Solsangen (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)


Reprint Add.jpg


Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


17. Solsangen



a. Barmhjærtigheds Løn og Falskheds Straf.


1.
Grusom Daad
Hiin Kjæmpe øved,
Mændene Liv
Og Gods han røved,
I Frelse kunde
Ingen gaae
Ad Vejen, hvor
Paa Lur han laae.


2.
Han Maden oftest
Ene nød,
Og aldrig Nogen
Til Maaltid bød,
Førend i Møde
Og Useldom
En Vandringsmand
Fra Vejen kom.


3.
Til Drikke trængte
Den trætte Mand,
Og stilled sig ganske
Hungrig an,
Som fæsted han ræd
Af Hjærte Lid
Til den, som var ond
I forgangen Tid.


4.
Mad og Drikke
Han ydede nu
Den mødige Mand
Af ærlig Hu,
Han tænkte paa Gud
Og gjorde ham vel,
Han kjendte sin egen
Syndige Sjæl.


5.
Men hiin stod op
Med Ondt isinde,
En farlig Gjæst
Nu var derinde,
Thi Synden svulmed,
I Søvne han vog
Den Snilde, som ellers
Var saa klog.


6.
Om Hjælp han bad
Til Himlens Gud,
Da op han vaagned
Og Livet gik ud,
Men den, som ham bragte
Uskyldig af Dage,
Hans Syndeskyld maatte
Paa sig tage.


7.
Hellige, Engle
Fra Himmelhjem
Nedstege og toge
Hans Sjæl i Gjem,
Reenlivet den nu
I Evighed
Hos Gud Almægtige
Har sit Sted.




b. Den timelige Lykkes Ustadighed.


8.
For Gods og Helsen
Kan Ingen raade,
Om Alting end
Ham ganger til Baade,
Hvad mindst han aner
Tidt slaaer ham ned,
Selv raader Ingen
For egen Fred.


9.
Ej tænkte Unnar
Og Sævold paa,
At Lykken kunde
Til Grunde gaae,
Nøgne de stode,
Alt var tilende —
Som Ulve de maatte
Til Skoven rende.




c. Elskovs Farlighed.


10.
Elskovs Magt
Har Mangen bedrøvet,
Megen Kval
Er af Kvinder øvet,
Hvor skjære den mægtige
Gud dem gjorde,
Et skadeligt Væsen
Dog de vorde.


11.
Skarthedin og Svafad,
Venner kjære,
Den Ene ej kunde
Den Anden undvære,
Førend een Kvinde
Dem begge bedaared,
Hvem Skjæbnen til deres
Fordærv udkaared.


12.
De glemte Leg
Og den lyse Dag,
Den Liljevaand ene
Var deres Behag,
Det herlige Billed
De tænkte paa,
Alt Andet dem monne
Af Sinde gaae.


13.
Saa sorrigfuld gik
Den mørke Nat,
Den søde Søvn
Dem havde forladt;
Af al den Harm
Udrandt et Had,
Som splittede Hjærtens
Venner ad.


14.
Med Sligt, der kan
Sig sjælden hænde,
Som oftest det tager
En grulig Ende:
Til Holms de gik
For den væne Viv,
Der lode de begge
Deres Liv.




d. Hovmods-Daddel.


15.
Hovmod nære
Bør ingen Mand,
Derom jeg sandeligt
Vidne kan;
Thi de, som lægge
Paa samme Flid,
Sig fjerne fra Gud
Den meste Tid.


16.
Raadø og Veboge
Rige vare,
Og syntes i Alting
Vel at fare;
Nu sidde de der
Og mod Ilden sig dreje,
For vexelviis
Deres Vunder at pleje.


17.
Sig selv ikkun
De stolede paa,
Højt over Alle
De troede sig staae;
Men Livsloddet lod
Den almægtige Gud
Paa anden Maade
For dem falde ud.


18.
Et Liv af alskens
Vellyst fuld
De førte, og frydede
Sig med Guld;
Løn som forskyldt
De nu maa fange,
Imellem Frost
Og Ild at gange.




e. Forsigtigheds Priis.


19.
Ej Lid til dine
Fjender fæst,
Om end de fagre
Ord Dig give;
Lov godt igjen,
Det tjener bedst
Af Andres Skade
Klog at blive.


