Thomas Apostels saga

Fra heimskringla.no
Revisjon per 4. jun. 2023 kl. 14:57 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Apostelsagaer


Thomas Apostels saga [1]

Thomas saga postola


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Postola sögur, Christiania, 1874


Her begynder sagaen om apostlen Thomas


1. Herren sender Thomas Apostel til Indien[2]

Apostlen Thomas og kong Gondophares
fra et fransk 1300-tals håndskrift

Apostlen Thomas, som med et andet navn kaldes Didymos[3], kom til den by, der hedder Cæsarea. Da åbenbarede Herren sig for ham og sagde til ham: »Gondophares[4], kongen af Indien, har sendt sin greve her til Syrien for at finde en mand, der kan bygge et hus for ham, og jeg vil sende dig med ham.« Apostlen Thomas svarede: »Herre! Send mig hen, hvor du ønsker — bare ikke til Indien!« Herren sagde til ham: »Tag af sted, for jeg er med dig, og jeg vil ikke forlade dig. Og når du har kristnet inderne, skal du komme til mig med stor hæder.« Thomas svarede: »Du er Herren, og jeg er din træl. Må din vilje ske!« Da kom den indiske greve gående på torvet sammen med sine mænd. Han hed Abbanes. Og Herren åbenbarede sig for ham og sagde: »Hvad ønsker du at købe — unge mand?« Abbanes sagde: »Kongen af Indien har sendt mig hertil for at finde håndværkere og købe trælle, som er dygtige til at bygge huse, for han vil lade en hal opføre til sig selv.« Herren sagde til ham: »Jeg har en dygtig træl, som jeg sender ud i ærinder, og hans virke og arbejde giver mig fortjeneste, men jeg vil sende ham med dig, og du kan tage ham med til Indien.« Abbanes blev meget glad, da han hørte dette, og kastede sig ned for hans fødder. Og Herren tilkaldte Thomas og overgav ham til Abbanes. Og da de gik ombord på skibet, sagde Abbanes til Thomas: »Fortæl mig, er det sandt, at du er træl for den mand, der solgte dig til mig?« Thomas svarede: »Jeg er hans træl, og derfor gjorde jeg ingen indvendinger, da han solgte mig til dig. Og jeg gør ikke, hvad jeg selv vil, men snarere som min Herre befaler. Men jeg er en af hans utallige trælle, og vi har alle mange forskellige færdigheder, og vi rejser mellem byerne, men afleverer alt, hvad vi tjener ved vores arbejde, til vores Herre.« Abbanes sagde: »Hvilke færdigheder besidder du?« Thomas svarede: »Jeg kan bygge et hus, som aldrig forfalder, og vægge, som aldrig styrter sammen, og vinduer, som altid giver lys i husene. Jeg bygger anseelige huse, som overgår andre, og mine bygninger er pragtfulde udvendig, men endnu mere indvendig. Jeg kan lave alt, hvad der kan bygges af sten eller træ. Hvis du giver mig læredrenge, så vil jeg oplære dem, så de bliver lige så dygtige som mig.« Abbanes sagde: »Det er en mægtig mand, som overgår konger, der har sådanne trælle.« Thomas sagde: »Det er rigtigt, for han er kongens enbårne søn, og hans far hersker over det øverste rige, som fjender aldrig angriber, og hvor der ikke findes sygdom og nød.« Og da de havde talt sådan sammen nogen tid, blæste det op, og de sejlede for fuld bør i syv dage, indtil de kom til den by, der hedder Andropolis.

Da de gik fra borde, hørte de sang og harpespil og glædesudbrud fra byen. Der blev holdt bryllup, og kongen bortgiftede sin datter til den mand, som bestemte dér i byen. Og udråberne løb rundt i byen og sagde, at alle skulle komme til dette bryllup, både rige og fattige, høje og lave, derboende folk og udlændinge, såfremt de ville glæde kongen. Så gik Thomas og Abbanes til brylluppet, men folk betragtede dem med undren, fordi de var udlændinge og ukendte for alle dér. En ung hebræisk kvinde gik omkring og standsede ved alle og spillede smukt på fløjte og underholdt. Men da hun kom hen til Thomas, så hun længe på ham og undrede sig over, at han hverken spiste eller drak, men hele tiden så op mod himlen. Da forstod hun, at han måtte være hebræer og troede på den himmelske Gud, og hun begyndte da at synge på hebræisk: »Én er hebræernes Gud — ham, der skabte himlen og jorden og havet.« Og da apostlen hørte dette, huskede han hende på at sige disse ord ofte. Men den mand, der skænkede drikkevarer, bebrejdede apostlen, at han hverken spiste eller drak noget, og han slog ham i ansigtet med hånden. Da sagde Thomas til ham: »Det er bedre for dig at tage straffen i denne verden end i den næste, hvor der er evige kvaler. Men nu skal du få gengæld i denne verden, fordi du slog mig uden grund, og din hånd skal denne aften blive båret herind af en hund.« Dette sagde apostlen på hebræisk, så ingen forstod det bortset fra den hebræiske kvinde, der spillede på fløjte. Og tjeneren, der havde slået apostlen i ansigtet, gik ud til brønden for at hente vand, men en løve dræbte ham og slikkede hans blod i sig, og hundene åd hans lig, men en stor, sort hund gik gennem hallen med hans højre hånd i munden, og alle, der så dette, blev forbløffede og tav. Men den unge hebræiske kvinde kastede fløjten fra sig og sagde til forsamlingen: »Denne mand er en profet og Guds apostel, for da tjeneren slog ham i ansigtet, forudsagde han på hebræisk det, som nu er sket.«

