Vagn Aagesen: Første Samtale
Hopp til navigering
Hopp til søk
Naturlyrik og romantik
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Vagn Aagesen eller Jomsborgs Undergang:
Første Samtale
De Talende. | |
Sigvald: | Jomsborgs Høvding. |
Astrid: | hans Kone, Datter af Bursilav i Venden. |
Vagn: | - |
Ingeborg: | hans Kone. |
Bjørn hin Bretske: | Palnatokes Fostbroder. |
Svend Buesøn: | - |
Aslak: | - |
Endrid: | - |
Hakon hin Rige: | Norrigs Jarl. |
Erik: | hans Søn. |
Eivind Kelda: | en Seidmand. |
Tvende Hofgoder: | - |
Odinkar: | - |
Første Samtale.
Jomsborg.
Borgegaarden.
Rundt vare Jomsvikinger spredte, og de Fleste syslede med Vaaben. Sigvald og Thorkil stode afsides og samtalede.
Svend, en Jomsviking.
- Svend.
- Hvad mener du? er dette Skjold nu blankt?
- Jomsvikingen.
- Du er saameget for det Blanke
- Og Smukke. Du vil faae en Hjertesorg
- I Norrig, naar vi møde Jarlen.
- Hvor vil du gemme da dit lange Haar,
- Som er saa gult og fagert, at ei Blodet
- Skal smudske det?
- Svend.
- O! det har ingen Nød.
- Naar Striden bliver hvas, jeg skærer
- Det af og flyer det til dig,
- Saa tænker jeg, det er i god Forvaring.
- Jomsvikingen.
- Nu! det var netop svart som spurgt.
- Men, ser du hist, hvor Sigvald staar og taler
- I Løn med Thorkil? det mig tykkes fast,
- Som af det Tog han ei har megen Gammen.
- Svend.
- Han loved kanske mer, end han har Lyst
- Og Evne til at holde.
- Jomsvikingen.
- Men sig mig dog, hvordan det ret gik til
- Der ved Strutharalds Arveøl?
- Svend.
- Ja, hvordan mener du? De drak tilbørlig,
- Og Munden kom paa Gang, saa fik Kong Svend
- Dem til at gøre store Løfter.
- Jomsvikingen.
- Hvad loved Sigvald egenlig?
- Svend.
- En Færd til Norrig, som ei skulde endes,
- Før Hakon eller han var dræbt.
- Da kan du tro, at Kongen glædtes.
- Jomsvikingen.
- Hvad mener du er Kongens Agt?
- Svend.
- At sende Sigvald med en kærlig Hilsen
- Til Palnatoke. Du kan tro, at Svend
- Ham under Jomsborg mindre selv end Astrid.
- Jomsvikingen.
- Ja, dengang narred Sigvald ham
- Da rigtig nok. – Men, ser du hist;
- Der gaa jo To med dragne Sværde
- Ind paa hinanden, det er Nyt
- I Borgen, vi maa se de Løier.
Borgsalen.
- Vagn.
- O hvilken Tomhed her i disse Sale!
- O hvilken Tomhed inden i mig selv!
- Hvad er vel Jomsborg uden Palnatoke?
- En mægtig Krop, hvis Sjel er faret ud,
- Hvad Sværdet er, som hænger hist paa Knagen,
- Hel frygteligt det var i Tokes Haand,
- Nu hænger det saa tamt og stille
- Som Knagen selv.
Længe grublede han, før han igen kom til Orde.
- Det hænger stille,
- Men naar det grebes af en vældig Haand,
- Da maatte det, som forhen, bide Skjolde,
- Og foer en kraftig Aand i døde Krop,
- Fik den da ikke Liv igen? den fik.
- Odinkar.
- Det ei.
- Vagn.
- Hvorfor?
- Odinkar.
- Fordi den døde,
- Thi Intet dør, som mægter end at leve.
- Vagn.
- Men hvem er du, som lurer paa min Tale?
- Odinkar.
- Din Frænde Odinkar, en kristen Klerk.
- Vagn.
- Hvorledes kom du ind i Borgen?
- Odinkar.
- Ad samme Port, som Tokes Lig kom ud.
- Vagn.
- Ja, du har Ret, det Lig har Veien jævnet,
- Men spurgte Ingen, hvad du vilde her?
- Odinkar.
- De havde Andet at bestille,
- Thi Alle stod omkring to Mænd
- Som sloges om et Kvindfolk. Sigvald
- Dem vilde skilt; men fik kun onde Ord.
Hurtig greb Vagn Tokes Sværd fra Knagen og vilde ile ud, men Odinkar traadte for ham.
