Vis kilden til Sven Aggesøn: Danernes historie

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Danmarks krønike (Svend Aggesen)]] !!  !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sven Aggesøn: Danernes historie]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Krøniker fra Valdemarstiden]]'''</center><br><br>

<center><big><big>'''Sven Aggesøn, Danernes historie'''</big></big>




Oversat af [[Jørgen Olrik biografi|Jørgen Olrik]], 
<br>'''''Krøniker fra Valdemarstiden''''' 
<br>Kjøbenhavn.
 

[[Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse]] 
<br>1900-1901
</center>









Medens det første forsøg på at skrive en sammenhængende Danmarkskrønike skyldes en unavngiven sneversynet Roskildeklerk, der skrev midt under borgerkrigenes rasen med sindet ganske opfyldt af tidens kampe, og uden tanke for de stolte minder og sagn fra hedenold — er Sven Aggesøns Danmarkskrønike en moden frugt af Valdemarstidens store nationale opsving og danner derfor i enhver henseende en modsætning til sin forgænger, idet den betegner et langt højere åndeligt standpunkt og et videre syn. Det er ikke nogen tilfældighed, at Valdemarstidens første betydelige historieskriver tilhører en af landets største ætter, den ypperste ved siden af Skjalm Hvides slægt; og det er et ejendommeligt udslag af det ny folkelige opsving, når Sven så bestemt betoner kærligheden til fædrelandet som den egentlige drivfjeder til hans forfatterskab, og når han med fulde hænder øser af folkets rige mindeskat både fra hedenold og den kristne tid — i steden for som de tidligere årbog- og krønikeskrivere, at give dårlige uddrag af en tysk forfatters danske efterretninger. Således bliver Sven på afgørende punkter en banebrydende forgænger for sin store efterfølger: Sakse, der betegner højdepunktet af dansk middelalderlig historieskrivning.

[[Fil:Svensstamtavle.jpg|thumb|400px|Sven Aggesøns stamtavle.]]Om Svens ydre livsførelse vides ikke andet end, hvad man kan slutte sig til af hans egne skrifter. Som allerede bemærket, tilhørte han en af Danmarks anseligste ætter.Både hans bedstefader og hans fader deltog i Erik Emunes kampe med Nils, og Sven selv må da være født i 12. årh.s første halvdel, snarest mellem årene 1125 — 50. Han har utvivlsomt ikke tilhørt præstestanden, men ligesom faderen og farfaderen været medlem af stormandslaget i kongens tjeneste (Tinglid); hans ord om dronning Sofias skønhed viser, at han har færdedes en del ved hove.

På de to Vendertog 1184 og 1185 har han personlig været med og har set Absalon jævne Jomsborg med jorden, samt været tilstede ved Bogislavs hylding. Hans dødsår er os ganske ukendt.

Sven er forfatter af to historiske arbejder: en kortfattet Danmarkskrønike og en skildring af "Vederlovens historie", af hvilke skrifter det sidstnævnte uden tvivl er affattet efter Danmarkskrøniken, da dets fremkomst bebudes i denne. Danmarkshistorien, der begynder med kong Skjold og ender med hertug Bogislavs hylding 1185, må være affattet eller i al fald afsluttet meget snart efter denne sidste begivenhed, hvad slutningsordene tydelig viser; i samme retning peger det, når den unge hertug Valdemar (f. 1170) kaldes en yngling med herlige anlæg.

Hos Sven træffer vi for første gang en vågen historisk sans; han er sig sin forskergerning fuldt bevidst, idet han i sin fortale gør rede for, hvorfor han skriver, hvad han skriver om, og hvilke kilder han bruger. I Svens fortale møder vi da ganske det samme motiv til forfatterskab som i Sakses; det er nationalfølelsen og stoltheden over fædrenes dåd, der, ansporet ved sammenligning med oldfolkenes store litterære mindesmærker, gør Sven til forfatter. Når han klager over, at der kun fandtes overmåde få, der optegnede svundne tiders færd, var den end nok så berømmelig, og således bevarede mindet om den, og når han kalder sig selv en foregangsmand på dette område, ligger der åbenbart en vis selvfølelse bag ved disse ytringer; og i forhold til denne Svens glæde ved at høre til de udvalgte, der har sans for sligt, kan man ikke tillægge den beskedenhed, han hyppig fører i munden, meget andet end stilistisk betydning; hans betænkeligheder angående sine evner til at løse opgaven gælder egentlig kun hans mangel på færdighed i det latinske sprog. Det kan ganske vist heller ikke nægtes, at han på dette punkt står meget tilbage for Sakse, skønt de to forfatteres stil er i høj grad beslægtet indbyrdes (og sikkert også går tilbage til fælles forbilleder: forfattere fra den senere klassiske Oldtid, "Sølvalderen"), idet den hos begge er præget af en vis sirlig skruet manér med mange overflødige ord<ref> Stundom kan man træffe fuldstændig ens byggede perioder hos Sven og hos Sakse; således f. ex. ved de to forfatteres omtale af grundene til almuens rejsning mod Harald Blåtand.</ref> . Svens stil har dog tillige meget af folkesagnets livlige malende fortællemåde; hist og her rummer den en sådan mængde bogstavrim, at det næppe kan bero på tilfældigheder.

Ejendommelig selvstændig er Sven i valget af sine kilder: han kaster resolut alle litterære hjemmelsmænd over bord og holder sig til det levende folkesagn, idet han, som han siger, omhyggelig har spurgt gamle mænds frasagn; for 12. årh.s vedkommende er det naturligvis væsentlig slægtoverlevering samt egne indtryk og oplevelser, han giver<ref>Det er højst karakteristisk, at det eneste afsnit hos Sven, der smager af litterær viden (kapitlet om Knud den store), umulig kan være bygget direkte på Adam af Bremen, men ganske har præg af en litterær (præstelig) sagndannelse med Adam af Bremen til udgangspunkt. Endog på sådanne punkter, hvor den virkelige folkelige overlevering svigter, har Sven altså foretrukket en mundtlig fortælling fremfor den skrevne kilde, som den mundtlige overlevering i virkeligheden byggede på. Dette viser tillige grænserne for Svens historiske kritik.</ref>. Denne tillid til de gamle mænds frasagn faldt ganske naturlig for datiden, der var vant til at bygge sin kundskab ikke alene om fortiden, men også om gældende lov og ret, på denne kilde alene; et betydningsfuldt vidnesbyrd om Svens kritiske sans er det dog, at han ingenlunde tager al overlevering for gode vare, men fastholder det tydelig udtalte princip kun at give den enstemmige overleverings vidnesbyrd om kongerækken og forbigå alle punkter, hvor der fandtes indbyrdes modstridende fortællinger. En kritisk sondring i nutidens forstand må man selvfølgelig ikke vente; Sven lige såvel som Sakse opfatter sagnene fra hedenold som lige så god historie som minderne fra den virkelig historiske tid. — På ét punkt afviger Sven fra sin store efterfølger: han har intet taget hos Islændingene, skønt han kender islandske hofskjaldes lovkvad ved Valdemars hof.

Planen for Svens arbejde er at give en pålidelig og troværdig dansk kongerække, og dertil knytte fortællinger om sådanne bedrifter i fortiden, der forekom ham særlig mindeværdige.

Medens Sven derfor søger at give en fuldstændig kongerække og kun stopper op, når han står overfor modstridende overleveringer, der synes ham upålidelige, betoner han udtrykkelig, at det kun er den særlig berømmelige dåd, han vil fremdrage, og kun om Uffe, Tyre, Harald Blåtand og Sven Tjugeskæg fortæller han vidtløftigere sagn. Sin kortfattethed begrunder Sven dog ikke blot med den ovennævnte inddeling af kongerne i de berømmelige og de lidet mindeværdige, men han ser tillige hen til Sakse som sin store efterfølger med de rigere gaver, der kan skrive Danmarks historie på en langt bedre og mere fyldestgørende måde<ref>Efter Svens ord synes Sakse dog kun at have haft planer om at skrive Danmarks historie fra Sven Estridsøns tid, dengang Sven skrev sit værk, idet det er denne tid, som Sven erklærer, at han af hensyn til sin eftermand vil gå lettere henover. — Dog hentyder han sikkert også andensteds til Sakse, om end uden navns nævnelse.</ref>.

Af Svens ejendommelige personlighed, der er i høj grad typisk for den ældre Valdemarstid, giver hans skrifter et tydeligt indtryk. — Den mest iøjnefaldende egenskab hos ham er, som alt antydet, hans fædrelandskærlighed. Sven opfatter Danmark som et samlet rige, der fra Arilds tid har dannet en enhed, styret af en ældgammel kongeslægt, og hans begejstring for rigsenheden lader sig ikke skille fra hans store ærbødigheds- og hengivenhedsfølelse for kongehuset. Nogen særpatriotisme eller fremhæven af en enkelt landsdel på de andres bekostning findes ikke hos ham, og just af interesse for rigsenheden tillægger han ligesom Sakse Isøretinget en større betydning, end det antagelig nogensinde har haft; imidlertid kan man dog mærke, at han ikke, som Absalon og Sakse, hører hjemme på Sælland; hans slægt havde tilknytningspunkter både i Jylland og Skåne, og Skåningerne er da også de eneste, som Sven — i stærk modsætning til Sakse — giver en særskilt ros og udmærkelse fremfor de andre landsdeles mænd. Det er dog ikke blot rigets enhed overfor indre splittelse, Sven lægger vægt på; hans nationalfølelse er i ganske overordentlig grad udadvendt mod rigets ydre fjender, og hans begejstring for Danmarks uafhængighed og tro på dets sejr over sine avindsmænd bliver således til et virkeligt nationalhad. Højst ejendommeligt for den ældre Valdemarstid er det nu, at dette nationalhad hos Sven ganske som i den lille, omtrent samtidige sagnkrønike vender sin bråd — ikke mod Venderne, som dog var den så at sige daglige fjende, men mod Tyskerne. Vi står her overfor en stærk national selvstændighedsfølelses forbitrelse over den tyske kejsers krav på verdensherredømme, der for den folkelige bevidsthed stod som fuldstændig uhjemlede, parret med den uvilje, som en vis gammeldags nordisk strenghed i tankegangen måtte føle overfor den fra Syd indtrængende, mere forfinede levevis. Derfor tillægges der Tyskerne navnlig to egenskaber: hovmod og blødagtighed, og derfor fylder Sven det halve af sin krønike med to sagn, der handler om, hvorledes to danske kongeætlinger gør den tyske opblæsthed, "der aldrig kan holde sig inden for sine egne grænser", til skamme — den ene ved sin manddom, den anden ved sin kløgt og sit snille — og værner Danmarks sydgrænse. For betydningen af dennes forsvar har Sven et åbent øje, og det er meget karakteristisk, at han som ét af Valdemars tre storværker nævner hans udbedring af Thyras gamle virke.

Svens fædrelandskærlighed kan, som allerede ovenfor nævnt, ikke skilles fra hans hengivenhed for Danmarks gamle kongeæt. Hele hans krønike handler om danske konger og kongeætlinger, og det ligger ganske udenfor hans plan at give andet end en kongehistorie. Således danner han på dette område en bestemt modsætning til Sakse, og et højst ejendommeligt modstykke til dennes fremdragen af Absalon på Valdemars bekostning er Svens fortielse af Absalons navn på det sted, hvor man med rette kunde vente ham omtalt: ved Valdemar I.s og Knud Valdemarsøns historie. — Sven opfatter det som kongens første pligt at værne landet mod de ydre fjender og føre folket til sejr (således udtaler Uffe, at det er hans pligt som kongesøn at vove sit liv for riget); derfor er det hos Valdemar især hans raskhed, kækhed og sejrsælhed, som Sven i fuldeste mål beundrer. Kongen er dog ikke blot den, hvis pligt det er at skaffe landet fred for ydre fjender, men også den, der skal værne om den indre ro og orden<ref>Thyra udtaler: "Hele riget lystrer alene mit vink, og ingen retssag eller trætte endes uden mit minde".</ref>. — Til kongen føler Sven sig nu stående i et ganske særligt troskabs- og hengivenhedsforhold — et forhold, som han har arvet fra sine forfædre, og som derfor hos ham står i nøje forbindelse med hans slægts- og standsstolthed ; han føler sig knyttet til kongen som hirdmand og fremsætter selv sit ideal af de brave huskarle, der i indbyrdes enighed tjener én konge. Denne følelse af at tilhøre en kongen særlig nærstående afsluttet kres, danner den ene bestanddel af Svens adelsstolthed, der tillige har sin rod i hans bevidsthed om at tilhøre en ved byrd og rigdom udmærket slægt<ref>Hvorledes disse to begreber (byrd og rigdom) falder ganske sammen for Sven, ses bl. a. morsomt af det 2. kapitel i hans "Vederlovens historie".</ref>. Således findes hos Sven en spirende forestilling om en afsluttet adelsstand i riget, og i Uffesagnet lader han Vermund samle rigets stormænd til et rigsting for at spørge dem til råds om forholdet til den tyske kejser. Samtidig tyder visse udtryk hos Sven på, at han ikke har været uden et lille stænk af foragt for "bondehoben".

Sven, der følte sig så nøje knyttet til Valdemarernes kongeæt, deler naturligvis i alt væsentligt den ny tids syn på Danmarks historie, og hans domme over personer og begivenheder falder derfor i høj grad sammen med Sakses; ejendommeligt er det at se den højtstående stormand fremhæve kongernes arveret til riget så stærkt. Dog er han snevrere og mere konservativ end Sakse, dennes stærke fremhæven af manddomsdåd som det eneste virkelige adelsmærke vilde næppe have tiltalt hans standsfølelse, og Absalon har han vistnok stået forholdsvis fjern; adskilligt kan tyde på, at det især er Absalons (og Valdemars) optræden under det skånske oprør (deres altfor store hårdhed mod bønderne), som han har misbilliget. Sven ønsker næppe nogen alt for stærk kongemagt, og hans kirkelige interesse er påfaldende ringe; han nævner Harald Blåtands omvendelse og har nogle (uheldige) sætninger om Knud den stores kirkelige bestræbelser, men ellers omtales kirken ikke med et ord, og det er betegnende, at ingen af landets ærkebisper nævnes i hans historiske fortælling, ligesom han ikke omtaler jertegn.

Svens åndsretning er da i bunden rent verdslig, man kunde fristes til at sige: hedensk; hans hu står først og fremmest til manddomsdåd og til den ære, der derved vindes. Hans oldtidsagtige kæmpesind mildnes dog af en vis ridderlighed i tankegangen, der snarest hører Middelalderen til; således betoner han stærkt det skammelige i at være to om én, og for kvindeskønhed har han et åbent øje. Hans personlighed er i det hele præget af en naiv livsglæde, der blandt andet også giver sig udslag i en barnlig glæde over ydre prunk og pragt, og når der en enkelt gang hos ham forekommer et udtryk om syndens magt i den aldrende verden, der stunder mod sin undergang, får man ikke noget indtryk af, at disse tanker har spillet en betydelig rolle for ham: han er netop ved sin ungdomsfriskhed og selvfølelse en så ejendommelig repræsentant for et livsfrisk samfund i stærk udvikling.