Og da kongen hørte om disse hændelser, lod han apostlen tilkalde og bad ham velsigne sin datter og hendes brudgom. Thomas Apostel lagde da sine hænder på deres hoveder og sagde: »Gud Abraham, Gud Isak, Gud Jakob — velsign du disse unge mennesker, og så livets sædekorn i deres sind, således at de i deres gerninger opfylder det, som de lærer til deres nytte af Vorherre Jesus Kristus — ham, vi takker som Gud Faderen og Sønnen og Helligånden i al evighed.« Og da Thomas Apostel havde sagt dette, gik han udenfor, og den unge brudgom fulgte apostlen ud. Men da åbenbarede der sig frugtbærende palmegrene i hænderne på den unge mand, og han blev glad og vendte tilbage til sin seng, og han gav sin brud af frugterne, og de spiste begge af dem. Og da de faldt i søvn, viste en fornem konge sig for dem i drømme, og han stod mellem dem og sagde: »Min apostel velsignede jer, så I kan få del i den evige ophøjethed.« Derpå vågnede de og fortalte hinanden om deres drømme. Men da kom apostlen Thomas til dem gennem låste døre og sagde: »Min konge, som talte til jer i drømme, ledte mig herhen gennem låste døre, for at I skulle få glæde af min velsignelse. I skulle forblive i kyskhed, som er dronningen af alle dyder og den evige lykkes frugt. Uberørthed er englenes søster, et værn mod fjender og sikkerhed for den evige hæder, mens vellystighed afstedkommer synd og besmittelse. Og ved en sådan syndig adfærd avles der børn med stor fare — enten ved at moderen dør, eller barnet bliver født blind eller lam eller med andre legemlige brister. Nu kan I se, hvor farefuldt det er at leve i vellyst. Men såfremt I vil tage vare på den velsignelse, som Gud gav jer gennem mine hænder, da vil han sørge for, at I ikke dør, men snarere glædes i evig salighed.« Og da de begge til fulde forstod alt det, som han forkyndte for dem, da viste to engle sig for dem og sagde: »Vi er engle, som er sendt af Gud for at åbenbare os for jer og overbringe Gud jeres bønner, hvis I overholder apostlens formaninger. Vi ledte ham ind gennem låste døre, men han vil åbne Himlens porte for jer.« Da kastede de sig begge for apostlens fødder og sagde: »Styrk du os i al tro, således at der ikke mangler noget i det, som vi behøver at vide.« Thomas svarede: »Jeg vil komme hertil en anden nat og lære jer det, som I har brug for at vide, før jeg rejser videre.« Og han kom, som han havde lovet, og han viste dem den rette vej til den evige, himmelske herlighed, og han døbte dem, før han forlod dem. Men han sendte dem siden sin discipel, som han forinden viede til præst og bad opføre en kirke i byen. Mange folk samlede sig dér under Gud, og dér har Thomas Apostels anseelse og den rette tro holdt sig helt til vore dage.

Men denne unge mand hed Dionysius, og han blev siden viet til biskop, og han viede sin brud til nonne. Hun hed Pelagia. Hun blev af to grunde pint for Guds skyld: Fordi hun ikke ville ofre til afguderne, og fordi hun ikke ville være sammen med mænd, og derfor blev hun halshugget. Således står der med græsk skrift på hendes grav: »Her hviler biskop Dionysius’ brud, Thomas Apostels datter.« Det ville tage lang tid at opregne, hvilke jærtegn de hver især udrettede, og jeg vil nu hellere berette om apostlens mirakler.


2. Thomas Apostel hos kong Gondophares

Thomas Apostel kom til Indien og til den by, der hedder Eleopolis. Da fortalte Abbanes kong Gondophares, hvordan hans ærinde var forløbet. Da sagde kongen til Thomas Apostel: »Kan du bygge mig en hal?« »Det kan jeg,« sagde apostlen. Gondophares sagde: »Hvordan vil du bygge hallen?« Thomas Apostel udmålte grundvolden og fortalte kongen, hvordan han ville udforme hallen, og hvor han ville lade de 12 huse stå, som han sagde, han ville opføre. Han sagde, at døråbningen skulle vende mod øst og den opstigende sol, og et fæstningsværk skulle anlægges omkring hallen. Da kongen havde set, hvordan Thomas havde til hensigt at bygge hallen, sagde han: »Du må være en dygtig mand, og det er passende for dig at tjene konger.« Kongen overdrog ham derpå en stor sum penge og rejste bort fra byen.

