Forskjell mellom versjoner av «Vegtams Kvæde (B.C.Sandvig)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 55: Linje 55:
 
::Lykken i Søvne  
 
::Lykken i Søvne  
 
::Ustadig syntes;  
 
::Ustadig syntes;  
::Jettper spurgde  
+
::Jetter spurgde  
::De spaaviise Koner,  
+
::De spaavise Koner,  
 
::Om det skulde  
 
::Om det skulde  
 
::Ont betyde.  
 
::Ont betyde.  
Linje 78: Linje 78:
 
::Eeden aflagde,  
 
::Eeden aflagde,  
 
::Frigg tog alle  
 
::Frigg tog alle  
::Eeder og Løfter.  
+
::Eeder og Løvter.  
  
  
Linje 121: Linje 121:
  
  
::9. For den Viise han  
+
::9. For den Vise han  
 
::Valgalder qvæded’,  
 
::Valgalder qvæded’,  
 
::Saae mod Norden,  
 
::Saae mod Norden,  
Linje 145: Linje 145:
 
::Siig mig Nyt fra Hel,  
 
::Siig mig Nyt fra Hel,  
 
::Jeg dig fra Verden.  
 
::Jeg dig fra Verden.  
::Hvem ere Bænkte
+
::Hvem ere Bænke
 
::Guld bestrøede,  
 
::Guld bestrøede,  
 
::Seng faverlig  
 
::Seng faverlig  

Revisjonen fra 31. jul. 2021 kl. 12:58

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda


Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785


Vegtams Kvæde


1. Samled’ var’ Aser
Vegtams Kvæde (B.C.Sandvig).jpg
Alle paa Tinge,
Og Asynjer,
Alle til Stevne.
Derom raadsloge
Rige Guder
Hvorfor de drømte
Ilde om Balder.


2. Ret benouet
For Hroptur var Blunden;
Lykken i Søvne
Ustadig syntes;
Jetter spurgde
De spaavise Koner,
Om det skulde
Ont betyde.


3. Frettir sagde:
Ullars Slægtning
Feig mon være,
Den meest elskede.
Frigg og Svafnir.
Fik da Angest,
Samt andre Guder
Som da bestutted'


4. At ville sende
Bud hver Skabning,
Fred at udbede,
Ei skade Balder.
Hver en Skabning
Eeden aflagde,
Frigg tog alle
Eeder og Løvter.


5. Valfader frygted'
Eders Mangel,
Og troede Lykken
Da bortvige.
Aser kaldte
Godt Raad kræved’
Paa det Møde
Blev talt meget.


6. Op stod Odin,
Folks Beskytter,
Og han paa Sleipner
Sadelen lagde.
Og nedreed derfra
Til Niflheim,
En Hund ham mødte,
Som fra Hels Boelig kom.


7. Blodbestænkt var han
For paa Brystet,
Kiæft mordgierrig,
Og Underkiæben.
Imod han giøede,
Galders Fader,
Aabned’ Gabet,
Giøede længe.


8. Frem reed Odin,
Jordveien rysted’,
Indtil han naaede
Hels høie Boelig.
Da reed Yggur,
Øst for hendes Dør,
Der hvor han vidste
Spaaqvinden ligge.


9. For den Vise han
Valgalder qvæded’,
Saae mod Norden,
Stave paalagde,
Viisdom fortalde,
Svar udbad sig,
Til Liiget nødig
Opstod og talde:


10. Hvad Mand er det vel,
Ubekiendt mig,
Som mig foraarsager
Sindet sorgfuldt.
Jeg var sneebedækket,
Og med Regn vædet,
Med Dug bedryppet,
Død var jeg længe.


11. Vegtamr jeg heder,
Valtams Søn er jeg.
Siig mig Nyt fra Hel,
Jeg dig fra Verden.
Hvem ere Bænke
Guld bestrøede,
Seng faverlig
Guld-besvømmet?


12. Her staaer for Balder
Miød velbrygget,
Drik hin reene
Ligger Skiold over;
Men af Slægten
I stor Smerte.
Nødig talte jeg
Nu vil jeg tie.


13. Tie ey, Spaaqvinde!
Dig vil jeg spørge,
Og alt vide;
End vil jeg vide,
Hvem skal Balder
Til Bane vorde,
Og Odins Søn
Livet røve?


14. Haudur bær’r sin høye
Priised’ Broder derhen.
Han skal Balder
Til Bane vorde,
Og Odins Søn
Livet røve;
Nødig talde jeg,
Nu vil jeg tie.


15. Tie ey, Spaaqvinde!
Dig vil jeg spørge,
Og alt vide;
End vil jeg vide,
Hvem skal paa Hauder
Hævn udøve,
Eller Balders Bane
Paa Baal legge?


16. Rinda faaer Søn
I vestre Sale,
Denne Odins Søn
Een Nat gammel strider.
Haand ei toer han,
Ei Hoved kiemmer,
Før paa Baal han bærer
Balders Modstander.
Nødig talde jeg,
Nu vil jeg tie.


17. Tie ey, Spaaqvinde!
Dig vil jeg spørge,
Hvad er det for Møer
Som, naar de vilde, græde,
Og mod Himlen kaste
Halsens Klæder?
Siig det aleene,
Du før ey sover!


18. Ey er du Vegtamr,
Som jeg forhen troede,
Heller’ er du Odin,
Folks Beskytter!
Ey er du Spaaqvinde,
Ey viis Kone,
Heller’ er du Moder
Til tre Thurser.


19. Hiem rid du, Odin!
Du kan rose dig!
Saa kommer ingen
Meer at spørge mig,
Indtil Loke
Slipper af Lænker
Og Gude-mørk
Forstyrrend’ kommer.



Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.