Vis kilden til Ungortok, de gamle Kavdlunakkers Høvding ved Kakortok (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Ungortok, de gamle Kavdlunakkers Høvding ved Kakortok (Rink)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Rink 20.png|thumb|400px|<center> ''Ungortok, de gamle Kavdlunakkers Høvding ved Kakortok'' <br>Træsnit af Aron fra Karneq (Rink: Eskimoiske eventyr og sagn – I, 198</center>]][[Fil:Rink 23.png|thumb|400px|<center> ''Ungortok. . .'' Træsnit af Aron fra Karneq</center>]][[Fil:Rink 24.png|thumb|400px|<center> ''Ungortok. . .'' Træsnit af Aron fra Karneq</center>]][[Fil:Rink 25.png|thumb|400px|<center> ''Ungortok. . .'' Træsnit af Aron fra Karneq</center>]]
<blockquote><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – I]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1866<br><br><big><big>'''67. Ungortok, de gamle Kavdlunakkers</big><br> Høvding ved Kakortok '''<br>'''(Julianehaab)'''</big></center><br>


Engang roede en Kajakmand fra Akpaitsivik ind i Fjorden, idet han underveis kastede med sin nye Fuglepiil, for at prøve den. Da han kom hen under Kakortok, hvor dengang de første Kavdlunakker<ref>Grønlandsk Navn paa "Fremmed af europæisk Race". ''(Meyers Fremmedordbog)''.</ref> boede, saae han en af dem gaae nedenfor Vaaningshuset og samle Muslinger. Kavdlunakken sagde til ham: »lad see, om du kan træffe mig med din Piil!« — Kajakmanden vilde ikke, men den anden vedblev at opfordre ham; tilsidst kom ogsaa Kavdlunakkernes Høvding, Ungortok, og sagde: »siden han endelig vil have det, saa sigt du kun efter ham!« — Da tog han omsider virkelig sin Piil, kastede og dræbte ham paa Stedet. Ungortok brød sig ikke om dette Drab, han sagde: »jeg har selv opfordret dig dertil, derfor gjorde du det.« Da nu Vinteren kom, levede Folk i den bestandige Tro, at Kavdlunakkerne vilde hævne sig, men Vinteren gik, det blev Sommer, og endnu to Somre forløb. Da den tredie Vinter begyndte, gik Kajakmanden atter til Kakortok og en anden fulgte ham, forsynet med Fangeblære. Denne saae atter en Kavdlunak samle Muslinger ved Stranden, og fik pludselig det Indfald, at ville dræbe ham. Han roede da ind imod ham fra den Side, hvor Solen skinnede paa Vandet, kastede sit Spyd og dræbte ham paa Stedet. Derpaa roede han ubemærket hjem igjen, og fortalte til sine Landsmænd, at han havde dræbt en af Kavdlunakkerne. Men de spurgte, hvorfor han ikke havde ladet Høvdingen vide det, og den første Drabsmand sagde: »jeg dræbte, fordi Høvdingen selv opfordrede mig dertil.« Længere hen paa Vinteren, da Fjorden var tilfrossen, gik en Pige paa Akpaitsivik om Aftenen ud at hente Vand i Spanden, men alt som hun øste, saae hun ligesom et rødt Skjær paa Vandet i Hullet. Hun troede, at det var Gjenskinnet af hendes Ansigt, men da hun vendte sig om, fik hun Øie paa en Mængde Kavdlunakker. Derover blev hun bange, lod Spanden staae, flygtede ind i Huset og fortalte det. Men i det samme stillede Kavdlunakkenie sig allerede foran Vindue og Udgang. En af Husets Beboere vilde gaae ud, men blev strax truffen af en Øxe, dræbt og kastet tilside; saaledes gik det efterhaanden med dem alle, indtil alene to Brødre vare tilbage. Disse lykkedes det at springe ud og komme ned paa Isen, den ældste foran. Da Kavdlunakkerne saae dem, sagde de: "see, hist ere de Tiloversblevne, lader os ile efter dem!« Men Høvdingen sagde: »jeg er den hurtigste, lader mig forfølge dem. Dermed løb han ud paa Isen efter Brødrene, af hvilke den yngste havde nyforsaalede Støvler paa, og derved opholdtes i sit Løb, da han idelig faldt. Omsider naaede de den modsatte Ø, og den ældre, som hed Kaissape, sprang op paa Iiskanten, men da den yngre vilde følge efter, faldt han mellem Iisbrokkerne, hvorpaa Ungortok naaede ham, afhuggede hans Arm med Øxen, holdt den frem for Broderen, og sagde: »Kan du, saalænge du lever, glemme denne stakkels Broder?