Og Thomas Apostel drog rundt til byer og herreder og prædikede Guds ord og døbte dem, der antog troen, og delte store beløb ud til de fattige og viede præster og lod kirker opføre og fremmede kristendommen og omvendte utallige folk til den rette tro i de 2 år, hvor kongen var borte. Men da kongen vendte hjem og erfarede, hvad apostlen havde gjort, lod han både Thomas og Abbanes kaste i fængsel. Det var kongens hensigt at flå huden af dem levende og lade dem brænde på bålet, men det trak ud med deres død, fordi kongens bror, der hed Gad, lå alvorligt syg. Så døde Gad, og der blev sørget meget i kongens hird. Kongen lod sin brors lig svøbe i purpur og silkeklæder, og han sendte bud efter håndværkere, for at de skulle lave så udsøgt en kiste af marmor, som de formåede. Men mens begravelsen af den døde mand afventede tilvirkningen af kisten, rejste Gad sig fra døden og vågnede til live tidligt den fjerde morgen efter sin død. Og de, som havde begrædt hans død, blev tavse og skræmte af det under, der var sket. Da henvendte Gad sig til sin bror: »Hør — min bror! Den mand, som du agter at flå levende og brænde, er Guds ven, og alle englene tjener ham. Min sjæl blev ført til Himlen, og dér fik jeg den hal at se, som Thomas havde bygget og indrettet, helt som han lovede dig at gøre, og det arbejde er i sin helhed udført med de herligste ædelsten — både udvendig og indvendig. Og da jeg betragtede dette skønne værk, sagde Guds engle til mig: ‘Her er den hal, som Thomas byggede til din bror.’ Men da jeg ønskede at tage plads på det yderste sæde i denne hal, sagde Guds engle til mig: ‘Hvis du vil være her, må vi bede Vorherre Jesus Kristus, Guds levende søn, om, at han lader dig vågne til live. Og gå du hen og køb hallen, så din bror kan få de penge, han mener, han har mistet.’« Og da Gad havde sagt dette, skyndte han sig hen til fængslet og kastede sig for apostlens fødder og bad om nåde for sig og sin bror og sagde: »Min bror har begået en stor synd, for han véd ikke, at du er Guds apostel.« Han løste da apostlens lænker og bad ham modtage de pragtfulde klæder, som han havde med til ham. Thomas sagde: »Du véd fortsat ikke, at de, som ønsker himmelsk styrke, ikke tragter efter noget jordisk. De klæder, jeg bærer nu, rækker til mit behov, og de bliver ikke slidt op i løbet af den tid, min sjæl er i legemet.«

Og da Thomas Apostel trådte ud fra fængslet, kom kong Gondophares ham i møde og kastede sig for hans fødder og bad om nåde. Thomas svarede: »Min herre Jesus Kristus har ydet jer meget ved at lade jer se sine skjulte ting. Kristendommen findes nu til fulde i jeres byer og herreder, så nu må I også være klar til at blive viet i Guds rensende brønd, så I kan få del i den evige, himmelske herlighed.« Gad svarede: »Jeg så den hal, som du byggede til min bror, og englene bad Gud om og fik tilladelse til, at jeg kunne købe hallen.« Thomas svarede: »Den sag skal din bror afgøre, som han vil.« Gondophares sagde: »Jeg mener, at det, som blev bygget til mig, tilhører mig. Thomas kan bygge en anden hal til dig, men såfremt han ikke kan gøre det, kan vi eje denne sammen.« Thomas sagde: »I skal vide, at siden verdens begyndelse er mange haller blevet opført og indrettet af Gud, og prisen for at købe dem er den rette tro. Men hvis I ønsker at opnå himmelsk rigdom, så skil jer af med jeres formue, før I dør, for den kan ikke følge med jer; lad jeres midler gavne fattigfolk og nødlidende mennesker, udlændinge og frændeløse, syge og sårede, sultne og tørstige og alle, der trænger, og trøst jer med, at I af Gud for evigt vil blive belønnet hundredfold for jeres formue.«

Men da man rundt om i Indien hørte, at der var kommet en mand, som vækkede folk fra døden og drev Djævelen ud af vanvittige mennesker og helbredte syge, uanset hvad de fejlede, da anså man ham for at være en gud, og folk rejste ad lange veje fra byer og herreder med kroner, der var lavet af guld og ædelsten, og med guldvævede klæder, og de ville iklæde apostlen dette skrud og dyrke ham som afgud og slagte okser og bukke til ham. Men Thomas bad kongen om at samle denne flok den følgende måned og siden gøre, som han prædikede for dem. Og da der var gået en måned, sagde Thomas, at alle skulle gå ud på en udstrakt slette, for der var kommet så mange mennesker, at der ikke var plads i husene. Og da alle var gået ud, samlede apostlen alle de syge på ét sted, og han stod imellem dem og rakte hænderne mod himlen og sagde: »Hellige, usynbare, udelelige Gud, som sender os det himmelske lys, Vorherre Jesus Kristus, din søn! Han gav os, sine apostle, magten til at helbrede alle sygdomme og få alt, hvad vi beder Gud Fader om i hans søns navn. I hans navn beder jeg dig om — Gud! — at du helbreder alle disse syge mennesker med din helende kraft, således at folk kan vide, at du er én usynbar Gud Fader og én herre Jesus Kristus, ved hvem alle synlige og usynlige ting er blevet skabt, og én Helligånd skinnende over alt nu og i al evighed.« Da svarede de kristne og sagde: »Amen!« Men da kom der et stærkt lys — som lynild — over de syge mennesker, og de faldt alle til jorden sammen med apostlen, og man troede, at de var blevet slået ihjel af lynet, og de blev liggende på jorden i en halv time. Da rejste apostlen sig op og kaldte på dem allesammen og sagde: »Rejs jer op, for Herren Jesus Kristus kom som et lyn, og han vil helbrede jer alle!« Og de rejste sig alle op og var raske og priste Gud og Thomas Apostel.

