Straalen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
 Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.
|
|---|
Oldnordiske Sagaer
Bind 5
Einar Skulesøn
Straalen (Geisli)
et Digt over Olaf Haraldsøn den Hellige, Norges Konge
1.
Han, som er viis og kjender
Guds herlig og alvældig
Treenighed, mig rigtig
Kan Ord og Bønner lære.
Her en stridkraftig Straale
Skal klarest Lys bebude
Af Naadens Sol; jeg Olaf,
Den ypperste, besynger.
2.
Han, som fordrev af Verden
Dens skumle Nattemørke,
Var han end Himlens Herre,
Sig som dens Lys forkynde;
Som Menneske den Straale
Her under Skyen, synlig
Af klarest Stjerne fødes
Til Brødres Frelse vilde.
3.
Vel siden saaes formørket
Vor Himmels Straalekilde;
Det bedre Lys af anden
Og hellig Sol bebuded;
Størst Salighed os gaves
Da alle Jordens Sjæles
Liv sig frivillig ofred
I Korsets Kval til Døden.
4.
Den hele Skabning Christus
For retfærds Sol erkjender,
Daadrig opstod med Styrke
Han tredje Dag fra Graven;
En Hær af fromme, veed jeg,
Med ham udgik af Støvet;
Paa ham vort Haab tilvisse
Det kraftig maa bestyrke.
5.
Alherrens Søn, den milde
Og allerbedste Fyrste,
Til Faders høje Haller
Med Glæde steg fra Jorden.
Højlovet Kongers Konge
Paa Ærens Stol der throner
Højt over Engle; Himlens
Hærskarer der sig bøje.
6.
Retfærdig Ærens Herre,
Som ypperlige vidne
Og os forkynder, Aandens
Kraftrigest Skænk uddeelte.
Mild Kristenhed da rejstes,
Den lyder Gud alene;
Alherskeren dog alle
Til himmelk Liv indbyder.
7.
Guds Boligs ædle Straale,
Den gjæve Konning Olaf,
Nu skulle vel, thi mægtig
Han er, vi alle dyrke;
Det vides, at vidt under
Den klare Himmels Hvælving
Hans Underværker straale -
Folk mærke ret min Tale!
8.
Til jævne Ord, men faste
Kong Eisteen mild du lytte!
Agt vel, du tapre Sigurd!
Paa Skjaldens Kunst i Værket;
Og Inge Kvadet bringes -
Nu eders Vælde styrke
En værdig Digtning, vigtig
For hele Kongeslægten!
9.
De lærdes Overhoved,
Som kaldes Jon, jeg byder
Et Digt, som dog bestemmes
Til hele Folkets Nytte.
Opløfter eders Hænder!
Solkongens Ven jeg priser;
Den Stad, hvor hellig Fyrste
Nu hviler, æret vorder.
10.
Os vel det sømmer Folket
Til Olafs hæder kalde;
Veltalenhed os Herren
Til saadan Digtning skjænke!
Saa stor Forsamling aldrig
Af Ædlinge jeg skuet
Før haver; det i Salen
Enhver nu maa bekræfte.
11.
Her Kristi kjække Tjeners,
Som nu i Himlen lever,
Forskyldte Lovsang Thrønder
Med alle Nordmænd høre;
For ypperst Daad ved dette
Forherliget han vorder; -
Ej noget Folk vil fødes
Herefter slig en Konning!
12.
Jeg veed, at stridbar Sigvat
Sin Drots Bedrift har sjunget;
Om Folkets Overhoved
Har Ottar Sange digtet;
De Mænd, som Hovedskalde
Blev kaldte, herlig priste
Hans Færd; nu for en Helgen
Jeg kvædende mig bøjer.
13.
Vist mangen Stordaad øved
Den Helt af Kampen mødig,
Dog sandt det er, for Synder
Sin Gud han fyldest gjorde;
Ej hjælpsom Thrønders Herre
Med store Dyder pralte
For andre; neppe fødtes
En bedre Drot paa Jorden.
14.
