Uddrag af sagaer og fortællinger vedrørende Danmark (Andet stykke)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 20. feb. 2021 kl. 08:45 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Kongesagaer


Uddrag af sagaer og fortællinger vedrørende Danmark
Andet stykke

Sögubrot ok þættir viðkomandi Danmerkr sögu. Annat brot


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Fornmanna Sögur, bd. 11, Kaupmannahöfn 1828


1.

Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum

Det fortælles i Hamborg-krøniken — og den mester, som har skrevet bogen, hævder at have skrevet næsten det hele ifølge Svend Ulfsøns beretninger om danske og svenske begivenheder — at da kejser Otto den Røde, som var den første kejser med dette navn, havde tilbageerobret hele det rige under kejserdømmet, som var blevet tabt, siden kejser Karlemagnus døde, drog han med sin hær imod danskerne i det 12. år af sin regeringstid. Så snart han kom nord for Slesvig, dér hvor Danmark begyndte i henhold til det forlig, hvor hans far — kejser Heinrek — og kong Gorm den Gamle havde delt landene mellem sig, lagde han, overalt hvor han kom frem, landet øde med ild og jern, lige til han kom til det sted, som siden er blevet kaldt Ottosund. Derpå vendte han om og drog sydpå, og da han kom til Slesvig, kom Harald Gormsøn imod ham og kæmpede mod ham, men blev besejret og flygtede til skibene. Efter dette gav han sig i kejserens vold, og kejseren gav ham hans rige igen, og Harald lovede at lade sig døbe og at kristne hele Danmark. Kong Harald blev da døbt, og ligeledes hans kone — dronning Gunhild — og hendes unge søn, som kejseren stod fadder til og lod kalde Svend-Otto. Da blev Jylland inddelt i tre bispedømmer, og ærkebiskop Adaldag af Bremen viede de tre første biskopper til at forestå bispesæderne: Harald i Slesvig, Leifdag til Ribe, Reginbrand til Åros. Kong Harald Blåtand overholdt kristendommen godt, så længe han levede.


2.

Her fortælles det også, at kong Harald sendte sin søn — ham, der hed Ring — til England med en hær, for danskerne havde stedse haft magten dér i 100 år, siden Gudrød vandt øen, men da Ring havde indtaget øen, blev han forrådt og dræbt af nordimbrerne. Det nævnes også dér, at kong Harald skaffede Håkon — Norges høvding, som forinden var blevet fordrevet — til magten og forligte ham med de kristne.

Da Harald begyndte at blive gammel, ville Svend — hans søn — tage magten fra sin far, og han fik dertil støtte fra de høvdinge, som Harald havde tvunget til at blive kristne; de tog Svend til konge og forkastede kristendommen. De lagde an til kamp imod kong Harald. Kong Harald drog nødtvunget i kamp mod sin søn — på samme måde som David mod Absalom. Harald flygtede såret fra denne kamp til Vendland og døde ved Jomsborg på allehelgensdag. Hans lig blev ført til Roskilde og begravet i Kristkirken — den, som han selv havde ladet opføre. Han var konge i 50 år.


3.

Efter kong Harald Blåtand tog Svend — hans søn — magten, men han overholdt kristendommen dårligt. Han blev to gange bortført af venderne og løskøbt for meget store summer. Efter dette kom Erik den Sejrrige — svenskekongen — til Danmark med en overordentlig stor hær, og han sloges i mange kampe til søs med Svend, indtil danskernes styrke aftog, så Svend måtte flygte ud af landet. Han flygtede først til Norge, men nordmændene ville ikke tage imod ham; derfra drog han til England, men han var uønsket af kong Adelråd på grund af den ufred, som danskerne til stadighed havde forvoldt dér. Derpå tog han til Skotland, og skottekongen tog godt imod ham; han opholdt sig dér indtil kong Eriks død, og kong Svend Ulfsøn har sagt, at hans morfar fik velfortjent gengæld for det, at han vragede den rette gud, som hans far havde dyrket.


4.

Kong Erik herskede nu både over svenskerne og danskerne, men han var hedning og en uven af kristne folk. Det står dér i bogen, at kejser Otto — den tredje med dette navn — skal have hærget i Danmark og besejret kong Erik. Og om det fortælles det nøje, at kejseren og ærkebiskoppen af Bremen havde sendt biskop Poppo af Slesvig til kong Erik for at prædike kristendom for ham og få ham til at udvise samme lydighed over for kejseren, som Harald Gormsøn havde gjort over for den tidligere Otto. Kong Erik bad biskoppen komme med et bevis på sin guds formåen. Da bar biskoppen gloende jern i sin hånd og viste kongen, at hans hånd ikke var forbrændt, og for at fjerne enhver mistro hos hedningerne, lod biskoppen sin kjortel dække af voks og trak i den, hvorefter han lod den antænde — og han stod uskadt, da kjortlen var brændt. Efter dette lod kong Erik og mange tusind mand sig døbe. Der blev også sendt folk til Svitjod for at prædike kristendom. Men kong Svend Ulfsøn siger, at kong Erik skal have forkastet kristendommen og døde som hedning. Vi antager, at jarl Håkon har taget del i denne ufred og kæmpet imod kejser Otto, således som det fortælles i Vellekla, og ydet kong Erik — sin ven og svoger — støtte.


5.

Efter kong Eriks død tog Olaf — hans søn — magten i Svitjod, og Svend kom da tilbage til Danmark. Svend forstod da, at Gud var vred på ham, og han lovede at vende sig til kristendommen og forkynde den rette tro for folket. Herefter indgik kong Olaf og kong Svend forlig, således at kong Svend skulle have sit rige og giftes med Sigrid den Storrådende — kong Olafs mor. Siden skulle de begge lade deres lande kristne. Da kongerne var blevet fuldkommen forligte, opildnede dronning Sigrid den Storrådende dem til, at de skulle straffe den norske kong Olav Tryggvason, som danskerne kaldte Krageben; nogen tid senere mødte de ham i den skarpeste strid sydpå under Vendland, og dér faldt Olav — Norges konge — efter hvad danskerne og de fleste andre siger. Så delte de tre høvdinge — Olaf den Svenske, kong Svend og jarl Erik Håkonson — Norge mellem sig.