Vilhelm Thomsen biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Vilhelm Thomsen
(1842–1927)
Thomsen, Vilhelm Ludvig Peter, f. 1842, Sprogforsker. T. er født i Kjøbenhavn 25. Jan. 1842 og Broder til ovfr. Nævnte Maler Carl Chr. Fred. Jak. T. Sin Barndom tilbragte han i Randers, hvor Faderen fra 1847 var Postmester, og fra hvis Latinskole han 1859 kom til Kjøbenhavn som Student. Han begyndte først paa at studere Theologi, men det varede ikke længe, inden han fulgte sin allerede i Skoletiden vaagnede Lyst til Sprogstudiet og helt ofrede sig for dette. Foruden Examensfagene, de klassiske Sprog, hvori Madvigs Undervisning blev af gjennemgribende Betydning for ham, studerede han Sanskrit hos Westergaard, slaviske Sprog hos C. W. Smith og nordisk Filologi og sammenlignende Sprogvidenskab hos K. J. Lyngby. Paa egen Haand gav han sig af med forskjellige Sprog uden for den indoevropæiske Sprogæt, navnlig Finsk. Samtidig informerede han i forskjellige Skoler. I Jan. 1867 tog han den filologiske Embedsexamen og foretog s. A. en Rejse til Finland. Han fik her et grundigt Kjendskab til finsk Kultur og Folkeliv og fremfor alt til finsk Sprog, som han opnaaede Færdighed i at tale. I Marts 1869 erhvervede han Doktorgraden og gik derefter paa en længere Udenlandsrejse til Leipzig, Prag, Wien, Ungarn, Kroatien, Italien og Paris. Efter at være kommen hjem i 1870 blev han Lærer i Græsk ved Borgerdydskolen i Kjøbenhavn, som han vedblev at være knyttet til indtil 1878. Da Lyngby var død i Febr. 1871, fik han midlertidig Ansættelse ved Universitetet; 1875 blev han fast ansat som extraordinær Docent i sammenlignende Sprogvidenskab, 1887 ordinær Professor i samme Fag. I 1876 fik han Indbydelse til at holde en Række Forelæsninger over et slavisk Æmne ved Universitetet i Oxford; Rejsen der over blev tillige hans Bryllupsrejse, da han kort forinden, 5. Maj, var bleven gift med Karen Charlotte Allen (f. 22. Avg. 1852), Datter af Historikeren C. F. A. (I, 181). S. A. blev han Medlem af Videnskabernes Selskab, hvis Redaktør han var fra 1878-1901. Han var fra 1876-92 Hovedredaktør af «Nordisk Tidsskrift for Filologi» og fra 1878-87 Medlem af Undervisningsinspektionen for de lærde Skoler. 1901-2 var han Universitetets Rektor. 1891 blev han Medlem af Bestyrelsen for det Arnamagnæanske Legat, 1893 af Bestyrelsen for det Raben-Levetzauske Fond og 1902 af Direktionen for Carlsberg-Fondet. 1896 fik han Fortjenstmedaillen i Guld og blev i 1901 udnævnt til Kommandør af Danebrog. End videre er han Medlem eller Æresmedlem af en stor Række udenlandske Akademier og videnskabelige Selskaber.
T.s Virksomhed er overmaade mangesidig og har sat dybe Spor i Sprogvidenskabens Udvikling. Inden for de indoevropæiske. Sprogs Omraade er hans Navn knyttet til de betydningsfulde Opdagelser, der i Halvfjerdserne ganske ændrede Opfattelsen af disse Sprogs oprindelige. Lydforhold, i det han er den første, der fandt den saakaldte «Palatallov». Særlig har han behandlet disse Sprogs Berøringer med Sprog af den finske Sprogstamme, og herom dreje sig 2 Hovedværker af ham, hans Doktorafhandling: «Den gotiske Sprogklasses Indflydelse paa den finske» (overs. paa Tysk 1871), der skaffede ham en Prisbelønning fra Berliner-Akademiet, og «Berøringer mellem de finske og de baltiske (litauisk-lettiske) Sprog» (1890), for hvilket Videnskabernes Selskab i 1893 tilkjendte ham Madvig-Medaillen. Med en Lærdom, der i lige Grad behersker de 2 helt forskjellige Sprogomraader, viser han her, at Finnerne i Tiden nærmest efter Christi Fødsel have været Naboer til baltiske og germanske Stammer og modtaget en stærk Paavirkning af dem. Resultaterne af disse Undersøgelser ere ikke blot i høj Grad vigtige i kulturhistorisk Henseende, men have ogsaa en meget vidtrækkende sproghistorisk Betydning, i det Finsk har vist sig at bevare de laante Ord i en meget lidt ændret Form, saa at man i mange Tilfælde i de nuværende finske Sprog finder navnlig de nordiske Laaneord i en Skikkelse, der er mere oprindelig end de ældste Runeindskrifters Former. T. s Doktorafhandling er saaledes tillige meget værdifuld for Studiet af de nordiske Sprog, men ogsaa paa anden Maade har han haft Betydning for dette. Han har bidraget til Tydningen af Runeindskrifter og til Løsning af Spørgsmaal vedrørende dansk Lydhistorie. Særlig maa her nævnes hans Oxforder-Forelæsninger: «The relations between ancient Russia and Scandinavia» (1877; overs. paa Tysk, Svensk og Russisk), hvor han uigjendrivelig har godtgjort, at det russiske Riges Grundlæggelse skyldes en nordisk Stamme. Ogsaa den romanske Sprogvidenskab kan glæde sig ved betydningsfulde Arbejder fra hans Haand. Særlig have hans Afhandlinger om mouillerede Konsonanter (i «Mém. de la société de linguistique» III, 1875) og om visse Vokalforhold (i «Romania» 1876) været bestemmende for mange senere Undersøgelser.
