Sonatorrek (B1)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den norsk-islandske skjaldedigtning


ved
Finnur Jónsson
1912-1915


Egill Skallagrímsson
Islandsk skjald, o. 900-983


Sonatorrek (ca. 960)


1. Mjǫk erum tregt
tungu at hrœra
með loptvétt
ljóðpundara;
esa nú vænligt
of Viðurs þýfi,
né hógdrœgt
ór hugar fylgsni.

2. Esa auðþeystr,
þvít ekki veldr
hǫfugligr,
ór hyggju stað
fagna fundr
Friggjar niðja,
ár borinn
ór Jǫtunheimum,

3. Lastalauss
es lifnaði
á nǫkkvers
nǫkkva bragi;
jǫtuns hals
undir þjóta
náins niðr
fyr naustdurum.

4. Þvít ætt mín
á enda stendr,
hreggbarnir
sem hlynir marka;
esa karskr maðr,
sás kǫggla berr
frænda hrørs
af fletjum niðr.

5. Þó munk mitt
ok móður hrør
fǫður fall
fyrst of telja;
þat berk út
ór orðhofi
mærðar timbr,
máli laufgat.

6. Grimt vǫrum hlið,
þat ’s hrǫnn of braut
fǫður míns
á frændgarði;
veitk ófult
ok opit standa
sonar skarð,
es mér sær of vann.

7. Mjǫk hefr Rǫ́n
of rysktan mik,
emk ofsnauðr
at ástvinum;
sleit marr bǫnd
minnar ættar,
snaran þǫ́tt
af sjǫlfum mér.

8. Veizt ef sǫk
sverði rækak,
vas ǫlsmið
allra tíma,
hroða vábrœðr,
ef viða mættak,
fórk ægis
andvígr mani.

9. En ek ekki
eiga þóttumk
sakar afl
við sonar bana;
þvít alþjóð
fyr augum verðr
gamals þegns
gengileysi.

10. Mik hefr marr
miklu ræntan,
grimt es fall
frænda at telja,
síðan 's minn
á munvega
ættar skjǫldr
af lífi hvarf.

11. Veitk þat sjalfr,
í syni mínum
vasa ills þegns
efni vaxit,
ef randviðr
røskvask næði,
unz hergauts
hendr of tœki.

12. Æ lét flest,
þat ‘s faðir mælti,
þótt ǫll þjóð
annat segði;
mér upp helt
of herbergi
ok mitt afl
mest of studdi.

13. Opt kømr mér
mána brúðar
í byrvind
brœðraleysi;
hyggjumk umb,
es hildr þróask,
nýsumk hins
ok hygg at því,

14. hverr hugaðr
á hlið standi
annarr þegn
við óðræði;
þarfk þess opt
við þrágǫrum.
Verðk varfleygr,
es vinir þverra.

15. Mjǫk 's torfyndr,
sás trúa knegum
of alþjóð
elgjar galga,
þvít niflgóðr
niðja steypir
bróður hrør
við baugum selr.

16. Finnk þat opt,
es féar beiðir...

17. Þat 's ok mælt,
at mangi getr
sonar iðgjǫld,
nema sjalfr ali,
né þann enn,
es ǫðrum sé
borinn maðr
í bróður stað.

18. Erumka þekt
þjóða sinni,
þótt sér hverr
sǫ́tt of haldi;
burr 's býskeyðs
í bœ kominn,
kvánar sonr,
kynnis leita.

19. En mér fens
í fǫstum þokk
hrosta hǫfundr
á hendi stendr;
máka upp
í aroar grímu,
rýnnis reið,
réttri halda

20. Síz son minn
sóttar brími
heiptugligr
ór heimi nam,
þanns ek veit,
at varnaði
vamma vanr
við námæli.

21. Þat mank enn,
es upp of hóf
í Goðheim
Gauta spjalli
ættar ask,
þanns óx af mér,
ok kynvið
kvánar minnar.

22. Áttak gótt
við geirs dróttin,
gerðumk tryggr
at trúa hǫ́num,
áðr vinan
vagna rúni,
sigrhǫfundr,
of sleit við mik.