Om Svens Danmarkskrønikes senere skæbne er ikke meget af sige. Sakse maa have kendt hans værk og vel også pletvis benyttet det<ref>Jfr. det ovenfor fremdragne vidnesbyrd om parallel sætningsbygning hos Sven og hos Sakse. </ref>, men har næppe ænset det synderligt, da han udtrykkelig i sin fortale udtaler, at han ingen nævneværdige forgængere har haft. — Senere er Svens værk blevet glemt for hans store efterfølgers; dog er hans krønike blevet benyttet af den ukendte forfatter til en kongerække fra 13. årh., som til slut indeholder nogle vidtløftigere fortællinger om Erik Plovpennings mord, samt Abel og Kristoffer<ref>Også håndskriftligt er denne kongerække knyttet til Sven Aggesøns Danmarkskrønike ; se nedenfor. Den er trykt i Scriptores rerum Danicarum I 20 — 26. — Om dens forhold til Sven Aggesøn se Axel Olrik, Kilderne til Sakses oldhistorie I 108 f. </ref>.

Svens Danmarkskrønike tilligemed hans "Vederlovens historie" og den nævnte kongerække fandtes i et (næppe særlig gammelt) middelalderligt håndskrift på Universitetsbiblioteket i København, som gik til grunde ved dettes brand 1728, men forinden var udgivet af den lærde Stephanius 1642. Stephanius's udgave af Danmarkskrøniken optryktes i Scriptores rerum Danicarum I 42 — 64. Et håndskrift fra 17. årh. med herfra afvigende tekst (indeholdende Svens to historiske skrifter) findes på Universitetsbiblioteket (Arnaemagn. håndskriftsamling nr. 33, 4°); det er en af den lærde Lyskander forfattet dårlig og skødesløs afskrift efter et vistnok stærkt glosseret håndskrift, hvis afvigende læsemåder gennemgående er uden betydning<ref>Jfr. Holder-Eggers modbemærkninger i Neues Archiv der Gesellschaft für ältere deutsche Geschichtswissenschaft XIV 151— 62, mod Waitz'es rosende omtale af Lyskanders afskrift (sstds. XII 13—17). </ref>.

For nærværende oversættelse er teksten i Scriptores rerum Danicarum I lagt til grund, med nogle enkelte tekstrettelser, hvoraf de fleste skyldes professor Gertz (se nedenfor).

Svens Danmarkshistorie er tidligere oversat af Odin Wolf (1807) og R. Th. Fenger (1842); en utrykt oversættelse af Langebek findes på det store kgl. bibliotek (Ny kgl. saml. 872, 4°).


<center>__________</center>


<center>'''Fortale'''</center>


Når jeg under møjsommelig gransken i Oldtidsfolkenes mindesmærker ofte så de gamles bedrifter fremstillede i den skønneste stil, sukkede jeg dybt og længe over, at vore egne kongers og stormænds såre herlige bedrifter overgaves til evig tavshed; ti eftersom disse jo ikke har været ringere i fortjenester og mandige dyders udøvelse, fortjener de følgelig ubetinget at forherliges med ganske lignende lovord som hine<ref>Nemlig Oldtidsfolkene.</ref>. Men det onde breder sig jo stadig, alt som vi nærmer os til den aldrende verdens undergang; om nogen derfor, det være i nok så prisværdigt øjemed, forsøger at betro heltenes  berømmelige gerninger til erindringen, så er det dog umuligt, at han kan undgå avind og dadel. Derfor har jeg længe stået på skillevejen, som man siger, og været i tvivl om, hvorvidt jeg, uden at sky beskyldningen for indbildskhed, om end i kunstløs stil, skulde optegne kongernes slægtrækker og tronfølge i en kortfattet skildring eller måske hellere skulde lade alt hvile i tavshed. For vore efterkommeres skyld, der både vil blive udstyrede med en livfuld forstands skarpe blik, og befrugtede af en blomstrende lærdoms fylde, fandt jeg det dog rigtigere at trænge igennem forsømmelighedens tykning som banebrydende foregangsmand, end at lade det ske, at fortidens mørke indhyllede de berømmelige stormænds bedrifter. For at nu ikke nogen uhjemlet påstand skal synes at blande usandhed ind, som Martianus siger<ref> Martianus Capella, født i Madaura i Afrika, var en lærd grammatiker fra 2. halvdel af 5. årh. e. Kr., forfatter af et oversigtsværk over de forskellige videnskaber, som i Middelalderen var en af hovedkilderne til kundskab om den klassiske Oldtid. De nævnte ord står i værkets 8. bog.</ref>, og for at jeg ikke skal synes at fortælle historie på fabelagtig vis, vil jeg kun i al korthed berette så meget, som jeg ved sikker forsken har kunnet opspørge hos bedagede og gamle folk<ref>Om denne Svens redegørelse for sine kilder henvises til indledningen. </ref>. Nu har jo ikke alle konger gjort sig berømte ved lige dygtighed, og de har heller ikke alle kunnet bramme med lige stor sejrsglans, (ti selv kongernes adkomst til at kaldes således tvivler vi ikke om er indbyrdes forskellig). Derfor har jeg særlig bestræbt mig for at genoplive mindet om dem, hvis berømmelige storværker stod klarere end dagen for mine øjne, hvorimod jeg har lagt mindre vægt på deres id, som det hædrende frasagn på sin flugt iler forbi<ref>Denne sondring står dels for os som et vidnesbyrd om en spirende historisk kritik hos Sven, jfr. indledningen, dels er den vistnok tillige fra Svens side ment som en art undskyldning for det mangelfulde og brudstykkeagtige i hans fremstilling.</ref>. Ti, som bønder, så høvdinger; hos alle finder man ikke samme naturanlæg, idet én anspores af lyst til manddomsry, en anden plettes af hang til lediggang; én higer efter vidt og bredt at skaffe sig navn for højsindethed, en anden tager sig det lidet nær, om hans hæder og ros mindskes.

Vor fremstilling skal da begynde med at omtale ham, hvem fædrenes oldsagn har overgivet til stadig erindring som den første konge.


<center>'''KAPITEL 1'''</center> 
<center>'''Om Danernes første konge'''</center>


[[Fil:G Lejre skibssætning P3190026.JPG|thumb|400px|Skipssetning i stener og gravhauger ved Gammel Lejre der Skjold var konge. Foto: Jom, Commons.]]Skjold er nævnt mig som den, der først styrede Danerne<ref>Sven tager intet hensyn til den overlevering, der lader Dan være rigets første konge (jfr. Lundeårbøgernes sagnkrønike og Sakse), men begynder ligesom de islandske kilder kongerækken med Skjold.</ref>. For nu at bruge hans navn til et ordspil, så bar han dette navn, fordi han såre ypperlig værgede alle rigets grænser med sit kongelige værns skjold<ref>Selvfølgelig er, som Sven Aggesøn antyder, egennavnet Skjold det samme som fællesnavnet skjold.</ref>. Efter ham er i de islandske kvad kongerne nævnte Skjoldunger<ref>Benævnelsen Skjoldunger har Sven utvivlsomt hørt i islandske skjaldes lovkvad ved Valdemars hof. Da han imidlertid intet fortæller om Skjolds afstamning fra Odin, som Islænderne drager i forgrunden, er der ingen særlig grund til at antage, at Sven her bygger paa islandske kilder.</ref>. Han efterlod sig som arvinger til riget Frode og Haldan. I tidens løb kom de to brødre i deres ærgerrige tragten efter kongedømmet i kamp med hinanden, og Haldan fik efter at have dræbt sin broder eneherredømmet i landet<ref>Der har på dette punkt hersket betydelig usikkerhed i overleveringen; nærmest ved Svens fortælling kommer Sakses, der lader Haldan slå sine to brødre Ro og Skate ihjel (Frode gøres til Haldans fader); Lundeårbøgernes sagnkrønike har en afvigende fremstilling, der intet kender til frændestriden, medens den islandske overlevering netop lægger hovedvægten på denne ved at skyde Helges og Ros hævn paa farbroderen Frode, som har dræbt deres fader Haldan (omvendt hos Sven), stærkt i forgrunden. Dette faderhævnsmotiv er lige så ukendt for Sven som for de øvrige danske kilder, og fælles for alle de danske kilder (i modsætning til de islandske) er det også at anbringe denne sagnrække så tidlig i kongerækken (kort efter Skjold eller Dan).</ref>. Han avlede en søn og tronarving ved navn Helge, som for sin glimrende manddoms og raskheds skyld altid lå på vikingéfærd. Da han nu havde hærget alle omkringliggende landes søkyster med sin vikingeflåde, og således lagt dem ind under sit herredømme, fik han navn af "havets konge"<ref>De danske kilder tager dette ord i en noget anden betydning end det gængse, fra de norsk-islandske kilder velkendte udtryk: søkonge (en større vikingehøvding, der intet land besad). Både Lundeårbøgernes sagnkrønike, Sven Aggesøn og Sakse opfatter Helge som national konge, hvis særlige opgave er at kæmpe mod rigets fjender tilsøs. Sven Aggesøn, der overhovedet ikke nævner Ro, ved dog intet om den deling af magten mellem de to brødre, som bl. a. Lunde-årbøgernes sagnkrønike beretter om. </ref>. Han fulgtes på tronen af sin søn Rolf Krake, der havde faderens manddom og kraft. Rolf blev dræbt på Lejre, som dengang var en såre berømt kongsgård, men nu derimod, nær som den ligger ved Roskilde by, knap er beboet og næsten hører til de aller ringeste landsbyer<ref>Det gamle kongesæde på Lejre har sikkert allerede i Oldtidens slutning begyndt at tabe sin betydning ; og navnlig efter Kristendommens indførelse flyttede kongerne utvivlsomt ind til den opblomstrende købstad i nærheden; på Svens tid har Lejre næppe været andet end en landsby.</ref>. Efter ham herskede hans søn Rørik med tilnavnet Slanganbøgi<ref>Efter Rolf, hvis store bedrifter og berømmelige død Sven kun lige antyder, nævner han som hans søn og efterfølger Rørik (navnet er i texten forskrevet, men dets rigtige form ses hos Sakse). Røriks tilnavn betyder ringslynger og betegner ham som den gavmilde uddeler af guldringe til sine folk. Både Sakse og islandske kilder nævner denne konge kort efter Rolf uden dog at gøre ham til dennes søn og direkte efterfølger.</ref>. Efter ham fulgte på tronen hans arving, der havde tilnavn af sin behændighed og raskhed, og derfor på vort folkesprog kaldtes Frode hin frøkne<ref>Frode den frøkne, hvis tilnavn Sven giver en ganske rigtig forklaring af (= den raske), har hos Sakse en anden plads i kongerækken og i nogle af de islandske kilder en atter derfra afvigende plads.</ref>. Frodes søn og tronarving var Vermund, der ejede en sådan visdomskraft, at han fik navn efter den og kaldtes "den vise"<ref>Også hos Sakse findes Vermund på en tilsvarende plads i kongerækken (foran Frode og Fridlev). Med Islænderne stemmer Sven derimod forsåvidt, som disse lader Vermund være Søn af en kong Frode, og giver ham samme tilnavn (vitri = vis), medens de danske kongerækker kalder ham Vermund blinde.</ref>. Vermund avlede en søn ved navn Uffe<ref>Sagnet om Vermund og Uffe er af meget gammel oprindelse, da det også kendes fra England, hvortil det må være kommet i meget tidlig tid. </ref>. Lige til sin alders tredivte år brugte denne aldrig sit mæle, for den uhyre skams skyld, som på den tid var overgået Danerne derved, at to Daner, som var dragne over til Sverige for at hævne deres fader, i forening havde fældet deres faders drabsmand<ref>Fortællingen om Kætes og Viges hævn på kong Adisl af Sverige for deres fader Frøvins drab, som Sven Aggesøn kun antyder, findes i fyldigere skikkelse hos Sakse (4. bog).</ref>. Ti også dengang var det en skændsel og en vanære, når to gjorde det af med én, så meget mere, som det overtroiske hedenskab, der dengang herskede, ene og alene havde til mål at lægge vægt på tapperhed<ref>Tanken om det skammelige i at være to om én er dog snarere en frugt af Middelalderens ridderlige tankegang, og opfattelsen af Uffes Sakserkamp som en oprejsning for en skam, der tidligere var overgået Danerne, tilhører derfor heller næppe det oprindelige oldsagn. — Ytringen viser iøvrigt den ridderligheds ånd, som besjæler Sven Aggesøn selv. </ref>. Den nævnte Vermund førte derfor selv styret over sit rige lige til sin alderdom; men endelig blev han så svækket af årene, at hans øjne blev blinde af ælde. Da nu rygtet om denne hans svaghed var nået til landene hinsides Elben, så svulmede Tyskernes frækhed op med hovmods opblæsthed; ti den kan jo aldrig holde sig indenfor sine rette grænser. Derfor vendte kejseren<ref>Når Sven i steden for Saksernes høvding eller konge, som de andre kilder (i bedre overensstemmelse med sagnets folkelige skikkelse) nævner, taler om den tyske kejser, er dette et vidnesbyrd om, i hvor høj grad den ældre Valdemarstid følte den tyske kejser med hans krav på veidensherredømme som Danmarks arvefjende; derfor tænkes Tyskland allerede i den grå old som kejserrige, og ligeledes mærker man en genklang af Valdemarstidens nationalhad i skildringen af Tyskernes hovmod og opblæsthed (jfr. indledningen). Sven gennemfører dog ingenlunde konsekvent betegnelsen "den tyske kejser"; pludselig tales der blot om kongen (Sakserkongen) som Danernes modstander.</ref> sit vanvids hidsige rasen mod Danerne, da han tænkte, at han vilde opnå en mere ærefrygt indgydende herskermagt, når han først fik vundet Danernes rige. Der udsendes derfor spejdere med det hverv at bringe den opblæste fyrstes befalinger til den nævnte Danekonge Vermund og forelægge ham valg mellem tvende kår, som dog begge var onde. Enten skulde han nemlig, sagde han, overlade sit rige til det romerske kejserdømme og betale skat, eller også skaffe en helt, der vovede at indlade sig i tvekamp med kejserens kæmpe.

Bestyrtet over dette budskab stævnede kongen hele rigets stormandsskare sammen og spurgte dem indtrængende om, hvad der skulde gøres. Hans kongelige myndighed følte sig nemlig stedt i forvirring, da han, hvem der både påhvilede den pligt at føre den afgørende kamp, og hvis skyldighed det var at beskytte riget, havde fået sit blik hyllet i blindheds mørke, og tronarvingen gik målløs omkring og var sløv og dvask, så at der efter den almindelige mening aldeles ikke kunde sættes noget håb om frelse til ham. Ti fra barndommen af var denne Uffe hengiven til grådigt fylderi, og tog sig på Epikuræeres vis med stor flid snart af køkken og snart af kælder<ref>Ved kælder (af Latin cellarium) forstodes blot forrådsrum, sikkert en særskilt bygning på gården efter gammel bygningsskik. </ref>. Nu sammenkaldtes altså stormandsstævnet, og der blev holdt et tingmøde for hele riget, og her fremstillede oldingen Tyskerkongens ærgerrige krav og udspurgte, hvad han skulde gøre her, hvor han havde valget mellem disse to onde kår. Rådvilde overfor denne knibe sad nu alle som en målløse; men da rejste den nævnte Uffe sig midt i forsamlingen. Da nu hele skaren så ham træde frem, kunde de ikke noksom undre sig over, hvorfor dog den målløse i miner og lader stillede sig an, som om han vilde tale. Og da nu som bekendt et særsyn, altid må vække folks forundring, så vendte han alles blik mod sig. Endelig tog han således til orde og sagde: "Ej må udæskende trusler skræmme os, ti det er jo en medfødt egenskab hos de opblæste Tyskere, at de praler med ordskvalder og snildt forstår at indjage krystere og svæklinge skræk ved vindige trusler. Mig har jo naturen sat til at være den eneste ægte tronarving, og derfor er det, som I godt véd, sandelig min pligt at udsætte mig kækt for tvekampens fare, for at jeg enten ene kan falde for riget, eller ene vinde sejr for fædrelandet. For nu altså at gøre deres ordskvalder og trusler til intet, så lad dem bringe kejseren det bud tilbage, at kejserens søn og tronarving, fulgt af hans ypperste kæmpe, ikke må være bange for at mødes med mig alene."