- Det er forbi. Da Bue Digre hørte
- Hvorom de stred, han fluks dem begge dræbte,
- Og overtraadte Loven selv
- For at ei Loven skulde overtrædes,
- Jeg ser, du havde samme Sindelag.
- Vagn.
- Maaske. Men sig! hvad vil du her?
- Odinkar.
- Mit høie Kald mig driver rundt i Norden,
- At bringe Folket Daab og Kristendom,
- Jeg fremmerst søger mine egne Frænder
- Og Palnatokes ædle, djærve Æt.
- Derfor jeg kom, med dig jeg vilde tale,
- Og lære dig den Sandhed, jeg har lært.
- Vagn.
- Og mener du, jeg vil din Lærdom nemme?
- Odinkar.
- Det veed jeg ei, det veed allene Gud,
- Men jeg maa tale, selv for døve Øren.
- Dog, Palnatoke hørte mig, og du,
- Det veed jeg, lyster ham at ligne.
- Vagn.
- Han hørte dig, men troed dig dog ei.
- Odinkar.
- Han troed dog at Kristus vilde seire
- I Nord, paa Jomsborg ene stoled han,
- Det er forbi. Hvorpaa vil du nu stole?
- Vagn.
- Paa Aserne og paa min egen Kraft,
- Om Alle tabe, jeg dog vist skal vinde,
- Og, om jeg stolede paa Jomsborg end,
- Var det saa daarligt? Du har luret,
- Og hørt af Sorg jeg var forsagt,
- Men Norrigs Hakon snart skal sande:
- Der er endnu et Jomsborg til.
- Odinkar.
- At der har været et engang.
- En Kæmpe rammes kan af Pilen,
- Skønt Buestrængen brast itu
- Da Pilen fløi, men troer du at Strængen
- Blir derfor hel igen?
- Vagn.
- Er Buen god,
- Man derfor ei behøver den at slænge,
- Man snoer sig en anden Stræng,
- Og er den end lidt mere stakket,
- Saa Buen skyder ei saa langt og vist,
- Den skyder dog.
- Odinkar.
- Ifald den ikke brister,
- Naar den skal bøies til den korte Stræng,
- Og om den nu var ormestukken
- Som den, hvorpaa du selv vil være Stræng!
- Nei, Frænde! Jomsborg er ei mere,
- Og Palnatoke selv til Undergang
- Det vied, da han brød sin egen Lov.
- Vagn.
- Hvorledes?
- Odinkar.
- Mindes du ei længer,
- At han mod Loven tog dig i sin Flok?
- Da rystede han selv de stærke Mure
- Og Asers Trone med; thi høit han svor,
- At Loven skulde fast som Valhal stande.
- Det skal opfyldes, selv I maa
- Med Blindhed slagne, Valhal styrte,
- I fare hen at øde Hakons Magt
- Og eders Guder kæmpe mod sig selv.
- Vagn.
- Nei, nu som altid, Aser imod Jetter,
- Thi Hakon er ei Asers Ven, han skal
- Forgaa, men Aser bo paa Norrigs Klipper.
- Odinkar.
- Det mener du, fordi du ei begriber,
- At underlige ere Herrens Raad,
- Naar Jordens Magter sig mod Kristum sanke,
- De dog allene tjene Himlens Gud.
- Vagn.
- Hvem er den Himlens Gud, og hvem er Krist?
- Odinkar.
- I disse Ord, hel faa, du spørger, Frænde!
- Om Alt, hvad der er noget Spørgsmaal værdt.
- Du stævner kæk til Mimers rene Kilde
- Som sprang af Jord ved Kristi Guddoms Bliv;
- Med viet Haand jeg dyre Drik dig rækker,
- Og beder Gud, du føle maa dens Kraft,
- Saa klart du ser, hvad ei du kan begribe!
- Den Himlens store Gud, som jeg dig nævned,
- Han var, da Intet var, hans Aandepust
- Hensvæved over tomme Ginnunggab,
- Det klare Lys da skinned i det Høie
- Og i det Dybe vælted Bølgen sig;
- Men Jorden blev imellem begge løftet,
- Med Træer, Dyr og spæde Urter fyldt.
- Da skabte Herren i sit eget Billed
- En Mand af Jord og med sin Guddoms Aande
- Han gennemvarmed, styrked Jordens Gud;
- Af Mandens Kød og Ben en Kvinde
- Til helligt Samfund blev af Herren skabt
- Og derfor lever Kvinden kun i Manden,
- Og føler kun, hvad Manden tænker kæk.
