Tillæg: Af Skjaldskabslæren

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Finnur Jónsson: Gylfaginning
Heimskringla Reprint

Den gamle nordiske gudelære

oversat af
FINNUR JÓNSSON
(1902)

Tillæg
Af Skjaldskabslæren
K. 1, 17, 18, 33.

(1). En Mand hed Ægir eller Hler. Han boede paa den Ø, som nu hedder Hlesø (Læssø); han var meget troldkyndig. Han foretog en Rejse til Asgaard, men Aserne vidste i Forvejen om hans Komme; han blev vel modtagen, dog med mange Øjenforblindelser. Om Aftenen, da man skulde til at drikke, lod Odin bære nogle Sværd ind i Hallen; de var saa blanke, at de lyste op, og der blev intet andet Lys benyttet, me­dens man sad ved Drikkelaget. Da gik Aserne til deres Gilde, og 12 af de Aser, der skulde være Dommere, satte sig i Højsæder; det var Tor, Njord, Frey, Ty, Heimdal, Brage, Vidar. Vaale, Ull, Hønir, Forsete, Loke; ligeledes Asynjerne Frigg, Freyja, Gevjun, Idun, Gerd, Sigyn, Fulla, Nanna. Ægir syntes det var et prægtigt Syn at se sig om der; alle Vægge var dækkede med skinnende Skjolde; der var stærk Mjød, og man drak tæt. Nærmest ved Ægir sad Brage; de drak med hinanden og talte med hinanden; Brage fortalte Ægir om mange af de Begivenheder, der var sket blandt Aserne. Han begyndte med at fortælle om at tre Aser, Odin, Loke og Hønir, drog hjemmefra; deres Vej faldt over Fjælde og Ørkner, og de kunde vanskelig skaffe sig Føde. Da de kom ned i en Dal, saa de en Øksneflok og tog en Okse og vilde koge den, men da de troede, at det hele var kogt og de undersøgte Sagen, var det endnu ikke kogt. Og anden gang, da de efter nogen Stund undersøgte Kødet, var det heller ikke kogt; de talte da om, hvoraf dette kunde komme. Saa hørte de en Røst i Træet ovenover sig; den, som dér sad, sagde, at det var hans Skyld, at det som var over Ilden ikke kunde blive kogt. De saa, at dér sad en meget stor Ørn. Da sagde Ørnen: "Hvis I vil give mig af Oksen saa meget jeg kan fortære, saa skal den blive kogt." Det sagde de ja til. Da dalede Ørnen ned fra Træet og satte sig ved Ildstedet, og greb straks op Oksens to Laar og derpaa begge Bovene. Da blev Loke vred og greb en stor Stang, svang den af alle Kræfter og drev den mod Ørnens Krop. Ørnen fór op ved Hugget og fløj afsted; da var Stangen fast ved Ørnens Ryg og Lokes Hænder ved Stangens anden Ende. Ørnen fløj netop saa højt, at Lokes Fødder berørte Sten og Klip­per og Træer, og han troede, at hans Arme skulde rives fra Skuldrene. Han skreg og bad Ørnen ydmygelig om Fred, men den sagde, at Loke aldrig skulde slippe, medmindre han svor at ville bringe Idun ud af Asgaard med hendes Æbler, og Loke gik ind paa dette. Han blev da fri og kom tilbage til sine Rejsefæller; der for­tælles nu ikke mere om hvad der skete paa deres Færd før de kom hjem. Paa den aftalte Tid lokkede Loke Idun ud af Asgaard og hen til en Skov, idet han fortalte, at han havde fundet nogle Æbler, som hun vilde synes var Kostbarheder, og bad hende tage sine Æbler med for at sammenligne dem med hine. Da kom Jæt­ten Tjatse dér i Ørneham, tog Idun og fløj bort med hende hjem til sin Gaard i Trymheim. Men Aserne blev ilde tilmode ved Iduns Forsvinden og blev snart gamle og graahaarede. Da holdt Aserne Ting og den ene spurgte den anden, hvad han vidste senest om Idun; men det sidste, man havde set til hende, var at hun i Følge med Loke var gaaet ud af Asgaard. Da blev Loke tagen og ført til Tinget, hvor man truede ham med Døden eller Pinsler. Da han nu blev bange, sagde han at han vilde lede efter Idun i Jøtunheim, hvis Freyja vilde laane ham sin Fjederham. Da han havde faaet denne, fløj han nord til Jøtunheim og kom en Dag til Jætten Tjatse; denne var roet ud paa Havet, og Idun var alene hjemme; Loke forvandlede