Vagn Aagesen: Anden Samtale

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Vagn Aagesen eller Jomsborgs Undergang:
Anden Samtale


Øen Prinsigd i Hjørungarvaag.

Fra den aarle Morgen indtil Middag var stredet haardelig og Jarlerne trængtes saare. Da blev hvilet enstund, og med faa Mænd gik Hakon paa Øen at lede om Raad.


Hakon.
Se! hisset drive mine mandeløse Snekker
Forbi de mange djærve Kæmpers Lig.
Forbandet være denne Vikingskare!
Hvi hærgede den ei i Syd og Vest?
Hvi stævned den til Norrigs nøgne Kyster
Hvor intet Rov den lokker? kom den hid
Af Overmod og Ondskab, mig at lære:
Jeg ikke er den Mægtigste i Nord?
Og Aser! I, til hvem saa tit jeg bloted,
Som jeg har reist de stolte Offerhuse,
Hvis Støtter jeg med Guld har smykket ud,
Med røde Guld, med Alt hvad mig er dyrest
Paa denne Jord, I taale det, I ser,
At Hakon, eders mest nidkære Dyrker,
Som smed de kristne Klerke ud i Hav,
Som brændte op de Kristnes Gudehuse,
At han skal haanes af en Vikingsflok!
Vred vendte Jarlen sig til de tvende Hofgoder som fulgte ham.
Hvi giver ei i Dag mig Odin Seier?
Har jeg da ei af ham den vel fortjent?


Første Gode.
Gøndul og Skøgul
Hroptatyr sender
Valen at keise,
Nornernes Yngste
Stander med Skjoldet,
Odin og Skulda
Raade for Seiren.
Retvis er Nornen,
Kløgtig er Odin,
Tør du end spørge?
Norriges Jarl!


Anden Gode.
Saa aarle, da Solen
Sig skyndte fra Hav,
Vi bloted til Odin,
Vi bloted til Thor,
Vi bloted til alle
De mægtige Aser;
Ei hørte vi Ravnen
At skrige i Luft,
Men hungrige Ulve
De tuded i Skov.
Ilde er blotet,
Onde er Varsler,
Vred er dig Odin.


Hakon.
Saa bloter da bedre,
Og skaffer mig bedre
Varsel fra Guder!


Anden Gode.
Vel kan vi blote,
Neppe dog mægter
Hakon at tvinge
Mægtige Guder.


Første Gode.
Odin og Skulda
Raade for Seiren.
Retvis er Nornen,
Kløgtig er Odin.
Spot ikke længer
Norriges Jarl!


Eivind.
Jeg mente, Hakon! du var kløgtig.
Kan du da ei begribe, at
Bærsærken Thor maa hjelpe sine Brødre,
At han, som alle Kvinder hader
Maa ynde kvindeløse Flok?
Og Odin, har jo Loke sagt, forstaar
Kun slet blandt Mænd at skifte Seier,
Thi vend dig bort fra denne Asaflok
Til stærke Kvinder! du hos dem er vensæl.
Paakald den store Thorgærd Hørgabrud!


Goderne.
Hørgabrude
Rettelig nævnes
Frigga og Freia.
Argeste Seidmand!
Vover du Jetters
Kvinder at nævne
Hørgabrude?


Hakon.
Og sidder hun da ei paa gyldne Stol,
Paa Gudebænk imellem Thor og Odin?


Goderne.
Derfor dig Odin
Skænker ei Seier,
Derfor er Aser
Vrede i Hu.


Eivind.
Hun sidder vist paa fagre, gyldne Stol
Paa Gudebænk imellem Thor og Odin;
Men just fordi hun sidder mellem dem
Hun sidder ikke øverst, ei allene.
Naar disse først er borte, skulle vi
Om dette og om Mer samtale.


Hakon.
Jeg eder ei behøver. Ganger kun!


Første Gode.
Ve, ve, ve
Over Norriges Jarl,
Over Norriges Land!
Over Hakon ve!
Han har Aser forskudt
Og til Jetter sig vendt,
Ham har Aser forskudt,
Han med Jetter skal dø.


Anden Gode.
Hørgabrud Freia
Hun skal fordrive
Thorgerd fra Bænken,
Hun skal nedstøde
Hakon til Hel.


Begge.
Hakon! vi gange,
Med os bortvandre
Valhals de rige,
Hellige Guder.


