Vagn Aagesen: Tredie Samtale

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Vagn Aagesen eller Jomsborgs Undergang:
Tredie Samtale

Jomsborg.

Sigvald og Astrid sadde paa Bænk, og hans Arm var snoet om hendes Midie.

Sigvald.

O! mere glad var Svibdag ei, da kærlig

Han Menglad holdt i stærke Kæmpearm;

Ham Nornen bød at vandre kolde Veie,

Men Veien endtes hos hans Venneviv;

Saa maatte jeg og vandre kolde Veie,

Men Veien endtes hos min Venneviv.

Astrid.

Som Menglad sad jeg ogsaa her i Borgen

Og vented paa mit Ønskes Fugl, som fløi;

Han kom igen, og jeg var fuld af Gammen,

Nu er jeg det ei længer.

Sigvald.

Og hvorfor?

Astrid.

Fordi min Fugl, som fløi til Strid mod Høgen,

Ei kunde tvinge den, og kom dog hid

Igen med alle sine skønne Fjedre,

Og uden Spor af Høgens Klo.

O! da du gik af Badet op, min Sigvald!

Da ledte Øiet smaalig efter Saar,

Og da jeg tørred dig, jeg stirred

Saa fast paa Klædet, thi jeg mente dog

Jeg skulde se lidt Blod, jeg vidste,

Du kom fra Striden, hvor Saamange faldt,

Mig tyktes, at du maatte være saaret,

Før du forlod de djærve Kæmpers Lig.

Sigvald.

Hvi vil med Sligt du spilde nu vor Gammen?

Sig Freia Tak, fordi hun frelste mig!

Du tro'r dog ei, jeg flygted, som en Niding!

Astrid.

En Niding! Hu! det er et rædsomt Ord.

Ak! var du det og kunde du det være!

Nei, det umuligt er, men sig!

Forlod med dig og alle Kæmper Striden?

Sigvald.

Vist gjorde de, det har jeg sagt saa tit,

Undtagen de, som nødtes til at blive,

Fordi der ei var Liv i dem; jeg tro'r,

Du vilde helst, blandt dem jeg skulde været.

Astrid.

O! kan du vredes paa din Astrid saa,

Fordi af kærlig Angst hun spørger,

Om end hun spurgte dig for tit!

O! kunde du mig ind i Hjertet kige,

Og se min Gru, ved blotte Tanke om,

Man nævned dig ei mer en trofast Kæmpe!

End nødes jeg at spørge længer: veed

Du ei, hvordan det Vagn er gaaet?

Sigvald.

Er han ei død, saa lever han endnu.

Astrid.

Hvor kan du tale saa? Du sørger

Da ei for Bue eller Vagn,

Ei over Jomsborgs bedste Kæmper?

Sigvald.

De bedste? ja, maaske for dig,

For mig de altid var de værste,

Og jeg er glad, at jeg engang blev fri,

For alle dem, som pukkede paa Størke,

Og vilde styre, raade mer end jeg;

Først nu jeg agter mig for Jomsborgs Høvding.

Astrid.

Men hvad er Jomsborg uden slige Kæmper?

Sigvald.

Hvad Vindland for din Fader er: et Rige,

Og Kæmper ere alle mine Mænd

Saasnart jeg vil, men naar jeg vil det, spage.

De kæmpe ikke mer for Kampens Skyld,

Men kun for mig og for en Del af Byttet,

Med slige Folk en Høvding bedst er tjent.

Astrid.

Jeg ei forstaar, hvad dermed du vil sige,

Og gid jeg aldrig maa begribe det!

Sigvalds Mænd: Aslak og Endrid traadte ind i Salen.

Aslak.

Vi snappet har et Skib, som kom fra England,

Med deiligt Klæde og med Vin beladt,

Her bringe vi dig Noget af det bedste.

Sigvald.

Saa! det var herligt, lad mig se!

Ja, Astrid! det er Klæde, fint og fagert,

Det skal du svøbes i, og du kan tro,

Det syne vil omkring din smekkre Midje.

Men, det er sandt, det skulde deles først.

Aslak.

Men vi har hentet det, og du er Høvding,

Saa mener jeg, at vi bør tage først,

Der blir jo nok endda at dele siden.

Sigvald.

I har da ogsaa taget noget selv!

Jeg maatte dog vel se: hvormeget.

Aslak.

Nei, Høvding! du vil dog vel ikke

Med Tommelfingren maale Klædet ud

Og draabevis os tælle Vinen til?

Hvad vi har faaet, vil vi nok beholde.

Sigvald.

Nu vel! saa lad os smage Vinen da!

Ind traadte Bjørn hin Bretske.

Astrid.

O! er du der, du gamle raske Kæmpe!

O! kommer du fra Norrig? hvor

Har du saalænge dvælet? hvorfor fulgte

Du ei med Sigvald?

Bjørn.

Mere spørger du,

End jeg paa engang kan besvare.

Fra Norrig kommer jeg, og ei

Jeg Sigvald fulgte, thi jeg havde

En anden Vei end han.

Astrid.

Du lever da,

Men Bue faldt jo dog i Slaget,

O! sig mig Noget om den Kækkes Død!

Bjørn.

