbladet nr. 3, 2011.
