Trommestridssange

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Trommestridssange

Oversat på dansk
med indledning og kommentar av
William Thalbitzer

København
1920

Illustration af Ossian Elgström

34. MODTAGELSESSANG

En angriber nærmer sig landet, hvor hans modstander bor, han kommer i stort optog av umiakker og kajakker.

Inde paa klipperne står bopladsens lille flok og ser dem nærme sig. Den angrebne mands hustru har ventet fjenden — han er deres gæst, der kommer på besøg, og man glæder sig til hans ankomst som til et skuespil. Begejstret synger hun op i trommedans på stedet, hvor hun står, hun advarer i en forkyndelsessang sin mand, idet hun synger om modstanderens nærmelse.

Nu kommer han! Der er de! Mon de vil lande dernede!

Det er dem fra indrefjorden, dem derinde vestfra,

som nærmer sig i fuld fart.

Hvor vil de lande? hvad vil de? hvad bringer de av nyt?

Der er de! de skal vel lande dernede?

Nu kommer han!

Det er dem fra indrefjorden, dem derinde vestfra, som nærmer sig atter i fuld fart, til trommesang, til trommestrid.

Hør, hvor de jodler og synger jer på!

de samme kære småfolk, som du ifjor besøgte,

de derinde vestfra, er ude nu paa trommetogt.

Hvad siger de? hvorledes? hørte jeg mon ret?

Det er de samme småfolk, som du ifjor besøgte,

de samme kære småfolk, du angreb selv i trommestrid.

Åh du! hvor kunde du også få dig selv til at blive så vred!

Hvor kunde du få dig selv til at prygle og slå, som du gjorde!

35. ANKOMSTSANG

Ogsaa denne trommesang er bestemt til at synges som modtagelsessang, mens den angribende trommesanger med sit følge nærmer sig ude på havet.

Lad mig synge om ankomstsangerne,

som nærmer sig ude på havet!

lad mig ånde om dem og mod dem,

de myldrende både fra Sanneq,

fra den strand, vi fordum besøgte!

lad mig ånde og synge imod dem!

Dengang var jeg nær bleven dræbt

av bagtalelsens pil — hvem var det,

der havde talt ondt om min sjæl?

hvad veed jeg? jeg følte med rædsel

mine ryghvirvler gribes av stivnen.

36. AKERNILIKS TROMMESANG MOD KUNNITSE

Dette er en fortsat slægtsstrid, ti det var oprindelig Kunnitses far, der havde begyndt den ved at synge Akernilik på. Akernilik minder sin modstander om, at hans far skammeligt havde narret ham, da han kort før deres sangstrid skjulte hans trommestik i sin huskasse, så at Akernilik måtte stå tomhændet, da han skulde synge og tromme til svar. Nu minder han ondskabsfuldt sønnen om, at hans kone engang under en hungersnød nordpå havde ædt av sin svigerfars lig.

Din avdøde far,

dit avdøde ophav

sang mig hyppigt på,

skønt jeg aldrig sang imod ham.

Men denne min trommestik

var blevet borte for mig,

den lå i hans værktøjskasse

med dit og hans vidende!

Alligevel skånede jeg ham,

din avdøde far,

dit avdøde ophav.

Men din kone åd av ham,

din egen Anganne

holdt måltid på ham der nordpå —

og mon du ikke selv blev misundelig?

37. FOR EN KVINDES SKYLD

Det er Kaaliok’s trommesang om den mand, der havde røvet hans kone fra ham. Da Kaaliok rejste avsted i sin umiak for at holde trommestrid, råbte hans landsmænd fra stranden ud efter ham, idet han avrejste.

Hvem vil løfte mig?

Hvem vil hæve mig til sangens højde?

Først når mit sind er løftet,

er der udsigt til at vinde frem.

De plejer ikke at trygle,

de kære små væsner, der føder os børn.

Dog hun tryglede og lokkede med ord.

O himmel, at hun gik til ham dær nordpå —

og nu taler rygtet bestandig

om små vrede ord og skærmysler —

at det rygte dog ikke kan tie

om deres skærmysler og slagsmål!

Han prygler hende bestandig.

Hvorfor blev han pludselig vred,

hvorfor fik hun pludselig prygl?

Å hun er ialtfald uskyldig,

hun, konen, er sikkert uskyldig.

Men han dær nordpå er misundelig

på dig, som har mistet din kone.