Thomas Apostel steg da op på en stor sten, så han kunne overskue hele forsamlingen, og alle kunne se ham, og han bad om ørenlyd og sagde: »Hør — alle! Min herre Jesus Kristus sendte mig til jer her. Jeg er hans træl, og han helbredte denne flok. Men jeg er et menneske som jer, og jeg blev sendt til jer af Gud for at fortælle jer, at I skal ophøre med dyrkelsen af afguder, men hædre jeres skaber, Gud i Himlen, som vil frelse alle, som tror på ham. Hør — mænd og kvinder, drenge og piger, unge og gamle, frie og ufrie! — hvis I ønsker at opnå evigt liv, må I først tro på én almægtig, usynbar og udelelig Gud Fader — ham, som bor i det himmelske lys — og ingen er over ham. Tro også på hans enbårne søn, Vorherre Jesus Kristus, ved hvem alt synligt og usynligt i himlen og på jorden er skabt, og på Helligånden, den usynlige beskytter, som vier og oplyser de troendes sjæle. Og I kan blive regnet blandt dem, såfremt I tror på Gud af et rent hjerte og vrager Den gamle Mand[5] og hans gerninger, som er syndige, og kuldkaster alle djævelske afguder og deres højtider. Forlad mørkets høvdinge, så I kan opnå evigt lys! Vogt jer — I, som tror på Gud — for al gudsbespottelse og ondskab. Den første belønning får I ved at tro på én Gud; den anden ved at lade jer døbe; den tredje ved, at I tager jer i agt for hor; den fjerde ved, at I ophører med al vrang bergærlighed; den femte ved at angre jeres synder; den sjette ved, at I afholder jer fra frås med mad og drikke; den syvende ved at være standhaftige i gode gerninger; den ottende ved at være gæstfri; den niende ved på alle måder at fremme Guds vilje; den tiende ved, at I afstår fra at gøre det, som mishager Gud; den ellevte ved for Guds skyld at nære kærlighed til jeres venner og fjender; den tolvte belønning er hver dags omhu med at iagttage alle disse vilkår, og en mand bliver jo mere optaget af at besidde himmelske rigdomme, des flere han har, for disse tolv vilkår indeholder al den retfærdighed, som leder den, der overholder disse ting, til Himlens haller. Men de gaver, I har med til mig, skal I give til de fattige, for jeg er ikke Gud, men snarere hans træl. Men gør jer alle klar til at modtage den kristne tro og dåben!«

Og folk gjorde, som Thomas sagde, og den følgende søndag blev 9000 mænd døbt, mens kvinder og børn ikke blev talt. Siden rejste Thomas til Øvre Indien, således som Gud havde åbenbaret for ham. Og mange mennesker kom for at overvære hans mirakler og høre hans prædiken, og mange antog den kristne tro og forkastede ofring til afguderne, når de så ham give blinde synet og give døve hørelsen og give døde liv og drive Djævelen ud af vanvittige mennesker.


