Forskjell mellom versjoner av «Uddrag af Hávamál»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Eddadigte
Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.
(Vers 44 og 47) |
m |
||
Linje 858: | Linje 858: | ||
:— eller min egen søster. | :— eller min egen søster. | ||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
[[Kategori:Alfabetisk indeks]] | [[Kategori:Alfabetisk indeks]] |
Revisjonen fra 30. sep. 2014 kl. 21:25
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Uddrag af Hávamál
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013-2014
Leveregler
- 3.
- Ild er tiltrængt
- for alle, der kommer
- ind kolde om knæene;
- mænd behøver
- mad og tæpper
- efter færden over fjeldet.
- 7.
- En varsom gæst
- ved værtens bord
- vægter tavshed over tale,
- lader øjnene se
- og ørerne lytte —
- klogt føler han sig frem.
- 12.
- Øl er ikke
- altid så godt
- som hævdet for slægtens sønner;
- jo mere man drikker,
- des mindre forstand
- beholder man i sit hoved.
- 34.
- Vejen er drøj
- til den dårlige ven,
- hvis hjem er lige om hjørnet,
- mens genveje går
- til den gode ven,
- hvis hus dog findes fjernere.
- 43.
- Vær en ven
- for vennen du har —
- for ham og for hans ven;
- aldrig bør du
- indgå venskab
- med en ven af din egen uven.
- 44.
- Vid, hvis du har
- en ven, som du tror,
- og gerne nyder hans nytte:
- Mød ham ofte
- og udveksl gaver;
- knyt din hu til hans.
- 45.
- Hvis du har en anden,
- som du ikke tror,
- men dog gerne nyder hans nytte:
- Vær glat i talen,
- men giftig i tanken;
- gengæld hans lumskhed med løgn.
- 47.
- I de unge år
- drog jeg ene rundt,
- men jeg fór da vild på vejen.
- Jeg følte mig rig,
- når jeg fulgtes med en anden;
- en mand er manden til glæde.
- 50.
- Fyrren visner,
- som vokser ensomt
- med kun egen vækst til værn;
- sådan er manden,
- der savner omsorg —
- skulle han kunne leve længe?
- 58.
- Rejs dig tidligt,
- hvis du tragter efter
- andres liv og løsøre;
- lår kommer sjældent
- til liggende ulv
- eller sejr til den, der sover.
- 61.
- Mød på tinget
- mæt og vasket —
- selv i slidte klæder;
- hav ingen skam
- af sko og tøj
- og ikke af hesten heller.
- 71.
- En halt kan ride hest
- en hyrde være énarmet
- en døv være stærk i strid,
- en blind er bedre
- end en brændt mand;
- af lig har man liden gavn.
- 75.
- Fæ dør,
- frænder dør —
- du skal dø således selv,
- men eftermælet
- skal aldrig dø
- for den, der gjorde det godt.
- 76.
- Fæ dør,
- frænder dør —
- du skal dø således selv;
- det eneste jeg véd,
- der aldrig dør,
- er dommen over den døde.
Vid dig ikke sikker ved ...
- 84.
- bristende buer
- og brændende ild,
- grådige ulve,
- galende krager,
- de hvinende svin
- og væltende træer,
- kogende kedler
- og krappe vover,
- 85.
- flejnen i flugten,
- faldende bølger,
- natgammelt islag
- og nyfældet val,
- brudens sengesnak,
- bristen på sværdet,
- et barn af kongen
- eller bjørnens leg,
- 86.
- en svagelig kalv,
- en selvrådig træl,
- slangen, der snor sig,
- smiger fra vølven,
- — — — — —
- 88.
- manden du møder,
- som myrded’ din bror,
- halvbrændte huse,
- for hurtigt et ridt
- (den hest er unyttig,
- som halter på foden),
- — vær aldrig så tryg,
- at du tror på dette!
Odin og Billings datter
- 83.
- Du må aldrig tro
- på unge kvinder —
- og heller ikke en hustru;
- deres hjerter skabtes
- som hjul der drejer
- og ustadigt bor i brystet.
- 90.
- Mænd som kvinder
- mestrer dog sviget —
- jeg kender jo begge køn:
- Vi taler smukt,
- men tænker falsk
- for at besnære den snilde.
- 92.
- Lad ingen bebrejde
- en anden mand,
- at denne lokkes til lyst.
- Snarere end fjolset
- ser den kloge
- den rusvækkende rødmen.
- 95.
- Det skulle jeg sande,
- da jeg skjult af rør
- ventede i lyst og længsel;
- den kloge kvinde
- var min krop og sjæl —
- mere opnåede jeg aldrig.
- 96.
- Billings datter —
- blændende lys —
- så jeg sove på sengen.
- Jarlers pragt
- var intet for mig
- mod denne skønne skikkelse.
- 97.
- »Først senere
- skal du favne kvinden;
- kom igen i aften — Odin!
- Det vil aldrig gå,
- hvis andre véd,
- at vi to sådan er sammen.«
- 98.