De hugged Hagen af og Underlæben,

Men det han ændsede kun lidt,

Han raabte: nu skal Danmarks Møer

Ei lystes ved at kysse mig. Tilsidst

Han tabte Hænderne, med begge Stumper

Han greb to Kister med Strutharalds Guld,

Og sprang i Havet, raabende: fra Borde!

Fra Borde alle Bues djærve Mænd!

Og alle sprang, og fulgte ham til Valhal,

Ei mangled Nogen af dem Odins Tegn.

Astrid.

De havde Alle Saar! den stærke Bue!

I Døden som i Livet var han Jern.

Men, lever Vagn?

Bjørn.

Han er i Fyn.

Astrid.

Hvi kom han ei med dig til Jomsborg?

Bjørn.

Du længes svarlig efter Enkestanden,

Den ogsaa snart kan vorde dig til Del.

Astrid.

Hvorledes, Gamle! hvad er hændt?

Bjørn.

Saa veed du ei at Sigvald…

Sigvald.

Hold din Mund!

Bjørn.

Jeg holder paa mit Sværd og taler.

Sigvald.

Veed du da ei at jeg er Høvding her,

Og kender du ei længer Jomsborgs Love,

Som byde, at ei her maa blottes Sværd,

At Ingen her maa Tidender frembære?

Gak Endrid, du, og Aslak! river Sværdet

Af Haanden paa ham, fører fluks ham ud!

Bjørn.

Ja, har I Lyst at faae at vide,

Om dette er i Norrig blevet sløvt,

Saa kommer kun! Du Sigvald! snakker,

Om Jomsborgs Love, du som brød

De helligste, og flygted som en Niding

Imedens vi mod Overmagten stred.

Den Pil som Vagn dig sendte til Farvel,

Den fik du ei, derfor han æsker

Dig nu ved mig til Holmgang ud,

Og hver Mands Niding, den som ikke møder!

Sigvald.

Jeg flygted ei for Mennesker, men Trolde,

Og aldrig jeg mod Slige laved Strid.

Vor Lov forbyder Jomsborgs Mænd at gange

I Tvekamp med hinanden, derfor ei

Jeg møder Vagn, og er dog ingen Niding.

Bjørn.

Den er du, og den skal du vorde kaldt

I alle Nordurlande.

Sigvald.

Aslak! Endrid!

Hvi nøle I? hvi gribe I ham ei?

Aslak.

Fordi vi kende Bjørn. Kan du huske,

Hvordan det gik ved Haralds Arveøl?

Hvis ei, saa gak, og grib ham selv.

Med haanlige Lader udgik Bjørn af Salen, og ingen Mand rørte sig fra Bænk.

Astrid.

Saa er du da ei længere min Sigvald!

Du er kun Loke i min Sigvalds Ham.

Som Freia, da hun Othar mer ei saae,

Jeg nu maa gange over Skov og Hede,

Med Graad paa Kind, min Sigvald at oplede.

Fyen.

Ene stod Vagn, sørgmodig og grublende for Palnatokes Høi ved Midienat.

Vagn.

Nei, der er intet, intet Valhal mere,

Saa lød jo fordum, Toke! dine Ord!

Og nu mig tykkes, at jeg altid hører

Dig mæle saa igennem Høiens Muld.

Nei, der er intet Valhal mer, thi Hakon

Ved Jetters Hjelp har vundet Seier,

Og Jomsborgs Kæmper faldt, og Jomsborg selv

Er ikke mere til, en Røverhule

Den atter nu er vorden. Toke! ak!

Hvi lærte du mig, at der var et Valhal?

Jeg gik saa trøstig, kæmpende, fordi

Mig tyktes Liv og Kamp var eet paa Jorden,

Og uden Gru jeg tænkte paa den Stund,

Da Liv og Kamp fik Ende, Døden seired.

Men nu! jeg saae et Glimt af Guders Liv,

Jeg saae et Skin igennem Ragnaroke,

Og naar jeg kæmper, stirrer Øiet did,

Dog der ei mer for mig er Lys at finde.

Hvi rammedes jeg ei af Thorgerds Pile

I Hjørungvaag! hvi gav mig Erik Fred?

Hvi tog jeg den? Nu kunde jeg jo ligget

I Høien rolig; uden Tvivl og Frygt,

Som Toke, ja, som han, o Palnatoke!

O! lever du, og er et Valhal til,

Da rid ved Nat fra Odins Sal til Høien,

Og stil min Længsel med et venligt Ord!

Du maa, du skal, thi du har Tørsten vækket,

Du maa og slukke den, du skal, du maa!

For Vagns Øine var det tilsyne, som Høien oplodes, og en Stemme tyktes han at høre.

Vagn.

Uvenlig, Drauge! er din hæse Røst,

Du spørger: hvi jeg vel vil vække Døde?

Jeg vide vil, om Valhal og om Aser

Er til, om jeg paa dem tør stole trygt?

Du tier, Drauge! atter lukkes Høien.

Fornægter du da Aserne? ak! ja,

Nu er det kommet, hvad du spaaed, Frænde!

Af Levende og Dødt fornægtes Aser,

Forgæves Øiet i det tomme Rum

Henstirrer efter, hvad min Sjel begærer!