3. Thomas Apostel omvender dronning Mygdonia

Mygdeus hed den konge, som herskede over dette Indien, og hans kone hed Trepicia; hans jarl hed Karicius, og dennes kone hed Mygdonia. Mændene var gift med hinandens søstre. En kvinde ved navn Sintica havde været blind i 6 år; hun var Mygdonias veninde. Og Thomas Apostel gav denne kvinde synet igen. Med raske øjne og et godt syn gik hun til Mygdonia og fortalte hende om sin helbredelse. Mygdonia sagde: »Det må have været Guds engel eller apostel, der gav dig synet igen, siden han ikke brugte lægemidler til det.« Sintica sagde: »Ikke alene gav han mig synet igen, men der er mange mænd og kvinder, som han har helbredt i Jesu Kristi navn.« Mygdonia sagde: »Kan jeg møde ham?« Sintica svarede: »Det er hensigten, at han i morgen skal tale til de forsamlede, og hvis du vil møde ham, så skift til noget andet tøj, så du ikke bliver genkendt, og gå så i følge med andre kvinder.« Mygdonia skiftede da tøj og fulgtes med sine veninder og tjenestepiger, og de kom hen, hvor apostlen forkyndte troen for folk, og han talte således: »Dette liv, som vi lever,« sagde apostlen, »— er elendigt og forbundet med mange farer, og det forsvinder, når man helst vil beholde det, fordi en brat død gør ende på det og tager det bort, så det aldrig siden kan findes. Derfor kom Guds søn fra Himlen og fortalte os, at der findes et andet liv, hvor der aldrig er død eller sygdom eller sorg, men snarere altid glæde og lys og lykke. Og Guds søn gjorde sådan, at mennesket, som er født til at dø, kan blive genfødt til liv og ved de hellige apostles forkyndelse blive Guds sønner, hvor de før var trælle af synden. Men dødelige menneskesønner kan ikke blive udødelige, medmindre de bliver genfødt ved vand og Helligånden. Men for at folk ikke skal mistro denne forkyndelse, gav Guds søn — ham, der sendte os for at forkynde — os den magt, at vi i hans navn kan helbrede de syge og give de døde liv, således at forstandige mennesker kan forstå og indse, at sådanne mirakler ikke ville følge, såfremt forkyndelsen ikke var sand. Jeg kaldte jer sammen forleden dag for at helbrede jeres legemer, men i dag kalder jeg jer sammen, for at jeres sjæle skal blive frelst ved forkyndelsen af Guds ord. For på samme måde som læger ikke kan helbrede syge mennesker, medmindre de udholder kuren og drikker den drik, som de får, således kan heller ikke præster frelse menneskers sjæle, medmindre de hører Guds ord og den sande tro og fører et tugtigt liv og tager sig i agt for al vrang begærlighed og frås og ikke gør uret imod nogen og ofte lytter til Guds ord og overholder Guds bud. Dette skal gøres for sjælenes helse og for, at mennesker kan bevare deres helbred. På samme måde som legemlig sygdom giver folk madlede, således gør også åndelig sygdom sjælen led ved sin føde, for den, der lever efter sine legemlige lyster, kan ikke elske sin sjæl. Som profeten sagde: ‘Den, som elsker synd, hader sin sjæl.’ Ild og svovl skal regne over syndige mennesker. Hør nu om syndige menneskers pinsler! Vi véd, hvordan det undertiden kan regne sådan her på jorden, at man ikke synes, at man kan være ude eller komme nogen steder; forestil jer da, hvordan det er for dem, som uden ophør bliver udsat for regn af både ild og svovl, mens I ikke kan udholde den regn, som giver vækst her på jorden. Tro derfor på, at syndige mennesker får sande pinsler, mens retfærdige får sand ophøjethed. Det, som varer evigt, kalder jeg sandt, for alt det, som ender, forekommer ikke at være sket, når det er forbi.«


4. Thomas Apostel fængsles

Men da Thomas Apostel havde sagt dette, antog alle i forsamlingen, som havde hørt disse ord, den kristne tro og blev døbt efter syv dages faste. Mygdonia sov ikke siden i den samme seng som jarlen. Og da jarl Karicius blev klar over, at dette var på grund af apostlens forkyndelse, da bad han kong Mygdeus om, at Thomas Apostel blev pågrebet og sat i fængsel. Og det blev gjort, som han bad om. Men Mygdonia gik hen til fængslet og kastede sig for fødderne af apostlen og sagde: »Jeg beder dig — Guds apostel! — om at gå ud og ikke udstå dette på grund af mig, så jeg undgår at blive ramt af Guds vrede.« Thomas svarede: »Gå du hjem til dit hus, så skal jeg komme dertil i nat og vise dig, at jeg er villig til at udstå pinsler for Guds skyld.« Derpå gik Mygdonia hjem og låste døren til sit kammer og sagde: »Almægtige Gud, som Thomas Apostel prædiker om, lad mig være værdig til hans forkyndelse!« Men ved midnat kom Thomas Apostel derhen gennem låste døre og sagde: »Vær stærk — Mygdonia! — for på samme måde som du på grund af mig vil komme til live, således vil jeg gennem hædrende pinsler komme til min herre Jesus Kristus på grund af dig.« Da blev Mygdonia forfærdet og sagde: »Jeg beder dig — Guds apostel! — om at du åbner min sjæls øjne, således som du åbnede blinde menneskers øjne, så jeg er i stand til at se den sande vej og ikke styrter i Djævelens faldgruber.« Thomas svarede: »Fuldfør du syv dages faste, og på den ottende dag skal jeg komme til dig og døbe dig og alle dem, som tror på Gud på grund af dine ord.« Derpå forsvandt Thomas Apostel.

