Taget af ellefolk 2

Fra heimskringla.no
Revisjon per 24. sep. 2017 kl. 18:31 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Maren Jensdatter (f. 1812) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

A. Ellefolk

9. Taget af ellefolk


106. Gamle Johanne har fortalt, at der var ellefolk i Havreballe skov. En karl, der var ude at lede efter nogle høveder en middag, var kommen til dem, og de dandsede med ham, og han gik ned til dem hver dag til en bestemt tid, og han viste folk, hvor han gik ned. Det var ved en ellerod. Men når han var hjemme, var han så sær og kunde hverken sandse eller samle. Der måtte tre præster til ham og læse for ham, inden de fik ham løst ud af det. Så var han rele efter den tid, men han skulde jo passe på ikke at komme der ud mere.

M. H. og J. B.


107. En ung pige, der hed Gjertrud, fra Katrup mark — det hører for resten til Hylke sogn — hun gik til ellefolkene i skoven tæt ved og var aldrig fra dem. Hun kom ind til forældrene en gang imellem, men så smuttede hun igjen, og de kunde ikke passe hende. Hun var sær og blev sær, til hun døde. De ellefolk sang så godt.

Ris.


108. I krattet ved Haverslund var det fuldt af ellepiger, og i byen boede en mand, som havde en smuk søn ved navn Tammes (Thomas). Ham havde ellekvinderne et godt øje til, og når han sildig om aftenen drev kvæget ned i folden, hørte han på deres sang og spil og så på deres dands. Tit blev han længe borte, og så skjændte faderen på ham, men hans længsel forøgedes så meget des mere. Endelig en silde aften, vovede han sig så nær, at de slog kreds om ham, og så kom han ikke mere hjem. Forældre ventede forgjæves i tre år på ham. Da hørte de tale om en klog kone, der skulde kunne hjælpe, og de fik hende derned en vis aften og ventede udenfor krattet med spændt opmærksomhed. Endelig hørte dandsen op, og ellepigerne forsvandt, men der lå noget på jorden, og det var Tammes. Men han var død. De havde dandset ham ihjel, og blodet flød ud af næse og mund. Efter den tid vilde intet lykkes hos Nis Tamsen, hvorimod alt lykkedes, mens sønnen var hos ellepigerne. Det var omtrent år 1700, da hr. Peder Thæde var præst i Østerløgum.

A. L.


109. Ved Knud Andersens gård i Bubbel var der i gamle dage ellefolk. En gang konen i gården havde gjort barsel, gik hun ud, inden hun havde holdt sin kirkegang. Da kom én af ellefolkene efter hende og greb fat i hende, men hun sled sig fra ham og rendte hjem efter kjøkkendøren, alt hvad hun kunde, og råbte, at de skulde lukke op. Men inden dette skete, tog ellemanden hende.

K. P. Dalin.


110. I gamle dage var der en ellemose ved Stågerup, Ollerup sogn, og man sagde, at der var ellefolk, og det hændte sig en gang, at en pige, der tjente i den gård, som oven nævnte ellemose tilhørte, var ude at malke og kom da til ellefolkene. Det skete da tit, at hun blev for sildig borte, hvorfor hendes madmoder vilde vide, hvordan det forholdt sig. Hun sagde, at hun havde en ellemand til kjæreste, og det var ham, hun talte med. Derfor var hun så sent på færde. «Ham skal du lade fare,» sagde madmoderen, «og når du skal der ud igjen, så skal du have et stykke smørrebrød med, og det skal du begynde at spise, når han kommer, så har han ingen magt over dig mere. Men det vilde pigen ikke, og straks efter blev hun borte, og ingen hørte mere til hende.

Rasmus Kristensen, Vester-Skjerninge.