Den hæderrige Hersker
I Tro paa Gud har Landet
I femten Aar saa styret,
At ingen gjør det bedre;
Til uforsagt Hærfører
Med Skjoldes Dundren segned
Ej langt fra Ølvers-Højen.
Fra Ondt han selv os lede!
15.
Sandt er det Sagn, at Kongen
Som os forsvarer, havde
En Drøm fortalt til Følget,
Før sidste Træfning holdtes;
Han, Hørders og Romdølers
Højmodig Drot, saae stande
Fra Jorden op til Himlen
En skjøn og herlig Stige.
16.
Den allevegne priste
Som bugtet Mørkets Drage
Bekjæmped, højt opstige
I Luftens Egne syntes;
Til han, som hele Verden
I Haand indslutter, aabned
Sit Himmeriges Porte
For ham, vort Folks Beskytter.
17.
Paa Stiklestade siden
Et Feltslag stod, hvor Rigets
Retskaarne Drot oprørske
Indthrønders Saar lod bløde;
Tilsidst i Vaabenlarmen
Forrædersk Flok Ulykken
Fuldbyrded; egen Konning
Ved jordisk Liv den skilte.
18.
For herligst Helt at prise
Et omkvad, værdigt kvadet,
Som mange lære, gjerne
Jeg danned, hvis jeg kunde;
I haardest Nød Guds Ridder
Vel Mennesker kan hjælpe;
Hvad gjævest Olaf ønsker,
Det Solens Herre skjænker.
19.
Da Helten opgav Aanden,
Lod Verdens Bygnings Hersker
Et Tegn sig vise; Solen
Ej mere skinne kunde;
Saaledes før den misted
Sit Lys ved Himmeldrottens
Heldrige Død; gid Tungen
Af Ord de rette vælger!
20.
Saa store Jærtegn skete
I Folkets Strid mod Kongen,
Forkyndte: han ej havde
Et syndigt Levnet yndet;
Og saa, den samme Aften,
Da Gud modtaget havde
Hans Sjæl, saaes over Liget
Lys, som en Fakkel, brænde.
21.
Gud, alles Hjælper, fremmer
Den Hørders Konnings Ære;
Ej skal en bedre Fyrste,
Det Sangen vidner, fødes:
I haardest Nød Guds Ridder
Vel Mennesker kan hjælpe;
Hvad gjævest Olaf ønsker,
Det Solens Herre skjænker.
22.
Det dyre Blod af mægtig
Drots Legeme man skylte
Med renest Vand; strax Haabet
Om Helbred Sindet trøsted,
For sandt er, Sognboers Herre,
Hvis Daad for Mænd nu lyder,
Blev lagt af kjekke Kæmper
I gammel, ringe Hytte.
23.
Kort efter (den Henfarnes
Veldaad nu skal besynges)
En Blind kom did, hvor Tvætten
Af Liget var fuldbyrdet;
Den Mand sit Aasyn toede
I Kilden, som var bleven
Med Blod fra den berømte
Kong Olafs Vunder blandet.
24.
Af Drottens Blod, det rene,
Den Vandrer (from og dydig
Han været har) - det glemmes
Ej let - blev Synet givet.
I haardest Nød Guds Ridder
Vel Mennesker kan hjælpe;
Hvad gjævest Olaf ønsker,
Det Solens Herre skjænker.
25.
Tolv Maaneder, tre Nætter
Dertil, laae Guldets yder,
Som Æren elsket havde,
Af tætte Sand bedækket
Før vældigst Kongers Konge
Daadrigest Hæranførers
Ligkiste lod af Jordens
Vidtstrakte Skjød optage.
26.
Hvor skjønnest Legem hviler
Fik En igjen sit Mæle,
Som, da af Munden Tungen
Udskaaret var, han misted;
Vidt stridbar Agde-Konges
Roes for det Værk udbredes,
Hans Herlighed nu priser
Den hele danske Tunge.
27.
Ham, som til god Magnus
Vor Fader, glæde Kæmper!
Om Hjælp vi bede skulle;
Selv Ædle tit berøvedes.
I haardest Nød Guds Ridder
Vel Mennesker kan hjælpe;
Hvad gjævest Olaf ønsker,
Det Solens Herre skjænker.