Jarl Karicius opsøgte kongen og sagde til ham: »Jeg beder dig — herre konge! — om at sende dronning Trepicia hen til Mygdonia, og så kan det være, at hun kan få hende til at ophøre med denne galskab, for jeg har bedt hende både i vrede og med venlighed — og tilsvarende har både venner og frænder — om at have samliv med mig igen, men vi kan ikke få hende til det, og hun ønsker ikke at se mig eller at spise og drikke sammen med mig.« Kong Mygdeus svarede: »Bed du din søster om at tage af sted, for hun vil ikke fare forgæves.« Trepicia svarede og sagde, at hun ville tage af sted, siden hendes bror bad om det. Da hun traf Mygdonia, sagde hun til hende: »Jeg beder dig — Mygdonia, min kæreste søster[6] og veninde! — om at ophøre med denne galskab og ikke afvise samlivet med din mand og ikke handle ilde mod vores guder og frænder, for kongen og hele hans hird er nu bedrøvede og sørger over din sindsforvirring.« Mygdonia svarede: »Hvis du vidste — Trepicia! — hvad jeg véd, så ville du ikke kalde det, som Thomas Apostel prædiker, for galskab. Han synes at være et menneske, men han er Gud, for vores veninde Sintica, som har været blind i mange år, har fået synet igen af ham, og han giver hørelse til døve og helbreder syge og vækker døde til live, og han viser os et andet liv i udødelighed, hvor der hverken er sygdom eller smerte eller mismod. Men dette vil man snart erfare, for ridderen Simforus kom sidste nat til fængslet og førte Thomas Apostel bort derfra, og han har nu vækket Simforus’ eneste søn fra døden, og han sidder nu i hans hus og fortæller folk om den kristne tro og helbreder de syge, som kommer derhen.« Trepicia sagde: »Hvis det forholder sig, som du siger, så lad os tage derhen nu, og jeg vil tro ham, hvis jeg erfarer, at dette er sandt, for det er uforstandigt ikke at ønske sig evigt liv og endnu mere uforstandigt ikke at tro på så store mirakler.« Så gik de begge hen til Simforus’ hus, og ved døren mødte de en spedalsk mand, som ville træffe Guds apostel, men han fik ikke lov til at komme ind, for der stod en slem dunst fra ham, og betændelsen løb ned ad hans ansigt, og ikke en plet på hele hans legeme var uskadt. Mygdonia og Trepicia gik ind, men de kunne ikke komme til at tale med apostlen, for han lagde sine hænder på syge mennesker og helbredte dem. Og da Trepicia så disse mirakler, sagde hun: »Måtte Gud forbande de mennesker, som ikke tror på disse helbredelser!« Mygdonia sagde til Thomas Apostel: »En spedalsk mand ønsker at træffe dig — herre! — men han får ikke lov til at komme ind.« Apostlen sagde til Simforus: »Forbyd ikke dem, der tror på Gud, at blive helbredt!« Simforus sagde: »Den mand, som I taler om, er ikke til at holde ud at se på, og hele hans legeme er dækket af skorper, og betændelse og maddiker strømmer ud af ham.« Apostlen sagde: »Så meget desto mere må Guds mirakler påskønnes, når han læger vanskelige tilfælde. Før den spedalske herind!« Og da apostlen så manden, fældede han tårer og faldt på knæ og var længe hensunket i bøn. Derpå bad han om, at den syge blev ledt hen til ham, og han lagde sine hænder på ham og sagde: »Gud — skaber af alle synlige og usynlige ting — du, som ved din søn gav os den magt, at vi kan give synet til blinde og helbredelse til spedalske og liv til døde! Lad din engel åbenbare sig synligt og helbrede denne mand ved mine hænder, så han bliver rask og kan tilbede dig som sin skaber og frelser, så alle kan vide, at du alene er Gud, og at der ikke findes andre guder.« Og da Thomas havde sagte dette, åbenbarede en ung mand med et strålende ansigt sig tydeligt, og han førte den spedalske mand hen i et hjørne af huset, og han tog tøjet af ham, og derefter flåede han spedalskheden af ham på samme måde, som når en mand flår skindet af en kalv, og han førte ham helbredt hen til apostlen. Og Thomas døbte ham og iførte ham nye, hvide klæder. Da lovpriste alle Gud og sagde: »Sandelig har Guds engel åbenbaret sig i vores land.« Da kastede dronning Trepicia sig for apostlens fødder og sagde: »Jeg beder dig — den levende Guds apostel! — om at få del i det evige liv.« Thomas svarede: »Den himmelske konges hal er åben, og alle, som af hele hjertet tror på Gud, kan gå ind, og du er også værdig til Guds barmhjertighed, hvis du har den rette tro.« Trepicia svarede: »Jeg tror på, at der ikke findes en anden Gud end den, som du forkynder, og derfor beder jeg om, at du lader mig blive en af dem, som kommer til ham.« Da lagde apostlen sine hænder på hendes hoved og velsignede hende og prædikede den rette tro for hende og sagde: »Nu hørte jeg min herre Jesu Kristi stemme, og han kalder på mig. Men tag du nu imod dåben, som opnås ved vand og Helligånden, for nu nærmer den tid sig, hvor jeg skal forlade verden.« Derpå døbte han hende, og han påmindede forsamlingen om, at de skulle elske kristendommen og deres præster og ofte komme i kirken for at høre Guds ord. Og derefter gik de hver især hjem.