« Kaissape, som var ubevæbnet, kunde ikke komme Broderen til Hjælp, men flygtede tværs over Øen til Kangermiutsiak, hvor hans Svigerfader boede. Her blev han den Vinter over, og Svigerfaderen skjænkede ham sin ene Kajak. Om Sommeren drog han sydpaa, for at lære en kraftig Tryllesang, og overvintrede atter ved Kangermiutsiak. Den paafølgende Sommer drog han nordpaa, for at opsøge sig en Medhjælper. Paa hver beboet Plads erkyndigede han sig, om der var et Par Brødre, hvorefter han undersøgte deres Støvlestrømper, for at see om der fandtes Luus i dem. Efter at være kommen meget langt mod Nord, traf han omsider to Brødre, af hvilke den yngste ikke havde Luus i sine Støvlestrømper. Denne udvalgte han til sin Medhjælper, og reiste derpaa tilbage til Kangermiutsiak. Han fangede nu flittigt Sælhunde, og lod Skindene af dem alle berede til hvide Skind. Derpaa opsøgte han et stort Stykke Drivtømmer. Dette udhulede han med sin Kniv, til det blev ligesom et Ror, der havde et tæt passende Laag i den ene Ende, og i Siderne borede han Huller, og til Hullerne lavede han Proppe af tyndt Træ. Da han var saavidt færdig med det, lagde han først de hvide Skind indeni det, lukkede Hullerne med Propperne, og satte Træet i Vandet, hvorpaa alle Kajakkerne toge det paa Slæb og droge afsted til Pingiviarnek, hvor de lagde til Land, bandt Remme til de hvide Skind, og udspilede dem som Seil, saaledes at Baaden kom til at ligne et Stykke snavset Kalviis, idet nogle af Skindene vare mere, andre mindre hvide. Derpaa fyldtes den med Mennesker, og Kaissape lod den skubbe ud fra Land, hvorpaa han sagde: »lader Skindene sprede sig!« Derpaa spredte de sig, og Folk saae fra Land, at Baaden lignede et Stykke Iis, som var ifærd med at dreie sig. Da sagde Kaissape: »jeg gad ogsaa seet det, nu kunne I alene gaae ud, og jeg vil see til fra Land;« derpaa gik han tilfjelds, medens de Andre atter trak Baaden ud fra Landet. Da Kaissape fra Landet af havde betragtet sit Værk og fundet, at det lignede et Iisstykke, som var ifærd med at dreie sig, lod han dem lande igjen, og udspilede Skindene for Solen, og da han var færdig dermed, sagde han, at endnu havde han ikke glemt sin Broder. Derpaa droge de mod Kakortok for at tage Hævn, men ventede først ved Akpaitsivik til Vinden begyndte at blæse ind ad Fjorden. Da nu Fjordvinden indfandt sig, opfyldtes Vandet omkring Kakortok hist og her med Iisstykker. Kaissape udfoldede alle Skindene som Seil, flere Baade fulgte med, men de lagde til Land nordenfor Kakortok og samlede Enebrænde, medens Kaissape med sit Følgeskab, som var indeni det udhulede Træ, drev ned mod Vaaningshuset, bestandig kiggende gjennem Hullerne, som vare borede i Træet. De saae Kavdlunakkerne komme ud af og til og see ud over Fjorden. En sagde: »det er Kaladlit« (d. e. Skrælinger); men saa kom de alle ud, og Høvdingen sagde: »det er Iis,« hvorpaa Alle gik ind. Kaissape sagde: »nu rask! nu komme de vist ikke ud igjen for det første.« Derpaa gik de iland, og belæssede med Enebrænde samledes de nu alle omkring Huset. Kaissape stoppede Brænde ind i Huusgangen, medens de, som vare derinde, trak det til sig; saaledes fyldtes Huset. Nu lavede Kaissape et Fyrtøi af to Stykker Træ og antændte Huset, saa at Kavdlunakkerne indebrændte. Ogsaa de, der vilde gaae ud igjennem Huusgangen, fortæredes af Ilden, og de bleve stedse færre. Kaissape brød sig ikke om Huusfolket, men tænkte blot paa Ungortok. Men pludselig sagde nogle af Kaladlit: »Kaissape! den som du søger er hist oppe.