hende til en Nød, som han holdt i sine Klør, og fløj afsted saa stærkt han kunde. Da Tjase imidlertid kom hjem, savnede han Idun, tog sin Ørneham og fløj efter Loke i susende Fart. Men da Aserne saa, at Falken kom flyvende med Nødden og Ørnen bagefter, gik de ud og hen til Asgaards Mur, og førte derhen hele Favne af Høvlspaaner. Da Falken fløj ind over Borgen, lod den sig falde ned lige indenfor Væggen, men Aserne antændte Høvlspaanerne; da Ørnen ikke fik Falken fat, kunde den ikke stanse Farten, Ilden fængede i Ørnens Fjere, og saaledes blev dens Flugt stanset. Da var Aserne nær og dræpte Jætten Tjatse indenfor Asagærdet; det Drab er meget berømt. Men Skade, Tjatses Datter, iførte sig Hjælm og Brynje og fuld Rustning og begav sig til Asgaard for at hævne sin Fader; Aserne tilbød hende Forlig og Bøder, først og fremmest den, at hun blandt Aserne skulde vælge sig en Mand, men kun efter Benene; mere skulde hun ikke have Lov til at se. Da hun saa saa en af Guderne med underskønne Ben, sagde hun: "denne vil jeg vælge. Alt er smukt paa Balder". Men det var Njord fra Noatun. ­[Hvad der herefter følger, handler hovedsakelig om Digterdrikkens Oprindelse i Tilslutning til foranstaaende Fortælling].
   (17). Engang da Tor var dragen til Østerleden for at slaa jætter ihjel, red Odin paa Sleipnir til Jøtunheim og kom dér til Jætten Hrungnir. Denne spurgte, hvem Manden med Guldhjælmen var, der red igennem Luften og over Havet, og sagde, at det var en mærkelig god Hest, han havde. Odin sagde, at han vilde vædde sit Hoved paa, at der ikke i Jøtunheim fandtes saa god en Hest. Hrungnir svarede, at det vel var en god Hest, men han havde dog een, der tog langt større Skridt, og den hed Guldfakse. Hrungnir blev vred, besteg sin Hest og sprængte afsted og vilde straffe Odin for hans Pralerier. Odin red saa stærkt, at han stadig havde et lille Forspring, men Hrungnir var greben af en saa stor Jættevrede, at han ikke vidste noget af, før han var kommen indenfor Asgaards Port. Da han kom til Hallens Dør, bød Aserne ham til Drikkelag; han gik ind i Hallen og forlangte noget at drikke. Der blev da taget de Skaale, som Tor plejede at tømme, og Hrung­nir tømte enhver af dem i eet Drag. Men da han blev drukken, manglede der ikke hovmodige Ord; han sagde, at han vilde tage Valhal op og flytte den til Jøtunheim, sænke Asgaard og dræbe alle Guderne undtagen Freyja og Siv, dem vilde han have hjem med sig; Freyja alene havde Mod til at skænke for ham, og han vilde, sagde han, drikke alt hvad der var af Øl hos Aserne. Men da Aserne blev kede af hans Storpralerier, nævnede de Tors Navn, han kom straks ind i Hallen og svang sin Hammer meget vred og spurgte, hvis Skyld det var, at hundkloge Jætter skulde drikke dér, eller hvem der havde givet Hrungnir Lejde til at opholde sig i Valhal, og hvorfor Freyja skænkede for ham som ved et Gude­gilde. Da svarede Hrungnir, og saa paa Tor, men ikke med Venneøjne, at det var Odin, der havde indbudt ham til Drikkelag, og det var ved hans Lejde, han var der. Da sagde Tor, at den Indbydelse skulde Hrungnir fortryde, inden han kom ud. Hrungnir sagde, at det var Tor en liden Ære at dræbe ham, der var uden Vaaben, men at det var et større Bevis paa Mod, hvis Tor turde kæmpe med ham ved Grænsen ved Grjotuna­gaard - "det var ogsaa forfærdelig dumt," sagde han, "at jeg efterlod hjemme mit Skjold og min Hén, ti hvis jeg havde her mine Vaaben, skulde vi med det samme prøve Holmgang, jeg derimod erklærer dig for at være en Nidding, hvis du dræber mig vaabenløs." Tor vilde paa ingen Maade undlade at møde til Tvekampen, siden han blev udfordret til Holmgang; det havde ingen budt ham før. Hrungnir drog da bort og red stærkt lige til han kom til