- Jeg gik igen
- i glædeligt håb —
- ganske fra sans og samling;
- jeg tænkte at snart
- tog jeg imod
- alle de kys og kærtegn.
- 99.
- Da jeg kom igen
- var kække mænd
- blevet vækket og våbenklædt;
- med brændende fakler
- og bom for porten
- viste de mig vintervejen.
- 100.
- Morgenen efter
- mødte jeg atter;
- da sov de alle i salen.
- Den smukke var væk —
- på sengen fandt jeg
- en tøjret tævehund.
- 101.
- Man finder snart,
- at de fleste kvinder
- møder mænd med bedrag;
- det lærte jeg selv,
- da en listig kvinde
- svarede min lokken med løgn.
Odin og Suttungs mjød
- 103.
- »Jeg søgte den gamle jætte,
- siden kom jeg tilbage;
- jeg tjente kun lidt ved tavshed.
- Mine mange ord
- mødte fremgang
- dér i Suttungs sale.
- 104.
- Gunlød gav mig
- en gylden stol
- og et horn af den herlige mjød;
- ene usselt
- efterlod jeg
- for hendes villige væsen.
- 105.
- Vejen blev ryddet
- af Rates mund;
- fjeldet blev gnavet igennem.
- Over og under
- var jætternes veje —
- det var ingen færd uden fare.
- 106.
- Det bytte jeg fik
- har jeg brugt og nydt;
- den klogeste savner sjældent,
- for Odrører
- er endelig kommet
- til folkets fyrstes bolig.
- 107.
- Næppe var jeg vel
- nået derfra
- og hjem fra jætternes gård,
- hvis ikke Gunlød —
- den gæve kvinde —
- havde føjet sig i min favn.«
- 108.
- Dagen efter
- ankom rimturser
- til de høje haller.
- De hørte til Bølværk:
- Var han her blandt guder,
- eller lå han slået af Suttung?
- 109.
- Odin svor vel
- ed ved ringen —
- men hvem tror hans tilsagn?
- Han snød Suttung,
- sveg sig til drikken
- og efterlod Gunlød i gråd.
Loddfáfnismál
- 110.
- Jeg hentede indsigt
- ved Urdbrønden;
- det er tid til at fortælle!
- Jeg sad i tavshed,
- jeg sad tænksom,
- og hørte de mægtiges mening;
- de talte om visdom
- og tolkede råd
- ved den højes hal,
- i den højes hal;
- jeg lyttede til denne lære:
- 111.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Alene for at spejde
- eller lette på trykket
- skal du forlade lejet om natten.
- 112.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Medbring tilstrækkeligt
- mad til turen
- når du færdes på fjeld eller fjord.
- 113.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Favn ikke kvinden,
- der farer med trolddom,
- så hun lukker sig om dine lemmer.
- 115.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Du må aldrig lokke
- en andens kone
- og møde hende hemmeligt.
- 116.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- En ondsindet mand
- må du aldrig lade
- vide om dit vanheld,
- for fra onde mænd
- møder du aldrig
- den gode vilje gengældt.
- 118.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Har du en ven,
- som du værdsætter højt,
- så gæst ham ofte og gerne.
- For ukrudtet gror
- og græsset bliʼr højt
- på den vej, man sjældent vælger.
- 120.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Glæd dig i selskab
- med gode mænd;
- vær dem hjælpsom så længe du lever.
- 121.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Hold dig altid
- helt fra ordskifte
- med tossefolk og tåber.
- 124.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Spild ikke tre ord
- på splid med tåber;
- den vise viger,
- hvor fæet fremturer.
- 125.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Nægt at være skomaʼr
- eller skaftesmed
- for alle andre end dig selv;
- hvis skaftet er skævt,
- eller skoen klemmer,
- vil folk ønske dig ulykke.
- 126.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Overværer du uret,
- kald det uret mod dig,
- og lad ikke fjenden i fred.
- 127.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Du skal aldrig lade
- ondsindet herske,
- men finde glæden i godhed.
- 128.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- I kamp skal du undgå
- at kigge opad,
- så du ikke træffes af trolddom.
- 130.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Udvis varsomhed,
- ikke over-varsomhed,
- men vær yderst varsom med øl.
- 131.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Hold dig altid
- fra hån og spot
- imod gæster og folk på farten.
- 133.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Grin ikke bare
- ad en gråhårets råd;
- det er ofte sandt, hvad de gamle siger.
- 136.
- Et råd — Lodfafner! —
- og ret dig efter det;
- begrib det er gavnligt
- og følg det med fordel:
- Når øllet gør dig fuld,
- søg da jordens kraft,
- (for jord taʼr mod øllet
- som ild mod sygdom,
- eg mod forstoppelse,
- aks mod trolddom,
- hyld mod huskiv
- — had skal vendes mod månen —
- og alun mod bidsår,
- men ulykke fordrer visdom)
- — og lad jorden favne det flydende.
Runesangen
- 137.