23. Blœtka því
bróður Vílis,
goðjaðar,
at gjarn séak,
þó hefr Míms vinr
mér of fengnar
bǫlva bœtr,
es et betra telk.

24. Gǫfumk íþrótt
Ulfs of bági,
vígi vanr,
vammi firða,
ok þat geð,
es gerðak mér
vísa fjandr
af vélǫndum.

25. Nú erum torvelt.
Tveggja bága
njǫrva nipt
á nesi stendr;
skalk þó glaðr
góðum vilja
ok ó-hryggr
heljar bíða.

   1. Det er mig meget vanskeligt, at røre min tunge med sangbismerens luftvægt; det har ingen lyse udsigter med digtet, det lader sig ikke let føre frem fra sjælens skjul.
   2. Asernes glædesfund, i dagenes morgen ført fra jætternes verden (digterdrikken), er ikke let at bringe frem fra tankens bolig; ti det volder den tunge sorg.
   3. Fejlfrit (fund, v. 2), da . . . . blev levende; havet bruser der nede foran min nære slægtnings gravdör.
   4. Ti min slægt stunder mod sin ende som stormslagne lönne i skoven; den mand er ikke glad, der må bære sin kære slægtnings lig fra huse.
   5. Dog vil jeg først nævne min moders og min faders død; det digtningsstof, prydet med talens løv, bærer jeg ud af ordenes hus (munden).
   6. Smerteligt var mig det hul, som, bølgen brød i min faders frændegærde; jeg ved, at det sönne-skår, som havet har slået mig, vil forblive tomt og åbent.
   7. I höj grad har Ran plukket mig; jeg har ingen kære venner; havet rev itu min slægts bånd, en hårdt spundet tråd af mig selv.
   8. Vid, at hvis jeg med sværd kunde forfølge min sag, var det ude med havets gud; hvis jeg kunde dræbe ham, drog jeg til kamp med bølgen.
   9. Men jeg mente ikke at have tilstrækkelig styrke til at føre sag med min söns bane, ti alle kan nu se den gamle mands mangel på følge.
   10. Havet har røvet mig meget, - det er bittert at opregne sine slægtninges død, - siden min slægts skjold forsvandt fra livet til glædens veje.
   11. Jeg ved det selv, at der ikke i min sön var grot stof til en dårlig mand, hvis han havde opnået den alder, da han skulde få en krigers hænder(?).
   12. Altid lod han alt være som hans fader sagde, uagtet alle folk var af en anden mening; han var min støtte i hjemmet og min styrkes bedste værn.
   13. Ofte kommer manglen af brødre mig ihu; jeg ser mig om, når kampen trives, spejder efter og overvejer,
   14. hvilken anden modig mand står ved min side, når det gælder en hidsig dåd (kamp); jeg trænger ofte dertil overfor trodsberedte folk; men når vennerne bliver færre, bliver jeg varsom i flugten.
   15. Meget vanskelig er den at finde, som jeg kan stole på, i hele landet(?), ti slægtningers slette tilintetgörer sælger sin faldne broder for ringe.
   16. Det mærker jeg ofte, når. . . kræver penge . . .
   17. Det hedder også, at ingen får erstatning for sin sön, medmindre man avler en ny, ej heller nogen, der kunde være en anden i broders sted.
   18. Folk er mig ikke behagelige fordi enhver holder fred; min sön, min hustrus sön er kommen til luftens bolig i vennebesøg.
   19. Men Ægir står urokkelig imod mig; jeg kan ikke holde mit hoved oprejst. . . .
   20. Siden sygdommens uimodstålige brand rev min sön bort fra verden, ham, om hvem jeg ved at han, undgående enhver lyde, afholdt sig fra ilde omtale.
   21. Jeg husker endnu, at Gøternes ven løftede op til gudernes hjem slægtens ask, som voksede af mig, min hustrus ætgren.
   22. Jeg stod mig godt med spydets herre; jeg trode sikkert på ham, för vognguden, sejrgiveren, brød venskabet med mig.
   23. Jeg ofrer ikke af den grund til Viles broder, gudernes værner, fordi jeg gör det med lyst; dog har Mimes ven givet mig bod for min ulykke, hvad jeg anser for at være mit held.
   24. Ulvens modstander, vant til kamp, gav mig en idræt uden lyde, og et sind, hvorved jeg gjorde falske mænd til åbenlyse fjender.
   25. Jeg har det ikke godt; Ulvens søster (Hel) står der nede på næsset; dog skal jeg glad med roligt sind og ej bedrøvet vænte døden.