5. Thomas Apostels død

Men da Trepicia kom hjem, sagde kongen til hende: »Hvad opholdt dig så længe, at du ikke kom hjem, før det blev aften?« Trepicia svarede: »Jeg troede, at Mygdonia var blevet gal, men hun har fundet den sande visdom, som har ledt mig til evigt liv, for jeg traf Guds apostel, som giver gavnlige råd til alle. Og du bliver aldrig en udødelig konge, selv om du hersker over lande, men hvis du ville lytte til apostlens ord, så skulle du aldrig dø.« Da blev kongen bedrøvet, og han lod sin svoger, jarl Karicius, tilkalde og sagde: »Da jeg ville hjælpe dig med din kone, mistede jeg min egen, for Trepicia er nu værre ved mig, end Mygdonia er ved dig.« Og der blev straks sendt folk hen efter apostlen, og han blev ført bundet dertil. Kongen sagde til ham: »Hvad er det for en gud, du har, som forfører vores koner med dine ord?« Thomas Apostel svarede: »Du er konge, og du vil have ærlige trælle og kyske tjenestepiger, men siden du vil tjenes af kyske folk, og såfremt du er et menneske, da må du indse, at Gud ønsker, at hans trælle og tjenestefolk tjener ham renfærdigt. Men hvorfor anklager du mig for at sige, at Gud synes godt om det ved sine trælle og tjenere, som du selv synes godt om ved dine opvartere, nemlig kyskhed og ærlighed?« Kong Mygdeus sagde: »Jeg sendte min kone hen for at lede Mygdonia væk fra dette uføre, men du skubbede dem begge ud i fordærv.« Apostlen sagde: »Det er fordærveligt at afstå fra kyskhed, men leve efter legemlige lyster, og den, som holder sig fra vrange lyster, han går fra uføre til helse og fra mørket til lyset.« Kong Mygdeus sagde: »På samme måde som du med disse ord og kneb har ført dem bort fra det ægteskabelige samliv, skal du nu med dine ord og råd sørge for, at de vil have samkvem med os som før.« Thomas sagde: »Kongens befaling er vildfaren.« Kongen sagde: »På hvilken måde er min befaling vildfaren?« Apostlen svarede: »Jeg byggede en høj søjle, men du befaler, at jeg straks bryder den ned; jeg gravede i jorden for at finde rent vand, men du siger, at jeg skal kaste muld i brønden og dække den til. Jeg vil hellere sige med min herres ord, at den har ikke fortjent Gud, som elsker sin far eller mor eller kødelige frænder og gode venner mere end Gud.[7] Men du — konge! — er et timeligt menneske, og på timelig vis hævner du det, som bliver gjort imod dig, men Gud er den evige konge, og han tager evig hævn for det, som bliver gjort imod hans vilje. Og du kan dræbe legemet, men derefter kan du ikke gøre sjælen noget, men Gud alene er den sande konge, og han kan sende både sjælen og legemet i evige flammer.« Da sagde jarl Karicius til kongen: »Hvis du tøver med at dræbe denne troldkyndige mand, så vil han lede selv os i fordærv.«

Da blev kong Mygdeus vred, og han lod jernstænger gøre glødende og fik apostlen til at gå barfodet hen over dem, for at han skulle blive forbrændt. Men da sprang der vand op af jorden og nedkølede jernet. Og apostlen sagde til kongen: »Gud gør ikke dette for min skyld, men snarere for din skyld, for at du hellere må tro på Gud, for Gud er i stand til at give mig styrken til ikke at frygte din ild.« Karicius sagde da til kongen: »Lad ham anbringe i en glohed ovn!« Men da dette blev gjort, formåede de ikke at varme ovnen op, for Gud slukkede deres ild. Da sagde Karicius: »Tving ham til at ofre til en billedstøtte af solguden, og så vil hans gud, som nu beskytter ham mod pinslerne, blive vred på ham!« Men da de førte ham ind i gudehovet, så han på kongen og sagde: »Sig mig — konge! — hvad der er bedst: Er det dig eller det billede, som forestiller dig? Jeg tvivler ikke på, at du er bedre end billedet. Hvorfor tilsidesætter I jeres gud, men ofrer til hans billede?« Og billedstøtten af solen var lavet af guld, og det samme var dens kærre og heste, og en glashimmel var lavet over billedstøtten, så det så ud, som om solen bevægede sig hen over himlen. Men da de bad apostlen om at bøje sig for billedet, sagde han videre til kongen: »Du skal vide — konge! — at det ikke kommer til at gå, som jarl Karicius sagde, at Gud bliver vred på mig, fordi jeg bøjer mig for din gud. Han vil snarere blive vred på din gud og knuse ham.« Kongen svarede: »Den stærke solgud vil knuse din gud, som jøderne korsfæstede.« Thomas sagde: »Ønsker du at erfare, hvorvidt det vil ske?« Karicius sagde: »Nu forsøger han at slippe for at bøje sig og ofre.« Thomas svarede: »Jeg vil først bøje mig for ham, og siden vil jeg ofre til ham, såfremt min Gud ikke knuser ham, så snart jeg bøjer mig.« Kongen sagde, at det skulle han gøre.

