|
De falsis deis
Ak, mangt og meget gik galt for længe siden – alt sammen på grund af Djævelen og fordi mennesker ikke ville adlyde Gud. Hedenskaben gjorde på alle måder skade omkring sig og gør stadig skade overalt.
I bøgerne[1] står der ikke noget om, at mennesker noget sted i verden rejste afgudsbilleder i tiden før Noas syndflod. Men senere – efter Noas syndflod – byggede Nimrod og kæmperne det underfulde tårn og ifølge bogen opstod der lige så mange sprog, som der var arbejdere.
Derefter spredte folk sig vidt ud over landene og befolkningen voksede hurtigt. Til sidst blev de overlistet af den gamle Djævel, som i tidernes morgen også havde bedraget Adam. I deres vildfarelse gjorde de sig hedenske guder og forkastede den sande Gud, deres egen skaber, som havde dannet og skabt dem som mennesker.
Ved Djævelens lære anså de det også for visdom at tilbede solen og månen som guder alene på grund af deres stråleglans. Og ved Djævelens lære begyndte de også at ofre til dem og forlod Herren, som havde dannet og skabt dem. Nogle mente også, at de skinnende stjerner var guder og begyndte at dyrke dem nidkært, mens andre troede på ilden, der blusser op, andre på vand og andre igen troede på jorden, fordi al føde kommer derfra. Men havde de kunnet skelne ret, ville det have været klart for dem, at det er den sande Gud, som i sin store godhed mod menneskene har skabt alt dette for at vi skal anvende det og gøre brug af det. Alle skabte ting gør kun, hvad deres skaber byder dem, og kan intet gøre uden vor Herres vilje, for der findes ikke nogen anden skaber end den ene sande Gud, som vi tror på. Og vi elsker og ærer ham for alle de skabte ting i sand tro, og vi påkalder ham i hjertets oprigtighed som den eneste sande Gud, der har skabt alle ting.
Men hedningerne ville ikke nøjes med så få guder, som de hidtil havde haft, og til sidst begyndte de at tilbede forskellige kæmper og stormænd, som kunne imponere med verdslig magt og som var ærefrygtindgydende som de nu levede og fulgte deres egne lyster.
På øen Kreta var der i gamle dage en mand ved navn Saturnus, som var så ond, at han fortærede sine egne børn undtagen ét af dem. På ufaderlig vis lod han dem miste livet, mens de endnu var unge. Modvilligt lod han dog én søn leve, skønt han havde dræbt hans brødre. Denne søn fik navnet Jove og han blev en ondskabsfuld djævel. Han fordrev sågar sin egen fader fra den førnævnte ø Kreta og han havde et inderligt ønske om at slå ham ihjel, hvis anledningen skulle byde sig. Denne Jove var så styret af lyst, at han giftede sig med sin egen søster; hun hed Juno og blev ifølge hedningernes fortællinger en af de højeste gudinder. Deres to døtre hed Minerva og Venus.
Disse onde mennesker, som vi her taler om, blev på den tid regnet blandt de øverste guder og efter Djævelens lære tilbad hedningerne dem flittigt. Sønnen blev tilbedt mere end faderen i hedendommen og han regnedes også som den mest ærefulde af alle de guder, som hedningerne i deres vildfarelse dyrkede på den tid. Blandt visse folk kaldes han Tor; blandt danskerne er han den, som de elsker mest og som de i deres vildfarelse tilbeder ivrigst.
Hans søn hed Mars; han var altid i kamp, kom med falske anklager og fremkaldte strid og uoverensstemmelser. Denne pjalt dyrkede hedningerne også som en gud efter hans død. Så tit de var i krig eller gik i kamp, ofrede de til ham for at ære denne falske gud. Det var deres tro, at han kunne give dem god støtte i kamp, for han elskede selv slagsmål og kampe.
En anden mand hed Merkurius. Han var falsk og fuld af udspekuleret list i sine handlinger og i sit bedrag. Også ham gjorde hedningerne til en stor gud. De fulgte Djævelens lære, så de ofrede til ham og bragte ham takofre på de steder, hvor veje krydsedes og på høje bjerge. Denne falske gud blev hyldet blandt alle hedninger på den tid og blandt danskerne kaldes han Odin.
Nogle danske mænd siger fejlagtigt, at Jove, som også kaldes Tor, var søn af Merkur, som de kalder Odin, men heri tager de fejl, for vi kan læse i hedenske såvel som i kristne bøger, at han, som kaldtes Jove i virkeligheden var søn af Saturn[2].
Der var en kvinde ved navn Venus. Hun var datter af Jove og hun var så fordærvet og ond i sine udskejelser, at hun lod sin egen broder gå i seng med sig. Således fortælles det, at hedningerne også dyrkede og ophøjede denne onde kvinde ved Djævelens lære. Også mange andre hedenske guder dukkede på forskellig vis op ligesom også hedenske gudinder blev agtet højt i hele Midgård til menneskenes undergang. Men disse var de vigtigste under hedendommen, selv om de havde levet deres fordærvede liv i denne verden.
Det var den underfundige Djævel – menneskenes evige bedrager – som førte hedningerne til den vildfarelse, at de valgte sig fordærvede guder, at de gjorde deres egne fordærvede lyster til lov og at de levede hele deres liv i urenhed.[3]
Men velsignet være alle, som har foragtet al den slags og som har elsket og tilbedt den sande Gud, som har skabt og dannet alle ting. Én almægtig Gud, tre i én: Faderen, Sønnen og Helligånden. Alle tre rummer den ene guddommelige magt og han alene er den evige Gud, hersker og skaber af hele skaberværket. Evig pris og ære til ham i verden uden ende. Amen.
| 
