Testamente, legatstiften, fundatsen (Árni Magnússons Levned)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Árnis testamente og legatstiften. Legatfundatsen
Samtidig med at Árni indgik sit giftermål med Mette Fischer ansøgte han — da udsigt til afkom var udelukket — om lov til at oprette et testamente (facultas testandi), »derimod af dennem (en eller bægge) noget skal vorde henvendt til de fattiges underholdning eller anden slig almindelig nytte«, hvilket bevilgedes 26. juni 1709, »dog at de betænker de fattige med noget tilstrækkeligt efter stand og vilkår«.
Det var kun hvad man væntede, at Árni længe för sin sygdom og død havde i sit sind bestemt, hvorledes det skulde gå med hans og hans hustrus efterladenskaber. I et brev af 4/6 1728 til Eyjólfur Jonsson siger han: »Bedre er at dette [Eyjólfs egne værker eller afskrifter deraf] ligger her i Biblioteket — ti derhen agter jeg at kaste mine chartis — end at det bliver efter Deres død revet i stykker af ufornuftige mennesker«. Ganske vist kunde det synes, som om Árni her mente sine egne skrifter, men der kan ingen tvivl være om, at han tager sigte på det hele. Og i fuld overensstemmelse hermed er da også hans testamente.
Herom meddeler Jón Ólafsson: »Par dage förend han døde, blev hans testament, efter hans begjæring, af salig etatsråd Bartholin, som var hans særdeles gode ven, forfattet, og den sidste dag af ham selv underskrevet, da han dog næppe kunde skrive mer . . . . Men den fornemste post var, at han gav alle sine af ildebranden 1728 overblevne bøger til Akademiet . . . . Hans testamenti executores udvalgte han etatsråd Thorn. Bartholin og justitsråd Gram, bægge hans synderlige gode venner. Han havde for lang tid siden för isinde at indrette bemeldte stipendium og bringe sine bøger på Akademiets boglade og forfatte en catalogus derover: blev dog aldrig af«.
Dette af Jón således beskrevne testament haves ikke i original, men kun i afskrift, der ikke er bekræftet, i Indlæg til sjællandske registre 1760 i Rigsarkivet.[1] Men der er ingen som helst grund til at tvivle om dets ægthed eller rigtighed, og afsnit deraf bekræftes på andre måder. Jón meddeler, at Árni under hele sin sygdom var ved fuld bevidsthed, og dette bekræftes ved hans ovenfor anførte tilsvar til M. Reenberg, selv om han var så legemlig afkræftet, at han selv knap kunde skrive. Testamentet er underskrevet »d. 6. Januar 1730« af »Arnas Magnussen (L. S.)« og »Mette Magnussen«; hendes signet gik efter vidnernes tilföjede bemærkning tabt under branden; vidnerne var »E. Lohmann (L. S.)« og »Hans Becker (L. S.)«. Det er ikke mærkeligt at træffe disse to mænd her som vidner, der jo havde været temlig nöje knyttede til Árni som hans klienter. Endelig föjes der til: »Delte ovenstående at være en rigtig genpart af assessor Arnas Magnussens og hands frues testamente, efter originalen, testerer Th. Bartholin. H. Gramm«. (Dette vidnesbyrd også i afskrift).