Eivind.
Naar tog du Tro paa Thorgerd Hørgabrud?


Hakon.
Her kan jeg mæle, dog jeg ellers tier,
Ei meget troer jeg paa nogen Gud,
Men troer fastest paa min egen Størke.


Eivind.
Hvi bygger du da Offerhus og bloter?


Hakon.
En Part for Folkets Skyld, dog og en Part
Fordi jeg stundum var i Klemme
Og tyktes at en Bøn til Guder hjalp.
Saa var det, da jeg sloges med Guldharald,
Han hartad blev mig overmægtig, da
En raadte mig at bede fast til Thorgerd,
Saa gjorde jeg, og vandt, og derfor har
Jeg siden den Tid ogsaa hende dyrket.


Eivind.
Det Raad var godt ihvem det saa end gav;
Thi Thorgerd er en saare mægtig Kvinde.
At tro paa egen Størke, duer ei,
Det Hele kun kan tro paa egen Størke,
Og paa det Heles Størke skal vi tro.
Du kender jo de gamle Sagn om Ymer,
Og Sønnerne af Bør, ei er det Snak,
Dog Faa forstaa det nuomtide,
Alt hvad du ser, og hvad du ikke ser,
Men som du kunde se, er Ymers Legem,
Det bundet er af Aserne og nu
Det stunder efter sig med Magt at løse,
Og Det som stunder, Det som eier Magt
Til Strid, er hvad vi nævne Thorgerd,
Fordi hun er et Værn mod Thor
Og alle Aser, hun er som en Kvinde,
Thi hun har født, men hun har født sig selv.


Hakon.
Ei fuldelig din Tale jeg begriber;
Men har da Aser ogsaa rigtig Magt?


Eivind.
Der er en anden Størke til end Thorgerds,
Og den vi kalde Aser; men den skal
Gaa under, bukke sig for hendes.
Og vil du nu fra hende nyde Hjelp,
Da bed og blot til hende kun allene,
Og sværg, du ei vil dyrke Aser mer!
Da gennem mig skal Thorgerds Stemme lyde,
Og du skal seire over Jomsborgs Magt.


Hakon.
Forsværge Aserne, dog tykkes mig
Hel sært og fælt, jeg selv er Odins Ætmand.


Eivind.
Og jeg, en Søn af Røgnvald Rettilbein,
Nedstammer ikke jeg fra Odin,
Hin Asamand! men du kan tro,
At havde han sig selv kun ret forstaaet
Til Thorgerd selv han havde vendt sin Hug;
Thi Aser, naar de seire, brat forsvinde,
Men vinder Thorgerd, blir hun evig til.
Nu, djærve Frænde! vov at prøve Størke
Med Valhals Guder! thi ei Jomsborgs Mænd,
Kun dem det var, som ødte dine Skibe.


Hakon.
Jeg ræddes aldrig, men fra denne Stund
Jeg veed, hvordan det er at ræddes,
Og lønlig Gruen gennemryster mig.


Eivind.
Det Vikinger vil glædes ved, thi se!
Nu lægge de jo atter hen omborde.


Hakon.
Men vil du da, at jeg fra Gudebænk
Skal kaste Thors og Freis og Odins Støtter?


Eivind.
Ei skal du det; thi Navn er kun en Lyd,
Og dog til Navnet menig Mand sig klynger,
Men naar du beder, naar du bloter, da
Ved Asers Navn du tænke kun paa Thorgerd!
Se hvor de skarpe Pile flyve hist!
Det gælder dine Kæmper, Hakon!


Hakon.
Velan! før Vikinger og Aser mig skal tvinge,
Asynier og Aser evig Haan og Had
Jeg sværger. Hvad forlanger Thorgerd?


Eivind.
Vend dig mod Norden hen, og knæl
Imellem disse stærke, golde Stubbe,
Og bed, og Offer byd til Hørgabrud!
Naar sorte Skyer sanke sig i Norden,
Og skjule Solen, har hun hørt din Bøn.


Ei var det Under at Jarlens Knæ skjalv under ham der han gik at bede til hin onde Kvinde, men dog knælede han i Nord og mælte:


Ei mere, Thorgerd! vredes paa din Dyrker!
Til dig allene har han vendt sin Hug;
For dig skal sorte Nød og Heste bløde
Paa Granestub, naar Stormene fra Nord
Omkaste Skove, naar de sorte Skyer
Med stærke Døn mod Fjeldespidser briste!
O hjelp du mig! o hør min Bøn!