20.
Saa monne det Sørle
Godraad gaae,
Da han til Vigolf
Tilflugt tog;
Sin Broders Bane
Han stolede paa,
Men denne troløs
Ham bedrog:


21.
Af ærligt Hjærte
Han gav dem Fred,
De lovede Guld
I Vederlag,
Saa drak de sammen
I Enighed,
Men Falskhed siden
Kom for Dag.


22.
Thi da derefter
Paa anden Dag
De gjennem Jætte-
Dalen red,
Saa sloge de ham
Med Sværdeslag,
Ham sagesløs
De huggede ned.


23.
Ad lønlig Sti
Hans Lig man drog,
Og kasted i Vældet
I Stykker smaa;
Man vilde det skjule,
Vorherre dog,
Den Hellige, det
Fra Himlen saae.


24.
Den sande Gud
Hans Sjæl gav Kald
Til frydelig
Hos sig at boe;
Men Morderne
Fra deres Kval
Vist skulle kaldes
Seent til Ro.




f. Religionen.


25.
Guddomsordets
Diser Du bede,
At være Dit Hjærte
Huldt tilrede;
Ugen derefter
Du din Vilje
I Alting lykkelig
Da skal gilje.


26.
Naar Du i Vrede
Dig har forløbet,
Ej Ondt Du gjøre
Oven ikjøbet;
Du lindre skal
Ved at gjøre vel
De Saar, Du slog,
Det gavner din Sjæl.


27.
Om alt Godt
Du bede til Gud,
Der Mennesket satte
I Verden ud;
Den Mand sin Byrde
Meget øger,
Som seent vor Faders
Tjeneste søger.


28.
Og har Du nogen
Lønlig Brøst,
Saa bed for den
Med ivrig Røst;
Hvo ikke beder,
Han Intet faaer,
Den Tavses Tarv
Man sjælden forstaaer.


29.
Aarle jeg kaldes,
Silde jeg kommer
Til Tærskelen hos
Den højeste Dommer;
Nu stunder jeg did,
Han Løfte mig gav,
Den fanger Kraas,
Paa Kraas gjør Krav.


30.
Det volder Synden,
At vi ej glade
Lidenskabens
Hjem forlade,
Den kun frygter,
Som gjør det Onde:
Held den, som brødefri
Være kunde!


31.
Hvo i sit Hjærte
Kun nærer Svig,
Han synes at være
Ulven lig,
Ham vil den Skjæbne
Times i Eje,
At han skal vandre
Paa gloende Veje.


32.
Syv samfulde Venneraad
Giver jeg her,
Kløgtigen udtænkt
Hvert især;
Lær dem tilgavns,
At de ikke undfalde,
Til Lærdom nyttige
Ere de alle!




g. Livet er godt, Døden haard.


33.
Hvor salig i Liden-
skabens Hjem
Jeg var, det nu
Skal sættes frem,
Og saa, hvor Menneskens
Børn ville
Nødigen sig
Fra Livet skille.


34.
Vellyst og Stolthed
De Mennesker svige,
Som efter Rigdomme
Stadigen hige,
Blanke Penge —
Sorger lange,
Guldet har
Bedaaret Mange.


35.
For Folk jeg syntes
Mig at fornøje,
Thi Fremtiden havde
Jeg lidet for Øje,
Og fuld af Nydelse
Skabtes jo
Dette Dvælens
Og Dvalens Bo.


36.
Længe knuget
Jeg sad paa Spring,
Livet var mig
Saa kjær en Ting,
Men en Stærkere
Raadede der,
Fremad gaaer
Den Døendes Færd.


37.
Dødens Strikker
Da jeg mærked,
Haardt omsnoet
Min Side værked,
Jeg vilde dem slide,
For stærke de vare —
Let det er
For den Løse at fare.


38.
Ene jeg følte
Den svulmende Smerte
Fra alle Kanter
At gribe mit Hjærte,
Hver Aften Dødens
Møer mig bøde
Med vaklende Trin
Hos dem at møde.


39.
Solen, Dagens
Sande Stjerne,
Mod Havet saaes
Sig trist at fjerne,
Da hørte jeg fra
En anden Side
Dødens Porte
Hvinende skride.


40.
Solen jeg saae
I Straaleblod,
[Da heldede svarligt
Fra Verden mit Mod],
I mange Maader
Jeg syntes hun stod
Langt mere mægtig,
End før det lod.