Jøtunheim; blandt Jætterne blev hans Rejse meget berømt, samt det, at et Kampstævne mellem ham og Tor var berammet. Jætterne syntes at meget stod paa Spil med Hensyn til hvem der sejrede; de kunde vente sig alt ondt af Tor, hvis Hrungnir faldt, ti han var den stærkeste af dem. Da dannede Jætterne paa Grjotunagaard en Mand af Ler ni Raster høj og tre Raster bred under Armene; men de fik intet Hjærte af passende Størrelse til ham, førend de tog Hjærtet af en Hoppe, men da Tor kom, vilde det ikke rigtig sidde fast. Hrungnir havde et Hjærte, som er bekendt, af en haard Sten og med tre Takker, saaledes som den udskaarne Figur, der kaldes Hrungnishjærte; hans Hoved var ogsaa af Sten, ligeledes hans Skjold, der var stort og tykt; dette holdt han foran sig, dér han stod paa Grjotunagaard og ventede paa Tor; en Hén benyttede han som Vaaben og havde den paa Skulderen; han var ikke hyggelig at se paa. Paa den ene Side af ham stod Lerjætten, hvis Navn var Møkkur­kalve, han var meget bange; det siges, at da han saa Tor, lod han sit Vand. Tor kom nu til Stævnet og Tjalve med ham. Da løb Tjalve frem hvor Hrungnir stod og sagde til ham: "du er uforsigtig, Jætte, du hol­der Skjoldet for dig, men Tor har set dig og tager nu Vejen nede under Jorden og vil overfalde dig nedefra." Da skød Hrungnir Skjoldet under sine Fødder og stod derpaa, men greb Hénen med begge Hænder. Derpaa saa han Lyn og hørte drønende Tordenskrald, og saa Tor komme i Asavrede; han for voldsomt afsted, svang Hammeren og kastede den i lang Afstand mod Hrungnir. Denne løftede Hénen med begge Hænder og kastede den imod ham; den mødte Hammeren i Luften og brast itu; den ene Del faldt ned paa Jorden og fra den stammer alle Sandstens-Bjærge; den anden Del ramte Tor i Ho­vedet, saa at han faldt næsegrus til Jorden, men Mjøl­nir ramte Hrungnir midt i Hovedet og splintrede det i smaa Stumper; han faldt frem over Tor, saa at hans Ben kom til at ligge over Tors Hals. Tjalve angreb Møkkurkalve, og denne faldt uden synderlig Berømmelse. Da gik Tjalve til Tor og vilde befri ham for Hrungnirs Ben, men kunde ikke rokke det. Saa kom alle Aserne til, da de hørte, at Tor var falden, og vilde løfte Benet af ham, men de fik heller ikke rokket det. Da kom Magne, en Søn af Tor og Jærnsaksa, til; han var da tre Nætter gammel; han løftede med et Kast Hrungnirs Ben af Tor og sagde: "det var en Ulykke, Fader, at jeg kom saa sent; jeg tror jeg kunde have slaaet denne Jætte ihjel med min Næve, hvis vi havde mødtes." Da stod Tor op og hilste sin Søn hjærtelig og sagde, at han vilde blive stor og stærk af sig, - "og jeg vil give dig Guldfakse, den Hest, Hrungnir har ejet." Da sagde Odin, at det ikke var rigtigt af Tor at give en saa god Hest til en Jættekvindesøn i Stedet for til sin Fader. Tor begav sig hjem til Trudvange, men Hénen stod fast i hans Hoved. Da kom Vølven Groa, Ørvandil den tapres Hustru, og sang sine Galdersange over Tor, ind­til Hénen begyndte at løsnes. Men da Tor mærkede det og troede, at Hénen vilde naas ud, vilde han lønne Groa for Helbredelsen og gøre hende glad; han fortalte hende da, at han havde vadet over Elivaage og baaret Ørvandil i en Kurv paa sin Ryg nord fra Jøtunheim; og til Bevis derpaa var, at en af Ørvandils Tæer, som stak ud af Kurven, og som var helt stivfrossen, havde Tor brudt af og kastet den op paa Himlen og gjort deraf en Stjærne, kaldt Ørvandilstaa, og Tor tilføjede, at det vilde ikke vare længe, til Ørvandil kom hjem; herover blev Groa saa glad, at hun glemte alle sine Galdersange. Hénen blev saaledes ikke løsere og staar endnu i Tors Hoved. For Forsigtigheds Skyld bliver man advaret imod at kaste et Stykke Hén tværs over Gulvet, ti da bevæger Henen i Tors Hoved sig.