38. PITSANIARMAAT SKAL STRAFFES

Sangeren, en stolt og selvbevidst storfanger, var blevet fornærmet ved nogle ytringer av sin modstander Pitsaŋiarmaat, der samtidig med ham havde besøgt det nordligste jagtdistrikt i den ellers ubeboede bugt Kialineq (67° nord. br.). Han vil ikke finde sig i næsvise bemærkninger om, hvordan han behandler sin kone. — De indledende ord om hans ængstelse for at skulle angribe sin modstander må opfattes som ironi.

Ak, hvor dette er betænkeligt!

hvor jeg føler det betænkeligt at skulle synge

udav min kraftesløse sjæl!

hvordan faldt det mig ogsaa ind

at rette min angrebssang imod ham!

Hvor dumt at jeg nu virkelig for alvor

skal gøre mig ulejlighed for hans skyld!

Da vi lå deroppe langt nordpå,

da vi boede ved Kialineq,

hændte der det, som er hændt så ofte før:

min kone gjorde mig vred, og jeg gav hende prygl

Jeg var ikke vred uden grund,

og hun fik ikke prygl uden grund,

for jeg var misfornøjet med det hun havde syt,

mit kajakbetræk var revnet,

det havde fået et hul.

Da jeg et øjeblik gik udenfor, fortæller man,

skal du, din slyngel, være kommet med en ytring

inde i huset, en ganske uforskammet,

at jeg "altid plejer at være så fandens hensynsfuld

og at handle saa overordentlig skånsomt".

Uh hvor var jeg dum, at jeg ikke gav dig akkurat

den selvsamme medfart — et hugg, et stik med kniven!

Skade at jeg handlede saa skånsomt imod dig,

skade at jeg viste mig saa hensynsfuld imod dig!

din slyngel, som letsindigt tirrer min vrede.

39. EN GODT INDØVET SANG

I denne sang gør angriberen nar av sin modstanders gamle fejltagelser i trommesangen.

Hvad skal de stakler dær sydpå gribe til,

ifald jeg nu rejser! —

Se, jeg er avrejst,

er kommen i den av dig spottede båd,

i den umiak, engang forhånet av dig.

Mod mig, din landsmand,

viste du spot og hån —

og så længtes I dog

efter kort tids forløb,

ja følte længsel efter mig

allerede næste dag.

Her er jeg, så kom da!

værsågod, syng mig på!

Så ringe jeg end er, efter alt, hvad I siger,

dog skal jeg til at være din modstander, siger man.

Men inden jeg rejste

og alle disse med mig,

har jeg øvet mig længe på min trommesang

og lært den nøje udenad, omhyggeligt.

Du var mindre heldig,

da vi sidste gang mødtes,

vi to til trommestrid!

har du glemt, hvor du tog fejl

hvert øjeblik i sangen!

ynkeligt, ynkeligt!

40. UJAARNIKS ANKLAGESANG

Ujaarnik fra bopladsen Ittoluartivin sydpå rejste op til Ammassalik for at synge imod Sookajik, der synes at have såret ham dybt ved at nævne hans avdøde slægtninges navne i sine trommesange. De dødes navne var tabu for hedningerne, det var en art helligbrøde at nævne dem.

Sookajik skal ha udtalt dette,

at jeg er gået fra min forstand,

jeg er et dumt barn, sier han,

han anser mig for lidt ubegavet —

skønt jeg er i stand til at synge gang på gang,

skønt jeg kan lave trommesange så ofte jeg vil,

disse mine lange åndepust.

Sidste sommer derude ved havet

var der fuldt op av sangere,

man næsten blev led ved at høre deres sladder.

Åh disse sangere, som bruger de dødes navne!

jeg følte det som et sting i hjærtet,

og når også jeg stemte i med koret,

fik de mig til at fare sammen av skræk.

Istemmende deres trommesange

sang også jeg med om vore forfædre.

41. DEN BORTKOMNE FANGEBLÆRE

Under form af en klagesang kan den forsigtige trommesanger rette en stærkere beskyldning mod en modstander. Hvad der er bortkommet, kan være stjålet netop av denne.

Du synes, at jeg stadig lar mit tålmod gå for vidt

bøjende mig for hans overmod!

Du synes, at mit tålmod går over alle grænser

bøjende mig for hans udæskning!

Nu er han atter ude på et trommestridstogt, –

hvem er det da, der ønsker at besøge mig på rejsen?

Rygtet går, nu nærmer sig min slægtning Qaataajuk,

min stolte slægtning nærmer sig,

vil føre mægtig sangkamp!