41.
Ja Solen syntes mig
Saa at skue,
Som Lys af Guds egen
Herlighedslue,
For hende jeg bøjed mig
Sidste Gang
I denne Timelig-
hedens Vang.


42.
Saa straalende da
Jeg Solen saae,
At al min Viden
Syntes forgaae,
Da hørte jeg Gjaller-
Strømmens Flod
Hisset brølende,
Blandet med Blod.


43.
Solen skued
Mit bævende Øje,
I Rædsel jeg maatte
Mig sammenbøje,
Thi over Maade
Var Hjærtet mit
I sine Fibre
Sønderslidt.


44.
Sol skued jeg sjælden
I større Smerte,
Da heldede svarligt
Fra Verden mit Hjærte,
Af Træ min Tunge
Mig forekom
Og Kulde betog mig
Rundtenom.


45.
Siden hiin Sorgens
Dag forgik,
Aldrig jeg Syn
Paa Solen fik,
Fjældstrømmen over mig
Sammenslog,
Kaldet fra Kvaler,
Bort jeg drog.


46.
Jeg fødtes knap
Før Haabets Stjærne
Fra Brystet fløj
Imod det Fjerne,
Mod højen Himmel
Flugten gik,
Aldrig den daled
Og Hvile fik.


47.
Langsomt tyktes
Mig at gaae
Hiin Nat, da jeg
Var strakt paa Straa,
Da følte jeg ret
Det Guddomsord,
Mennesket er
Ikkun af Jord.


48.
Gud, den Levende,
Som frembragte
Jord og Himmel,
Skal vide og agte,
Hvor eensomt Mange
Heden fare,
Endskjøndt de have
En Slægtningskare.


49.
Paa sine Gjerninger
Hviler Enhver,
Salig, hvo Godt
Udførte her!
Mig, som var før
I Rigdom stedt,
En Seng nu var
Med Sand beredt.


50.
Hudens Trang
Tidt lokker en Mand,
Mangen for stærk
Den føle kan,
Ledest mig nu
Af Alting var
Vandet i
Et Badekar.


51.
Ni Dage paa Norners
Stol jeg laae,
Op til Hest
Man løftet mig saa,
Grim monne Gygers
Sol opstige
Igjennem Skyer
I skyfuldt Rige.


52.
Foruden og inden,
Mig forekom,
Syv Dybets Verdener
Foer jeg om;
Foroven og neden
Et bedre Spor
Jeg søgte, hvor lettest
Frem jeg foer.




h. Helvede.


53.
Nu er at melde,
Hvad først jeg saae
Da Pinehjemmet
Jeg monne naae;
Sjæle som svedne
Fugle fløj,
Talrigt de sværmed
Som Myggetøj.


54.
Fra Vesten Savnets
Drager foer
Og lagde for Ildens
Fyrste Spor,
De fløj med rystende
Vingekast,
Saa vide i Himmel
Og Jord det brast.


55.
Solhjorten saae jeg
Fra Sønden gaae,
To Væsener lagde
Ham Tømme paa,
Til Jorden ned
Han Fødderne strakte,
Til Himlen op
Han Hornene rakte.


56.
Fra Norden saae jeg
Ætmænd ride,
Syv vare de ved
Hinandens Side,
De drak af fulde
Horn den Mjød,
Som reen af Ringgudens
Kilde flød.


57.
Vinden tav
Og Vandet randt
Ej meer, men grimme
Gny der løde,
Hist man skumle
Koner fandt,
Der maled Muld
Til Mandens Føde.


58.
Ængstligt de med
Blod bestænkte
Stene drog
De mørke Kvinder,
Hjærtet ud af
Livet hængte
Blodigt, slapt
Af Sorgens Minder.