T.s Ry som en af Nutidens mest fremragende Sprogforskere var allerede for længst rodfæstet, da han i Dec. 1893 – i det samme Møde, i hvilket Madvig-Medaillen overraktes ham – forelagde Videnskabernes Selskab en fuldstændig Dechifrering af de saakaldte Orkhonindskrifter, der hidtil havde trodset ethvert Tydningsforsøg, og paaviste, at de vare affattede i et tyrkisk Sprog, hvis Existens indtil da havde været ganske ukjendt. Medens den foreløbige Meddelelse herom, der vakte den største Opsigt rundt om i den lærde Verden, blev benyttet af den russiske lærde Radloff til færdigelse af nogle Hastværksudgaver af disse omfattende Indskrifter, sinkedes T.s egen Behandling deraf ved en alvorlig Sygdom, saa at hans Værk, «Inscriptions de l’Orkhon», først udkom 1896. Til Gjengjæld er T.s Behandling Radloffs langt overlegen. Det franske «Académie des inscriptions et belles lettres» tilkjendte ham for denne Opdagelse sin Prix Volney. I en senere Afhandling har han særlig undersøgt Konsonantforholdene i Tyrkisk og bragt fuldkommen Klarhed til Veje i et meget vigtigt Spørgsmaal.
Hans seneste Arbejder bevæge sig paa helt andre Omraader. I en Afhandling betitlet «Etudes Lyciennes» (1899) undersøger han visse Sider af Sprogbygningen i det mærkelige lilleasiatiske Sprog Lykisk, som er overleveret i en Række Indskrifter, og giver en Mængde værdifulde Oplysninger, der meget bidrage til at give Studiet af dette Sprog fast Grund under Fødderne. Fra samme Aar er «Remarques sur la parenté de la langue Étrusque», hvori det gjøres meget sandsynligt, at det etruskiske Sprog, som man tidligere forgjæves har søgt at sammenstille med andre Sprog, hænger sammen med visse Sprog i Kaukasus, hvilket er den første og eneste vel begrundede Hypothese angaaende dette meget omstridte Sprogs Stilling.
Hvad der karakteriserer T. som Sprogforsker, er hans uhyre store Alsidighed, hans Nøjagtighed i Detaillerne og hans ædruelige og overlegent sikre Methode, der gjør alt, hvad han har skrevet, til Mønsterafhandlinger, som enhver Sprogforsker har meget at lære af. Han behersker, videnskabelig set, en Mængde forskjellige Sprog og Sprogætter og sidder inde med en sproglig Viden, der vistnok er uden Sidestykke blandt nulevende. Opstilling af glimrende, men usikre Hypotheser er ikke hans Sag, men med det geniale Overblik drager han sine sikre Slutninger af de mange Enkeltheder, naar disse først ere omhyggelig sigtede og afvejede, og hvor det gjælder Løsningen af indviklede Problemer, holder han alt uvedkommende uden for Undersøgelsen: han har læst de oldtyrkiske Indskrifter ved at studere disse selv og gjennemskuet den lykiske Sprogbygning uden paa Forhaand at tage andre Sprog med til Sammenligning. Faa Sprogforskere have som han været banebrydende paa saa mange og saa vidt forskjellige Omraader.
Ved sine Universitetsforelæsninger, der til Dels have drejet sig om andre Æmner end de i det foregaaende nævnte, har han haft stor Indflydelse paa de yngre Generationer af Sprogforskere og Filologer, der ved hans 25aarige Doktorjubilæum (1894) bragte ham et Festskrift. En Prøve paa hans Forelæsninger over sammenlignende Sprogvidenskab er «Sprogvidenskabens Historie», Universitetsprogram 1902.
Universitetsprogr. til Reformationsfesten 1870. Illustr. Tid. XXXV, Nr. 26. Frem 15. Dec. 1901.
Kr. Sandfeld Jensen.
Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)