Men to hundrede mennesker dansede højlydt ringdans foran gudebilledet, og der var unge kvinder med fløjter og harper og røgelse, og hele flokken var ganske klar til offerhandlingerne. Da sagde Thomas Apostel til afgudsbilledet: »Du — djævel! — som holder til i billedstøtten og er årsag til stor vildfarelse og dårskab blandt de mennesker, der ser billedet, uden at de formår at se dig — jeg maner dig til i Herren Jesu Kristi navn — ham, som jøderne korsfæstede — at du går ud og står frem, således at jeg kan se dig, og at du siden gør, som jeg befaler dig!« Da trådte Djævelen ud af billedstøtten og stod frem, så alene apostlen kunne se ham. Da sagde apostlen til ham: »Jeg anråber min herre Jesus Kristus af hele mit hjerte, og så snart jeg knæler og siger, at du skal knuse ikke alene afgudsbilledet, men også dette gudehov, da vil jeg bede min herre Jesus Kristus om, at han sender sin engel for at binde dig og kaste dig i afgrunden, såfremt du ikke gør det.« Djævelen svarede: »Jeg bønfalder dig — Guds apostel! — om ikke at sende mig i afgrunden, men lad mig hellere dræbe alle disse mennesker!« Apostlen svarede: »Jeg befaler dig i min herre Jesu Kristi navn, at du ikke gør nogen fortræd; knus du hellere afgudsbilledet, så snart jeg knæler!« Og apostlen talte til Djævelen på hebræisk, og ingen forstod, hvad han sagde, eller hvem han talte med. Da så apostlen på kongen og sagde: »Tænk dig om — konge! Du siger, at din gud er den stærkeste, mens min Gud er en korsfæstet mand; hvis din gud er stærkest, og den djævel, som gemmer sig i billedstøtten, ikke knuser ham, så snart jeg påkalder min Gud, da vil jeg bøje mig for ham og siden ofre til ham. Men hvis dit skræmsel bliver knust, er det kun rimeligt, at du forkaster vildfarelsen og antager den sande tro.« Kongen svarede: »Hvor vover du fortsat at tale sådan til mig? Jeg lader dig udslette, hvis du ikke bøjer dig og ofrer.« Apostlen sagde: »Nu bøjer jeg mig, men ikke for billedstøtten; nu bøjer jeg mig, men ikke for malmgenstanden; nu bøjer jeg mig, men ikke for afguden — snarere bøjer jeg mig for min herre Jesus Kristus, og i hans navn befaler jeg dig — du, djævel, som findes skjult i billedstøtten! — at du knuser afgudsbilledet uden at skade nogen og siden farer hen, hvor ingen kan finde dig!« Og da han havde sagt dette, gik afgudsbilledet i opløsning som voks for ild. Men da gennemborede offerpræsten apostlen med sit sværd og sagde: »Jeg skal hævne min gud!« Da blev kongen og jarlen rædselsslagne og flygtede. Men de kristne førte apostlens legeme til kirken med hæder, mens de priste Gud, og smurte liget med herlige salver. Og på det sted, hvor han er begravet, sker der mange mirakler, for djævlene flygter dér ud af vanvittige mennesker, og syge bliver helbredt.[8]

Og mange år senere, da den romerske høvding Alexander havde været på hærtogt i Persien og dræbt deres konge og drog hjemad med sejr, bad folk i Syrien om, at han lod apostlens lig hente og føre dertil. Da blev apostlens lig bragt fra Indien til Syrien og den by, der hedder Edessa, og der blev fremstillet et skrin af sølv. I denne by må vildfarne og afgudsdyrkere og gudsfornægtere[9] ikke opholde sig, og hedninge formår ikke at hærge byen, for den værnes af Thomas Apostels fortjeneste og bønner — ham, som følte på Herrens side med sine hænder og sagde: »Du er min Herre og min Gud!«[10] Ham takker vi alle og beder om, at vi må opnå syndsforladelse og komme til den evige lykke hos Herren Jesu Kristi apostle — ham, som lever og regerer som én Gud i alle verdens aldre. Amen.




Noter:

  1. Den norrøne saga om Thomas Apostel, der baserer sig på en ældre latinsk kilde, kendes oprindeligt fra det islandske håndskrift AM 652 4to fra ca. 1250-70, som imidlertid nu kun findes ganske fragmentarisk. I 1600-tallet, mens håndskriftet endnu var intakt, foretoges en afskrift på papir (AM 630 4to), og oversættelsen følger i hovedsagen denne tekst.
  2. Kapiteloverskrifterne findes ikke i forlægget, men skyldes alene oversætteren.
  3. Græsk for tvilling. Navnet Thomas betyder tilsvarende tvilling på aramæisk.
  4. Formentlig Gondophares IV Sases, hersker over Det Indo-Parthiske Rige.
  5. ɔ: Djævelen
  6. Dette skal ikke forstås bogstaveligt.
  7. Se Matt 10, 37
  8. Thomas Apostel døde ifølge traditionen i år 72. Hans messedag i den katolske kirke er 21. december. Sankt Thomas er skytshelgen for bl.a. murere, arkitekter og landmålere.
  9. Håndskriftet AM 630 4to har Gyðingr (jøder), mens AM 652 4to har guðníðingr (gudsfornægtere).
  10. Se Joh 20, 24-29