Det var hans ord, dem sagde han frem med stolthed i stemmen<ref>Jfr. Vergils Æneide VII 644. </ref>.

Da han nu havde fuldendt sin tale, spurgte oldingen sine sidemænd, hvem der havde talt disse ord. Men da han af de omkringstående hørte, at det var hans egen søn, der jo før havde været som stum, hvem disse ord skyldtes, bød han, at man skulde føre ham hen til ham, for at han kunde føle på ham. Og da han nu atter og atter havde følt ham på skuldre og arme, bag, lægge, skinneben og alle legemets organiske lemmer, udbrød han: "Sådan kan jeg mindes, at jeg selv var i min blomstrende ungdom"<ref>Dette lille træk er ejendommeligt for Sven Aggesøn og findes ikke i Sakses vidtløftigere fortælling af sagnet. </ref>. For at fatte os i korthed: tid og sted for kampen aftales, og med dette svar drog afsendingene hjem til deres eget.


<center>'''KAPITEL 2'''</center>
<center>'''Om Uffes tvekamp'''</center>


[[Fil:Uffe hin Spage (17008).tif|thumb|400px|Uffes tvekamp. Fra Danmarks Historie i Billeder, 1898. Ilustrasjon av Louis Moe (1857 – 1945).]]Der stod nu blot tilbage at skaffe våben tilveje, der passede for den ny hærmand. Man bragte da Uffe de ypperste sværd, som kongen kunde opdrive i sit rige; men så snart Uffe svang dem i sin højre, splintrede han hvert eneste af dem i tusind stykker. "Er det de våben", sagde han, "hvormed jeg skal forsvare eget liv og rigets ære?" Da nu hans fader mærkede hans levende ungdomskraft, udbrød han: "Endnu er der ét tilbage, som kan frelse både vort rige og vort liv". Han forlangte derpå at blive ført ud til en høj, hvor han i tidligere dage havde gemt et sværd af prøvet godhed. Vejledet af visse tegn og mærker på stenene lod han derpå et herligt glavind opgrave af jorden. Dette greb han straks i sin højre og sagde: "Her har du, min søn, det sværd, hvormed jeg så ofte har sejret, og som altid har været mig et usvigeligt værge". Og med disse ord overgav han sønnen det<ref>Sven nævner ikke sværdets fra Sakses fortælling velkendte navn "Skrep".</ref>.

Straks herefter stod den forud aftalte tid for tvekampen lige for døren. Under tilstrømning af talløse skarer fra alle kanter, bestemmes da en holm midt i Ejderfloden til kampplads<ref>Ifølge det i Rydårbøgerne opbevarede sønderjyske stedsagn hed stedet siden Kunungekamp. Sakse beretter, at det var den samme holm, hvor senere Sven Estridsøns søn Bjørn byggede sin borg (Rendsborg). </ref> således at kæmperne var afskårne fra begge forsamlingers bistand og ikke kunde skaffe sig hjælp hos nogen. Medens nu Tyskerne tog plads på den hinsidige flodbred i Holsterlandet, og Danerne stillede sig op på denne side floden, valgte kongen sit sæde midt på broen, for at han, hvis hans eneste søn faldt, kunde styrte sig i flodens svælg og således undgå at opleve den sorg at se sig selv berøvet både søn og rige, inden han, den gråhærdede, gik i graven.

Kæmperne trådte derpå frem fra begge sider og mødtes på holmen. Og da nu vor herlige hærmand Uffe så de to komme sig imøde, brummede han ligesom en løve fra sit kraftige bryst, og fast i sind nølede han ikke med kækt at stille sig op mod de to udvalgte, omgjordet med det sværd, som hans fader i sin tid havde gemt (hvad vi ovenfor har omtalt), og holdende et andet, draget sværd i sin højre. Såsnart han nu havde dem lige overfor sig, tiltalte han hver især af dem; ja vor udmærkede kæmpe, hvis minde skal være uforgængeligt til evig tid, opæggede selv (hvad der er noget, man ellers kun sjælden læser om, er sket), sine modstandere til kamp med disse ord: "Hvis du", sagde han til kongesønnen, "anspores af attrå efter vort rige, så at du vil vinde vor magts, vort herredømmes og vor rigdoms herligheder, så bør du gå frem mod mig i nærkamp foran din følgesvend, for at du således både kan udvide dit riges grænser og i dine hærmænds påsyn vinde kækheds ry". Men kæmpen tiltalte han på følgende måde: "Her er for dig stedet til at udbrede dit ry for prøvet kækhed, når du går frem mod mig i nærkamp og ikke tøver med også i Danernes påsyn at lægge den glimrende manddom for dagen, som du alt tidligere har vist for Tyskerne. Nu kan du altså forøge dit ry for tapperhed og vente at blive beriget med herlig gavmildheds gave, når du både går frem foran din herre og holder dit værneskjold for ham til hans beskyttelse. Lad derfor, beder jeg dig, din blandt Tyskerne prøvede tapperhed sætte sig til mål at lære Danerne fægtekunstens forskellige regler, for at du til slut, efter at have vundet den ønskede sejr, kan vende hjem til dit eget med sejrsglæde og jubel". Da han var færdig med disse opmuntringsord, huggede han af al magt løs på kæmpens hjælm, så at det sværd, han slog med, brast itu med et brag, der gjaldede over hele hæren. Derover brød Tyskernes skare ud i larmende jubelråb, men Danerne overvældedes af sorg og fortvivlelse og mumlede sagte under suk og hulken. Og da kongen hørte, at hans søns sværd var sprunget sønder, lod han sig flytte ud på randen af broen.

Men nu drog Uffe pludselig det sværd, han var omgjordet med, gav straks kæmpen et blodigt sår i hoften og huggede snart efter også hovedet af ham. Således drev lykken, så ustadigt vekslende som månen, sit spil med begge parter ved snart at begunstige den ene, snart den anden, og dem, som den nys havde forundt stor glæde og jubel, dem betragtede den bagefter med et stedmoderligt blik og et grumt åsyn. Da oldingen hørte dette, fattede han straks mere mod og lod sig flytte tilbage på sin forrige plads. Længe var nu heller ikke sejren tvivlsom. Uffe gjorde nemlig et kraftigt angreb, drev kejserdømmets arving ned til flodbredden, og dræbte ham der uden vanskelighed med sit sværd. Således blev han ene sejrherre over to og gav ved sin berømmelige manddom Danerne en herlig og fyldestgørende oprejsning for den skændsel, der var timedes dem for mange tider siden<ref>Nemlig ved Kætes og Viges drab på kong Adisl; se ovenfor. </ref>. Så måtte da Tyskerne med skam og blusel under hånsord drage hjem til deres eget, efter at deres skvalder og trusler var gjorte til skamme, og senere førte den berømmelige Uffe i fred og ro styret i sit rige.

Uffe avlede en søn, som han gav navnet Dan, og som fik tilnavnet "den overmodige" eller "storladne"<ref>Islænderne kalder denne konge Dan Mikilláti og modsætter ham Olaf Litilláti (som svarer til den danske overleverings Uffe). Sakse søger her at forene dansk og islandsk overlevering. </ref> .

Denne fulgtes på tronen af sin søn Frode med tilnavnet "den gamle". Efter ham tog hans søn Fridlev rigets styr. Dennes søn var Frode hin fredgode<ref>De andre kilder giver ikke Frode den gavmilde, men dennes farfader, Frode (den gamle), tilnavnet "fredgode".</ref>, også kaldet den gavmilde, fordi han lagde sig efter gavmildhed fremfor alle andre dyder; ti han agtede ikke guld og sølv højere end skarn. Efter ham fulgte hans søn Ingild ham på tronen. Efter ham kom der en lang mellemtid på mange år, i hvilke kongerne fulgtes på tronen, ikke af deres sønner, men af deres dattersønner, som dog altså på mødrene side hørte til kongeslægten<ref>. De foregående kongers rækkefølge stemmer nøje med Sakse og rammer utvivlsomt en fællesdansk overlevering, der sikkert må være blevet til længe før Valdemarstiden; men Sven er nu kommet til et punkt i kongerækken, hvor fællesoverleveringen glipper, og hvor Sakse indskyder forskellige sagn, som ikke hører hjemme i den oprindelige Skjoldung-sagnkres (Siklingsagnene, Harald Hildetand m. m.). Det er overensstemmelse med sit løfte om at give en pålidelig dansk kongerække, at Sven udelader alle disse sagn og kun hentyder til dem med en frase om "dattersønner" som tronarvinger, hvorved han bl. a. muligvis tænker på Harald Hildetands tilknytning til den gamle kongeæt (jfr. Sakses 7. bog). </ref>. Ingilds nærmeste efterfølger var Olaf. Denne undertvang med kraft alle de omliggende lande, ja nåede endog på sit sejrstog syv dagsrejser hinsides Donau<ref>Olaf kaldes hos Sven Aggesøn kun Ingilds efterfølger; Sakse kalder ham søn af Ingild, men hentyder iøvrigt til, at hans bedrifter var hyllede i tåge, så at intet sikkert derom kunde berettes. </ref> . — Men for at man nu ikke skal beskylde mig for på fabelagtig eller løgnagtig vis at lade de konger følge umiddelbart efter hverandre, som jeg dog har hørt adskilles ved en ikke ringe tidsafstand, så vil jeg da, idet jeg ikke af ladhed, men tvertimod af mangel på hjemmelsmænd, overspringer mange berømmelige konger, overlade det til min omhyggelige eftermands gransken, ved flittig forsken at føje det til, hvad jeg på grund af svigtende overlevering har udeladt<ref>Idet Sven gør omhyggelig rede for sine grunde til at udelade alle de løse kongesagn, der ikke hørte til Skjoldungrækken (hans ord om manglende hjemmelsmænd må åbenbart ikke forstås således, at han overhovedet ikke kendte disse sagn, idet meningen blot er, at ingen af hans hjemmelsmænd kunde give ham en bestemt ordnet rækkefølge af disse konger), henviser han disse æmner til behandling af eftermanden, hvormed han utvivlsomt mener Sakse, skønt han ikke her, som andetsteds i værket, nævner ham ved navn (sandsynligvis fordi det endnu lå udenfor Sakses plan at medtage Danmarks oldhistorie i sit værk). — Blandt de udeladte konger kan særlig fremhæves Harald Hildetand, der ellers findes i alle kilder, og Snjo, der også rindes i de fleste kongerækker. </ref>.

Efter dette gjorde Sivard, en søn af Regner Lodbrog, indfald i Danmarks rige<ref>Sven går her pludselig over fra sagnkongerne til det 9de årh.s mere historiske konger. Sivard (= Sigurd Snogøje) nævnes i en samtidig tysk årbog som konge år 873 tillige med sin broder Haldan, der også kendes som vikingekonge i England (Northumberland). S. og Haldan nævnes som konger efter Hårek den yngre; hvorledes de er komne i besiddelse af Danmark, vides ikke. </ref>; han holdt slag med kongen, fældede ham og tog selv riget. Da han således havde erobret og besad riget, tog han den fældede konges datter til sin ægtehustru. Efter at han havde kendt kongedatteren på ægteskabelig vis, spurgte hun ham, hvilket navn barnet skulde have, og kongen  svarede hende med de ord, at når fødselen var endt, skulde moderen mindes sit bælte. Da hun så havde overstået fødselsstunden, kaldte hun, med hentydning til ordet "knude", sin søn Knud, såsom (...)<ref> Her maa være et hul i teksten; de manglende ord må antages at have indeholdt en nærmere forklaring af ordspillet med "Knud" (ifølge prof. Gertz's antagelse); rimeligvis en hentydning til, at kongen som ægtemand først løste hendes bæltes knude. </ref>. Han var den første i Danmark, som bar dette navn<ref>Navnet Knud er i Oldtiden sjældent og synes virkelig oprindelig kun at høre hjemme i den danske kongeslægt. Jomsvikingasaga kap. 1 indeholder et meget afvigende navnesagn, som også udleder navnet af ordet "knude". — Denne Knud er iøvrigt vistnok den samme, som den "Harde-Knud", der fra Adam af Bremen kendes som fader til Gorm (den gamle). </ref>. Han var den eneste siden den ovennævnte Frodes tid, der var udsprungen af kongelig æt<ref> Meningen af disse ord er utvivlsomt, at fra nu af følger atter søn efter fader på Danmarks trone — et udtryk for, at Sven nu atter mener at kunne give en pålidelig dansk kongerække (i modsætning til den "mellemtid", da kongerne efterfulgtes af deres "dattersønner", se ovenfor). </ref> . I hans barndom blev Enni-Guup, en sællandsk bonde, sat til rigets vogter<ref>Vi har her en svag og forvansket hjemlig overlevering (jfr. Sakse) om den kong Gnupa af svensk æt, der i 10. årh.s begyndelse (på Gorms tid) har siddet inde med en del af riget, nemlig Sønderjylland, og hvis navn findes på runestenene fra Vedelspang ved Slesvig.</ref>. Men da den nævnte Knud var vokset til og bleven yngling, greb han selv kongespiret. I tidens løb fik han en søn, som han bestemte skulde have navnet Frode<ref>Denne Frode kendes også andensteds fra (han var næppe søn af Knud); han siges at have gjort Englandstog og at være bleven døbt i England; ifølge Roskildekrøniken var det ham, der opførte trefoldighedskirken ved Århus. </ref>. Frode avlede en søn, som han kaldte Harald<ref>Denne Harald er en dobbeltgænger af Harald Blåtand, som allerede findes i Roskildekrøniken, og utvivlsomt er opkommet ved en misforståelse.</ref>. Han efterfulgtes af sin søn og tronarving Gorm Løge<ref> Løge = løj, lad tø'fr. "at løje af"). Som det følgende viser, er denne Gorm den samme som ham, man gerne kalder Gorm den gamle. Det er ikke udelukket, at det af Sven Aggesøn opbevarede tilnavn til Gorm rummer en ret pålidelig efterretning om hans karakter.</ref> , en lad mand, der alene var hengiven til udskejelser og drik. Han havde til hustru hin berømmelige dronning Thyra, som fik tilnavnet "rigets pryd"<ref> I disse ord skjuler sig uden tvivl det fra andre kilder kendte tilnavn Danebod, eller i dets rigtigere form "tanmarkarbut" (jfr. den følgende kapiteloverskrift), således som navnet findes på den mindre Jellingesten (som Gorm satte over Thyra). Navnet betegner hende som den, der bøder på riget, istandsætter riget. </ref> . Om hendes glimrende hæders ry kan jeg ikke tie; ti det er jo sæd at omtale de menneskers storværker, som har vundet sig særlig stort ry.


<center>'''KAPITEL 3'''</center> 
<center>'''Om Thyra Danmarkebot'''</center> 


[[Fil:Thyra Danebod.gif|thumb|400px|En 1800-talls fortolkning av hvordan Tyra Danebod gir ordre om bygge festningsverket Danevirke. Illustrasjon av Lorenz Frølich (1820 - 1908).]] Den nys nævnte Thyra var en kvinde, der udmærkede sig ved alle mulige dyder; ti naturen havde med flid udstyret hende med mange forskellige gaver både på sjæl og legeme. Hendes åsyn var nemlig smykket af sjælden skønhed, og på hendes kinder havde rosen i pagt med liljen malet sit purpurskær. Desuden var hun kysk, tugtig, vittig og fuld af finhed i hele sit væsen. Yderligere havde den guddommelige nåde i hendes sjæl tændt en så stor og glimrende klogskabs lys, at man skulde tro, at hun havde øst Nestors kløgt, Ulysses' snille og Salomons visdom af ét og samme væld. Havde hun blot været tvættet ren i dåbens kilde, kunde man i sandhed have taget hende for dronningen af Saba, som var kommen for at udforske Salomons visdom<ref>Jfr. 1. kong. 10, 1—13. I modsætning til andre kilder opfatter Sven uden videre Thyra som hedning, og det er ikke usandsynligt, at det folkesagn, han følger, rummer den historiske sandhed. </ref>.

