Thord paa Trostestad
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Thord paa Trostestad
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Thord hed en Mand; han boede paa Trostestad paa Høfdestrand i Skagefjord. Han havde, syntes Folk, et underligt Sind. Det traf sig en Vinter, at han gik hjemmefra til Handelsstedet i et saa stærkt Sneefog, at man fandt, det var ikke noget Veir til at finde Vei i. Han bar en Sæk med Varer, og med den gik han nu ned over Myrerne; thi der er ikke langt derfra til Hofsos. Da han var kommen et lille Stykke paa Veien, foer han vild, men blev dog ved at gaae til Kveld; da troede han at see nogle Boder, der vare saa høie, at man maatte forbauses derover; han gik derhen og fandt Vinduerne oplyste. Han gik hen til et Vindue og saae Mennesker derindenfor, som morede sig med Strengeleg og Dands. Nu nærmede han sig Døren og bankede paa. Strax kom en frakkeklædt Mand til Døren og spurgte ham, hvad han vilde. Thord sagde, som det var, at han var faret vild og sagde, at han gjerne vilde have Huusly, hvis det lod sig gjøre. Den Anden svarede, at det kunde han vel faae »og følg mig nu ind med din Varesæk. Imorgen skal jeg handle med Dig, og Du vil nok ikke synes værre om at handle her, end i Hofsos.« Thord troede neppe sine egne Øine, det Hele var for ham, som en Drøm. Den Frakkeklædte førte ham ind i Stuen, skjøndt han ikke var fiint klædt; der var mange Mennesker, Konen i Huset, Børn og Tyende, og Alle vare de meget pyntede og sang og vare glade.
Frakkemanden, eller Herren i Huset, sagde sagte til sin Hustru, men dog saa høit, at Thord hørte det: »Her er kommen en vildfarende Mand, der er træt og trænger til Noget at styrke sig paa. Giv ham en Hjertestyrkning, min Skat. « Hun ynkede ham. Stakkelen, stod hurtig op, og hentede baade rigelig og god Mad til ham. Men Herren i Huset kom med en Flaske og to smaae Bægere, skjænkede i, drak derpaa selv det ene Bæger, men bad Thord om at drikke det andet. Det gjorde han, og han syntes at han ikke i sin hele Levetid havde smagt saa god Viin før. Der var meget morsomt, og Thord kjedede sig ikke, skjøndt han fandt sit Eventyr noget løierligt. Han fik det ene Bæger efter det andet og begyndte at blive drukken. Siden fik han en god Seng og sov Rusen ud om Natten. Næste Morgen fik han atter Mad og Viin, der var endnu bedre, end den om Aftenen.
Siden gik Herren i Huset ud med ham og spurgte, om han vilde handle med sig, hvortil Thord svarede Ja. De gik da ind i Kramboden, hvor der var alle Slags Varer. Thord lod sine Varer veie, og Kjøbmanden gav en halv Gang mere for dem, end man pleiede at give i Hofsos. Thord fik nu Korn i sin Pose, Lærred og forskjellige Kramvarer, som han havde Brug for. Alt fik han til den halve Priis af den sædvanlige, og da han var færdig, gav Kjøbmanden ham et stort Tørklæde til Konen og Hvedebrød til Børnene, og sagde, at Thord her skulde nyde Godt af, at han engang havde reddet hans Søn fra Livsfare. Thord troede ikke, at det forholdt sig saa; men Kjøbmanden sagde, at det var dog Tilfældet. »Du befandt Dig engang med flere unge Mænd under Thordshøfde; I vilde over til Drangø og laae og ventede paa Medbør. Dine Fæller morede sig med at kaste Stene, og sigtede efter en Oppe der; men det var et varmt Solskinsveir den Dag, og min Søn havde derfor lagt sig til Hvile under Klippen; thi han var træt og havde vaaget hele Natten. Du forbød dem at kaste Stenene, og sagde, at de Løier vare til ingen Nytte. De holdt vel op, men gjorde dog Nar af Dig for dine Nykkers Skyld, og sagde, at Du altid havde været en underlig Fyr. Men havde Du ikke formeent dem dette, vilde de have dræbt min Søn.«
Efter denne Samtale gjorde Thord sig færdig til at drage Hjem; thi nu var det klart Veir. Han sagde Favrel til alle Folkene, men Kjøbmanden fulgte ham paa Veien, ønskede ham en lykkelig Reise og vendte siden hjem.
Thord drog nu videre hjemad, men da han vilde see til Handelsstedet igjen, fik han ikke Øie paa Andet, end paa Thordshøfde, der laa kort fra ham; han undrede sig meget herover, gik hjem og traf sin Kone, og fortalte hende Alt, viste hende Varerne og gav hende Tørklædet. Hun blev glad derover og takkede sin Mand for Gaven. Thords Varer gik vide omkring, for at sees, og aldrig havde man seet slige Varer her i Landet, og maaskee fandtes ikke deres Mage, om man saa søgte paa flere Steder.
Thord saae aldrig hverken Kjøbmanden eller hans Folk siden. Men af Varerne viste han Noget frem saalænge han levede.