28.
Sig for sin Søn i Drømme
Den Konning aabenbarte,
Og modig Helt i Striden
Sin Bistand mild forjætted;
Det var strax førend Magnus
Paa Lejrskovshede sloges
Med hedensk Hær; utallig
Den faldt som Ulvens Bytte.
29.
Der i navnkundig Træfning
Med yppig Føde glæded
Den kjekke Dannerkonge
Brunladen Flok af Ørne;
De rædde Vender fly’de
For blanke, skarpe Klinger,
Ulv over Aadslet gabte,
De faldne Kvinder savned.
30.
Vor Frelsers Ven, det viser
Erfaringen, sin fromme
Søn gav den store Sejer,
Hans Stordaad jeg ophøjer.
I haardest Nød Guds Ridder
Vel Mennesker kan hjælpe;
Hvad gjævest Olaf ønsker,
Det Solens Herre skjænker.
31.
Guttorm, den Ven af Folket
Korsfæstet Billede, prydet
Med Guld og Sølv, oprejste
Til hellig Konges Ære;
Det til de Jærtegns Minde
I Kamp, som Helten frelste,
Her midt i Kristi Kirke
For alles Blik nu stander.
32.
Os mænd, der Skaane kjende,
Har sagt, at der en Kvinde
Paa herlig Olafs Højtid,
Sig foretog at bage;
Da hun af Ovnen vilde
Det hede Brød udtage
De danske Gryn alt blevne
Var til graaladne Stene.
33.
Den tapre Krigers Højtid
(For vist fra syd jeg hørte)
I hele Danmark siden
Er helligholdt med Rette.
I haardest Nød Guds Ridder
Vel Mennesker kan hjælpe;
Hvad gjævest Olaf ønsker,
Det Solens Herre skjænker.
34.
En ond, men fornem Kvinde
En Ungersvend, fortørnet
For ringe Sag, hans Tunge
Af Hovedet lod skjære;
Faa Ugers Tid derefter
Ham saa vi Maal berøvet
Paa Hlid, saa Stedet kaldes,
Derom ej Tvivl kan næres.
35.
Den samme Svend (jeg spurgte)
Med klippet Haar besøgte
Ham, som de Usle hjælper,
Der til hans Bolig færdes.
Der ham blev Tungen atter
Og færdigt Mæle givet -
Højt bør min Lovsang lyde
Om ham, der sligt udretter.
36.
Den store Hørde-Konge
Med saadant Hæder vinder,
Snart over alle Lande
I Verden den udbredes.
I haardest Nød Guds Ridder
Vel Mennesker kan hjælpe;
Hvad gjævest Olaf ønsker,
Det Solens Herre skjænker.
37.
End andet Æmne Skalden
Besynger; Vender ginge
Til Søes; en fangen Sømand
De haardelig lemlæstet;
Af vantros Aand besatte
I grusom blodtørst skare
De ud af Halsen Tungen;
Elendig blev den Kjække!
38.
Den samme Sømand ty’de
Til Olafs Skrin, udsmykket
Med klarest Guld, ret meget
Jeg har med Ord at prise;
Da baade Maal og Hilsen
Igjen den tapre Kriger
Af hellig Drot blev givet,
Den Sag jeg nøje kjender.
39.
Nu han velsignet Konge,
Som hist med Engleskaren
Hos Verdens Dommer lever,
I værdig Ære holdes;
I haardest Nød Guds Ridder
Vel Mennesker kan hjælpe;
Hvad gjævest Olaf ønsker,
Det Solens Herre skjænker.
40.
Hørt jeg det har, at Olafs
Sværd, der i Vaabenbraget
Tit Høgen med de blege
Kløer fored’, nævntes Hneiter;
Det Romerriges Fyrste
Lod tynde Skjolde kløve
Paa Stiklestad, hvor skarpe
Staalklinger svungne bleve.
41.
Da Konningbaaren Hersker
Til Jorden faldt, og Slaget
Var endt, af Thrønderkongen
En Svensker tog det Værge;
Det Sværd, der fordum bares
Af ypperligste Kæmpe,
I Grækers Hær blev siden
Med Guld udsmykket fundet.