På de tider havde kejser Otto lagt Danmark under sig som skatskyldigt land<ref>Det (ganske uhistoriske) folkesagn, som Sven her fortæller, har vel i sin oprindelige skikkelse kun talt om den tyske konge (Sakserkongen) i almindelighed, og når kejseren her kaldes Otto (hvormed sikkert menes Otto den store 986—73), er grunden sikkert den, at Sven eller hans hjemmelsmand ad litterær vej (Adam af Bremen f. ex.) vidste, at kejser Otto var nogenlunde samtidig med Gorm (rettere med Gorms søn Harald Blåtand). Når Sven taler om, at Otto underlagde sig Danmark, er det derfor historisk betydningsløst og endog urigtigt (Ottos søn Otto II gjorde derimod et tog mod Harald Blåtand), og i det hele må sagnets betydning søges i dets vidnesbyrd om Valdemarstidens opfattelse af forholdet til Tyskland. </ref>, uden tvivl på grund af kongens ladhed; thi denne var jo, som vi ovenfor har omtalt, kun hengiven til frådseri og udsvævelser. Ja, kejserens frækhed gik endog så vidt, at han forsøgte at påføre hele riget vanære, han stræbte nemlig at lokke den nys nævnte dronning og hilde hendes kyskhed i sine garn. Han udsendte derfor sendebud, der under påskud af at indkræve skat skulde søge dronningen i hendes bur, bringe hende kejserens hilsen, og tillige byde hende dennes gaver og kongelige skænk. Desuden fik de det hverv at foresnakke dronningen, hvor meget bedre hun kunde stå sig ved at være kejserinde og styre det romerske rige end at være enten en skatskyldig fyrstes hustru eller i det mindste kun dronning over et ganske uanseligt kongerige — siden hun jo besad ikke blot en fremtrædende og pragtfuld legemsskønhed, men ogsaa en enestående åndens visdom. "Lad derfor", siger de, "Eders sunde forstand bestemme sig til ikke uoverlagt at afslå den tilbudte magt, og lad det også være et bevis på Eders høje klogskab, at I hellere med urokkelig fasthed vil gemme en så berømmelig fyrstes navn og højhed i Eders hengivenheds skød end undlade at gengælde med de samme følelser den store højagtelse og kærlighed, som han omfatter Eder med."

Efterat dronning Thyra havde hørt dette, æskede hun betænkningstid, for at hun kunde udfinde et velvilligt og passende svar, der kunde veje lige op imod så artig en hilsen. Da imidlertid afsendingene kun gjorde et kort ophold dér, nødte den ved løftet<ref>Nemlig om svar. </ref> pådragne forpligtelse dronningen mere tvingende til at finde en udvej i den foreliggende sag. Omsider, da hine spurgte, hvad svar de skulde bringe hjem til deres herre, havde hin berømmelige heltinde, der fremfor nogen anden fortjente dronningenavn, i sin ædle sjæl udtænkt en sindrig list, og hun gav sig da til at smigre dem med de sødeste ord og erklærede sig rede til at opfylde deres herres ønske. Det var imidlertid, påviste hun, en vanskelig sag for hende at indlade sig på, således at vrage sin retmæssige mands seng for, som en horkvinde, at flyve lige ind i ægteskab med en anden mand. En anselig sum penge, lod hun dem forstå, var altså nødvendig, til at forsone og bøde på et så dristigt foretagende og en gerning, der i den grad kunde bringe hende i vanry. Hvis de derfor higede efter at få deres ønske opfyldt, måtte de overlade hende tre års skat. Uden tøven drog så afsendingene meget hastigt afsted til kejseren for at meddele ham både dronningens svar og det vilkår, det indeholdt. Da kejseren havde hørt dette, lovede han med oprømt åsyn og stor glæde, hvad Thyra havde krævet; kun måtte hun til betryggelse af aftalen give gidsler. Straks ilede afsendingene tilbage til Danmark og meddelte dronningen kejserens vilje; tillige krævede de gidsler af hende, for at aftalen des mere fast og sikkert kunde stå ved magt. Uden tøven udvalgtes tolv højbårne heltesønner til gidsler, og dem tog afsendingene med sig til Saksen<ref> Når der her ikke tales om kejserdømmet i almindelighed, men kun om det til Danmark grænsende tyske landskab, svarer dette til, at folkesagnet i sin oprindelige skikkelse næppe har talt om den tyske kejser, men om Sakserkongen; jfr. Uffesagnet. </ref>.

Imidlertid lod dronningen over hele riget udgå det lovbud, at alt folket hele riget over skulde samles til stævne nær ved Slesvig som mødested; og hun bød så alle bofaste mænd i riget, med egne hænder at arbejde på en vældig vold, som hun havde fattet den plan at opføre i hast. Var der nogen, der trykkedes af mangel på formue, gav hun dem hjælp og understøttelse af skatten; og hun anvendte altså til et sådant værk de penge, hun ved list havde skaffet sig. Der var ingen, som hun gav lov til at unddrage sig; nej, ynglinge, oldinge og fuldvoksne mænd, alle sammen måtte de i deres sved arbejde på det nysnævnte værk, og kun de gik fri, der hindredes enten af alt for spæd barndom eller af kraftløs alderdom. I den grad hvilede der nemlig en tvang over alle til at adlyde, at alle, rige og fattige uden forskel måtte arbejde på dronningens marker og jorder ligesom landboer<ref>Ved landbo forstodes den mand, der havde lejet en anden mands jord til dyrkning mod en bestemt afgift og således ikke selv var jordejer. Sådanne landboer (fæstebønder) indtog som regel en mindre anset stilling i samfundet end de egentlige "adelbønder" (selvejere). </ref>. Ti paa den tid besad kongerne al jord i riget med ejendomsret, alt eftersom hver af dem fik styret i riget<ref>Den hos Valdemarstidens historieskrivere almindelige opfattelse af Oldtidens forhold som langt større og herligere end de senere tiders fører her Sven Aggesøn til at tillægge Oldtidskongedømmet en langt større magtfylde, end det nogensinde kan have haft. Kongen har sikkert aldrig gjort ejendomsret gældende til al jord i landet, men kun til det, som ingen andre ejede: store skove (almindinger), større åer og søer osv. — På den anden side kunde det muligvis tænkes, at Svens ord måtte opfattes på samme måde som den tilsvarende norske tradition om, at Harald Hårfager tilegnede sig al odel og gjorde alle bønder til sine lejlændinge (svarende til dansk landbo, jfr. ovenfor): som en levning af en ældgammel opfattelse, der betragtede kongens ret til at kræve lydighed af enhver som et indgreb i personlig frihed og hans ret til at kræve skatter og afgifter som en ophævelse af al egentlig ejendomsret. — I så fald har da Sven, som rimeligt er, taget den gamle overlevering om kongernes ejendomsret til al jord ganske bogstavelig, og på denne måde passede den jo også meget godt til hans forestillinger om Oldtidskongedømmets storhed (jfr. ovenfor). </ref>. Så opførte da først Thyra det herlige virke, som siden altid har hegnet Danerne som et gærde og været dem det tryggeste værn mod tysk rasen<ref>Denne kerne af det ellers i alle enkeltheder uhistoriske sagn må der sikkert ligge noget virkeligt til grund for; i hvert fald vides det af samtidige kilder, at Danevirke fandtes på kejser Otto II's tid, da han 974 gjorde tog mod Harald Blåtand, medens det aldrig nævnes før denne tid; og herpå tyder også Thyras tilnavn Danebod eller i dets rigtigere form: "tanmarkarbut" : "den, der bøder på Danmark". Det må derfor antages, at folkesagnet med rette nævner Thyra som den, der (muligvis i fællesskab med sønnen Harald, som Sakse beretter) opførte den ny grænsevold. — Thyras vold bestod af jord, afstivet med svære træstammer og stenlag, og var l 2 / 2 mil lang; den står for en stor del endnu.</ref> .

Da hun nu alt i to år havde arbejdet herpå, kom dette store byggeforetagendes berømmelige ry for kejserens øren, og denne lod derfor for anden gang afsendinge drage til Danmark, der snildt skulde udspørge dronningen, hvorfor hun dog anstrengte sig med et så stort værk — hvis hun da ikke pønsede paa at bryde aftalen. Herpå gav den ordsnilde dronning følgende svar: "Ikke noksom kan jeg undre mig over, hvor det kan være, at en fyrste af en så fremragende forstand, hvis trone guddommens nåde næsten har hævet op til stjernerne, og som ved sin indsigtsfulde kløgt har lagt så mange vilde folkeslag ind under sit herredømme - at han vil nedlade sig til at forske efter dybtgående planer hos en enfoldig kvinde. Jeg kan nemlig ikke tænke mig, at det skulde være forblevet skjult for hans snilde blik, hvad jo ogsaa eders erfaring alt har indset, at der for alt samkvem med vort land, til fods som til hest, kun staar én vej åben, der fører over en ikke ret stor flad slette; og for den har jeg nu skudt en vældig murs slå i den hensigt, at medens døren hidtil stod på vid gab for hele riget, skal nu, idet vejen næsten er spærret ved murens hindring, en ganske snever port holde dem tilbage, der vil ud. Når jeg nemlig tro har opfyldt min herres ønske og føjet mig efter eders vilje, så vil den almindelige ledingshær, som vort folk i sin grumhed uden tvivl vil opbyde imod mig, med lethed kunde hindres i at forfølge os, når et så mægtigt virke spærrer dem vejen." Da afsendingene hørte dette, priste de den berømmelige kvindes snille såvel som hendes veltalenhed i høje toner; og, sikre på deres ønskes opfyldelse, ilede de glade hjem til deres eget.

Imidlertid arbejdede dronningen med end større iver videre på det påbegyndte værk; og således spottede kvindesnille tysk hovmod. Men da så tre års tid var runden, stod det sindrige byggeforetagende fuldt færdigt, overmåde stateligt prydet med tinder. Efterkommerne har givet det navnet Danevirke, fordi det blev bragt i stand og fuldført ved Danernes sved<ref> I virkeligheden betyder ordet  "virke" det samme som værn (befæstningsanlæg), og er ikke det samme ord som "værk", hvilket sidste Sven Aggesøn tænker på. </ref>.  Og dronning Thyra, ved hvis klogskab Danernes frihed både er vunden og styrket, gav de ej med urette navn af Danmarks pryd<ref>Om Thyras tilnavn Danmarkebot se ovenfor.</ref> .

Nu varede det ikke længe, før kejseren bød udvalgte krigere fra sit kejserdømme at drage til Danmark i et prægtigt optog for at gaa dronningen i møde. De ledsagedes da også under stor jubel af en skare legere, der lod fedler, cithere, strengeleg og pavker klinge<ref>Sven nærer ikke blot uvilje mod tysk hovmod, men også mod tysk blødagtighed (jfr. Sakses fortælling om Starkad og Ingild); mange af de udenlandske sæder trængte dog igennem, og bl. a. var "legeren" en sikker gæst ved den senere Middelalders fester og gilder ("der var ikke guld for legeren spart").</ref>. Efter at have rejst deres telte ved Ejderen, ventede de her på dronningens ankomst; til Danmark sendte de kun et lille udvalg af stormænd, der skulde udforske dronningens stemning. Da Thyra havde erfaret deres ankomst, samlede hun dér de viseste mænd i sit rige, og i alle disses påhør tiltalte og svarede hun dem således: "Hvad kejseren kræver, nægter jeg; hvad han begærer, afslår jeg, og hvad han attrår, skyr jeg, på det, at jeg ikke som overløber og horkvinde på én gang skal påføre mit rige skam, mit køn blusel, og mine undersåtter vanære. Når I nemlig foreholder mig kongens, min husbonds, ladhed, så må I dog ikke tro, at der heri møder mig nogen hindring; thi hele riget lyder alene mit vink, og ingen retssag eller trætte endes uden mit samtykke, så at jeg gælder for konge og dronning på én gang og nyder begges hæder. Og kongen har da for resten, må I vide, i al fald det adelsmærke at pryde sig med, at han i alle henseender stammer fra kongelig slægt. Kan han derfor end ikke måle sig med kejseren i magtfylde, så står han dog ingenlunde tilbage for ham i kongelig byrd. Og for at slutte med et kort ord: jeg skal nok med min kraftige højre snart frigøre Danerne fra skatskyldighedens trældomsåg, og vil aldeles ikke vise jer nogen hyldings ærbødighed". Ved at høre dette ganske uventede svar blev afsendingene helt bestyrtede, så de tabte mund og mæle, og forvirrede vendte de tilbage til de før omtalte fornemme mænds telte. Her strømmede disse stormænds skare sammen og flokkede sig om dem, idet de spurgte dem, hvad grunden var til, at de med en så ilsom hast fremskyndede deres hjemfærd. Og hine nølede ikke med at berette, hvordan de fuldstændig var blevne skuffede i deres forhåbninger og dårede af en kvindes list. — Da nu dette rygtedes, blev der straks givet det bud, at gidslerne skulde dømmes til døden. At dette vilde blive sagens udfald, havde hin berømmelige dronning, såsom hun ikke var uden evne til at skønne om fremtiden, rigtignok alt længe i forvejen forudset; men hun havde ment, det var bedre at ofre nogle få til døden og derved løskøbe hele riget af trældom, end trælle sig ihjel for fremmede. — Således blev de ærgerrige Tyskere gjorte til skamme, deres jubel vendtes til kvide, og de vendte straks derefter hjem med sorg og suk. —

Da hin berømmelige dronning tillige med sin husbond, kongen, havde fuldendt sit åremål, så lod deres søn Harald Blåtand, der også arvede kronen, efter sine hedenske landsmænds skik begge sine forældre jorde i to ens tvillinghøje som stolte gravmæler, tæt ved kongsgården i Jellinge<ref>De to høje findes som bekendt endnu og bærer vidne om den gamle hedenske gravskik, som snart efter ophørte (Harald selv begravedes i Trefoldighedskirken i Roskilde). Ved undersøgelser i vort årh. fandtes kun i den nordre høj et af egeplanker tømret anseligt gravkammer; i den søndre høj fandtes intet, og denne høj har vel snarest været en mindehøj over forældrene, som Harald har opført. Bekendte er de to til højene hørende runestene, hvis indskrifter i oversættelse lyder: 1) Gorm konge gjorde dette mindesmærke efter Thyra sin kone, Danmarks bod; 2) Harald konge bad gøre dette mindesmærke efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne.</ref>.


<center>'''KAPITEL 4'''</center> 
<center>'''Om Harald Blåtand'''</center>

 
[[Fil:Harald Blåtand (Roskilde Domkirke).JPG|thumb|300px||Harald Blåtand, kalkmaleri fra 1500-tallet i Roskilde Domkirke.]] Denne Harald styrede lang tid efter land og rige med sit kongespir. Han var den første, der udspyede hedenskabets vederstyggeligheder og tilbad Kristi kors<ref>Haralds omvendelse til kristendommen (ved bisp Poppos jernbyrd o. 960) var i virkeligheden afgørende for den nye religions endelige sejr i landet.</ref>.