Hvad gir han vel som påskud,

hvad renser han sig med?

som påskud nævner han hint fordums mellemværende,

han vil rense sig, hedder det, med hint fordums mellemværende:

en fangeblære var det,

og det er min, det gælder —

min store fortrinlige tvefoldige fangeblære —

min mistede fangeblære. —

I fjorden derinde vestpå mumler man derom:

hvorfor, siger man, skal jeg hindres i min jagt

blot på grund av et fangstredskab,

blot på grund av en fangeblære?!

42. DRAB I SINDSFORVIRRING

Sangeren er anklaget for drab; han undskylder sig med at ha øvet det i et anfald av uansvarlig sindsforvirring, en tilstand, der ligner en iliseetsoks (der tryller med magiske midler). Ordet "sindsforvirring" må tolkes med forbehold, det er et evropæisk kulturudtryk, der ikke uden videre kan bruges som ækvivalent.

Dær har vi ham. Vel mødt, du store rygtesmed!

min vrede trommesanger, nu allerede lidt formildet.

Han skal også altid møde op med sine rygter!

Han vilde vist ikke stadig bringe os rygter fra Attiva

uden at være bleven en lille smule formildet!

Hvor er han slem til sladder, til alskens nyt — han dær!

Jeg, jeg vil være i stand til at gøre hvadsomhelst.

Nuvel — jeg begik et nyt drab.

Ti disse mine tanker

var blevet usynlige for mig.

Jeg tror, at dette er min natur, at være sådan.

Jeg tror, jeg vil kunne komme til at gøre hvadsomhelst.

Jeg handler som en iliseetsok,

sanseløs, uforstyrreligt stilende mod mit mål.

Iliseetsut findes ellers kun på andre steder,

her skal de ikke komme!

De stakkels iliseetsut har ingen klar forstand;

de ligner de folk, der tryller altfor ofte.

Har I en klar forstand?

43. EN KVINDE FRALÆGGER SIG SKYLDEN

Jeg bøjede hodet av sorg en lille stund,

jeg sænkede mit åsyn mod jorden for en stund,

da sangerne var rejst.

Da først fik jeg besindelsen,

da først forstod jeg dette:

de trode, at hun havde efterstræbt den andens ægtefælle,

de trode at hun havde villet røve hendes mand,

min slægtnings mand,

min mosters mand.

Hvor fjærnt fra mig at røve en mand fra hans hustru,

hvor fjærnt fra min vilje at øve et ægteskabsbrudd —

å nej, men han havde lagt sig hos mig uden videre.

Ve mig, ve!

44. TO KVINDER DER FØRER TROMMESTRID

I den første av disse to til hinanden svarende sange henvender Marattis svigermor sig til sin svigerinde (halvbroers kone; benævnelsen er på vestgrønlandsk ukuaussaq, der betyder 1) halvbrors hustru, svigerinde gennem en halvbror, 2) stesøns hustru, svigerdatter gennem en stesøn). Den ældre kone (A) henvender sig i halvt ironiske og fjendtlige, halvt misundelige og forsonlige vendinger til den yngre (B).

A

Jeg tænker stadig på dem,

de folk fra det indre av fjorden!

Vor kære lille svigerinde

er et drilagtigt væsen.

Jo, du har rigtignok gjort mig vred

og gjort mig til din fjende!

Og jeg, der lod som ingenting

da jeg tog på besøg ind til dem!

Og se så dær! Du straffede mig,

du satte god mad frem for mig

— for mig, som selv plejer at spare.

Ti du har fra første færd ejet ham.

Ak ja, at han blev din mand!

ak ja — at jeg ikke selv fik ham til mand.

B

Hvordan er hun dog blevet med årene!

omtrent som mig selv er hun bleven.

Hun kan jo næppe nok synge mere,

hun laver dårligt nok nidviser mere.

Da hun har mistet al evne til at synge,

da hun har mistet al evne til at digte —

ophørte jeg med at lave sange,

ophørte jeg med at lave digte.

45. TROMMESANG OM EN ANGAKOK-LÆRLING

"Hævnen" i denne sang består formodentlig i, at angakoklærlingens "skjulesteder" røbes. Når en lærlings hemmelige uddannelse røbes inden tidens udløb, mister han evnen til videre uddannelse og må for alle tider opgi at blive angakok.

Nu skal jeg være rask på det,

og hævne mig på ham, der begyndte.

Nu skal jeg være rask på det

og synge ham vældigt på, der begyndte.

Han må finde sig i det. Det må han om.

Mens jeg venter her på hans hævnsvar,

vil jeg synge ham vældigt på!