   (18). Tors Rejse til Geirrødsgaard er vel værd at fortælle om. Da havde han hverken Hammeren Mjølnir eller Styrkebæltet eller Jærnhandskerne, og det var Loke Skyld i; han rejste med ham. Engang da Loke fløj ud i Friggs Falkeham for at more sig, var han af Nysgerrighed fløjen til Geirrødsgaard, hvor han saa en stor Hal; dér satte han sig og saa ind igennem en Glug; Geirrød saa ham derude sagde, at man skulde tage Fuglen og bringe ham den; den udsendte havde megen Møje med at klavre op paa Hallens Væg - saa høj var den. Det morede Loke kostelig, at det faldt ham saa vanskeligt, og han havde tænkt sig ikke at ville flyve op, før Sendebudet var kommen hele den vanskelige Vej, men ligesom dette var kommet hen til ham og han udspilede Vingerne og stemte haardt med Fødderne imod Taget , [for at komme hurtigere bort], sad hans Fødder fast, saa at Loke blev taget tilfange og bragt til Jætten Geirrød. Men da denne saa hans Øjne, formodede han, at det var et Menneske, og bød ham at tale, men Loke tav. Da lukkede Geirrød Loke ned i en Kiste og sultede ham i tre Maaneder. Men da Geirrød tog ham op igen og opfordrede ham til at tale, fortalte Loke, hvem han var; for at frelse sit Liv aflagde han Ed til Geirrød paa, at han skulde faa Tor til at rejse til Geirrødsgaard, saaledes at han hverken havde Hammeren eller Styrkebæltet. Tor gæstede Jættekvinden Grid, der var Moder til Vidar den tavse. Hun fortalte Tor Sandheden om Geirrød, at han var en hund­klog Jætte og slem at have at gøre med. Hun laante ham et Styrkebælte og Jærnhandsker, som hun ejede, samt sin Stav, Gridarstokken. Da begav Tor sig til den Elv, som hedder Vimur, den største af alle Elve. Da spændte han Styrkebæltet omkring sig og stemmede Stokken mod Strømmen, men Loke klyngede sig til hans Styrkebælte. Da Tor kom midt ud i Elven, vok­sede den saa stærkt, at den slog mod hans Skulder; da kvad Tor:

Voks ikke Vimur,
da jeg gærne vil
vade til Jøtunheim;
hvis du vokser,
vid at min Asastyrke
vokser højt mod Himlen.

Da saa Tor, at Gjalp, Geirrøds Datter, stod i en Klippe­kløft højere oppe og skrævede over Elven og bevirkede, at Vandet steg i Elven. Da tog Tor en Sten fra Bunden og kastede den imod hende og sagde: "ved Ud­spring skal Elv opdæmmes". Han ramte der, hvor­efter han sigtede. I samme Øjeblik kom han til Land og fik fat i en Røn og kom saaledes op af Elven. Der­for bruges det Mundheld, at "Røn er Tors Redning". Men da Tor kom til Geirrød, blev han og hans Ledsager først ført hen til en Gedestald, hvor der kun var en Stol at sidde paa. Tor satte sig ned, men mærkede, at Stolen løftedes med ham helt op til Taget; saa stødte han Gridarstokken mod Tagsparrerne og trykkede Stolen saaledes ned med Kraft; da hørtes der et stærkt Brag, ledsaget af et Skrig. Under Stolen havde begge Geirrøds Døtre, Gjalp og Greip, været, og han havde knækket Ryggen i dem begge to. Saa lod Geirrød Tor hente ind i Hallen for at deltage i Lege; store Baal brændte hele Hallen igennem. Da nu Tor kom lige over for Geirrød, tog denne med en Tang en glødende Jærnbolt og kastede den mod Tor, men han opfangede den med Jærnhandsken og svang den for at kaste den tilbage; Geirrød sprang da bag en Jærnsøjle for at søge Frelse. Tor skød Bolten igennem Søjlen og Geirrød og gennem Væggen, saa at den først stansede udenfor i Jorden.