Da han opbød sin hær for at få en vældig sten slæbt afsted, som han havde besluttet at rejse på sin moders gravhøj som mindesmærke over hende, opstod der oprør blandt folket både på grund af den ny gudsdyrkelses skik og for det utålelige trældomsågs skyld, og folkerøret tog til at bruse så højt, at almuen i sit raseri fordrev selve kongen fra riget. Denne tog i ilsom fart flugten, ti frygten gav hans fødder vinger<ref>Jfr. Vergils Æneide VIII, 224. </ref>, og drog som landflygtig mand helt over til Vendland, hvor han, efter at have opnået fred, skal være bleven den første grundlægger af den by, som kaldes Jomsborg<ref>Folkesagnet om stenen til Thyras gravhøj findes i en fyldigere skikkelse hos Sakse; om der ligger noget historisk til grund derfor, er det næppe muligt at afgøre; historisk sikkert er det kun, at Haralds søn Sven i faderens senere år gjorde oprør mod ham, og at Harald måtte flygte til Jomsborg, hvor han døde. — Den blomstrende købstad ved Odermundingen Jomsborg var vel ikke anlagt af Harald Blåtand, men det hos Sven og Sakse opbevarede folkesagn, der kalder Harald Jomsborgs grundlægger, rummer dog en utvivlsom historisk kerne, idet Harald har underlagt sig de vendiske lande ved Odermundingen og lagt en del af sin hird, der dannede et særligt krigersamfund ("Jomsvikinger"), som besætning i Jomsborg, for at sikre sit herredømme i disse egne. Haralds "grundlæggelse" af Jomsborg må således selvfølgelig ikke, som her hos Sven Aggesøn, henføres til hans landflygtighed, og nogen kronologisk rækkefølge af begivenhederne må man i det hele mindst af alt vente hos Sven Aggesøn.</ref>. Denne bys mure har jeg Sven selv set ærkebisp Absalon jævne med jorden<ref>Jomsborg, der allerede i 11. årh. var bleven en ren vendisk købstad ligesom tidligere, ødelagdes af Absalon 1164 efter den store sejr over Bogislav ved Rygen; Sven er med rette stolt over at have været med på dette afgørende Vendertog. </ref>. — I Haralds landflygtighed sattes hans søn Sven med tilnavnet Tjugeskæg<ref>Tjugeskæg &#596;: tyveskæg, forkeskæg (tvedelt skæg).</ref> i hans sted over riget. Han antog som en sand tilbeder af Gud troen på den hellige treenighed, som hans fader i sin landflygtighed omsider havde bortkastet, og genfødt i den hellige dåbs bad, bød han, at Guds ords sæd skulde udbredes over hele landet<ref>Sven afviger her fuldstændig fra den almindelige kirkelige opfattelse (der bl. a. også til dels findes hos Sakse), og som væsentlig stammer fra Adam af Bremen. Denne, der for en stor del bygger på meddelelser fra Sven Estridsøn, omgiver nemlig Haralds minde med en art helgenglorie, medens sønnen Sven opfattes som den grummeste hedning og fadermorder. I modsætning til denne forvrængede kirkelige opfattelse giver Sven Aggesøn (og til dels de islandske sagaer) os den folkelige overleverings opfattelse, som ikke er Harald Blåtand gunstig, men nærmest sympatiserer med Sven Tjugeskægs raske kæmpeskikkelse. Når folkesagnet på Valdemarernes tid opfatter Sven Tjugeskæg som kristen, står det da den historiske sandhed langt nærmere end Adam af Bremens ganske urigtige opfattelse af Sven som en vild hedning, der forfulgte de kristne. Men når den folkelige sympati for sønnen går så vidt, at folkesagnet taler om, at Harald Blåtand faldt fra kristendommen igen, er det sikkert et godt stykke på den anden side af den historiske sandhed.</ref> .

Efter nogen tids forløb indfandt der sig afsendinge hos ham, som skulde bestræbe sig for at vende den splid til enighed, der var opstået mellem faderen og hans søn, der sad på kongetronen. Kong Sven aftalte da, at hans fader med Venderne skulde møde ham i Grønsund for at underhandle om fred. Da kongen så til den fastsatte tid var kommen derhen med Danehæren, måtte han længe vente paa sin faders ankomst. — Imidlertid havde den landflygtige Harald, efter tilskyndelse af sin rådgiver, en mand ved Navn Palnes Toke<ref>Mandens egentlige navn er Toke (som også Sakse kalder ham); men foran dette er (som kendingsnavn) stillet hans faders navn i genitiv (Palna-Toke); i denne form findes navnet foruden hos Sven også i de islandske sagaer.</ref>, ladet sig bygge et langskib, der løb let for årerne, bemandet det med de mest prøvede søfolk og sat den nævnte Palne<ref>Navnet Palne må ved en misforståelse være indkommet her i steden for Toke. </ref> til styrmand på det. Denne drog nu i ilsom fart hen for at møde kongen; og da han var kommen i nærheden af Danehæren, lod han årerne anbringe i række ved tofterne og bagstavnen på sit skib lægge tæt op til bagstavnen på kongens, idet han havde fundet på en listig plan. Da alt således var ordnet, vækkede han i al stilhed ved dagens første lysning kongen, der lå og sov på sit leje. Kongen vågnede og spurgte, hvad der var på færde. "Det er os", svarede han, "din faders afsendinge, som er komne herover til dig for at forhandle om fred". Da kongen hørte dette, ønskede han at få nøjagtigere besked om, hvorledes det stod til med hans fader, og stak derfor hovedet lidt ud over skibets ræling. Straks greb da den nævnte Palnatoke<ref>Teksten har her (mindre rigtigt): Palne Toke. </ref> ham fat ved ørerne og håret, og da han i legemskraft var den stærkeste, var al kongens modstand forgæves, så han fik halet denne, mod hans vilje, over i skibet til sig, hvorpå han skyndsomt tog flugten med kraftige åretag, uden at kongens svage råb nyttede noget, da ingen af de andre anede noget om sagen; og han helmede ikke eller blev træt af anstrengelsen, før han var kommen til den førnævnte by<ref>Der menes Jomsborg. </ref>. Da Venderne<ref>Sven Aggesøn opfatter ganske naturligt Jomsborgs indbyggere, Haralds og Palnatokes folk, som Vender, hvad de jo var på hans tid; men folkesagnet handler utvivlsomt om kong Svens tilfangetagelse ved Jomsvikinger (se nedenfor).</ref> nu fik ham at se, opstod der røre i folket, og man dømte fangen til forskellige dødsmåder og udsøgte pinsler. Men stormændenes udvalgte skare havde forstandigere tanker og trængte igennem dermed. De anså det nemlig for rådeligere at lade ham blive købt fri mod en mægtig sum løsepenge, så Venden derved kunde blive rigt og glæde sig ved evig rigdom, medens Danernes hjælpekilder var udtømte; det var bedre end, at han skulde blive dræbt og omkomme ved en kortvarig død. Ti det vilde kun lidet fremme deres fælles bedste, hvis fangen dømtes til død og undergang. Der beskikkedes derfor afsendinge, som skulde melde Danerne, at de måtte løskøbe deres konge for hans tredobbelte vægt i guld og sølv. Dette tøvede man ej heller længe med at gøre. Man fik nemlig så godt som hele rigets formue samlet sammen på ét sted, og da Venderne så med den fangne konge gav møde ved Vindingå<ref>ved Nyborg på Fyn. </ref>, undslog Danerne sig ikke for at løskøbe Sven. Men da skatten ikke slog til til hans løskøbelse, besluttede fruerne at udfylde løsesummen ved at lægge deres smykker til; og ringe, armbånd, ørenringe, halskæder, kort sagt, alle de klenodier, de ejede, ofrede de for at udfri kongen. Efter at dette var fuldbragt, fik Danerne da for første gang af kongen skove og lunde at bruge i fællesskab. Også kvinderne, der før havde været ganske udelukkede fra fædrenearv, fik nu det til tak for fruernes mod ham udviste hengivenhed og ydelse af velgerninger, at han første gang bestemte, at for fremtiden skulde søster tage halv lod mod broder ved arvedeling. Han anså det nemlig i alle måder at være ret og billigt at lønne dette bevis på oprigtig hengivenhed med en tilsvarende velvilje og tak<ref>Kernen i det af Sven fortalte sagn, som i en lignende skikkelse findes hos Sakse og Islændingene, må utvivlsomt være historisk sand, at nemlig kong Sven engang er bleven tagen til fange af kong Haralds tro mænd Jomsvikingerne, men atter udløst mod en meget stor løsesum; hertil hentyder allerede Adam af Bremen. De nærmere omstændigheder er det derimod næppe muligt at slå sikkert fast. Vel stemmer sagnformerne godt overens om den listige måde for kong Svens tilfangetagelse, men på andre punkter er der store afvigelser. Sven Aggesøn er den eneste, der lader begivenheden foregå i Haralds levende live; på dette punkt rummer måske snarere de andre kilders sagnform den historiske sandhed, så at begivenheden snarere bør henlægges til Sven Tjugeskægs første kongeår. Fremdeles er Sven Aggesøn ene om at lade Palnatoke tage kongen til fange, medens Islænderne nævner Jomsvikingehøvdingen  Sigvald. Sagnene om Palnatoke er ganske vist i høj Grad forvirrede, upålidelige og omdannede; men såfremt den af Islænderne opbevarede overlevering om Palnatoke som høvding i Jomsborg rummer en rigtig historisk kerne (hvad der vel er nogen grund til at antage), må man sige, at dette nærmest taler for rigtigheden af den hos Sven Aggesøn opbevarede sagnform, der kalder Palnatoke kong Haralds mand og rådgiver; ti har Palnatoke været høvding i Jomsborg, må han have været det som kong Haralds mand. (De bekendte sagn om Palnatokes fjendskab mod Harald Blåtand og anledningerne dertil kan ikke opfattes som historiske.) — Til det skønne sagn om Svens løskøbelse ved undersåtternes (særlig kvindernes) ofre knytter den danske overlevering hos Sven og Sakse to lovsagn, der henfører den fælles brugsret til skovene, samt søsters ret til halv arv med broder, til Sven Tjugeskæg. Begge disse retsinstitutioner hørte på Valdemarernes tid til gammel sædvaneret, og lovsagnet giver dem just præg af ælde ved at henføre dem til en konge, hvis kongetid lå så langt tilbage i tiden. Hvad selve disse lovbestemmelser angår, er det utvivlsomt, at der har været en tid, da kvinden overhovedet ingen arveret havde, og det tidspunkt, da kvinden fik den halve arveret hun havde Middelalderen igennem, må snarest (med lovsagnet) sættes til overgangstiden mellem Oldtid og Middelalder; nogen ligefrem lovændring herom må man dog selvfølgelig ikke tænke sig vedtaget. Den gængse ret til fælles brug af almindingerne (skovene, af hvilke kongen ejede de største) må derimod have været en ældgammel sædvaneret, hvis opståen der næppe er nogen særlig grund til at henføre til denne tid.</ref>.


<center>'''KAPITEL 5'''</center> 
<center>'''Om Knud den Store'''</center>
 

[[Fil:Knut der Große cropped.jpg|thumb|300px|Knud den store, portrett i innfelt forbokstav  i et 1300-talls manuskript.]]Efter Svens død fulgte hans søn Knud, som man også kaldte Gamle Knud<ref>Således kaldtes han utvivlsomt i modsætning til senere konger og kongeætlinge af dette navn. </ref>, ham på tronen. Han udvidede med en forbavsende dygtighed og kraft sit riges grænser; thi fra det yderste Thule<ref>Det yderste Thule betegner hos klassikerne Norden (i al almindelighed).</ref> og næsten lige ned til Grækernes kejserdømme lagde han ved mangfoldig manddomsdåd alle landene trindt omkring under sit herredømme; han undertvang nemlig Irland, England, Frankrig, Italien, Lombardiet, Tyskland, Norge, Vendland og Samland<ref>Medens alt, hvad Sven hidtil har fortalt, er virkelige folkesagn fra Valdemarernes tid, er hans fortællinger om Knud den store og hans nærmeste efterfølgere øste af en mere plumret kilde og bærer præg af en vis (halv-)lærd sagndannelse, der for en stor del må gå tilbage til misforstået litterær viden, navnlig erhvervet ved læsning af Adam af Bremen. — Netop den lange opregning af Knuds erobringer kan ikke stamme fra ægte folkeoverlevering, men må have den før antydede oprindelse; iøvrigt er den ved hele sin ganske uhistoriske karakter et mærkeligt vidnesbyrd om, hvor formørket mindet om Knud var på Valdemarernes tid, idet kun et tåget billede af den vældige erobrer var blevet tilbage i folkets bevidsthed. — Af de ni opregnede lande, må de fem slettes (Irland, Frankrig, Italien, Lombardiet, Tyskland); tilbage står England (vundet 1015—16), Norge (vundet 1028), Vendland, hvor Knud havde en betydelig magt, og hvor hans svoger Ulf en tid lang var jarl, samt Samland (= Preussen), som Knud synes at have gjort tog til 1023. </ref>. Knud var også den første, der, medens han herskede i fred og ro i England, udstedte hærlove, som vi med tiden efter vor ringe ævne skal komme ind på<ref> Ved > hærlove" må forstås den såkaldte "Vederlov", gældende for "Thinglid", en skare al 3000 udvalgte krigere ("huskarle"), som Knud oprettede, og som dannede en art udvidet hird. Vederloven, der giver regler for hirdmænds forhold indbyrdes og til kongen, betragtedes senere som gældende for det samfund af stormænd, særlig knyttede til kongen (Vederlaget), der i Danmark udviklede sig af kongens snevrere hirdfølge, og overleveringen opfattede Knud som den, der først havde givet denne hirdlov for det af ham oprettede "Thinglid". — Sven Aggesøn giver her et løfte om senere at behandle Vederloven, hvad han også virkelig gør i et særskilt skrift (se indledningen).</ref> .