Mod mig vil han vise sin galde,

med mig vil han snart drive spot.

Vil han venligt traktere sin spot,

venskabeligt ødsle med ringeagt?

Hvorfor anser jeg ham for min modstander,

mens han står der roligt og ler?

Er det fordi du undlod at bøde,

dengang du vragede en forbundsfælle

(som, desværre, bukkede under)?

Er det fordi du undlod at bøde,

da du spolerede din egen slægtning?

Han var forældreløs. Gid han må styrkes,

gid han må lykkes og trives og blomstre!

den kære lille store angakkok i sin vorden,

hvor var det, han forsøgte at lære sin kunst?

ved Eelerqivik har han opøvet sig,

derfor søgte han altid til Eelerqivik,

angakkokens skjul, det var "skjulestedet".

Og hvor fik han sin første indvielse?

Angakkoken blev indviet ved Erqersivik.

46. AKWKO SYNGER OM SIN KONE

Denne sang er vist ment som en blanding av spøg og alvor. Sangeren er den berømte angakok Akwko, der fra sin avsides boplads aller nordligst i egnen — nord for alle andre østlændinge — i kraft av sin hemmelighedsfulde pagt med hjælpeånderne spredte ærefrygt og gru og håb om redning blandt sine stakkels medmennesker, når verden så mest fortvivlet ud. Han var rigere og havde flere koner end nogen anden, og han måtte ofte straffe dem for at holde dem i ave.

Sangens begyndelse er som så ofte lånt fra en ældre trommesang, en slægtnings sang.

Det er min slægtnings sang, jeg nu låner,

Attartik hin gamles trommesang.

Den fremkalder mindet om Orqualandet —

I skulde ha set os i trommestrid dær!

da sangene tonede højlydt,

da trommen drønede vidtom.

Er det Ittatak ("Latteren") der vil synge mig på?

Er han ifærd med at digte en ny stridssang?

Naturligvis — netop — for at digte om hende,

for — også han — at synge om min kære lille kone.

Ja ganske vist gav jeg min kone en lussing,

men skulde også du derfor slå hende?

Jeg slog hende, ja — og hvor kunde jeg nænne det!

47. HAVFRUENS SPEJLBILLEDE

Dette er en spøgefuld trommesang, komponeret av en mand til hans hustru. Forfatteren hed Mattakutaaq og var født ved Ammassalik. Hun havde, da hun blev gammel, den oplevelse at se en qootsaleetaq, "en smilende vandånd" (en art havfrue), i en indsø — det fortalte hun ialtfald. Vandånden var grim og fregnet i ansigtet hendes mand mener, at hun har set sit eget spejlbillede i vandet.

To ægtefæller var vi av den rigtige slags,

dengang da vi holdt av hinanden,

da vi kun fandt hinanden smukke.

Omsider — fik hun et fremmed ansigt

at se i indsøens spejl deroppe.

Hun siger, et billede spejlede sig

i den sorte indsø histoppe. —

Jeg så det selv, siger hun,

med mange fregner og sorte pletter. —

Når før har man set noget sådant,

når før er en havfrue set?

Et billede er det til sammenligning

med den, der fortæller derom.

48. KOMMER HAN IKKE SNART?

Pint af sin ensomhed, opfyldt av trangen til at opleve noget, synger en mand om sin længsel efter, at hans modstander snart vil komme og synge ham på.

Bryd frem igen!

jeg længes efter at synge dig på,

mens jeg driver om uden mål eller med —

jeg længes efter at tromme og synge,

i stigende savn av min modstander.

Kommer du snart, som så ofte tilforn!

kommer du ikke, min store bekæmper!

Driver du om uden mål eller med,

tænker du aldrig paa trommestrid mer!

Kom han dog bare, han Sookajik, her!

hvor er han langsom og uforstående!

Hvorfor tøver han? er han lidt vigtig?

finder han mig uforståeligt tvær?

Nu er der gået to somre i træk

uden en trommestrid, uden et angreb —

er jeg ham ikke en trommesang værd?

To somre på rad har han holdt sig borte.

Ak hvor forandret! ikke som dengang,

da vi bestandig sang mod hinanden!

Skynd dig! endnu er det ikke for sent.

Alt har jeg hørt, du er vred i dit hjærte,

fyldt av din uro søger du trøst.

Vreden er over dig. Stunden er inde.

Kom nu og hævn dig!

Kilde

Uddrag af William Thalbitzer: Eskimoiske digte, København, 1920.