Den, der efter Árnis ønske havde formet testamentet, var, som Jón Ólafsson meddeler. Th. Bartholin. Árni har sikkert ofte talt med Bartholin (og Gram) derom, måske også selv nedskrevet nogle bestemmelser. Tidligere synes Árni at have gjort nogle »testamentariske bestemmelser« (se indledn. til testamentet), men som nu erklæres som »uskrevne og uefterretlige i alle måder«. Testamentet skulde Th. Bartholin »annamme i sin forvaring« (§ 10); han og H. Gram indsættes til executores (§ 9); de »må have fuldkommen magt og myndighed at göre dend forandring udi dette testamente, som de i deres samvittighed efter tidernes beskaffenhed finder tjenlig og rådelig« (sst). Der er ingen rimelig grund til at antage, at de to executores har ændret en tøddel i det af Árni underskrevne dokument.[2]
De vigtigste bestemmelser i testamentet er følgende. Alle bøger og papirer, både de trykte og de skrevne skal tilhøre Universitetet (§ 4). Alt hvad der var af rede penge udi obligationer skal, efter at al gæld og begravelsesomkostninger var betalt, strax afleveres af Universitetets sekretær til rector og assessores collegii consistorialis for at besörge midlernes og capitalernes conservation, og aflevere renterne deraf til den længstlevende af ægtefællerne »såsom vi hermed forbinder os til, ej nogen skilling af capitalen at vil optage, men at ville nöjes med renterne, hvoraf vi med god forsynlighed meget vel kand leve« (§ 2). I disse ord kender man Árni lyslevende. Efter at bægge ægtefællerne er døde og nødvendige omkostninger er betalte, skal Hans Diderichsen Wichmann[3] nyde 100 rdl. Árnis broderdatter, på Island, Astrid Magnusdatter, skal arve alt, hvad Árni efterlod sig på Island, og det skal Ormur Daðason sörge for at hun får.[4] (§ 5). Af tjænestefolkene skal hvert få en sömmelig klædning, når den ene døde; når bægge var døde, skulde Maren Joensdatter [stuepige] få 100 rdl., Johan Adolph Fuchs [tjæner] 50, Thomas Baggesen [kusk] 30 og Anne Christensdotter kokkepige] 20 rdl. (§ 6). Efter bægges død skulde renterne tilfalde en eller to islandske studenter, »hvis indrettelse aldeles overlades til justizråd Thomas Bartholin og assessor Hans Gramm, som best om vores vilje herud inden ere informerede og best ved, hvorledes jeg Arnas Magnussen helst ynsker, at dermed til fædrenelandets og publici nytte motte blive forholdet«. Den fundats, som de to skriver, skal være »af samme kraft og gyldighed«, som om det var underskrevet af bægge ægtefæller (§ 7). Der skal af consistorio denomineres en eller flere for at administrere legatet (§ 8). Hvorledes legatets midler iøvrigt skulde anvendes, berøres ikke i testamentet. Men derom har de to eksekutorer uden tvivl fået nöje besked af Árni, nemlig de hovedbestemmelser, som fundatsen kom til at indeholde.
Om dennes tilblivelse får man oplysninger i indledningen dertil. At det ikke blev de to eksekutorer, der kom til at give fundatsen dens endelige form, hang hovedsagelig sammen med de vanskeligheder, som afleveringen af Jordebogen forårsagede. Først efter at rentekammeret havde erklæret, at den sag var bragt til afslutning på en tilfredsstillende måde (1742 og 50), kunde fundatsen endelig udformes. Th. Bartholin og Gram siges at have hver for sig »efterladt et egenhændigt udkast til samme, hvilke begge dog ei alene i de fleste og vigtigste poster ere overensstemmende, men endog tydeligen forklare, hvorledes de, efter da værende omstændigheder, have forment at der med dette legato kunde forholdes, når det først var afgjort, hvor stor capital de dertil legerede midler egentlig sig måtte beløbe«. Th. Bartholin døde allerede 1737 og H Gram 1748. Men der skulde gå endnu 12 år efter den sidstes død, inden fundatsen fik sin endelige form.