« Høvdingen var nemlig sprungen ud af Vinduet, og flygtede med sin Søn paa Armen. Kaissape forfulgte ham, men da han kom til Indsøen, Østen for det snevre Løb, kastede han Drengen i Vandet, for at han skulde døe usaaret. Kaissape vendte om, da han ikke kunde naae ham, hvorimod Ungortok løb til Igalliko og tog Ophold hos en Høvding, som hed Olave. Men da Kaissape ogsaa her efterstræbte ham, drog han til det Indre af Agdluitsok-Fjorden, og bosatte sig ved Sioralik, medens Kaissape tog Ophold ved Flodens Munding. Derpaa flygtede Ungortok til det Indre af Tessermiutfjorden. Kaissape overvintrede ligeledes ved Mundingen, og drog om Sommeren ud efter Ungortok, men denne undslap atter og flygtede til Østkystens Fastland ved Øen Alluk. Kaissape drog efter ham og bosatte sig nordenfor Alluk. Nu udspurgte, han alle Østlændingene om et Middel til at dræbe Ungortok. Tilsidst sagde en Østlænding: »jeg vil give dig et Stykke af en ufrugtbar Kones Tørrehæk, det skal du bruge som Piil.« Derpaa sang han Trylleord over Pilen, og gav den til Kaissape. Denne svarede: »hvis det er sandt, hvad du siger, at den kan hjælpe mig, vil jeg atter hjælpe dig med min Fangst.« Derpaa lavede han saa mange Pile, som der kunde rummes i et Sortside-Skind. Til disse føiede han den fortryllede Piil, og de begave sig nu begge hen til den store Indsø, som var foran Ungortoks Bolig, og ved hvis Bred Kaissape opplantede alle Pilene i kort Afstand fra hverandre, og tilsidst den fortryllede Piil. Han lod nu sin Ledsager blive tilbage ved Indsøen, og listede sig selv op paa et Fjeld, over hvis Kant han kunde see Ungortok vandre foran sit Huus. Han hørte ham tale med sig selv og nævne Kaissapes Navn; derfor besluttede han at oppebie Natten til Hævn. Da Mørket faldt paa listede han sig til Huset, og saae gjennem Vinduet, med spændt Bue. Men Ungortok vandrede frem og tilbage, saa hurtig som en Skygge, og han kunde ikke faae Sigte paa ham; derfor sigtede han efter Konen, som laa og sov med et diende Barn ved sit Bryst. Ungortok hørte en Støi, og da han saae hen til Konen, sad Pilen i hendes Strube. Imidlertid var Kaissape sprungen i eet Sæt fra Huset hen til Søen, hvor han havde sine Pile. Ungortok greb den Øxe, hvormed han havde dræbt Broderen, og foer ud efter ham. Kaissape tog den Piil, han først havde sat i Jorden, og sigtede efter Ungortok, men denne lagde sig ned og forstod at gjøre sig smal, saa at der intet var, uden hans Hage, at sigte efter. Han udskjød efterhaanden alle Pilene, men uden at træffe. Ungortok sønderbrød dem, og kastede dem i Søen, inen tilsidst greb han den fortryllede Piil; atter krympede Ungortok sig sammen, men denne Piil gik gjennem Hagen og ind i Struben. Ungortok var endnu ikke død, derfor greb Kaissape Flugten, og den Saarede løb efter ham. Kaissape havde løbet et langt Stykke, da han mærkede, at han blev tør i Halsen, og derpaa styrtede bevidstløs om af Udmattelse. Da han kom til sig selv igjen, mindedes han strax Ungortok, vendte tilbage, og fandt ham liggende død ganske nær ved sig. Han afhuggede da hans Arm, fremviste den for det døde Legeme og sagde: »see den Arm, som du vist ikke glemmer!« Derpaa dræbte han ogsaa det værgeløse Barn, og vendte tilbage til Kangermiutsiak, medtagende den gamle Østlænding, som han forsørgede for hans Levetid, og hans Been, siges der, hvile der.


==Fodnoter==
<br>
<references/>
<br>

==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 198-205.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]