- De ligned Gud, men Slangen lokked dem,
- De vilde være deres Skabers Lige,
- Da raabte Gud, og straffed dem med Død,
- Hvert Menneske kan endnu høre Røsten,
- Og skælvende han vender sig mod Gud,
- Men Slangen lokker ham igen til Jorden,
- Hvis han sig vender, er det evig Død,
- Men Kamp, naar kæk mod Himlen han opstirrer.
- Vagn.
- Hel Meget tykkes mig at ligne det
- Som selv jeg tror, kun noget anderledes.
- Odinkar.
- Vist ligner det. Guds Billede ei saa
- Er svundet, at jo nogle Træk end findes
- I hver en Sjel og dybe Træk der var
- I hans, som kløgtig Asalæren bygged.
- Alfader han er Himlens store Gud,
- Og Aserne blev skabte i hans Billed,
- Men vilde stolte være Guder selv,
- Og derfor skal de dø i Ragnaroke.
- Vagn.
- Ret som om Mennesket du sagde nys.
- Odinkar.
- Saa er det. Men om Krist du ogsaa spurgte.
- Ham veed ei Asalæren Noget om,
- Thi han ei kom, før sent i Tidens Fylde.
- Alfader saae, at stor blev Slangens Magt,
- At Mange lod sig af den Trædske lokke,
- Og de som kæmped, savned Lys og Kraft;
- Da rørtes han ved Slægtens store Jammer,
- Og kærlig han forlod den al sin Skyld,
- Han sendte ned sin egen Søn til Jorden,
- At knuse Slangens Hoved, saa den ei
- De Svage mer saa vældig kunde lokke.
- Nu har vi Fred med Gud, og hver som tror
- Paa Krist, han har i ham Guds Billed.
- Vagn.
- Men hvem er Krist? hvor blev han af?
- Odinkar.
- Han er Guds Søn og han er Gud tillige,
- Han døde for os Alle, men igen
- Han lever hos sin Fader høit i Himlen.
- Vagn.
- Det er jo hartad som vor Asathor,
- Der gaaer i Strid mod Midgards Udyr.
- Odinkar.
- En dunkel Spaadom kan det maaske være,
- Thi førend Kristus kom, han lovet var.
- Vagn.
- Saa det vi tro, engang skal komme,
- Er kommet allerede nu!
- Nei, det er ikke sandt, thi Jetter
- Har endnu megen Magt paa Jord,
- Saa er jo Slangens Hoved ikke knuset,
- Saa kan, saa maa vi ikke have Fred.
- Odinkar.
- Vist er det knuset, dog den ei er død.
- Vel maa vi end imod den Trædske stride,
- Men vi har Fred med Gud ved Krist,
- Og kraftig Hjelp af ham til Striden.
- Vagn.
- Men naar skal Slangen dræbes hel?
- Odinkar.
- Den dræbes ei, men bindes, pines evig
- Med alle dem, den lokked til sig hen.
- Vagn.
- Hvad? skal den aldrig dræbes? Nei, langt heller
- Jeg vente vil paa Ragnarokes Strid,
- End saa forliges med Alfaders Fjende.
- Saa knuste Aser Ymers Hoved, men
- De bandt ham kun, og derfor skal de dø.
- Du frister mig, som Loke fristed Aser.
- Odinkar.
- Du ei forstaar mig; thi du mener at
- Den Slange, som jeg taler om, lig Ymer
- Er blevet af sig selv, men ikke saa,
- Den kommen er fra Gud og derfor kan
- Den ikke dø.
- Vagn.
- Fra Gud? du lyver.
- Er onde Jetter af Alfader skabt,
- Saa er jo selv han ond, saa strider
- Han jo imod sig selv, og vi,
- Vi er hans Narre, nei, du lyver.
- Gak bort! jeg vil ei høre mer.
- Odinkar.
- Men Slangen er som Aser falden.
- Vagn.
- End engang byder jeg: gak bort!
- Og tal ei meer om dine onde Guder!
- Odinkar.
- Dig Himlens Gud tilgive! thi du veed
- Ei hvad du siger. Alt vil du begribe,
- Selv Gud, hvordan han røres i sig selv;
- Begriber du da bedre Ymers Fødsel
- Og Ragnaroke?
- Vagn.
- Hold din Mund
- Og gak!
- Odinkar.
- Jeg gaar, men med et sorgfuldt Hjerte.
- Dog end et Ord! naar Levende og Dødt
- Fornægter Aserne, og naar dit Øie
- Forgæves stirrer i det tomme Rum,
- Og søger det, hvorefter Sjælen længes,
- Da tænk paa mig! og tænk paa Krist!