I indledningen til fundatsen gives følgende oplysninger om dens tilblivelse: »have Vi, til ydermere at forfremme forbemeldte testatorum så priselige öjemaerke, af de tvende foranførte udkaster ladet uddrage og efter de nu værende curatorum ɔ: I. C.Kall, B. Möllmann] . . . . tillige herover indhentede allerunderdanigste betænkning ladet forfatte en sådan fundats«. Kapitalen, der oprindelig var o. 8000 rdl., var dengang bleven 13.356 rdl. 1 m og 6 sk. (§ 1). Det ses af de i Rigsarkivet opbevarede dokumenter, at det var B. W. Luxdorph og prokansleren Pontoppidan, til hvem boet var blevet ekstraderet 1758 (ifg. kongelig resolution), der lavede det nævnte »uddrag«; det blev sendt til Kall og Möllmann til gennemsyn, og efter at dette var sket, formedes fundats endelige ordlyd.[5] Det er interessant at følge fundatsens tilblivelse:
Bartholin og Gram fik, som antydet, mærkeligt nok ikke i fællesskab udarbejdet en fundats, hvad der dog i virkeligheden godt kunde være sket, selv om jordebogsarbejdet voldte vanskeligheder. Men hver af dem forfattede et udkast, og disse foreligger i afskrifter (i Rigsarkivet og andre steder). Bartholins, herefter betegnet med B, består af 33 paragraffer, Grams, herefter betegnet med G, af kun 13, idet Gram oftere har samlet i én paragraf, hvad Bartholin fordelte på flere. I hovedsagen er de identiske, nogle gange ordret stemmende med hinanden. Der er ingen tvivl om, at tilsammen er de gyldigt udtryk for Árnis hensigter. Der findes enkelte bestemmelser i B, der ikke findes i G, som at eforerne (eller kuratorerne, som de afvekslende kaldes) må benytte bøger og håndskrifter på samme vilkår som stipendiarerne, at figurer, hørende til et værk, udgives af fonden, at hvis nogen vil forøge samlingen med gode manuskripter, skal de modtages, og at også sådanne kan udgives for dens penge, samt at eforerne kan købe manuskripter for at forøge samlingen osv. Den slags har Gram vel betragtet som selvfølgeligheder. På den anden side har G, der i det hele er bedre formet, vigtige bestemmelser, der ikke findes i B; hertil hører hovedsagelig den bestemmelse i § 27, om den verdslige og gejstlige islandske øvrigheds ret til at indgive »besværinger og desideria«. I G findes også en bestemmelse, der ikke er optaget i fundatsen, om at der skal udfærdiges 3 ligelydende originaler, hvoraf den ene opbevares i Konsistoriums arkiv (dette er nu tilfældet), den anden i den ældste ephori gemme (hvilket ikke er tilfældet); den 3. skulde sendes til Island for at opbevares i stiftskisten på Skalholt. Desuden skulde der sendes kopier til amtmanden over Island og biskoppen på Holar. Dette er nu vist aldrig sket.
På grundlag af disse to udkast blev fundatsen udarbejdet. I den endelige udformning findes endel, der ikke findes i noget af udkastene, men i hovedbestemmelserne er disse nöje fulgt, så at der ikke kan være tvivl om, at Árnis hovedtanker er bleven til virkelighed. Kall og Möllmann har med en særlig omhu gennemlæst udkastet og foreslået ændringer i tilslutning til B og G, og disse ændringsforslag er for allerstörste delen optagne i fundatsen. Men i sin nuværende skikkelse er den i formel henseende ret afvigende fra udkastene, og anderledes kunde det ikke være. Hele intimationen er ny, og i det hele må redaktionen siges at være indholdsmæssig vel og kancellimæssigt formet.
I § 1 og 2 nævnes legatets midler og mål og hvilke personer der skal arbejde for dette, nemlig stipendiarii og — hvad der er en helt ny bestemmelse — håndskrivere, under opsigt og bestyrelse af 2 ephori. Disse »håndskrivere« er vel Kancelliets opfindelse: de nævnes i det følgende, hvor der var anledning dertil. Legatets midler skulde forvaltes som andre Universitetets midler.
§ 3 bestemmer de 2 stipendiarers lön. I B G nævnes Jón Olafsson alene som stipendiat; men her nævnes tillige 2 andre, Bjarni Pálsson og Eggert Ólafsson; det bestemmes dog, at de ellers kun skal være 2, og den ene lönnes med renten af 3600 rdl., den anden med renten af 2400 rdl.