42.
Nu bringer Endrid Unge
En Ædling gjæv til Digtet,
Som Kongens Pris forkynder,
Et Æmne, nyt og herligt -
I haardest Nød Guds Ridder
Vel Mennesker kan hjælpe;
Hvad gjævest Olaf ønsker,
Det Solens Herre skjænker.
43.
Om kjek og gavmild Fyrste
Et værdigt Digt at kvæde
For mig ej let kan falde,
Men Pligten nu det byder -
Et Tegn dog paa det andet
Udgaar fra heldigst Læge;
Sligt Vidnesbyrd om Kongen
Af Himlens Styrer gives.
44.
En Aften sildig glæded
Sig dygtig Krigsmand over
Det Sværd, saa herlig hærdet,
Han havde faaet til Eje;
Til Søvn han gik paa Marken
Da klare Dag sig fjærned,
Og under aaben Himmel
Sig Leje maatte vælge.
45.
Da næste Morgen gry’de
Kamplysten Mand fra Skjoldes
Skjønt malte Borg med Sorrig
Hint skarpe Værge savned;
Dog snart paa jævne Fælled
Han øjned Sværdet ligge,
Men ingen Aarsag kunde
Til saadan Fart opdage.
46.
I Rad tre Nætter dette
Tegn samme Mand blev givet
Af Haralds gjæve Broder,
Som hele Folket gavner.
Indtil de kjække Kæmper
Det Jærtegn aabenbarte;
I alt den Konges Adfærd
Er skinnende og Herlig.
47.
Den høje Kejser hørte
Det skete, og for Sværdet
Som Olaf fordum ejed,
Lod rigest Gjengjeld yde;
Hin Kongers Overkonge
Det over Altret siden
Med Guld omsat lod sætte,
Hvor siden det mon stande.
48.
De Jærtegn, som i Striden
I Grækenland sig viste,
Er herlige; og Haralds
Søn alle vegne hjælper;
Ej jeg, ej nogen anden
En større Konning finder;
Til Himlen Olafs Ære
Ophøjes nu med Rette.
49.
Da Slaget paa den vide
Pezina Slette holdtes,
Rovfuglen snart i Striden
Den svare Hunger stilled;
I Tusindtal der Folket
For Vaaben faldt, og Kampen
Snart vendtes saa, at Græker
Paa Flugt sig maatte give.
50.
Alt Miklegaards, den store
Stads Vælde og dens Lande,
Skjønt Hæren holdt sig tappert,
Nær Fjendens Bytte vare;
Hvis Væringerne ikke,
De Nordens Mænd, til Striden
Med Skjold og Vaaben blanke
For Riget havde draget.
51.
De tapre i den Træfning
Paa herligst Olaf kaldte,
Thi paa hans Bistand ene
Dens Udfald da bero’de,
Hvor midt i Pilehaglen
De stærke Skjolde revned,
Mod hver af Kongens Kæmper
Stod tredsindstyve Fjender.
52.
Og dog, i Spydes Iling,
Som heftig Folket rysted,
Saaes Hedninghærens Lykke,
Som knejsed’ før, at styrte.
Halvfemtehundred Helte,
Af Nordmænd vel udsøgte,
Som i den Strid der stedtes,
Vandt hæderligste Sejer.
53.
Saa ædlest Drot beskytted
De kæmper, snart med Glæde
Vognborgen ned de brøde,
Der Rovdyr Valen tærte.
Det frelste Folk, udsmykket
Med Byttets Guld, om saadan
Stordaad af kjækkest Konning,
Som Verden baader, talte.
54.
I nyest Digt mig sømmer
Det Underværk at prise
For Folk, som Kongen senest,
Dog ej det mindste, gjorde.
Guds, Verdens Læges, Styrke
Som Drotten, vor Beskytter,
Med herligst Held velsigner,
Vi alle bør ophøje.
55.
En sorgfuld Kongens Tjener
Af koldest Avind ramtes;
Til Ondskab mangefoldig
Tit Folkets Sind vildledes.