Hans datter var Gunhild, en berømmelig kvinde, der forenedes i ægteskab med kejser Henrik, søn af kejser Konrad<ref>Ægteskabet mellem Henrik og Gunhild aftaltes 1035, men fuldbyrdedes først efter Knuds død (1036), og Gunhild døde allerede 1038, året inden Henrik (III) blev kejser.</ref>. Da denne ved en oprørsk rejsning af Romerne var bleven fordrevet fra sin kongestol, vendte han sig til sin svigerfader og bønfaldt ham om hjælp. Herved fik den herlige og berømmelige Knud en god lejlighed til at samle sin hær og drage plyndrende ned først gennem Frankrige; derfra gik han videre og hærgede Lombardiet tillige med Italien, og tvang dernæst ved mangfoldig heltedåd Romerne til at overgive deres stad til ham; endelig genindsatte han sin svigersøn kejseren på hans trone<ref>Dette sagn, der gentages hos Sakse, er indtil de mindste enkeltheder fuldstændig uhistorisk. Noget folkesagn kan det ifølge hele sin karakter ikke være: det er utvivlsomt en lærd sagndannelse, muligvis på grundlag af Adam af Bremen. I al fald findes hos denne en (ligeledes urigtig) fremstilling, der, misforstået, kan danne et fortræffeligt grundlag for denne sagndannelse. Adam beretter nemlig om Henriks giftermål med Knuds datter og tilføjer derefter: "Med disse (&#596;: Henrik og Gunhild) drog han (&#596;: kejser Ronrad) med kongelig prunk til Italien for at pleje ret i riget, og til ledsager på rejsen havde han kong Knud, der ved sin magt over tre riger indjog barbariske folkefærd stor skræk". Med de "barbariske" folkefærd mener Adam selvfølgelig folkene i Norden; men en Nordbo, der læste disse ord, vilde snarere naturlig opfatte dem som mente om de sydligere folkeslag; og i så fald vilde det ingenlunde ligge fjernt at opfatte Adams ord, som om meningen var, at Konrad måtte have Knud med til Italien for at indjage sine undersåtter skræk; men hermed er vi midt i sagndannelsen. — Adams ord er iøvrigt så historisk urigtige som vel muligt; Knud har aldrig ledsaget den tyske kejser til Rom, men mødtes 1027 med Konrad i Rom og var tilstede ved hans kejserkroning; Henriks og Gunhilds giftermål fandt først sted 9 år efter.</ref> . Derefter drog han i stort festoptog lige til Frankrig, og kom også til Tours, hvorfra han med magt førte den hellige Martins levninger med sig til Rothomag, fordi han elskede denne by i ganske særlig grad fremfor andre<ref>Sven opfatter åbenbart Frankrig nærmest som hørende med til kejserens verdensrige. Det er overflødigt at nævne, at Knud i virkeligheden aldrig er draget gennem Frankrig undtagen på den nævnte ganske fredelige pilegrims færd til Rom (1027). — Den hellige Martin, en højt anset helgen, var bisp i Tours (f 400). Historien om flytningen af hans ben fra Tours til Rouen er ligesom alt det øvrige grebet ud af luften.</ref>. Den nævnte Knud avlede fremdeles to sønner; af disse kaldte han den ene ved sit eget navn, og denne søn fik blandt folket tilnavnet "Hårde", ikke fordi han var hård eller grum, men af den grund, at således lød navnet på den landsdel, hvorfra han stammede ved sin fødsel<ref>Sven tænker på Harsyssel (gl-dansk Hardesyssel) i det nordvestlige Jylland. Hardeme er en gammel jysk folkestamme, der alt nævnes hos Oldtidsforfatteren Ptolemæus (2. årh. e. Kr.). </ref>. Ham satte hans fader til konge over Danmark. Den anden gav han navnet Sven og overlod ham Norge til at styre. Selv styrede han England i henved halvtredje årti med kongelig myndighed. Endnu i faderens levende live endte dog hans ovennævnte to sønner deres livs dage<ref>Også mindet om Knuds sønner har på Valdemarernes tid været svagt og forvansket. Et dunkelt minde om deres korte levetid er blevet til det hos Sakse gentagne urigtige sagn om alle sønnernes død før faderen; og den ene søn, Harald (Harefod), der efter Knuds død tog magten i England, omtales slet ikke. Rigtigt er det, at Knud satte Hardeknud over Danmark, Sven over Norge (o. 1028), medens han selv opholdt sig mest i England (netop denne sidste omstændighed er sikkert en af hovedgrundene til den danske overleverings magerhed). Angivelsen af Knuds kongetid viser, at Sven deler den urigtige opfattelse, som bl. a. kommer til orde hos Islænderne, ved at lade Knud komme alt for tidlig på tronen (efter den islandske beregning 1006). </ref>. Da kong Knud nu fik at høre, at hans fædrene rige havde mistet sin styrer, vendte han hurtig hjem til Danmark. Og fordi kirken i Danmark endnu var en ny plantning, førte han mange bisper og præster med sig derover; af disse beholdt han nogle hos sig, og udsendte andre for at prædike. Disse spredte sig over hele Svealand, Gøtaland og Norge, ja, nåede endog over til Island, udbredte Gudsordets sæd og vandt mange sjæle for Kristus. Blandt disse var bisperne Gerbrand og Rodulf; af dem satte han Gerbrand til den første forstander for Roskildekirken, medens han gav Rodulf kirken i Slesvig at styre<ref>Her mærker man stærkt den præstelige hjemmelsmand, der har sin viden — dog ikke på første hånd — fra Adam af Bremen. Når Knud opfattes som den, der organiserer en stor mission til hele Norden, er det dog ikke rigtigt, da Norden (undtagen Svealand) væsentlig var kristnet. — De to bisper, som nævnes, hører begge til Knuds tid; de var begge tyske af fødsel, men Gerbrand (der ikke var den første, men den næstførste Roskildebisp) var viet til bisp i England. </ref>. Da han imidlertid ikke ene kunde tage vare på flere riger, hædrede han sin søstersøn Sven med kongeværdigheden, skønt han endnu var et barn, og overlod ham Danmark at styre<ref> Sagnet, der urigtigt opfatter Knuds sønner som døde før faderen, har selvfølgelig lige så lidt ret i at lade Knud indsætte Sven til konge (hvorved ganske vist den middelalderlige kongeæts stamfader får en mere legitim støtte for sin trone). Sven var vistnok af Harde-Knud sat til jarl (over flåden).</ref>. Svens fader var Ulf med tilnavnet Sprakeleg, og hans moder kongens søster Estrid<ref>Ifølge de andre kilder var Sprakeleg ikke Ulfs, men dennes fader Thorgils tilnavn. Nogle har opfattet denne Thorgils som søn af den svenske kongeætling Styrbjørn.</ref>.

Efter kong Knuds død tog hans søstersøn Sven, der allerede forud var indviet af sin morbroder, rigets styr. Kun kort tid fik han lov til at sidde i fred og ro. Ti Norges konge Magnus, en frillesøn af den hellige kong Olaf, udrustede en flåde og drog mod Danmark. Kong Sven gik imod ham og indlod sig i et søslag med ham ved Helgenæs; her sejrede Magnus og vandt Jylland, Fyn og Vendland. Da sejrherren så tænkte på at forfølge Sven over til Skåne, fandt han ved et uforudset tilfælde sin død på Sælland, idet hans ustyrlige hest styrtede med ham og kastede ham af mod et træ. Herefter kom Sven atter på tronen og havde styret af riget i fred<ref>Den folkelige overlevering, som Sven Aggesøn utvivlsomt her atter følger, har åbenbart bevaret ikke få træk fra Svens kamp om kongedømmet med Magnus. At Sven i førstningen måtte anerkende Magnus som konge og blive hans jarl, er dog glemt; og af de mange kampe er kun bevaret mindet om en enkelt (ved Helgenæs på Jyllands østkyst), der vistnok fandt sted 1044. Sven Aggesøn antyder i overensstemmelse med andre kilder, at Magnus særlig fandt støtte i det vestlige, Sven i det østlige Danmark, og synes også at hentyde til Magnus' heldige Venderkampe. Om Magnus' dødsmåde har Sven Aggesøn og Sakse samme beretning; Adam af Bremen og sagaerne beretter, at han døde ombord på sit skib; efterretningerne kan dog ikke siges at være uforenelige. — Medens mindet om Svens kampe med Magnus holdt sig, har man åbenbart hurtig glemt Harald Hårdrådes langvarige vikingetog mod ham; men disse var jo heller aldrig af den betydning, at de virkelig truede hans trone.</ref> .

Sven har hos bøndernes mængde fået navnet kongefader, fordi han havde et overordentlig talrigt afkom af sønner. Af disse prunkede fem med kongekronen, den ene efter den anden. Deres bedrifter har jeg anset det for overflødigt at skænke en udtømmende omtale, for at ikke hyppig gentagelse af det samme skal avle kedsomhed hos læserne; ti efter den berømte ærkebisp Absalons meddelelse har min teltfælle Sakse besluttet at give en vidtløftigere fremstilling af alle disses bedrifter i en skønnere stil<ref>Sven Aggesøns ytring her er af afgørende betydning for forståelsen af Sakses værks tilblivelseshistorie, idet den tydelig viser, at Sakses oprindelige plan kun omfattede Svenssønnernes (og deres efterfølgeres) historie, og denne del af Sakses historiske værk er således affattet før hans oldhistorie. Sven ser med beundring hen til Sakses lærdom og større stilistiske færdighed; når han kalder Sakse for sin teltfælle, hentyder han dermed sandsynligvis til fælles deltagelse i Venderkampe. </ref> .

Dog bør det ikke forbigås i tavshed, at det var hævd og skik fra forfædrenes tid, at ved kongernes indvielse hele Danernes mængde strømmede sammen på Isøre, for at kongsæmnerne på dette sted med alle undersåtternes stemme og samtykke kunde erhverve kongenavn og kongemagt<ref>Utvivlsomt var det i den ældste Middelalder en stående skik, at den ny konge ved tronskiftet anerkendtes af en valgforsamling. Når både Sven Aggesøn og Sakse mener at kunne fastslå Isøre (ved Isefjords indløb) som stående mødested, samtidig med at de betoner den absolute nødvendighed af, at forsamlingen er en rigsforsamling (for alle Daner), må man imidlertid antage, at deres fædrelandskærlighed og iver for rigsenhed har ført dem til at fastslå som ældgammel hævd en institution (Isøre-rigsforsamlingen), der i virkeligheden ikke havde det præg af ælde eller af at være absolut bindende, som disse forfattere gerne vil tillægge den; det må anses for tvivlsomt, om Isøreforsamlingen nogensinde er trådt sammen før ved kongevalget efter Sven Estridsøns død.</ref> . Da altså kong Sven døde, fulgtes han på tronen af sin søn Harald, hvem man for hans mildheds og blødheds skyld gav tilnavnet Hén<ref>Hén betegner en blød slibesten.</ref>. Han var den første, der på det nys nævnte sted for kongevalg fremsatte og foreslog love for Danerne<ref> Sven Aggesøns omtale af Harald Héns love viser dels at lovene gjaldt alle Daner, dels at de må have indeholdt bestemmelser, der kunde vinde folkets stemning for ham ved kongevalget, idet Sven antyder den forbindelse mellem kongevalget og lovenes udstedelse, som Sakse udtrykkelig fremhæver. Det er sandsynligt, at de såkaldte "Harald Héns love" kun bestod i et højtideligt kongeløfte om at holde gældende lands lov og ret, som de senere konger ved deres tronbestigelse måtte stadfæste.</ref>.


<center>'''KAPITEL 6'''</center>
<center>'''Om hellig Knud af Odense'''</center>


Harald fulgtes efter sin død på tronen af sin broder Knud, i hvem Odensekirken kan rose sig af at eje et kronet blodvidne — hvad han dog ikke, som nogle mener, blev på grund af overdreven hårdhed og grumhed hos ham, eller fordi han i sin grusomhed skulde have pålagt folket et utåleligt åg<ref>Knuds helgendom har på grund af hans ufolkelige optræden til gunst for kirken haft ondt ved at vinde anerkendelse i brede lag af befolkningen, i hvis øjne han stod som den, der hensynsløst krænkede gammel sædvaneret og lagde tunge byrder på befolkningen ved ensidig at begunstige præstestanden, hvorfor hans anerkendelse oprindelig var en kirkelig partisag. Denne opfattelse af Knud har åbenbart holdt sig ned i Valdemarstiden, da både Sakse og Sven Aggesøn klager over den; sit tydeligste udtryk har den fået i den lille i Roskilde o. 1140 affattede Danmarkskrønike, der siger, at da Knud "ved en ny og uhørt lov vilde tvinge folket til at betale en ny skat", led han martyrdøden i Odense. — Det er ikke usandsynligt, al just disse krønikens ord foresvæver Sven Aggesøn. </ref>. Nej, grunden til forfølgelsen af ham var denne:

På den tid, da han stod på højdepunktet af sin magtfylde, nagede det ham, at han ikke havde arvet sin faders morbroders herrevælde<ref>Knud den stores vælde.</ref>. Han sammendrog derfor en hær og stævnede en flåde sammen, hvormed han vilde angribe og erobre England, idet han bød hele ledingshæren samle sig ved Humlum, som den gang var en havn ved havet<ref>Humlum ligger ved Limfjordens vestlige bredning (Nissum bredning); fjorden var utvivlsomt, som Sven Aggesøn rigtig bemærker, på den tid (1085) åben mod vest, medens den på Sven Aggesøns egen tid var lukket. </ref>. Medens kongen nu lå her med flåden kampberedt og blot ventede på en gunstig østenvind, kom pludselig et rygte for hans øren om, at der var opkommet landsforræderi i Slesvig. I rivende fart og med al hast skyndte han sig da derned for at kvæle sammensværgelsen i dens begyndelse. Da han var kommen derned, fik han brødens ophavsmænd lagte i bånd og lænker og overgav dem til sin vagt, hvorpå han med uventet fart skyndsomt ilede tilbage til sin flåde, som han for tilfældets skyld havde måttet forlade, og ventede at træffe sine folk der, hvor han havde efterladt dem. Men da han kom til det aftalte samlingssted, fik han at vide, at alle trodsigt og ulydigt var dragne hjem, hver til sit. Rasende forbitret herover eftertænkte han bekymret ved sig selv, hvorledes han skulde ramme en så stor overtrædelses skamplet med gengældelse efter fortjeneste. Ængstelig og tvivlrådig betænkte han nemlig, at man må slå af på strengheden, hvor manges fald foreligger, og han vidste, at en fælles brøde ikke burde straffes med så stor barskhed som hvis det var enkeltmands overtrædelse, der skulde aves. Efter hvad kongens strenghed havde bestemt, pålå der da hver styresmand den tvang at betale en bøde på fyrretyve mark, og på samme måde skulde hver ledingsbonde gøre fyldest for sin forseelse ved at bøde tre mark, fordi de havde splittet og opløst kongens ledingshær<ref>40 mark (penge) er i den gamle på Valdemarernes tid optegnede sædvaneret den almindelige bøde for meget store overtrædelser, 3 mark (penge) for mindre forseelser. En mark penge bestod af 240 penninge (denarer); den gjaldt på Valdemarernes tid omtrent 1/8 af  en mark sølv og var i vægt  o. 12 kr. i nutidens penge ; i værdi snarere ti gange så meget. — Ved styresmand forstodes ledingsskibets befalingsmand, der tillige var forstander for det distrikt ("skipæn"), der skulde udrede et skib i leding. </ref>. Denne skat vilde han nu drage rundt i de enkelte herreder og inddrive med lovens strenghed, og han begyndte med at opkræve den hos Vendelboerne. Men dette hårde og utøjlede folkefærd tørstede efter den uskyldiges blod og bød ham rasende trods i steden for skat. Snart var nemlig en så vældig almuehob strømmet  sammen, at ikke én, der ejede eget bo, fik lov til at sidde hjemme. Da kongen nu erfarede deres frække færd, besluttede han at undvige den overhængende ugernings fare. Men overtræderne, som var gennemtrængte af den gamle fjendes djævelske indskydelser, rasede mod kongens liv, og den gudløse almue pønsede på at volde sin fyrstes død. Ti det onde rygte var blevet udspredt overalt, at den grumme konge ved sine uhyre uretfærdigheder og plagerier havde forbitret hele folket i sit rige og opægget det til vrede. Folkepakket helmede ikke heller i sin vanvittige rasen, før det fik ham jaget helt ud af Jylland over Medelfarsund<ref>Det gamle navn for "Lillebælt". </ref>; ja de forfulgte ham lige til Odense. Her var det, at den berømmelige, af sit fædreland så højt fortjente mand nåede blodvidnernes krone og gav sin hellige sjæl i sin Guds og skabers vold<ref>Den folkelige overlevering fra Valdemarstiden har vel bevaret et i hovedtrækkene rigtigt billede af opstandens historie, men på adskillige punkter er dog fortællingen omdannet i tendentiøs retning til gunst for den kongelige helgen. Når således Knuds mere samtidige levnedstegner Ælnod udtrykkelig siger, at Knud så sig nødt til at give hæren hjemlov, fortjener den senere overleverings beretning om et formeligt ledingsbrud med tilhørende bøder næppe tiltro, og overleveringen indeholder i hvert fald kun den rigtige kerne, at den mislykkede plan om Englandstog yderligere har forbitret kongens heftige sind. Ælnod taler rent ud om de kongelige fogeders store uretfærdigheder; men herover kastede den senere overlevering et slør ved at lade det være inddrivelsen af de retmæssige ledingsbøder, der ophidser den trodsige befolkning mod ham. — Den virkelige grund til, at toget blev til intet, var, at Knud af frygt for et angreb af den tyske konge Henrik IV ikke turde drage bort fra Slesvig, og da broderen Olaf kom til ham på den misfornøjede ledingshærs vegne, blev han så forbitret, at han på ganske uretmæssig måde lod denne fængsle; men også denne voldshandling af Knud har den senere overlevering udsmykket ved at lægge hovedvægten på Olafs formentlige forræderi (Sven Aggesøn nævner dog slet ikke, som Sakse, Olafs navn i denne sammenhæng). — Opstandens udspring fra Vendsyssel og videre forløb har overleveringen derimod fastholdt et væsentligt rigtigt billede af. </ref>.