I § 4—6 findes nöjagtige bestemmelser om, hvorledes pengene iøvrigt skal anvendes, = BG; her lægges der mærke til, hvorledes stipendiarernes lön efterhånden skal stige, fuldtud i Árnis humane og betænksomme ånd. Også her møder man noget nyt. I BG skulde eforerne og stipendiarerne og de alene have nögler til de lukkede bogskabe. Men i fundatsen er det »famulus bibliothecæ«, der skal være hvad vi nu vilde kalde bibliotekar ved samlingen, hvilket efter forholdene var det naturlige og rigtige. Famulus skulde have en lille lön herfor og han var forpligtet til at give stipendiarerne adgang til samlingen udenfor bibliotekstiden (§ 7—8). Så følger der nærmere bestemmelser om stipendiarerne og deres virksomhed og færd (§ 9—15); ud fra datidens forhold var de her givne bestemmelser hensigtsmæssige; i den nyeste tid er stipendiarvæsenet grundig ændret, men derom senere. En human bestemmelse og i Árnis ånd er den (§ 13), at stipendiarerne skal have 3 måneders lön over tiden når de ønsker at fratræde, og døde de, skulde disse penge anvendes til deres begravelse. Disse stipendiarer skulde altid udelukkende være Islændere, de dygtigste der fandtes, og sådanne som i det mindste havde været 1 år ved Universitetet. Også håndskriverne, der senere fuldstændig forsvinder, skulde være isl. studenter, om dem se § 16. Dernæst følger udførlige bestemmelser om skrifters udgivelse (§ 17—22). I Árnis ånd er her den smukke bestemmelse (i § 21): »Prisen [på de trykte bøger] ansættes så tålelig, som ske kan, da det er nok, når legatum omtrent bliver skadesløs«. I § 23 bestemmes, at udgivne skrifter kan sendes som gave til visse personer i Island og forskellige »universiteter og lærde corpora« i andre lande. I § 24 findes bestemmelser om, at de »nuværende« ephori selv skal udnævne deres efterfølgere, og om måden, på hvilken dette skulde göres. Endelig findes nöjagtige bestemmelser om eforerne og deres pligter i § 25—27.
Fundatsen er underskrevet 28. januar 1760, så at sige akkurat 30 år efter Árnis død og »allerunderdanigst læst i Consistorio d. 5. martii a. 1760«.
Imidlertid havde legatet begyndt at fungere; der havde været eforer, der sörgede for, at alt blev godt passet og at pengene ynglede; ligeledes var Jón Ólafsson bleven stipendiar og havde udført en hel del arbejde.
Fodnoter
- ↑ Trykt i Samling af bestemmelser vedkommende det Arnamagnæanske legat 1892 og fl. st. og her som »Tillæg«.
- ↑ Jfr. Jón Ólafssons beskrivelse af testamentet i hans isl. biografi, 12. kap. Når man fra visse sider har villet göre testamentet mistænkeligt, fordi originalen er gået tabt, kan bemærkes, at § 5 fra ordene »Men hvad mine«, 7 og 9 foreligger i en afskrift, hvis rigtighed er bekræftet af skifteforvalteren, Thestrup; den er fuldkommen ens med afskriften, hvorefter teksten er trykt, med undtagelse af, at der her findes »og« efter »ærlige mand«.
- ↑ Hvem denne var vides ikke.
- ↑ På det islandske alting 1730 blev der oplæst forskellige poster af testamentet, især vedrørende Astrid (denne blev gift med præsten Þórarinn Jonsson til Hjarðarholt og døde af kopper i barselsæng 1742). Hun havde en søn, der hed Árni. Også hvad der i den anledning meddeles, er i fuld overensstemmelse med testamentet. At Árni indsatte Astrid til sin arving og ingen anden skal, ifg. Jón Ólafsson (AM 437, fol.), komme af, at han ikke syntes om sine andre mandlige slægtninges væsen og færd.
- ↑ Jfr. hermed den redegörelse, der er trykt som Tillæg.
