Thussekæmpen Hrugners Vædderidt til Valhalla

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Hans Vilhelm Kaalund (1818–85)

Hans Vilhelm Kaalund

Thussekæmpen Hrugners Vædderidt til Valhalla

Samlede Digte, C. Steen,
Kjøbenhavn, 1840

Odin reed fra Gudehjem,

Solen var hans Øie,

Bjergene, hvor han kom frem,

Monne dybt sig bøie;

Over Dødsens Flod i Spring

Satte han som Ingenting;

Snart paa Utgaards Sletter

Holdt han iblandt Jetter.

Thussekæmpen Hrugner laa

Mellem sine Heste:

Vidt og bredt, han bandte paa,

Var hans Dyr de bedste;

Med en Hesteprangers Blik

Skjældte Sleipner han en Krik:

Snar var ingen Tanke

Som hans Gyldenmanke.

Saa blev Hesten kaldt, hvis Man

Var en Nordlys-Straale —

Odin svared’: „Nu velan,

Lad dem Kræfter maale!

Hvo af os, der rider bedst,

Eie skal den Andens Hest!

„Top,” skreg Bjergets Jette,

„Kjærlinger kun trætte!”

Hui! nu gik det med en Hast:

Lynet sprat fra Hoven,

Skibe sank og Fjelde brast,

Egen knak i Skoven;

Skum fra Sleipners Næsebor

Føg som Sneefog over Jord:

For den vilde Torden

Gøs af Rædsel Jorden.

Vel var Gyldenmank ei seen,

Dale dybt den traadte,

Men, med Skift af fire Been;

Sleipner løb paa otte.

Odin for og Jetten bag

Fløi med Hyp og Pidskeslag

Hen mod Valhals Porte,

Der blev Hrugner borte.

Fra sin Hurtigløbers Ryg

Vendte han en Mølle:

Jorden fik mod Nord et Tryk

Af hans Hoved-Kølle.

Tabt var vel hans Væddemaal;

Men han slog sig snart til Taal,

Da, i Valhal bænket,

Man ham Velkomst skjænked’.

Nu i Gudhjem Trolden sad

Fræk og førte Ordet,

Slugte Oxesteeg og Fad,

Trumfende i Bordet;

Drak og drak med fæisk Griin —

Skade for den søde Viin —

Til, som reent af Lave,

Han tog paa at rave.

„Frei — ick, den fordømte hik,

Vær min søde Kone!

Odin vil jeg sparke — ick,

Ned fra Hlidskjalvs Trone!

Hver en Gud i Valhals Slot

Hakker jeg som Finker smaat!

Stjaalet har I Hesten!”

Raabte Jettegjæsten.

Kjærligheds-Gudinden tog

Kaad han under Hagen,

Huiede og om sig slog,

Til han faldt paa Bagen;

Aserne med Møie op

Stilte hans uhyre Krop,

Angrende forsilde

Dette Drikkegilde.

Men som med det onde Dyr

Man var meest i Vaanden,

Thor kom hjem fra Æventyr,

Og var strax ved Haanden;

Bister raabte Kampens Gud:

„Pak Dig, Trold, paa Døren ud,

Eller for min Hammer

Styrt til Nastronds Flammer!”

Da fik Hrugner sin Forstand,

Dybt for Thor han bukked’:

„Skam Du fik, om sværdløs Mand

Banesaar Du hugged’!

Kan I ikke fatte Spøg?

Vundet har I jo mit Øg —

Hvorfor evig trætter

Guderne og Jetter?

Ginunggab kan jevnes ud

Snart med Jordemuldet:

Elskovs Disa til min Brud

Kjøber jeg for Guldet!

Lyst og Mørkt og Sødt og Surt,

Tidslen og hver Honningurt,

Ildens Kraft og Vandets

Herligt skal da blandes!”

„Nei, i Evigheden, nei!”

Mæled’ Thor med Mjølner,

„Pak Dig, Usling; thi hvis ei,

Snart dit Blod mig kjølner!”

Op foer Valhals Kobberdør,

Og den Thusse tumled’ ør,

Med et Stød i Nakken,

Ned ad Bifrost-Bakken.

Vildt mod Thor, fra Jordens Dal,

Knytted’ han sin Næve;

Raabte høit i Stormens Gjald:

„Snarlig skalst Du bæve!

Mød til Kamp ved Utgards Vold!”

„Ja,” qvad Trudvangs Herre bold,

„Naar din Tid er omme,

Vee, da skal jeg komme!”