Eivind.
End skinner Solen, Mere maa du byde;
Kun Aser nøies med saa ringe Blot;
Men Thorgerd kun med Mandeblod kan lædskes.


Hakon.
De Vikinger, som udi Vold jeg fanger
Jeg vier til dig, offrer dig ved Nat.


Eivind.
End skinner Solen, Mere maa du byde
Og Hørgabrud vil drikke Nordmænds Blod.


Hakon.
Jeg paa en Høi af Fjenders Hovedskaller
Min bedste Træl, min Karkur offre vil.


Eivind.
End skinner Solen, Mere maa du byde,
Og Hørgabrud ei drikker Trælleblod.
Hvi byder du ei hende Blod af Ædling?
Imens du nøler, ødes dine Skibe.


Hakon.
Saa kaar da selv, du strænge Hørgabrud!
Kun ikke mig, ei Svend og ikke Erik!


Eivind.
Nu sankes Skyer, og Solen sortner,
Og Thorgerd kaarer din liden Erling.
Med Barneblodet af Odins Æt
Hun lædsker Tørsten og du faa'r Seier.


Hakon.
Min Søn! min Erling! dig jeg kunde glemme!
For dyrt o Thorgerd! sælger du mig Seier.


Eivind.
End kæmper Lys og Mørke, Sol og Sky,
Behold din Erling, og lad Jomsborg vinde!
Alt hugge dine Mænd de spændte Reb,
Og ile bort fra Strid med stærke Aser.


Hakon.
Hold Mund, du arge Seidmand! eller fluks
Med dette Sværd jeg dig til Thorgerd offrer,
Saa faaer hun ogsaa Blod af Asaæt.


Eivind.
Forhast dig ikke, Norges stærke Jarl!
Thi vid! jeg offrede mig selv til Thorgerd,
Og alt for kort er end dit lange Sværd,
Naar spottende jeg ganger under Jorden.


Medens han saa stod, kom en Mand hastelig løbende og mælte:


Hel hvas er Striden, Man har Odin set
Paa Skib hos Vagn og Thor hos Bue.
Kom, skynd dig Hakon! til dit Skib!
Thi Alle raabe høit paa Jarlen.


Eivind.
Har du betænkt dig, Hakon?


Hakon.
Onde Loke!
Du frister mig.


Eivind.
Saa gør en Bøn,
Til hine Aser, som du nys forsvor!
De hjelpe dig vel ud af Nøden.


Hakon.
Du spotter – Ha! men du har Ret.
Evindelig for mig er Asgard lukket,
Og jeg maa ty til Jotunheim.
Jeg vil, hvad ei jeg mægter at udsige.


Eivind.
Nu, djærve Hakon! har du Seier vundet.
Gak nu til Skibs og send din Erling hid!


Hakon.
Min Erling? ak! nei Thorgerds Erling.


Stormen bragede og Uveiret øgedes, ene stod Eivind vendt imod Norden og mælte:


Velkommen du sorte,
Du mørknende Sky?
Velkommen, velkommen
Du Ragnaroks Billed!


I Storm og i Mørke,
I Hagelens Driver
Indsvøber sig Thorgerd,
Og Rædsel udbredes,
Og Mennesker ødes,
Og Jettemagt vokser,
Og Aser forgaa.


Utgardeloke!
Surtur og Geruth!
Yrpa og Thorgerd!
Glædes, o glædes!
Hakon er eders,
Hakon er vores;
Gnister af Muspels
Rædsomme Luer
Bo i hans Bryst.


Blusser, o blusser
Muspelheims Luer!
Snart I med Surtur
Rase fra Sønden,
Mødes med Jetter,
Spille ved Himlen,
Tænde og tvinge
Valguders Sol!


Glæd dig nu, Ymers
Tørstige Legem!
Snart skal du drikke
Asaæts Blod.
Du som dig vinder
Trindtomkring Midgard!
Bid dig i Halen,
Knug dig til Midgard!
Snart skal du suge
Asaæts Blod.


Hvislende Stormen
Hviner i Luften,
Stentunge Hagel
Styrter fra Norden,
Styrter, og knuser
Kæmpernes Isser.


Palnatoke!
Pral om du mægter!
Jomsborg skal falde,
Styrte til Jorden,
Med den skal Asers
Altre nedstyrtes.