Blandt gode Venner stundum
Af Løgn optændes Striden;
Og Freden blandt de Brave
Af Hævnens Kraft maa brydes.
56.
Det fjendtligt Had udretted,
En Præst at Voldsmænd grebe,
Itu han Been paa Sanden
Med tunge Køller sloge;
Ej nok at saa lemlæstet
Han laae, men Øjne begge
For Elskovs-Blik beskyldte
De ud af Hoved stunge.
57.
En værdig Lærers Tunge
Med Knibtang de omspændte,
Tre Gange Stykker skjare
Af den med Kniv, hel farlig;
Paa Stranden, saa behandlet
Af Grusomhed, laa Manden,
Ved mindre Smerte mangen
Har maatet Døden lide.
58.
Han roses højt, den Konning,
Som atter lod den Fromme
Af Fødder, Øjne, Tunge
Den bedste Nytte have;
Af hellig Olafs Hænder
Den hele Skade lægtes;
Hvo Ondt om Herrens Tjener
Tør mæle, straffet vorder.
59.
Det troe og ædle Vidne
Vist alskens Fylde nyder
Af Salighed, - ja, større
End nogens Tanke fatter.
Hver Fyrste, som vor Frelsers
Trofaste Ven paa Jorden
Seer sligt udrette, - synde
Ej meer; hans Redning vente.
60.
Ung blev den Konning heden
Fra store Sorger tagen,
Gud fleste Venner plejer
Med Kummer saa at prøve.
Han, som sit Folk helbreder,
I højest Fryd nu lever
Der, hvor man uden Ende
Kan Himlens Styrer skue.
61.
Hvo er vel her i Livet
Saa viis, at han den Glands, som
Solkongens Straale spreder
Om egen Grav, udsiger?
Hvor trofast Himmel-Konge
Sin Ven til Bistand kommer,
Et Skrin for Helligdommen
Skjønt prydet sees af Folket.
62.
Her Erkebispesædets
Magtrige Formænd samles,
Dem Solens Riges Hersker
Med højest Kraft beskjærmer.
Af Herrens Kors nu helligt
Træ i vor Stad bevares;
”Al Verdens Overkonge!
Os frelse du!” vi bede.
63.
Af gjævest Olafs Mildhed
Vi nyde godt; al Verden
Til den maa trænge; Digtet
Forkynder Drottens Hæder
Sig Landets Folk dog bøje
For Himlens største Konning;
I Modgang selv lyksalig
Er den, hans Gunst har vundet.
64.
Kun saa af meget mange
Fredsaligst Olafs Jærtegn
Fortaltes; tydelige
Fra Skaldens Stol de løde.
Vist hver, der slig en Fyrste
Kan værdigen berømme,
Af Solens Flammes Hersker,
Den Højeste, vil yndes.
65.
At Frelserens trofaste,
Berømte Ven forløser
Af Kval og Nød de Gode,
Som fast ved Troen holde;
De Mænd, der Kongen prise
Som Krists, den stærkes, Yndling
For hele Folket dette
Hans Æredigt forkynde!
66.
For Kongeslægten Olafs,
Den Helliges, Bedrifter
Jeg sang; og heldig Hjertets
Veltalenhed dem tolked’.
Hvis Kvadet Folk vil tækkes,
Os herligst Løn han giver:
Velsignelse fra Herren;
Den ædelt Digt beskytter.
67.
Vist denne Sang med gylden
Ring vilde lønnet blive,
Hvis nu den tavse Konning,
Hin ældre Sigurd, leved;
Hans Gavmildhed jeg kjendte,
Paa Guld han aldrig sparte -
Og derfor det mig sømmer
At hædre Drottens Minde.
68.
Din Bøn, kraftige Fyrste!
Al Fyldest gjort jeg haver,
Og prist den høje Hersker
Saa godt jeg digte kunde.
Siig, Ypperlige! Folket,
Om Held dertil mig undtes -
Skjønt Himmelkongens Hæder
Er Hjertet kjær - jeg tier.
1. Oldnordiske Sagaer - Kong Olaf den Helliges Saga, Bind 4-5, oversatte af C. C. Rafn, København, 1831
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15
Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)
Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."