- Jeg véd, at jeg hang
- i et vindblæst træ
- samfulde ni nætter:
- Spiddet og givet
- på spyd til Odin —
- selve mig til mig selv.
- Intet levende
- aner om træet,
- hvorfra dets rødder rinder.
- 138.
- Jeg tålte sult
- og tørst imens;
- jeg så frem for mig.
- Runer lærte jeg,
- råbte af smerte —
- og faldt ned derfra.
- 140.
- Jeg voksede da;
- min visdom øgedes,
- mens jeg tiltog og trivedes.
- Ord fra ordet
- til ordene førte —
- og værk fra værket til værker.
- 141.
- Du vil træffe på runer —
- tydbare stave,
- de største stave,
- de stærkeste stave,
- malede af mægtige mænd,
- gjort af de gæve guder,
- ristet af den høje hersker.
- 142.
- Odin for aser,
- blandt alferne Dåin,
- Dvalin hos dværgene,
- mellem jætter Åsvin —
- jeg har selv ristet runer.
- 143.
- Véd du at riste?
- Véd du at råde?
- Véd du at få?
- Véd du at friste?
- Véd du at bede?
- Véd du at blote?
- Véd du at sende?
- Véd du at slette?
- 144.
- Bedre ubedt
- end overblotet;
- der kræves gengæld for gaver.
- Bedre usendt
- end overdrevet
- — — — — —
- 145.
- Men Tund ristede
- før tidens ophav;
- opad steg han,
- hvor han atter kom.
Odins galder
- 146.
- Hør min galder
- som for høvdingekoner
- og folket iøvrigt er ukendt:
- For det første hjælp,
- som kan hjælpe dig
- gennem sorger og søgsmål.
- 147.
- Det andet jeg kan
- er egnet for folk,
- der vælger et virke som læge:
- — — — — —
- 148.
- Det tredje kan jeg,
- når jeg trængt i kamp
- vil hindre fjendens fremgang:
- Jeg sløver æggen
- på uvennens våben,
- så hverken sværd eller svig vil bide.
- 149.
- Det fjerde kan jeg,
- hvis fjender binder
- lænker om mine lemmer:
- Jeg galdrer derover
- og går derfra,
- når kæden falder af foden.
- 150.
- Det femte kan jeg
- mod fjendtlige skud,
- der styrer mod folk i strid:
- Hvor hårdt det end farer,
- hindrer jeg flugten,
- så snart jeg får det i syne.
- 151.
- Det sjette kan jeg,
- hvis jeg såres af nogen
- med en frisk, fortryllet trærod:
- Og den mand,
- der møder mig hadfyldt,
- må tåle den største fortræd.
- 152.
- Det syvende kan jeg,
- når jeg ser det brænder,
- mens folkene sidder i salen:
- Hvor højt det end flammer,
- kan jeg hæmme ilden
- — sådan er galderen, jeg galdrer.
- 153.
- Det ottende jeg kan
- er almennyttigt
- — enhver burde lære hvorledes:
- Når hadet trives
- blandt høvdingesønner
- kan jeg snart standse striden.
- 154.
- Det niende kan jeg,
- hvis nøden truer,
- og mit skib skal bjærges fra bølger:
- Jeg dæmper vinden,
- der volder stormen,
- og gør hele havet roligt.
- 155.
- Det tiende kan jeg,
- når troldtøjet farer
- gennem luften i leg:
- Jeg gør, at de raver
- forgæves omkring
- og mangler deres vante væsen.
- 156.
- Det ellevte kan jeg,
- når jeg ægger til kamp
- og følges af gamle fæller:
- Jeg galdrer bag skjoldet
- og giver dem styrke,
- så de alle når uskadte hjem.
- 157.
- Det tolvte kan jeg,
- når træet bærer
- en død, der dingler i rebet:
- Jeg rister og maler
- runer på stedet,
- så liget atter får liv.
- 158.
- Det trettende kan jeg
- tillægge barnet,
- når det øses over med vand:
- Han falder ikke
- skønt forrest i striden
- — han skal aldrig segne for sværdet.
- 159.
- For det fjortende kan jeg
- fremsige rækken
- af guder for menneskemængden:
- Aser og alfer —
- hver eneste kan jeg
- — det magter en uklog ikke.
- 160.
- Det femtende jeg kan,
- har jeg fået fra Tjodrører
- — dværgen ved Dellings dør:
- Han galdrede asekraft
- og alfefremgang
- og gav Hropta-Ty visdom og vid.
- 161.
- Det sekstende jeg kan,
- får smukke kvinder
- til at ofre mig lyst og længsel:
- Jeg drejer forstanden
- på den dejligste pige,
- så hun villigt vender sig mod mig.
- 162.
- Det syttende jeg kan
- — — — — —
- 163.
- Det attende jeg kan,
- vil jeg aldrig røbe
- for nogen kvinde eller kone,
- på nær den ene,
- hvis arme favner mig
- — eller min egen søster.