59.
Mange Mænd
Med saaret Fod
Saae jeg der
Paa Gløder fare,
Røde som af
Jætteblod
Deres Aasyn
Alle vare.


60.
Mange Mænd,
Hvem Naadens Gave
Negtet blev
Ved Gravens Rande,
Over dem
Med fæle Stave
Hedenskabets
Stjærner stande.


61.
Mænd jeg saae,
Som hyppigt bare
Avind over
Andres Held,
Blodigt dem
I Brystet vare
Runer skaarne,
Smertens Gjæld.


62.
Mænd jeg saae,
Kun lidet glade,
Vildsomt fore
De omkring: —
Løn for dem,
Der daare lade
Sig af Verdens
Usle Ting.


63.
Mænd jeg saae,
Som Andres Eje
Svigefuldt
At vinde stræbte,
Nu ad Penge-
Lystens Veje
Flokken Blyets
Byrder slæbte.


64.
Mænd jeg saae,
Som havde Mange
Røvet Liv
Og Gods med Harm,
Mangen kraftig
Edderslange
Grov sig dybt
I deres Barm.


65.
Mænd jeg saae,
Som ej sig rene
Havde holdt
For Helligbrøde,
Naglede til
Hede Stene,
Deres Hænder
Haardt maa bøde.


66.
Mænd jeg saae,
Som vilde gjerne
Meer end billigt
Var stoltsere,
Pæne Luer
Heelt moderne
Deres Klæder
Nu brodere.


67.
Mænd jeg saae,
Som mange Løgne
Monne her
Om Andre sprede;
Helvedravne
Deres Øjne
Grusomt ud af
Hov'det siede.


68.
Dog jeg vil
Om Resten tie,
Som i Helved
Plager bar;
Søden Kløe
Suren Svie,
Vellyst Vee
I Følge har.




i. Himlen.


69.
Nu saae jeg Mænd,
Som havde i Livet
Meget efter
Guds Love givet,
Rene Kjerter
Over dem brændte,
Klare Straaler
De udsendte.


70.
Der saae jeg Mænd,
Som af ganske Sjæl
Fremmet havde
De Fattiges Vel,
Engle sig over
Issen svang
Og hellige Bøger
Der afsang.


71.
Der saae jeg Mænd,
Som idelig
Med Faste havde
Spæget sig,
Guds Engle sig for
Dem Alle neje,
Det er den ypperste
Fryd at eje.


72.
Mænd jeg saae,
Som her i Livet
Havde Moderen
Føde givet;
Hyggelige
Hvilesteder
Paa Himmelstraaler
Man dem bereder.


73.
Sjælen havde
Tvættet reen
Hellige Møer
For Syndens Meen
Paa dem, som her
I mange Dage
Egen Krop
Med Piner plage.


74.
Høje Karme
Mod Himlen kjørte,
Til Herren deres
Veje førte,
De Karme slige
Mænd frembare,
Som sagesløse
Myrdet vare.




k. Bøn og Veeklage.


75.
Mægtige Fader!
Højeste Søn!
Og Du Himlens
Hellige Aand!
Du, som skabte,
Hør min Bøn:
Os fra Jammer
Fri din Haand!


76.
Vold og List
I Forhærderens Døre
Sidde, det store
Ord de føre;
Stadig de fnyse
Jernstrømme,
Derfor i Strid
Vi Mennesker svømme.


77.
Odins Hustru
Higende roer
Paa Jordens Skib
I Nydelsens Spor,
Seent hun Sejlene
Tager ind,
Paa Attraaes Reb
De knejse for Vind.




l. Slutning.


78.
Nu Solglads Sønner
Og jeg, din Fa'r,
Det Hjortehorn, Søn!
Dig raadet har,
Som Fredens Fyrstes
Vise Bud
Af Højen førte
Fordum ud.


79.
Her ere Runer,
Som Møer mon riste,
Raadsnild den første,
Formsnild den sidste,
Og andre syv
Af det Søsterkor,
Ni tilsammen
Døttre af Njord.


80.
Hvor haver den ikke
Svælget i Vold,
Den kampbegejstrede
Helteold!
Den øste Blod
Og af Mandefald
Suged sin Kraft,
Det var dens Kald.


81.
Nu har jeg lært Dig
Denne Sang,
Den skal Du synge
For Andre engang,
Solens Sang;
Jeg troer, man vil finde,
At Mindst af Løgn
Er i denne inde.


82.
Nu skilles vi ad,
Men sankes i Lag
Paa Menneskehedens
Højtidsdag.
Herre Gud giv
De Døde Ro,
Og Trøst til dem
Som i Live boe.


83.
En gylden Lære
I Drømme Du fik,
Sandheden viste sig
For dit Blik;
Ingen Viismand
Om Solens Sang
Har hørt, den lød
Nu første Gang.