Efter Knuds død toges hans broder Olaf til hans efterfølger som konge over det danske rige. På hans tid herskede den voldsomste hungersnød, der endog på folkemunde skaffede ham tilnavnet "Hunger". Efter Olafs død tog hans broder Erik den gode styret. Han tog korsets tegn efter hin tidsalders højtidelige skik og drog til Jerusalem; men på hjemvejen fandt han sin død og fik sin grav på øen Cypern<ref>De meget kortfattede meddelelser om disse konger må ses i lys af Sven Aggesøns ord ovenfor, der henviste til Sakses udførligere behandling af dette æmne; Sven fortæller sikkert ikke alt, hvad han ved om disse konger. — Efterretningerne er ganske rigtige i historisk henseende; dog var det ikke på hjemvejen, men på henvejen til Jerusalem, at Erik Egode (&#596;: altid god) døde på Cypern. </ref>. Erik blev i sin kongetid en berømmelig fader til et højbyrdigt afkom af sønner, der dog var frugter af en række forskellige forbindelser. Han avlede nemlig både Knud af Ringsted, kong Valdemars fader, Erik, kong Svens fader, og Harald Kesje, fader til Bjørn Jernside og hans elleve brødre<ref> Lidt påfaldende er det, at Sven ikke nævner Eriks dronning Bodil, der tilhørte Svens egen slægt. Hun blev moder til Knud Lavard (der her kaldes Ringsted-Knud, fordi han skrinlagdes i Ringsted); Eriks ældste Søn Harald Kesje (hvis tilnavn betyder et spyd) og den yngste søn Erik (Emune) var begge frillebørn. — Om Bjørn Jernside se længere fremme. </ref>.

Efter Erik herskede hans broder Nils, hvem folket gav navnet "den gamle", fordi han i halvfjerde tiår styrede Danmarks rige<ref>Svens beregning gør Nils 1. kongetid for lang; Nils var ikke konge i mere end tredive år (1104—34); men tilnavnet "den gamle" har sikkert været givet ham med rette, da han næppe kan have været nogen helt ung mand ved sin tronbestigelse.</ref>. Han avlede i lovmæssigt ægteskab en søn, som han kaldte Magnus ("den store") og som i virkeligheden svarede til sit navn; ti ligesom kong Saul ragede han højt op over alle rigets hærmænd og i det hele alle sine samtidige, så at ingen nåede ham længere end til skulderen<ref>Magnus var søn af Nils i dennes ægteskab med den svenske kongedatter Margrete (Fredkulla).</ref>.


<center>'''KAPITEL 7'''</center> 
<center>'''Om hellig Knud af Ringsted'''</center>
 

[[Fil:Christian-albrecht-von-benzon, the death of Canute the Holy.jpg|thumb|400px|Knud den hellige blir myrdet i i Sankt Albani Kirke. Maleri av Christian Albrecht von Benzon (1816 - 1849).]]Medens Nils styrede i Danmark, vandt Erik den godes søn Knud, en klog og kæk mand, der udmærkede sig ved alle gode egenskaber, og som tillige var bleven hertug i Slesvig, stor berømmelse. Han tøjlede også med enestående tapperhed Vendernes vilde raseri og lagde dem ind under sit herredømme<ref>Knud opnåede 1115 af sin farbroder Nils stillingen som grænsejarl og overtog hermed den vanskelige opgave at værne rigets grænser mod fremmedes, særlig Venders, indfald. Ved en række heldige kampe med Venderfyrsten Henrik, kong Nils* søstersøn, fik Knud gjort ende på alle angreb fra denne kant; han sluttede fred og venskab med Henrik, og efter dennes død 1127 lykkedes det efter forskellige tronstridigheder Knud at tiltage sig magten over de vestlige Vender som deres "knés". — Knud lod sig kalde med den tyske hertugtitel, der senere altid anvendtes om Slesvigs styrer.</ref>.

Men ved hans glimrende dyder æggedes misundelsen op og begyndte at komme i kog ; ja det gik så vidt, at der opstod folk, der pønsede på at volde den herlige fyrste døden. En nyskabt magt er jo nemlig altid kongerne mistænkelig, og ingen magthaver kan tåle medbejlere til magten. Så fik da Magnus, Knuds søskendebarn, uden at bryde sig om blodsslægtskabets bånd, Henrik Skatelår, Ubbe, Håkon og nogle andre knyttede til sig som deltagere i en sammensværgelse; og under skin af at de vilde drøfte en vanskelig statssag, samledes han med dem i en stue og lagde afskyelige planer op om at myrde Knud<ref> Henrik Skatelår var søn af Sven Estridsøns søn Sven, der døde 1104, før han nåede konge værdigheden; Ubbe var jarl og kong Nils' svigersøn; Håkon (Skåning) var søn af Ubbe. — En anden Håkon (gift med Erik Egodes datter Ragnhild) deltog i begyndelsen i sammensværgelsen, men trak sig snart tilbage fra den. </ref>. Dernæst opfordrede han Knud til at mødes med ham i en skov ved Haraldsted under fire øjne<ref>Svens fortælling er her meget kortfattet. Magnus havde lokket Knud over til julefest i Roskilde og flere gange forgæves stræbt Knud efter livet; da hertugen drog fra gildet og undervejs overnattede i Haraldsted, drog Magnus efter ham og sendte om morgenen den 7. Januar bud til ham med anmodning om samtale. På mødestedet havde Magnus i forvejen lagt sine mænd i baghold. </ref>. Den uforfærdede Kristi kæmpe, der ikke var sig nogen brøde bevidst, undslog sig ikke for at drage til mødet; nej, smykket med det hellige korses banner<ref>Et omskrivende udtryk for Knuds gudsfrygt. — løvrigt kan det tilføjes, at på middelalderlige fremstillinger af Knud ses han altid med en fane i sin hånd (lensfane, som hertug), og denne fane er hyppigst en korsfane.</ref>, men uden skærm af skjold eller hjælm, og kun fulgt af to hirdmænd, ventede han på det aftalte mødested, som det blideste lam venter ulvenes rasen. Snart kom udådsmændene tilstede, disse ulve i fåreklæder, der skjulte hjælm og panser under hætte og kappe<ref>Det var ikke, som Sven Aggesøns ord kan give anledning til at tro, Knud, der ventede Magnus på mødestedet, men omvendt. </ref>. Uden tøven haster disse troløse sammensvorne med at myrde denne sande Israelit, deres eget søskendebarn, og er ivrige for at sende den sjæl, der før var indesluttet i kødets fængsel, op til himlen. Hans livløse legeme bragtes senere af Kristi troende til Ringsted for at jordes der. Her fremstrålede snart, efter mange kendetegn at dømme, hans helligheds stærke glans.

Men denne store og gruelige forbrydelse fik snart efter et mægtigt oprør til at bryde ud i lys lue i riget. Ti som sin broders hævner træder Erik, tilskyndet af Guds finger, op til kamp og strid med sin farbroder, den styrende konge, Nils, og snart fik han også ved alles stemmer kongenavn<ref>Sven, hvis skildring af Erik Emunes kampe væsentlig bygger på overlevering i hans egen slægt, medtager langtfra alle begivenheder. Det var de mod Nils og Magnus fjendske Sællændere, der udråbte Erik til konge; efter at have udstået en hård belejring i Slesvig vinteren 1131—32 gjorde Erik tog til Jylland, sejrede over Magnus ved Sejrø, men var uheldig i sine kampe til lands; til dette sommerfelttog hører de to slag, som Sven Aggesøn i det følgende omtaler.</ref>. Holdt de end hyppig slag, er dog følgende valpladser de mest berømte. Først kæmpede de i et slag ved Rynebjerg, hvor Nils vandt sejr og fangede min farbroder Kristjern, hvem han lod lægge i jern og lænker og sendte til forvaring til en borg nær ved Slesvig<ref> Rynebjerg (Rønbjerg) ligger vest for Skive; Erik var ikke selv tilstede i dette slag, men føreren for hans parti var den ansete jyske høvding Kristjern, Sven Aggesøns bedstefader, broder til ærkebisp Asser i Lund og den senere bisp Sven i Viborg, samt fader til Eskil (den berømte ærkebisp) og Svens fader Agge. — Ved borgen ved Slesvig kan man tænke på borgen Kil ved Mysund, som Knud Lavard havde opført; dog fandtes også befæstningsanlæg nærmere inde ved byen (St. Jørgensborg på Mågeøen). </ref>. Efter nogen tids forløb mødtes de til et slag ved Odensylle bro, hvor man sloges heftigt; men også her gik Nils´ parti af med sejren<ref>Odensylle (Onsild) ligger mellem Viborg og Hobro.</ref>. Da nu Eriks hær vendte ryggen, vilde han på stedet være bleven taget til fange, hvis ikke Bjørn, der for sin fremragende kækheds ry havde fået tilnavnet Jernside, sammen med min fader Agge, mandig havde stået fjenden imod midt på broen<ref>Bjørn Jernside, Harald Kesjes søn, stod på Erik Emunes side, uagtet hans fader allerede året iforvejen var gået over til Nils. — Om Svens fader Agge (broder til ærkebisp Eskil) vides ellers intet.</ref>. Disse to modstod nemlig spydregnen med så stor kækhed, at man kunde have taget dem for ubevægelige støtter. Alle rasende angreb af de fremstormende fjender slog de tilbage med vidunderlig raskhed og forsvarede overgangen over broen så ypperligt, at man til sidst på de dræbtes lig kunde gå tørskoet over åens dyb fra den ene side til den anden. Og ikke veg de fra deres værnepost på broen, skønt de fik såre mange sår, før den flygtende konge var nået ombord på skibene. Så fulgte de straks efter ham og ledsagede ham på hans flugt til Skåne.

Da kong Nils nu således havde sejret i tvende kampe, anstrengte han sig for fuldstændig at fordrive sin brodersøn og fjende Erik fra riget<ref> Atter her springer Sven Aggesøn en del begivenheder over; han beretter ikke, hvorledes Erik det følgende år (1138) blev fuldstændig fordrevet og flygtede til Norge, men vendte tilbage igen og sad vinteren 1133-34 i Lund. — Det var 2. Pinsedag den 4. Juni, at Nils og Magnus med ledingsflåden fra det øvrige rige landede ved Fotevig; men under udskibningen sprængtes deres store hær fuldstændig af Eriks rytteri.</ref>. Han forfulgte derfor med den samlede ledingsflåde Erik over til Skåne, hvor han lagde til land i en vig, som folket plejer at kalde Fotavik. Men Skåningernes almue, der altid har vist stor retskaffenhed, samlede hele deres lands mængde og undslog sig ikke for at drage ham i møde i skønt rustet skare; de holdt slag med ham, hvori de dræbte kongens søn Magnus, ophavsmanden til den før omtalte udåd, tillige med to bisper og sendte dem til Hel<ref>til Hel = i døden. — Det var ikke blot to, men fem bisper (og mange præster), der faldt ved Fotevig på Nils' og Magnus' side; desuden faldt også Henrik Skatelår. </ref>. Kong Nils, der således havde tabt slaget og mistet sin søn og arving, ilede på et skib til Slesvig; men her dræbte borgerne ham troløst, efter at have modtaget ham indenfor deres bymurs hegn<ref>Kong Nils dræbtes af medlemmer af bygildet, som Knud Lavard havde været oldermand for, og som vilde hævne hans død (25. Juni 1184).</ref>.

Efter at Erik Emune<ref>Dette tilnavn gengiver Sven Aggesøn ganske rigtig ved et latinsk udtryk, der betyder: den evigt mindeværdige.</ref> havde vundet denne herlige sejr og i fred fået herredømmet, udfriede han den før nævnte Kristjern af fængslet. Men snart efter begyndte han dog at rase med en uhørt grumhed mod sin egen slægt. Da nemlig hans broder Harald Kesje engang overnattede på sin gård Jaling<ref> D.v.s. Jelhnge. </ref>, lod han ham i nattens dybeste stilhed kalde ud til en samtale. Harald rejste sig straks fra sit leje, og ganske våbenløs, da han intet ondt anede, ilede han hastig ud til sin broder, kongen, men blev øjeblikkelig grebet af drabanterne og halshugget. Efter kort tids forløb fængslede han dernæst sin brodersøn Bjørn, der således på ubillig vis fik utak til løn; han lod ham binde til en møllesten og sænke ned i havets dyb. Også hans brødre, hvoraf nogle var voksne, andre kun børn, lod han dræbe med sværd, elleve i tallet; kun lidet slægtede han således sin fader på<ref>Sven Aggesøns skildring af disse begivenheder afviger på enkelte punkter fra den samtidige Roskildekrønikes, der sikkert er bedre underrettet. Således er skildringen af Haralds drab sikkert i alt for høj grad påvirket af fortællingen om Knud Lavards død; der var i virkeligheden ikke tale om noget stævne, som den godtroende Harald gik med til; men Erik, der midt om vinteren (1134—85) uformodet satte over til Jylland, overraskede og fangede sin broder Harald, hvem en del af Jyderne havde hyldet som konge, i landsbyen Skibet ved Vejle (ikke i det nærliggende Jelling), og ved samme lejlighed fangedes også Haralds elleve sønner; den tolvte (Olaf) undslap i kvindeklæder. — Senere gik det også ud over de to af Haralds sønner, der altid havde været Eriks tro mænd: Bjørn Jernside og Erik Diakon; de indesluttedes i en af borgene ved Slesvig og druknedes efter nogen tids forløb i Slien. Ifølge Sakse skete dette på råd og tilskyndelse af Svens farfader Kristjern; men dette nævner Sven ganske naturligt intet om. </ref>. Men da han nu havde begået en så stor ugerning og ganske udryddet hele kongeyngelen, så han stod grundfæstet i sin kongelige højheds magt, ramtes han af Guddomsmagtens retfærdige straffedom. Ti på Urne ting var der en mand ved navn Plog med tilnavnet "sorte", der gennemborede kongen med sit spyd, mens han stod midt i sine hærmænds kres<ref>Urnehoved ved Åbenrå var stedet for Sønderjyllands landsting. Den samtidige Roskildekrønike fortæller, at det var på et ting ved Ribe, at Erik dræbtes; om dens forfatter herved har kunnet tænke sig Urnehoved ting, er højst tvivlsomt. — Ifølge Sakse hørte Plog til Vederlaget. Drabet fandt sted 17. September 1137; medens kongens mænd stod lammede af skræk, slap Plog uskadt bort, og kun Eriks søstersøn Erik (Lam) forsvarede kongens lig.</ref> .

Da kongen således var dræbt, tog snart efter en anden Erik styret; for sit blide væsens skyld fik han  tilnavnet "lam". På hans tid herskede der den rigeste overflod på alle ting<ref> Erik Lam var søn af Erik Egodes datter Ragnhild og den ovennævnte Håkon Nordmand. — Sven roser de gode åringer på hans tid; men Sakse dadler hans svaghed overfor Venderne. Erik trådte 1146 ind i Odense kloster og døde samme år.</ref> .