   (33). Loke Løvøsson havde ved Svigefuldhed engang klippet alt Haaret af Siv. Da Tor erfarede det, greb han Loke og vilde have knust hver Knokkel i ham, hvis han ikke havde aflagt Ed paa at ville bevæge Sortalverne til af Guld at lave Haar til Siv, der skulde kunne vokse som andet Haar. Saa begav Loke sig til de Dværge, som kaldes Ivaldes-Sønner, og de smedede Haaret og tillige Skibladnir og Odins Spyd Gungnir. Da væddede Loke med sit Hoved som Indsats med Dværgen Brokk om, at hans Broder Sindre ikke kunde forfærdige andre lige saa gode tre Kostbarheder. Da de kom til Smedjen, lagde Sindre et Svineskind i Essen og bad Brokk trække Blæsebælgen uafbrudt til han tog ud af Essen, hvad han havde lagt i den. Saa snart han var gaaet ud af Smedjen, kom en Flue flyvende og satte sig paa den blæsendes Haand og stak, men han trak Bælgen som før, indtil Smeden tog det ind­lagte ud af Essen; det var en Galt, hvis Børster var af Guld. Dernæst lagde han en Guldklump i Essen og bad Brokk blæse og ikke holde op, før han kom tilbage; saa gik han bort; Fluen kom og satte sig paa Brokks Hals og stak dobbelt saa stærkt som før, men han blæste, indtil Smeden tog ud af Essen den Guld­ring, der kaldtes Drøpnir. Saa lagde han et Jærnstykke i Essen og bad Brokk blæse, og sagde, at hvis Blæse­bælgen stansede, vilde det hele være ødelagt. Da satte Fluen sig mellem hans Øjne og stak ham i Øjenlaagene; først da Blodet løb ned i hans Øjne, saa at han intet kunde se, tog han et Øjeblik med sin Haand og fejede Fluen bort, saa at Bælgen faldt sammen; da kom Smeden og sagde, at alt, hvad der var i Essen. paa et hængende Haar var blevet ødelagt. Saa tog han en Hammer ud af Essen. Alle disse Kostbarheder gav han til sin Broder Brokk og bad ham bringe dem til Asgaard og faa Væddemaalet afgjort. Da han og Loke bar Kostbarhederne frem, satte Aserne sig paa Dom­stolene, og hvad Odin, Tor og Frey bestemte, skulde være afgørende. Da gav Loke Odin Spydet Gungnir, Tor Haaret til Siv, og Frey Skibladnir og fortalte alle disse Kostbarheders Egenskaber, at Spydet altid gennemborede alt, Haaret vilde vokse sammen med Huden, saa snart det kom paa Sivs Hoved, og at Skibladnir vilde have Medbør, saa snart Sejlet hejstes, hvor man saa end skulde hen, men naar man vilde, kunde Skibet vikles sammen som en Dug og gemmes i ens Pung. Da bar Brokk sine Kostbarheder frem. Han gav Odin Ringen og sagde, at hver niende Nat vilde der dryppe af den otte Guldringe lige saa tunge som den selv. Frey forærede han Galten og sagde, at den kunde løbe gennem Luft og over Hav Nat og Dag hurtigere end nogen Hest, og at der aldrig vilde være saa mørk en Nat eller saa dunkelt i Mørkets Verden (Underverdenen), at der ikke blev lyst, hvor den kom; saa lysende var dens Børster. Saa gav han Tor Hammeren og sagde, at med den kunde han slaa saa haardt som han vilde mod hvad som helst, ti Hammeren vilde ikke svigte, og hvis han kastede den efter noget, vilde han aldrig tabe den, og aldrig vilde den flyve saa langt bort, at den ikke vilde vende tilbage i hans Haand; hvis man vilde, kunde den blive saa lille, at man kunde gemme den paa sit Bryst; men den havde den Fejl, at Skaftet var noget for kort. Det blev Gudernes Dom, at Hammeren var bedst af alle Kostbarhederne, da den var det bedste Værn mod Rimturserne, og de dømte, at hvad de havde væddet om skulde tilfalde Dværgen. Loke tilbød da at løse sit Hoved, men Dværgen erklærede, at derom kunde der ikke være Tale. "Tag mig da", sagde Loke; da han saa vilde tage ham, var han med eet langt borte. Loke ejede et Par Sko, hvor­paa han kunde løbe gennem Luft og over Hav. Da bad Dværgen Tor om at fange ham, og det gjorde han. Da vilde Dværgen hugge Hovedet af Loke, men Loke sagde, at han ejede kun Hovedet, men ikke Halsen. Da tog Dværgen en Rem og en Kniv og vilde stikke Huller i Lokes Læber for at sy hans Mund sammen, men Kniven bed ikke. Da sagde Dværgen, at hans Broders Syl vilde være bedre, og i det samme som han nævnede denne, var Sylen der, og den bed paa Lokes Læber; han syede da Læberne sammen, men Loke sprængte Hullerne [ved at spærre Munden op]. Den Rem hvormed Lokes Mund blev syet sammen, hedder Vartare.