Efter ham blev Knud, søn af den Magnus, hvis fald i Skåne jeg ovenfor har berettet om, kåret til konge på Viborg ting, medens Sven, som var søn af den ovennævnte grumme Erik, valgtes af Skåningerne. Disse kæmpede i mange slag med hinanden; og Knud af Ringsteds søn Valdemar, oprunden af helligt blod, som på den tid havde erhvervet sig sin faders len, stod ligesom midt imellem dem, idet han snart stod den ene bi, snart den anden<ref>Sven Aggesøn går flygtigt hen over de mange tronstridigheder mellem de to konger, der bragte de gamle uoverensstemmelser mellem rigets tre "lande" til at blusse op igen. Sven havde i begyndelsen alt heldet på sin side, ikke mindst fordi Valdemar ganske naturligt stod på hans side og i Svens navn erobrede Sønderjylland fra Knuds tilhænger, Henrik Skatelårs søn Knud. I disse år var Knud ganske fordreven fra land og rige; men efterhånden kølnedes det gode forhold mellem Valdemar og Sven; Valdemar nærmede sig stærkt til Knud, hvis halvsøster han trolovede; endelig brød han 1154 afgjort med Sven og lod sig sammen med Knud udråbe til konge af Jyderne. I de følgende år gjorde Sven flere forgæves forsøg på at vende tilbage til landet; men endelig lykkedes det ham, vistnok ved understøttelse fra Venderne, at få istandbragt det rigsmøde (stormandsforsamling) på Låland, hvor riget deltes. </ref>. Men efter lang tids forløb afholdtes endelig et møde på Låland, og her bestemte voldgiftsmænd, at riget skulde deles i tre lige store dele, og at forligspagten skulde bekræftes og betrygges ved ed<ref> Sakses fortælling tildeler Valdemar selv en afgørende rolle ved dette forligs tilvejebringelse, hvad der måske er noget overdrevet. Derimod lyder det ikke urimeligt, når Sakse fortæller, at Valdemar personligt udførte den besluttede tredeling og selv valgte Jylland, medens Sven tog Skåne, og Knud fik øerne.</ref>.

Kun kort tid stod dog dette forlig ved magt, som sagens forløb godtgjorde. Om høsten holdtes der nemlig et møde i Roskilde by, hvor de tre nævnte konger kom sammen for højtidelig at fejre en hellig fest. Først var de til gilde hos kong Sven. Men denne havde pønset på svig og krænkede den besvorne freds hellighed; silde om aftenen, efter at aftenmessen var fejret, holdt han sine drabanter rede og tænkte at give Knud og Valdemar døden. Efter at lysene var slukkede, dræbte de Knud og kronede ham således med blodvidnedøden<ref>Når det af Svens ord synes at fremgå, at der lå længere tid mellem fredspagten og kongemødet i Roskilde, strider dette mod Sakses beretning om de tre dages mellemtid. Gildet fandt sted i Roskilde, der hørte til Knuds område, og Svens udtryk, at de "var til gilde hos kong Sven", er vist derfor mindre rigtigt. Blodgildet i Roskilde fandt sted 9. Avgust 1157. — I ordene om Knuds martyrdød spores en spirende tilbøjelighed til at anse den uskyldigt myrdede for en helgen. </ref>.Valdemar søgte de også at dræbe med deres dragne sværd, men han slap bort efter at have fået et ret betydeligt sår i hoften; ti den guddommelige nåde skærmede ham. Og såsnart han var kommet sig lidt af det smertefulde sår, drog han til Jylland og udbød leding<ref>Valdemar flygtede fra Roskilde til Fjenneslev og satte snart efter over til Jylland, hvor han på Viborg ting klagede over Svens overfald. Snart drog også Sven med en betydelig hær til Jylland, og i nogen tid lå hærene over for hinanden ved Randers, inden det kom til kamp (længere vestpå). </ref>.


<center>'''KAPITEL 8'''</center>
<center>'''Om Valdemar den Første'''</center> 


Den førnævnte Sven, skånsk konge, mødte så Jyllands konge Valdemar nær ved Grade og holdt slag med ham. Ikke længe var sejren tvivlsom; Sven blev overvundet og faldt for en bondes hånd<ref>Slaget stod på Gradehede syd for Viborg; på flugten dræbtes kong Sven af en bonde (23. Oktober 1157).</ref>. Således vandt kong Valdemar som berømmelig sejrherre enekongedømmet og styrede derefter det danske rige i halvtredje tiår og to år desuden<ref>Svens talstørrelser er her, som andensteds, for store; Valdemar var kun enekonge i knap 25 år (1157—82).</ref>. Han skaffede fred overalt på hele sit riges grænser, og vandt ét sådant manddomsry, at han endog lagde de vilde Vender ind under sit herredømme og gjorde dem skatskyldige til sig, så at alle farvande blev trygge igen; disse Vender havde nemlig tidligere, mens borgerkrigen luede, plyndret på alle kyster og øer<ref>De talrige Vendertog, som Sven blot omtaler i deres almindelighed, skildres som bekendt udførligt hos Sakse.</ref>


<center>'''KAPITEL 9'''</center>
<center>'''Om Valdemars tre storværker'''</center> 


[[Fil:Sprogø-Valdemarsborgen3.jpg|thumb|400px|Restaurert del av borgmuren på Sprogø fra kong Valdemar den stores tid. Foto: Sten Porse, 2007. Commons.]]Skønt denne har udført mangen mindeværdig dåd, stråler hans minde dog især ved tre bedrifters stjerneglans. For det første tvang han med kraft de hidtil ubetvungne Ryboer til at lade sig genføde i den hellige dåbs bad<ref>Ryøs (Rygens) undertvingelse med Arkonas erobring fandt sted 1169 og skildres vidtløftigt hos Sakse. </ref>. For det andet opførte han først af alle et tårn af brændte tegl på Sprogø<ref>Tårnet på Sprogø, som Sakse ikke nævner, opførtes naturligvis til værn mod Vender; dets grundmur findes endnu. — Det var just på Valdemars tid, at teglsten (af brændt ler) begyndte at fortrænge brudstenene som bygningsæmne. </ref>. Endelig byggede han på Daneværks vold en teglstensmur; men dette værk hindrede dog døden ham i at fuldføre<ref> Sven Aggesøn kalder mindre rigtigt Danevirke for Dåne værk; jfr. ovfr. 8. 63. — Den mur, Valdemar byggede, fortjente i høj grad ved sin vældige udstrækning navn af storværk; i en halv mils længde strakte den sig foran Thyras vold, lige så høj som denne, og 3—4 alen tyk. Muren, der byggedes for at sikre den gamle befæstningslinie mod Tyskerne, fik aldrig anvendelse i praksis, og da krigs- og ledings væsenet i løbet af 13. årh. fuldstændig forandredes, tabte den sin betydning og forfaldt ganske. Endnu findes der betydelige levninger af muren, der dog er dækkede af jord, idet voldens fyld efterhånden er faldet ned over den.</ref>.

løvrigt var Valdemar en mand, hvis livsfærd i alle måder kunde stå sin prøve; han var skøn af åsyn, fin af væsen, skarpsindig, såre indsigtsfuld i sine råd, en kæk og ypperlig kriger, fuld af al høviskhed, sejersæl og nådig, altid rig på lykke; kun mer end tilbørlig grum mod sine egne<ref>Denne samtidige karakteristik af Valdemar er ikke uden betydelig interesse. For Sven, der som stormand var fuldstændig uafhængig og nærede stor ærbødighed for kongeslægten, har åbenbart Valdemars kække helteskikkelse i en ganske anden grad stået i forgrunden end for Sakse, der ser alt med Absalons øjne; det synes næsten påfaldende, at Sven ikke med et ord nævner den store bisp, som i Sakses skildring står bag ved alle kongens handlinger og leder den noget ubetænksomme og heftige Valdemar. Muligvis ligger der politiske modsætninger bagved dette forhold, som ikke bestemt kan opredes; dog ligger der et fingerpeg i den smule malurt, som Sven Aggesøn føjer til den stærke ros og lovtale af Valdemar. Når nemlig Sven taler om Valdemars ubillige grumhed mod sine egne, er det ganske vist ikke udelukket, at han kan mene, at Valdemar og Absalon søgte at håndhæve tugten i Vederlaget altfor strængt, eller at han kan sigte til Valdemars optræden overfor farbroderen Eskil og hans dattersønner; men tanken ledes dog særlig hen på det skånske oprør i slutningen af Valdemars kongetid. Om dette kunde det nemlig især med en vis ret siges, at kongen viste sig "grum mod sine egne undersåtter"; og to andre steder hos Sven Aggesøn peger i samme retning. For det første taler han i anledning af slaget ved Fotevig om den skånske almues store retskaffenhed; og disse ord, der er nedskrevne højst en fem — seks år efter det skånske oprør, synes at indeholde en bestemt tendens til Skåningernes forsvar; de har intet sidestykke hos Sven Aggesøn selv, men derimod et bestemt modstykke hos Sakse, der ikke ét, men flere steder udtaler sig ret nedsættende om Skåningerne. Dernæst er der i Knud den helliges historie indskudt den bemærkning, at kongen var ængstelig og tvivlrådig om, hvordan han skulde straffe folkets ulydighed; ti han vidste jo, at man måtte slå af på strængheden, når forseelsen var fælles for alle. Denne overvejelse er selvfølgelig Sven Aggesøns egen (og passer ikke engang videre i sammenhængen); og det er ikke urimeligt at antage, at brodden i ytringen er vendt mod Valdemars og Absalons optræden i de begivenheder, der kort i forvejen havde sat lidenskaberne i bevægelse. — Når det betænkes, at Absalon også var sjælen i Valdemars skånske politik, synes der at falde et vist lys over Svens fortielse af Absalons navn på det sted, hvor man mest venter ham omtalt. </ref>. Han tog til ægtefælle og dronning Sofia, søster til kong Knud af Roskilde<ref>Knud kaldes ligesom sine to navner efter drabsstedet (heri ligger vistnok en vis tilbøjelighed til også jned hensyn til hellighed at sammenstille ham med de to andre Knud'er). — Sofia var hans halvsøster, nemlig datter af Richiza, Knuds moder, og den russiske fyrste Wladimir (hvem Richiza ægtede efter Magnus' død).</ref>. Hun var i besiddelse af en ualmindelig fager skabning, som naturen havde anvendt al sin skønheds kunst på at danne. Ja, til at beskrive hendes skønhed vilde selv en Tullius' veltalenhed være for mat, Nasos digteråre vilde løbe tør, Vergils begavelse vilde have svær møje dermed<ref>Svens omtale af disse gamle klassiske forfattere (M. Tullius Cicero, P. Ovidius Naso, P. Vergilius Maro) viser hans litterære kundskaber og klassiske dannelse; dog tør man næppe antage, at han har været fortrolig med ret mange af disse forfatteres egne værker; sin meste kundskab om dem har han snarere på anden hånd. — At han har læst Vergils Æneide, kan dog ses af, at han et par steder anvender adtryk, som han har lånt fra den, i sin krønike.</ref>. Til at forkynde hendes ros bryder jeg mig slet ikke om at gå tiggergang efter stemmer, tilmed da jeg gentagne gange med egne øjne har set sådanne egenskaber hos hende, hvorved jeg ikke noksom har kunnet beundre naturens harmoniske værk.

løvrigt fløj den berømmelige kong Valdemars ry ved Guds nåde så viden om land, at de omboende konger og fyrster kappedes om at bringe ham deres hylding, som noget, der skyldtes ham<ref> Med disse almindelige ord sigtes utvivlsomt til den lenshylding, som Ryøs fyrste bragte Valdemar efter erobringen, og navnlig til, at den norske jarl Erling Skakke, fader til den norske konge Magnus, 1170 tog landet øst for Kristianiafjord (Viken) til len af Valdemar. </ref>. Da han havde betalt naturen sin gæld til den, fulgte hans søn Knud i medfør af sin arveret efter ham og tog sin faders herredømme<ref> Valdemar døde 12. Maj 1182. Allerede 1170 havde han fået sin søn Knud kronet, efterat denne nogle år i forvejen var kåret til konge på et hærstævne; efter de blodige borgerkrige vandt således arveretten i tronfølgespørgsmålet atter indgang i den almindelige bevidsthed, så at en stormand som Sven Aggesøn uden videre taler om Knuds arveret til tronen.</ref>.


<center>'''KAPITEL 10'''</center> 
<center>'''Om Knud Valdemarsøn'''</center>
 

Knud var en gudfrygtig og pletfri mand, høj og smuk, en udmærket hærmand ; kort sagt, han vanslægtede ikke fra sin faders dygtighed. Han avede de vilde Vender med en sådan kraft, at han, efter at have hærget på alle Vendlands og Pommerns kyster med sin flåde, endelig tvang deres hertug Bogislav til at give sig skat og lenshylding<ref>Her gentager sig det forhold, som allerede tidligere er omtalt ved Svens stærke ros over Valdemar; kongen lovprises for sine heltegerninger, medens Absalon ikke nævnes med et ord. Dette virker endnu besynderligere på dette sted, fordi Knud utvivlsomt var en langt mindre betydelig personlighed end faderen og træder stærkt tilbage for Absalon i begyndelsen af sin kongetid. Navnlig var det Absalon, der vandt den berømmelige sejr ved Ryø over hertug Bogislav af Pommern (1184); kongen var først med på det tog (samme års høst), på hvilket Julin jævnedes med jorden (hvad Sven Aggesøn var øjenvidne til), samt på det næste års tog til Pommern. Dette tog var rettet mod Kamin, hvor Bogislav befandt sig; denne så sig snart nødt til at gå ombord på den danske flåde og bede om fred, som han også fik på de ovennævnte vilkår; desuden måtte han betale en stor sum penge i erstatning og stille gidsler. — Også på dette tog har Sven Aggesøn, som det ses, været med, muligvis ombord på selve kongeskibet; den følgende skildring af Bogislavs lenshylding ombord på det pragtfulde kongeskib bærer i hvert fald ganske præg af at skyldes et nærstående øjenvidne. </ref> . Dette har jeg selv set gå for sig ombord på kongens skib, som funklede med forgyldte stavne, ikke langt fra den by, som Harald havde lagt grunden til i sin landflygtighed, som jeg ovenfor har berettet<ref>Sven mener selvfølgelig Julin (Jomsborg; se ovfr. s. 56). Julin ligger skrås over for Kamin ved Oderens østlige udløb (på øen Wollin). </ref> . — Et tegn, der forefaldt ved den lejlighed, har det efter min mening nok været umagen værd at fremstille. I den stund de lige havde sluttet pagten, lød der nemlig et sådant brag i skyerne, at man skulde have troet, at elementerne rørtes sammen. Dette må efter min mening antages for at have været et værk af den gamle overtræder og fredsforstyrrer, udført med Guds tilladelse. Ti det nævnte voldsomme uvejr, ledsaget af en hvirvelstorm, havde nær voldet, at bispen i Kamin og den nys nævnte Bogislav, tillige med kongens broder Valdemar, en yngling med de herligste anlæg, var gåede under med de både, de just befandt sig i, og således omkomne<ref>Valdemar var født 1170; allerede 1187 erklæredes han for voksen og tiltrådte sit hertugdømme Sønderjylland. </ref>.

Da dette vår forbi, sejlede vi hjem med stor sejrsjubel. For dette værks afslutning råde han, der styrer alt, i sin fred!

Her ender Danernes historie. 


<center>__________</center>


==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jørgen Olrik]]
[[Kategori:Danmarks historie]]